Flexjob eller..? Input ønskes.

[annagw]

Jeg er en kvinde på 25 år, som siden primo 2005 har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem og medio samme år hele den offentlige mølle.

Herunder kommer en gennemgang af de seneste år. Jeg vil sætte enormt stor pris på kommentarer, og forventer ikke at hele romanen nærlæses.

Jeg påbegyndte primo 2005 sygeplejerskeuddannelsen, og kom samtidig i antidepressiv behandling hos egen læge, og blev kort derefter indlagt på psykiatrisk afdeling.
Efterfølgende var jeg tilknyttet Klub Fontana (dagtilbud for unge med psykiske problemer, tidl. kommunal samarbejdspartner). To arbejdsmarkedspraktikforløb blev afbrudt efter få dage, da jeg ikke kunne magte det. Sideløbende var jeg af flere omgange indlagt på psykiatrisk afdeling.

Jeg blev bevilget et højskoleophold på seks måneder af kommunen, og om end det var virkelig hårdt og svært gennemførte jeg med positive resultater til følge efteråret 2006 - foråret 2007. Jeg var herefter parat til at forsøge mig med arbejdsmarkedspraktik igen.

Med hjælp fra Klub Fonana fik jeg en praktikplads som jeg var tryg ved, da det var en lille blomsterforretning med kun én kollega.
De tre måneder forløb arbejdsmæssigt udmærket, og jeg gik fra ca. 6 til ca. 12-15 arbejdstimer om ugen, men jeg udviklede samtidig en spiseforstyrrelse.
Fik bevilget et nyt praktikforløb med henblik på at træne det at fungere på en arbejdsplads med flere medarbejdere samt øge mit timetal.
Jeg var imidlertid blevet svært viklet ind i spiseforstyrrelsen, og en ulykke i familien gjorde mig endnu mere sårbar, så der gik nogle måneder før jeg kunne magte praktik.
Jeg søgte hjælp til behandling af spiseforstyrrelsen juni/juli 2008 (blev henvist og kom på venteliste) og fandt en arbejdsplads nær min bopæl. Jeg arbejdede selv med at få styr på spiseforstyrrelsen sideløbende med praktikken, og jeg fik forlænget praktikforløbet med yderligere tre måneder, da udviklingen var positiv. Gennem de i alt seks måneder gik jeg fra 10-12 timer til 20-25 timer ugentligt.
Jeg påbegyndte behandling for spiseforstyrrelse januar 2009, og afsluttede forløbet for et par måneder siden. Nu skal jeg starte op hos en privatpraktiserende psykiater.

Efter praktikforløbet blev jeg sendt til en af kommunens leverandører (samarbejdspartnere) med henblik på praktik inden for et andet fag med yderligere øgning af mit timetal og ansættelse for øje. Jeg var dødtræt af at arbejde gratis for arbejdsgiver. Ikke at jeg nødvendigvis ville have flere penge, jeg fandt det bare meget utilfredsstillende at gøre et godt stykke arbejde uden at arbejdsgiver gav noget for det. Så gerne at jeg fik ansættelse og kommunen så udbetalte differencen op til kontanthjælpsbeløbet.

Hos leverandøren blev mine behov slet ikke imødekommet, og da jeg takkede nej til en arbejdsplads fordi en eventuel ansættelse først ville kunne komme på tale efter næsten et halvt års praktik, bad jeg om at komme tilbage til jobkonsulenten i kommunen. Her ytrede jeg ønske om at påbegynde uddannelse i år, og blev tilknyttet endnu en leverandør, hvor jeg fik støtte til at ansøge om optagelse på pædagoguddannelsen og søge revalidering.
Noget af det der gik galt hos første leverandør var, at det gik meget stærkt det hele, og jeg har et stort behov for at have føling med tingene, og at alle omvæltninger sker langsomt, så jeg har tid til at vænne mig til tanken. Hos den anden leverandør blev jeg heller ikke mødt som jeg har brug for, og jeg nåede at lade mig påvirke af kontaktpersonen til at ændre på den plan jeg selv kom med. Det gav lidt rutschetur, men jeg fandt tilbage til min oprindelig plan om at påbegynde pædagoguddannelsen, og gik væk fra kontaktpersonens idé om at jeg skulle tilbage til sygeplejerskestudiet.

