Social årsrapport 2007 - 18.887 på ledighedsydelse i 2006

[zuza]

Her kan læses en masse interessant. Jeg har udvalgt det, der er mest relevant for k10. Rapporten er MEGET LANG.

Bl.a. interessant, OM det overhovedet er muligt at "overleve" på ledighedsydelse - og OM det overhovedet er muligt, hvis denne ledighedsydelse er på kontanthjælpsniveau.

Rapporten dokumenterer også ved hjælp fra bl.a. Økonomisk Råd, at bl.a. førtidspensionsydelsen er blevet RINGERE år for år.

Som vanligt tilstræber Social Årsrapport gennem beretninger, talmateriale og analyser
at belyse og vurdere de sociale forhold. Der er lagt vægt på en belysning af udviklingen
i alle de forskellige sociale indkomstoverførsler og antal personer, som er arbejdsløse,
kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Derudover er der sat fokus på
den økonomiske fattigdom i Danmark, som tegner et billede af et stigende antal personer
og familier, som er fattige.

arbejdsevnemetoden i den nye pensionslov, som er blevet understøttet af socialministeriet
med betydelige økonomiske midler til kurser i hele landet. Der er næppe en socialarbejder,
der ikke har hørt om, været på kursus i eller anvender arbejdsevnemetoden.
Det er et eksempel på en hierarkisk styring, der sætter sig igennem lokalt. Alligevel
er der senmoderne træk i dette eksempel. Der er intet, der tyder på, at arbejdsevnemetoden
sætter sig igennem lokalt på samme måde som lovgivere og fagfolk antog,
da metoden blev udtænkt og gjort til en del af den nye pensionslovgivning. Et andet
eksempel er højesteretsdommen U 2000.645H, der tog stilling til spørgsmålet om almindelig
forhøjet eller mellemste førtidspension. Dommen ændrede på Den Sociale
Ankestyrelses praksis og medførte, at landets kommuner i høj grad ændrede praksis,
samtidig med at en række tidligere afgjorte sager blev omgjort. Konsekvensen blev, at
en hel del personer fik ændret deres almindelige forhøjede pension til mellemste førtidspension
efter den dagældende pensionslov.

I socialministeriets publikation Undersøgelse af retssikkerhedsloven fra 2004,
sættes der fokus på borgerinddragelse ifølge retssikkerhedslovens § 4. Undersøgelsen
er finansieret af Socialministeriet og gennemført af Rambøll Management i samarbejde
med VFC Socialt Udsatte og nogle forskere fra Aalborg Universitet. Undersøgelsen
kommer bl.a. til, at der i den politiske ledelse og forvaltningsledelsen i landets kommuner
er et begrænset fokus på, hvordan styring af borgernes medvirken i egen sag
skal forvaltes. Undersøgelsen peger samlet på, at den politiske ledelse og forvaltningsledelsen
ikke i tilstrækkeligt omfang påtager sig deres ledelsesansvar og prioriterer implementeringen
af retssikkerhedslovens § 4. Vedrørende den konkrete sagsbehandling
kom undersøgelsen frem til, at sagsbehandlernes praksis er meget forskellig, hvad angår
etablering af borgermedvirken i henhold til retssikkerhedsloven, fordi de har betydelig
frihed til selv at tilrettelægge sagsbehandlingen på dette område. Ud over rækken
af generelle karakteristika ved sagsbehandlernes praksis er der også forskelle givet
ved sagsbehandlernes uddannelse og det område, de arbejder på, og den regulering
der præger det enkelte område.

”Der er ikke nogen der kommer og fortæller hvad man har krav på – forældre til børn med
handicap møder det sociale system”, foretaget af Steen Bengtsson og Nina Middelboe –
kommer man frem til noget tilsvarende. Borgerne oplever meget forskellige og ofte
manglende oplysninger. En borger udtrykker sin kritik således:
”Endvidere synes jeg ikke det offentlige (kommunen) oplyser om vore
rettigheder som forældre til et handicappet barn. Vi skal ofte selv spørge
og kæmpe for tingene, hvilket er utroligt opslidende og gør en gal og ked
af det, da man jo kun ønsker at hjælpe sit barn! Forslag til forbedring:
Fortæl om vores rettigheder og muligheder fra start!”

