|
Behandling efter Servicelovens § 102 den ukendte bestemmelse
Praksisnyt fra DUKH:
"Behandling efter Servicelovens § 102 - den ukendte bestemmelse En af de bestemmelser, som lever et ret så ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v. Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling." http://www.dukh.dk/hjelp-til-selvhje...nytnr52011.pdf "Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som lever et ret så ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v. I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. Ja, i nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgiftskonto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og blive anvendt i praksis." Jamen, jeg har så gjort mit til at den er blevet blot lidt mere kendt og forhåbentlig udbredt ;) |
Det er faktisk ret smart tænkt af kommunerne...da man normalt vil få fortalt at der skal søges efter §82 efter en økonomisk vurdering af ens forhold...
Men hvis man får efter §102...ja så spiller ens økonomi ikke ind.... Smart smart smart... Citat:
|
Ja, Buster og Web.
Der ligger muligvis mere i § 102 end vi tror derfor har jeg kørt den over i Gen- og Vedligeholdtræning http://www.k10.dk/showthread.php?p=166578#post166578 hvor jeg lover at kontakte DUKH for videre information. Flere end man tror er kommet i klemme i deres træningstilbud da kommunerne vil "tvinge" så mange som muligt i kommunale holdtræning i deres nybyggede "sundhedshuse" herunder alvorlige handicappede som ikke har behov for "holdtræning" men specialiseret individuel træning. Jeg vender tilbage hvis noget brugbart fra DUKH eller andre. God weekend til jer begge. Hilsen Peter |
Lidt personlig erfaring omkring § 102
Hey i stuen -
Jeg så lige at DUKH henviser til § 102 - og i skriver lidt om muligheden herinde.. Da jeg har lidt personlig erfaring i den retning vil jeg gerne dele den med jer.. Jeg har ifm. mit handicap brug for behandling/genoptræning for at bevarer eller forbedre mine funktioner. Jeg har af 2 omgange søgt efter § 86 (nu § 102) Mine erfaringer er følgende: § 102 er en KAN § og kommunerne er derfor ikke forpligtiget til at yde denne selvom andre behandlingstilbud melder pas på opgaven. Jeg har naturligvis anket begge ansøgninger og her er min erfaring, at det sociale nævn støtter op om kommunens afslag. Ved telefonisk henvendelse til Nævnet oplyser de, at de stort set aldrig giver medhold i denne § .. Den eksakte ordlyd på begrundelsen kan jeg desværre ikke huske. Mine ansøgninger jf. § 102 var lavet i sammenarbejde med DUKH.. Så de var yderst velbeskrevet og dokumenteret. Håber at i kunne bruge det til noget |
Hvorfor har de så lavet den lov hvis de alligevel ikke bruger den eller folk får afslag osv..
|
Grunden til, at § 102 nok aldrig bliver brugt er som der nævnes i vejledningen i den link som Buster har sat ind, at behandlinger efter sundhedslovgivningen først skal benyttes...
Så behandlinger skal foregå i Sygehusvæsenets regi... Og det er kun når det absolut ikke kan lade sig gøre efter sundhedslovgivningen (sygehusene), det vil med andre ord sige, at al behandlingsmuligheder fra sygehuset skal være afprøvet, før en § 102 vil kunne bruges. § 82 kan bruges til forebyggelse/sygdom, selvom det nogengange godt kunne gøres efter sundhedslovgivningen. Det er stort set alt der kan søges efter § 82. Mens § 102 forstås det mere som behandling, så det er derfor, at § 82 der bruges mest. § 102 er iøvrigt også kun til brug for dem som har en svær og varig nedsat funktionsnedsættelse. Sådan er det ikke med en § 81/82, hvor der her ikke gælder om at have en varig nedsat funktionsnedsættelse.... I kan selv læse hvad der står præcis i § 102 her: https://www.retsinformation.dk/Forms...?id=135328#K18 Til smit46: Ja hvorfor de har lavet loven, selvom det ofte kan blive afslag, må man jo vel spørge sygehusene om, hvorfor man ikke får den behandling, som man måske kunne have fået, men ikke er blevet tilbudt...? Det er min erfaring, at sygehusene ikke altid er så gode til at tilbyde den behandling, som en patient kunne have fået... Så hvis en kommune ved, at man godt kunne behandles for det og det i sygehusets regi, jamen så er det afslag fra kommunen. |
til smit46
Som Curls rigtig nok beskriver, skal behandling som udgangspunkt foretages i sygehus regi. Vi snakker her om sektor ansvarlighed mellem kommunal / støttesektoren og behandlings sektoren som er sygehusene mm. Hvis behandlings sektoren ikke kan løfte opgaven, kan kommune jf. § 102 bevillige denne behandling. Det vigtige ord her er kan .. Men med den nutidige økonomi i kommunerne, kan det være vanskeligt at få denne bevilliget. Som tilfældet i min kommune, har de på politisk plan besluttet, at alle kan § - bliver sløjfet som en del af spareplanen, da de jo ikke er forpligtiget til at løfte denne opgave. Dette bliver dog ofte ikke brugt som begrundelse for afslag, da en sådan begrundelse kan medføre hjemvisning fra nævnet - da Nævnet ofte påpeger, at der skal være tale om en individuel og konkret vurdering og ikke en generel vurdering. |
NU må i ikke hænge mig op på, lige nøjagtig hvor det står i serviceloven, eller hvordan det ordret lyder. Og jeg har det ikke godt nok til at gå hele loven igennem.
Men læser man serviceloven vil man et eller andet sted komme frem til at der står, at kommunen er forpligtet til at udforske alle muligheder indenfor lovens rammer, for at kunne hjælpe borgeren. Og det må jo i de relevante tilfælde betyde at de også skal se på Servicelovens § 102. :kram: Ragdoll |
Nemmerlig!! Ragdoll!
VH Popiae |
Citat:
§ 102. Kommunalbestyrelsen kan ud over tilbud efter § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Ovenstående § 102 er faktisk et tilbud udover et ANDET tilbud, nemlig § 85........... Og målet med serviceloven skal man altid læse i starten af loven.... : § 1. Formålet med denne lov er 1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, 2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og 3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. https://www.retsinformation.dk/Forms...x?id=135328#K1 Nu er det vel heller ikke sådan, at § 102 absolut ikke bliver brugt. Det er vel ingen, der siger? Jeg ved selv, at der på flere bosteder, hvor der så svært handicappede, at de får behandling som fysioterapi, og det kan sagtens gå under § 102.... Jeg har fundet mere... Der står her i serviceloven: § 5. Efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen skal regionsrådet etablere Stk. 3. Regionsrådet skal efter aftale med kommunalbestyrelserne i regionen etablere tilbud efter §§ 83-87, 97, 98 og 102 til personer med længerevarende ophold i boliger til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter lov om almene boliger mv. Ergo er der sådan set kun tilbud efter § 102 til personer i et længerevarende ophold såsom botilbud. De har en ret svær og varig funktionsnedsættelse... |
Det jeg i mit tidligere indlæg prøvede at gøre opmærksom på var - at kommuner kan med hjemmel i serviceloven § 102 give en behandlingsmæssig indsats.
Vejledningen til serviceloven § 102 kan ses her : Citat:
Hvis man søger SM- afgørelser med udgangspunkt i serviceloven § 102 (den gamle § 86) - så findes der kun en afgørelse fra 2005. SM- c- 42/05. Dette indikerer også, at denne paragraf er meget svær at få igennem. Jeg håber naturligvis denne praksis ændre sig, da jeg selv ville være interesseret i denne udvikling. ps. hvis der er andre i tråden der har en anden erfaring mht. at få § 102 anket igennem, med konkret henvisning til dokumentation, sagsnummer eller lign. er jeg meget interesseret ;) God søndag |
Efter at amterne er nedlagt, er meget ændret.
Også kommunernes del/ansvar i behandling/efterbehandling/træning. Derfor er §102 meget relevant. Tidligere var der ikke tvivl om, at en KAn §, betød det samme som SKAL. Men det skal dog difineres bredt, dvs retsikkerhedslovens §5. Man kan altså ikke bare nedlægge en lov §, fordi man(her, kommunen) synes at det er en god besparelse. VH Popiae |
nemli, popiea, man KAN ikke bare nedlægge/slette en lov§ fordi kommunerne skal spare ;)
|
Jeg synes det er interessant at læse, at man klandrer kommunen for ikke at bruge § 102, når der reelt er tale om en opgave regionen fejler med at få udført.
§ 102 er allersidste udvej, når der er behov for noget behandlingsmæssigt. Det er en paragraf som gør det revisions-mæssigt lovligt for kommunen, at iværksætte behandling hvis det giver mening for dem at gøre f.eks. i forhold til det udviklingsforløb de har igangsat med borgeren. (hvis de f.eks. arbejder pædagogisk med en borger via § 85, men så pludselig synes psykologbehandling er nødvendig) Men med de vide muligheder i Sundhedsloven, så bør det stort set ikke komme på tale at paragraffen bliver brugt og det er da også derfor kommunerne ikke budgetterer med dette område. |
der er feks træning som mulighed hvor kommunerne har overtaget store dele af dette.
her er §102 bla yderest relevant. vh popiae |
Citat:
Hvor står det henne at der er ændret love, hvor kommunerne har overtaget en del af ansvaret fra sygehusene???? Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg fra mit arbejde, at nogle sygehuse prøver kun at spare penge ved ikke at tilbyde patienter de træningsmuligheder, som de ellers har ret til. Som sagt, kan § 102 KUN KOMME I BETRAGTNING, hvis alle andre muligheder er benyttet og denne er kun et "ekstra paragraf" udover § 85, som kommunen skal tilbyde. Og den er kun til folk med en ret svær og VARIG funktionsnedsættelse. Og evt. bor i et botilbud. Her bliver de skam benyttet. Læs paragrafferne... Og igen, der er jo ingen i denne tråd, der har sagt, at § 102 aldrig bliver brugt, den bliver jo bare kun sjældent brugt, netop fordi sygehusene har primært ansvaret for træningen efter sundhedsloven. Hvorfor give kommunerne skylden for alting? |
Kommunerne har overtaget en stor del af den træningen!
Her er du altså ikke ordentlig informeret! Curls! VH POpiae |
Citat:
Ivørigt samarbejder Regionen og kommunen jo om nogle tilbud... Det om jeg burde være blevet informeret om det, kan jeg ikke se, da det er ikke det område, jeg arbejder med. Det er generelt mange udover mig, uanset hvad man arbejder med, at sygehusene ikke altid tilbyder optræningstilbud. Serviceloven er jo kæmpestort og deri er der sandelig mange tilbud! Så derfor spørger jeg DIG pænt, hvor du ved det fra, at hvad, hvilke og hvor der står, at kommunerne har overtaget en del af træningen fra sygehusene i FORBINDELSE MED § 102.. gerne lovgivningsmæssigt tak. Og IGEN § 102 bliver skam brugt! Den er bare sjælden og kan ikke benyttes af alle og enhver. |
Du må se på de aftaler der blev lavet dengang amterne blev nedlagt.
