Mere håb til brøkpensionister, der er unionsborgere

[brøkpensionist]

Jeg mener ikke, at hverken § 2, stk. 1 i den danske udlændingelov ang. EU-borgeres ret til indrejse og ophold i Danmark og praksis omkring denne bestemmelse er i overensstemmelse med direktiv 2004/38/EF, da EU-borgere automatisk udvises af landet efter hhv. 3 eller 6 måneders ophold, hvilket Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech også har bekræftet i sit svar på spørgsmål nr. 131 af 16.6.2009, folketingssamling 2008-2009, Udvalg Udlændinge og Integration, alm. del.

§ 2, stk. 1 i den danske udlændingelov har følgende ordlyd:

”Udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen eller, såfremt de pågældende er arbejdssøgende, i indtil 6 måneder fra indrejsen.”

Jeg har også lige fundet frem til Ankestyrelsens principafgørelse 137-09, som også i høj grad er ulovlig i forhold til EF-traktaten og Rådets forordninger 1612/68 og 1408/71, samt § 11, stk. 6 i aktivloven, som klart og tydeligt fastslår, at personer, der er omfattet af EU-retten, opfylder opholds- og beskæftigelseskravet i aktivloven, og som denne afgørelse endda lægger til grund i sin bedømmelse.

Det fremgår derimod af § 11, stk. 6 i aktivloven, at anvendelsen af § 11, stk. 3-5 i aktivloven på vandrende arbejdstagere, der er omfattet af EF-traktaten og Rådets forordninger 1612/68 og 1408/71, er ulovlig, fordi en opholdsmedlemsstat ikke må stille den dobbelte betingelse, at en vandrende arbejdstager, som lovligt opholder sig i opholdsmedlemsstaten, skal have haft bopæl eller beskæftigelse i opholdsmedlemsstaten i en vis periode for at være berettiget til en social ydelse, og en vandrende arbejdstager, som har lovligt ophold i en opholdsmedlemsstat, skal derfor ikke tåle nogen nedsættelse af en social ydelse, fordi personen har gjort brug af arbejdskraftens frie bevægelighed, jf. EU-dommene sag C-307/89, sag C-224/98, sag C-244/97, sag C-39/86, sag C-85/96 og sag C-165/91.

Ifølge art. 5, stk. 3 i opholdsdirektiv 2004/38/EF bevarer en person sin arbejdstagerstatus under følgende betingelser:

”3. Med henblik på anvendelsen af stk. 1, litra a), bevarer en unionsborger, der ikke længere er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, sin status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, hvis den pågældende:

a) er midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke

b) er uforskyldt arbejdsløs efter at have haft lønnet beskæftigelse i mere end et år, og dette er behørigt konstateret, og vedkommende tilmelder sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende

c) er uforskyldt arbejdsløs efter udløbet af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt af mindre end et års varighed eller uforskyldt har mistet sit arbejde i løbet af de første tolv måneder, og dette er behørigt konstateret, og den pågældende tilmelder sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. I det tilfælde bevarer den pågældende sin status som arbejdstager i mindst seks måneder

d) påbegynder en erhvervsuddannelse. Medmindre personen er uforskyldt arbejdsløs, kan status som arbejdstager dog kun bevares, hvis der er en forbindelse mellem den tidligere erhvervsmæssige beskæftigelse og den omhandlede uddannelse.”

