En historie fra Bistandsbums.

Jeg sad og læste på www.bistandsbums.dk og følte mig faktisk heldig
Godt nok er jeg på kontanthjælp, og godt nok er jeg ikke arbjedsdygtig (af nogle kaldet for syg) men jeg er trods alt visiteret til fleks..
Den reaktion jeg for det meste møder fra folk når de høre jeg er på kontanthjælp er -... HOLD kæft hvor det streng, du er jo syg..

Det er som om at folk har lidt lettere ved at forholde sig til det at jeg er på kontanthjælp og ikke mener at det har noget at gøre med at jeg ikke gider at arbejde, men at det er fordi jeg har nogle barriere..
Så læser jeg sådan en historie her fra amanda (som har givet mig lov til at sætte den på her) også er det altså min tur til at sige HOLD kæft hvor er det strengt...

Ikke nok med det er strengt... så vil jeg altså også kalde det for en falliterklæring til det danske velfærdssamfund..
Det virker lidt som et lotteri .. bliver man visiteret til fleks eller ej,.. har du en kommune der laver sit arbejde ordentligt eller ej ?

Og her mener jeg bestemt ikke at det er dem der IKKE visitere til fleks der laver deres arbejde ordentligt :@

Prøv at læse amandas historie og tænk så lige over at der er flere tusinder i match 4 gruppen, gad vide hvor mange af dem der i virkeligheden er flekser eller førtidspensionister...

Godt gået DANMARK...

Læs gerne andre historier over på http://bistandsbums.dk/phpBB2/viewtopic.php?t=302 og lad os så sætte os og lave et tanke eksperiment om .. hvordan mon det gik for regeringen hvis alle de såkaldte svage i samfundet slog sig sammen ??


Sidder her til formiddag og læser i Søndagsavisen at 100.000 kontanthjælpsmodtagere aldrig kommer i arbejde, og derfor føler jeg mig tilskyndet til at fortælle noget af min egen historie, om, hvordan jeg selv endte på kontanthjælp. Måske kan vores historier medvirke til en opblødning af de fordomme og den hetz vi gennem årene har været udsat for.

Jeg er i begyndelsen af 50’erne, har en mellemlang uddannelse, og har til- og med 1996 stort set været i arbejde, afbrudt af korte perioder på dagpenge fra fagforeningen. Jeg har ingen misbrugsproblemer af nogen art.
I 1998 ophørte min dagpengeret og kontanthjælp var eneste mulighed. I perioden lige inden mistede jeg min ægtefælle gennem mange år, efter en langvarig kræftsygdom. Yderligere døde 6 nære familiemedlemmer og en ven i årene 1998-2000 med få måneders mellemrum. Det var hårdt at komme igennem. Jeg var ikke deprimeret, men hver gang én var død, var det som at få en hammer i hovedet og jeg var nærmest handlingslammet i lange perioder.

Fra 1999-2002 var jeg i aktivering, og det gik rigtig godt. Jeg fik spændende arbejdsopgaver, gode arbejdskolleger og fine anbefalinger. Eneste hage var, at der ikke var nogen der ville ansætte mig – det var billigere at udskifte mig med en anden på overførselsindkomst. I samme periode skrev jeg mere end 400 ansøgninger uden at komme i betragtning til et job.

Så begyndte jeg selv at blive syg, selvom jeg aldrig har fejlet noget særligt. I nogle måneder døjede jeg med smerter og træthed i ryggen, som blev værre og værre. Især når jeg skulle flytte på tunge sagsmapper var det rigtig slemt. I 2002 fik jeg så en arbejdsskade, hvor jeg greb ud efter en faldende genstand og fik et forkert vrid i ryggen. Skaden blev anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, men blev bedømt til under 15%, så der var ingen erstatning at hente.

Endelig blev min ryg røntgenfotograferet og resultatet var: Skoliose, Mb Scheuermann og slidgigt flere steder i rygsøjlen. Der var altså en grund til at jeg havde så mange smerter.
Ulykkerne var imidlertid først lige begyndt. I juni 2003 blev jeg kørt ned på cykel og fik bl.a. smadret min skulder. I 10 måneder gik jeg med stærke smerter, blev endelig røntgenfotograferet, indlagt og fik indsat skinne og skruer i skulderen. Det viste sig at den aldrig var vokset sammen.

I dag har jeg så en ubrugelig højre arm, og en smertende ryg. For overhovedet at fungere er jeg nødsaget til at spise ca. 19 smertestillende piller om dagen. Jeg sover dårligt om natten fordi det gør ondt at ligge ned. Medicinen tager desværre kun lige toppen af smerterne. Lægen vil gerne give mig mere, men så hedder det morfin. Det er jeg ikke meget for da hovedet efterhånden er det sidste der fungerer på mig.