Dertil de senere aftaler imellem kl, regioner og regeringen. Har simpelhen ikke overskud til at finde dette frem. At sygehusene ikke altid tilbyder det de skal, er et postulat, som du tilsydenladende ikke ved helt præcis, hvad dækker over. Men det er alm. kendt at borgere ikke kan få den nødvendige genoptræning og vedligeholdende træning fra kommunerne. De historier der i nyhederne har været fremme, er altid med kommunerne, som den ansvarlige. Ellers kan du kontakte div foreninger, især hjerneskadede har eks. på dette. §102 er blot et blandt andre muligheder der ligger i loven, som INGEN har ret til at undtage. VH Popiae |
Kommunerne har overtaget ansvaret for genoptræningen efter fase 2 (udskrivelse fra sygehuset).
Det er derfor sygehusene nu sender en genoptræningsplan til kommunen, som så viderefører sygehusets anbefalinger via SEL § 86. Via samme paragraf er der mulighed for vedligeholdende genoptræning. Så som sagt, så er første instans sygehusene. De skal spare og udskriver folk før lægen nærmest har syet operations-arret til, men derfor har de alligevel et stort lovgivningsmæssigt ansvar via Sundhedsloven. Når denne lov er udtømt, så har vi netop § 86 som retter sig mod genoptræning samt § 85 som retter sig mod den pædagogiske træning i egen bolig. Skulle der derudover være behov for noget behandlingsrelateret det øvrige system ikke kan dække, såsom eksempelvis til personer i botilbud af en eller anden mærkelig årsag, så vælger nogle kommuner at benytte § 102 for trods alt at hjælpe borgeren. Men kommunens bevilling via § 102 vil derfor blot være kompensation for at sundhedssystemet ikke er deres ansvar værdigt. Det er da noget underligt noget, at klandre kommunerne for at de ikke benytter en KAN-paragraf når det øvrige sundheds-system har rigeligt med SKAL-paragraffer i deres lovgivning. Blot fordi en kommune er lidt mindre end en region og dermed lidt nemmere at klage sin nød til, så betyder det vel ikke at regionen skal gå fri hver gang? |
Servicelovens § 102 vs "KAN" & "SKAL" bestemmelser
phhmw.
Kommunerne kan ikke bare give afslag med begrundelsen, at kommunens serviceniveau ikke tillader hjælp efter § 102, men skal vurderer om ansøgeren tilhører gruppen af patienter, som skal bevilges hjælp. http://www.dukh.dk/viden-selvhjaelp/...l-bestemmelser Her fandt Ankestyrelsen, at kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren op- fylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen. Hvis borgeren opfylder lovens betingelser, er han berettiget til hjælpen - også selv om der er tale om en kan- bestemmelse. Reelt er der således her ikke forskel på, om der havde stået skal i stedet for kan i § 102. Der er på sædvanlig vis klage- adgang ved afslag på hjælp efter § 102, og Ankestyrelsen skal forholde sig til, om lovens betingelser er opfyldte. phhmw Derfor er det så vigtigt, at ansøgeren altid søger aktindsigt ved alle, herunder tidligere behandlere, som fysioterapien, som dokumentation for at man har og kan dokumenterer at man har opbrugt alle mulighederne, før man ansøger om hjælp efter Servicelovens § 102 Journalføring, som ikke bare er mødetidspunkt men dokumentation, handleplan, resultater og alle vigtige oplysninger. https://stps.dk/da/sundhedsprofessio...ournalfoering/ Præcisering af reglerne for fysioterapeuters journalføring. https://stps.dk/da/sundhedsprofessio...3FA6A3305.ashx Patientjournalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Patientjournalen skal ses som et arbejdsredskab for sundhedspersonalet, hvoraf det tydeligt skal kunne ses, hvilken behand- ling patienten modtager eller har modtaget, samt hvilke overvejelser sund- hedspersonen har gjort sig i forbindelse med vurderingen af patienten og ud- førelsen af behandlingen. I henhold til bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjour- naler § 3, er det Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse, at fysioterapeuter, i lighed med andre autoriserede sundhedspersoner, skal føre journal i forbindelse med enhver behandling, de udfører, hvad enten der er tale om et individuelt behandlingsforløb/genoptræningsforløb med en enkelt patient, eller hvor der er tale om holdtræning hvor flere patienter modtager behandling samtidigt. phhmw. Så når patienten kender betingelserne og har dokumentationen i orden bliver det vanskeligt for kommunen at give afslag på hjælp fra Servicelovens § 102. Uanset enkeltes oplevelser, skal vi også være bevidste om, at selv Ankestyrelsen også kan tage fejl som desværre viser de mange afgørelser Ankestyrelsen tabe ved de civilretslige domstole. https://www.k10.dk/showthread.php?t=31037 Hilsen Peter (y) Bilag Principafgørelse 28-17 https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=190148 Principafgørelsen fastslår En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen. Der kan dog være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser eller lignende, at det kræver en særlig indsats eller indretning af behandlingstilbuddet, som ikke kan tilbydes i det sædvanlige behandlingssystem. Personkredsen for tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven er borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbud om behandling efter serviceloven er betinget af, at borgeren har behov for en ganske særlig behandling, og at der ikke er et relevant behandlingstilbud inden for det sædvanlige behandlingssystem. Det gælder situationer, hvor borgeren efter en konkret vurdering er afskåret fra at benytte de sædvanlige behandlingstilbud fx på grund af utilstrækkelig specialviden eller ekspertise. Eventuel egenbetaling for behandlingen og eventuel ventetid kan ikke begrunde tilbud efter serviceloven, da det er et vilkår for alle. phhmw: Derfor skal du bruge som begrundelse, at du ønsker et bedre helbred for at bibeholde din tilknytning til arbejdsmarkedet. IKKE økonomiske begrundelser Tilbuddet er desuden betinget af, at behandlingen er nødvendig for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner. I den konkrete sag var Ankestyrelsen enig med kommunen i, at der ikke kunne bevilges hjælp til laserbehandling efter serviceloven med det formål at få fjernet tatoveringer i ansigtet. Mulighederne for behandling inden for det sædvanlige behandlingssystem var ikke udtømte, og borgeren skulle på lige fod med andre borgere benytte de almindelige behandlingstilbud. Vejledning Servicelovens § 102 side 33 http://www.ft.dk/samling/20101/almde.../58/908998.pdf 8.765 |
Principafgørelse 5-13
Principafgørelse 5-13 "Gældende"
http://www.co-sea.dk/files/CO-Søfart...sen/2013/5.pdf Vejledning fra Kapitel 3 § 102 http://www.socialjura.dk/content-sto...-af-1112-2017/ Hilsen Peter (y) |
Mit råd til en familie vedr Servicelovens § 102
Kære x en familie som har fået afslag på behandling efter Servicelovens § 102.
I tager til mødet, venlige, høflige uden følelser og vredesudbrud. Een fører ordet, faktuelt, præcis og besvarer alle spørgsmål. Men for at gøre brug af Servicelovens § 102 skal alle normale behandlingstilbud være forsøgt. Det vil sige, at I skal dokumenterer at den normale fysioterapi, praksissektoren eller på hospitalet efter en GOP, Genoptræningsplan ikke kan give flere resultater. Det kan I kun dokumenterer via en aktindsigt ved alle fysioterapeuter, som har pligt til at fører journal, handleplan etc. Derfor SKAL I ansøge om aktindsigt og dokumenterer at de forskellige fysioterapeuter har givet op eller vide hvad de skriver i journalen. Dette er et KRAV der skal opfyldes, Derfor aktindsigt i efterbehandlingen, omgående. Når I kommer ind til mødet spørger I om der bliver ført referat og i bekræftende fald ønsker I et kopi af referatet. Det er lovligt, at optage alle samtaler, hvor man selv er til stede. Hvis I spørger vil I sikkert få afslag. Stol på Jer selv, aldrig på kommunen Servicelovens § 102 https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=356&pageid=13 “KAN” og “SKAL” bestemmelserne https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=387&pageid=13 En Principafgørelse er øverste myndighed, som alle skal rette sig efter. Kun Folketinget kan ændre loven eller borgeren kan vinde ved de civilretslige domstole, som sker. Principafgørelse 5-13 “Gældende”……. Hvis den var ugyldig hed det “Historisk" http://www.co-sea.dk/files/CO-Søfart...sen/2013/5.pdf Børne- og Socialministeriets vejledning nr. 10284 af 11/12 2017. http://www.socialjura.dk/content-sto...-af-1112-2017/ Læs hele kapitel 3: Kapitel 3 – Behandling 15. Servicelovens § 102 KONKLUSION. Aktindsigt OMGÅENDE ved samtlige fysioterapeuter herunder “Back too LIFE”, Hospital og private fysioterapeuter, hvor behandling er modtaget. Det bliver nu dokumentation for at xxxxx har opfyldt alle betingelser for målgruppen for en § 102 Nu har jeg set videoen af xxxxxx`s gang i gangstativ. I nævnede tidligere at lægerne har tilbudt operation af xxxxx`s ben????? Her vil jeg opfordre Jer til at tænke Jer grundigt om og forstå HVORFOR operation? Kan det undgås? Ja, efter min mening. Min mening: “Back too Life” er dygtige. De er der, hvor Øfeldt Centrene var for 50 år siden, nysgerrige og har opdaget at de kan opnå nogle gode resultater. Fint og flot. Den almindelige fysioterapi har udviklet sig til en anvisningsbehandling, hvor man ikke har den store lyst til at rører patienten. At optræne svært handicappede er et hårdt arbejde for behandlerne. Men I må aldrig glemme Øfeldt Centrene, hvilket vil være en alvorlig fejlvurdering. Held og lykke med mødet. Bedste hilsner Peter (y) |
Uenighed om ansvarsfordelingen af optræning skal fjernes
Tråden viser en vis uenighed omkring, hvem der har ansvaret, blandet med til tider løse påstande.