På EU-Kommissionens hjemmeside oplyses følgende om arbejdssøgendes ret til sociale ydelser i værtsmedlemsstaten:

”Ifølge den seneste udvikling i EF-domstolens retspraksis kan arbejdssøgende have ret til visse økonomiske ydelser på lige fod med værtslandets egne statsborgere. Men for at få udbetalt en sådan ydelse skal det imidlertid kunne bevises, at der er en "reel forbindelse" mellem den arbejdssøgende og arbejdsmarkedet i dette land. Det kan især ske ved, at man kræver, at arbejdstageren i et rimeligt tidsrum, faktisk og reelt har søgt arbejde i det pågældende medlemsland. ”

Efter min mening henviser EU-Kommissionen til EU-dommene sag C-138-02, hvor der står følgende:

”50.Kommissionen er dog af den opfattelse, at betingelsen om sædvanligt opholdssted kan udgøre en indirekte forskelsbehandling, hvis betingelsen lettere vil kunne opfyldes af værtsmedlemsstatens statsborgere end af andre medlemsstaters statsborgere. Betingelsen kan ganske vist være begrundet i objektive hensyn, for så vidt som der kan være behov for at undgå »social turisme« og for at forhindre et eventuelt misbrug fra falske arbejdssøgende, men Kommissionen har anført, at der, for så vidt angår B.F. Collins, ikke er tvivl om, at han virkelig var arbejdssøgende. B.F. Collins har således været i beskæftigelse, lige siden han kort efter sin ankomst til Det Forenede Kongerige fandt et arbejde.
…

59. Artikel 2 i forordning nr. 1612/68 omhandler udvekslinger af ansøgninger og tilbud om beskæftigelse samt indgåelse og udførelse af arbejdsaftaler, mens forordningens artikel 5 omhandler bistand fra arbejdsformidlingen.

60. I disse artikler henvises ganske vist ikke udtrykkeligt til økonomiske ydelser. For at fastlægge rækkevidden af retten til ligebehandling for personer, der søger beskæftigelse, er det imidlertid nødvendigt at fortolke princippet på grundlag af de øvrige fællesskabsretlige bestemmelser, herunder især traktatens artikel 6.

61. Som Domstolen flere gange har bemærket, kan unionsborgere, der har lovlig bopæl på værtsmedlemsstatens område, støtte ret på traktatens artikel 6 i alle de situationer, der henhører under fællesskabsrettens materielle anvendelsesområde. Unionsborgerskabets formål er at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, således at de, uafhængigt af deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende, undergives samme retlige behandling (jf. bl.a. Grzelczyk-dommen, præmis 31 og 32, og dom af 2.10.2003, sag C-148/02, Garcia Avello, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 22 og 23).

62. Det bemærkes, at Domstolen i relation til en unionsborger, der var studerende, har fastslået, at tildeling af en social ydelse i henhold til en ikke-bidragspligtig ordning, såsom den belgiske ydelse til sikring af et eksistensminimum (»minimex«), er omfattet af anvendelsesområdet for forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, og at traktatens artikel 6 og 8 er til hinder for, at der for at få tildelt denne ydelse kan stilles betingelser, der kan udgøre en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (Grzelczyk-dommen, præmis 46).

63. Når henses til indførelsen af unionsborgerskabet og den i retspraksis anlagte fortolkning af unionsborgernes ret til ligebehandling, kan traktatens artikel 48, stk. 2, der er udtryk for det grundlæggende ligebehandlingsprincip, som er sikret i traktatens artikel 6, ikke længere fortolkes således, at en økonomisk ydelse, som har til formål at lette adgangen til beskæftigelse på en medlemsstats arbejdsmarked, ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

64. Fortolkningen af ligebehandlingsprincippets rækkevidde med hensyn til adgangen til beskæftigelse bør genspejle denne udvikling i forhold til den fortolkning, der blev anlagt i Lebon-dommen og i dommen af 12. september 1996, Kommissionen mod Belgien.

65. I 1996-bekendtgørelsen er der indført en forskellig behandling, alt efter om en person har sædvanligt ophold i Det Forenede Kongerige eller ikke. Da denne betingelse lettere vil kunne opfyldes af statens egne statsborgere, er de nævnte bestemmelser til ugunst for de statsborgere i medlemsstaterne, som har udnyttet deres ret til at bevæge sig for at søge beskæftigelse på en anden medlemsstats område (jf. i denne retning dom af 23.5.1996, sag C-237/94, O’Flynn, Sml. I, s. 2617, præmis 18, og af 16.1.2003, sag C-388/01, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 721, præmis 13 og 14).

