Fleks eller FP. ?

[Multe]

Har altid været lidt bange for at skulle på FP., men læste så denne artikel, og er måske ikke så fastlåst mere!
Er der nogen der kan nikke genkendende til disse oplysninger med "flere år yngre" osv. ? Eller er det mon kun møntet på pension fra et normalt arbejde

Jeg kan godt se, at det vil kunne give noget ro/"frihed"/afklaring, at få tilkendt FP., og der er jo også stor mulighed for at kunne arbejde nogle timer uden det får betydning for ens FP.

http://sondagsavisen.dk/119/010151244/

Håber der er nogle der vil bidrage med noget erfaring ?

[Trold]

Oprindeligt indsendt af Multe

Håber der er nogle der vil bidrage med noget erfaring ?

Jeg kan fortælle dig, at jeg har sloges med systemet i næsten 15 år (de første par år på sdp og barsel, de sidste ca. 13 på kh) og er endelig blevet tilkendt fp pr. 1.1.2010.

Lige da jeg fik beskeden om at jeg var tilkendt fp blev jeg noget rundt på gulvet, kunne ikke rigtig fatte at kampen endelig var slut, men allerede samme dag begyndte jeg at kunne mærke at der var kommet noget ro på, der var simpelthen noget i knolden der var faldet til ro og jeg kan mærke at jeg er blevet mere tålmodig over for mine unger o.s.v. o.s.v.

Og egentlig er det vel ikke så mærkeligt.
Især de sidste 3 år har min sag fyldt rigtig meget, kommunen har virkelig gjort hvad de kunne for at gøre livet surt for mig (bl.a. ved hjælp af løgnehistorier), og hvis man sammenligner det med en pc så har det brugt noget plads på harddisken som nu er frigivet.

[Ninja]

Jeg ved ikke ligefrem om jeg føler mig ti år yngre. Engang imellem kan jeg ligefrem føle mig ti år ældre!

For mig er der røget lidt af gnisten efter jeg kom på førtidspension. Nu er det snart ½ år siden jeg fik tilkendt førtidspension, og jo! det ér meget fredeligt og det ér meget roligt, men jeg savner kampen, jeg savner at være med i 'gamet' og det kick det gav mig når små sejre blev vundet.
Set i lyset af hvor frygteligt jeg ofte havde det med ventetid, klager, uvidenhed osv, så er det jo underligt at jeg kan savne det. Men det gør jeg!
Der blev aktiveret følelser hele tiden, gode og dårlige - jeg følte mig i den grad i live, selvom jeg ofte trode jeg skulle dø.
Nu føler jeg mig bare parkeret, hvilket heller ikke er særlig rart mentalt.
Ingen sus når posten kommer, ingen telefonsamtaler der kan misforståes og bagefter overanalyseres, ingen breve påvej rundt i systemet, eller en masse tanker forbundet med de næste træk i kampen om at vinde sagen og sin rettighed til at være syg.

Nu er der bare gabende tomhed.
Jeg har, meget overraskende, fået det endnu værre end da jeg kæmpede med systemet!!

Nu skal det også tilføjes, at jeg altid har været psykisk syg, og at jeg har været 21 år på kontanthjælp som psykisk syg. Jeg har hele mit liv - fra jeg var 18 til jeg fik tilkendt førtidspension i en alder af 39, haft kommunen i mit liv. Det er det længste 'forhold' jeg har haft, udover forholdet til familien

Men en ting er sikkert, jeg bliver nødt til at finde på noget, for jeg lever ikke ret længe hvis jeg skal fortsætte på denne her måde, det står helt fast.

Og da alle former for arbejde - også frivilligt, er fuldstændig udelukket, så står jeg lidt dårligt mht aktiviteter der måske kunne berige mig lidt. Og pga diagnoser, kan jeg heller ikke melde mig til fritidsaktiviteter/interesser.

Jeg skal op til min læge her den 4 Januar, for jeg har det vildt dårligt på mange niveauer, og jeg kan ikke gennemskue om det er psykisk, fysisk, eller hvad det er. Så han må have gang i boldprøver og hele baduljen, for jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden....

I begyndelsen da jeg fik tilkendelsen var jeg elle vild og sang og nynnede som aldrig før og var VIRKELIG oppe og ringe.
Men som dagene bliver til uger og måneder, så er min begejstring altså dalet betydenligt. Jeg er faktisk rigtig ked af det.