Hermed et forsøg på at fjerne uenigheder og dokumenterer med fakta. https://www.sundhed.dk/sundhedsfagli...genoptraening/ FAGPERSON. Genoptræning Fagligt opdateret:02.11.2020 Basisoplysninger Genoptræning efter sundhedsloven og serviceloven defineres som en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Kommunernes forpligtelser på træningsområdet fremgår primært af sundhedsloven og serviceloven. Kommunerne har myndighedsansvaret for genoptræning og vedligeholdelsestræning efter serviceloven. Kommunerne har endvidere myndighedsansvaret for vederlagsfri fysioterapi samt for genoptræning til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus efter sundhedsloven. Det betyder, at myndighedsansvaret for genoptræning og vedligeholdelsestræning, der ikke foregår under sygehusindlæggelse, er samlet i kommunerne. Det kommunale ansvar for træningsindsatsen efter sundhedsloven og serviceloven skal tilrettelægges i samarbejde med borgeren og i sammenhæng med kommunernes rehabiliteringsindsats efter både sundhedsloven og serviceloven samt anden lovgivning i øvrigt. Fra 1.7.18 er der indført en garanti i sundhedslovens § 140 for genoptræning inden for 7 dage efter patientens udskrivelse fra et sygehus. Det betyder, at patienten skal kunne vælge en privat leverandør, hvis kommunen ikke kan begynde genoptræning efter genoptræningsplanen inden for 7 dage efter udskrivelsen. Det er KL, der skal indgå aftale med de private leverandører, som patienten kan vælge i ordningen. Vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2 er målrettet træning for at forhindre tab af funktionsevne og for at fastholde patientens hidtidige færdigheder. Optræning efter servicelovens § 85 er en del af socialpædagogisk bistand til hjælp, omsorg, støtte samt optræning til udvikling af færdigheder. Optræning efter servicelovens § 102 er af mere behandlingsmæssig karakter for at bevare eller forbedre patientens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, når det ikke kan opnås gennem andre behandlingstilbud. Hvem har ansvaret for genoptræning, vedligeholdelsestræning m.m.? Efter sundhedslovens § 140 har kommunerne ansvaret for al genoptræning, der ikke foregår under patientens indlæggelse på sygehus. Kommunerne har endvidere ansvaret for genoptræning og vedligeholdelsestræning m.v. efter serviceloven. Genoptræning og ansvar kan således opdeles i: Genoptræning under indlæggelse på sygehus - sygehusets ansvar Specialiseret genoptræning, der skal fortsætte på et sygehus efter udskrivning - sygehusets driftsansvar, men kommunens myndigheds- og finansieringsansvar - dvs. kommunen skal tilbyde og finansiere genoptræningen Almindelig genoptræning efter udskrivning på sygehus - kommunernes ansvar efter sundhedslovens § 140 Genoptræning på grund af fysisk nedsat funktionsevne efter anden sygdom, der ikke er behandlet på sygehus - kommunernes ansvar efter servicelovens § 86, stk. 1 Vedligeholdelsestræning af fysiske eller psykiske færdigheder - kommunernes ansvar efter servicelovens § 86, stk. 2 Optræning til udvikling af fysiske, psykiske eller sociale færdigheder - kommunernes ansvar efter servicelovens § 85 Optræning af behandlingsmæssig karakter til bevaring eller forbedring af fysiske, psykiske eller sociale funktioner - kommunernes ansvar efter servicelovens § 102 Genoptræning efter udskrivning fra sygehus Det er sygehusets læge der afgør, om patienten har behov for genoptræning efter udskrivning – og om genoptræningen skal være specialiseret og ske på sygehus, eller om der er behov for rehabilitering på specialiseret niveau, eller almen genoptræning i kommunalt regi. Lægen kan delegere opgaven til andre sundhedspersoner. Ved lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter sygehusophold skal patienten have en skriftlig genoptræningsplan fra sygehuset i henhold til sundhedslovens § 84 senest på udskrivningstidspunktet. Her skal også fremgå, om patienten skal have specialiseret genoptræning, rehabilitering eller almen genoptræning - se yderligere i afsnittet "Hvad er en genoptræningsplan?" Patientens kommune skal tilbyde vederlagsfri genoptræning, når patienten efter udskrivning fra sygehus har en genoptræningsplan med et lægefagligt begrundet behov for almindelig genoptræning. Retten til vederlagsfri genoptræning beror således på en lægefaglig vurdering. At genoptræningen er vederlagsfri betyder, at hverken patienten eller kommunen kan vælge andre ydelser til erstatning for genoptræningen, for eksempel tilskud til fysioterapeutisk behandling. Kommuner kan etablere genoptræningstilbud på egne institutioner, eller indgå aftaler med region, andre kommuner, privatpraktiserende fysioterapeuter, ergoterapeuter m.v. eller et sygehus. Patienten kan vælge mellem de genoptræningstilbud, bopælskommunen har etableret ved egne institutioner eller indgået aftaler om med andre myndigheder eller private. Patienten kan også vælge genoptræningstilbud på andre kommuners institutioner, men den valgte genoptræningsinstitution kan afslå at modtage fritvalgspatienten af kapacitetsårsager. Patienten kan ikke vælge privat praktiserende tilbud i andre kommuner. For at sikre patienterne hurtig adgang til genoptræning efter udskrivning er der fra 1.7.18 indført en garanti for genoptræning, hvis kommunen ikke kan iværksætte genoptræningen inden for 7 dage. Patienterne kan vælge en privat leverandør, som KL på kommunernes vegne har indgået aftale med. Patienter, der efter udskrivning fra et sygehus, har behov for specialiseret genoptræning på et sygehus, kan vælge mellem bopælsregionens eller andre regioners sygehuse og visse specialsygehuse. En sygehusafdeling kan dog af kapacitetsmæssige årsager afvise at modtage fritvalgspatienter. Hvad er en genoptræningsplan? Ved lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter sygehusophold skal patienten have en skriftlig genoptræningsplan fra sygehuset i henhold til sundhedslovens § 84 senest på udskrivningstidspunktet. Genoptræningsplanen skal udarbejdes sammen med patienten. Efter aftale med patienten skal planen sendes til patientens bopælskommune og egen læge. Ved behov for specialiseret genoptræning på et sygehus, skal planen også sendes til det valgte sygehus. Formålet med genoptræningsplaner er at sikre målrettede, sammenhængende og effektive genoptræningsforløb for patienter, der har behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Herunder at sikre relevant og rettidig information til de sundhedspersoner, der skal give genoptræningsydelsen til patienten samt at sikre information til patienten, patientens alment praktiserende læge og kommunen. Genoptræningsplanen erstatter ikke et udskrivningsbrev til egen læge. En genoptræningsplan skal angive, om patienten har behov for almen genoptræning, genoptræning på specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau, se bilag 1 i Bekendtgørelse om genoptræningsplaner og patienters valg af genoptræningstilbud efter udskrivning fra sygehus. Genoptræningsplanen skal som minimum indeholde en beskrivelse af patientens tidligere funktionsevne, en beskrivelse af funktionsevnen på udskrivningstidspunktet samt en beskrivelse af patientens genoptræningsbehov på udskrivningstidspunktet, herunder hvilke begrænsninger i funktionsevnen, genoptræningen skal rette sig imod. Læs uddybende om indhold i genoptræningsplaner i Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner, punkt 5. Genoptræning efter udskrivning fra privat sygehus Når et privat sygehus varetager offentligt finansieret behandling, er det private sygehus også forpligtet til at tilbyde en genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning. Hvis en patient bliver udskrevet fra et privat sygehus efter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg, er det således det private sygehus, der vurderer behovet for genoptræning. Genoptræning efter anden sygdom Efter servicelovens § 86, stk. 1 er kommunerne forpligtede til at tilbyde genoptræning til patienter, der har brug for hjælp til træning i forbindelse med en fysisk nedsat funktionsevne som følge af en sygdom, der ikke er blevet behandlet i forbindelse med indlæggelse på sygehus. Der kan eksempelvis være tale om genoptræning af en ældre patient, der er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på grund af en influenza. Målgruppen vil typisk være ældre patienter, men også andre patienter kan i begrænset omfang blive omfattet af § 86, stk. 1. Det vil ofte være den praktiserende læge eller hjemmeplejen, der konstaterer behovet for genoptræning. Kommunen afgør, om patienten har behov for genoptræning efter serviceloven - og i hvilken form. Patienten skal have en skriftlig begrundet afgørelse. Der er ikke krav om, at kommunen skal udarbejde en genoptræningsplan. Kommunen har derimod mulighed for at udarbejde en handleplan. Læs mere om handleplaner i Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner, punkt 7.4. Vedligeholdelsestræning Ifølge servicelovens § 86, stk. 2 har kommunen pligt til at tilbyde patienter vedligeholdelsestræning, der skal hjælpe patienter med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Med andre ord at forhindre tab af funktionsevne. Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle patienter, der på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, har behov herfor. Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af patienter med kroniske lidelser, i det omfang de har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske, psykiske og sociale færdigheder. Tilbud om vedligeholdelsestræning skal ses i sammenhæng med tilbud om genoptræning. Ofte vil der i forlængelse af et afsluttet genoptræningsforløb, efter både sundhedsloven og serviceloven, være behov for vedligeholdende træning med henblik på at fastholde den erhvervede funktionsevne. Det er kommunen, der afgør, om patienten har behov for vedligeholdelsestræning efter serviceloven - og i hvilken form. Patienten skal have en skriftlig begrundet afgørelse. Der er ikke krav om, at kommunen skal udarbejde en genoptræningsplan. Kommunen har derimod mulighed for at udarbejde en handleplan. Læs mere om handleplaner i Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner, punkt 7.4. Optræning som en del af socialpædagogisk bistand Ifølge servicelovens § 85 har kommunen pligt til at tilbyde socialpædagogisk bistand til hjælp, omsorg, støtte og optræning til udvikling af patienters daglige færdigheder. Optræningen retter sig især mod voksne med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. § 85 vil dog også ofte være relevant for f.eks. borgere, der som følge af en sygdom eller en ulykke har behov for et rehabiliteringsforløb af længere varighed og ofte i forskellige faser, der også kan omfatte eksempelvis støtte i forbindelse med selvstændig bolig. Optræning af behandlingsmæssig karakter Kommunen kan give tilbud efter servicelovens § 102 til optræning af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når det er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. DUKH § 102. https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=356&pageid=13 Hvor patienten skal forstå "KAN" og "SKAL" bestemmelserne https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=387&pageid=13 Som ligger på DUKH nye hjemmeside. https://www.dukh.dk/Praksisnyt-og-guides Tilbuddene efter § 102 omfatter altså en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling. Behandling kan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan ydes i det sædvanlige behandlingssystem, for eksempel fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen. Hilsen Peter (y) |
Opslået på Facebook for at udbrede fakta om § 102
Servicelovens § 102 skal du kende til.