66. Et sådant bopælskrav vil kun kunne være begrundet, såfremt det er uafhængigt af de berørte personers nationalitet og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt tilstræbes med den pågældende nationale lovgivning (dom af 24.11.1998, sag C-274/96, Bickel og Franz, Sml. I, s. 7637, præmis 27).

67. Domstolen har allerede fastslået, at det er legitimt for den nationale lovgiver at ville sikre sig, at der består en reel forbindelse mellem den, der ansøger om ydelser, der har karakter af en social fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, og det berørte arbejdsmarkeds geografiske område (jf. i forbindelse med udbetaling af ungdomsarbejdsløshedsydelser til unge, som søger arbejde for første gang, D’Hoop-dommen, præmis 38).

68. Det bemærkes, at støtten til arbejdssøgende, der er indført ved 1995-loven, er en social sikringsydelse, der har erstattet arbejdsløshedsydelsen og indkomststøtten til arbejdsløse, og at der bl.a. stilles krav om, at den person, der gør krav på ydelsen, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, være aktiv arbejdssøgende og ikke må have hverken indtægter, der overstiger det fastsatte beløb, eller en formue, der overstiger et bestemt beløb.

69. Det kan anses for legitimt, at en medlemsstat kun tildeler en sådan støtte, når det er godtgjort, at der består en reel forbindelse mellem den, der søger arbejde, og den pågældende stats arbejdsmarked.

70. Hvorvidt der består en sådan forbindelse afhænger bl.a. af, om det kan fastslås, at den omhandlede person i et rimeligt tidsrum, faktisk og reelt har søgt arbejde i den pågældende medlemsstat.

71. Det Forenede Kongerige kan således kræve, at der består en tilknytning mellem de personer, der ønsker at få tildelt en sådan støtte, og dets arbejdsmarked.

72. Selv om et bopælskrav i princippet er egnet til at sikre, at der består en sådan tilknytning, må det imidlertid, for at være forholdsmæssigt, ikke være mere vidtgående end nødvendigt for at opfylde denne målsætning. De nationale myndigheder skal nærmere bestemt basere anvendelsen af kravet på klare og på forhånd kendte kriterier, og der skal være fastsat en adgang til domstolskontrol. Hvis der til opfyldelse af nævnte krav kræves en bopælsperiode, må den under alle omstændigheder ikke overstige, hvad der er nødvendigt for, at de nationale myndigheder kan sikre sig, at den berørte faktisk søger beskæftigelse på værtsmedlemsstatens arbejdsmarked.”

EU-domstolens nyeste dom i de forenede sager C-22/08 og C-23/08, som har vakt så stor furore i Folketinget, og hvortil Danmark har indgivet et indlæg, underbygger således det allerede fastslåede i EU-dommen sag C-138/02, at arbejdssøgende unionsborgere, der har bevaret deres status som arbejdstager eller selvstændigt erhvervsdrivende iht. art. 5, stk. 3, litra a) til og med litra d) i direktiv 2004/38/EF, har ret til tage ophold i en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, og må således ikke udvises iht. art. 14, stk. 4, litra a) og litra b) i direktiv 2004/38/EF, og fordi automatisk udvisning af unionsborgere og deres familiemedlemmer, fordi de har gjort brug af det sociale system, er ulovlig iht. art. 14, stk. 3 i direktiv 2004/38/EF, og har således ret til fulde sociale ydelser under lovligt ophold i den pågældende medlemsstat, fordi art. 24, stk. 2 i direktiv 2004/38/EF er forenelig med art. 12 og art. 39 i EF-traktaten, og hvor der af Curias pressemeddelelse fra den 4.6.2009 fremgår følgende:

