Min historie / FTP / Psykiater spørgsmål. Hjælp :-(

[S_Phoenix]

Hej alle sammen!

Har nu fulgt dette fora i 4-5 måneder og læst en del tråde nogle mere skræmmende end andre, men ganske enkelt ikke haft overskud til at skulle fortælle min historie fra start af, men føler jeg har brug for at høre andres mening som har været i systemet i lang tid/haft deres sag afsluttet i længere tid, så vælger nu at bide i det sure æble og fortælle den for forhåbentligt at få nogle svar på godt og ondt jeg kan bruge til noget .. so to speak.

Er nu en 25 årig "gammel" mand hehe, men for lidt over 3 år siden rendte jeg ind i noget som åbenbart viste sig at skulle ændre alt fremover, here we go.

Var som enhver anden ung, passede min uddannelse og var seriøs og drømmene i hovedet og ting og sager kørte som de skulle, og jeg havde fået læreplads jeg var SUPER SUPER glad for, med meget hjælpsomme kollegaer osv osv, så skete der det næsten fra den ene dag til den anden begyndte jeg at vise tegn på depression både ifølge mig selv og kæresten på daværende tidspunkt. - Læreplads var naturligvis mistet.

Besluttede os for at tage til min læge dengang, og jeg fortalte hvordan jeg havde det, min daværende læge sagde ordret(!) at jeg skulle tage og tænke godt over hvad jeg ville og gå efter det (mellem linierne som jeg følte det så sagde han jeg skulle tage mig sammen), samt gav mig nogle sovepiller der havde NADA effekt på nogen måde, jeg lå stadig søvnløs om natten.

Vi tog hjem, og herfra gik jeg i 6-7 måneder hvortil at man blot kunne se at tingene tog til, og jeg sank dybere og dybere, til sidst var jeg ikke i stand til at tage afsted om morgenen til min læreplads grundet angst og fysiske ting der ødelagde min dag fuldstændigt i form af voldsom opkast/svimmelhed/diarre som var der dagligt - overi den angst jeg oplevede som gav de gængse rysteture/koldsved/usikkerhed etc etc. tror ikke jeg behøves og udpensle det mere herinde.

Jeg søgte ny læge og kom til samtale denne gang oplevede jeg en læge der lyttede, men så også blevet det værre på det tidspunkt, hun mente klart der var tale om depressions tegn, hvor mild/svær depression turde hun ikke udtale sig om og værdsatte jeg, i stedet for hun lukkede en gang ævl ud

Blev henvist til en psykiater dengang som efter sigende skulle være rimelig kendt (John andersen), men lige meget, kom til ham og var hos ham igennem lidt over et år, kedelig kedelig oplevelse for at opsummere, oplevede han ikke lyttede egentligt, men bar talte mig efter munden, og derefter sendte mig på en gang medicin.
Jeg gik på det og håbede inderligt at dette var det og jeg kunne vende tilbage, igen skulle jeg blive klogere.

Min kære MOAR er af den type som oplever HEFTIGE bivirkninger fra medicin, og jeg har åbenbart dette efter hende ifølge læge og psykiater.
Så alt jeg oplevede var ting som gjorde alt så meget værre, aggressivitet i en grad så jeg nu 1 år efter jeg er stoppet helt stadig har gjort ting jeg ikke har tilgivet mig selv for, vægtforøgning på 30kg+, sløret syn så jeg ikke kunne gå lige på nogen måde, kraftig forstoppelse, mundtørhed (af dem jeg kan huske i skrivende stund).
Var på 3-4 præparater igennem mit forløb.
Jeg valgte selv at stoppe da jeg 100% følte mig som en forsøgskanin og jeg KUN gik længere og længere ned, så efter lang tid overvejen fandt vi frem til at det var det bedste og stoppe, oplevede INGEN positiv virkning.

Ups - skal lige siges at 6 måneder efter jeg var startet hos min psykiater var jeg blevet henvist til en psykolog fra kommunen i henhold til kontanthjælps "aktivering".

Så jeg var både på psykolog og psykiater igennem 6 måneder.
Som sagt - efter et år stoppede jeg så hos min psykiater, og fortsætte hos psykolog som er den eneste der har formået og hjælpe mig bar lidt !.