Jeg tror nu, at ønsket om at starte uddannelse i meget høj grad bundede i, at jeg 1) savnede intellektuelle udfordringer og 2) slet ikke kunne overskue yderligere kasten rundt i systemet samt 3) i meget høj grad trængte til at have en identitet.
Jeg valgte pædagoguddannelsen ud fra den overbevisning, at jeg ville have lettere ved at gennemføre en uddannelse med tale-føle-fag end en med fakta-fag. Udgangspunktet for denne vurdering bundede i, at den nye uddannelsesreform gør det umuligt at tage disse uddannelser på nedsat tid (altså færre fag ad gangen). Jeg ønskede ikke en praktisk uddannelse som fx blomsterbinder, da jeg havde behov for at bruge hovedet og lære om menneskelige relationer.

Den første måned på pædagoguddannelsen forløb bemærkelsesværdigt godt. Jeg fandt det faglige spændende og jeg fungerede godt i det sociale fællesskab.
Min ansøgning om handicaptillæg til SU blev som forventet godkendt, og jeg ansøgte i samarbejde med studievejledning om SPS gennem SU-styrelsen (specialpædagogisk støtteordning / mentorordning). Da der kom flere fag til, blev det for meget for mig at rumme, og jeg fik i samråd med studiet lov til at planlægge en fridag om ugen (der er møde- og deltagelsespligt på pædagoguddannelsen) og det tog toppen af presset. Lige indtil der kort efter kom fokus på 1. praktik, som påbegyndes 9. november. Praktikken består af 30 timer ugentligt, fordelt på pædagogisk arbejde i institutionen, personalemøder, vejledning og studiedage på uddannelsesstedet. Ikke så meget - for nogen… For mig er det umuligt at klare 30 timer, uanset fordelingen på aktiviteter.
Heldigvis gik min ansøgning om mentorordning igennem lige før efterårsferien (for nu 4 uger siden). Det passede perfekt med, at jeg efterhånden var MEGET utryg ved hele situationen. Tirsdag efter efterårsferien var jeg på besøg hos min praktikinstitution, og siden da har jeg været på skolen en tre-fire gange. Jeg blev simpelthen så bange / utryg / forvirret / psykisk utilpas ved tanken om, at skulle til at skifte ydre rammer nu jeg lige så småt var ved at få tilknytning til uddannelsesstedet og knytte sociale bånd.
Jeg har rykket og rykket for at mentorordningen skulle komme i gang, men først senere i dag skal jeg tale med vedkommende. Det er FIRE UGER siden ordningen, som uddannelsesstedet var fuldt bevidst om ville gå i gennem, fik grønt lys. De fire uger som det har taget mig at miste tilknytningen til studiet.

Jeg er simpelthen så frustreret over hele situationen. Jeg formoder på sin vis, at jeg efter i eftermiddag får aflyst min praktik, med mindre skolen og institutionen kan gå med til nogle skemalagte sygedage for at omgå reglerne om 30 timer. Det er IKKE muligt at komme på nedsat tid, og jeg går på forhånd ned på, at både jeg selv og institutionen skal leve med, at jeg ringer mig syg i tide og utide fordi jeg ikke kan klare de 30 timer. Desuden kan efter de seneste ugers sårbarhed ikke overskue de sociale kompetencer praktikken kræver. Det påvirker mig så meget, at jeg ikke har spor lyst til så meget som at forsøge.

