Arbejdsskade, HJÆLP

[ladytass]

I 1999(jeg er 18 år) passede jeg 2 dejlige piger, for en af min mors veninder. Den ene er 2 år, den anden er 5 år. Jeg henter dem i henholdsvis dagpleje og børnehave. Vi går hjem mod deres hus stille og roligt. Jeg holder begge piger i hånden.

Pludselig river den lille sig ud af min hånd og løber ud over vejen.
Hun bliver ramt frontalt i panden af bilen forlygte og bliver kastet hen af vejen. Bilen når ikke at bremse overhovedet og køre hende efterfølgende overdirekte over maveregionen. Pigen bliver kiglet fast mellem fordæk og skærm efter overkørslen.

Jeg skubber den store pige ind i en indkørsel (jeg kunne ikke tænke) og løber hen til bilen. Får pigen fri fra bilen. Hun er stadig ved bevidsthed. Hun har adskillige kraniebrud og alt kød i panden er flået af og hænger ned over den ene øje.

Kvinden som kørte bilen er fuldstændig i panik og ikke til meget hjælp. Jeg får ringet 112 samtidig med at jeg ligger pigen ind på bagsædet af bilen. Jeg får skreget at nogen skal få den store pige væk. Hendes llillesøster ligger jo og er helt smadret.

Endelig kommer ambulancen og henter hende. Jeg skal selv få fat i pigens mor, hvilket jeg gør og beder hende køre på hospitalet, da hendes pige er på vej derind. Jeg var fuldstændig i chok, så får sagt til moderen, at det ikke er alvorligt, men at hendes datter havde slået sig og lige skulle på sygehuset. Ved ikke hvad jeg tænkte, ud over at ikke ville sige, at hendes datter var døden nær og efterfølgende bede hende køre alene på sygehuset. Tænkte det var bedre, at hun kørte derind UDEN katestrofe tanker og kunne få oplysningen derinde.

Jeg tager derefter den store med ind i deres hjem og prøver at lege med hende. Politien kommer og afhører mig og pigen bliver hentet af noget familie. Jeg sidder tilbage alene og skal så tage hjem.
Jeg går ud på vejen og står og kigger lidt på stedet. Er helt tom indeni.
Jeg ser at der ligger et stykke af pigens bukser på vejen samt hendes ene sko, som er revet af i ulykken. Samler det op og ligger det ind i huset.

Tager så hjem i min lejlighed (bor alene).
Min mor kommer og snakker lidt med mig. Og derefter er jeg alene.
Jeg får en henvisning til psykolog, som jeg selv skal betale en del af. Jeg er på SU og har ikke råd til det, så må stoppe efter 3 samtaler. Desuden hjalp det heller ikke. Var helt tom indeni.

Derefter bliver der ikke gjort mere ved den sag.

Langsomt får jeg det dårligere (uden at vide grunden). Jeg får angst, men holder det for mig selv. Jeg er angst for døden, angst for at miste min lillebror, angst for at hvis jeg kommer til at sige noget forkert, og så en person dør, så er det min skyld.
Det bliver værre og værre, men holder det for mig selv. Jeg får startet op på min læreplads og det går (dog ikke så godt). Jeg har svært ved at koncenterer mig og har mange sygedage.
Jeg bliver gravid 1½år inde i uddannelsen, og skynder mig at sygemelde mig, for nu har jeg jo en fysisk grund, så jeg ikke skal snakke om det psykiske.
Jeg får dog alligevel mit lærebevis som kontorassistent.

Mit liv går, jeg går ind og ud af jobs. Kan ikke klare fuldtid, men hopper hele tiden udenom systemet. Enten ved selv at sige op eller sygemelde mig med noget fysisk. Jeg er nu godt ude i selvmedicinering. Min angst er helt af ******* til, og jeg begynder så småt at kæmpe med selvmordstanker. Jeg græder mig selv i søvn, mens jeg holder om den pude, som min lillebror syede til mig i håndarbejde, da han gik i 4. klasse. Jeg er bange for at miste ham i en ulykke, og holder derfor fast i alt han har givet mig.
Jeg er bange for, at min morfar skal dø, og jeg begynder allerede at forberede mig på det. Jeg besøger ham tit, har dårlig samvittighed over alle de ting, som jeg ikke har gjort for mine elskede, for hvis de nu dør, så er det for sent.

