Mor til 4

[lunaQinde]

Jeg er 48 år, bor alene har 4 børn, hvor den anden yngste har Asperger syndrom(autist).Har foruden min egen kamp ,kæmpet en lang kamp for at få min søn i behandling, Det har været så grimt og håbløst, rende panden mod muren, så mange gange og alligevel blive ved, og ved, også selvom man selv blev ramt, så er jeg i dag glad for at jeg ikke gav op over for systemet, angående min søn! Da endeligt både jeg og min søn fik en diagnose, vidste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine!

Jeg arbejdede som lokofører ved DSB og det er derfra min PTST opstod, men desværre tog det mig lang tid ,før det gik op for mig, at det her var alvorligt og i dag sidder jeg med kronisk PTSD F.43
og en F 62;0 Person lighedsændring efter katastrofe oplevelser.

Vejen har været lang ,siden jeg havde min først påkørsel.Jeg vil ikke komme nærmere ind på det,da det ville blive for barsk. Men har du lyst,kan du gå ind påwww, PTSDforum.dk og læse min historie under fanen "Egne beretninger"

Den første påkørsel var i 2005,og derefter kom der flere af forskelige art,har i dag 14 sager der ligger ved ASK.

I første omgang blev min sag afvist,men det viste sig( heldigvis) at det var den konkrete sag jeg gik ned på i 2007 som ikke blev godkendt,da de fandt alle de andre sager.

Nå men for at gøre det kort,da det også gør for ondt inde i mig at komme ind på igen og igen .

Vil jeg slutte med at sige,efter alt er afprøvet,står jeg nu endeligt foran en indstilling til Ftp,hvordan det udfald bliver,ved jeg ikke,er holdt op med at håbe og tro.
Men kan dog se på udtalelser at det kan da ikke gå helt galt.

Så håber der nu snart bliver ro i min hverdag,så jeg bare kan dyrke min kreative side ,som jeg har fundet frem igen og mine dejlige børn,katte og hunde.

Desværre har hele det her forløb og min personlighedsændring også gjort at der ikke er mange familie medlemmer der ønsker kontakt med mig mere,det er trist men en realitet.De ved ikke hvordan de skal takle mig,og har derfor trukket sig.Måske også fordi de var vant til at jeg var den der var stærk og nu er jeg i deres øjne ynklig. Men det kapitel er jeg heldigvis også kommet over.

Jeg har lært:

Når folk går væk fra dig, så lad dem gå. Din skæbne er aldrig bundet til nogen, der efterlader dig, og det betyder ikke, de er dårlige mennesker. Det betyder blot, at deres rolle i din historie er slut

Det var lidt om mig.
LunaQinde

[Tassi]

Hej Luna

Puha, sikke en historie (jeg fulgte linket)
Måske har du ret i, at din familie ikke kan kapere dine problemer, men jeg får også tanken om de har haft mulighed for at forstå hvad der sker med dig?

Mine forældre har deltaget i mine udredninger, og været involveret i alt omkring mine diagnoser. Det betyder at mine begrænsninger i den grad er afdramatiseret, og at vi alle kan forholde os konstruktivt. Siger jeg, at jeg er træt og ikke kan, er der ingen spørgsmålstegn - kun accept. Der er ingen irritation over mine dårlige dage, eller at man ikke kan forvente det 'normale' af mig
Før dette var der en del irritationsmomenter, der belastede vores forhold, men det er helt væk nu

Omvendt har jeg oplevet at andre har trukket sig væk fra mig, og holder denne høflige afstand. Det gør selvfølgelig ondt, men jeg forstår godt at de ikke forstår, og derfor ikke ved, hvordan de skal håndtere det/mig. Mange reagerer jo på den måde, når andre rammes af livskriser

Jeg tænker om det er muligt for dig at levere en 'opskrift' på dig selv til dine omgivelser? En slags drejebog, hvor de ved, hvad der sker når sådan og sådan?
Jeg tror, at hvis vi selv sørger for at afdramatisere vores funktionsbegrænsning, og samtidig forholder os helt naturligt til det, vil omgivelserne også lære at gøre det efterhånden

[LUM]

Jamen velkommen luna
Jeg orker så ikke at følge dit link, ikke fordi jeg er vist efterhånden ved at være temmelig hærdet, men mere fordi jeg bare ikke orker, og så har jeg influenza (eller noget hule betændelse eller noget i den stil, jeg har det i hvert fald ringe)

Det jeg bider mest mærke i er faktisk det første du skriver, med at du har et barn der er Asperger, jeg håber du er klar over at men tit ser flere i en familie med diagnoser fra autismelinjen (dog er det mest ADHD man ser)

Jeg slås selv på det her område, helt kort er vi hid til blevet sendt rundt mellem PPR egen læge og børne-unge afdelingen på kommunen, de henviser alle sammen til hinanden.