Status nu er, at jeg har forsømt uddannelsen i tre uger. I de tre uger har jeg været så psykisk ustabil, at jeg har haft anfald af ængstelse, opgivelse og angst for at gå ud. Jeg havde især i starten af denne korte periode stærke fysiske udtryk af min psykiske ustabilitet, og oplevede mig selv som rystende, kuet og nervøs, selv i min egen bolig. Jeg er stærkt påvirket af ydre indtryk, og finder det overvældende at befinde mig ude i verden. Jeg sover desuden meget om natten (10-12 timer) hvilket plejer at være udtryk for at jeg ikke er helt som jeg bør være i hovedet. Jeg er flere timer om at "komme igang" og jeg kan alt i alt ikke se hvordan jeg skal kunne møde til tiden i praktikken.

De få gange jeg har overmandet mine følelser og med en sidste viljestyrke er mødt op til undervisning, har jeg været så påvirket, at 1) mine medstuderende har kunne se at den var helt gal (spurgt bekymrede) 2) været ved at bryde sammen i gråd over for en underviser ved spørgsmålet om, om jeg måtte sidde udeltagende og observere fordi jeg ikke havde det godt eller hellere skulle gå.

En samtale med psykiater forleden dag udmøntede sig i, at hun foreslog modellen med skemalagte sygedage og der ud over ikke rigtig så anden “løsning” end at øge min medicinering for at lægge låg på mine tanker. Vi var dog helt enige om, at det vil være endog meget uhensigtsmæssigt at øge medicineringen på grund af ydre omstændigheder, og også fordi min nuværende medicinering har været konstant et par år og jeg risikerer utilsigtede bivirkning ved evt. øgning.

HVAD NU?
Som det ser ud nu, så er jeg på vej til at afvikle dette studie. Det må betyde, at jeg skal tilbage i møllen med arbejdsprøvninger, praktik, psykisk ustabilitet over al forvirringen og tilbage på kontanthjælp.

Jeg har stadig revalideringsansøgningen liggende hos kommunen, og forventer at skulle til samtale inden for den næste måned.

Hvordan vil revalideringsfolkene stille sig, hvis jeg kommer og er semi-stoppet på studiet som jeg har søgt revalidering til at gennemføre?
Kan jeg komme i en arbejdsmarkedspraktik med henblik på at få bevilget flexjob gennem revalideringsfolkene?
Er der noget håb om, med udgangspunkt i ovenstående roman om mit forløb, at jeg får bevilget flexjob?
Er det overhovedet muligt at få flexjob på 20-25 timer ugentligt i min situation?

Jeg tror dybt i mig, derinde hvor jeg helst ikke vil være ved findes, at den eneste mulighed for, at jeg nogensinde kommer til at passe ind på arbejdsmarkedet eller i en uddannelsessituation, er hvis jeg nu i et par år kan arbejde på stærkt nedsat tid med en støtte-/kontaktperson uden for arbejdspladsen samt en fleksibel arbejdsgiver.
Jeg reagerer meget voldsomt på udsigten til at skifte ydre rammer som jeg ikke føler at jeg har kontrol over og jeg har virkelig svært ved at “holde fast”.

Jeg lider af en personlighedsforstyrrelse (borderline) og har tidligere været ind over depression, paranoid psykotisk tilstand, svær selvskadende adfærd, tvangstanker/-handlinger, angst, diverse uhensigtsmæssige handlemønstre og altså senest spiseforstyrrelse.

Håber nogen når hertil :-)

På forhånd mange tak!

[Tanja]

Det lyder som om, du stiller store krav til dig selv, du har kæmpet meget
men jeg synes du skal priotere dit helbred højere og ikke din arbejdsidentitet,
så jeg tror et fleksjob vil være godt for dig.


For at blive bevilliget et fleksjob, skal arbejdsevnen være nedsat med
mindst 50 procent, og arbejdsevnen skal være varig og alle behandlings-
muligheder være udtømte.

Ved en arbejdsprøvning vurderer man arbejdsevnen og finder ud af hvilke
skånebehov man evt. har.