Så for mig er svaret nej, jeg føler mig ikke ti år yngre, men MINDST ti år ældre!

[superhoax]

@Helenekr

Det er jeg rigtig ked af at høre - tror ellers at du formår at holde modet oppe hos mange - også mange der stadig kæmper med og mod systemet hehe. Står selv i kamp om førtidspension - som jeg i princippet har sikkerhed for retten til efter de gamle regler.

Jeg ville gerne have en bedre tilknytnig til arbejdsmarkedet; men må nok se i øjenene at det ikke lader sig gøre. Det er også min erfaring at KK nærmest konsekvnet gør det modsatte af hvad bogeren ønsker og har af behov.

I mit eget tilfælde er kommunen vidende om at jeg vil udvikle depression, hvis ikke jeg får en nødvendig intellektuel stimulering, og de har så stoppet alle beskæftigelsesmæssige tiltag.

Sidst de gav tilbud var da jeg havde meldt ferie hos dem (optjent via meget lidt arbejde der modregnedes i kontanthjælpen) så tilbuddet var vist ikke reelt.

Ellers har jeg passet mig selv i 2 år så tilværelsen i systemet er også træg men jeg håber da du holder modet oppe hos dig selv og hos andre

[MTVRV1]

Men lige den aktikel er vel også mest mytet på almindelig tilbagetrækning fra arbejdsmarket. en FP er noget andet
Har altid været på arbejdet markedet, som fritidsjob eller studenterjob
som rigtig arbejdearbejde efter endt uddannelse.
Men et års kamp på min tidligere arbejdeplads, for at beholde det og nu 1.5 måned efter jeg måtte stoppe rimelig afklaret med at jeg ikke kommer i arbejde igen. Kan heller stå mere end 2-3 min adgangen i et køkken og lave mad uden støtte fra stok og uden ondt i ryggen. Det er så kun en lille del af min symptomer. Når man ikke kan klare en arbejdsprøvning på et kontor og ens arbejdstid blev sat til cirka 5 timer om ugen.
Ja så må man sige, jeg nok vil side som manden på billedet og se glad ud, med en FP.
Men der er nok en lang kamp endnu, selvom man også har lægerne bag sig hele vejen og "har alle de rigtig ord i ens RP".

[Thelma]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg ved ikke ligefrem om jeg føler mig ti år yngre. Engang imellem kan jeg ligefrem føle mig ti år ældre!

For mig er der røget lidt af gnisten efter jeg kom på førtidspension. Nu er det snart ½ år siden jeg fik tilkendt førtidspension, og jo! det ér meget fredeligt og det ér meget roligt, men jeg savner kampen, jeg savner at være med i 'gamet' og det kick det gav mig når små sejre blev vundet.
Set i lyset af hvor frygteligt jeg ofte havde det med ventetid, klager, uvidenhed osv, så er det jo underligt at jeg kan savne det. Men det gør jeg!
Der blev aktiveret følelser hele tiden, gode og dårlige - jeg følte mig i den grad i live, selvom jeg ofte trode jeg skulle dø.
Nu føler jeg mig bare parkeret, hvilket heller ikke er særlig rart mentalt.
Ingen sus når posten kommer, ingen telefonsamtaler der kan misforståes og bagefter overanalyseres, ingen breve påvej rundt i systemet, eller en masse tanker forbundet med de næste træk i kampen om at vinde sagen og sin rettighed til at være syg.

Nu er der bare gabende tomhed.
Jeg har, meget overraskende, fået det endnu værre end da jeg kæmpede med systemet!!

Nu skal det også tilføjes, at jeg altid har været psykisk syg, og at jeg har været 21 år på kontanthjælp som psykisk syg. Jeg har hele mit liv - fra jeg var 18 til jeg fik tilkendt førtidspension i en alder af 39, haft kommunen i mit liv. Det er det længste 'forhold' jeg har haft, udover forholdet til familien

Men en ting er sikkert, jeg bliver nødt til at finde på noget, for jeg lever ikke ret længe hvis jeg skal fortsætte på denne her måde, det står helt fast.

Og da alle former for arbejde - også frivilligt, er fuldstændig udelukket, så står jeg lidt dårligt mht aktiviteter der måske kunne berige mig lidt. Og pga diagnoser, kan jeg heller ikke melde mig til fritidsaktiviteter/interesser.