Fik "kort" efter NY psykiater som jeg hurtigt stoppede hos, alt han ville var at høre min historie, for derefter og smide mig på medicin igen hvilket jeg afviste efter og have understreget meget kraftigt hvad jeg oplevede med medicinsk "hjælp", og så afsluttede han mig.

Igennem mit forløb med hvad min psykolog vil præcisere som periodevis svær depression, har jeg fået angst af flere former vidst. ( Panik og social angst i svær grad ), samt social fobi.. ligger vel i den sociale angst, samt noget der tyder på noget OCD, hvor svær/mild form tør min psykolog ikke sige.

Har inderst inde for mig selv opgivet inderligt - jeg har lidt den holdning nu som jeg ikke KAN ændre at jeg er her for andres skyld, ikke min egen mere på nogen måde, jeg gider ikke leve mere hvis det er under de her "krav".
Når tankerne har været aller værst har jeg det sidste halve år følt mig nødsaget til at straffe mig selv, og har nu 2 gange skåret i mig selv, første gang kun 2 små snitsår, men udført med en simpel nål for at påføre mest mulig fysisk smerte, anden gang hvor det gik alvorligt galt for andre end mig selv havde jeg siddet og skåret et rimeligt stort sår, nok til at blodet løb ned af mig til sidst.
Dette så min lillebror på 15 som naturligvist knækkede, og jeg ramte den eneste jeg ikke ville ramme, og har det ubeskriveligt dårligt - kort og godt er han grunden til at jeg ikke har sagt farvel, ønsker ikke at ødelægge hans liv og ved jeg at jeg VIL gøre hvis jeg vælger at sige farvel.

Men den aften gik det galt, mine forældre var godt på vej til at indlægge mig, jeg nægtede før jeg havde talt med min psykolog, men kort og godt kappede ALT over, jeg var halvt oppe i slåskamp med min stedfar, og politi/falck og vagtlæge kom forbi.
Jeg har i LANG(!) tid følt jeg var i vejen for alle - nu føler jeg det mere end nogensinde og at jeg ville gøre mange en stor tjeneste udover mig selv men at forsvinde.
(Jeg bor midlertidigt hos mine forældre, da jeg ikke "tør" være alene, kraftige angstanfald opleves i større grad når jeg er alene end når jeg er sammen med de nærmeste, og frygter jeg vil have meget let ved potentielt selvmord ved at være alene, og har det af ******* til med at være her, for jeg er en tikkende humørbombe, og føler jeg ikke at jeg kan tilbyde dem, men jeg kan ikke tænke klart, jeg KAN ikke være glad, jeg er træt af at holde facader oppe for at virke som om der ingenting er i vejen )

Har mistet min forlovede på det her grundet jeg var på vej til at trække hende godt ned, på trods af hun har kæmpet for mig i over 2 år.
Har mistet alverdens venner grundet mangel på forståelse, og nu det nået til at dem jeg nu støver op som hmm ja undskyld ordvalget "vil kendes ved mig", prøver jeg at skubbe væk - rent og skær for at beskytte dem selv da jeg føler jeg hiver folk med ned, og jeg ønsker ikke at skade andre, synes det nok at jeg er her.

Min kamp mod systemet har simpelthen gået over gevind, først nu efter de ting her er sket har de fået øjnene op, jeg blev lovet i midt november 2009 at kort efter jul ville min sag blive taget op for alvor, havde jordens bedste sagsbehandler, som støttede og kæmpede for mig hele vejen - selvfølgelig går staklen ned med stress, og nu sidder jeg tilbage med en ny og ny i faget og EKSTREMT uerfaren "idiot" af sagsbehandler som har sin lille fine bog at gå efter og i mine øjne er hun ikke klar til en som mig.

Efter lang(!) tids overvejen fra min psykolog, og efter mange timers møder osv. gennem 1½ år så valgte min psykolog som er imod at sende folk på førtidspension alligevel at prøve at kæmpe for en til mig, dette kører nu stadig i systemet, og det er nu nået så langt nu at jeg langt om længe er kommet til min næste speciallæge undersøgelse med psykiater Britta B. winther. som skal lave sin udtalelse for at min sag kan komme videre.

