Min vej til fleksjob-bevilling

[1966]

Hej allesammen. Jeg er lige blevet tilmeldt K10. Jeg vil fortælle lidt om hvordan det har været for mig at søge fleksjob. Blev tilkendt fleksjob d. 12. december i år En stor lettelse og glæde, for det har været en lang rejse mod denne endelige afslutning på sagen.

Jeg har været syg siden 2005. Gik ned med en svær depression. Blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik diagnosen Bipolar Affektiv Lidelse - i gamle dage benævnt som Manio Depressiv. Efter et halvt år blev jeg udskrevet, og så begyndte kampen med kommunen, kan man sige. Alle læger mente jeg var ude af stand til at arbejde fuldtids, og enten var det førtidspension eller fleksjob for mig. Jeg selv kunne ikke forlige mig med tanken om pension, for jeg har altid været glad for at arbejde (jeg er kontorassistent) og tanken om at skulle gå hjemme og aldrig mere have kollegaer, den var uholdbar.

I første omgang skulle jeg i arbejdsprøvning. Det var den besked jeg fik. Men der skete ingenting, jeg hørte ikke en dyt fra kommunen. Jeg vidste sagsbehandleren ikke kunne gøre noget, før hun havde modtaget udtalelse fra sygehuset, så jeg besluttede at ringe til afdelingen og høre om de ikke havde sendt papirerne til min sagsbehandler. Jo det havde de da gjort for længst. Nå men så ringede jeg til min sagsbehandler. Blev hurtigt klar over at hun havde glemt alt om min sag, for hun sagde at hun ventede på papirer fra sygehuset. Jeg gentog så hvad sygehuset havde fortalt mig, og så lød hun ret usikker og begyndte på en masse øh'er og hmm'er. Efter noget tid i røret kom hun tilbage og sagde at JA, sørme, papirerne ligger her, de må være blevet væk i papirstakken. Javel så... jeg valgte at holde min mund, men havde stor lyst til at sige; ja det handler jo også kun om mit liv, såååå ...

Alt i alt tror jeg at jeg havde fat i sagsbehandleren 3 gange før det endelig lykkes at få hende til at henvise mig til jobkonsulenten der skulle hjælpe mig med at finde en virksomhed til arbejdsprøvning. Jeg undrer mig meget over at det skulle være nødvendigt at presse sådan på, for det var jo kommunen selv i første omgang som ønskede jeg skulle i arbejdsprøvning! Hvad nu hvis jeg ikke havde haft overskud til at presse på? tør ikke tænke på hvordan det var gået...

Jobkonsulenten arbejdede heldigvis hurtigere. Hun fandt ret hurtigt et sted til mig, og jeg kom til samtale. Skulle starte en uge senere. Virksomheden var ok og menneskene var søde, men jeg var slet ikke klar til at starte i et "rigtigt" job. Jeg gik psykisk ned. Jeg havde behov for langt mere støtte end jeg havde troet. Efter god snak med jobkonsulenten, og accept fra sagsbehandleren, blev det bestemt at jeg skulle starte i et afklaringsforløb på Viva.
Forløbet på Viva varede 13 uger, og det blev 13 uger der vendte helt op og ned på min situation. Jeg fik utrolig meget hjælp og støtte, og lærte virkelig meget om mig selv. Jeg lærte at sige til og fra, og lærte en masse om mine egne grænser. Der var dage hvor jeg havde det ad h.... til, og enkelte af disse dage valgte jeg at tilbringe hjemme, men for det meste troppede jeg op og prøvede bare at klare mig igennem, men nogle gange endte det med jeg gik hjem, og altid med accept fra mine kontaktpersoner dernede. Det vigtige i sådan en arbejdsprøvning, er at man virkelig PRØVER om man kan de ting de beder om at få belyst. Måske ved man på forhånd at de og de ting kan man ikke, men det er alligevel vigtigt at man prøver, så de med egne øjne kan se at man ikke kan. For det er ALTafgørende for deres udtalelse i sidste ende. Og udtalelsen er ALTafgørende for det videre forløb i ens sag. Hvis man har for mange sygedage eller nægter at gøre visse ting, så risikerer man at stå bagefter med en udtalelse: Vi kan ikke afklare X fordi dit eller dat ikke er tilstrækkelig afprøvet, eller fordi X ikke har været her nok.

I mit tilfælde havde de tilstrækkelig viden om mig, til at kunne bedømme mig i de ting der var væsentlige i forbindelse med min sygdom og videre arbejdsmæssige forløb, så der kunne gøres direkte klar til at søge fleksjob til mig, da det stadig var dét jeg ønskede, og mine kontaktpersoner var også enige med mig i at hvis der var de rette skånehensyn, ville jeg kunne magte et fleksjob.

Jeg afsluttede Viva d. 12. september 2008, og min sagsbehandler skulle gå i gang med at samle hele sagen så den kunne komme for udvalget snarest muligt. September og oktober gik, uden jeg hørte noget som helst. Jeg begyndte at blive nervøs, for jeg vidste mine sygedagpenge udløb i januar, uden mulighed for yderligere forlængelse, da jeg havde fået dem forlænget så mange gange som det overhovedet var muligt.

I starten af november kontaktede jeg så min sagsbehandler, og spurgte om der snart skete noget. Fik besked på at hun ventede på papirer fra Viva... jeg spurgte om hun ikke gad rykke dem for det, for der skulle altså snart ske noget. Jo det skulle hun nok. Og endelig skete der noget. Jeg blev indkaldt til samtale for at få de sidste ting på plads, og sidst i november fik jeg besked om at sagen meget snart ville komme for udvalget. Det gjorde den så d. 9. december, og heldigvis gik den glat igennem.

Mine råd til jer er, at forhold jer positive overfor arbejdsprøvningen, og prøv at gør de ting de beder dig om, - det kommer man længst med, også selvom det føles dybt åndssvagt og uoverskueligt. Gør det, for du står langt bedre bagefter, på den måde.

Desuden; gå ikke bare og vent på at kommunen kontakter dig... vær selv aktiv, ryk dem i ørerne. Det er dit liv; du må selv tage skeen i egen hånd.

Ja det var så min historie i korte træk. Jeg har ikke fortalt om sagsbehandler skift, for det har sådan set ikke haft den store indflydelse på min flekssag, men HOLD OP hvor er det irriterende at man pludselig skal skifte sagsbehandler midt i en sag. Jeg prøvede det 3 gange...

Nu vil jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, og pøj pøj til jer der er igang med at søge enten det ene eller det andet.