Nu er mine unger så begyndt i en ny skole, bestemt ikke med min frie vilje, men med 5 mennesker der skal leve af en indtægt, så er der bare ikke penge til at betale for det bedste. Men heldigvis tyder noget på at vi på den nye skole har klart bedre adgang til systemet, måske fordi det er nabo-kommunen, de sender jo bare regningen videre, så de kan i bund og grund være ligeglade og nøjes med at tænke på hvad der er det bedste for ungen.

Nå men vi er faktisk allerede blevet tilbudt en motorisk test, ja ja det er IKKE en udredning, men det er så bestemt et, for os, kæmpe skridt i den rigtige retning, det aller bedste er at det er min datters klasselære der skal stå med det, dvs hun kommer til at kende bække børn, hvilket jeg sætter KÆMPE pris på, for vi hører igen og igen den der med at det er os forældre der ikke kan finde ud af at opdrage.
På den tidligere skole oplevede vi en lære der blev MEGA overrasket over at de 2 unger er søskende, denne lære mente netop at knægten "bare" var uopdragen, lige ind til det gik op for ham, at de 2 er søskende, så måtte han indrømme at det umuligt kunne være opdragelsen for vores datter er meget velopdragen, så det betyder en hel del at det er en voksen der kender bække unger, så vi slipper for det der pjat med at det er opdragelsen.

Altså jeg er udemærket klar over at vi som forældre kan rykke meget ved hjælp af opdragelsen (jeg er heller ikke dum *gg*) men det er jo netop det jeg råber og skriger på hjælp til, jeg ved en hel del af det knægten har brug for, men jeg magter det ikke (jeg er selv ADHD´er, man får ikke meget ud af at forlange det umulige af mig) og farmand har endnu ikke helt fattet alvoren, han forstår ikke rigtigt at jeg (og vores søn) ikke BARE kan sige til os selv at vi ikke vil være som vi er, og så lade være, han har en blind tro på at man kan sige til sig selv at man ikke vil være fx depri tvinge sig selv til at grine, og wupti er det pist borte, han er begyndt at forstå det, men der fra og så til også virkelig at forstå, er der meget meget langt for ham, så hos ham har jeg ikke megen hjælp.

Det værste er nu det der med at man kan se ens unge har det dårligt, og man står totalt magtesløs over for det.
Vi oplevede en dreng der blomstrede i løbet af sommerferien, han blev SÅ meget mere rolig (ikke fysisk men humøret og måden han omgik andre) det var en hel fryd at være vidne til, det var så selv andre bed mærke i det.
Men nu er han jo så begyndt i skole igen, med de krav der nu en gang stilles, så i løbet af få dage var det slut med at se på en dreng der havde det godt med sig selv og andre, nu er han igen den der urolige udopdragene unge som værgen kan med sig selv eller andre.
Men på den anden side værgen kan eller vil jeg hjemmeundervise, dvs jeg ville helt sikkert godt kunne her i de små klasser, men det vil jo bare være at gøre ham en bjørnetjeneste, for han SKAL altså lære at begå sig, også selv om at han bliver stillet over for krav, og det vil han ligesom ikke lære ved at jeg fjerner ham fra det.
Det skal så siges at jeg er gået efter små skoler, netop for at mindske kravene, og højne roen omkring ham, samt pladsen til at jokke ved siden af, hvilket ind til nu har været en god taktik.

Nå men den nye skole lader til at de kan komme lægere end den gamle, om end den gamle gjorde ENORMT for min unge, og pressede virkelig meget på for at få ham videre i systemet, bare uden held. Det var en god skole med plads til ham også i timerne, den plads er væk på den nye skole, men det kan jo være at det netop er DET der skal til.

[lunaQinde]

Hej igen.
Og tak for jeres svar

Tassi jeg tror ikke min far orker at sætte sig ind i min situation,da det plager ham-at der nu også er noget "galt" med mig.I hans anden ægteskab har han en datter med skizofreni,og han har udtalt til mig flere gange ,at den datter havde meget mere brug for ham. Og jeg har jo altid kunnet klare mig selv,så jeg har for længst accepteret det. Og da jeg for 2 år siden gik imod min søster ,valgte de hende.Og det er vel også klart,da det er deres fælles barn,men min lillebror er også valgt fra nu,da han også kom til at gå imod hende,så mønsteret har gentaget sig,og har på grund af det,hjulpet mig til at indse,der er ikke noget galt med den måde jeg har håndteret det på.Hun er meget selvisk og dominerende,hvis man går imod hendes regler lukker hun af.

