Regeringen og KL indgår delaftale på socialområdet 2024 - K10

phhmw · 08-05-2024, 16:09

Alvorligt skred i dansk socialpolitik tegner uhyggelige fremtidsperspektiver for mennesker med handicap

https://pov.international/skred-soci...BNpafsKBHjjnVd

Lisbeth Riisager Henriksen
07.05.2024

Lige siden tidligere KL-næstformand Erik Fabrins tid har man fra skiftende repræsentanter for regeringer og kommuner omtalt mennesker med handicap i Danmark i forbindelse med store udgifter til fællesskabet.

Det var ham, der i 2009 sagde, at stigende udgifter på det specialiserede socialområde havde en ”skadelig gøgeungeeffekt” i forhold til normalområdet – deraf begrebet gøgeungeretorik.

Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde noget lignende på et pressemøde 31. august 2023 i forbindelse med præsentation af SVM-regeringens udkast til finansloven for 2024:

”Der er også store udgifter forbundet med det, man kalder det specialiserede sociale område. (…) [K]ommunerne er blevet presset af inflationen som alle andre, og (…) man har nogle meget store udgifter på det specialiserede socialområde. Derfor har vi også sat os sammen med kommunerne for at finde ud af, hvordan vi på en god og ordentlig måde kan bringe dem ned.”

Også formand for Tranæs-udvalget Torben Tranæs har anvendt en negativ framing af det specialiserede socialområde i forbindelse med presseomtalen af udvalgets rapport fra 3. april: ”Anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet.”

Det gjorde han fx i et interview i Kristeligt Dagblad 7. april, hvor journalisten gengiver: ”Vi har brug for en debat om, hvordan vi tøjler udgifterne, hvis politikerne skal have mere hånd i hanke med socialområdet, siger professor Torben Tranæs i forbindelse med ny rapport.”

Formuleringen om udgifterne på det specialiserede socialområde som tøjlesløse gik igen i mediedækningen af anbefalingerne.

Når man igen og igen nævner en bestemt gruppe mennesker i forbindelse med store udgifter for fællesskabet, så bidrager man med denne framing til, at de stilles i et dårligt lys og udgrænses i en ”dem-os”-tænkning.

Samtidig baner man vejen for, at man kan forringe rettigheder for den pågældende befolkningsgruppe. Det er det, der for øjeblikket sker med handicappolitikken.

Kommuners økonomiske behov vægtes højest i rammeaftale
Torsdag den 2. maj indgik SVM-regeringen med socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i spidsen en vigtig politisk aftale med Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance.

Det er en rammeaftale om den del af det specialiserede socialområde, som handler om mennesker med handicap. Området er reguleret af serviceloven.

Aftalen om ”en langsigtet og bæredygtig udvikling på handicapområdet” er et meget mærkeligt dokument. Det meste af den handler om noget, der endnu ikke er defineret. Det er også en rodebutik af forskellige delaftaler og forskellige parter: dels en aftale mellem aftalepartierne i Folketinget, dels en aftale mellem regeringen og KL.

Hovedformålet med aftalen står i delaftalen mellem regering og KL: ”Initiativerne skal samlet set bidrage til at reducere udgifterne på området og øge kommunernes prioriteringsrum.”

Denne blev 6. maj bekræftet som en delaftale mellem regeringen og KL om det specialiserede socialområde i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2025.

Rammeaftalen på handicapområdet og den delvise økonomiaftale er en historisk spareplan, hvor kommunerne vil få carte blanche til at spare på udgifterne til den hjælp, som mennesker med handicap og deres pårørende allerede i dag skal kæmpe umenneskeligt meget for at opnå.

Det vil sige, at økonomiske hensyn får lov til at indgå som et legalt parameter i forvaltningen af handicapområdet. Der er lagt op til en gennemgribende revision af hele serviceloven og ændringer i forhold til blandt andet Ankestyrelsen og socialtilsynet. Resultatet vil være, at borgernes rettigheder ikke længere vil ligge helt fast.

Selvom aftalepartierne direkte omtaler kompensationsprincippet i aftalen som en væsentlig del af socialpolitikken, så undermineres dette grundlæggende princip de facto af aftalens hovedpræmis om, at kommunerne skal gives større muligheder for selv at prioritere deres udgifter, og at aftalen ikke må koste kommunerne noget.

