Hvad er velfærd?

[Ragdoll]

Jeg offentliggjorde for nogen tid siden, en artikel på min blog, og tillader mig at lægge den ind her, som et oplæg til debat.

Har vi glemt, hvad velfærd er?

Vi er glade for at forsikre os selv, vore huse, vore biler, vores liv, og håber, at vi aldrig får brug for disse forsikringer. Vi finder det rigtigt og retfærdigt, at hvis vores nabos hus brænder ned, eller hans bil bliver stjålet, at forsikringsselskabet træder til og bygger et nyt hus til værdien af det gamle, eller erstatter den stjålne bil, og vi står uforstående, hvis forsikringsselskabet, forsøger at undgå deres forpligtelser. Samtidig håber vi, det aldrig vil ske for os selv.

Det er helt anderledes med velfærden, som vi i dag anser mere som en opsparingskonto. Hvad jeg har betalt (i skat) vil jeg også have tilbage. Dette er min ret, og jo mere jeg har betalt, jo mere burde jeg kunne få tilbage.

Og lige i det øjeblik, gik ideologien bag velfærden tabt, den forsvandt ud af vinduet.

Ideologien bag velfærd, var oprindeligt, at alle bør være en del af ansvaret og være med til at løfte byrden af samfundets svageste medlemmer, de syge, de gamle og de fattige, så ingen var tvunget til at tigge på gaden, og at også de, der kom fra de økonomisk dårligst stillede familier havde mulighed for at få en uddannelse, behandling hos læge og på hospitaler. At selv de fattigste fik et håb om en bedre fremtid.

Men i de sidste 50 år har mentaliteten omkring velfærd langsomt, men sikkert ændret sig, og har nået et punkt, hvor den almindelige opfattelse er, at alle bør have ret til et stykke af velfærdskagen, og fordi alle vil have deres andel, uanset behovet for det, er velfærd blevet utrolig dyrt, og blandt dem, det oprindeligt var meningen at hjælpe, de svagest stillede, dem der står udenfor samfundet, de udstødte, bruges i dag som syndebukke for de finansielle problemer vi står over for. Vi misunder dem, der er på overførselsindkomster og forlanger at de, der har bidraget mest, også skal være dem der får mest tilbage. “Trods alt er det mig, der har betalt mest i skat”, synes at være mantraet, der udtales igen og igen.

Vi er nødt til at genoverveje ideologien bag velfærden, for at kunne forstå, hvad velfærd egentlig handler om, at de, der er mindre heldige og har behov for hjælp, også får den nødvendige hjælp, og at den hjælp er tilstrækkelig og god nok, til at hjælpe borgeren ud af deroute og være i stand til at vende tilbage til samfundet som fuldgyldige medlemmer. Og at dem, der er syge eller gamle, bliver finansielt og fysisk støttet i et omfang, der forhindrer dem i at udleve deres liv i fattigdom og udstødelse.

Vi er nødt til at sige farvel til den misundelse, der har gennemsyret Danmark i de seneste år, og som kun synes at være blevet værre. Vi er nødt til at komme væk fra tankegangen om, “jeg vil også have min andel af kagen, om jeg har brug for det eller ej, det er min ret, da det er mig, der har betalt mest i skat”. Og der er mange områder, hvor velfærd bliver givet, uanset behov. Vi er nødt til at komme væk fra millimeter retfærdigheden.
Og det er sandsynligvis her der skal sættes ind, skal alle have en bid af kagen? Uanset behov? Ønsker vi et samfund, med et velfærdssystem, som kun gør det muligt at uddele krummer til de fattigste, fordi alle skal have?

Mit standpunkt er, at alle uden undtagelse skal have adgang til gratis skolegang, ligesom alle skal have fri og lige adgang til læge, behandling og hospitaler.

Men skal alle have ret til børnepenge, lad os f.eks. sige at der skal være en grænse, denne kunne være en husstandsindkomst på f.eks. 600.000 eller 700.000 tusinde, det nøjagtige beløb måtte politikerne blive enige om, men spørgsmålet er har man virkelig behov for børnepenge når man kommer over en vís husstandsindkomst.

Regeringen fik gennemført et loft over børnepenge, i et forsøg på at spare, og igen har de sat millimeterretfærdigheden over fornuften.

Der skal spares på velfærden, klart udgifterne er løbet løbsk, men sparer man de rigtige steder, hvorfor skal en bankdirektør med 12 millioner i årlig indtægt have børnepenge, var det ikke bedre at de blev givet der hvor behovet virkelig er, til samfundets dårligst stillede?

Administrationen af vores offentlige sektor er efterhånden blevet så kompliceret, bl.a. på grund af de tusinder af nye love og regler indført af den siddende regering, at det kræver en hærskare af ansatte til at administrere dem, desværre er denne hærskare ikke himmelsk. Og mange, rigtig mange penge bliver smidt ud på diverse tiltag, hvor udkommet løber som løst sand gennem fingrene. Private aktører modtager store honorarer for i bedste fald at have gjort meget lidt og i værste fald intet at have gjort. Alt sammen i et forsøg på at vise “se hvor meget vi har gjort”.

Der kunne hives det ene eksempel efter det andet frem, hvor millimeterretfærdigheden sejrer over fornuften. Hvis alle skal have lige meget uanset behov, hvorfor så betale skatter overhovedet, hvorfor forsikre os og hinanden?

Var det så ikke bedre hvis den enkelte borger havde en tvungen opsparing eller privat forsikring? Jo, hvis vi ønskede at skrue tiden 200 år tilbage. Men gør vi det?

Under disse overvejelser må vi ikke glemme hvad den oprindelige filosofi bag velfærden var og stadig burde være, og tager vi ikke disse emner op til dyb overvejelse, så er vi på vej derhen, hvor der ikke mere vil være offentlig velfærd, men et privat forsikringssamfund, hvor dem der har råd til forsikringen overlever og dem der ikke har råd, går til grunde, og vi vil have skruet tiden tilbage til feudal samfundet. Er det det vi vil?

Ragdoll