Din psykiater har sikkert også ide om, hvad der er bedst for dig, så det er
også en god ide at tale med ham om dine tanker omkring fleksjob, da han
sikkert skal give kommunen en udtalelse om dig, hvis du søger om fleksjob.

[Multe]

Oprindeligt indsendt af Tanja

For at blive bevilliget et fleksjob, skal arbejdsevnen være nedsat med
mindst 50 procent, og arbejdsevnen skal være varig og alle behandlings-
muligheder være udtømte.

Ved en arbejdsprøvning vurderer man arbejdsevnen og finder ud af hvilke
skånebehov man evt. har.

Hej Tanja

Har lige et ?, hvis man arbejder 20 t. i flex, er arbejdsevnen så ikke kun nedsat med omkring de 45%, måske et dumt ? men min undskyldning er; -jeg er ny herinde...

[Tanja]

Dit spørgsmål er ikke dumt.

Nogle arbejder i fleksjob 37 timer om ugen, men i nedsat tempo.
Så det er ikke kun timeantallet man vurderer efter.

Jeg er selv tidligere fleksjobber og var ansat i 20 timer om ugen med skåne-
hensyn, og jeg kender en som arbejder 25 timer om ugen med skånehensyn.

Der var en herinde som ikke kunne få fleksjob, da han kunne arbejde fuldt
effektivt på 22 timer, så kan man arbejde fuldt effektivt kan man muligvis
heller ikke få et fleksjob på 20 timer?

http://www.clh.dk/?id=1474

[Ninja]

Annagw, jeg har flere af de diagnoser du også har (depression, paranoid psykotisk tilstand, svær selvskadende adfærd, tvangstanker/-handlinger, angst, diverse uhensigtsmæssige handlemønstre) ect. På baggrund af disse, og mine egne erfaringer (har været syg siden barndommen), vil et fleksjob kun fungerer, hvis du reelt får et fleksjob og kan blive skånet for ydmygelserne, rodet, forvirringen, kurserne og jagten på dig, hvis IKKE du får et fleksjob!!!

At blive bevilget fleks er ikke for folk med vores diagnoser, med mindre jobbet er der 110%.
Hvis jeg tager udgangspunkt i, at vi to tænker og handler nogenlunde ens, så er det FRED og RO vi har brug for. Og ikke mindst faste rammer, faste rutiner og tryghed. Hvilket ikke rimer på en fleksbevilling der kan betyde intet job, faste møder med jobkonsulenter, at skrive uopfordrede ansøgninger, at blive sendt til private aktører, virksomhedspraktik osv.....alt i én stor pærevælling der selv får fysisk syge, til at knække psykisk!! Aldrig at vide sig sikker på, hvad for et brev der ligger i postkassen og hvad de nu har fundet på. Usikkerhed har det jo med at tricke vores symptomer og gøre vores tilstand værre endnu. Eller endnu værre, der kan opstå flere nye tilstande, lidt som med din spiseforstyrrelse....som jo er et symptom på at den ydre verden kører for stærkt, men man gennem diciplin kan styre den indre.

Personligt var jeg over 21 år på kontanthjælp som psykisk syg, og har over 35 arbejdsprøvninger/aktiveringer bag mig, jeg fik revalidering og kunne få fleks blot ved at knipse med fingrene, men enden for mig blev så førtidspension i en alder af 39 år.
Jeg skulle have søgt førtidspension for MANGE år siden og skånet mig selv for alle de nederlag de fejlslagende projekter gav mig.


Håber du har en sød og klog læge og/eller psykiater der kan aflæse dig korrekt og guide dig til rette hylde. Og husk, fleks lyder så dejligt (hvis man reelt får jobbet), men det er et ******* at være ledig flekser...

[Psychocowboy]

Jeg er helt enig Helene, jeg har også lignenede diagnoserne og har netop måtte stoppe mit første tvungne jobsøgningskursus efter 2 dage, da jeg ikke kan håndtere presset.

