Du får dødsstraf - så kan du lære det

[Stella]

CHOKERENDE ARTIKEL FRA SOCIALRÅDGIVERFORENINGEN...læs hvor dan ting sker og hvordan nogle på jobcenteret gør ved folk...det er bare for langt ude nu..der må da ske noget snart ...det kan ikke fortsætte på den måde...


Du får dødsstraf - så kan du lære det

Du får dødsstraf - så kan du lære det



http://www.socialrdg.dk/index.dsp?page=8559

Bureaukratiet er uoverskueligt, lovkravene ubønhørlige og konsekvenserne hamrende alvorlige: Udsatte mennesker mister deres forsørgelse og sættes ud af deres boliger, fordi de farer vild i det, Dansk Socialrådgiverforening har døbt ‘fluebenstyranniet’. Det viser en ny undersøgelse, DS har gennemført blandt socialrådgivere i og uden for forvaltningen.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist
[email protected]

En af grundtankerne bag kommunalreformen var én kommune – én indgang for alle’. I dag, knap halvandet år efter reformen trådte i kraft, ser virkeligheden noget anderledes ud.

I stedet for at gå ind ad én og samme dør til alle kommunens tilbud, sendes borgeren fra Herodes til Pilatus, fordi forvaltningerne nu er splittet så meget op, at borgeren ofte havner på det forkerte kontor, og fordi ingen – heller ikke de ansatte selv – længere kan finde rundt.

Læg dertil et regelhelvede og kontroltyranni, som er indført på både det sociale og beskæftigelsesmæssige område, og som betyder, at mange risikerer at løbe spidsrod mellem de forskellige instanser og sagsbehandlere for at undgå at miste kontanthjælpen eller for at få svar på en ansøgning om revalidering, fleksjob, pension, behandling eller hvad det nu kan være.

Det rammer hjemløse, misbrugere, psykisk syge og handicappede særlig hårdt, fordi de i forvejen er udsatte og sårbare. I stedet for at få hjælp hos deres sagsbehandler i kommunen, oplever mange det stik modsatte: At de mister deres forsørgelse, at de bliver sat ud af deres bolig, eller at de bare må give op, fordi de ikke kan finde rundt i myriaderne af kommunale kontorer og instanser: Jobcenter, ydelseskontor, socialforvaltning, private aktører og behandlingstilbud.Ender på gadenDet viser en dataindsamling, Dansk Socialrådgiverforening netop har gennemført.

Socialrådgivere både i og uden for den kommunale forvaltning har givet eksempler på og holdninger til det regelkaos og meningsløse bureaukrati, de oplever på det sociale område.

Eksemplerne er samlet i en rapport om børn, handicappede og udsatte, og et særskilt notat om temaet “tab af forsørgelse” for særligt udsatte grupper. Tilsammen er de en del af DS' bidrag til den afbureaukratisering og regelforenkling, Velfærdsministeriet også er i gang med at kigge på.

Og med god grund viser et af eksemplerne fra indsamlingen – her fra Københavns Kommune:

- Et typisk forløb er, at en ung (psykisk syg, red.) kommer op på jobcentret, bliver matchkategoriseret, får lagt en jobplan og sendes videre til en ekstern udbyder. Hvis der er problemstillinger om en enkeltydelse eller boligstøtte, sendes han til socialforvaltningen (Sof). I nogle tilfælde får han her at vide, at spørgsmålet bør behandles i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (Bif). Hvis den unge fortæller, at det er der, han lige kommer fra, får han at vide, at det er de kede af, men at de ikke kan hjælpe. Så kan han enten blive sendt tilbage til Bif eller til “ydelse” (Ydelseskontoret, red.) I “ydelse” vil de ikke gøre noget, fordi han ikke er registreret i enten Sofs eller Bifs system. Så bliver selv vi socialrådgivere trætte i benene, og den unge er ved at løbe skrigende væk. For selvom vi er uddannede socialrådgivere, har vi også svært ved at finde rundt i systemet. Det er endnu mere umuligt for de unge, psykisk syge og deres pårørende. Det er paradoksalt, at man har kaldt det et énstrenget system, når der er så mange aktører, siger socialrådgiver Thomas Christensen fra Opus, et behandlingstilbud for unge skizofrene i København.En ond cirkelRetfærdigvis skal det siges, at opdelingen i Sof og Bif er særlig for Københavns Kommune, som tilmed døjer med voldsom stor personaleudskiftning og mangel på socialfagligt uddannet personale. Men eksemplet med et uigennemskueligt system er alligevel langt fra enestående for København, viser DS’ dataindsamling.