” EN ARBEJDSSØGENDE, DER HAR GODTGJORT EN REEL FORBINDELSE TIL ARBEJDSMARKEDET I EN MEDLEMSSTAT, KAN MODTAGE EN ØKONOMISK YDELSE, SOM HAR TIL FORMÅL AT LETTE ADGANGEN TIL ARBEJDSMARKEDET

Uanset hvorledes den betegnes i den nationale lovgivning, er en sådan ydelse ikke en »social ydelse«, som medlemsstaterne kan nægte arbejdssøgende

Sozialgericht Nürnberg har forelagt Domstolen et spørgsmål om muligheden for at udelukke arbejdssøgende fra andre medlemsstater fra visse økonomiske ydelser. Spørgsmålet er blevet forelagt under sager anlagt af to græske statsborgere mod Arbeitsgemeinschaft (ARGE) Nürnberg 900 (jobcenteret i Nürnberg) angående ophævelse af de bistandsydelser, som de havde modtaget som arbejdssøgende.

Sozialgericht fandt, at de to sagsøgere ikke i den relevante periode var omfattet af de særlige garantier for »arbejdstagere«, fordi den første sagsøger, Athanasios Vatsouras’ »korte ubetydelige beskæftigelse« var »ikke-eksistenssikrende«, og Josif Koupatantzes beskæftigelse »kun lige varede i mere end en måned«.

Ifølge fællesskabsdirektivet om unionsborgernes frie bevægelighed1 er en medlemsstat ikke forpligtet til at tildele sociale ydelser til borgere, der ikke er erhvervsaktive. Sozialgericht stiller imidlertid spørgsmål ved, om denne undtagelse er forenelig med ligebehandlingsprincippet, der er sikret i fællesskabsretten.

I sin dom af dags dato opfordrer Domstolen indledningsvis Sozialgericht til at undersøge sagsøgernes situation i lyset af Domstolens praksis om arbejdstagere. Uanset det begrænsede lønniveau og beskæftigelsens korte varighed kan det nemlig ikke udelukkes, at de nationale myndigheder ud fra en samlet vurdering af det pågældende arbejdsforhold kan anse beskæftigelsen for en reel og faktisk beskæftigelse, hvorved vedkommende således kan anses for »arbejdstager«.

Såfremt Sozialgericht når til den konklusion, at Athanasios Vatsouras og Josif Koupatantze er arbejdstagere, havde de i henhold til det pågældende direktiv2ret til de ansøgte ydelser i mindst seks måneder, efter at de mistede deres beskæftigelse.

Domstolen undersøger herefter muligheden for at nægte en social ydelse til arbejdssøgende, der ikke er arbejdstagere. Domstolen bemærker herved, at arbejdssøgende, når henses til indførelsen af unionsborgerskabet, med henblik på ansøgning om en økonomisk ydelse, som har til formål at lette adgangen til arbejdsmarkedet, er omfattet af retten til ligebehandling.

Det er imidlertid legitimt, at en medlemsstat kun udbetaler en sådan ydelse til arbejdssøgende, der har en reel forbindelse til arbejdsmarkedet i denne stat. Hvorvidt der består en sådan forbindelse, afhænger bl.a. af, om det kan fastslås, at den omhandlede person i et rimeligt tidsrum faktisk og reelt har søgt arbejde i den pågældende medlemsstat.

Heraf følger, at unionsborgere, som har godtgjort en reel forbindelse til arbejdsmarkedet i en anden medlemsstat, kan modtage en økonomisk ydelse, som, uanset hvorledes den betegnes i den nationale lovgivning, har til formål at lette adgangen til arbejdsmarkedet.

Det tilkommer de kompetente nationale myndigheder og i givet fald de nationale retter ikke blot at fastslå, om der består en reel forbindelse til arbejdsmarkedet, men også at undersøge de forhold, der ligger til grund for ydelsen. Formålet med ydelsen skal analyseres i forhold til resultaterne og ikke til ydelsens formelle struktur.