den politiske
interesse bliver forskudt fra retssikkerhed, lovlighed (legalitet) og byggende på grundig
og gennemtænkt lovgivning til at handle om konkurrenceevne, omstillingsparathed
og effektivitet. I praksis viser denne udvikling sig ved, at finansministeriet bliver
det stærke ministerium, der arbejder for at indføre nye styringsformer. Det drejer
sig om fx kontraktstyring, budgetstyring, markedsstyring og forbrugerstyring, som
anses for hensigtsmæssige og bedre til effektiv opgaveløsning. Den traditionelle retlige
styring, hvor hovedvægten ligger på formelle juridiske rammer, tilsyn og forvaltningsprocesser
opfattes som usmidig. Kontraktstyring lægger op til, at vægten i styringen
kan forskydes i retning af målopfyldelse, evaluering (dokumentation) og effektivitet.

Før kommunalreformen var der i amterne udviklet specielle enheder
på fx handicapområdet, som nu er overgået til kommunerne. Disse enheder var
kendt for et højt fagligt niveau, oparbejdet gennem mange år. Ligesom på hospitalsområdet
er det på nogle områder nødvendigt at samle specialister i enheder, for at
de kan opnå den tilstrækkelige erfaring, som følger af løbende at have sager af ensartet
og kompliceret karakter. Meget tyder desværre på, at denne faglighed svækkes eller
i værste fald forsvinder i den nye kommunalstruktur.

På det socialfaglige område kom fx ressourceprofilen og på
det skolepædagogiske område kom regler om handleplaner. Vi ser her en udvikling,
hvor det politiske trænger helt ind i de faglige metoder.

Mange ankeinstanser – fx Ankestyrelsen på det sociale område – har til
formål at ensarte afgørelser i landets kommuner, og det samme ligger bag lovgivningen
om faglige metoder. Altså bestræbelser på at få samfundet til at ligne det moderne
hierarkiske samfund med klare kommandoveje fra Folketinget til de enkelte kommuner.
Denne bestræbelse vil næppe lykkes, og det vil heller ikke være hensigtsmæssigt.
Den underskov af normdannende elementer i alle dele af samfundet indeholder
værdier, som absolut ikke bør sættes over styr i centraliseringsbestræbelser.

Prognosen for en kvalitetsreform er således ikke god, hvis man ikke søger at tage højde
for de her nævnte forhold, dvs. søger at lave reformer og lovgivning ud fra en samfundsopfattelse,
der er adækvat i forhold til den viden, vi i dag har om det senmoderne
samfund.

Regeringen har systematisk undveget at berøre påtrængende temaer i kvalitetsdebatten
såsom fattiggørelse af særlige grupper, eksistensminimumsstandarder, voksende
ulighed, forskelsbehandling m.m. og har ikke forholdt sig hertil. Man kunne fx have
forholdt sig til, om den offentlige service var i overensstemmelse med internationale
konventioner om socioøkonomiske menneskerettigheder, som betoner, at enhver har
ret til en levestandard, som er tilstrækkelig til den enkelte og dennes families sundhed
og velvære.

Mange moderne mennesker oplever det frustrerende, at de i en politisk og institutionel
sammenhæng kun bliver betragtet som en samling af isolerede undergrupper,
der indgår i en kvantitativ og duplikerbar model. De ønsker, at de bliver opfattet
som hele mennesker og individer og ikke alene som en plejepatient, et børnehavebarn,
en hjemløs osv.

Der er en bred opslutning til den danske velfærdsstat, dens humanistiske værdiggrundlag
og dens sociale sikkerhedsnet. Investering i menneskers ressourcer og gode
fælles løsninger inden for uddannelse, sundhed og omsorg for børn og ældre er af
helt afgørende betydning for et fremtidigt bæredygtigt samfund, der både sikrer gode
menneskelige og trygge eksistensvilkår og økonomiske vækstbetingelser. En dyberegående
forståelse af, hvordan velfærdsservice relaterer sig til menneskers hverdagsliv
og -behov, vil kunne fremme en anderledes lydhør og nærværende kvalitetsreform,
som ikke primært handler om at sætte kvantitative og målbare standarder op og skabe
instrumentelle resultater, men om at opnå indsigt i, hvad mennesker ønsker og
har brug for i relation til fremtidens velfærdstilbud.

