skrivebordsgeneralen i Beskæftigelsesministeriet

[Stella]

Jeg håber ikke for nogen , at være fleksjobber på Samsø...

Minister kvæler ø-samfund

Skrevet af Rune Engelbreth Larsen 2. Mar

http://blog.politiken.dk/engelbreth/...er-oe-samfund/

4 kommentarer

Undertegnede havde i går nedenstående klumme i Politiken:

Bornholm, Samsø og mindre ø-samfund er blandt taberne i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens korstog mod de arbejdsløse. Det er blot én af talrige absurde side-effekter af den kurs, som er blevet ministerens varemærke.

Som bekendt er flere mindre og mellemstore ø-samfund i Danmark truet af affolkning – uddannelsesinstitutioner, beskæftigelse og kulturtilbud er sparsomme, og færre skoler og institutioner betyder affolkning, der fører til færre forretninger, ringere offentlig transport og yderligere affolkning.

Forholdene forværres af beskæftigelsesministerens tvangsdisciplinerende kontrolmani over for de ledige, fordi ø-samfundene har særlige forhold at tage hensyn til. Den ledige skal som bekendt stå »til rådighed« for arbejdsmarkedet, og et acceptabelt rådighedsniveau betyder, at man helst skal søge fire jobs om ugen. Konsekvensen heraf er bl.a., at Samsøs 118 ledige sammenlagt skal sende op til 500 jobansøgninger uge efter uge – på en ø, hvor der p.t. er 12 ledige stillinger ifølge Samsø Posten. Tolv.

På Bornholm er problemet er det samme: »Der skal 600 ledige søge 80 jobs. Ledige i flaskehalsområder bliver også tvunget til at søge arbejde på fastlandet og acceptere rejsetider med offentlig transport på over fire timer.« (Samsø Posten, 22.2.).

I værste fald bidrager den bestandige stramning af rådighedskravene til en langsom kvælning af ø-samfund, hvor en række jobs inden for f.eks. landbrug og turisme er afhængige af, at der er ekstra arbejdskraft til rådighed dele af året, men ikke er meget arbejde på andre tidspunkter. De færreste kan eller vil sejle i timevis hver eneste dag for at komme til og fra arbejde, og rådighedskravene kan således tvinge de ledige til at spilde alles tid med at sende tusindvis af nytteløse ansøgninger til virksomheder på øer uden jobs, eller også rejse bort og dermed yderligere underminere befolkningsgrundlaget for flere lokalsamfund.

Takket være mantraet kontrol-trit-og-ensretning, som er udtænkt af skrivebordsgeneralen i Beskæftigelsesministeriet.

Hvad er egentlig den dybere mening med dette vanvid? Gang i hjulene – for enhver pris.

Der skal hele tiden arbejdes mere for at få mere gang i hjulene, så flere får råd til at købe mere – for når der bliver købt mere, bliver der behov for flere i arbejde til at producere mere. Så bliver der også flere, der tjener flere penge, så de kan købe endnu mere og få endnu mere gang i hjulene. Og så er der endnu flere, der må arbejde endnu mere, endnu længere og endnu hyppigere – og så videre.

Det er Hjorts filosofi: Vækst for vækstens skyld, arbejde for arbejdets skyld. Arbejdets indhold er mindre vigtigt, der er slet ingen grund til at stoppe lidt op og overveje, om ikke arbejdsmarkedet måske snarere skulle stå til rådighed for individet, i stedet for at individet skal stå skoleret for ministeren for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Deltidsarbejde, orlov, fritid og fleksibilitet er fy-ord.

Det er de deltids- og fuldtidslediges store ulykke, at politikere som Hjort, der vil reducere dem til viljeløse arbejdsrobotter, netop selv er maniske arbejdsheste, som derfor er overbeviste om, at alle andre nødvendigvis må trives bedst på samme måde.

Den, der er kommet til tops i den politiske verden, har uundgåeligt været påspændt en helt ualmindelig ambitiøs arbejdsmotor og stort set levet og åndet for sit hverv døgnet rundt. Denne indstilling deler også de få privilegerede, hvis job rent faktisk er deres drømmejob, og for hvem arbejdstid og fritid derfor er det samme – men hvor mange har det sådan?

Mon ikke arbejdet for mange fleres vedkommende i sidste ende er en tålelig nødvendighed, og mon ikke de fleste har behov for mere fritid, mere fleksibilitet og større indflydelse på deres arbejdstid og arbejdsforhold? Men problemet er, at Hjorts maniske arbejdsmoral ikke blot rammer de ledige med totalstatens ufleksible krav om at finde sig i ALT, men også rammer alle andre, der allerede er i beskæftigelse. Signalet er jo, at de skal prise sig lykkelige for selv det værste lortejob – alternativet kan nemlig være en tilværelse som tvangsaktiveret paria, hvor arbejdsmarkedets almindelige rettigheder er suspenderet.

Den ledige skal altså stå til rådighed for hvad som helst, hvor som helst, når som helst – og for hvem som helst. Arbejde, arbejde og atter arbejde er lykken i Hjorts beskæftigelseskaserne, og hvis du bliver syg, er du en slapsvans eller en pjækrøv, en belastning for det sunde arbejdssamfund.

Skide være med de personlige omkostninger. Skide være med konsekvenserne for lokalsamfundene. Samsø kan sejle sin egen sø.