Og konsekvenserne er til at tage at føle på. For de udsat-te tegner sig især et billede af, at de mister overblikket og ikke har kræfter eller overskud til at holde øje med breve eller møde op til de lovpligtige samtaler, som er en betingelse for at få udbetalt penge. Og sanktionerne rammer hårdt og uden nåde.

- Vi oplever i høj grad, at vores brugere bliver sanktioneret, når de ikke møder til tiden i jobcentrene. De bliver sat ud af deres lejligheder og konsekvensen er, at de skal starte forfra med at finde sig en bolig. Det bliver en ond cirkel, siger socialrådgiver Helle Holm fra Aktivitetscentret på Sundholm (hjemløsetilbud, red.) i København. Hendes kollega, tidligere formand for DS-faggruppen Boformer for hjemløse, Wilfried Lauritzen supplerer:

- Et af de største problemer er, at de hjemløse har svært ved at leve op til de rigide krav, som jobcentrene stiller – at man skal komme til den indkaldte samtale for at beholde sin kontanthjælp. Hvis ikke, så lukkes der for kontanthjælpen, og der bliver først åbnet igen, når man møder op på forvaltningen. Det er især svært for matchkategorierne 4 og 5, som netop har vanskeligt ved at overholde aftaler. Det har uoverskuelige konsekvenser for den enkelte bruger, både i forhold til at købe mad og drikke, men også til at kunne betale sin husleje og bevare sin bolig. Flere af dem, som Bocentret (Sundholm, red.) har udsluset i egen lejlighed, er endt med at blive sat på gaden, fordi kontanthjælpen er blevet lukket i en periode. Nogle reagerer med aggression og vrede, hvilket desværre forværrer deres samarbejde med forvaltningen. Andre reagerer med afmagt.Dødsstraf – så kan du lære detEller sagt med andre ord: Jo mere komplicerede sociale og psykiske problemer, en borger har, jo mindre forståelse og rummelighed kan han forvente at møde i forvaltningen, mener kontaktperson Ole Berg Kristensen, også fra hjemløseområdet:

- En beboer får brev med påbud om at møde til en samtale. Han møder ikke op, fordi hans søster har forsøgt at begå selvmord. Han er generelt dårligt kørende og har svært ved at have styr på noget. Udeblivelsen medfører, at han får trukket en halv kontanthjælp. Det medfører, at han bare sidder og græder, han vender sine problemer indad, han bliver passiv, og hans tilstand forværres. Han kan ikke betale sin husleje og situationen er håbløs. Vi hjælper ham med en afdragsordning for huslejen. Der går så to måneder, hvor han bare får det dårligere. Det har ingen opdragende effekt, der er intet incitament i det for ham. Han oplever det som en vilkårlig straf, og den form for straf nedbryder mennesker. Det virker faktisk bare forværrende, siger Ole Berg Kristensen.

Men det er langt fra kun hjemløse, som rammes. Behandlingstilbuddet Opus for psykisk syge unge har flere eksempler på, at deres brugere er blevet dårligere eller ligefrem psykotiske af kontakten med systemet:

- De unge kan ikke finde ud af, hvad systemet vil med dem, når de sendes rundt – det er stressende og kræver ekstra af dem. Hos nogle oplever vi, at det forværrer de psykotiske symptomer, de har i forvejen, fortæller socialrådgiver Thomas Christensen.