Resultatet vil uundgåeligt blive, at borgernes rettigheder og retssikkerhed bliver mindre.

Handicaprepræsentanter har ikke været reelt inddraget

Aftalen har videreført de fleste af anbefalingerne fra Tranæs-udvalget. I socialministerens indkaldelse til pressemødet hedder det, at de 25 konkrete initiativer i aftalen ”… er blevet til efter dialog med parterne i arbejdsforummet Sammen om Handicap.”

Men ikke alle otte parter i dette forum har bakket op om den politiske aftales indhold. Det gælder fx Danske Handicaporganisationer.

Dialog har det også været så som så med. Når ministeren fremlægger det, som om parterne på handicapområdet har været medbestemmende over indholdet i aftalen, så er det spin og bedrag.

Der er overhovedet en skærende dissonans mellem på den ene side socialministerens tale om økonomisk bæredygtighed, faglig bæredygtighed, forebyggelse og retssikkerhed og på den anden side de sandsynlige konsekvenser af kommende kommunale besparelser og regelændringer. Det var alt det, der ikke blev sagt, som skurrede i ørerne.

Manglende retssikkerhed og forråelse har hersket overalt i den kommunale forvaltning af handicapområdet siden kommunalreformen i 2007.

Mennesker med handicap og deres pårørende har allerede i årevis levet i en permanent frygt for, om de bliver frataget eller ikke får tilkendt den hjælp, som er nødvendig for dem for at kunne leve et værdigt liv med deltagelse i samfundet.

Aftalen præciserer, at hverken de enkelte aftalepartier eller de enkelte parter fra ”Sammen om Handicap” kan blokere for konkrete initiativer, og at initiativerne skal udbores og derfor kan blive justeret eller udgå. Det eneste sikre i aftalen er, at regeringen og kommunerne har det sidste ord.

Revision af magtanvendelsesregler

Et af aftalens initiativer handler om revision af magtanvendelsesregler. Parallelt med forhandlingerne om aftalen har regeringen fremsat et lovforslag med meget vidtgående udvidelse af magtanvendelsesreglerne over for mennesker med forskellige psykiske handicap, blandt andet borgere med demens eller udviklingshandicap.

Det vil blandt andet indføre ret til, at man kan låse udadreagerende borgere inde i deres boliger på bosteder i op til ti timer i døgnet i mange måneder, og at man kan tvangsflytte personer under værgemål.

Lovforslaget har allerede fået meget alvorlig kritik fra Institut for Menneskerettigheder, Danske Handicaporganisationer, Landsforeningen LEV m.fl. for at bryde med grundprincipperne i FN’s handicapkonvention.

To folketingspartier, SF og De Konservative, havde lang tid inden indgåelsen af rammeaftalen om handicapområdet indkaldt socialministeren i samråd om lovforslaget. Tilfældet ville, at samrådet var planlagt til at foregå netop samme dag, som aftalen om handicapområdet blev indgået, og præcis lige inden pressemødet.

Eftersom De Konservative nu var gået med i rammeaftalen, sagde socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel ikke noget til samrådet, og SF’s socialordfører Charlotte Broman Mølbæk fremlagde spørgsmålene alene og stillede opfølgende spørgsmål til socialministeren.

Det blev en mærkelig forestilling, hvor ministeren og socialordfører Katrine Daugaard fra Liberal Alliance nærmest talte i tunger om, at lovforslaget om revision af magtanvendelsesreglerne var blevet ændret af aftalepartierne som en del af rammeaftalen.

Først på pressemødet afslørede og konkretiserede ministeren og aftalepartierne, at de i forbindelse med rammeaftalen har besluttet at lade de to forslag om indelåsning af borgere i egen bolig i botilbud og flytning af dem med deres værges samtykke udgå af lovforslaget.

Det er selvfølgelig noget. Men lovforslaget og rammeaftalen indeholder stadig en lang række andre alvorlige potentielle forringelser af mennesker med handicaps rettigheder og retssikkerhed.

Hvad vil det for eksempel komme til at betyde, at der lægges op til anden udvidelse af magtanvendelsesreglerne, ændring af socialtilsynet, justering af BPA-ordningen (Borgerrettet Personlig Assistance) og øget inddragelse af pårørende?