Jobcentrenes primære opgave er at skabe et hurtigt og effektivt match mellem
jobsøger og virksomhed. Dette indebærer brug af jobformidling, matchkategorisering,
intensiv jobsøgning, udformning af aktive tilbud (virksomhedspraktik, løntilskud,
uddannelse, revalidering og fleksjob, m.v.), aktører”, samt sygedagpengeopfølgning og virksomhedsservice (Arbejdsmarkedsstyrelsen
2005). Jobcentrene har således ikke ansvar for den såkaldte “sociale indsats”,
herunder tilkendelse, udbetaling eller fradrag af forsørgelsesydelser.Til hvert jobcenter tilknyttes et rådgivende organ – Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) –
som primært består af repræsentanter for arbejdsmarkedet parter samt kommunen.
LBRs opgaveportefølje er udvidet til hele det beskæftigelsespolitiske område i modsætning
til deres forgængere, de lokale koordinationsudvalg, som kun havde ansvar
for det rummelige arbejdsmarked. LBRs hovedopgave er at overvåge og rådgive om resultater
og effekter af jobcentrenes beskæftigelsesindsats, blandt andet gennem ret til
at blive hørt om de årlige beskæftigelsesplaner og resultatrevisioner. På regionalt niveau
oprettes fire statslige beskæftigelsesregioner, som skal overvåge indsatsen i jobcentrene
og varetage en række tværgående opgaver (flaskehalsindsatsen, større virksomhedslukninger
m.v.). En del af regionen (driftsregionen) har tillige det overordnede
driftsansvar for den statslige del af jobcentrene. Tilsvarende oprettes Regionale Beskæftigelsesråd
(RBR), som skal overvåge og rådgive om resultater og effekter af både
den kommunale og statslige indsats i jobcentrene.

Det er således fortsat kommunalbestyrelsen, der har
ansvar for og tilrettelægger indsatsen for ikke-forsikrede ledige, hvorimod de fire nyoprettede
statslige driftsregioner har ansvar for og godkender indsatsen for forsikrede
ledige. Der vil således formentlig være betydelige kommunale variationer i forhold til,
hvor koordineret og integreret samarbejdet mellem staten og kommunen forløber i
praksis.

]inden længe
vil se en ny magtkamp bryde ud omkring organiseringen og indretningen af beskæftigelsessystemet

Almindeligvis opdeler man forsørgelsesydelserne i to hovedkategorier: De midlertidige
ydelser og de varige ydelser.
– De midlertidige ydelser omfatter: Arbejdsløshedsdagpenge, ledighedsydelse, sygedagpenge,
revalidering, aktiveringsydelser og kontanthjælp.

– De varige ydelser omfatter: Førtidspension, efterløn og overgangsydelse.

konstatere at der siden 2004 har været et fald i næsten alle ydelserne,
også de varige. De eneste undtagelser er ledighedsydelse (som udbetales til personer,
der er visiteret til fleksjob), sygedagpenge og barselsdagpenge, som er steget lidt.

De rige er blevet rigere, og de fattige er blevet relativt fattigere
Man kan illustrere udviklingsbilledet ved at se på indkomstudviklingen for de enkelte
decilgrupper og fx holde det op mod prisudviklingen. Det vil sige se på realindkomstudviklingen.

Når vi ser alene på de 25-59 årige, er de 10% med de laveste indkomster, typisk personer,
der modtager indkomstoverførsler i form af kontanthjælp, dagpenge og førtidspension.
Som analysen viser, er det især disse grupper, som har haft en lavere indkomstudvikling.

Skattepolitikken øger uligheden

Ud over den skæve regionale profil i skattelettelsen har lettelse i ejendomsværdiskatten
også bidraget til at øge den indkomstmæssige ulighed i samfundet. De rigeste har
fået mest glæde af lettelsen i ejendomsværdiskatten. Over en tredjedel af skattelettelsen
er gået til de 10 procent af familierne, der har de højeste indkomster, mens de 10
procent med de laveste indkomster har fået omkring 2 procent af skattelettelsen.