Servicelovens § 102 har Folketinget vedtaget, at denne § skal stilles til borgernes rådighed. Servicelovens § 102 kaldes også for “Den glemte §” Servicelovens § 102 budgetterer mange kommuner ikke med. Servicelovens § 102 har mange kommunalbestyrelser ikke vedtaget sagsbehandlingsfrist iht Retssikkerhedslovens § 3 stk.2 som Folketinget kræver. Servicelovens § 102 er til svært handicappede, psykisk som fysisk, medborgere, unge, voksne og ældre. (Børn kan ikke bruge § 102) Servicelovens § 102. Er en lov§, som kommunerne i mange tilfælde ikke ønsker at borgerne gør brug af. Servicelovens § 102 bliver borgerne yderst sjældent vejledt i, af kommunerne, som har skærpet Vejledningspligt. Servicelovens § 102 er ofte den sidste mulighed for svært handicappede at forbedre sin situation. Servicelovens § 102 og brug af denne, kræver at du kan dokumenterer via aktindsigt, at du kan dokumenterer at alle relevante optræningstilbud er forsøgt. Servicelovens § 102 og brug af denne kræver, at du skal søge fuld aktindsigt ved eksempelvis fysioterapien som har pligt til at fører journal over hver enkelt patient, med resultater, optræningsplan etc. Uagtet at du er tilknyttet holdtræning, kommunalt eller i praksissektoren. Servicelovens § 102 er langt vigtigere end du kan forestille dig. Servicelovens § 102 som Folketinget vedtog for mange år siden https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=356&pageid=13 Som ligger på DUKH`s nye hjemmeside, som alle bør have kendskab til: https://www.dukh.dk/Publikationer “"Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102 Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som lever et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v. I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis.”” ”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.” Fysioterapiens pligt til journalføring: https://www.fysio.dk/radgivning-regl...kypx3N28nCA33g Retssikkerhedslovens § 3 stk.2 vedtog Folketinget i 1998, for 22 år siden, skærpet adskillige gange siden. https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-3000...2334&pageid=13 Hvis en ansøgning om hjælp efter Servicelovens § 102 bliver HJEMVIST til kommunen fra Ankestyrelsen kan kommunerne ikke mere trække tiden ud med afgørelserne. HJEMVISNING https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=361&pageid=13 Efter samme lovs § 3, stk. 2 skal kommunen på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Fra 1.7.2018 er der vedtaget en ændring, som betyder at de fastsatte frister også gælder for hjemviste afgørelser. ”Fristerne efter § 3, stk. 2, gælder også ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter lov om social service, som er HJEMVIST af Ankestyrelsen. Fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.” Aktindsigt. http://www.k10.dk/showthread.php?t=37741 Kommunen http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt.pdf Læger, fysioterapien, hospitaler http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt_ved_laege.pdf Hilsen Peter (y) |
Det kan betale sig at kæmpe for Servicelovens § 102
Morten valgte at kæmpe for Servicelovens § 102
Sammen med sin familie, som har ændret Verdensbilledet gennem hårdt arbejde Efter et års kamp ændrer kommune afgørelse om genoptræning: - Det var megafedt https://www.tv2east.dk/guldborgsund/...mfYvnvH0Zn6GV8 Efter en lang klagesag, og efter at familien havde samlet penge nok ind til selv at betale for Mortens genoptræning, har kommunen skiftet mening i sagen. I mere end 11 måneder har 20-årige Morten Skov og hans nærmeste familie kæmpet en kamp med Guldborgsund Kommune om bevilling af genoptræning. For efter at Morten Skov som 16-årig fik konstateret den dødelige kræftsygdom leukæmi, har han siden fået en operationen med knoglemarvstransplantation, som har gjort ham fri af kræften, men som har skadet ham så meget, at han blev afhængig af en kørestol. Derfor søgte han kommunen om et genoptræningsophold hos et privat genoptræningsselskab til 120.000 kroner. Det skulle gøre ham fri af kørestolen, men Guldborgsund Kommune sendte et afslag. Siden har der fulgt et juridisk slagsmål via Ankestyrelsen, som nu har fået kommunen til at vende på en tallerken. - Det var megafedt, de gav os medhold, siger en tydeligt lettet Morten Skov, der dog havde frygtet det værste: - Nu havde vi fået afslag tidligere, og det var ikke kommet som nogen overraskelse, hvis vi havde fået det igen. Guldborgsund Kommune mente i første omgang, at Morten Skovs behov for genoptræning kunne imødekommes med en ugentlig omgang fysioterapi. Siden blev han tilbudt offentlig behandling, men ikke noget, der hjalp ham til et liv uden kørestolen. - Der fik jeg en kørestol, og der har jeg siddet i den til for tre måneder siden. Jeg har godt kunnet komme ud af den, men jeg har ikke kunnet undvære den, forklarer han. Efter afslaget valgte Morten Skovs søster, Dorthe Skov, at starte en indsamling, der skulle give hendes bror adgang til genoptræning hos det private selskab Genoptræning Danmark. https://gen-dan.dk - Vi var ikke i tvivl om nogen af os, at Morten skulle af sted på det her ophold, og det var ikke noget, han selv havde råd til, eller vi andre havde råd til at give ham, så vi var nødt til at lave en indsamling for at kunne betale det, siger Dorthe Skov og tilføjer: - Vi har brugt mange ressourcer på at søge legater og alle de ting for at få det i gang. Det var da hårdt at vide, at Mortens ophold var afhængig af, at vi fik de her penge ind. Klage til Ankestyrelsen I alt blev der samlet 110.000 kroner ind, og de mange penge fra frivillige donere gjorde, at Morten Skov kunne fortsætte sin behandling. En behandling der indtil videre har betydet, at han igen kan begynde at gå: - Mit mål er at blive så god som mulig, og ind til videre har jeg kunnet slippe min kørestol – så den milepæl er nået. Men jeg vil selvfølgelig være meget bedre, end jeg er nu. Det har ikke været rart på nogen måde, at man gerne vil rykke sig, og ens familie kæmper alt, hvad de kan for at støtte en, for så konstant at møde en mur, hvor man ikke kommer videre, fortæller han og tilføjer: - Jeg ved, hvor mange timer min mor har brugt på det. Hun har været nødt til at få hjælp af min søster. Det har taget hårdt på dem. Samtidig med at indsamlingen startede, klagede familien over Guldborgsund Kommunes afgørelse til Ankestyrelsen, hvorfra Guldborgsund Kommune i marts måned blev pålagt at genbehandle sagen. Svaret fra Guldborgsund Kommune kom for to dage siden: - Efter fornyet sagsbehandling fremsendes afgørelse med bevilling af din ansøgning om genoptræningstilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens paragraf 102. En urimelig kamp Selvom familien er glade over, at Guldborgsund Kommune nu anerkender, at Morten Skov havde krav på den private genoptræning fra starten, så er de stadig uforstående overfor, at de skulle kæmpe så hård en kamp for at få den. - Det er også lidt frustrerende, og den ramte mig lidt senere på dagen, efter at jeg havde været glad i et stykke tid, at hvor er det også frustrerende at skulle kæmpe så meget for at få det, som vi synes, Morten havde krav på fra starten af. Og det er frustrerende, at vi skal lægge så mange timer i det hele og skulle tage den her kamp oven i det forløb, vi allerede havde været igennem, siger Dorthe Skov og tilføjer: - Jeg synes slet ikke, det er rimeligt, og jeg tror også, der er mange, der giver op undervejs og ikke får de ting, som de har behov for, fordi de bare ikke har overskud til at tage den kamp. Guldborgsund Kommune ønsker hverken at stille op til interview om deres håndtering af den konkrete sag eller deres generelle håndtering af socialsager i kommunen. Men i et skriftlig svar skriver Bodil Pedersen, Centerchef for Socialområdet: I efteråret tog vi af egen drift efter dialog med borger og partsrepræsentant sagen op til gennemgang mens vi ventede på Ankestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen har efterfølgende bekræftet rigtigheden af denne beslutning ved at hjemvise sagen til fornyet behandling. I sagsbehandlingen har vi indhentet nye, væsentlige oplysninger, som gør, at der var grundlag for at træffe en anden afgørelse og dermed imødekomme borgerens ansøgning. Vores oplevelse er, at vi har et godt og konstruktivt samarbejde med familien. Morten fik nej til privat genoptræning - kommune skal behandle sagen igen https://www.tv2east.dk/guldborgsund/...dle-sagen-igen DUKH Servicelovens § 102 https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=356&pageid=13 Genoptræning Danmark https://www.facebook.com/GenoptraeningDanmark Hilsen Peter (y) |
Facebook Servicelovens § 102
|
Fysioterapien Vigtigt nyt om journalføring vs Servicelovens § 102
Ingen kan køre sin sociale sag, uden fuld aktindsigt ved alle 100% herunder fysioterapien.
Du skal vide og forstå alt, hvad andre skriver om dig. Hvad der siges og påstås verbalt eksisterer ikke og ikke alle der smiler til dig, vil dig det bedste. Stol på dig selv. Der er netop faldet en afgørelse, at Servicelovens § 102 skal bruges. I den forbindelse er det VIGTIGT at du selv søger fuld agtindsigt ved alle fysioterapeuter som har behandlet dig. Fysioterapeuterne er pligtige til at fører udførlig journal over dit forløb. Denne aktindsigt skal du senere bruge, hvis du søger hjælp til videre optræning, som dokumentation at alle forsøg er afprøvet, fordi det er een af betingelserne for at komme i spil til Servicelovens § 102. https://www.fysio.dk/nyheder/nyheder...mmer-All_Users Klarere og enklere regler for journalføring. Det er resultatet af en ny bekendtgørelse om journalisering, som Danske Fysioterapeuter har medvirket til at lave. Selvom sommerferien snart står for døren, så er der god grund til at holde øje med din E-boks omkring den 1. juli. Her vil du nemlig få besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at den nye Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoner træder i kraft. https://stps.dk/da/nyheder/2021/ny-b...ffentliggjort/ For første gang kommer der også fem nye vejledninger til bekendtgørelsen. De er målrettet 1) praktiserende læger og speciallæger, 2) sygehuse og det præhospitale område, 3) det sygeplejefaglige område, 4) tandområdet og 5) specifikke autorisations-grupper, herunder fysioterapeuter, ergoterapeuter, kliniske diætister m.fl. I vejledningerne er bestemmelserne i bekendtgørelsen beskrevet og forklaret, for at tydeliggøre reglernes praktiske betydning for både ledelse og den enkelte sundhedsperson. Der er kommet vigtige afklaringer og forenklinger for krav til autoriserede sundhedspersoners journalføring. Blandt andet: Præcisering af formålet med at føre patientjournal Tydeliggørelse af driftsherrens organisatoriske ansvar for journalføring At autoriserede sundhedspersoner ikke har pligt til at sikre, at personer, der handler på dennes ansvar journalfører den udførte sundhedsfaglige virksomhed. At ledelsen på et behandlingssted har ansvaret for, at person, som handler på ansvar af en autoriseret sundhedsperson, har de fornødne kompetencer og er tilstrækkeligt instrueret i at føre journal over den udførte sundhedsfaglige virksomhed. Indførelse af undtagelser til pligten om at føre patientjournal (ved visse tilfælde af førstehjælp) Præcisering af journalføringspligten ved indhentning af råd fra anden sundhedsperson til brug for patientbehandling Præcisering af journalføringspligten af konferencebeslutninger Mulighed for, at sundhedspersoner kan identificere sig på andre måder end ved navn i journalen Justering af pligten til journalføring i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke til behandling Praktikerne er blevet hørt Danske Fysioterapeuter har siddet i en arbejdsgruppe i Styrelsen for Patientsikkerhed. 5 medlemmer har givet input til høringssvar på både bekendtgørelsen og vejledningen, ligesom Danske Fysioterapeuters månedlige sparringsmøder har givet stof til høringssvar og input til vejledningen. ”Vi afholder månedlige sparringsmøder om krav til journalføring med typisk 15-20 deltagende medlemmer. På sparringsmøderne hører vi ofte, at medlemmerne savner mere tid til journalføring. De problematiserer, at administrationssystemener er bøvlede at arbejde i og ikke understøtter lovgivningen. Mange medlemmer pointerer også, at det kan være vanskeligt at finde en god journalføringspraksis og der kan også være holdninger til, at journalen skal skrives så patienten kan forstå det hele eller skal skrives i et særligt teknisk sprog,” fortæller Gurli Petersen. DIT arbejdsredskab Bekendtgørelsen er ændret, så det nu fremgår, at journalen først og fremmest er sundhedspersonens arbejdsredskab og - gennem nødvendige notater - har til formål at sikre god og sikker patientbehandling. Der er også kommet enpræcisering af ledelsesansvaret for at sikre rammerne for nødvendig og relevant journalføring. Det fremgår nu, at ledelsen på behandlingsstedet skal sikre, at patientjournalen er opbygget og indrettet, så lovgivningens krav i forbindelse med journalføring kan overholdes og, at patientjournalen struktureres, så den er overskuelig for de sundhedspersoner, som benytter de n. ”Det er et stort fremskridt, at det nu præciseres, at journalen først og fremmest er sundhedspersonens arbejdsredskab, og at det alene er relevante og nødvendige oplysninger, som skal journalføres, ”siger Gurli Petersen. Hun understreger, at journalen stadig skal anvendes til videregivelse til andre og ved en klage eller erstatningssag. ”Men relevanskriteriet betyder, at det ikke er alle oplysninger, der fremkommer i kontakt med patienten, som skal journalføres. Unødig information kan gøre journalen uoverskuelig og ikke velegnet som arbejdsredskab for de sundhedspersoner, som skal benytte den,” siger Gurli Petersen. I forhold til præciseringen af ledelsesansvaret peger hun på, at der er ikke noget nyt i, at ledelsen har ansvaret for rammerne for journalføring. Men at det nu bliver slået fast med syv-tommer-søm, at det er ledelsens ansvar at sikre rammer, så fysioterapeuten kan journalføre i overensstemmelse med lovgivningen. Praktiske anvisninger på journalføringsreglerne For første gang kommer der sektorspecifikke vejledninger i journalføring, der dækker alle områder i sundhedsvæsenet. Vejledningerne forventes at blive udgivet 1. juli. Trine Knudsen, udviklingsterapeut, cand. scient. fys. Træning & Forebyggelse, Fredericia Kommune, som har givet input til høringssvar og vejledning vurderer: ”Med kommunale briller synes jeg, at de sektorspecifikke vejledninger er brugbare fordi de er meget mere konkrete end det lovmateriale vi ellers har haft at gøre med. Formålet er nu tydeligt beskrevet til at være et arbejdsredskab for os, arbejdsgiveren får en forpligtelse i strukturering, tilrettelæggelse og oplæring af medarbejdere i dokumentations-praksis, så vi som sundhedsansatte kan leve op til vores ansvar. Indirekte stiller vejledningen krav til vores it-systemer om at være et overskueligt redskab til at få overblik over borgeren. Derudover er der beskrevet nogle rammer, som man kan bruge til inspiration til egen dokumentation.” Anne Katrine Skjølstrup Toftdahl, Lektor, Cand.Scient., P.Ba. i Fysioterapi. Fysioterapeutuddannelsen, som har givet bidrag t il høringssvar og vejledning vurderer, at “Set fra et underviserperspektiv vil den nye journalføringsvejledning præcisere, hvilke elementer den gode journal skal indeholde, samt fungere som en god støtte for både vores studerende og de nye dimittender.” Bekendtgørelse. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1225 Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.) Servicelovens § 102 https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksi...celovens-§-102 Hilsen Peter (y) |
Servicelovens § 102 skal du kende til, som "svært handicappet"
Servicelovens § 102 skal du kende til.