Lum jeg kender det der med, skolen tænker at et barn bare er uopdraget.Jeg fik også tit at vide jeg skulle passe på! Da drengen for tit ikke var i skole,og de syntes han skulle hentes tidligere ,når jeg nu alligevel var hjemme(jeg fortalte dem desværre at jeg gik ned med flaget ,og det brugte de flittigt imod mig) Indtil min søn fik hans diagnose og en læge fra børnepsyk besøgte skolen for at se hvordan han trives.Der blev de lige pludselig venlige overfor mig
Men heldigvis er min søn på en specialskole i dag og på et godt aflastningsted,det er jeg meget glad og taknemlig for,jeg kunne ikke klare flere kampe,så der fik jeg alt den støtte der var nødvendigt.Min datter kom på efterskole efter kommunens foranledning og min yngste søn kom til at bo ved sin far,og alt det kan jeg se i dag,har været det rigtige for alle parter.Min ældste søn klare sig fint og bor for sig selv. Nu er min datter kommet hjem igen,men vi klare det med hjælp fra en rigtig god gammeldags familierådgiver,der forstår at læse mig.Hun har også været medvirkende til at jeg omsider har indset de ting jeg ikke kan,og nødvendigheden af roen,da jeg også har mange fysiske smerter.Har kronisk hovedpine,der tit ender i migræne,slidegigt i knæ og hofte ,slid på hvirvler i ryg, seneskedehindebetændelse i begge håndled,som ikke vil slippe taget i mig Nu er jeg blevet arbejds prøvet igen efter eget ønske,da jeg VILLE klare et fleksjob,men har nu erkendt det kan jeg ikke. Så nu er min sag i gang angående FTP,og jeg afventer deres udredning på det.

[Ukken]

hejsa.

Kære du hvis ikke du har det skal du fluks have en advokat og se dig rigtig godt for - Lunau i Århus er ordentlig og god. Din sag i Ask kan sikre dig og børnene i fremtiden hvis den gribes rigtig an. Men dit diagnose grundlag er der en sansynlighed for du kommer under de nye regler her fra 1 august. M.ht kommunen skal den også køres igennem til en førtidspension så hurtigt og skånsomt som muligt. Min sag tog 4 år med sammenlignligt diagnose grundlag og betød alt for mig og min mand økonomisk dengang og resten af min tid - SÅ DET ER VIGTIGT - din sag virker oplagt.

Det er bare så godt du har fået hjælp til ungerne og kan bruge det. Du skal have ro og leve struktureret. For meget stress vil bare køre dig ned og det kan ingen være tjent med - mindst af alt dine børn.

Jeg håber sådan for dig det hele snart går i orden så du kan begynde at gøre det godt for dig. Hvis du har brug for det må du gerne skrive til mig.

[lunaQinde]

Hej Ukken
Tak for dit svar.

Det gjorde mig også meget nysgerrig,hvad er det for nogle nye regler pr 1 August(tænker du måske lidt hen i det soldaterne har opnået økonomisk,hvis det er det,så har jeg hørt lidt om det ?)
Her i weekenden har jeg lagt på langs med migræne i 2 døgn med migræne,skulle holde fødselsdag for min autist søn,så det var rigtig hårdt at måtte indse AT DET KUNNE JEG BARE IKKE
Heldigvis tog søster på 17 over og der blev holdt fødselsdag alligevel.Jeg var så stolt og glad for mine børn,og fortalte dem det selvfølgelig også.Når det gælder så kan de heldigvis finde ud af det

Men det har desværre også gjort mig deprimeret,for det minder mig om min situation,alle mine kampe,alt det jeg ikke kan mere,og alligevel skal jeg kæmpe,håber også det hele snart er slut og vi bare kan få lov til at nyde resten af vores liv.Og jeg i det mindste kan give børnene et plaster på såret,og alligevel kan give dem, en del af det i livet ,jeg drømte om for dem,da jeg var på arbejdsmarked,og havde en ok økonomi.
Syntes det er hårdt når folk dunker en oven i hovedet, hvis man får mere end dem,for jeg har jo ikke bedt om at blive syg, og jeg har bidraget med meget hele min arbejds karriere,kan ikke forstå folk er så emsig.

Derfor kan jeg have svært ved at tale økonomi med nogen,er bange for de tror jeg bare vil have mer og mer.Jeg/vi har det jo godt nok,kan betale mit hus og børnenes sport og få smør på brødet hver dag
Men jeg ville til hver en tid bytte med en på arbejdsmarket, med den situation jeg er i nu. Når det ikke kan være sådan,ønsker jeg bare fred og ro .

Jeg har heldigvis en god sags behandler fra mit arbejde.Han har kørt min sag lige fra dag et.Noget jeg bare ikke kan forstå det er mange har sagt at økonomisk ,skulle jeg undgå at blive ftp? Jeg var tjenestemand før og ved godt der bliver modregnet i min pensioner,men det mener jeg da selv er på sin plads,eller hvad ?

Jeg tænker ikke så meget penge nu,men mere fred og ro,men pengene er jo desværre også vigtige,og hvorfor gå langt ned i indtægt ,når man ikke selv er skyld i sin situation og det er fra en arbejdsskade?,så burde alle da blive blive dækket ind 100 %