I de seneste år har der foregået en omfordeling af
indkomsterne over bolig- og kapitalmarkederne, som klart har øget ulighederne i forbrugsmulighederne.
En omfordeling som bliver understøttet af den gældende boligog
skattepolitik.

Fattigdom er et socialt problem, som betyder, at
man ikke kan mestre hverdagen på grund af manglende ressourcer – økonomiske
såvel som ikke økonomiske

Rådet anbefaler ikke nogen bestemt fattigdomsgrænse, men afgrænser antallet af fattige,
som dem der ligger under 50%-grænsen, hvor den disponible indkomst for den
enkelte person er 75.000 kr. (2004) eller 6.300 kr. pr. måned (2004), som skal dække
alt forbrug inklusive bolig og forsikringer.
Der er tale om valg af en relativ grænse, men samtidig en meget lav grænse. Til sammenligning
er skattevæsenets grænse for inddrivelse af offentlig gæld vedrørende afdragsordninger
på 85.000 kr. (2006).

Også set i forhold til skattevæsenets fastsatte grænse for betalingsevnevurdering ved
inddrivelse af gæld er den lav. Her opereres med et rådighedsbeløb for en enlig på
4.200 kr. pr måned (2006) til det daglige forbrug, altså efter betaling af skat og bolig.Hvis man skal kunne opretholde dette rådighedsbeløb, må ens nettoudgifter til bolig
samt udgifter til fx forsikringer ikke overstige 2.100 kr.

40% af de fattige har en boligudgift i 1999 på
over 2.500 kr. pr. person. Alene ud fra disse tal kan man sige, at der er tale om en fattigdomsgrænse,
som er lavt sat

antallet af fattige i 2004 opgjort til 165.000 personer. Der
har været en stigning i antallet af fattige siden 1998 på næsten 30.000 personer. I perioden
2001 til 2004 er tallet steget med 10.000 personer

ca. 125.000 personer har levet med denne situation i Danmark i tre år. Det vil sige,
at de i tre år har ligget under en meget lav indkomstgrænse, hvor det er vanskeligt at
få økonomien til at hænge sammen og med afledte sociale og psykologiske konsekvenser.
Jo flere år der betragtes, jo færre personer har ligget under fattigdomsgrænsen, men
samtidig viser undersøgelsen, at der er en stigende risiko for at “hænge fast” i fattigdom,
jo flere år man har ligget under grænsen. Der vil således være 5% af dem, som
er fattige i et enkelt år, som fortsat vil være fattige efter 10 år.

En væsentlig grund til den manglende integration er flexicurity-systemet, hvor der
stilles meget få krav til virksomhederne, især omkring ansættelser og afskedigelser.Det betyder, at de ikke føler ansvar for at integrere marginaliserede personer. Det er
noget samfundet skal tage sig af. Det giver sig bl.a. udslag i, at de private virksomheder
ansætter relativt få personer i løntilskud og fleksjob. Det er især et problem for de
svageste på arbejdsmarkedet, som netop er afhængig af, at nogen vil give dem en
chance på arbejdsmarkedet, selv om de måske har svært ved at leve op til produktivitetskravene.

12% modtager en varig ydelse i form af førtidspension eller efterløn.
Desuden er der en stor del på sygedagpenge eller revalidering, mens en stor del af
kontanthjælpsmodtagerne har andre problemer end ledighed. Der er tale om et hårdt
arbejdsmarked, som udstøder mange mennesker

Forklaringen på den lave ledighed i Danmark i disse år kan sandsynligvis bedst forklares
ved de generelle økonomiske konjunkturer kombineret med lav lønstigningstakt.

LedighedsydelseEn særlig form for ledighed findes blandt personer i fleksjob i form af ledighedsydelse.
Fleksjob gives til personer med nedsat arbejdsevne, som er ansat på ordinære lønog
overenskomstmæssige vilkår, modtager almindelig løn og som staten og kommunen
giver et tilskud til. Men hvis man bliver ledig efter et fleksjob, er man berettiget
til ledighedsydelse og ikke dagpenge. Ledighedsydelsen udgør 91% af dagpengeniveauet.