Jeg skal op til min læge her den 4 Januar, for jeg har det vildt dårligt på mange niveauer, og jeg kan ikke gennemskue om det er psykisk, fysisk, eller hvad det er. Så han må have gang i boldprøver og hele baduljen, for jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden....

I begyndelsen da jeg fik tilkendelsen var jeg elle vild og sang og nynnede som aldrig før og var VIRKELIG oppe og ringe.
Men som dagene bliver til uger og måneder, så er min begejstring altså dalet betydenligt. Jeg er faktisk rigtig ked af det.

Så for mig er svaret nej, jeg føler mig ikke ti år yngre, men MINDST ti år ældre!

@Helenekr.

det gør mig ondt at læse, jeg har som mange andre her på K-10 fulgt din kamp og alt hvad du skriver, jeg havde den fornemmelse at du havde det godt nu, ser at du er meget aktiv her på k-10dette har jeg tolket som gode tegn.
Er du blvet mere syg , Helene kr, fysisk om jeg tør spørge, ?
jeg har nemlig den forståelse af dine indlæg at du stadigvæk har små børn og travlt med børneflokken, og da du endelig fik den ro , skulle alt være bedre.
Men jeg som du har jo også læst meget af mit og så tit svaret mig så pænt, kan godt forståden følelse af kich, du skriver om.

Jeg havde den også selv da jeg kæmpede for bolig og flex sidste år, alt var helt oppe at køre på mig og jeg nærmest brugte alt min tid på det, der blev også et tomrum for sagen havde fyldt hele mit liv.
Jeg er nu sygemeldt flexer---jeg har desværre set nogle signaler hos mig selv, at sagen igen fylder mit liv, hvis du forstår hvad jeg mener, også jeg frygter dette tomrum som du beskriver.
Men jeg blev sørme ked af at høre at du både fysisk og psysisk er nede, jeg håber din læge kan hjælpe dig ang, blodprøver du skriver om.
mange kram til dig og må 2010 blive dit lykkeår.
Hilsen Thelma.


















4

[Trold]

Oprindeligt indsendt af helenekr

For mig er der røget lidt af gnisten efter jeg kom på førtidspension. Nu er det snart ½ år siden jeg fik tilkendt førtidspension, og jo! det ér meget fredeligt og det ér meget roligt, men jeg savner kampen, jeg savner at være med i 'gamet' og det kick det gav mig når små sejre blev vundet.
Set i lyset af hvor frygteligt jeg ofte havde det med ventetid, klager, uvidenhed osv, så er det jo underligt at jeg kan savne det. Men det gør jeg!
Der blev aktiveret følelser hele tiden, gode og dårlige - jeg følte mig i den grad i live, selvom jeg ofte trode jeg skulle dø.
Nu føler jeg mig bare parkeret, hvilket heller ikke er særlig rart mentalt.
Ingen sus når posten kommer, ingen telefonsamtaler der kan misforståes og bagefter overanalyseres, ingen breve påvej rundt i systemet, eller en masse tanker forbundet med de næste træk i kampen om at vinde sagen og sin rettighed til at være syg.

Det gør mig så ondt at du har det så skidt med det, for mit eget vedkommende har jeg det helt fint med at være ude af kommunens "favntag", men samtidig så ved jeg jo ikke hvordan jeg har det om et halvt år.

Jeg har jo haft det sådan, at min kamp med kommunen har slugt noget krudt som jeg hellere ville have brugt på noget andet, der er mange ting i mit liv (også omkring mine børn) som ikke har fungeret optimalt netop p.g.a. denne kamp, og jeg kan allerede nu mærke at der er nogle ting der begynder at fungere bedre.

Min hjerne arbejder på højtryk med at finde på noget jeg kan foreslå dig at gå igang med, men netop fordi at vores problemstillinger er så forskellige synes jeg at det er utroligt svært at komme på noget, som ikke bare kommer til at lyde dumt.

Men du skal ihvertfald have et stort læs 'ere

[Fie]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg ved ikke ligefrem om jeg føler mig ti år yngre. Engang imellem kan jeg ligefrem føle mig ti år ældre!