Domstolen præciserer, at en betingelse som den, der er fastsat i Tyskland for bistandsydelser til arbejdssøgende, hvorefter den pågældende skal være arbejdsdygtig, vil kunne udgøre et indicium for, at ydelsen har til formål at lette adgangen til beskæftigelse.

1 Artikel 24, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, EUT 2004 L 229, s. 35, og EUT 2004 L 197, s. 34, samt EUT 2007 L 204, s. 28.
2 Artikel 7, stk. 3, litra c), i direktiv 2004/38/EF. ”

I den Europæiske Unions Tidende fra den 1.9.2009 står følgende ang. de forenede sager C-22/08 og C-23/08:

”Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. juni 2009 — Athanasios Vatsouras (sag C-22/08) og Josif Koupatantze (sag C-23/08) mod Arbeitsgemeinschaft (ARGE) Nürnberg 900 (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Sozialgericht Nürnberg — Tyskland)

(Forenede sager C-22/08 og C-23/08) ( 1 )

(Unionsborgerskab — fri bevægelighed for personer — artikel 12 EF og 39 EF — direktiv 2004/38/EF — artikel 24, stk. 2 — prøvelse af gyldigheden — statsbor¬ge¬re i en medlemsstat — beskæftigelse i en anden medlemsstat — lønniveauet og beskæftigelsens varighed — bevarelse af status som »arbejdstager« — ret til at modtage bistandsydelse)

(2009/C 180/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret
Sozialgericht Nürnberg


Parter i hovedsagen
Sagsøger: Athanasios Vatsouras (sag C-22/08) og Josif Koupantantze (sag 23/08) Sagsøgt: Arbeitsgemeinschaft (ARGE) Nürnberg 900

Sagens genstand
Anmodninger om præjudiciel afgørelse — Sozialgericht Nürnberg — gyldigheden af artikel 24, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158, s. 77) — fortolkning af artikel 12 EF og 39 EF — ret til adgang til sociale bistandsydelser for en statsborger fra en anden medlemsstat, der er arbejdsløs og som tidligere har udøvet ubetydelig erhvervsmæssig virksomhed i den pågældende medlemsstat — nationale bestemmelser, der udelukker statsborgere fra andre medlemsstater fra sociale bistandsydelser i tilfælde af, at deres ophold overstiger den maksimale varighed som fastsat i artikel 6 i direktiv 2004/38/EF og der ikke gælder en ret til ophold på andet grundlag

Konklusion
1) Hvad angår statsborgere i medlemsstaterne, der søger beskæftigelse i en anden medlemsstat, har gennemgangen af det første spørgsmål intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 24, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af for¬ordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF.

2) Artikel 12 EF er ikke til hinder for nationale bestemmelser, der udelukker stats¬bor¬gere i medlemsstaterne fra adgangen til sociale bistandsydelser, der indrømmes statsborgere i tredjelande.
( 1 ) EUT C 107 af 26.4.2008.“

Jeg har læst hele dommen af de forenede sager C-22/08 og C-23/08 på tysk, og dommen indeholder de samme synspunkter som i EU-dommen sag C-138-02.

Derfor skal unionsborgere, herunder også danske statsborgere, som kommer fra et EU/EØS-land, og som vandrende arbejdstager eller selvstændigt erhvervsdrivende tager til Danmark, og som på grundlag af EU’s opholdsdirektiv 2004/38EF har fået lovligt ophold i Danmark, skal derfor have samme adgang til og få udbetalt samme sociale ydelse, som landets egne borgere, der ikke har gjort brug af retten til arbejdskraftens frie bevægelighed, og som befinder sig i samme situation, og personen skal derfor ikke tåle nogen nedsættelse af en social bistandsydelse eller en social ydelse efter en social sikringsordning, fordi personen har gjort brug af retten til fri bevægelighed eller til arbejdskraftens frie bevægelighed iht. EF-traktaten og Rådets forordninger 1612/68 og 1408/71.


