Hvad er velfærd?

[Ragdoll]

Jeg offentliggjorde for nogen tid siden, en artikel på min blog, og tillader mig at lægge den ind her, som et oplæg til debat.

Har vi glemt, hvad velfærd er?

Vi er glade for at forsikre os selv, vore huse, vore biler, vores liv, og håber, at vi aldrig får brug for disse forsikringer. Vi finder det rigtigt og retfærdigt, at hvis vores nabos hus brænder ned, eller hans bil bliver stjålet, at forsikringsselskabet træder til og bygger et nyt hus til værdien af det gamle, eller erstatter den stjålne bil, og vi står uforstående, hvis forsikringsselskabet, forsøger at undgå deres forpligtelser. Samtidig håber vi, det aldrig vil ske for os selv.

Det er helt anderledes med velfærden, som vi i dag anser mere som en opsparingskonto. Hvad jeg har betalt (i skat) vil jeg også have tilbage. Dette er min ret, og jo mere jeg har betalt, jo mere burde jeg kunne få tilbage.

Og lige i det øjeblik, gik ideologien bag velfærden tabt, den forsvandt ud af vinduet.

Ideologien bag velfærd, var oprindeligt, at alle bør være en del af ansvaret og være med til at løfte byrden af samfundets svageste medlemmer, de syge, de gamle og de fattige, så ingen var tvunget til at tigge på gaden, og at også de, der kom fra de økonomisk dårligst stillede familier havde mulighed for at få en uddannelse, behandling hos læge og på hospitaler. At selv de fattigste fik et håb om en bedre fremtid.

Men i de sidste 50 år har mentaliteten omkring velfærd langsomt, men sikkert ændret sig, og har nået et punkt, hvor den almindelige opfattelse er, at alle bør have ret til et stykke af velfærdskagen, og fordi alle vil have deres andel, uanset behovet for det, er velfærd blevet utrolig dyrt, og blandt dem, det oprindeligt var meningen at hjælpe, de svagest stillede, dem der står udenfor samfundet, de udstødte, bruges i dag som syndebukke for de finansielle problemer vi står over for. Vi misunder dem, der er på overførselsindkomster og forlanger at de, der har bidraget mest, også skal være dem der får mest tilbage. “Trods alt er det mig, der har betalt mest i skat”, synes at være mantraet, der udtales igen og igen.

Vi er nødt til at genoverveje ideologien bag velfærden, for at kunne forstå, hvad velfærd egentlig handler om, at de, der er mindre heldige og har behov for hjælp, også får den nødvendige hjælp, og at den hjælp er tilstrækkelig og god nok, til at hjælpe borgeren ud af deroute og være i stand til at vende tilbage til samfundet som fuldgyldige medlemmer. Og at dem, der er syge eller gamle, bliver finansielt og fysisk støttet i et omfang, der forhindrer dem i at udleve deres liv i fattigdom og udstødelse.

Vi er nødt til at sige farvel til den misundelse, der har gennemsyret Danmark i de seneste år, og som kun synes at være blevet værre. Vi er nødt til at komme væk fra tankegangen om, “jeg vil også have min andel af kagen, om jeg har brug for det eller ej, det er min ret, da det er mig, der har betalt mest i skat”. Og der er mange områder, hvor velfærd bliver givet, uanset behov. Vi er nødt til at komme væk fra millimeter retfærdigheden.
Og det er sandsynligvis her der skal sættes ind, skal alle have en bid af kagen? Uanset behov? Ønsker vi et samfund, med et velfærdssystem, som kun gør det muligt at uddele krummer til de fattigste, fordi alle skal have?

Mit standpunkt er, at alle uden undtagelse skal have adgang til gratis skolegang, ligesom alle skal have fri og lige adgang til læge, behandling og hospitaler.

Men skal alle have ret til børnepenge, lad os f.eks. sige at der skal være en grænse, denne kunne være en husstandsindkomst på f.eks. 600.000 eller 700.000 tusinde, det nøjagtige beløb måtte politikerne blive enige om, men spørgsmålet er har man virkelig behov for børnepenge når man kommer over en vís husstandsindkomst.

Regeringen fik gennemført et loft over børnepenge, i et forsøg på at spare, og igen har de sat millimeterretfærdigheden over fornuften.

Der skal spares på velfærden, klart udgifterne er løbet løbsk, men sparer man de rigtige steder, hvorfor skal en bankdirektør med 12 millioner i årlig indtægt have børnepenge, var det ikke bedre at de blev givet der hvor behovet virkelig er, til samfundets dårligst stillede?

