Borderliner

[boowam]

Hej k10..

Jeg har tre personlighedsforstyrrelser med bla. borderline..
Jeg er 42 år og fik tildelt ftp. for to år siden..
Jeg vil frygtelig gerne i et terapi forløb, men ved ikke hvilket ??
Jeg har prøvet flere forskellige slags "lykkepiller", men ingen af dem hjælper mig videre. Jeg får sertralin for tiden.
Jeg har læst lidt om DAT, men er for gammel til at komme i betragtning til et forløb der !!!! Fra 18 til 40 år !!
Er der nogen der har erfaring med MBT - Mentaliseringsbaseret-terapi og, eller andet terapi, der er beregnet til diagnosen borderline..
Mvh.
Michael

[smækkerlækker]

Kære dig.
Jeg har også fået forskellige diagnoser på personlighedsforstyrrekser igennem tiden.
Evasiv personlighedsforstyrrelse, så personlighedsforstyrrelse med træk fra dependent, og narcisistisk personlighedsforstyrrelse. Det hele blev derefter til borderline, som du kender.

Personlighedsforstyrrelser dannes for det meste i barndommen, hvor omsorgssvigt gør at psyken ikke udvikles harmonisk i forhold til andre mennesker og en selv (Det var selvfølgelig en ultrakort redegørelse).
Personligt oplevede jeg så mange svigt og fravær at jeg. "lærte" ikke at forvente positive følelser fra andre mennesker og slet ikke elske dem fordi, alle gik fra mig (Det var også superkort).

Hvis man starter voksenlivet med ikke at vide eller have set, hvordan man er voksen eller hvordan en familie er, hvor forældre ikke er fulde hele tide, er det dømt til at gå helt galt.

Hvis man et helt liv har fortalt sig selv, at man er forkert, mærkelig og ussel, tager det årevis i terapi at ændre de indlærte mønstre.Jeg havde angst allerede som barn. Og har været i terapi i årevis.

KOGNITIV terapi har hjulpet mig til et godt liv i dag. Men det har været hårdt.
At lære at rumme andres og egne følelser kommer jeg aldrig til at kunne særlig godt. Jeg går ind i mig selv og bliver derinde, til jeg tør komme ud igen.

Jeg kan give et eksempel. Men først sige, at det handler om at gennemlevet det, man aldrig gør, fordi man beskytter sig mod angst eller hvad, det er man reagere med.
Jeg går fra folk - kærester ægtemænd, venner, alle. Jeg beskytter mig selv mod følelsen af svigt ved at kontrollerer forløbet, og jeg går.

Jeg havde mødt en mand, jeg var meget forelsket i og han var helt vild med mig. En dag ringede han ikke som han havde lovet. Så aktiveres mit indre kassettebånd og jeg fortæller mig selv, at det er klart han er over alle bjerge, fordi jeg er dum, grim åndssvag, forkert og umulig og holde af.
Senere sidder jeg hos psykologen og er meget ked af det. Hun spørger om jeg har snakket med ham. Det behøver jeg ikke, han har forladt mig. Og jeg vil aldrig se ham igen.

I løbet af årene har jeg indøvet at fortælle mig selv noget andet. F.eks. han har en god forklaring og han forlader mig ikke, fordi jeg er en dejlig kvinde.
Det var en klog man, han sagde, at jeg behøvede ikke teste hans kærlighed hele tiden. Og han vidste at hver gang, jeg gik kom jeg tilbage til ham igen. Jeg gik psykisk, hvis du forstår det.

Det bliver meget nemmere med årene. Og som sagt har jeg det godt. Hvis man går ind i det, som jeg gjorde, bliver det lettere og lettere- fra sejr til sejr.
Jeg går ikke i terapi mere. Og diagnoserne har jeg ikke mere.

Jeg får jævnligt angst, men jeg kan leve med det. Din historie er sikkert en hel anden. Arvelighed kan også spille ind.
Kognitiv terapi kan jeg anbefale til borderline.
Stort knus til dig

[L.S.]

Kære Michael
det lyder lidt som om du får lov til at 'sejle din egen sø' - givet bl.a. pga af din alder, som du selv antyder er over 40.

Det gør dog ikke nødvendigvis situationen nemmere.

Kender du:http://www.borderlineforeningen.dk/ ?

Jeg ved fra anden side, at selve det faktum, at det er en forening styret af borderlinere, har medført nogle interne uenigheder i tidens løb, men der skulle være megen hjælp at hente, og ikke mindst rådgivning omkring muligheder indenfor terapi osv.

Desuden kan du på foreningens forum spørge om en GOD psykiater (dvs holistisk, positiv omkring terapiformer, og ikke først og fremmest medicinfikseret) i lige præcis dit geografiske område.

Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, kan også blive dig en uvurdelig følgesvend:
http://www.lap.dk/

DAT-terapitilbud er ganske rigtigt primært rettet til unge/yngre personlighedsforstyrrede, der bl.a skal lære helt basale spilleregler i omgang med andre mennesker - f.eks at indgå og holde en aftale.

Er man først blevet sen/voksen-diagnosticeret, antager Systemet åbenbart, at man har disse basale færdigheder, da man har været i stand til at 'flyve under radaren'.

Prisen for denne 'flyvning', at man eventuelt lever meget isoleret og uden netværk, tales der dog ikke så højt om.

Det vil derfor være en god idé, at søge de ovenstående foreningers hjælp og støtte, og igennem eventuelt medlemsskab være med til at synliggøre realiteter der gemmer sig bag disse idag meget bredtfavnende diagnoser - personlighedesforstyrrelser/borderline - der faktisk jævligt kan afvises, når man endelig kommer i terapi.

Kom igen, hvis du ikke finder noget brugbart.

Gode tanker herfra.