For mange af aftalens initiativer gælder, at ingen endnu ved, om de vil blive gennemført, hvordan de vil blive udformet, og hvad de i så fald konkret vil betyde
.
Derimod lyder det umiddelbart fint nok med specialeplanlægning og enklere sagsbehandling.

Fra specialområdet til normalområdet

Aftalen indebærer, at kommunerne selv får lov til at beholde de nye besparelser, de kan finde på mennesker med handicap. Der er ingen betingelser om, at besparelser på området skal gå tilbage til og geninvesteres i handicapområdet i de respektive kommuner. På den måde kommer aftalen direkte til at føre nogle af ressourcerne fra handicapområdet over på almenområdet.

Mennesker med handicap står derfor allerede nu i en meget alvorlig situation, hvor de har svært ved at opnå deres ret – og alle politikere på området ved det
Hvorfor har regeringen og aftalepartierne ikke stillet betingelser om, at kommunernes nye besparelser skal komme mennesker med handicap til gode, spurgte studieværten i P1 Morgen 3. maj socialministeren. Hendes svar var, at kommunerne kun vil spare på rigide administrationsudgifter, og at det derfor ikke vil skade borgerne med handicap.

På trods af stigende udgifter til det specialiserede socialområde de seneste år, men også et stigende antal brugere af området og en mangelfuld dækning af deres behov og rettigheder, har langt de fleste kommuner allerede nu budgetteret med mindre i 2024, end hvad de brugte i 2023.

Det skriver netmediet NB Social.

Mennesker med handicap står derfor allerede nu i en meget alvorlig situation, hvor de har svært ved at opnå deres ret – og alle politikere på området ved det.
Jeg synes, at aftalepartiernes ordførere i denne sag har været temmelig naive. Det gælder Socialdemokratiets handicapordfører Sara Emil Baaring, Venstres handicapordfører Anni Mathiesen,

Moderaternes socialordfører Rosa Eriksen, Radikale Venstres socialordfører Lotte Rod, De Konservatives handicapordfører Brigitte Klintskov Jerkel og Liberal Alliances socialordfører Katrine Daugaard.

De har ladet sig forføre af socialministerens spin. Eller også er de bare kun optagede af, hvad der fremmer deres politiske karrierer.

Derimod skal Enhedslisten med socialordfører Victoria Velásquez, Alternativet med socialordfører Torsten Gejl, SF med socialordfører Charlotte Broman Mølbæk, Dansk Folkeparti med socialordfører Mette Thiesen og Danmarksdemokraterne med socialordfører Marlene Harpsøe have tak for at afvise at tiltræde aftalen.

Aftalen vækker bekymring hos handicaprepræsentanter

Aftalen er blevet mødt med dyb bekymring og forfærdelse fra mange af de organisationer, der repræsenterer mennesker med handicap og deres pårørende.
Fra Institut for Menneskerettigheder, som har til opgave at holde øje med, om Handicapkonventionen gennemføres og overholdes i Danmark, skriver direktør Louise Holck fx i en nyhed på instituttets hjemmeside 2. maj: ”Vi er bekymrede for, om aftalen samlet set sætter grundliggende rettigheder for mennesker med handicap under pres.”

Jeg deler denne bekymring.

Al erfaring med manglende retssikkerhed i den kommunale forvaltning siger, at denne aftale ikke peger i nogen god retning.

Der findes ikke nogen ”god og ordentlig måde” at nedbringe de kommunale udgifter til mennesker med handicap på, når nedskæringerne vil gå ud over deres grundliggende rettigheder til basal hjælp til at leve et værdigt liv.

Derfor har socialministeren og regeringen som sådan sammen med aftalepartierne her indskrevet sig på den forkerte side af dansk social- og velfærdshistorie. Det tegner uhyggelige fremtidsperspektiver for mennesker med handicap og for deres pårørende, og der bliver brug for modstand imod den politiske kynisme over for disse mennesker.

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter. Redaktør af bogantologierne 'Hvad i alverden er meningen?' (2011) og 'Et liv i andres hænder' (2014). Tidligere blogger hos Avisen og A4 Nu om social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik.