Derfor er A-1-06, A-34-06, 137-09, B-2-08 og B-6-07 og anvendelsen af § 11, stk. 3, 4 og 5 i aktivloven ulovlige, og dermed er anvendelse af starthjælp ulovlig, fordi Danmark ikke må yde en social ydelse, som tilkommer tredjelandsborgere, og Danmark må således ikke kræve, at en vandrende arbejdstager og unionsborger iht. EF-traktaten og Rådets forordninger 1612/68 og 1408/71 samt direktiv 2004/38/EF skal have opholdt sig eller skal have haft beskæftigelse i Danmark i en vis periode for at være berettiget til sociale ydelser som f.eks. kontanthjælp, aktiveringsydelse, revalideringsydelse, børnetilskud, forskudsvis udbetaling af børnebidrag eller børnefamilieydelse.

B-6-07 er også en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som jeg lige har fundet frem til, og denne dom er ulovlig i lighed med sagen B-2-08, fordi lov om en børnefamilieydelse, ikke stiller det krav til landets egne borgere, at de skal være omfattet af ATP i Danmark og dermed være arbejdstager i Danmark, for at være berettiget til en børnefamilieydelse, men derimod skal personen være fuldt skattepligtig her i landet, jf. § 2, stk. 1 i lov om en børnefamilieydelse.

Men nu er der i 137-09 ikke engang tale om en arbejdssøgende unionsborger, som har ta¬get i bopæl i Danmark som værtsmedlemsland, men derimod er tale om en unionsborger, som er rejst tilbage til sit hjemland, hvorfor jeg igen henviser til sag C-224/98:

”Da en unionsborger i alle medlemsstaterne skal undergives samme retlige behandling som den, der tilkommer statsborgere fra disse medlemsstater, der befinder sig i samme situation, ville det være uforeneligt med retten til fri bevægelighed, hvis den pågældende i den medlemsstat, hvor i han er statsborger, får en behandling, der er mindre gunstig end den, han ville få, hvis han ikke havde gjort af sine beføjelser efter traktaten for så vidt angår borgernes bevægelighed.

Disse beføjelser ville nemlig ikke få fuld gennemslagskraft, såfremt en statsborger i en medlemsstat kunne blive foranlediget til at opgive at benytte sig af dem som følge af hindringer, der ved hans tilbagevenden til sit oprindelsesland, skabes af en lovgivning, der straffer det forhold, at han har udnyttet disse beføjelser. (jf. præmis 28-31)."

Jeg går ud fra, at personen i 137-09 er unionsborger og dansk statsborger, er uforskyldt ledig, at personen i 137-09 før sit ophold i Sydslesvig for at arbejde for det danske mindretal har været omfattet af mindst en social sikringsordning iht. EF-forordning 1408/71 i Danmark, at personen i 137-09 under sit ophold i Sydslesvig for at arbejde for det danske mindretal har været omfattet af mindst en social sikringsordning iht. EF-forordning 1408/71 i Tyskland, at personen i 137-09 efter sit ophold i Sydslesvig for at arbejde for det danske mindretal igen er omfattet af mindst en social sikringsordning iht. EF-forordning 1408/71 i Danmark, og skal således anses som vandrende arbejdstager iht. art. 2 i EF-forordning 1408/71.

Efter min mening straffes personen i 137-09 som vandrende arbejdstager at have gjort brug af arbejdskraftens frie bevægelighed, fordi personen kun skal være berettiget til starthjælp, og ej heller skal have ret til revalideringsydelse til fremme af personens kvalifikationer for at blive erhvervsaktiv igen, fordi personen var arbejdssøgende ved genindrejsen til Danmark efter at have været beskæftiget for en af det danske mindretals organisationer i Sydslesvig.