For mig er der røget lidt af gnisten efter jeg kom på førtidspension. Nu er det snart ½ år siden jeg fik tilkendt førtidspension, og jo! det ér meget fredeligt og det ér meget roligt, men jeg savner kampen, jeg savner at være med i 'gamet' og det kick det gav mig når små sejre blev vundet.
Set i lyset af hvor frygteligt jeg ofte havde det med ventetid, klager, uvidenhed osv, så er det jo underligt at jeg kan savne det. Men det gør jeg!
Der blev aktiveret følelser hele tiden, gode og dårlige - jeg følte mig i den grad i live, selvom jeg ofte trode jeg skulle dø.
Nu føler jeg mig bare parkeret, hvilket heller ikke er særlig rart mentalt.
Ingen sus når posten kommer, ingen telefonsamtaler der kan misforståes og bagefter overanalyseres, ingen breve påvej rundt i systemet, eller en masse tanker forbundet med de næste træk i kampen om at vinde sagen og sin rettighed til at være syg.

Nu er der bare gabende tomhed.
Jeg har, meget overraskende, fået det endnu værre end da jeg kæmpede med systemet!!

Nu skal det også tilføjes, at jeg altid har været psykisk syg, og at jeg har været 21 år på kontanthjælp som psykisk syg. Jeg har hele mit liv - fra jeg var 18 til jeg fik tilkendt førtidspension i en alder af 39, haft kommunen i mit liv. Det er det længste 'forhold' jeg har haft, udover forholdet til familien

Men en ting er sikkert, jeg bliver nødt til at finde på noget, for jeg lever ikke ret længe hvis jeg skal fortsætte på denne her måde, det står helt fast.

Og da alle former for arbejde - også frivilligt, er fuldstændig udelukket, så står jeg lidt dårligt mht aktiviteter der måske kunne berige mig lidt. Og pga diagnoser, kan jeg heller ikke melde mig til fritidsaktiviteter/interesser.

Jeg skal op til min læge her den 4 Januar, for jeg har det vildt dårligt på mange niveauer, og jeg kan ikke gennemskue om det er psykisk, fysisk, eller hvad det er. Så han må have gang i boldprøver og hele baduljen, for jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden....

I begyndelsen da jeg fik tilkendelsen var jeg elle vild og sang og nynnede som aldrig før og var VIRKELIG oppe og ringe.
Men som dagene bliver til uger og måneder, så er min begejstring altså dalet betydenligt. Jeg er faktisk rigtig ked af det.

Så for mig er svaret nej, jeg føler mig ikke ti år yngre, men MINDST ti år ældre!

Eii gør mig trist at hører med dig.. har som de andre fulgt dine indlæg og havde indtryk at du var en stærk kvindesom min veninde ville have sagt til mig hvis jeg stod som dig.. DU SKAL HAVE DIG EN HOBBY FIEligemeget hvad det er.. at strikke, lave kort, osv osv knus Fie

Jeg bruger meget tid på komogvind. en spilleside :-) hvor jeg spiller og chatter men mange søde mennesker.. Min måde at "tømme" mit hoved for tanker en tid.. Knuz Fie

[lone t]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg ved ikke ligefrem om jeg føler mig ti år yngre. Engang imellem kan jeg ligefrem føle mig ti år ældre!

For mig er der røget lidt af gnisten efter jeg kom på førtidspension. Nu er det snart ½ år siden jeg fik tilkendt førtidspension, og jo! det ér meget fredeligt og det ér meget roligt, men jeg savner kampen, jeg savner at være med i 'gamet' og det kick det gav mig når små sejre blev vundet.
Set i lyset af hvor frygteligt jeg ofte havde det med ventetid, klager, uvidenhed osv, så er det jo underligt at jeg kan savne det. Men det gør jeg!
Der blev aktiveret følelser hele tiden, gode og dårlige - jeg følte mig i den grad i live, selvom jeg ofte trode jeg skulle dø.
Nu føler jeg mig bare parkeret, hvilket heller ikke er særlig rart mentalt.
Ingen sus når posten kommer, ingen telefonsamtaler der kan misforståes og bagefter overanalyseres, ingen breve påvej rundt i systemet, eller en masse tanker forbundet med de næste træk i kampen om at vinde sagen og sin rettighed til at være syg.

Nu er der bare gabende tomhed.
Jeg har, meget overraskende, fået det endnu værre end da jeg kæmpede med systemet!!

Nu skal det også tilføjes, at jeg altid har været psykisk syg, og at jeg har været 21 år på kontanthjælp som psykisk syg. Jeg har hele mit liv - fra jeg var 18 til jeg fik tilkendt førtidspension i en alder af 39, haft kommunen i mit liv. Det er det længste 'forhold' jeg har haft, udover forholdet til familien

Men en ting er sikkert, jeg bliver nødt til at finde på noget, for jeg lever ikke ret længe hvis jeg skal fortsætte på denne her måde, det står helt fast.