Administrationen af vores offentlige sektor er efterhånden blevet så kompliceret, bl.a. på grund af de tusinder af nye love og regler indført af den siddende regering, at det kræver en hærskare af ansatte til at administrere dem, desværre er denne hærskare ikke himmelsk. Og mange, rigtig mange penge bliver smidt ud på diverse tiltag, hvor udkommet løber som løst sand gennem fingrene. Private aktører modtager store honorarer for i bedste fald at have gjort meget lidt og i værste fald intet at have gjort. Alt sammen i et forsøg på at vise “se hvor meget vi har gjort”.

Der kunne hives det ene eksempel efter det andet frem, hvor millimeterretfærdigheden sejrer over fornuften. Hvis alle skal have lige meget uanset behov, hvorfor så betale skatter overhovedet, hvorfor forsikre os og hinanden?

Var det så ikke bedre hvis den enkelte borger havde en tvungen opsparing eller privat forsikring? Jo, hvis vi ønskede at skrue tiden 200 år tilbage. Men gør vi det?

Under disse overvejelser må vi ikke glemme hvad den oprindelige filosofi bag velfærden var og stadig burde være, og tager vi ikke disse emner op til dyb overvejelse, så er vi på vej derhen, hvor der ikke mere vil være offentlig velfærd, men et privat forsikringssamfund, hvor dem der har råd til forsikringen overlever og dem der ikke har råd, går til grunde, og vi vil have skruet tiden tilbage til feudal samfundet. Er det det vi vil?

Ragdoll

[lola44]

Så sandt som det er skrevet, inden man bliver syg, er man opvokset med den tro, at der er et stort venligt sikkerhedsnet, der tager sig godt af en, hvor bliver man dog slemt skuffet, men der er ingen "raske" der tror på eller gider og høre om, hvad der i virkeligheden forgår.

Men i de sidste 50 år har mentaliteten omkring velfærd langsomt, men sikkert ændret sig, og har nået et punkt, hvor den almindelige opfattelse er, at alle bør have ret til et stykke af velfærdskagen, og fordi alle vil have deres andel, uanset behovet for det, er velfærd blevet utrolig dyrt, og blandt dem, det oprindeligt var meningen at hjælpe, de svagest stillede, dem der står udenfor samfundet, de udstødte, bruges i dag som syndebukke for de finansielle problemer vi står over for. Vi misunder dem, der er på overførselsindkomster og forlanger at de, der har bidraget mest, også skal være dem der får mest tilbage. “Trods alt er det mig, der har betalt mest i skat”, synes at være mantraet, der udtales igen og igen.

Det må jeg næsten direkte eller indirekte høre på hver dag, blandt andet den her: du skal da ikke brokke dig over størelsen på din kontanthjælp, jeg betaler skat, så du kan sidde og fise den af... det er trættende at høre på i længden.

[popiae]

Gode relevante tanker.

Gid de måtte blive brugt, de rigtige steder.

VH Popiae

[Muspus]

" Universet har ingen mangler "
Det er mennesket selv der har skabt følelsen af knaphed der føre til misundelse jalousi og grådighed "

So true

[adbib]

@ ragdoll

Jeg er så ikke helt enige med dig i dit indlæg. Det danske velfærdssystem bygger på universal modellen og forebyggelse. Efter min mening er universal ydelser en god ide.

[TimeGuest]

Velfædr bygger vel på musketereden: én for alle alle for én ?

Men den ed er så også noget af det første, der bliver forladt, så snart krybben går mod tom og det bliver nærværende, hvem der får mad i dag og hvem der ikke gør (med mindre man er uddannet i Jægerkorpset).

Der er givet altid nogen der mener, at de har mere ret til mad end andre - om det er berettiget kan diskuteres.


Der findes den her historie, om hovedet og r*vhullet, der diskuterede, hvem der er mest betydningsfuld ... det mener hovedet jo nok, at det er. OK siger r*vhullet og snørre sig sammen ... og forbliver sådan indtil hovedet ikke kan holde til det længere :-)

Andre dele af menneske kroppen er også betydningsfuld ... man kan selvf. godt undvære et ben, men det kommer man blot ikke specielt langt med, når man skal til at løbe, fordi der er en løve, der vil æde én til frokost ... osv.

Så et eller andet sted må vi vel konkludere, at alle dele har hver sin betydning og er grundlæggende afhænige af hinanden ?

I så fald er det måske på sin plads at begynde med at alle dele øver sig i at vise hinanden den fornødne respekt ?

Omvendt er der dem, der fx mener, at "det skal kunne betale sig at arbejde" ... det lyder jo besnærende, ikk' ? Afledningen af det standpunkt er blot, at det slet ikke kan betale sig at blive uforskyldt syg, og det stemmer egentlig godt overens med den faktiske virkelighed, hvor det at blive uforskyldt syg jævnlig ender med, at den syge må gå "planken ud" rent økonomisk. Alt imedens publikum underholdes derved medens de får sig en lille én til næsen / en god flaske rødvin og glæder sig over at "pengene befinder sig bedst i deres lommer".