Under pkt. 145 i vejledning nr. 19107 af 30.4.1997 står, at ansatte ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig er underlagt tysk lovgivning om social sikring, og at disse personer optjener ret til dansk social pension.

Herning Kommune har sin afgørelse fra den 19.3.2009 tilkendegivet, at Herning Kommune anser denne særlige aftale for lærere og pædagoger ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig som en art. 17-aftale iht. EF-forordning 1408/71, men der tager Herning Kommune fejl, for de tjenestemandslignende ansatte er ikke underlagt dansk lovgivning om social sikring under deres beskæftigelse for Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Tjenestemandslignende ansatte lærere og pædagoger ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig, som er omfattet af den særlige aftale, der omtales under pkt. 60 i vejledning nr. 19110 af 30.4.1997, altså hæfte 4, er hverken er omfattet af tysk eller dansk lovgivning om social sikring, men er alene underlagt Dansk Skoleforening for Sydslesvigs garanti iht. Sozialgesetzbuch VI, § 6, stk. 2 som arbejdsgiver om at yde sociale ydelser ved sygdom og moderskab, invaliditet, alderdom, død og erhvervssygdom iht. Beamtenversorgungsgesetz og Beihilfeverordnung, og som derfor er en social sikringsordning sui generis i lighed med Ankestyrelsens principafgørelse P-27-01.

Det særlige ved denne særlige aftale for tjenestemandslignende ansatte lærere og pædagoger ved Dansk Skoleforening er således, at disse personer ikke skal have nogen forudgående eller efterfølgende dansk optjeningstid for at få sidestillet ophold i Sydslesvig under beskæftigelse for Dansk Skoleforening for Sydslesvig i offentlig dansk interesse iht. § 8, stk. 1, nr. 3 i de danske pensionslove, og at disse personer ikke er omfattet af noget som helst lands lovgivning om social sikring iht. art. 6, stk. 1, litra b) og art. 46, stk. 4 i EF-forordning 1408/71, men derimod er omfattet af en social sikringsordning som er underlagt arbejdsgiveren og tysk arbejdsret.

Under pkt. 147 i vejledning nr. 19110 af 30.4.1997 står, at lønmodtagere, der er beskæftiget for visse danske, hovedsageligt kulturelle organisationer i Sydslesvig, f.eks. Dansk Skoleforening for Sydslesvig, omfattet af ATP i Danmark, som om de er beskæftigede her i landet.

Af pkt. 33 i vejledning nr. 53 af 31.8.2007 og pkt. 21 i vejledning nr. 54 af 31.8.2007 på de danske pensionslove står, at personer, der er omfattet af EF-forordning 1408/71 skal have beskæftigelsesperioder sidestillet med dansk bopælstid, fordi § 8, stk. 2 i lov om social pension er fraveget for disse personer, da anvendelsen af denne bestemmelse ellers ville være ulovlig iht. art. 12, stk. 1, 2. punktum i EF-forordning 1408/71 og Danmarks erklæring under bilag VI, afsnit Danmark, nr. 7 til art. 89 i EF-forordning 1408/71.

Derfor skal ophold i Sydslesvig under beskæftigelse for det danske mindretals organisationer i Sydslesvig anses som ophold og beskæftigelse i Danmark.
Derfor er Ankestyrelsens principafgørelse 137-09 i strid med EF-traktaten og Rådets forordninger 1612/68 og 1408/71, når ophold i Sydslesvig under beskæftigelse for det danske mindretals organisationer i Sydslesvig i offentlig dansk interesse ikke anses som ophold og beskæftigelse i Danmark iht. § 11, stk. 6 i aktivloven.