Og da alle former for arbejde - også frivilligt, er fuldstændig udelukket, så står jeg lidt dårligt mht aktiviteter der måske kunne berige mig lidt. Og pga diagnoser, kan jeg heller ikke melde mig til fritidsaktiviteter/interesser.

Jeg skal op til min læge her den 4 Januar, for jeg har det vildt dårligt på mange niveauer, og jeg kan ikke gennemskue om det er psykisk, fysisk, eller hvad det er. Så han må have gang i boldprøver og hele baduljen, for jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden....

I begyndelsen da jeg fik tilkendelsen var jeg elle vild og sang og nynnede som aldrig før og var VIRKELIG oppe og ringe.
Men som dagene bliver til uger og måneder, så er min begejstring altså dalet betydenligt. Jeg er faktisk rigtig ked af det.

Så for mig er svaret nej, jeg føler mig ikke ti år yngre, men MINDST ti år ældre!

Øv Helene det gør mig ondt, jeg ved jo ikke hvad du kan lide af ting, men jeg har fået meget tid til at gå med puzlespil på nettet.

http://www.jigzone.com/
også lige en side mere.

http://www.singleinternet.dk/singlespil.htm
alt fra kort spil kabaler til kryds og tværs.

Desuden så er kom&vind også en fin side, hvis man vil slippe af med lidt tanker, når dagen går på hæld.

mange og tanker
Lone

[twoc]

Dejligt at læse et så hudløst ærligt indlæg du fortjener en

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg ved ikke ligefrem om jeg føler mig ti år yngre. Engang imellem kan jeg ligefrem føle mig ti år ældre!

For mig er der røget lidt af gnisten efter jeg kom på førtidspension. Nu er det snart ½ år siden jeg fik tilkendt førtidspension, og jo! det ér meget fredeligt og det ér meget roligt, men jeg savner kampen, jeg savner at være med i 'gamet' og det kick det gav mig når små sejre blev vundet.
Set i lyset af hvor frygteligt jeg ofte havde det med ventetid, klager, uvidenhed osv, så er det jo underligt at jeg kan savne det. Men det gør jeg!
Der blev aktiveret følelser hele tiden, gode og dårlige - jeg følte mig i den grad i live, selvom jeg ofte trode jeg skulle dø.
Nu føler jeg mig bare parkeret, hvilket heller ikke er særlig rart mentalt.
Ingen sus når posten kommer, ingen telefonsamtaler der kan misforståes og bagefter overanalyseres, ingen breve påvej rundt i systemet, eller en masse tanker forbundet med de næste træk i kampen om at vinde sagen og sin rettighed til at være syg.

Nu er der bare gabende tomhed.
Jeg har, meget overraskende, fået det endnu værre end da jeg kæmpede med systemet!!

Nu skal det også tilføjes, at jeg altid har været psykisk syg, og at jeg har været 21 år på kontanthjælp som psykisk syg. Jeg har hele mit liv - fra jeg var 18 til jeg fik tilkendt førtidspension i en alder af 39, haft kommunen i mit liv. Det er det længste 'forhold' jeg har haft, udover forholdet til familien

Men en ting er sikkert, jeg bliver nødt til at finde på noget, for jeg lever ikke ret længe hvis jeg skal fortsætte på denne her måde, det står helt fast.

Og da alle former for arbejde - også frivilligt, er fuldstændig udelukket, så står jeg lidt dårligt mht aktiviteter der måske kunne berige mig lidt. Og pga diagnoser, kan jeg heller ikke melde mig til fritidsaktiviteter/interesser.

Jeg skal op til min læge her den 4 Januar, for jeg har det vildt dårligt på mange niveauer, og jeg kan ikke gennemskue om det er psykisk, fysisk, eller hvad det er. Så han må have gang i boldprøver og hele baduljen, for jeg føler virkelig jeg er ved at falde fra hinanden....

I begyndelsen da jeg fik tilkendelsen var jeg elle vild og sang og nynnede som aldrig før og var VIRKELIG oppe og ringe.
Men som dagene bliver til uger og måneder, så er min begejstring altså dalet betydenligt. Jeg er faktisk rigtig ked af det.

Så for mig er svaret nej, jeg føler mig ikke ti år yngre, men MINDST ti år ældre!