Og det show går jo godt for publikum, lige indtil det bliver deres tur til at gå planken ud ...


Så når kommunalpolitikeren der lige har været med til at stemme årets budgetforlig igennem med besparelser på bla. plejesektoren får behov for at få sin gamle far/mor på plejehjem, så rammer den faktiske virkelighed rigtig hårdt - så hårdt at det kan ende med en hysterisk kommunalpolitiker ... men sådan er virkeligheden jo nådesløs.

Man kan som bekendt ikke både blæse og ha' mel i munden - heller ikke i velfærdsdebatten.

[Ragdoll]

Oprindeligt indsendt af adbib

@ ragdoll

Jeg er så ikke helt enige med dig i dit indlæg. Det danske velfærdssystem bygger på universal modellen og forebyggelse. Efter min mening er universal ydelser en god ide.

Hej adbib,

Du behøver ikke være enig med mig, vi har alle lov til at have vores mening, og det må man gensidigt respektere.

Jeg kunne dog godt tænke mig at vide hvad du mener med universal ydelser, og hvordan du mener det er godt?


@TimeGuest,

Jeg fornemmer at det ikke alene er blevet mindre populært at være det man kalder socialt indstillet, og det at have en humanistisk indgangsvinkel til tingene er nærmest blevet et skældsord.

I nogle debatter har jeg set hvorledes man nedgør humanister, kalder dem naive og godtroende, og det der er værre.
Uanset, foretrækker jeg til en hver tid en humanist, til den kyniske mistro der hersker borgerne imellem i disse tider.
Det må dog i sidste ende være bedre at tro på det gode i mennesket end at tro på det onde. Gør man det vil man ende op bitter og vred, måske endda ende op med at lide under paranoia, hvorefter man vil skælde ud over at man ikke får den hjælp man ikke selv undte andre.

Så jeg er enig med dig, vi må lære at respektere andre, sådan som vi selv ønsker at blive respekteret, vi må lære at acceptere at vi ikke alle er ens, og vi må forstå hvad humanisme egentlig er. Vi må lære at prioritere.

Endnu har ingen fundet de vises sten, og det eneste vi kan gøre er at stræbe mod det der er bedre end hvad vi har lige nu, men for at komme videre, må vi have mere tillid til hinanden.
Det er lykkedes den siddende regering og DF at så tvivl i borgernes sind, om motiverne hos vore medborgere, om troværdigheden, og med tvivlen er kommet mistroen, mistilliden og tør jeg sige det, næsten had befolkningsgrupperne imellem.



Ragdoll

[adbib]

Oprindeligt indsendt af Ragdoll

Jeg kunne dog godt tænke mig at vide hvad du mener med universal ydelser, og hvordan du mener det er godt?

F.eks lægehjælp/hospital besøg er en universal ydelse, alle har ret til lægehjælp. Og da de "stærke" i samfundet har gavn af denne ydelse, ville det være svært at fjerne lægehjælp. Og det kunne også sættes op imod tandlægehjælp osv osv.

[TimeGuest]

Der er 4 grundlæggende områder, som man bliver nød til at rette fokus imod, såfremt man ønsker at blive en del af et godt team (iflg. B.S. Christiansen i "Et liv på kanten") - det kunne være et cykkelhold, en gruppe operative jægersoldater, en part i en arbejdsopgave eller generelt en borger i et givent samfund, der grundlæggende bygger på: Musketereden.

1) Ansvar for sig selv, sit team og egen del af opgaven.
2) Kommunikation
3) Målet
4) Kompetancer

Hvordan implementerer man så det i en samfundsmodel, hvor det handler om at få helheden "ud over rampen", så der bliver produceret noget "kage", der efterflg. kan deles ud af ?

Gider folk overhovedet ... og skal vi gå efter en minimalstat - det modsatte eller noget midt imellem ?

Og det er vel grundlæggende her "fårene skilles fra bukkene" ?

[Ragdoll]

Oprindeligt indsendt af adbib

F.eks lægehjælp/hospital besøg er en universal ydelse, alle har ret til lægehjælp. Og da de "stærke" i samfundet har gavn af denne ydelse, ville det være svært at fjerne lægehjælp. Og det kunne også sættes op imod tandlægehjælp osv osv.

HVis du læser min artikel igen vil du se at der netop er nogle "universal" ydelser jeg mener alle uden undtagelse skal være berettigede til, deriblandt, skole, uddannelse og behandling og pleje.

Så vi er måske ikke så uenige som du troede



Ragdoll