Siden juli 2001 får personer, der er visiteret til et fleksjob, men endnu ikke er startet i
et fleksjob, ledighedsydelse. Herudover får personer i fleksjobordningen ledighedsydelse,
hvis de skifter mellem fleksjob, ved ferie og sygdom samt ved barsel.

Udviklingen i antal personer på ledighedsydelse kan siges at være en indikator for arbejdsmarkedets
rummelighed. Få personer på ledighedsydelse peger på et arbejdsmarked,
hvor antallet af personer med behov for et fleksjob svarer nogenlunde overens
med antal af etablerede fleksjob. Derimod peger et stigende antal personer med ledighedsydelse
på, at arbejdsmarkedet ikke levner plads til personer med behov for et
fleksjob.
Antallet af personer, der modtager ledighedsydelse, er steget stærkt. I 2002 var der
6.032 personer på ledighedsydelse, og i 2006 var dette tal vokset til 18.887. Denne
stigning skal selvfølgelig ses i forhold til antal personer i fleksjob, som også er steget
stærkt. Antallet af modtagere af ledighedsydelse er dog steget kraftigere end antallet
af fleksjobmodtagere. I 2002 svarede antallet af modtagere af ledighedsydelse til 32%
af alle fleksjobmodtagere, og i 2006 var dette tal på 46%.Tabel 7 viser desuden, at det er alle former for ledighedsydelse, der er steget kraftigt –
både i perioden mellem visitation og fleksjob, og i perioden mellem to fleksjob.
Den store stigning i antal personer på ledighedsydelse tyder på, at fleksjobordningen ikke fungerer tilfredsstillende. Det, der skulle være en stabil ordning, har udviklet sig
til en ustabil ordning. For det første er det tilsyneladende svært at finde fleksjob til de
visiterede, siden der er så mange, der venter på job, eller også er der blevet visiteret for
mange, hvoraf nogle af dem muligvis burde have modtaget førtidspension i stedet.
Der er ikke nogen tidsbegrænsninger på, hvor længe en person kan modtage ledighedsydelse.
Der er dog lovkrav om, at der skal følges op på personer, der er visiteret til
fleksjob hver 6. måned. Og når man har modtaget ledighedsydelse i 18 måneder inden
for 24 måneder, skal kommunen vurdere, om betingelserne for at få et fleksjob
stadig er opfyldt. I den sammenhæng er spørgsmålet, hvorvidt denne opfølgning faktisk
sker, og hvad der er kommunernes alternative tilbud (ud over en førtidspension).

De mange beklagelser over mangel på arbejdskraft, som i denne tid bliver fremsat i
medierne, skal ses i et bredere perspektiv. En arbejdsløshedsprocent på 3,6% dækker i
virkeligheden over at 8,6% af arbejdsstyrken ikke har et ordinært job. Det svarer til, at
ca. 235.000 personer er uden ordinært arbejde, men de står reelt til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det rummelige arbejdsmarkedDet rummelige arbejdsmarked handler primært om de arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger,
som er rettet mod ledige, der har vanskeligt ved at opnå beskæftigelse på
ordinære vilkår. Det drejer sig bl.a. om løntilskudsjob, virksomhedspraktik og fleksjob,
men gennem årene har der været forskellige ordninger, ligesom nogle af ordningerne
har haft forskellige navne.

I løbet af de sidste 10 år er der sket en stigning i det samlede antal fuldtidspersoner
fra 70.000 i 1995 til 107.000 i 2001 og nu 111.000 i 2006. Siden VK-regeringen kom
til magten i 2001 er der ikke sket nogen nævneværdig stigning i antallet.