Hilsen Peter

08-05-2024, 16:09	#1
phhmw Moderator Tilmeldingsdato: 08-12 2005 Lokation: Dragør Danmark Indlæg: 11.806 Styrke: 33	Alvorligt skred i dansk socialpolitik Alvorligt skred i dansk socialpolitik tegner uhyggelige fremtidsperspektiver for mennesker med handicap https://pov.international/skred-soci...BNpafsKBHjjnVd Lisbeth Riisager Henriksen 07.05.2024 Lige siden tidligere KL-næstformand Erik Fabrins tid har man fra skiftende repræsentanter for regeringer og kommuner omtalt mennesker med handicap i Danmark i forbindelse med store udgifter til fællesskabet. Det var ham, der i 2009 sagde, at stigende udgifter på det specialiserede socialområde havde en ”skadelig gøgeungeeffekt” i forhold til normalområdet – deraf begrebet gøgeungeretorik. Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde noget lignende på et pressemøde 31. august 2023 i forbindelse med præsentation af SVM-regeringens udkast til finansloven for 2024: ”Der er også store udgifter forbundet med det, man kalder det specialiserede sociale område. (…) [K]ommunerne er blevet presset af inflationen som alle andre, og (…) man har nogle meget store udgifter på det specialiserede socialområde. Derfor har vi også sat os sammen med kommunerne for at finde ud af, hvordan vi på en god og ordentlig måde kan bringe dem ned.” Også formand for Tranæs-udvalget Torben Tranæs har anvendt en negativ framing af det specialiserede socialområde i forbindelse med presseomtalen af udvalgets rapport fra 3. april: ”Anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet.” Det gjorde han fx i et interview i Kristeligt Dagblad 7. april, hvor journalisten gengiver: ”Vi har brug for en debat om, hvordan vi tøjler udgifterne, hvis politikerne skal have mere hånd i hanke med socialområdet, siger professor Torben Tranæs i forbindelse med ny rapport.” Formuleringen om udgifterne på det specialiserede socialområde som tøjlesløse gik igen i mediedækningen af anbefalingerne. Når man igen og igen nævner en bestemt gruppe mennesker i forbindelse med store udgifter for fællesskabet, så bidrager man med denne framing til, at de stilles i et dårligt lys og udgrænses i en ”dem-os”-tænkning. Samtidig baner man vejen for, at man kan forringe rettigheder for den pågældende befolkningsgruppe. Det er det, der for øjeblikket sker med handicappolitikken. Kommuners økonomiske behov vægtes højest i rammeaftale Torsdag den 2. maj indgik SVM-regeringen med socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i spidsen en vigtig politisk aftale med Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance. Det er en rammeaftale om den del af det specialiserede socialområde, som handler om mennesker med handicap. Området er reguleret af serviceloven. Aftalen om ”en langsigtet og bæredygtig udvikling på handicapområdet” er et meget mærkeligt dokument. Det meste af den handler om noget, der endnu ikke er defineret. Det er også en rodebutik af forskellige delaftaler og forskellige parter: dels en aftale mellem aftalepartierne i Folketinget, dels en aftale mellem regeringen og KL. Hovedformålet med aftalen står i delaftalen mellem regering og KL: ”Initiativerne skal samlet set bidrage til at reducere udgifterne på området og øge kommunernes prioriteringsrum.” Denne blev 6. maj bekræftet som en delaftale mellem regeringen og KL om det specialiserede socialområde i forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2025. Rammeaftalen på handicapområdet og den delvise økonomiaftale er en historisk spareplan, hvor kommunerne vil få carte blanche til at spare på udgifterne til den hjælp, som mennesker med handicap og deres pårørende allerede i dag skal kæmpe umenneskeligt meget for at opnå. Det vil sige, at økonomiske hensyn får lov til at indgå som et legalt parameter i forvaltningen af handicapområdet. Der er lagt op til en gennemgribende revision af hele serviceloven og ændringer i forhold til blandt andet Ankestyrelsen og socialtilsynet. Resultatet vil være, at borgernes rettigheder ikke længere vil ligge helt fast. Selvom aftalepartierne direkte omtaler kompensationsprincippet i aftalen som en væsentlig del