En socialrådgiver, som ønske at være anonym, fra en kommunal stofrådgivning sætter tingene på spidsen. Her har man ligefrem et motto for jobcentrenes praksis: “Vi giver dig dødsstraf, så kan du lære det”.

Også FBU Forældrelandsforeningen for forældre med anbragte børn har jævnligt henvendelser fra borgere, som fratages deres forsørgelse og er tæt på også at miste deres bolig.

- Vi havde et eksempel med en kvinde på omkring 40 år med fem anbragte børn. Hun har aldrig været i arbejde, er fattig, men relativt velbegavet. Hun har en psykisk diagnose og har i perioder ikke turdet gå på gaden. Hun har ikke kunnet klare aktiveringsprojekter – er enten gået amok eller blevet væk.

Hun har flere gange fået stoppet kontanthjælpen, fordi hun ikke kunne klare at møde op. Sidste gang blev hun meget vred og gjorde ikke noget, så pengene stoppede. Hun kontaktede os, da fogeden ville sætte hende ud af lejligheden. Vi var behjælpelige med at få kommunen til at åbne for hjælpen og betale huslejerestancen mod tilbagebetaling med alle inkassogebyrer osv. fortæller landsformand Alice Sørensen fra FBU Forældrelandsforeningen.

Opgivet at få kontakt

En anden konsekvens af brugernes fortabthed er netop, at socialrådgivere og socialarbejdere andre steder i systemet og ikke mindst uden for i projekter og organisationer, må bruge både tid og ressourcer på at rede trådene ud for deres brugere. Både når der opstår konflikter mellem borgeren og socialrådgiverne i forvaltningen, men også når en sag går i hårknude. En socialrådgiver fra et botilbud for hjemløse fortæller:

- Hver dag bruger jeg tid på at ringe til jobcentrene i sager, hvor hjælpen til beboere er blevet stoppet.

Den anonyme socialrådgiver fra stofrådgivningen siger:

- Flere af vores klienter har opgivet at komme i kontakt med jobcenteret. Man kan trække et nummer i informationsafdelingen og herefter kan det tage op, til flere timer at komme til. Man skal generelt igennem mange personer for blot at søge om kontanthjælp og flere giver op før de overhovedet er kommet ind.

Systemet er uigennemskueligt for dem og for “almindelige” mennesker. De mennesker, vi taler om her, har ikke én chance for at køre igennem den mølle.

Man skal faktisk mobilisere en del ressourcer og overskud for at kunne overkomme dette. Vi bruger en stor del af tiden på at hjælpe dem og bliver i øvrigt beskyldt for, at vi agerer advokater for vores klienter. Det er rigtigt, det gør vi, fordi der ikke er andre, som hjælper dem. En stor del af tiden går med at hjælpe dem med at skabe kontakt til den rigtige person, som de skal snakke med.Savner en tovholder Og det indtryk, socialrådgiverne sidder tilbage med af deres kolleger i forvaltningen, er langt fra flatterende. Anders Vanskjær, fra Bocentret på Sundholm (hjemløsetilbud, red.), slår fast:

- For os at se er helhedsperspektivet helt dødt. Der savnes en tovholder på klienterne. Når man bliver indkaldt til samtale og bliver syg, så kan man ikke ringe afbud på dagen. Man kan ikke få kontakt med sagsbehandleren før efter kl. 13, og min formodning er, at så har systemet allerede automatisk sendt en skrivelse ud til klienten.