Jeg søger heller ikke jobs, så jeg ved ikke hvad der sker når systemet finder ud af det. Det har så forstærket den frygt jeg har for at ryge på kontanthjælp.

Nu er jeg så igen igen i kontakt med psykiatrien og er gået op i medicin igen igen.
Mit eneste håb pt. er at jeg får den psykolog jeg har bedt om og derigennem kan få kommunen til at indse at deres sædvanlige metoder ikke duer til en med min sygdom og at presset kun gør at jeg får det værre.

Men efterhånden er jeg ved at tvivle på om jeg overhovedet kan klare et flexjob eller måske burde have pension.

[Ninja]

Jeg har/havde det lidt sådan, hvis der kom en og sagde,, Helene jeg har et fleksjob til dig, og du er garanteret pladsen til den dag du selv siger op'' Jamen så var det DET jeg ville gøre!!!

Men jeg ved 110% at jeg ALDRIG ville få et fleksjob. Mine skåne hensyn er massive, min psyke er vanskelig og hvad jeg kan i dag, er ikke sikkert jeg kan i morgen. Jeg kan ikke møde op på kurser, virksomhedspraktikker, og ville aldrig kunne gennemføre en jobsamtale, og ville blive enormt frustreret af aldrig at vide mig sikker på noget. Der er dage jeg ikke kan komme ud af døren fordi jeg får paranoia, andre dage ryger jeg ud og ind af døren som intet var hændt. Men der skal ikke ret meget usikkerhed ind i min hverdag, før end tingene løber af sporet.....

Da jeg i sin tid 'skulle vælge' om det var fleks eller førtidspension, tog jeg udgangspunkt i fleksledigheden og alt bøvlet. Jeg lå på sådan en hårfin grænse, at jeg selv havde mulighed for at trække sagen i fleks retning, eller i førtidspensionsretning. Men efter samtaler med familie, læge og psykiater, blev vi enige om at satse på det 100% sikre, nemlig førtidspensionen, da det var den hylde jeg ville få det bedst og mest trygt på.
Jeg ville ikke på nogen måde kunne klare en tilværelse som flekser - hverken i job og da slet ikke som ledig!!
Det ville KUN kunne fungerer hvis jobbet var der fra dag 1 og det var sikret frem til folkepensionsalderen, hvilket jo ville være umuligt. Derfor førtidspensionen.

Det er ikke helt nemt og uden konsekvenser at gamble med arbejdsmarked når man er psykisk syg, men bliver meget meget nemt væltet omkuld, og i nogle tilfælde bliver man altså liggende!!

[annagw]

1000 tak for jeres besvarelser!!!! Dem sætter jeg stor pris på! :-)

Tanja har helt ret i, at jeg sætter høje krav til mig selv. Nogen gange, i hvert fald. Det er et helt klart billede på min tanke- og handlemåde, at jeg til tider føler / tænker / mener at jeg sagtens kan alt muligt som de fleste andre, og andre gange føler / tænker / mener at jeg ikke kan noget som helst.

Desværre fungerer jeg udad til ofte helt "normalt". Jeg er ganske velbegavet, jeg er god til at italesætte mine problemer og jeg har mange stærke kompetencer - NOGEN GANGE. Men jeg svinger, og hvad jeg til tider ikke vil reagere på med andet end et skuldertræk får andre gange hele mit indre verdensbillede til at knække.

Jeg hører hvad du siger, helenekr, men jeg har meget svært ved at se, at jeg skulle kunne få førtidspension uden i hvert fald en håndfuld mislykkedes forsøg på alt muligt endnu. Egentlig har jeg heller intet ønske om førtidspension. Jeg aner ikke hvad jeg skulle foretage mig... Jeg vil SÅ gerne uddanne mig eller have et rart arbejde, men systemet som det er passer ikke til mig. Jeg kan ikke indordne mig under de ganske faste rammer der er for al beskæftigelse. Og med den seneste reform af uddannelserne er det blot blevet endnu mere umuligt for mig at finde min plads.
Jeg tænkte tidligere (år tilbage) på førtidspension, men jeg vil virkelig gerne undgå det.
Når du taler om "ledig flex'er" og jobansøgning osv., betyder det så, at hvis man er godkendt til flexjob, så er man i samme båd som alle andre arbejdssøgende???

