Rådvild og frustreret...

[Kriskat]

Hejsa allesammen herinde
Til at starte med vil jeg lige fortælle lidt om mig selv, for at give forklaring på min frustration.

Jeg er en kvinde på 32, har 4 herlige børn i alderen fra 1 til 14 år og har en dejlig mand. Jeg har efter 12 års kamp med smerter nu endelig fået svar på hvad der er galt med mig. Det der startede i en bækkenløsning (som egen læge konstaterede for over 12 år siden), har nu vist sig at være langt mere end "bare" det. Jeg lider af hypermobilitetssyndrom beningt og fibromyalgi.

Jeg har i siden -96 prøvet lidt af hvert med forskellige sagsbehandlere, sendt på forskellige kurser fra kommunens side, gået i fysioterapi osv. osv... Fik en revalidering til kontorudd i 1999, hvilket jeg også gjorde færdig, men dog tog det mig 1 år længere end normalt. Jeg har aldrig nået at bruge denne uddannelse og har nu mine tvivl om jeg nogensinde kommer til det.

Jeg vil så gerne kunne forsørge mig selv, men lige nu virker det hele meget uoverskueligt. Hver dag er et smertehelvede og jeg er snart ikke andet end en sur mokke. Mine børn lider under det og min mand lider under det.. Jeg spiser smertestillende piller hver dag i øjeblikket, bare for at kunne være en lille smule til gavn for min familie. Men det er jo ikke holdbart i længden, så nu sidder jeg og tænker "hvad så??"

I øjeblikket er min sagsbehandler fra jobcenter ved at finde en afklaring på hvad der skal ske med mig. Der er snak om skåne/flexjob osv...For at være helt ærlig så kan jeg i øjeblikket ikke se hvordan jeg skal magte det, samtidig med at være til gavn for min familie.

Er der nogen der har nogen gode eller opmuntrene ord til en temmelig frustreret "sur" mokke?
På forhånd tak

[Den udstødte]

Oprindeligt indsendt af Kriskat

Hejsa allesammen herinde
Til at starte med vil jeg lige fortælle lidt om mig selv, for at give forklaring på min frustration.

Jeg er en kvinde på 32, har 4 herlige børn i alderen fra 1 til 14 år og har en dejlig mand. Jeg har efter 12 års kamp med smerter nu endelig fået svar på hvad der er galt med mig. Det der startede i en bækkenløsning (som egen læge konstaterede for over 12 år siden), har nu vist sig at være langt mere end "bare" det. Jeg lider af hypermobilitetssyndrom beningt og fibromyalgi.

Jeg har i siden -96 prøvet lidt af hvert med forskellige sagsbehandlere, sendt på forskellige kurser fra kommunens side, gået i fysioterapi osv. osv... Fik en revalidering til kontorudd i 1999, hvilket jeg også gjorde færdig, men dog tog det mig 1 år længere end normalt. Jeg har aldrig nået at bruge denne uddannelse og har nu mine tvivl om jeg nogensinde kommer til det.

Jeg vil så gerne kunne forsørge mig selv, men lige nu virker det hele meget uoverskueligt. Hver dag er et smertehelvede og jeg er snart ikke andet end en sur mokke. Mine børn lider under det og min mand lider under det.. Jeg spiser smertestillende piller hver dag i øjeblikket, bare for at kunne være en lille smule til gavn for min familie. Men det er jo ikke holdbart i længden, så nu sidder jeg og tænker "hvad så??"

I øjeblikket er min sagsbehandler fra jobcenter ved at finde en afklaring på hvad der skal ske med mig. Der er snak om skåne/flexjob osv...For at være helt ærlig så kan jeg i øjeblikket ikke se hvordan jeg skal magte det, samtidig med at være til gavn for min familie.

Er der nogen der har nogen gode eller opmuntrene ord til en temmelig frustreret "sur" mokke?
På forhånd tak

Hej din sure mokke! Kan til tider selv være en sur mokke....... men årsagen til, at man er en sur mokke, er jo til dels smerter, til dels uvidenhed fra omgivelser, til dels den dårlige sagsbehandling, til dels alle de undersøgelser man render til i tide og utide...... det dræner jo en for kræfter og positivtet

Jeg æder selv en del smertestillende piller hver eneste dag...... det bliver humøret jo heller ikke bedre af. Jeg lider som dig af hypermobilitetssyndrom og nogle andre småting.......

Jeg sidder og tænker på om du har været i arbejdsprøvning?? Hvad siger sagsbehandleren om din fremtid? Hvad siger lægen og fyssen om din fremtid?

Tror du, at du vil kunne klare et fleksjob -eller finder du det helt umuligt?

Her på siden, er vi mange der støtter og opmuntrer hinanden - det er en rigtig god side - jeg er glad for, at jeg fandt den

Sender dig en hel kasse som du kan tage frem når du har brug for trøst, støtte og omsorg.