Socialrådgiveren fra stofrådgivningen formulerer det sådan:

- Sagsbehandlere kigger ikke længere på mennesket. De kigger på enten beskæftigelse eller økonomi. Ydelsescentret træffer beslutninger på baggrund af jobcenterets dispositioner og omvendt, men ingen kan træffe selvstændige beslutninger. Der mangler en kontaktperson, der har overblikket. Ingen ser på den socialfaglige situation, dvs. på folks problemer, som ikke handler om beskæftigelse, men om sygdom, misbrug, psykisk sygdom, etc. Der mangler flere tandhjul i apparatet mellem jobcentret og os som behandlingsinstitution.

Alle citater i artiklen er hentet fra de tilbagemeldinger og kommentarer, DS har fået fra medlemmer, som har bidraget til indsamlingen af eksempler på nyttesløst bureaukrati. Læs rapporten og notatet på www.socialrdg.dk/bureaukrati

[Stella]

Rigtig skidt for Danmark

Vi har fået skabt et system, som ikke kan tage hånd om de borgere, der har allermest brug for det, og det duer ikke. Et job er ikke hele løsningen for alle, og det må politikerne indse, siger Bettina Post som kommentar til DS’ undersøgelse.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist
[email protected]

- Vi har med kommunalreformen fået skabt et nyt system under overskriften:

“Borgeren i centrum”.

Men som socialrådgiverne i DS' beskæftigelsesfaggruppe sagde til mig forleden, så betyder “borgeren i centrum” i det nye opsplittede system, at der står otte sagsbehandlere rundt om en borger med hver deres lille specialiserede del, uden at nogen påtager sig det samlende og koordinerende ansvar. Og deri ligger jo hele problemet: At ingen påtager sig ansvaret. Og jeg fornemmer, at jo større kommunen er, jo sværere er det at finde ud af, hvem det er, der skal tage det ansvar på sig. Her er Københavns Kommune helt uden for kategori, fordi den er så stor. Bare at få samlet de forskellige sagsbehandlere, som har med den samme sag at gøre i forskellige afdelinger, kræver jo enorme ressourcer, og det holder ikke.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Dansk Socialrådgiverforenings (DS) næstformand Bettina Post til de historier og eksempler på tab af forsørgelse for de udsatte, DS’ medlemmer har bidraget med i jagten på det nyttesløse bureaukrati.

Skriger til himlen

- Retorikken er jo, at der skal være én indgang for alle, og den indgang ligger i jobcentret, fordi alle bare skal have et job. Den ledige skal “vendes i døren” og sendes ud i arbejde. Men problemet er, at de ledige, som har svære problemer udover ledighed, ikke bare skal “vendes i døren”. De skal bydes ordentligt indenfor og have nem adgang til den rette hjælp ud af problemerne. Som systemet er bygget op nu, kommer de godt nok ind af den ene indgang, der er. Men derefter bliver de sendt fra Herodes til Pilatus, og det kræver mere end almindeligt overblik at finde rundt i det hele, ikke mindst hvis man er psykisk syg, hjemløs, misbruger eller på anden måde kaotisk på grund af svære sociale problemer. Og det skriger jo til himlen, siger Bettina Post.

Men hvad så?

- Jeg mener, at politikerne må tage ansvar for det og sige: “Den gik ikke”. Men vi kan ikke bære flere omstruktureringer, så derfor må man finde løsninger inden for det system, der er skabt. Der er jo lavet en lovgivning, som adskiller økonomi, sociale foranstaltninger og beskæftigelse, og hvis den opdeling viser sig ikke at være til gavn for borgeren, må man ophæve de skarpe skillelinjer og lade det være op til det kommunale selvstyre og de ansatte at sikre sammenhængen for borgeren.

Og med til det hører at sikre, at medarbejderne ikke har mere travlt, end at de har tid til det tværfaglige samarbejde. Det kræver blandt andet, at man forholder sig til, hvor mange sager den enkelte maksimalt kan have ansvar for. Og så mener jeg, at der i hver sag skal være en koordinerende sagsbehandler, en slags tovholder, som skal findes i samarbejde med borgeren. Tovholderen bliver en makker i forløbet, som bringer borgeren i centrum for hans eget forløb, og som bringer sagen videre, sørger for at der kommer svar osv.