Jeg har efterhånden opbygget et kæmpe had til mig selv. Jeg har isoleret mig socialt og er kmistroisk overfor alle mennesker. Jeg har mareridt om den lille pige. Jeg ser på bilen med hende under. Hun rejser sig op med blod over det hele og går hen mod mig. Hun vil op, men jeg tør ikke se på hende og prøver at bakke væk fra hende, men jeg kan ikke komme væk.
Denne drøm kører stadig nu her 13 år efter.

I 2010 ågr det galt. Jeg forsøger selvmord og bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Jeg har en facade uden lige og jeg er bare et tom hylster nu. Jeg fortæller ikke hvad der går mig på og ved det efterhånden egentlig ikke mere. Jeg føler mig alene, uværdig til at leve. Tror alle mennesker snakker om mig. Bange for mine børn skal dø. Bange for, at når jeg sender dem i skole, børnehave osv, så bliver de nok kørt over, kidnappet eller slået ihjel.
Jeg ved ikke længere hvem jeg selv er. Føler at jeg er en dårlig person, som bringer dårlige ting med sig. Føler at jeg selv er skyld i, at ingen kan lide mig. Alle snakker om mig. Når de visker i hjørnet, så snakker de dårligt om mig.

Jeg kan ikke binde mig til mennesker mere. Kun min familie. Andre siger min intet. Kan ikke føle noget for dem. Og alligevel har jeg konstant dårlig samvittighed på andres vegne. Over andres ulykke.

Jeg får antidepressiv behandling, hvilket ikke hjælper.
Endnu et selvmordsforsøg opstår. Og jeg er begyndt at skære i mig selv.
Endelig kommer jeg til special læge og får diagnoserne;

Add
Personlighedsforstyrret
Social forbi, angst, ocd, biopolar affektiv lidelse, svær depressiv, selvdestruktiv.


Og nu kan jeg så oplyse, at jeg endnu ikke har fortalt psykiatrien om denne hændelse. Jeg kan ikke åbne op. Min hals snørre sig sammen. Jeg skal tage mig sammen og komme videre - det er jo 13 år siden. Men mit liv er ødelagt.

Jeg har flere gange snuset til ASK, og tænker om min situation kan anderkendes som arbejdsskade.


Her er et udsnit fra arbejdsskadeloven;
Redning af menneskeliv - uddybende beskrivelse
3 forskellige regler
Der er 3 forskellige bestemmelser i arbejdsskadeloven, som kan bruges, når en person får en skade under forsøg på redning af menneskeliv. Disse særlige regler giver også dækning i situationer, hvor man ikke har en arbejdsgiver eller redder menneskeliv i sin fritid.

Paragrafferne fortæller kun, om tilskadekomne er omfattet af lovens personkreds, ikke om selve ulykken opfylder kravene efter loven.

Det vil sige, at man godt kan være omfattet af lovens personkreds efter den enkelte paragraf, men stadig få afslag på anerkendelse som en ulykke, fordi kravene her ikke er opfyldt.

Et eksempel kan være, hvis der ikke er årsagssammenhæng mellem den påvirkning, en person har været udsat for i forbindelse med redningen, og skaden.

I den følgende oversigt giver vi et overblik over de 3 paragraffer, som gælder ved redning af menneskeliv og forklarer, hvornår en person er dækket af loven ved redning af menneskeliv.
Oversigten viser også, hvem der betaler erstatningen.

Arbejdsskadelovens § 4, stk. 2, nr. 3

•Tilskadekomne skal være på arbejde, da skaden sker
•Arbejdet består ikke til dagligt i redning af menneskeliv
•Paragraffen omfatter både redning af menneskeliv, forebyggelse af ulykker og afværgelse af større materielle eller kulturelle tab
•Betaling: Forsikringsselskaber betaler erstatningen, men får refusion af statskassen (Arbejdsskadeloven § 49, stk. 5)
Arbejdsskadelovens § 4, stk. 2, nr. 4

•Tilskadekomne er ikke på arbejde, da vedkommende forsøger at redde menneskeliv og kommer til skade
•Paragraffen omfatter kun redning af menneskeliv
•Betaling: Statskassen betaler erstatningen (Arbejdsskadeloven § 49, stk. 6)
Arbejdsskadelovens § 2, stk. 1

•Tilskadekomne skal være på arbejde
•Tilskadekomne har det som sit almindelige arbejde at forsøge at redde menneskeliv (læger og sygeplejersker med flere)
•Betaling: Arbejdsgivers forsikringsselskab betaler (Arbejdsskadeloven § 49, stk. 1)

Og så glemte jeg, at jeg i mange år ikke kan sove om natten. Jeg er vågen, er en zombie altid. Har det nu svært med sex, føler mig uren, uværdig, ikke værd at elske.
Binder mig ikke til folk, og forbereder mig på hvordan jeg skal takle, når de dør.

Har mareridt om døde bekendte. De snakker til mig i drømme.

Ja mest af alt er jeg nok der, hvor aflivning med boltpistol ville være en rigtig god løsning. I det mindste ville jeg få fred for mig selv.

[nocturne]

synes du skal printe dit indlæg og tage det med til
din læge/psykolog/psykiater.

[nielsen17]

Du vil gerne have at ASK anerkender din skade .Første skridt ville så være at fortælle nogne om den feks. din læge eller psykolog. De kan ikke hjælpe dig og slet ikke anerkende en skade de ikke ved er der. Håber du finder en løsning så du kan få en god fremtid.Pas på dig selv

[Ukken]

Jeg syntes du skal gøre som Noctune skriver - for mig lyder det som en helt klassisk PTSD - og du kan få hjælp men det kræver de ved hvad der er på banen ellers får du den helt forkerte indsats,

[supersus]

Pu - ha sikke meget du har været igennem, hvis ikke sagen blev anmeldt som en arbejdsskade dengang, så er det for sent nu.

[ladytass]

Nu er alt sendt til psykiater samt mobilteam. Har kontaktet advokat.
Der er anmeldelsesfrist på 1 år fra skaden er sket.
Denne regel kan der gives deispensation for, HVIS man først nu er klar over, at ens psykiske mén stammer derfra. Så kan man stadig anmelde den, da der er forældelsesfrist på 20 år.
Min skade kan faktisk både gå ind under redning af menneskeliv samt vennetjenester, som er omfattet af loven.
Nu må vi se, for har ikke mange kræfter pt til at kæmpe for noget mere

[stampe]

Håber det var et egentligt ansættelsesforhold og ikke blot en vennetjeneste

[stribe]

hej stampe..nu er det ikke mig det handler om..men hvorfor er det vigtig om det er en vennetjeneste el.et ansættelsesforhold

[tumnus]

Hej Ladytass

Jeg har en gammel skade efter fejloperation i 94 og som jeg fik men-erstatning på, men som ikke gav noget i erhvervsevnetab.

Jeg troede på dem da de sagde at der ikke var grundlag for erhvervsevnetab erstatning og kunne ikke gøre mere. Jeg gik fra en pædagog-løn og til kontanthjælp og fik ikke noget til trods for det - jeg kom aldrig til at arbejde som pædagog igen

I 2003 fik jeg flexjob og der er jeg så kommet til skade med ryggen ved et traumefald. Jeg har fået menerstatning og et foreløbigt erhvervsevnetab - det bliver så sat ned til 1/3 af det jeg skulle have haft - fordi jeg er i fleksjob.

Jeg blev først nu klar over at jeg burde have haft erstatning for erhvervsevnetab tilbage i 95

Jeg overvejer at få sagen taget op igen - hvilke advokat bruger du? Det skal gerne være en der har med sådanne sager at gøre

[ladytass]

Det var ikke ansættelseforhold, men en dame fra min lokale bank, som kendte mine forældre godt. Hun var lige flyttet for sig selv med hendes 2 børn, da manden var skredet. Hun spurgte derfor mig om jeg kunne være behjælpelig med at hente hendes 2 piger i dagpleje og børnehave. Det drejede sig om 4 torsdage, da hun først havde fri kl 18. Hun havde ikke familie som kunne hjælpe, og spurgte derfor mig.
Jeg sagde ja.