Derudover så kan jeg forstå at depression er arveligt i familien, og efter lidt gravning i min familie så er der flere der lider under alvorlig depression hvoraf 2 af dem er på FTP nu.

Ressourceprofil er lavet som taler temmelig stærkt for min sag og går imod en førtidspension, udtalelser fra 2x psykiater og 1xlæge er lavet.
Min læge støtter mig 100%, de 2 udtalelser fra psykiatere taler ikke direte FOR mig, men heller ikke direkte IMOD min sag, lidt svære at tyde vidst... men om ikke andet hvad min psykolog siger.
Nu ifølge min sagsbehandler er dette næste skridt med denne psykiatriste vurdering fra Britta. B. Winther... Ifølge min psykolog har jeg ikke SÅ meget at frygte hvad angår den samtale/møde med hende, da han kender lidt til hende.

Jeg er selv RÆDSELSSLAGEN for at tage til den, selvom jeg håber på det bedste til den samtale og måske få en diagnose / "noget" jeg kan bruge til noget.
Igen stor grund til det er at jeg er min egen fjende, der stort set ingen mennesker der kan "læse" mig som person, og tror jeg at bliver min akilleshæl til det møde med Britta - Jeg er VIRKELIG svær at læse som person, og hader jeg mig selv for (blandt mange ting)

Er der nogen her der kender til denne psykiater, og dem der kender til dette system i dybere grad, hvad vil i tro om muligheden for at få en FTP hovedsagligt baseret på en måske(!) kronisk svær depression.

Jeg har tidligere haft det super i mine ehh yngre år, og kæmpede som enhver anden IHÆRDIGT for en god "normal" fremtid med job og uddannelse, men som det har udviklet sig nu så kan jeg ikke sætte ord på hvor skrækslagen jeg er for at skulle ud på arbejdsmarkedet igen.. jeg kan ikke se mig selv derude igen i nogen som helst nær fremtid.

Hvad jeg er sur og ked af over er at de "kloge" ikke kan forstå det sku ikke er dem der bliver straffet her, det sku mig der har måtte vinke farvel til mine drømme, min fremtid, mit "liv-som-det-skulle-have-været".
Noget som har taget mig ekstremt lang tid at "acceptere" så godt som.

Ved ikke hvad jeg ville opnå med den her smøre, og hælden vand ud af ørene, men bar læst så meget herinde nu, så tænkte jeg ville prøve at smide min historie ind og se hvad nogle folk herinde sagde til den til en start, da jeg har set nogen har oplevet god støtte, og konstruktiv hjælp/kritik.
Beklager det måske er lidt rodet nogle steder, det skrevet over hele aftenen fra tid til anden da jeg ikke har overskud til at skrive det i en køre, stil endeligt spørgsmål, jeg har i de seneste måneder begyndt og opleve VOLDSOM hukommelses problemer, så måske gentaget mig selv og beklager jeg

Puh, sidder samtidigt og tænker på at slette det igen, da jeg ikke ved om det er "værd" at poste, men tjaaaa, desperat er vidst ordet der dækker mig og gjort i noget tid, så enhver ting vil jeg sætte pris på af kommentarer.

Mvh.
En alt for ung mand der ikke ved om dette er værd at leve for.

[FrkNorden]

Puuh ha, hvilken forfærdentlig historie... Jeg kan genkende mange af dine symptomer og må nok sige, at jeg til stor del ved hvad du går igennem.... Desværre....

Men du - livet er ALTID vært at leve. Om ikke andet for din families skyld. Du gør ikke DERES liv lettere ved ikke længere at være her... Tværtimod....

Jeg er ikke så god til at komme med guldkorn, men jeg vil under alle omstændigheder sige "velkommen" til dig på denne side.... Bare det at læsse af, kan mange gange gøre at man kan overskue bare en dag mere....

De varmeste tanker

[buster]

allerførst -tak fordi du ville dele din historie med os -og velkommen herinde.

Dernæst: DU er noget værd -uanset hvad resten af verden måtte tænke og sige -HUSK DET!