Helhedssynet er truet

En socialrådgiver i undersøgelsen siger, at helhedssynet er dødt – hvad siger du til det?

- Helhedssynet er jo en af de klassiske dyder i socialrådgiverarbejdet, og det bliver punkteret af den opsplittede indsats, men der er også dobbelte følelser omkring det, fordi som socialrådgiverne vil vi også gerne vil være eksperter på hver vores område. Men vi har samtidig brug for at vide, hvor borgeren er i sit liv. Som det er nu, bliver helhedssynet netop, at der står otte sagsbehandlere rundt om den samme, uden at nogen har – eller påtager sig – det samlede ansvar.

DS foreslår også, at man i nogle sager ikke skal sanktionere borgeren, når han f.eks. ikke møder op til en kontaktsamtale. Hvorfor det?

- Distancen mellem sagsbehandleren og borgeren er mange steder blevet meget stor, og det betyder, at man iværksætter sanktioner uden at vide, om borgeren kan klare dem. For nogle er det at få lukket for kontanthjælpen den sidste værdighed, som ryger. Og det er vel ikke meningen med lovgivningen, at vi skal sparke til dem, der allerede ligger ned? Det manglende kendskab til borgerens samlede situation stiller særligt store krav til, at partshøringsreglerne overholdes. Partshøringen skal jo være gennemført, inden der kan tages en beslutning om f.eks. en sanktion, siger Bettina Post.

Hvad mener du er det vigtigste budskab på baggrund af de eksempler, du har set i dataindsamlingen?

- Samfundet er vores allesammens, og derfor skal det også være tilrettelagt for alle. Vi har fået skabt et system, som ikke magter at tage hånd om de mennesker, der har allermest brug for, at det fungerer. Og det er rigtig skidt for Danmark.

Jeg mener, det er meget vigtigt, at politikerne er opmærksomme på, at der stadig findes danskere, som har problemer, der ikke kan løses alene med et job. Det har været Anders Fogh Rasmussens fortælling, siden han blev statsminister – at bare man får et job, så bliver alt godt.

Men den fortælling er løgn! Jo, et job er rigtig godt for rigtig mange, men det løser ikke alle slags problemer for alle slags mennesker. Og derfor skal vi have et system med plads til anstændighed og omsorg for dem, som ikke bare har brug for et job. Borgerkontakt under en time om dagen En socialrådgiver ansat på børneområdet i en kommune bruger i snit otte et halvt minut i timen på at tale med forældre og børn – eller knap en time om dagen.

Det viser et tidsstudium, Dansk Socialrådgiverforening har gennemført. I procent svarer det til, at 14 procent af en socialrådgivers arbejdsdag bruges på borgerkontakt, mens 86 procent går med øvrige opgaver. De administrative opgaver tegner sig for 43 procent af arbejdstiden, viser DS’ tidsstudium, som blev gennemført i uge 9 og 10 af 114 socialrådgivere. Undersøgelsen er led i DS’ projekt om afbureaukratisering, der kører parallelt med regeringens afbureaukratiseringsprojekt.

“Undersøgelsen bekræfter, at der anvendes for lidt tid til både børn og forældre på bekostning af for megen administration. Det styrker grundlaget for at luge ud i paragraffer, som ikke giver mening overfor barnet og familien samt registreringer, som ikke har en direkte relevans til arbejdet med vanskelige og komplekse problemstillinger i børns liv”, skriver DS i notatet om undersøgelsen.

Læs hele tidsstudiet på www.socialrdg.dk/bureukrati

[gh72]

Ja, og det mest frygtelige er, at der er blevet råbt op om det her i lang tid fra både socialrådgivere og behandlere og alligevel bliver det værre og værre