Langt den vigtigste årsag til ikke at søge et job er sygdom og handicap – det siger 44%
af kontanthjælpsmodtagerne/starthjælpsmodtagerne (som ikke søger job). På de
næste pladser kommer at de afventer førtidspension, eller at de skal i gang med en
uddannelse. Nogle siger, de er på barselsorlov, og andre siger, at enten er i aktivering
eller skal i aktivering. Nogle få har allerede et job eller har fået tilsagn om det. Endelig er der ganske få, der har svaret, at de alligevel ikke regner med at kunne få et job, eller
at de slet ikke har lyst til at arbejde.
Det helt klare billede af, hvorfor kontanthjælpsmodtagerne ikke søger job, er, at de er
syge, venter på førtidspension eller er på barsel. Til gengæld er der kun ganske få, der
siger, at de ikke har lyst til at arbejde eller har opgivet at få arbejde. Tabel 14 viser årsagerne
for flygtninge, indvandrere og personer med dansk baggrund. Der er kun
mindre forskelle mellem disse grupper. Det mest markante er nok, at flygtningene er
mere syge/handicappede end indvandrerne og danskerne, og at flere indvandrere holder
barselsorlov på kontanthjælp.

Hvorfor er så mange på
førtidspension?
– kommentar til regeringens redegørelse

Vurderingen af reformen foreligger
nu i form af en redegørelse fra regeringen. Redegørelsen overser dog væsentlige
årsager til, at det ikke er lykkedes at nedbringe antallet af førtidspensionister

Redegørelsen viser, at den samlede tilgang til førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse
(for arbejdsløse henvist til fleksjob) er steget markant siden 2001 – og væsentligt
mere end forventet. Forventningen om, at reformen ville medføre færre årlige nye
førtidspensionister viser sig ikke at holde, idet antallet af nytilkendelser ligger på samme
niveau før som efter reformen – på ca. 14-15.000 personer. Og antallet af helårspersoner
på førtidspension i alderen 16-64 år er uforandret på 243.000 personer.

Der er i perioden 2001-2006 tale om en kraftig stigning i personer i fleksjob og på ledighedsydelse,
samt på sygedagpenge, og et fald i personer på revalidering og et konstant
antal på førtidspension. Der er tale om, som det hedder i redegørelsen ”en bemærkelsesværdig
udvikling set i lyset af den gunstige udvikling på arbejdsmarkedet
med stigende beskæftigelse og lav ledighed”. Men redegørelsen giver dog ikke noget
entydigt svar på, hvad der er årsagen til den bemærkelsesværdige udvikling.
Der peges i redegørelsen på en række dilemmaer, som holder sig inden for en systemorienteret
tilgang. Der peges bl.a. på en manglende rummelighed på arbejdsmarkedet
og en utilstrækkelig individuelt tilpasset beskæftigelsesmæssig indsats i kommunerne.
Derudover stilles der spørgsmål ved, om førtidspension er den rigtige løsning for personer
med psykiske lidelser, ligesom der peges på det stigende antal unge, der tilkendes
førtidspension og ofte med baggrund i psykiske lidelser.
I en forklaring på den konstaterede udvikling er der imidlertid grund til at pege på to
forhold, som ikke omtales i redegørelsen.