Kan sagtes forstå og følge hvordan du har det og hvad du går igennem, tro mig, men lov mig blot én ting: drop det med at skære i dig selv -pleaaaase

Blir så uendelig ked og frustreret når jeg læser og hører om unge mennesker der vælger denne vej ud af problemerne(og har det selv på tætteste hold!)

Det er IKKE løsningen -men SPYT UD, råb, skrig ALT ANDET end dette.

Jeg har heller ikke de vise sten men jeg véd at vi er mange herinde som altid er villige til at lægge øre til

Hm, som jeg læser dit indlæg så kan jeg ikke se at du har nogen form for støtte eller lign fra fx Psykiatrien?
-eller nogen form for støtte via det kommunale system?

Kender du forøvrigt nogle gode selvhjælpsgrupper? Fx Livslinien: http://www.livslinien.dk/
(dem kan jeg varmt anbefale)

Nu fik du lige lidt spørgsmål at koncentrere dig om og lad høre fra dig igen.

[S_Phoenix]

#Frk norden.

Tak for ordene.
Ved godt man siger det er fejt og sige farvel osv, sådan har jeg også altid(!) selv haft det, men nu hvor man gennemgår det her må jeg indrømme min tankegang har ændret sig en SMULE, det er IKKE alle andre der gennemgår det her dag ud dag ind 24/7, så det nemt for andre at sige " det fejt at gøre det ".

Det er helt i orden - tak alligevel.

#Buster

En sjælden gang 2-3 gange om måneden kan jeg godt se jeg er noget værd, ellers ikke, og der ikke noget der ændrer dette før jeg ser noget positiv fremgang, er træt af systemet pisser mig (blandt mange) op af ryggen og næsten griner af det :-/

Mit skæren er stoppet, selvom det har været fristende siden (nu 3 uger siden det store sår blev lavet), mine tanker er ganske enkelt ekstremt stærke, og mere end hvad jeg kan bære, derfor desperate og STUPIDE løsninger
Men ikke gjort det som sagt, og gør det ikke, at jeg skadede min lillebror var for meget, så må jeg jo "bar" prøve og bide det i mig selvom det på ingen måde er blevet lettere... tværtimod.

Fra psykiatrien (og nu går jeg måske ud på dybt vand?), men der har jeg ingen støtte - derimod fra min psykolog har jeg 100%, kort og godt har han gjort ting ved mig som jeg føler jeg inderligt skylder ham mig liv for, folk der holder af mig kan takke ham for jeg er her nu!.

Det bogstaveligste taget fra det kommunale system nej - jeg klikker ikke sammen med min sagsbehandler, jeg er en stille og rolig person og altid været det, men var for nu en måned siden ca. til et akutmøde hos hende hvor i jeg ikke kunne tie stille mere, jeg blev temmelig sur, og egentligt oplevede en side af mig selv jeg ikke troede jeg havde, bankede lidt i bordet og sagde at nu måtte de få fingeren ud :-/

Men kort og godt så klart min psykolog jeg oplever størst støtte fra! Min mor en smule, men hun er ved at stå af og bebrejder hende intet dog.

Vil kigge på det link du har lagt ind.
Hvis NOGEN kan sige noget om Britta B. Winther vil jeg blive SUPER SUPER glad, skal til det møde/afklaring på onsdag, og er SÅ nervøs

[adbib]

Du skal tænke på at du er kommet ind i et system som er blevet over de sidste 5-9 år umenneskeligt og brutalt. Det er ikke værd at du tager dit eget liv for det.

Måske du skulle melde dig ind i en forening, som måske kan hjælpe dig. LAP eller deromkring.

[S_Phoenix]

Ved det desværre godt... Og at sige det ikke er det værd er nemt sagt (ikke negativt ment), men når man inderst inde har kastet håndklædet i ringen og 100% er her for andres skyld, så ved jeg ikke hvor fedt det er, og i det hele taget det værd

Suk!

Hvad angår foreninger osv, så det en super god tanke, dog ved jeg også det ikke er noget der bliver en realitet for mig, for kan ikke få mig selv til det hvor "dumt" det end lyder.