Den Udstødte

[Kriskat]

Pyha...er glad for at høre det ikke kun er mig der kan være en sur mokke hihi..Men ondt at høre at du har det
Ja desværre er det jo pga smerter, træthed, mangel på forståelse fra omverdenen der er med til at gøre humøret lidt sort til tider.

Endnu har jeg ikke været i arbejdsprøvning men sagsbehandleren taler heller ikke om det. Det der har været oppe er om jeg skal have flex/ skånejob eller.... Og ærlig talt har jeg på nuværende tidspunkt ikke idé om hvad det eller er. Nu har jeg fået udtalelser fra 2 forskellige reumatologer, der begge mener at min tilstand er kronisk og der er intet at gøre. Så er det vel også begrænset hvor meget arbejdsprøvning der skal til...?? Eller er jeg helt galt på den?? Jeg ved det ikke og finder det meget forvirrende lige i øjeblikket. Samtidig når jeg så læser de indslag herinde, bliver jeg trist over at læse hvor mange der får trukket deres sager i langdrag og kæmper bare for at få lov til at være til.

Lige nu føler jeg ikke jeg er i stand til så meget, men måske jeg "bare" skal finde lidt solskin frem i mit sind

Takker for kassen og den skal nok blive brugt

Kriskat (den sure mokke )

[Den udstødte]

Oprindeligt indsendt af Kriskat

Pyha...er glad for at høre det ikke kun er mig der kan være en sur mokke hihi..Men ondt at høre at du har det
Ja desværre er det jo pga smerter, træthed, mangel på forståelse fra omverdenen der er med til at gøre humøret lidt sort til tider.

Du er bestemt ikke alene - hverken i at være en sur mokke, eller ikke at blive forstået.........

Endnu har jeg ikke været i arbejdsprøvning men sagsbehandleren taler heller ikke om det. Det der har været oppe er om jeg skal have flex/ skånejob eller.... Og ærlig talt har jeg på nuværende tidspunkt ikke idé om hvad det eller er. Nu har jeg fået udtalelser fra 2 forskellige reumatologer, der begge mener at min tilstand er kronisk og der er intet at gøre. Så er det vel også begrænset hvor meget arbejdsprøvning der skal til...?? Eller er jeg helt galt på den?? Jeg ved det ikke og finder det meget forvirrende lige i øjeblikket. Samtidig når jeg så læser de indslag herinde, bliver jeg trist over at læse hvor mange der får trukket deres sager i langdrag og kæmper bare for at få lov til at være til.

Jeg tror desværre ikke, at du slipper for en arbejdsprøvning - heller ikke selvom din tilstand er kronisk. Der skal jo findes ud af, om du har en restarbejdsevne, som du kan bruge i f.eks et fleksjob og hvor mange timer du evt. kan holde til. Du har ret i, at der er alt for mange der får deres sager trukket i langdrag...... det er helt urimeligt - alt for hårdt for den enkelte - der har rigeligt at kæmpe med i forvejen.



Lige nu føler jeg ikke jeg er i stand til så meget, men måske jeg "bare" skal finde lidt solskin frem i mit sind

Lidt solskin i sindet, kan være svært at finde frem - men mon ikke det kommer, nu da du har fundet denne side, hvor du kan få hjælp og støtte?

Takker for kassen og den skal nok blive brugt

Det er jeg utroligt glad for

Kriskat (den sure mokke )

Mange varme hilsner

Den Udstødte

[Kriskat]

Nej jeg tror nu heller ikke jeg i sidste ende undgår arbejdsprøvning....Mit dilemma i det er at jeg har meget svært ved at overskue - på nuværende tidspunkt - hvordan jeg skal kunne bruge kræfter (som jeg ikke har mange af i forvejen, mentalt såvel som fysisk), udenfor hjemmet... Jeg har dårlig nok energi og overskud til min mand eller mine børn nu, så at skulle have et job samtidigt synes for mig meget uoverskueligt pt..

2 speciellæger har nu konstateret det samme og siger at der er intet at gøre...den "gode" nyhed er at, det dog ikke bliver værre - heh jo tak, syn's det er slemt nok

Men jo som nævnt før skal jeg finde lidt solskin frem - og må også "sige" at med nogle af de forfærdelige livshistorier jeg har læst herinde, kan jeg ikke tillade mig at synke ned i selvmedlidenhed. Herinde er folk der har kæmpet længere og mødt mere modgang, så jeg skal ikke klage.

Jeg finder det så sørgeligt at systemet svigter sådan, der er jo ingen der selv vælger at blive syg.

Jeg er virkelig glad for jeg fandt denne side - mange søde forstående mennesker, hvilket er dejligt at finde i en snart kold og kynisk verden

Kriskat