Servicelovens § 102 har Folketinget vedtaget, at denne § skal stilles til borgernes rådighed. Servicelovens § 102 kaldes også for “Den glemte §” Servicelovens § 102 budgetterer mange kommuner ikke med. Servicelovens § 102 har mange kommunalbestyrelser ikke vedtaget sagsbehandlingsfrist iht Retssikkerhedslovens § 3 stk.2 som Folketinget kræver. Servicelovens § 102 er til svært handicappede, psykisk som fysisk, medborgere, børn, unge, voksne og ældre. Servicelovens § 102. Er en lov§, som kommunerne i mange tilfælde ikke ønsker at borgerne gør brug af. Servicelovens § 102 bliver borgerne yderst sjældent vejledt i, af kommunerne, som har skærpet Vejledningspligt. Servicelovens § 102 er ofte den sidste mulighed for svært handicappede at forbedre sin situation. Servicelovens § 102 og brug af denne, kræver at du kan dokumenterer via aktindsigt, at du kan dokumenterer at alle relevante optræningstilbud er forsøgt. Servicelovens § 102 og brug af denne kræver, at du skal søge fuld aktindsigt ved eksempelvis fysioterapien som har pligt til at fører journal over hver enkelt patient, med resultater, optræningsplan etc. Uagtet at du er tilknyttet holdtræning, kommunalt eller i praksissektoren. Servicelovens § 102 er langt vigtigere end du kan forestille dig. Servicelovens § 102 som Folketinget vedtog 1998 for 22 år siden. https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-300042&id=356&pageid=13 Som ligger på DUKH`s nye hjemmeside, som alle bør have kendskab til: https://www.dukh.dk/Publikationer “"Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102 Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som lever et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v. I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis.”” ”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.” Fysioterapiens pligt til journalføring: https://www.fysio.dk/radgivning-regl...OElJjAfHDPYcGs Retssikkerhedslovens § 3 stk.2 vedtog Folketinget i 1998, for 22 år siden, skærpet adskillige gange siden. https://www.dukh.dk/ref.aspx?s=-3000...2334&pageid=13 Trods dette krav fra Folketinget findes der stadig kommunalbestyrelser, som ikke har vedtaget og offentliggjort sagsbehandlingstid for Servicelovens § 102. Mon det er derfor den kaldes "Den Glente§" ????:evil: Med venlig hilsen (y) PS Jeg kommer snart med en værdifuld afgørelse om § 102 som Ankestyrelsen har stadfæstet |
“ PS Jeg kommer snart med en værdifuld afgørelse om § 102 som Ankestyrelsen har stadfæste”
Spændende og ser frem til at læse den afgørelse |
Dejligt, at du følger med Reno..... § 102
Jeg arbejder sammen med familien, som er hårdt ramt, hvor en ansøgning i første omgang blev et afslag fra kommunen.
Afslaget blev anket og Ankestyrelsen omgjorde kommunens manglende og dermed ulovlige afgørelse. Behandling efter § 102 som gav gode resultater frem til nu, hvor kommunen pludselig mener at forløbet skal stoppes, forde fremskridt er så store, at nu kan kommunen pludselig selv fortsætte et optræningsforløb, som de tidligere ikke kunne. I løbet af få dage bliver der afsendt endnu et afslag på fortsættelse af forløbet. Til stor skade for en ung patient, som har kæmpet for forbedringer. Jeg har anbefalet aktindsigt og endnu en anke til kommunen. Som får 4 uger til at foretage en reel genvurdering, men vi kender til resultatet. Efter 4 uger skal kommunen så afsende sagen, endnu engang, til Ankestyrelsen, hvor vi forsøger at få sagen, som en hastesag. Vi har argumentationen, velforberedt men er spændte på Ankestyrelsens bedømmelse. Derfor trækker sagen ud. Men indtil nu, er det fastslået at kommunerne SKAL vurderer om patienterne hører under Servicelovens § 102. En god og vigtig afgørelse, som KL og kommunerne naturligvis ikke har det godt med. Jeg vender tilbage med beskrivelse af regler, love og fremgangsmåder på, hvordan vi patienter "Svært handicappede" skal navigere imod kommunernes mange bevidste fælder, som bliver lagt ud på stribe. Vi må se, hvad fremtiden bringer og fremtiden viser, at der findes andre muligheder for "Svært handicappede" unge mennesker som naturligvis SKAL hjælpes videre med behandlinger, som kan bringe dem, videre og ud af kørestolen, gennem korrekt og hård træning. Her findes der ingen hurtige løsninger. Hilsen Peter (y) .... som vender tilbage |
Ministerie svar vs § 102
https://www.facebook.com/photo.php?f...1086766&type=3
Altså at de siger at 102 er subsidiær til anden lovgivning. Det er den også, men en kommune må altid gå direkte til 102, hvis bare de vurderer at en situation er af særlig karakter, men det er en situation sjovt nok aldrig, når en kommune selv må vælge. Her er et dokument fra ministeriet, som bekræfter at en kommune altid må gå direkte til 102:  Principafgørelse 28-17 "Gælden" https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2017/9452 Principafgørelsen fastslår En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen. Der kan dog være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser eller lignende, at det kræver en særlig indsats eller indretning af behandlingstilbuddet, som ikke kan tilbydes i det sædvanlige behandlingssystem. Personkredsen for tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven er borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbud om behandling efter serviceloven er betinget af, at borgeren har behov for en ganske særlig behandling, og at der ikke er et relevant behandlingstilbud inden for det sædvanlige behandlingssystem. Det gælder situationer, hvor borgeren efter en konkret vurdering er afskåret fra at benytte de sædvanlige behandlingstilbud fx på grund af utilstrækkelig specialviden eller ekspertise. Eventuel egenbetaling for behandlingen og eventuel ventetid kan ikke begrunde tilbud efter serviceloven, da det er et vilkår for alle. Tilbuddet er desuden betinget af, at behandlingen er nødvendig for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner. I den konkrete sag var Ankestyrelsen enig med kommunen i, at der ikke kunne bevilges hjælp til laserbehandling efter serviceloven med det formål at få fjernet tatoveringer i ansigtet. Mulighederne for behandling inden for det sædvanlige behandlingssystem var ikke udtømte, og borgeren skulle på lige fod med andre borgere benytte de almindelige behandlingstilbud. Principafgørelse 5-13 "Gældende" kan jeg ikke finde??? Hilsen Peter (y) |
Ankestyrelsen ændret praksis af § 102
Folketinget har vedtaget Serviceloven, tilbud til borgerne, ved lov, herunder § 102 med påstand om at i Danmark har vi velfærd og Verdens bedste anke-system.