[Leduce]

hej..tro mig jeg kender alt for godt hvad du skriver ...
nogle af dine ord er taget ud fra mit liv..
Jeg har diagnosen : svær/kronisk depression ,panikangst af høj grad samt psykotiske tanker ..Har været syg i 5 år ,kostede mig en indlæggelse i starten på 1år på phykiatrisk afdeling ...
Jeg kunne i starten ikke huske hvem jeg selv var ..og var præget af en angst der gjore jeg ikke kunne mærke min egen krop samt var i det dybeste hul af bar sorthed .

Det der reddet mig var tanken om at hvis man begik selvmord kom man jo i ******* ...og jeg følte jeg allerede var der da jeg var længst nede ..så at der var et ******* der var værre end det på jorden ..ja så turde jeg simpelthen ikke at tage chancen

Man kan jo ikke gå til en psykiater uden at tage imod medicin ...??
så ved ikke rigtigt hvad de har skrevet om mht dig (da ikke at tage medicin er at ikke tage imod de behanlings muligheder der er )

Håber du får noget kognetiv terapi??

Du skal huske at tanker der kommer mht at du føler du er i vejen osv er en del af sygdommen(syge tanker) ..ja det er først når man har prøvet at være psykisk syg at man finder ud af hvad selve hjernen kan gøre /spille et puds på en

Jeg har altid tænkt at sådan en ting som hjernen er jo utrolig hvad den kan gøre og hvordan den er skabt ..så der er ikke noget at sige til at Den også kan gå i stykker /blive syg ....

Jeg har været syg i 5 år ...hvor jeg i den tid har været indlagt ,kommet tilbage til mit gamle arbejde /mistede mit gamle arbejde og her tilsidst har jeg været sygemeldt i 2år ..
Siden jeg for 4 måneder siden sagde til min psykiater at nu måtte kommunen godt gå ind og finde ud af hvad jeg kunne klare ..har jeg nu fået henvisning til fleksjob og den næste praktik skal vise hvor meget jeg kan klare af timer ..

Ville lige skrive lidt så du evt kan sammeligne lidt ..
Jeg er på en del medicin den dag i dag ..men slet ikke i samme omfang som jeg engang har været i ...(ja de skønne bivirkninger ) men hellere leve på medicin (ja har også 2års kognetiv terapi bag mig ..og skal på stolpegården for at få lidt mere) end ikke at kunne fungere overhovedet ...

Bag mig har jeg den bedste læge og den bedste psykiater i verden ..de har altid stået bag mig 100%,det er også rigtig vigtigt ...at der er nogle der bare LYTTER

At du har sådan nogle negative tanker ..og hvis du ikke selv kan vende dem om ville jeg helt klart prøve at finde ud af hvad for noget antidepressiv medicin der hjælper ...(prøvede også masser slags før jeg fandt det der var bedst for mig (hvis jeg ikke havde ...var der tale om elektrochock ) så jeg var heldig jeg fandt noget .....

Når jeg har haft det værst har jeg de værste tanker ...og når jeg har det ok ..kan jeg slet ikke forstå at jeg har tænkt som jeg gjore ..

Man kan ikke se at man nogensinde kan få det godt igen ..men læs hvad jeg skriver : DEt kan du godt få ..du kan bare ikke se fremad når du har det skidt ..

Da jeg havde det værst ville jeg gøre alt for at få det bedre ..så når man er nede i dybet er man ligeglad hvad der skal til ..elektrochock eller medicin ..

Det at have en deprission er jo faktisk phykisk OG fysisk for du mangler noget seritoni i hjernen og det kan pillerne hjælpe med at producere igen ...

[LUM]

Naturligvis er din historie akkurat lige så god og velkommen som en hver andens, der til skriver du jo fint med afsnit og det hele, også selv om at det er langt, sys jeg det var til at læse.

Jeg har lige slettet en laaaaaaang tekst (jeg er slem til at skrive i evighedder) hvor jeg får sagt en masse men alligevel ikke helt det jeg gerne vil.

Jeg vil enlig gerne give mit besyv til din indlæg, men mit kære ADHD plagede hoved vil ikke som jeg vil (tal lige om personligehdsspaltning ik *gg*)

lidt kortere... Den med at, lære at leve med, at ens liv ikke bliver som men troede,/gerne ville, det med at skulle ligge alle ens forventninger til en selv om.
Naturligvis er det ikke noget man bare lige gør, kun de færreste kan det uden at ramme en krise, man skal jo ikke KUN leve anderledes, det er hele ens identitet, man skal finde en ny, og det er ikke et job for pattebørn.
Jeg tør næsten æde min gamle hat på at alle som en på k10 (af os der er her på siden pga sygdom/handicap) kender den tur.