Af Herning Kommunes afgørelse fra den 19.3.2009 fremgår det også, at Herning Kommune fastslår, at mit ophold i Sydslesvig under pligtforsikret beskæftigelse for Dansk Skoleforening for Sydslesvig anses for at have været i offentlig dansk interesse iht. § 8, stk. 1, nr. 3 i lov om social pension, men at Herning Kommune ikke kunne sidestille dette ophold i Sydslesvig med ophold i Danmark under henvisning til § 8, stk. 2 i lov om social pension, fordi jeg under min beskæftigelse var omfattet af tysk lovgivning om social sikring.

Jeg gjorde ellers Herning Kommune opmærksom på pkt. 33 i vejledning nr. 53 af 31.8.2007 og på pkt. 21 i vejledning nr. 54 af 31.8.2007 på de danske pensionslove, inden Herning Kommune traf sin afgørelse den 19.3.2009 om omberegning af min danske førtidspension fra 20/40 til nu 27/40.

Så efter min mening valgte Herning Kommune fortsat at diskriminere mig og mit barn pga. vores herkomst fra det danske mindretal i Sydslesvig, og min beskæftigelse for det danske mindretals hovedorganisation Dansk Skoleforening for Sydslesvig, ved på det groveste at tilsidesatte disse henvisninger i disse vejledninger i sin afgørelse på det groveste, for de bliver ikke nævnt med et eneste ord.

Undervisningsminister Bertel Haarders tale ved det danske mindretals årsmøde i år indeholdt ellers et ønske om, at børn med bopæl i Danmark fremover også skulle have mulighed for at gå på de danske skoler i Sydslesvig, hvilket Dansk Skoleforening for Sydslesvig er enig med ham i, fordi fælles skolegang for sydslesvigske elever og elever nordfra vil være til gensidig gavn og nytte samtidig med, at det vil styrke sydslesvigske elevers berøring med en dansk ungdomskultur.

Og efter min mening vil det styrke den danske bevidsthed i Danmark omkring det danske mindretal i Sydslesvig, for jeg har ikke kunnet mærke nogen stor accept af min og mit barns herkomst fra det danske mindretal her i landet siden min førtidspensionering.

Det Europæiske Befolkningsgruppers Føderalistiske Union (FUEV) har den 12.7.2009 meddelt Dansk Skoleforening for Sydslesvig, at Dansk Skoleforening for Sydslesvig på FUEV’s delegeretmøde den 1.10.2009 i Bruxelles vil blive optaget som associeret medlem af denne sammenslutning af europæiske mindretal, og som har rådgivende funktion i Eu¬roparådet.

Jeg synes ærlig talt, at Ankestyrelsen er godt på vej til at ødelægge det gode forhold mellem Danmark og Sydslesvig med principafgørelsen 137-09, for jeg har meget svært ved at se, hvordan det danske mindretal, især Dansk Skoleforening for Sydslesvig, fortsat skal kunne tiltrække dansk arbejdskraft til Sydslesvig, som er nødvendigt for formidlingen af dansk sprog og kultur blandt det danske mindretal, når Ankestyrelsen ikke sidestiller ophold i Sydslesvig som beskæftiget ved de danske organisationer for det danske mindretal i offentlig dansk interesse med dansk bopælstid og beskæftigelse i Danmark både i lov om aktiv social politik, lov om aktiv beskæftigelsesindsats og de danske pensionslove.

Så jeg kan kun håbe på, at Ankestyrelsen, Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet vil træffe afgørelser i mine sager, som overholder ligebehandlingsprincipperne i EF-traktaten, Rådets forordninger 1612/68 og 1408/71, EU’s menneskerettighedskonvention, EU’s charta om grundlæggende rettigheder, EU’s konvention om beskyttelse af mindretal i Europa, direktiv 2000/43/EF og København-Bonn-Erklæringerne fra 1955 og den danske grundlov.

Og jeg håber stadig på assistance fra EU-Kommissionens side, og håber således, at EU-Kommissionen vil forpligte Danmark til at sørge for en bedre implementering af EU-retten i sin lovgivning.

Hilsen
brøkpensionist