https://danskelove.dk/serviceloven/102 Er dette døden for Servicelovens § 102? Følgende kræves at forståes af kriseramte familier, der er ramt af Muskelsvind, Sclerose, CP, børn med autisme, ADHD, traume, ulykker, arbejdsskader etc Kan omgivelserne, politikere, jurister, socialchefer etc forstå og anvise, hvor ressourcerne skal findes til hårdt ramte familier med sygdom og svære handicaps med slige ændringer udsendes om Servicelovens § 102? Opleves nedestående, som en hjælp til handicappede borgerne, børn med handicaps? Peters spørgsmål: 1) Kan en kommunalbestyrelse beslutte at Servicelovens § 102 ikke bruges i berørte kommune? 2) Skal kommunalbestyrelsen vedtage sagsbehandlingsfrist iht RSL § 3 stk.2, på Servicelovens § 102, som skal offentliggøres på kommunens hjemmeside? 3) Kan patienten ikke mere søge på et specifikt behandlingssted? Når du har læs Ankestyrelsen nye praksis, kan du eller dygtige jurister, måske svare på Peters spørgsmål SVAR på Peter´S spørgsmål kan læses nederst i denne tråd, når du har læst og forstået, hvis muligt, Ankestyrelsens ændrede praksis Ny Principafgørelse 4-23 "Gældende" Ankestyrelsens principmeddelelse 4-23 "Gældende" om serviceloven - kan-bestemmelse - ligebehandlingsprincippet - behandling https://ast.dk/afgorelser/principafg...9-db9e2e29f3a8 Principmeddelelsen fastslår Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen. (phhmw: Hvis der i kommunen befinder sig en anden patient der er bevilget en § 102 ved samme sted, skal kommunen bevilge til den nye ansøger) En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling. Hvis en kommune vælger at anvende servicelovens § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder, uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende. Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og om det imødekommer kriteriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Det betyder, at hvis borgeren fx har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102. Overvejelser om behandlingens effekt mv. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt. Kommunen behandler ansøgninger om bevilling af behandling efter serviceloven. Kommunens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen). De konkrete sager I sag nr. 1 fik borgeren afslag på behandling, da Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse i form af Binge Eating Disorder (BED) hører under sundhedssektoren. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at det forhold, at det i sundhedssektoren er besluttet, at der ikke gives behandling til patienter med spiseforstyrrelsen BED, ikke kan begrunde, at hjælpen skal ydes efter reglerne i den sociale lovgivning. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse. Styrelsen besluttede at genoptage sagen til principiel behandling til afklaring af, hvilken betydning kan-bestemmelsen i servicelovens § 102 kan have for borgerens materielle rettigheder efter serviceloven. Ankestyrelsen fastholdt afgørelsen, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen ift. behandling af BED. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering. I sag nr. 2 fik borgeren afslag på behandling i form af Body SDS fra kommunen, fordi behandling som udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser. Kommunen havde henvist til, at borgeren ville kunne modtage en behandling tilsvarende Body SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, fx ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen for så vidt angår Body SDS behandling. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering. Baggrund for at behandle sagerne principielt Ankestyrelsen har behandlet to sager om behandling efter serviceloven principielt. Det har vi gjort for at afklare, i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102. Derudover fastslås det i principmeddelelsen, at det efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunerne kan bevilge efter servicelovens § 102. Denne principmeddelelse ændrer praksis i forhold til, i hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17. Da praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, er der ikke grundlag for, at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager. Reglerne Love og bekendtgørelser Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022. § 102 om behandling Praksis Kasserede: Følgende principmeddelelser er kasserede og gælder ikke længere (historisk): 5-13: Principmeddelelsen fastslog, at kommunen altid skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren opfyldte betingelserne for at få behandling efter serviceloven, herunder hvilken betydning et fastsat serviceniveau havde for den konkrete afgørelse, og om den påtænkte indsats afhjalp borgerens behov. Nr. 28-17: Principmeddelelsen fastslog, at tilbud om behandling efter serviceloven var betinget af, at borgeren havde behov for en ganske særlig behandling, og at der ikke var et relevant behandlingstilbud inden for det sædvanlige behandlingssystem. Det gjaldt i situationer, hvor borgeren efter en konkret vurdering var afskåret fra at benytte de sædvanlige behandlingstilbud fx på grund af utilstrækkelig specialviden eller ekspertise. De konkrete afgørelser Sag nr. 1, j.nr. 22-52016 Du har klaget over Ankestyrelsens afgørelse af 1. april 2020, hvor vi stadfæstede kommunens afgørelse af 11. oktober 2019 om behandling af Binge Eating Disorder (BED). Vi har den 22. januar 2022 besluttet at genoptage din sag. Ankestyrelsen har nu afgjort din sag. Resultatet er: Du har ikke ret til den ansøgte behandling. Det betyder, at vi fastholder vores afgørelse, da vi er kommet til samme resultat. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke er forpligtet til at bevilge dig behandling for BED. Hvad er afgørende for resultatet Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse hører under sundhedssektoren, og at kommunen generelt har besluttet ikke at tilbyde særskilt behandling til patienter med BED. Kommunen har i sin afgørelse bemærket, at det forhold, at sundhedssektoren har etableret en behandlingsindsats, som kun rummer lette til moderate tilfælde af BED, ikke ændrer ved kommunens vurdering, fordi kommunen generelt har besluttet ikke at tilbyde behandling af BED efter servicelovens § 102. Kommunen har tilbudt dig socialpædagogisk støtte, men du har afvist dette. Du gør dog gældende, at du gerne vil tage imod tilbuddet om socialpædagogisk støtte, hvis du kan få bevilget det ansøgte rehabiliteringsophold på behandlingssted X efter reglerne om socialpædagogisk støtte. Vi er dog enige med kommunen i, at der er tale om behandling, ikke socialpædagogisk støtte. Vi henviser til behandlingssted X´s hjemmeside, hvor indsatsen er beskrevet til primært at bestå af forskellige terapiformer. Vi forstår kommunens vurdering således, at kommunen - i hvert fald i forhold til behandling af BED - generelt har fravalgt at anvende bestemmelsen efter servicelovens § 102. Vi kan tilføje, at det forhold, at sundhedssektoren ikke tilbyder den af dig ønskede form for behandling, ikke fører til, at kommunen forpligtes til at anvende bestemmelsen om behandling efter serviceloven. Servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse. Kommunen er efter denne bestemmelse i udgangspunktet ikke forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen. Kommunen er dog forpligtet til at sikre, at ligebehandlingsprincippet iagttages. Det vil sige, at tilsvarende sager behandles lige i retlig henseende. Om reglerne Behandling efter servicelovens § 102 kan bevilges til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbyde efter anden lovgivning. Servicelovens § 102 er en ”kan-bestemmelse”, som giver kommunen mulighed for at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter. Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke nogen forpligtelse for kommunen, som således kan træffe en generel beslutning om, at der i kommunen ikke tilbydes hjælp til behandling. Hvis kommunen vælger at anvende bestemmelsen om behandling, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Hvis kommunen anvender bestemmelsen, skal kommunen iagttage ligebehandlingsprincippet og foretage en konkret og individuel vurdering af, om behandlingsmuligheder i sundhedssektoren er udtømte, og om behandlingen er nødvendig. Sag nr. 2, j.nr. 20-1125 Du har klaget over X Kommunes afgørelse om behandling, konkret Body-SDS. X Kommune afgjorde sagen den 17. december 2019. Ankestyrelsen har nu afgjort din sag. Resultatet er: Du har ikke ret til den ansøgte behandling. Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke er forpligtet til at bevilge dig Body-SDS behandling. Hvad er afgørende for resultatet Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at muskelmassage, bevægelse af led samt træning af åndedræt som Body-SDS behandling som udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser. Kommunen har henvist til, at du vil kunne modtage en behandling tilsvarende Body-SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, for eksempel ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Det er også kommunens vurdering, at der udtømmende er gjort op med muligheden for at modtage Body-SDS i det ordinære sundhedssystem, idet der kan kompenseres med fysioterapi i forskellige varianter gennem tilbud i det ordinære behandlingssystem. Vi forstår kommunens vurdering således, at kommunen har fravalgt at anvende bestemmelsen i servicelovens § 102 til at bevilge hjælp til behandling, i dit tilfælde Body-SDS behandling, til borgere, som fx vil kunne få anvist anden tilsvarende behandling i sundhedsvæsenet. Kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling. Servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse. Kommunen er efter denne bestemmelse i udgangspunktet ikke forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen. Kommunen er dog forpligtet til at sikre, at ligebehandlingsprincippet iagttages. Det vil sige, at tilsvarende sager behandles lige i retlig henseende. Om reglerne Behandling efter servicelovens § 102 kan bevilges til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Servicelovens § 102 er en ”kan-bestemmelse”, som giver kommunen mulighed for at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter. Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke nogen forpligtelse for kommunen, som således kan træffe en generel beslutning om, at der i kommunen ikke tilbydes hjælp til behandling. Hvis kommunen vælger at anvende bestemmelsen om behandling, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Hvis kommunen anvender bestemmelsen, skal kommunen iagttage ligebehandlingsprincippet og foretage en konkret og individuel vurdering af, om behandlingsmuligheder i sundhedssektoren er udtømte, og om behandlingen er nødvendig. Hilsen Peter:confused::evil: BILAG DUKH om "KAN & SKAL bestemmelserne" https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksi...l-bestemmelser Praksisnyt 42 - Kan og skal bestemmelser ( Opdateres ikke ) 11-07-2023 Læs mere om forskellen på kan og skal bestemmelser. ”Kan” og ”skal” bestemmelser - er der nogen reel forskel? I nogle af servicelovens bestemmelser står der, at kommunen kan yde hjælp, og i andre bestemmelser står der, at kommunen skal yde hjælp, når bestemte betingelser er opfyldte. I DUKH oplever vi fra tid til anden, at en borger får afslag på en ydelse efter en kan-bestemmelse bl.a. med den begrundelse, at når det er en kan-bestemmelse, er kommunen ikke forpligtet til at bevilge det ansøgte, uanset at lovbestemmelsens betingelser er opfyldte. Spørgsmålet er dog, om der reelt er nogen forskel på - kan og skal-bestemmelser i forhold til konkrete ydelsesparagraffer. Det handler denne udgave af praksisnyt om. Eksempler på reelle kan-bestemmelser Nogle kan-bestemmelser er såkaldte reelle kan-bestemmelser, det vil sige, det er op til kommunen, om den vil anvende lovbestemmelsen. Et eksempel er servicelovens § 117, hvoraf det fremgår, at kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. I Vejledning om støtte til køb af bil og individuel befordring er det anført i pkt. 127: ”Kommunalbestyrelsen har mulighed for at yde befordringstilskud til borgere, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse.” Det skal i denne sammenhæng nævnes, at det i § 117, stk. 2 er anført, at der ikke kan klages over kommunens afgørelse. Det vil sige, en afgørelse om afslag ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Et andet eksempel er servicelovens § 11, stk. 6. Efter denne bestemmelse kan kommunen som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte. Kommunen kan fastsætte kriterier for tildeling af denne støtte, hvis de beslutter sig for at anvende bestemmelsen. Det er helt op til kommunerne, om de vil gøre brug af muligheden. Også her er det anført i lovbestemmelsen, at kommunens afgørelser om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er også en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for - men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen. Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen). Hjælp til afklaring af kan/skal i lovbemærkninger Efter servicelovens § 122 kan kommunen under visse betingelser yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når f.eks. en nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter servicelovens § 119, passer en døende. I en sag omtalt i principafgørelse C-51-03 vedrørende § 122 fandt en kommune, at den lovligt kunne afvise en ansøgning på ydelser, der var formuleret som en ”kan-bestemmelse” med henvisning til, at der ikke forelå en pligt for kommunen til at lade den pågældende ydelse være en del af kommunens serviceniveau. Kommunen anførte endvidere: ”De fakultativt formulerede bestemmelser skulle alene ses som en sikring af et hjemmelsgrundlag for kommuner, der måtte ønske at lade ydelser omfattet af disse bestemmelser være en del af kommunens tilbudskatalog, jf. legalitets-princippet, der fordrede materiel lovhjemmel for ydelser leveret fra forvaltningen.” Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke frit kunne vælge om den alene ville yde hjælp til nogle af de ydelser, som måtte anses for omfattet af servicelovens § 122. Ankestyrelsen fandt bl.a., at udtrykket ”kan yde hjælp” skulle fortolkes således, at hjælpen skulle ydes efter en konkret individuel vurdering af, om betingelserne var opfyldt, herunder om hjælpen var sagligt begrundet sammenholdt med bestemmelsens formål. For yderligere afklaring af ordet ”kan” i § 122 gik Ankestyrelsen tilbage til lovbemærkningerne. Fra afgørelsen kan yderligere citeres, idet lovbestemmelserne er opdaterede: ”Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 122 i lovforslaget ... fremgik, at bestemmelsen svarede med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 57 d. Af lov-forarbejderne fra 1990, hvor bestemmelsen blev indført i bistandslovens § 57 d, fremgik det af de almindelige bemærkninger, at det i betænkningen fra Folketinget Socialudvalg afgivet den 17. maj 1989 var anført, at der skulle sikres gratis medicin og sygeplejeartikler m.v. i plejeperioden, således at plejen i eget hjem ikke påførte familien udgifter, som den ikke ville have haft, hvis den havde valgt sygehusophold. Ankestyrelsen var derfor ikke enig med kommunen i, at formålet med loven havde været at tilgodese et eventuelt forskelligt serviceniveau i kommunerne. En sådan fortolkning ville efter styrelsens vurdering være i strid med det formål, som bestemmelsen havde til hensigt at sikre. Kommunen kunne således ikke frit vælge om den ville eller ikke ville yde hjælpen eller kun yde hjælp til nogle at de ydelser, som måtte anses for omfattet af servicelovens § 122.” Det betyder, at den enkelte lovbestemmelse og lovbemærkningerne hertil har større vægt, end om den konkrete lovbestemmelse er formuleret som en kan-bestemmelse. Særligt om servicelovens § 96, stk. 3 (BPA) Efter servicelovens § 96, stk. 3 kan kommunen tilbyde borgerstyret personlig assistance (BPA) til borgere, der ikke er omfattet af BPA-personkredsen, hvis kommunen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren. Men det er helt op til den enkelte kommune, om de vil gøre brug af denne mulighed. Det er således en reel kan-bestemmelse. Fra BPA-vejledningen: “25. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilbyde BPA efter § 96, stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen generelt beslutter at anvende bestemmelsen, vil en afgørelse om ikke at anvende § 96, stk. 3, i en konkret sag kunne påklages. Kommunalbestyrelsens beslutning om at fravælge § 96, stk. 3, i den konkrete sag vil således være en afgørelse i forhold til borgeren. Hvis kommunalbestyrelsen generelt fravælger at anvende servicelovens § 96, stk. 3, vil en sådan beslutning relatere sig til fastlæggelsen af kommunens generelle serviceniveau. Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 3, kan en sådan beslutning ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.” Det fremgår ikke direkte af hverken lovbestemmelsen eller af lovbemærkningerne (L 154 2007/08), at kommunen ikke har pligt til at anvende en BPA-ordning efter § 96, stk. 3, men vejledningsteksten stammer fra svaret på spørgsmål 43 til Folketingets Socialudvalg under folketingets behandling af L 154. Ordet kan skal altså tages bogstaveligt. Er der klageadgang til Ankestyrelsen? Efter servicelovens § 166 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i serviceloven eller i retssikkerhedsloven, indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Udgangspunktet er således, at der er klageadgang, men at der kan være undtagelser fra klageadgangen. Det er tilfældet med de reelle kan-bestemmelser (§ 11, stk. 6 og § 117 omtalt tidligere), hvor det er fastsat i begge bestemmelser, at der ikke er klageadgang. Modsat er der klageadgang i sager efter § 96, stk. 3, når en kommune generelt har besluttet sig for at anvende denne lovbestemmelse. Når der er klageadgang, betyder det, at Ankestyrelsen bl.a. kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget en konkret og individuel vurdering i deres afgørelse af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp. Afrunding I de fleste tilfælde betyder det ikke nogen reel forskel, om der står, skal eller kan i en lovbestemmelse. Et "kan" vil i mange tilfælde reelt betyde et skal. Det har således større betydning for tolkningen af ordet kan, hvilke intentioner lovgiverne har haft med lovbestemmelsen. Det kan som regel læses ud af lovbemærkningerne, i svar til Folketingets Socialudvalg under det konkrete lovforslags behandling eller i afgørelser truffet af Ankestyrelsen. Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk I dette Praksisnyt er henvist til: Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue) Retssikkerhedsloven (nyt vindue) Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance (nyt vindue) Vejledning om støtte til køb af bil og individuel befordring (nyt vindue) Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven (nyt vindue) Ankestyrelsen principafgørelser: 5-13 (link åbner i nyt vindue) C- 51-03 (link åbner i nyt vindue) Ministersvar, lovbemærkninger m.v.: Lovbemærkninger (nyt vindue) Lovmærkningerne (L 154 2007/08) (nyt vindue) Spørgsmål 43 til Folketingets Socialudvalg under folketingets behandling af L 154 (nyt vindue) https://www.ft.dk/samling/20072/lovf...421/554896.pdf DUKH oplyser 2023 https://www.dukh.dk/ref.aspx?id=25079 ER § 102 BLEVET OVERFLØDIG? DUKH HAR DEN SENESTE TID MODTAGET EN DEL HENVENDELSER MED OVENSTÅENDE SPØRGSMÅL. EN NY PRINCIPMEDDELELSE FRA ANKESTYRELSEN GØR DET NEMLIG MULIGT FOR KOMMUNERNE AT TRÆFFE EN GENEREL BESLUTNING OM AT UNDLADE AT ANVENDE § 102. Servicelovens § 102 har fyldt en del i DUKH’s rådgivning på det seneste – og også været årsag til en del frustration. For ”er paragraffen blevet overflødig – og hvorfor findes den så overhovedet?”, lyder spørgsmålene bl.a. fra borgerne. Kommunerne kan efter § 102 give tilbud til behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer under forudsætning af, at det er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Det er med andre ord muligt for kommunerne at give et behandlingstilbud til den omtalte målgruppe i de tilfælde, hvor der ikke er muligheder i sundhedssystemet – og hvor en individuel vurdering peger på, at det er nødvendigt. Men det er sidstnævnte – den individuelle vurdering – der er årsag til, at DUKH nu bliver spurgt, om § 102 er blevet overflødig. Ankestyrelsen har nemlig med principmeddelelse 4-23 netop slået fast, at det som udgangspunkt er det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, der skal benyttes ved behov for behandling – ligesom den enkelte kommune også kan træffe en generel beslutning om slet ikke at anvende § 102. Det betyder i praksis at kommunen nu kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter servicelovens § 102, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Og det er ny praksis i forhold til tidligere. Borgerne kan stadig søge kommunen om behandling efter § 102 – og der er også klageadgang ved afslag. Men hvis kommunen har besluttet ikke at anvende § 102, vil sagen være afgjort på forhånd – medmindre afgørelsen strider mod ligebehandlingsprincippet. For kan det dokumenteres at kommunen har bevilget behandling i en sammenlignelig sag, vil de også skulle bevilge det igen jf. reglerne om ligebehandling. Imidlertid er det dog yderst vanskeligt at dokumentere, så principmeddelelsen betyder i praksis, at det er blevet vanskeligere at få bevilget behandling efter § 102. Har kommunen til gengæld besluttet at anvende § 102, åbner principmeddelelsen op for at der er tale om ”enhver form for behandling” efter en konkret vurdering af borgerens individuelle behov. DUKH Praksisnyt 05 - Behandlingstilbud efter servicelovens § 102 KC 20-06-2023 Læs mere om reglerne om tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102 Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102 Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som har levet et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v. I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis. Ankestyrelsen har imidlertid med principmeddelelse 4-23 fastslået at udgangspunktet er at det sædvanligt behandlingssystem efter sundhedslovgivningen skal benyttes ved behov for behandling. Kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling, men er efter 4-23 ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter Hvad kan § 102 anvendes til? Efter § 102 kan kommunen - ud over tilbud efter § 85 (§ 85 omhandler hjælp og støtte, som gør borgeren i stand til at varetage sin egen dagligdag) - give tilbud om behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. I Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven, er det anført: ”15. Udgangspunktet for behandling efter serviceloven er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes ... Men der kan være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser, misbrug e.l., at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet.” I samme vejledning præciseres det i pkt. 16 at: ”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud, når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.” Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem. I Vejledning om botilbud mv. til voksne, er det om behandling på kvindekrisecentre i medfør af servicelovens § 102, anført: ”159. Behandlingsydelser forudsættes først og fremmest ydet efter de almindelige regler herom. Der kan dog være situationer, hvor disse regler ikke er hensigtsmæssige eller tilstrækkelige. Efter servicelovens § 102 kan der derfor i særlige tilfælde gives tilbud om behandling. Behandlingstilbud efter servicelovens § 102 skal ligge ud over de tilbud, der generelt tilbydes efter sundhedslovgivningen og skal herudover indgå i en handleplan for den enkelte, som et led i den samlede sociale indsats. Der vil typisk kunne være tale om socialpsykiatrisk, psykologisk eller specialterapeutiske behandlingstilbud, som kan medvirke til at forbedre/vedligeholde den enkeltes funktionsniveau fysisk, psykisk og socialt.” I Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner (2018) står der i kap. 7.3.: ”Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling. Behandling kan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, f.eks. fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen.” Om kommunens forpligtelse i forhold til § 102 Ankestyrelsen har i principmeddelelse 4-23 behandlet 2 sager principielt for at afklare i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102. Ankestyrelsen fastslår med denne afgørelse, at: Servicelovens bestemmelse i § 102 er en kan-bestemmelse Kommunen har mulighed for, men er ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven Der ikke er krav om, at kommune skal træffe en generel beslutning om at anvende Servicelovens § 102 Kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Dette betyder at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter § 102, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter denne bestemmelse. En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling Derudover fastslår Ankestyrelsen i 4-23 at det ”efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunen kan bevilge efter servicelovens § 102”. Principmeddelelsen ændrer praksis i forhold til, hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17, der begge kasseret da de ikke længere har vejledningsværdi. Praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Der er i forlængelse af denne praksisændring ikke grundlag for at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager. Kan-bestemmelse med klageadgang I principafgørelse 4-23 har Ankestyrelsens fastslået, at; ”Hvis en kommune vælger at anvende § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende. Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller socialsituationer og om det imødekommer kriterieriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Dette betyder, at hvis borgeren f.eks. har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102 Overvejelser om behandlingens effekt m.v. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.” Der er fortsat klageadgang over afslag på behandling efter § 102, hvilket fremgår af principmeddelelse 4-23: ”Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen)”. Afrunding Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Kommunen kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem. Tilbud efter § 102 kan ydes uafhængig af boform, dvs. også til borgere, der f.eks. har ophold i botilbud efter servicelovens § 108. Hjælpen efter § 102 ydes uafhængig af økonomi. Mange borgere, der i dag ikke kan få den nødvendige behandling i det sædvanlige behandlingssystem, bliver henvist til at søge om hjælp til betaling af udgiften til behandling efter aktivlovens § 82, men her ydes hjælpen som bekendt efter en økonomisk vurdering. Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 102 kan således med fordel anvendes i en række situationer. Afgørelsen kan påklages selv om det er en kan-bestemmelse. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling - og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen. Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk SLUT I dette Praksisnyt er henvist til: Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue) Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), §§ 81 og 82 (nyt vindue) Ankestyrelsens principafgørelser: Principmeddelelse 4-23 (nyt vindue) Vejledninger: Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven - pkt. 15 og 16. (nyt vindue) Botilbudsvejledningen pkt. 140 (nyt vindue) Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner - kap. 7.3. (nyt vindue) Forstod du, hvad den ye praksis fra Ankestyrelsen går ud på? SVAR på Peters spørgsmål. Har du en anden fortolkning eller kan påvise fejl i denne tråds fortolkning, så lad det komme frem. 1) JA, hvis kommunen ikke har en eneste borger, som har en bevilling på § 102 (Ligebehandlingspricippet) 2) JA, måske, hvis kommunen har en løbende bevilling på § 102. 3) NEJ, fordi det er kommunen, som bestemmer hvilket behandlingstilbud der skal bevilges til. Håber med dette at give et virkelighedstro billede af, hvad det sociale system kræver af hårdt ramte familier, der forsøger at kæmpe sig til en mulighed for hjælp, optræning etc. § 102 er endegyldig sidste mulighed for svært handicappede, fysisk som psykisk, at forsøge at kæmpe sig til kvalificeret hjælp Er denne, eller afgår denne § 102 døden, i nærmeste fremtid? Hilsen Peter:evil: |
I Gladsaxe kommune døde § 102
https://dagsordener.gladsaxe.dk/vis?...XQn_e-z_JcEE2A
""På baggrund af revisionsprocessen foreslår forvaltningen to ændringer i kvalitetsstandarderne for voksne med særlige behov: At servicelovens § 102 udgår samt at sagsbehandlingsfristerne for en række ydelser tilpasses en mere realistisk varighed. Ændringerne tager udgangspunkt i en principafgørelse fra Ankestyrelsen samt i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af unødig administration. Desuden er arbejdsgangen for bevillinger for borgere over 65 år blevet ændret, så sagsbehandlingen ikke længere foregår i Visitationen i Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen, men i stedet er samlet i Handicaprådgivningen."" phhmw SEL § 102: Kommunalbestyrelsen kan vælge at: 1) tilbyde støtte efter bestemmelsen 2) tilbyde støtte til nogle typer/andre/alternativ behandling 3) ikke tilbyde støtte overhovedet iht. AST principafgørelse 4-23. Hvilke muligheder har borger, forudsat at alle behandlingsmuligheder i sundhedssystemet er udtømt? Ad 1) Fint hvis der findes en ekstra behandlingsmulighed. Ad 2 og 3) Får borger afslag, kan der klages til Ankestyrelsen. Har kommunen en anden borger, der har bevilling på lignende behandling, kan AST ændre kommunens afslag. MEN det forudsætter at borgeren kender til/finder den anden borger, med samme behov, og kan dokumentere det overfor Ankestyrelsen. For har kommunen mon overblik på/ved, om de har truffet afgørelse efter § SEL 102 til en anden borger? For kommunalbestyrelser som har vedtaget ikke længere - helt eller delvist - at anvende SEL § 102, er det nærmest umuligt at få bevilling/medhold. Gladsaxe eksempel hvor SEL § 102 fjernes: Referat 1. november 2023 kl. 16.30 Psykiatri- og Handicapudvalget https://dagsordener.gladsaxe.dk/vis?...XQn_e-z_JcEE2A punkt 3 Kvalitetsstandarder for voksne med særlige behov 2024 https://dagsordener.gladsaxe.dk/vis?...XQn_e-z_JcEE2A "På baggrund af revisionsprocessen foreslår forvaltningen to ændringer i kvalitetsstandarderne for voksne med særlige behov: At servicelovens § 102 udgår samt at sagsbehandlingsfristerne for en række ydelser tilpasses en mere realistisk varighed. Ændringerne tager udgangspunkt i en principafgørelse fra Ankestyrelsen samt i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af unødig administration." "Ad indstillingen: Et flertal i Psykiatri- og Handicapudvalget (Katrine Skov, Calle Greisholm, Signe Ejersbo, Michael Dorph Jensen, Jaqueline Siliam Kristensen og Suleman Naim (stedf.)) stemte for. Lone Yalcinkaya stemte imod med henvisning til følgende protokollat: "Venstre stemmer imod, idet vi ikke kan støtte op om fjernelse af kvalitetsstandarder for servicelovens § 102 og med henvisning til vores ændringsforslag til ændring af sagsbehandlingsfrister."" Hilsen Peter :evil: |
Manglende retssikkerhed er aftalt spil
Professor i politisk ledelse ved CBS, Niels Åkerstrøm, påpeger, at der er en uskreven aftale mellem regering, kommuner og ankestyrelse om at formulere social- og beskæftigelsespolitikken så elastisk, så kommuner og ankestyrelse kan afslå borgeres ansøgninger om hjælp, selvom de har ret til ydelsen.