Det er helt normalt, at du bakser med hvem du er, og hvem du skal blive, og det er helt ok at bakse, lige som at det er helt ok at du læsser vand ud af ørene, både her og der og alle vegne, jo mere du gør det, jo nemmere bliver det for dig at finde den rigtige vej, til hvem du er, og hvad der skal blive af dig.

Det er jo en form for ny omgang teenager du er ved at gå i gennem, du skal finde dig selv på ny, oven i har en alder, hvor det ikke er en naturlig del af din udvikling, klart det ikke er nemt.

Guderne skal vide at jeg og tusinde vis af andre mennesker, ved hvor hårdt og svært det er, måske især når man er ung???

[Nabokone]

Kære du.

Sikke et svært liv, du har haft de seneste år. Jeg tænker som en anden herinde: kognitiv terapi - og det kan ikke gå hurtigt nok.

Nu ved jeg ikke, hvor i landet du bor - men jeg har selv været meget, meget glad for at gå på fobiskolens 10-ugers kursus mod angst (panik- og social) og fobi. Kommunen betalte!

Herinde fik jeg så mange brugbare (og nemme) værktøjer mod angst, at jeg nu kan færdes blandt folk igen, stå i kø i supermarkedet, tage en elevator, rulletrappen, tog, bus og hvad ellers uden at have oplevelsen af at skulle dø eller blive dødeligt udmattet som at have løbet marathon.

http://www.wattar-gruppen.dk/fobisko...fobiskolen.htm

Artikel i femina om 10-ugers kursus: http://www.wattar-gruppen.dk/om_cent...016%202008.pdf

Det er 7-8 år siden jeg gik på Fobiskolen og det har været noget af det mest virksomme jeg har prøvet mod angst. Og når man kommer meget af angsten til livs, letter depressionen faktisk også. Jeg kan stadig opleve angst i spidsbelastningssituationer, men ved hvad jeg skal gøre og er ikke længere "angst for angsten". Hvis jeg skal sætte tal på, har jeg omkring 30 % angst tilbage - men er kureret for de 70 %. Og det er bestemt at foretrække frem for et living hell med 100 % angst.

Jeg ved du har gået til psykolog og haft glæde af det, så jeg tror, du er indenfor målgruppen til et kursus på en fobiskole. Jeg syntes det var fantastisk at blive undervist og høre kursister og lærere fortælle om nøjagtigt de samme symptomer som jeg troede jeg gik rundt og var helt alene om. Det bedste var at få redskaberne til at tackle angsten. Man får også individuel terapi under forløbet og det fik jeg helt utroligt meget ud af!

Jeg håber, det løser sig for dig på bedste måde.

Hvis du bor i København er du velkommen til at kontakte mig privat.

PS. Med hensyn til din fryg for mødet med psykiateren (som jeg ikke kender) tænker jeg på, om det kan være en idé, at du skriver et brev, hun kan læse mens du er der? Du siger, du er svær at læse som person - men på skrift lykkes det dig utroligt præcist at formulere, hvad du oplever som dine problemer og barrierer Ingen herinde er vist i tvivl om, hvordan det er at være dig - og du skriver så godt, at jeg er helt sikker på, det vil forstås af alle andre mennesker også!

Mange venlige hilsener fra

Nabokone

[Zania]

Hejsa,

dit er ikke langt fra mig. Jeg var også meget aktiv som ung, og skulle bare ud at arbejde. Lige indtil både krop og psyke sagde stop, begyndte med stress. Jeg har også "lig i generne".

Ville kun give et lille pip/tip, om at jeg selv er godt hjulpen af lokal psyk. De hjælper mig hele vejen, også med kommunen, og det giver noget tryghed.

Min behandler anbefaler ro et par år, og mener min prognose er usikker, men hvis kommunen vil have mig arb.prøvet, skal det være noget "realistisk." Har svært ved at gå udenfor døren, så nu må vi se, hvad det bliver til