Et forhold, der påvirker førtidspensionsområdet, er de statslige refusionsregler. Sådan
som reglerne er strikket sammen i dag, er det ingen overraskelse, at der er sket en vældig
stigning i antallet af fleksjob. Tildeling af fleksjob er en ”winner-winner”-situation,
fordi den er til fordel for den enkelte, for arbejdsgiveren og for kommunen. For
kommunen fordi den statslige refusion er langt højere end for tildeling af førtidspension.
De statslige refusionsregler til førtidspension er 35% og til fleksjob 65%.
I en stor del af reformperioden var refusionen 50% til kontanthjælp, og denne højere
refusion betød helt klart en tilskyndelse til, at kommunerne holdt igen med tildeling
af førtidspension og fastholdt en større andel på kontanthjælp og på sygedagpenge.
Konsekvensen var en stigning i antal personer med helbredsmæssige problemer på
kontanthjælp og sygedagpenge, som er de normale bidragydere til førtidspension.
Refusionen til kontanthjælp og starthjælp er nu ændret til 35% på linje med førtidspension.
Denne ændring sammen med den lavere ledighed og presset på kommunerne
for at få ledige i arbejde har betydet, at kommunerne i gennemgangen af de langvarige
kontanthjælpssager har måttet erkende, at en stor andel af dem der er i matchkategori
5, helbredsmæssigt er i en situation, hvor de er berettiget til førtidspension.Dette har påvirket nytilgangen til førtidspension
Samtidig viser konsekvenserne sig af den store tilgang til fleksjob og ledighedsydelse,
idet en stigende andel af dem, som har fået tildelt førtidspension de seneste år, kommer
fra en situation med ledighedsydelse. Fra en situation med håb om at blive i job
er flere tusinde blevet henvist til arbejdsløshed og uvished, og nogle har taget konsekvensen
og søgt om tryghed på førtidspension.
Refusionsreglerne har skabt en uhensigtsmæssig adfærd i kommunerne ofte med store
konsekvenser for de enkelte personer. Der er mange eksempler på personer, som er
blevet kostet rundt fra den ene ordning til den anden – på kontanthjælp, aktivering,
praktik, arbejdsprøvning og været hos adskillige læger og speciallæger og brugt tid
med klagesager uden en afklaring omkring deres situation, eller hvor de efter flere år
endelig har fået tildelt førtidspension.Udstødningsmekanismerne fra arbejdsmarkedet
Et andet forhold er den stigende andel på offentligt forsørgelse grundet sygdom og
helbredsmæssige forhold – mange foranlediget af fysisk og psykisk nedslidning i jobbene
og dårlige arbejdsmiljøforhold på arbejdsmarkedet. Antallet af lønmodtagere,
som bliver langtidssygemeldt og må forlade arbejdsmarkedet på grund af nedslidning,
stress og andre psykiske lidelser, viser sig at være markant. Baggrunden for mange offentligt
ansatte synes at være et stigende arbejdspres grundet administrative ændringer
og krav om større effektivitet.
Der er med aktivlinje sat meget fokus på, hvordan personer kommer ind på arbejdet.
Derimod er der alt for lidt fokus på de vedvarende og underliggende udelukkelses- og
udstødningsmekanismer, der foregår på arbejdsmarkedet, og som er uafhængige af
konjunkturerne.

Det er uholdbart både i forhold til den enkeltes velfærd, men også i forhold til den
samfundsmæssige velfærd. Der vil derfor være megen fornuft i at sætte ind med en
aktiv socialpolitik for at undgå disse udstødningsmekanismer. En intensiv indsats i
forhold til den enkeltes situation, så tæt på arbejdspladsen som muligt, hvor der kan
sættes ind tidligt og i samarbejde med arbejdspladsen og fagforeningen, har vist gode
resultater. En sådan socialpolitik vil kunne fastholde en række personer på arbejdsmarkedet
og give bedre velfærd – både for den enkelte og for samfundet.

Der er ingen tvivl om, at kommunalreformen vil have en betydning for antallet af
førtidspensionister. Med reformen får kommunerne en række nye opgaver, og det er
oplagt, at kommunerne vil kunne spare udgifter ved at være tilbageholdende med tildeling
af førtidspension i tråd med de politiske målsætninger. Det må derfor skønnes,
at antallet af nytilkendelser til førtidspension sikkert vil falde, indtil kommunerne
har fået et bedre overblik og fundet deres ben omkring, hvordan de skal takle førtidspensionsområdet.
Det ser ikke ud til, at førtidspensionsreformen har kunnet ændre billedet af udviklingen
på førtidspensionsområdet. Forventningerne til reformen er således ikke blevet
indfriet. Derimod er det vurderingen, at kommunalreformen i første omgang vil medfører
et fald i tildelingerne af førtidspension. Hvad førtidspensionsreformen ikke kunne
klare vil for en periode blive opfyldt som en konsekvens af kommunalreformen.

Af ansøgerne til førtidspension i 2006 har 57% haft en tilknytning til arbejdsmarkedet
inden for de seneste 5 år forud for ansøgningen. De resterende 43% havde ikke
været i beskæftigelse i de fem år, som gik forud for deres pensionsansøgning.
Psykiske lidelser er langt den hyppigste forekommende hoveddiagnose blandt ansøgerne
til førtidspension, og der er endvidere sket en yderligere stigning i andelen af
ansøgere med denne diagnose siden 2000. Hvor andelen i 2000 lå på 28%, er denne
steget til 44% i 2006. Bevægeapparatsygdomme er den næststørste hoveddiagnose.

http://www.casa-analyse.dk/files/pdf...apport2007.pdf