af socialpolitikken, så undermineres dette grundlæggende princip de facto af aftalens hovedpræmis om, at kommunerne skal gives større muligheder for selv at prioritere deres udgifter, og at aftalen ikke må koste kommunerne noget. Resultatet vil uundgåeligt blive, at borgernes rettigheder og retssikkerhed bliver mindre. Handicaprepræsentanter har ikke været reelt inddraget Aftalen har videreført de fleste af anbefalingerne fra Tranæs-udvalget. I socialministerens indkaldelse til pressemødet hedder det, at de 25 konkrete initiativer i aftalen ”… er blevet til efter dialog med parterne i arbejdsforummet Sammen om Handicap.” Men ikke alle otte parter i dette forum har bakket op om den politiske aftales indhold. Det gælder fx Danske Handicaporganisationer. Dialog har det også været så som så med. Når ministeren fremlægger det, som om parterne på handicapområdet har været medbestemmende over indholdet i aftalen, så er det spin og bedrag. Der er overhovedet en skærende dissonans mellem på den ene side socialministerens tale om økonomisk bæredygtighed, faglig bæredygtighed, forebyggelse og retssikkerhed og på den anden side de sandsynlige konsekvenser af kommende kommunale besparelser og regelændringer. Det var alt det, der ikke blev sagt, som skurrede i ørerne. Manglende retssikkerhed og forråelse har hersket overalt i den kommunale forvaltning af handicapområdet siden kommunalreformen i 2007. Mennesker med handicap og deres pårørende har allerede i årevis levet i en permanent frygt for, om de bliver frataget eller ikke får tilkendt den hjælp, som er nødvendig for dem for at kunne leve et værdigt liv med deltagelse i samfundet. Aftalen præciserer, at hverken de enkelte aftalepartier eller de enkelte parter fra ”Sammen om Handicap” kan blokere for konkrete initiativer, og at initiativerne skal udbores og derfor kan blive justeret eller udgå. Det eneste sikre i aftalen er, at regeringen og kommunerne har det sidste ord. Revision af magtanvendelsesregler Et af aftalens initiativer handler om revision af magtanvendelsesregler. Parallelt med forhandlingerne om aftalen har regeringen fremsat et lovforslag med meget vidtgående udvidelse af magtanvendelsesreglerne over for mennesker med forskellige psykiske handicap, blandt andet borgere med demens eller udviklingshandicap. Det vil blandt andet indføre ret til, at man kan låse udadreagerende borgere inde i deres boliger på bosteder i op til ti timer i døgnet i mange måneder, og at man kan tvangsflytte personer under værgemål. Lovforslaget har allerede fået meget alvorlig kritik fra Institut for Menneskerettigheder, Danske Handicaporganisationer, Landsforeningen LEV m.fl. for at bryde med grundprincipperne i FN’s handicapkonvention. To folketingspartier, SF og De Konservative, havde lang tid inden indgåelsen af rammeaftalen om handicapområdet indkaldt socialministeren i samråd om lovforslaget. Tilfældet ville, at samrådet var planlagt til at foregå netop samme dag, som aftalen om handicapområdet blev indgået, og præcis lige inden pressemødet. Eftersom De Konservative nu var gået med i rammeaftalen, sagde socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel ikke noget til samrådet, og SF’s socialordfører Charlotte Broman Mølbæk fremlagde spørgsmålene alene og stillede opfølgende spørgsmål til socialministeren. Det blev en mærkelig forestilling, hvor ministeren og socialordfører Katrine Daugaard fra Liberal Alliance nærmest talte i tunger om, at lovforslaget om revision af magtanvendelsesreglerne var blevet ændret af aftalepartierne som en del af rammeaftalen. Først på pressemødet afslørede og konkretiserede ministeren og aftalepartierne, at de i forbindelse med rammeaftalen har besluttet at lade de to forslag om indelåsning af borgere i egen bolig i botilbud og flytning af dem med deres værges samtykke udgå af lovforslaget. Det er selvfølgelig noget. Men lovforslaget og rammeaftalen indeholder stadig en lang række andre alvorlige potentielle forringelser af mennesker med handicaps rettigheder og retssikkerhed. Hvad vil det for eksempel komme til at betyde, at der lægges op til anden udvidelse