Samtalen med mentoren i går mundede ud i, at jeg ikke står til at blive meldt ud fra studiet lige med det samme, heller ikke så frem jeg ikke kan rumme praktikken i næste uge. Vi aftalte, at jeg så vidt muligt møder som aftalt på mandag, og fra morgenstunden taler med ledelsen i institutionen om, at jeg formentlig ikke kan klare skemaet. Hvis jeg efter at have været der, kan mærke at jeg simpelthen bare ikke skal være i den praktik, så vil skolen hjælpe mig til eventuelt at finde en praktikplads der kan gøre det nemmere for mig at håndtere (eksempelvis en meget lille institution).

Jeg er forholdsvis rolig nu, for selvom praktikken viser sig slet ikke at være overkommelig, så vil jeg dog kunne hvile med kontakt til studiet indtil jeg skal til revalideringssamtale. Forhåbentlig vil den give mig nye muligheder på hånden.

Jeg har intet nært forhold til behandlere for tiden; jeg er i overgang mellem spiseforstyrrelsesbehandlingen og privatpraktiserende psykiater.

Jeg tror ikke at jeg kommer til at gennemføre pædagoguddannelsens første semester, men jeg vil, så vidt muligt, ikke sige nej til praktikken, før jeg har forsøgt at se hvordan det er at være der. Jeg føler ikke, at det vil gøre nederlaget større at prøve. Tværtimod.

Jeg minder mig selv om, at det er systemet der ikke passer til mig, og ikke omvendt.

[Trold]

Jeg ved godt, at det hovedsageligt er i arb.prøvninger man bruger det, men jeg tror det kan være en god idé at du skriver dagbog.

Prøv at skrive dagbog, om hvordan du fungerer i din praktik og hvordan du fungerer i fritiden, når du er i praktik, sådan at du får beskrevet hvordan tingene hænger sammen (eller det modsatte), på samme måde som mange af os har gjort det når vi har været i arb.prøvning.

På den måde vil du senere kunne dokumentere overfor din sagsbehandler hvad det er der sker når du er praktik/job.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af annagw

1000 tak for jeres besvarelser!!!! Dem sætter jeg stor pris på! :-)

Tanja har helt ret i, at jeg sætter høje krav til mig selv. Nogen gange, i hvert fald. Det er et helt klart billede på min tanke- og handlemåde, at jeg til tider føler / tænker / mener at jeg sagtens kan alt muligt som de fleste andre, og andre gange føler / tænker / mener at jeg ikke kan noget som helst.

Desværre fungerer jeg udad til ofte helt "normalt". Jeg er ganske velbegavet, jeg er god til at italesætte mine problemer og jeg har mange stærke kompetencer - NOGEN GANGE. Men jeg svinger, og hvad jeg til tider ikke vil reagere på med andet end et skuldertræk får andre gange hele mit indre verdensbillede til at knække.

Jeg hører hvad du siger, helenekr, men jeg har meget svært ved at se, at jeg skulle kunne få førtidspension uden i hvert fald en håndfuld mislykkedes forsøg på alt muligt endnu. Egentlig har jeg heller intet ønske om førtidspension. Jeg aner ikke hvad jeg skulle foretage mig... Jeg vil SÅ gerne uddanne mig eller have et rart arbejde, men systemet som det er passer ikke til mig. Jeg kan ikke indordne mig under de ganske faste rammer der er for al beskæftigelse. Og med den seneste reform af uddannelserne er det blot blevet endnu mere umuligt for mig at finde min plads.
Jeg tænkte tidligere (år tilbage) på førtidspension, men jeg vil virkelig gerne undgå det.
Når du taler om "ledig flex'er" og jobansøgning osv., betyder det så, at hvis man er godkendt til flexjob, så er man i samme båd som alle andre arbejdssøgende???