Kommunen har nu placeret mig på et såkaldt afklarende værksted, hvor jeg 7,5 timer om ugen sidder og laver håndarbejde sammen med tyrkiske og bosniske damer der taler meget dårligt dansk Vi har meget svært ved at kommunikere, og de har det da også med at henfalde til deres modersmål. Jeg er eneste dansker og vi er konstant udsat for trusler om at blive trukket i kontanthjælp. Alle har en eller anden sygdom. Til min store skræk opdagede jeg at nogle har været der i op til 2 år. Jeg har kun været der i ca.2 måneder. Men for mig er det 2 måneder for meget. Hvis jeg kunne, ville jeg den dag i morgen tage et arbejde med glæde. Det kan jeg bare ikke, så hvordan kommer jeg videre herfra???

Jeg begriber ikke hvordan samfundet kan behandle borgere, der efter mange års uddannelse og arbejdsliv, er så uheldige at blive ramt af sygdom o.lign. på den måde de gør med fordomme og hetz og konstante trusler om yderligere fattigdom.
Det kan ramme alle. Husk lige det inden I næste gang begynder at lufte jeres fordomme om kontanthjælpsmodtagere.

[Stella]

ja ...det er chokerende læsning....der er vist en hel del mere at gøre opmærksom på til politikerne ...og konstant...jeg bliver så vred at det gør ondt....HVORFOR er danmark blevet så koldt overfor syge mennesker....uden medfølelse...det er mig ubegribeligt at man behandler borgere på denne måde...hvem er det der sidder og bestemmer det....?
er det sagsbehandlerne....? ...politikerne aner ikke en dyt....eller gør de ?

[Pallis]

Til dig, der fortæller din historie, og som nu beskriver, hvordan du sidder i et afklarende værksted: Vil du ikke kontakte mig på [email protected]. Jeg er journalist og vil gerne høre, om du vil fortælle din historie til en avis.

Oprindeligt indsendt af Hejdien

Jeg sad og læste på www.bistandsbums.dk og følte mig faktisk heldig
Godt nok er jeg på kontanthjælp, og godt nok er jeg ikke arbjedsdygtig (af nogle kaldet for syg) men jeg er trods alt visiteret til fleks..
Den reaktion jeg for det meste møder fra folk når de høre jeg er på kontanthjælp er -... HOLD kæft hvor det streng, du er jo syg..

Det er som om at folk har lidt lettere ved at forholde sig til det at jeg er på kontanthjælp og ikke mener at det har noget at gøre med at jeg ikke gider at arbejde, men at det er fordi jeg har nogle barriere..
Så læser jeg sådan en historie her fra amanda (som har givet mig lov til at sætte den på her) også er det altså min tur til at sige HOLD kæft hvor er det strengt...

Ikke nok med det er strengt... så vil jeg altså også kalde det for en falliterklæring til det danske velfærdssamfund..
Det virker lidt som et lotteri .. bliver man visiteret til fleks eller ej,.. har du en kommune der laver sit arbejde ordentligt eller ej ?

Og her mener jeg bestemt ikke at det er dem der IKKE visitere til fleks der laver deres arbejde ordentligt :@

Prøv at læse amandas historie og tænk så lige over at der er flere tusinder i match 4 gruppen, gad vide hvor mange af dem der i virkeligheden er flekser eller førtidspensionister...

Godt gået DANMARK...

Læs gerne andre historier over på http://bistandsbums.dk/phpBB2/viewtopic.php?t=302 og lad os så sætte os og lave et tanke eksperiment om .. hvordan mon det gik for regeringen hvis alle de såkaldte svage i samfundet slog sig sammen ??


Sidder her til formiddag og læser i Søndagsavisen at 100.000 kontanthjælpsmodtagere aldrig kommer i arbejde, og derfor føler jeg mig tilskyndet til at fortælle noget af min egen historie, om, hvordan jeg selv endte på kontanthjælp. Måske kan vores historier medvirke til en opblødning af de fordomme og den hetz vi gennem årene har været udsat for.

Jeg er i begyndelsen af 50’erne, har en mellemlang uddannelse, og har til- og med 1996 stort set været i arbejde, afbrudt af korte perioder på dagpenge fra fagforeningen. Jeg har ingen misbrugsproblemer af nogen art.
I 1998 ophørte min dagpengeret og kontanthjælp var eneste mulighed. I perioden lige inden mistede jeg min ægtefælle gennem mange år, efter en langvarig kræftsygdom. Yderligere døde 6 nære familiemedlemmer og en ven i årene 1998-2000 med få måneders mellemrum. Det var hårdt at komme igennem. Jeg var ikke deprimeret, men hver gang én var død, var det som at få en hammer i hovedet og jeg var nærmest handlingslammet i lange perioder.

Fra 1999-2002 var jeg i aktivering, og det gik rigtig godt. Jeg fik spændende arbejdsopgaver, gode arbejdskolleger og fine anbefalinger. Eneste hage var, at der ikke var nogen der ville ansætte mig – det var billigere at udskifte mig med en anden på overførselsindkomst. I samme periode skrev jeg mere end 400 ansøgninger uden at komme i betragtning til et job.

Så begyndte jeg selv at blive syg, selvom jeg aldrig har fejlet noget særligt. I nogle måneder døjede jeg med smerter og træthed i ryggen, som blev værre og værre. Især når jeg skulle flytte på tunge sagsmapper var det rigtig slemt. I 2002 fik jeg så en arbejdsskade, hvor jeg greb ud efter en faldende genstand og fik et forkert vrid i ryggen. Skaden blev anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, men blev bedømt til under 15%, så der var ingen erstatning at hente.

Endelig blev min ryg røntgenfotograferet og resultatet var: Skoliose, Mb Scheuermann og slidgigt flere steder i rygsøjlen. Der var altså en grund til at jeg havde så mange smerter.
Ulykkerne var imidlertid først lige begyndt. I juni 2003 blev jeg kørt ned på cykel og fik bl.a. smadret min skulder. I 10 måneder gik jeg med stærke smerter, blev endelig røntgenfotograferet, indlagt og fik indsat skinne og skruer i skulderen. Det viste sig at den aldrig var vokset sammen.

I dag har jeg så en ubrugelig højre arm, og en smertende ryg. For overhovedet at fungere er jeg nødsaget til at spise ca. 19 smertestillende piller om dagen. Jeg sover dårligt om natten fordi det gør ondt at ligge ned. Medicinen tager desværre kun lige toppen af smerterne. Lægen vil gerne give mig mere, men så hedder det morfin. Det er jeg ikke meget for da hovedet efterhånden er det sidste der fungerer på mig.

Kommunen har nu placeret mig på et såkaldt afklarende værksted, hvor jeg 7,5 timer om ugen sidder og laver håndarbejde sammen med tyrkiske og bosniske damer der taler meget dårligt dansk Vi har meget svært ved at kommunikere, og de har det da også med at henfalde til deres modersmål. Jeg er eneste dansker og vi er konstant udsat for trusler om at blive trukket i kontanthjælp. Alle har en eller anden sygdom. Til min store skræk opdagede jeg at nogle har været der i op til 2 år. Jeg har kun været der i ca.2 måneder. Men for mig er det 2 måneder for meget. Hvis jeg kunne, ville jeg den dag i morgen tage et arbejde med glæde. Det kan jeg bare ikke, så hvordan kommer jeg videre herfra???

Jeg begriber ikke hvordan samfundet kan behandle borgere, der efter mange års uddannelse og arbejdsliv, er så uheldige at blive ramt af sygdom o.lign. på den måde de gør med fordomme og hetz og konstante trusler om yderligere fattigdom.
Det kan ramme alle. Husk lige det inden I næste gang begynder at lufte jeres fordomme om kontanthjælpsmodtagere.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Pallis

Til dig, der fortæller din historie, og som nu beskriver, hvordan du sidder i et afklarende værksted: Vil du ikke kontakte mig på [email protected]. Jeg er journalist og vil gerne høre, om du vil fortælle din historie til en avis.

Indlægget er skrevet i 2006.

Bistandsbums.dk eksisterer ikke længere, men den ene af ejerne har en profil her på K10: http://www.k10.dk/member.php?u=9007

[maruus]

Fint at tråden blev hentet frem igen.
Desværre viser den tydeligt , at ikke meget er forandret i de mellemliggende år

[TimeGuest]

Jeg begriber ikke hvordan samfundet kan behandle borgere, der efter mange års uddannelse og arbejdsliv, er så uheldige at blive ramt af sygdom o.lign. på den måde de gør med fordomme og hetz og konstante trusler om yderligere fattigdom.
Det kan ramme alle. Husk lige det inden I næste gang begynder at lufte jeres fordomme om kontanthjælpsmodtagere.

Det kan opfattes som: omkostningsreducerende parkering - uanset om det er foregået for 8 år siden eller det foregår i dag.