af magtanvendelsesreglerne, ændring af socialtilsynet, justering af BPA-ordningen (Borgerrettet Personlig Assistance) og øget inddragelse af pårørende? For mange af aftalens initiativer gælder, at ingen endnu ved, om de vil blive gennemført, hvordan de vil blive udformet, og hvad de i så fald konkret vil betyde . Derimod lyder det umiddelbart fint nok med specialeplanlægning og enklere sagsbehandling. Fra specialområdet til normalområdet Aftalen indebærer, at kommunerne selv får lov til at beholde de nye besparelser, de kan finde på mennesker med handicap. Der er ingen betingelser om, at besparelser på området skal gå tilbage til og geninvesteres i handicapområdet i de respektive kommuner. På den måde kommer aftalen direkte til at føre nogle af ressourcerne fra handicapområdet over på almenområdet. Mennesker med handicap står derfor allerede nu i en meget alvorlig situation, hvor de har svært ved at opnå deres ret – og alle politikere på området ved det Hvorfor har regeringen og aftalepartierne ikke stillet betingelser om, at kommunernes nye besparelser skal komme mennesker med handicap til gode, spurgte studieværten i P1 Morgen 3. maj socialministeren. Hendes svar var, at kommunerne kun vil spare på rigide administrationsudgifter, og at det derfor ikke vil skade borgerne med handicap. På trods af stigende udgifter til det specialiserede socialområde de seneste år, men også et stigende antal brugere af området og en mangelfuld dækning af deres behov og rettigheder, har langt de fleste kommuner allerede nu budgetteret med mindre i 2024, end hvad de brugte i 2023. Det skriver netmediet NB Social. Mennesker med handicap står derfor allerede nu i en meget alvorlig situation, hvor de har svært ved at opnå deres ret – og alle politikere på området ved det. Jeg synes, at aftalepartiernes ordførere i denne sag har været temmelig naive. Det gælder Socialdemokratiets handicapordfører Sara Emil Baaring, Venstres handicapordfører Anni Mathiesen, Moderaternes socialordfører Rosa Eriksen, Radikale Venstres socialordfører Lotte Rod, De Konservatives handicapordfører Brigitte Klintskov Jerkel og Liberal Alliances socialordfører Katrine Daugaard. De har ladet sig forføre af socialministerens spin. Eller også er de bare kun optagede af, hvad der fremmer deres politiske karrierer. Derimod skal Enhedslisten med socialordfører Victoria Velásquez, Alternativet med socialordfører Torsten Gejl, SF med socialordfører Charlotte Broman Mølbæk, Dansk Folkeparti med socialordfører Mette Thiesen og Danmarksdemokraterne med socialordfører Marlene Harpsøe have tak for at afvise at tiltræde aftalen. Aftalen vækker bekymring hos handicaprepræsentanter Aftalen er blevet mødt med dyb bekymring og forfærdelse fra mange af de organisationer, der repræsenterer mennesker med handicap og deres pårørende. Fra Institut for Menneskerettigheder, som har til opgave at holde øje med, om Handicapkonventionen gennemføres og overholdes i Danmark, skriver direktør Louise Holck fx i en nyhed på instituttets hjemmeside 2. maj: ”Vi er bekymrede for, om aftalen samlet set sætter grundliggende rettigheder for mennesker med handicap under pres.” Jeg deler denne bekymring. Al erfaring med manglende retssikkerhed i den kommunale forvaltning siger, at denne aftale ikke peger i nogen god retning. Der findes ikke nogen ”god og ordentlig måde” at nedbringe de kommunale udgifter til mennesker med handicap på, når nedskæringerne vil gå ud over deres grundliggende rettigheder til basal hjælp til at leve et værdigt liv. Derfor har socialministeren og regeringen som sådan sammen med aftalepartierne her indskrevet sig på den forkerte side af dansk social- og velfærdshistorie. Det tegner uhyggelige fremtidsperspektiver for mennesker med handicap og for deres pårørende, og der bliver brug for modstand imod den politiske kynisme over for disse mennesker. Lisbeth Riisager Henriksen Cand.mag. og forfatter. Redaktør af bogantologierne 'Hvad i alverden er meningen?' (2011) og 'Et liv i andres hænder' (2014). Tidligere blogger hos Avisen og A4 Nu om social-, beskæftigelses- og sundhedspolitik. Hilsen Peter