Samtalen med mentoren i går mundede ud i, at jeg ikke står til at blive meldt ud fra studiet lige med det samme, heller ikke så frem jeg ikke kan rumme praktikken i næste uge. Vi aftalte, at jeg så vidt muligt møder som aftalt på mandag, og fra morgenstunden taler med ledelsen i institutionen om, at jeg formentlig ikke kan klare skemaet. Hvis jeg efter at have været der, kan mærke at jeg simpelthen bare ikke skal være i den praktik, så vil skolen hjælpe mig til eventuelt at finde en praktikplads der kan gøre det nemmere for mig at håndtere (eksempelvis en meget lille institution).

Jeg er forholdsvis rolig nu, for selvom praktikken viser sig slet ikke at være overkommelig, så vil jeg dog kunne hvile med kontakt til studiet indtil jeg skal til revalideringssamtale. Forhåbentlig vil den give mig nye muligheder på hånden.

Jeg har intet nært forhold til behandlere for tiden; jeg er i overgang mellem spiseforstyrrelsesbehandlingen og privatpraktiserende psykiater.

Jeg tror ikke at jeg kommer til at gennemføre pædagoguddannelsens første semester, men jeg vil, så vidt muligt, ikke sige nej til praktikken, før jeg har forsøgt at se hvordan det er at være der. Jeg føler ikke, at det vil gøre nederlaget større at prøve. Tværtimod.

Jeg minder mig selv om, at det er systemet der ikke passer til mig, og ikke omvendt.

Njaaa, mit håb var mere, at det ikke kommer til at gå dig lige så grelt, som det gik for mig! At du - hvis alt går galt, hurtigere får indset, at FTP kunne være en udmærket løsning.
Og ikke som jeg, holde krampagtigt fast i en arbejdsevne der reelt ikke er eksisterende under de forhold der findes og kan tilbydes.
Jeg blev jo VED med at forsøge mig med alt muligt mellem himmel og jord, og hvad kommunen ikke fandt - det fandt jeg selv, for jeg sgu dæleme IKKE være førtidspensionist og sidde på min flade røv og se DVD dag ud, og dag ind.
Jeg havde frygteligt svært ved at accepterer mine begrænsinger!! Og havde i virkeligheden måske også en masse fordomme.

Men 21 år på den måde, er måske nok liiiige at stramme den en smule

Og i dag har jeg jo indset, at jeg er fri som fuglen. Jeg kan få skånejob, jeg kan få oprettet et fleksjob og få gjort pensionen hvilende hvis det er dét jeg vil. Jeg kan eksperimentere med enkelt fag, uddannelse, kurser, aftenskole - helt uden tårer - om man så må sige. Og går det galt, så lander jeg fint og blødt og har arme til at trøste mig, og en sagsbehandler der er til, blot for at hjælpe MIG. Ingen trusler, ingen trækken mig rundt i manegen, ingen umulige krav - blot mig og alt det jeg brænder for. I mit tempo.

Jeg kan bedst sammenligne hele min daværende situation med en dårlig tand der skulle trækkes ud, og hvor jeg pga angst ikke turde få det gjort. Det var først da den var SÅ betændt og smertefuld jeg fik taget mig sammen til at få det gjort. Og bagefter var lettelsen total ubeskrivelig, og tanken om ''hvorfor gjorde du det ikke bare da det begyndte'' nagede mig i lang tid efter.

Du er jo ung nu (det var jeg også), men prøv at lave en deadline. Sig måske til dig selv, at NU prøver du hele spektret af og gør ALT hvad du kan for at opnå succes, både fagligt men også behandlingsmæssigt. Men. Hvis der ikke er sket væsentlige forbedringer inden 5 - 10 år, så overvej atter din hylde. Lad der ikke gå 21 år som med mig. Det er spild af liv.