Det skriver jeg i et debatindlæg i dag. Jeg har skrevet denne artikel, fordi det rystede mig at erfare en professor i politisk ledelse udtale så klart og tydeligt, at den retssikkerhed, som mange ikke oplever at få i det kommunale system, rent faktisk ER kompromitteret, endda åbenbart endnu mere systematisk end vi borgere tør mistænke. Mens de politisk ansvarlige igen og igen afviser, at borgeres retssikkerhed krænkes i de kommunale systemer, er der altså en person, der tør fastslå det fra sin professorstol på universitetet. Det, synes jeg, bør udbredes. Det kunne være interessant at høre ham uddybe dette emne, altså hvad han tør sige udfra sin position. Og det kunne være interessant at få de politiske partier til at forholde sig hertil. Men det er der ikke mange medier og politikere, der vil gå ind i (min artikel blev således afvist af Altinget, før jeg sendte den til Arbejderen). Tilbage står, at borgernes retssikkerhed i mange tilfælde er ikke-eksisterende. Hvad vil de forskellige politiske partier gøre ved dette kolossale retssikkerhedsproblem? Eller måske rettere: Er der nogen, der vil gøre noget - udover Alternativet, som er anledning til radioudsendelsen bagved denne artikel? LISBETH RIISAGER HENRIKSEN, AARHUSCAND.MAG. OG FORFATTER 30. OKTOBER 2022 | 05:00 https://arbejderen.dk/debat/manglend...ZncnGDvp8oKakk Radiokanalen 24syv bragte den 30. september et meget rystende program https://web.24syv.dk/audio_clips/293745 om manglende retssikkerhed på social- og beskæftigelsespolitikkens område. Det handlede om det forhold, at Ankestyrelsen trods cirka 500.000 klage- og ankesager igennem de seneste 10 år ikke har sanktioneret kommunerne én eneste gang. Det har folketingsmedlem Torsten Gejl, social- og beskæftigelsesordfører for Alternativet, haft indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) i åbent samråd om i Indenrigs- og Boligudvalget den 27. september. https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/vide...px?as=1#player Ministeren sagde da, at de manglende sanktioner af kommunerne var et succeskriterium. Det svar blev Torsten Gejl naturligvis rystet over. Reporterne på 24syv har efterfølgende talt med borgeren Marie og professor i offentlig og politisk ledelse ved CBS, Niels Åkerstrøm. Marie fortæller til 24syv om et treårigt forløb, hvor hun som alvorligt psykisk syg ikke fik det botilbud, som psykiatrien havde anbefalet, og som hun havde retskrav på. Konsekvensen var, at hun blev endnu mere syg; så syg, at hun har haft 30 selvmordsforsøg! Niels Åkerstrøm fortæller til 24syv, at kommunerne reelt ikke har råd til at overholde lovgivningen på social- og beskæftigelsespolitikkens område. Derfor har man en uskrevet aftale om, at lovgivningen formuleres sådan, så den rummer et stort fortolkningsrum – det vil sige, at man bevidst formulerer lovgivningen utydelig og elastisk. Så overlader man det til kommunerne at fortolke lovgivningen på en måde, der kan komme borgeren til skade. Og så kan borgeren klage til kommunen eller til Ankestyrelsen, og bolden med ansvaret kan skubbes frem og tilbage igen og igen. Ankestyrelsen har ikke selv muskler til at sanktionere kommuner, for så skulle den selv anvise svar til kommunerne på, hvad de i stedet skal gøre. Det er selvsagt en for stor opgave med i gennemsnit 50.000 ankesager om året. Dens magt består derimod i at være en trussel for kommunerne. Ansvaret og arbejdet uddelegerer den til kommunerne, vurderede Åkerstrøm. Tilbage står, at borgere altså snydes for det, de har retsmæssigt krav på, og at både kommuner og Ankestyrelsen bevidst bryder lovgivning. Og alle ved det! Det er altså en meget, meget alvorlig konklusion. For så har vi simpelthen et aftalt spil mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det er magtfordrejning, når lovgivningen udformes og forvaltes, så borgerne loves rettigheder, som de samtidig uden saglig begrundelse kan forholdes, og som de end ikke kan opnå via domstolene. Det er ikke, hvad man forventer af et retssamfund! Det er endnu mere alvorligt og rystende retsløst, end jeg allerede har vidst igennem de ti år, jeg indtil videre har fulgt og skrevet om social- og beskæftigelsespolitikken og forvaltningen af dem. Der er brug for en fundamental genoprettelse af retssikkerheden for de syge borgere på disse ressortområder! Hvilke partier ud over Alternativet vil tage ansvar herfor efter folketingsvalget den 1. november? Tak til LISBETH RIISAGER HENRIKSEN og Arbejderen Hilsen Peter :evil: |
Et øjebliksbillede af "KAN" og "SKAL" love
Facebook.
#enmillionstemmer Guide til hjælp og støtte. Forældre til børn med handicap I guiden gennemgås de vigtigste tilbud om hjælp og støtte til forældre, der har et barn med handicap. Der findes også en række henvisninger til, hvor der kan søges mere viden, fx om lovgivning. https://sbst.dk/.../guide-til-hjaelp...ette-foraeldre... GUIDEN: https://sbst.dk/.../2-1503_Foraeldreguide%20handicap... Kære forældre, Denne guide henvender sig til jer, der venter, eller som er forældre til et barn med handicap. Som forældre er I – med det kendskab I har til jeres barn og jeres dagligdag – afgørende for at sikre den bedst mulige indsats for jeres barn og jeres familieliv. Guiden gennemgår de vigtigste tilbud om hjælp og støtte og giver en ræk- ke henvisninger til, hvor I kan søge mere viden, både i de gældende regler (find dem på www.retsinformation.dk) og i relevant informationsmateriale om de forskellige emner. I kan også slå op på barnets alder og finde information, der er særlig vigtig på dette alderstrin. I guiden anvendes begrebet ”handicap” bredt, som en samlet betegnelse for alle former for og grader af funktionsnedsættelser. Men den henvender sig først og fremmest til jer, hvis barn har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller lang- varig lidelse. Med venlig hilsen 🤝 phhmw Mette Møller Jeg synes nærmest det er en hån at udgive sådan en guide. I første linje burde der stå, at alle sætninger begynder med ordet “ kan” og at det dermed giver kommunen ret til at afvise enhver ansøgning. Handicappede har derimod ingen ret til noget som helst. Alle guidens overskrifter benytter også ordet “ kan” og ikke at handicappede har “ ret” til. Peter Hansen Forfatter Kære Mette Møller En spændende vinkling. Vi ser netop i skrivende stund, at Styrelser (Ankestyrelsens Tilsyn) omskriver Folketingets vedtagne Serviceloven, her eksempelvis § 102, som med et pennestrøg er blevet en 100% "KAN"-lov, som er blevet en FRIVILLG § at bruge for kommunerne. https://www.k10.dk/showthread.php?p=374497 CITAT"Ankestyrelsen har nemlig med principmeddelelse 4-23 netop slået fast, at det som udgangspunkt er det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, der skal benyttes ved behov for behandling – ligesom den enkelte kommune også kan træffe en generel beslutning om slet ikke at anvende § 102."CITAT slut SAMT: Gladsaxe kommune: CITAT"""På baggrund af revisionsprocessen foreslår forvaltningen to ændringer i kvalitetsstandarderne for voksne med særlige behov: At servicelovens § 102 udgår samt at sagsbehandlingsfristerne for en række ydelser tilpasses en mere realistisk varighed. Ændringerne tager udgangspunkt i en principafgørelse fra Ankestyrelsen samt i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af unødig administration. Desuden er arbejdsgangen for bevillinger for borgere over 65 år blevet ændret, så sagsbehandlingen ikke længere foregår i Visitationen i Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen, men i stedet er samlet i Handicaprådgivningen.""CITAT slut Så på alle områder er en jagt gået ind på besparelser, som vi alle bør følge med skarpe øjne. Med venlig hilsen Peter :evil: |
| Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 14:46. |
Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension