Langtidsbrug af antidepressiva

[amaranth]

Hej alle
Jeg er kommet til at filosofere lidt over min medicin.
Jeg har fået Cipramil og Cipralex i 13 år.

Jeg spekulerer på om de egentligt virker, eller om jeg mest tager dem af vane. Jeg har dog forsøgt at trappe ud tidligere, og måtte på den igen - sidste gang i 2007.

Er der nogen af Jer der har erfaringer med langtidsbrug af disse eller andre "lykkepiller" (SSRI-præparater)?

Er der nogen der kender medicinske undersøgelser af langtids(bi)virkning(er) af disse eller andre SSRI'ere?

[Priks]

Jeg har fået antidepressiv medicin i knap 12 år efterhånden.

For 1½ år siden var der en overlæge, der syntes jeg skulle prøve at trappe ud af dem, fordi han netop, som du, var i tvivl om, hvorvidt de overhovedet gjorde noget for mig. Men det gjorde de! Udover seponeringssymptomerne, så blev jeg utroligt angst og nedtrykt efter nedtrapningen, så jeg trappede hurtigt op igen.

Det er Paroxetin jeg får, og dem skal jeg i hvert fald ikke af med forløbigt. Måske aldrig, hvem ved - det er ikke vigtigt for mig, det er vigtigt at jeg ikke konstant er angst og har selvmordstanker.

[Vita]

Hej

Hvis man trapper ud af antidepressiv medicin, vil man typisk opleve nogle kraftige bivirkninger, hvor depression kan være en af dem. Men bivirkningerne aftager dog efter et stykke tid.

Langtidseffekten ved brug af disse præparater er ikke kendte, men noget tyder på at det har en negativ effekt på kroppens processer og at vitamin/mineral balancen bliver påvirket hvilket på lang sigt kan være alvorligt. Nye undersøgelser har vist at QT-intervallet, som er signal-hastigheden mellem hjernen og hjertet kan blive påvirket, hvilket kan føre til hjerte-flimmer og i værste fald hjertestop.

I psykiatrien er man begyndt at måle patienternes D-vitamin niveau, da det har vist sig at det spiller en meget stor rolle i neurospkykiatiske lidelser end først antaget. Derfor er det vigtig at få målt sit D-vitamin niveau hos lægen og stile efter et niveau på over 100 nmol/l året rundt. Man skal være opmærksom på at grænseværdierne i Danmark ikke er blevet reguleret som det er blevet i andre steder, så et niveau på 50 nmol/l anses stadig som normalt, hvor det i flere andre lande er hævet til 80 nmol/l.

Hilsen
Vita

[Ninja]

Jeg er så en af dem der er stoppet efter omkring 15 år på antidepressiva. Jeg har prøvet samtlige mærker på marked og stoppede med dem, fordi, for jeg egentlig gerne ville ''mærke mig selv'' og for at finde ud af, om jeg tog dam af behov eller af vane...

Ophørssymptomerne var ekstreme! Og det var yderst vanskeligt at finde ud af, om det var ophørssymptomer eller opblomstring af symptomer, for de mindede enormt meget om hinanden. Jeg fik bla influenza agtig symptomer (nattesved, hedeture, hjerteflimmer, endda let feber!) og jeg havde meget svært ved at styre mine bevægelser (armene kunne ufrivilligt slå ud, jeg fik ticks i ansigtet og benene ville ikke lystre), samt mine tanker kørte i paranoide cirkler, så nattesøvnen blev forstyrret og jeg var tæt på at blive fuldstændig vanvittig. Jeg fik også ekstreme humørsvingninger med aggressivitet, blev modløs, deprimeret, let psykotisk og min OCD blev forværret.

Da jeg startede med at trappe ned og ud af medicinen, sagde min daværende psykiater at ophørssymptomerne ville vare ca 1-2 uger, men det tog mig altså mere end et ÅR! at komme ordenligt ud på den anden side, og i perioder fik jeg det så slemt, at han måtte give mig Alopam (benzo'er) eller stesolid, for at jeg ikke skulle hoppe ud gennem vinduet i afmagt. MEN DET LYKKEDES MIG AT KOMME UD AF DET!!!!

Nu har jeg været uden medicin i flere år, og jeg må sige at jeg har det fantastisk. Dog SKAL jeg på medicin når jeg bliver syg, for ellers går det helt galt. Men jeg vil på ingen måde igen, få lullet mig ind i et dagligt forbrug, når jeg ikke er syg (psykotisk og/eller deprimeret).
Jeg kan tage medicin før, under og efter sygdom. Men så slutter jeg, og ophørssymptomerne er derfor heller ikke ret voldsomme og kan gå væk på 1 uge eller 2. Eller tidligere!

Det lumske ved det hele er jo, at medicinen slet ikke helbreder, men 'bare' lægger låg på. Bedringen skal jo helst komme fra én selv og ikke holdes kunstigt nede, for så har man jo ikke en chance for at finde ud af, hvordan man rent faktisk har det......

Det jeg stoppede var jeg flere gange parat til at starte igen, fordi jeg havde det så voldsomt skidt, men min psykiater anbefalede jeg holdt ud - og det er jeg ham evigt taknemmelig for i dag. For ellers havde jeg stadig taget dem, det er der slet ingen tvivl om...

Nå, det var bare lidt om mine erfaringer - beklager det blev langt (men jeg har kogt kraftigt ned!)



*Jeg fik antidepressiva grundet depression, angst og OCD. I perioder tog jeg også Nozinan mod psykoser

[Multe]

Respekt helenekr... -bukker og tager hatten af, det er utrolig flot og godt gået



.

[Mani]

Har selv lidt den sammen historie som helenekr - og hatten af for dig

Jeg er også stoppet med at bruge antidepressiva efter 10 års brug af forskellige præperater og doseringer og kan pludselig "mærke mig selv" igen, en ting jeg nu er blevet rigtig glad for er at kunne grine og græde... lyder måske mærkeligt men hold k... det er dejligt at vide at man lever og ikke bare bliver "holdt i live" på medicin der sløver og giver en en følelse af ligegyldighed..

Jeg har flere gange i årenes løb forsøgt at blive medicinfri, men det var først i marts i år, det lykkedes at trappe ned og ud over et halvt års tid.

Jeg fik også ekstreme humørsvingninger, der løb ligesom noget under huden på mig i flere dage og nætter, jeg kunne ikke sove, tankerne var ved at drive mig til vanvid og jeg følte mit hoved var ved at sprænges, storsvedte flere døgn, var konstant tørstig og havde voldsomme hjertebanken og mange angstanfald i den første tid under nedtrapning og noget hænger stadig ved (angsten og hovedpinen)


Jeg har stadig mange op- og nedture, men mange gange når nedturene ikke så langt ned at jeg ikke kan komme op igen uden medicin, så jeg fanger mig selv og afsted til psykolog, coach eller lægen med det samme.. Og det skal siges at det på sigt har været billigere at gå til psykolog og coach end at købe og tage medicinen hver dag ...


Ved ikke om det giver dig nogen svar, men det er lidt at det jeg har oplevet..

[Tassi]

Jeg tog kun antidepressiver i et lille års tid, men det på trods var seponeringssymtpomerne så voldsomme, at jeg rent faktisk var bekymret for, om jeg kunne dø af det (er beskrevet i en tråd, jeg oprettede omkring venlafaxin)

Med så voldsomme seponeringssymptomer kan jeg levende forestille mig, at det fraholder folk fra at trappe ud af medicinen, fordi man fejlagtigt tror, at seponeringssymptomerne i virkeligheden er lidelsen, der bryder ud i fuldt flor igen. Mit held var, at jeg ikke kunne tåle medicinen, så jeg skulle trappes ud af den - koste hvad det ville. Men min psykiater var ikke bekendt med så voldsomme seponeringssymptomer, og så var det ganske nærliggende at forestille sig, at andre vil blive anbefalet at blive på medicinen

Jeg kan heller ikke få det til at passe, at så mange mennesker kan have brug for antidepressiver i mange år. Generelt set burde antidepressiver vel bruges så man kan komme over en umiddelbar livskrise. Efter en periode er den umiddelbare krise overstået, og man står tilbage med håndteringen. Fortsætter man i det uendelige på antidepressiver, kommer man aldrig til håndteringsdelen. Man får ikke lært sig strategierne til at leve med de udfordringer man har, og man får måske ikke indrettet sit liv efter de nødvendige skånehensyn.

Min overbevisning er, at i mange tilfælde opstår livskriser pga bestemte provokationer. Medicinen fjerner ikke provokationerne, men bedøver kun sanserne så meget at man kan leve med dem. Det er selvfølgelig hårdt arbejde at komme af antidepressiver, for det betyder at tage stilling til nogle ting, som ikke er så sjove

På trods af at jeg er Asperger og derfor konstant må leve med stressbelastninger, der er depressions- og angstudløsende, så er jeg medcinfri, og klarer det ganske udmærket. Fordi jeg har været tvunget til at identificere mine stressorer og handle på det

Det lyder selvfølgelig meget nemt, og min mening er heller ikke at provokere folk på antidepressiver, så man føler jeg negligerer deres situation, for det er bestemt ikke min mening. Der kan være ganske mange grunde til, hvorfor man er nødt til at tage antidepressiver. Jeg håber blot at plante nogle tankefrø, så man glemmer sin autoritetstro, og tør stille spørgsmålstegn ved antidepressivernes "hellighed", så bolden ruller over på ens egen banehalvdel fremfor et mekaniseret behandlersamfund

- og så er det desuden ikke ualmindeligt at årelange brug af forskellige typer medicin gradvist forværrer kroppens egen evne til at producere de stoffer, man har fået tilført kunstigt. Om det også gælder for antidepressiver ved jeg ikke, men tanken er da ganske nærliggende

[Jutta1502]

Da jeg i sin tid tog antidepresiv medicin , fik jeg ødelagt mine tænder så meget, at jeg efterfølgende måtte ha dem lavet for næsten 15.000 kr. Noget jeg stadig betaler af på. SÅ det har været den største bivirkning hos mig.

Det betød, da jeg i efteråret fik en ny depression, at jeg valgte at afslå antidepressiv medicin, da jeg ikke pt har 15.000 kr til at få lavet tænderne igen, og kom igennem min depression med intentiv( det er vist ikke stavet rigtigt) samtaleterapi hos egen læge.

[nocturne]

Oprindeligt indsendt af Jutta1502

Da jeg i sin tid tog antidepresiv medicin , fik jeg ødelagt mine tænder så meget, at jeg efterfølgende måtte ha dem lavet for næsten 15.000 kr. Noget jeg stadig betaler af på. SÅ det har været den største bivirkning hos mig.

Det betød, da jeg i efteråret fik en ny depression, at jeg valgte at afslå antidepressiv medicin, da jeg ikke pt har 15.000 kr til at få lavet tænderne igen, og kom igennem min depression med intentiv( det er vist ikke stavet rigtigt) samtaleterapi hos egen læge.

Nøjagtig dette advarede min (dygtige) tandplejer mig om tidligere,
da jeg var på kemifabrikken.

[phhmw]

kan udløse Dystoni. www.dystoni.dk

Google følgende ord "kan psykofarmaka udløse dystoni"

Psykofarmaka er ikke bolsjer med læs hvad der nævnes.

Alle aspekter skal tages med i vurderingen om indtagelse af psykofarmaka,

Og det glemmes nu og da.

Hilsen Peter