DSI...mener :

[Stella]

Politikpapir om førtidspensionsreformen, sept.07 fra DSI


Dokument oprettet: 3. September 2007

Denne version: 3. September 2007


Notat om DSI's politik i forhold til Folketingets lovpligtige revision af førtidspensionsreformen fra 1. januar 2003

Pensionsreformen blev besluttet af et bredt flertal i Folketinget i 2002. Det var mere end en pensionsreform, idet der i høj grad her lovgives om tiden før en førtidspension tilkendes. DSI er tilhænger af den aktive indsats, som præger reformen. Ikke desto mindre må DSI konstatere, at nogle af de væsentligste forudsætninger for reformens virke ikke holder i praksis.

Ikke alle områder af førtidspensionsreformen er behandlet lige detaljeret i dette notat. Der er primært fokuseret på de temaer, omfattet af den aktuelle politiske debat.

Et mere rummeligt arbejdsmarked?

Lovgiverne forudsatte, at arbejdsevnen skal være nedsat med 50 procent før det offentlige bidrager med tilskud. Såfremt arbejdsevnen er nedsat med mindre end 50 procent, skal man ansættes på det ordinære arbejdsmarked uden offentlig indgriben. Visionen var et langt mere rummeligt arbejdsmarked. Lovgiverne forventede, at arbejdsstyrken med en arbejdsevne større end 50 procent kunne fastholdes og integreres i ordinært arbejde af arbejdsmarkedets parter.

Men det er ikke lykkedes at fastholde mennesker med nedsat arbejdsevne mellem nul og 50 procent på det ordinære arbejdsmarked. Overenskomsternes sociale kapitler har ikke spillet den rolle, lovgivere havde tiltro til. Mange mennesker prøver i dag ihærdigt at holde fast i deres arbejde på trods af sygdom og nedsat arbejdsevne. Mange af disse mennesker har længere sygdomsperioder, går på nedsat tid, bliver ledige og kan stå uden forsørgelse.

DSI kan også se den manglende rummelighed på arbejdsmarkedet på andre måder. DSI kan konstatere, at der er hele handicapgrupper, der parkeres på kontanthjælp. Det mest skræmmende eksempel er nok unge synshandicappede. Her er 15 procent i dag på kontanthjælp, mens antallet af unge kontanthjælpsmodtagere med synshandicap stort set ikke var måleligt i 2000.

DSI mener:

*

at arbejdsmarkedet ikke i tilstrækkelig grad efterspørger mennesker med en nedsat arbejdsevne uden muligheder for offentlig støtte.
*

at der skal lovgives om fleksible støttemuligheder til personer med nedsat arbejdsevne, uanset graden heraf.
*

at jobcentrene skal udføre en strategisk og massiv jobformidlings- og uddannelsesindsats over for handicapgrupper, der har store problemer med at opnå og fastholde en arbejdsmarkedstilknytning.
*

at jobcentrene skal samarbejde regionalt om problemer i forhold til beskæftigelse, når det gælder grupper, hvor en særlig kompetence hos jobcentrene er påkrævet.
*

at det er nødvendigt at få viden om, hvilken indsats, der reelt finder sted i forhold til mennesker med handicap.

Antallet af tilkendelser af førtidspension

I mere end 20 år har antallet af tilkendelser ligget stabilt på ca. 5 procent set i forhold til befolkningen som helhed. I dag er antallet lige så lavt som i 1986, nemlig ca. 4,5 procent. Antallet af førtidspensionister er ifølge redegørelsen 243.000 i 2001 og 243.800 i 2006. Sammenholdes denne udvikling med, at arbejdsstyrken i samme periode er øget, og flere dermed er kommet i arbejde, betyder det, at tallet er relativt lavere end tidligere.

Der er en lille stigning i andelen af unge mennesker - ca. 3 procent de sidste 10 år. Herunder særligt med begrundelsen psykiatriske lidelser. Dette har fået arbejdsgiverorganisationer til at kræve, at der sættes en nedre aldersgrænse for tilkendelse af førtidspensioner, eller en tidsbegrænset tilkendelse.

Det er imidlertid at vende problemstillingen om og skubbe ansvaret fra sig. DSI ønsker, at der gøres en indsats for at skabe en langt bedre og mere aktiv indsats fra jobcenterets side. Men uden et arbejdsmarked, der efterspørger disse unges arbejdskraft, vil der ikke ske fremskridt her. Samtidig er det nødvendigt at erkende og acceptere, at for nogle unge med psykiatriske lidelser er en tilkendelse af pension den eneste rette løsning.

DSI mener:

*

at der altid skal ligge en behovsvurdering bag tilkendelse og ikke et økonomisk hensyn, der på forhånd udelukker mennesker med nedsat arbejdsevne fra tilkendelse af varig førtidspension fx. på grund af alder.
*

at der ikke skal indføres en tidsbegrænset tilkendelse af førtidspensionen.
*

at der er behov for at vurdere, om unge, herunder unge med psykiatriske lidelser, får de rette tilbud.
*

at arbejdsgiverne allerede i dag har mange muligheder for at tilbyde de unge job.

Førtidspensionen sakker bagud

DSI erfarer stigende økonomiske problemer for mennesker på førtidspension. Generelt sakker udviklingen af førtidspensionen bagud i forhold til udviklingen i den almindelige købekraft i samfundet. På baggrund af finansministerens egne tal (S3893, 2004) kan det konstateres, at hvis der siden 1994 blev reguleret med satsreguleringsprocenten plus puljebeløbet, ville fx højeste førtidspension til en enlig være 5.064 kr. højere årligt.

Førtidspensionen er en varig indkomst for mennesker med nedsat funktionsevne. Langt fra alle har mulighed for at supplere deres førtidspension med anden indkomst. Derfor er den manglende regulering et alvorligt problem. Udgifterne til førtidspensionsreformen finansieres via satspuljen, som modtagere af førtidspension dermed selv betaler for. DSI mener, det er en urimelig konstruktion. Ikke mindst fordi udviklingen har medført, at satspuljen i højere og højere grad anvendes til finansiering af lovforslag og tiltrængte forbedringer, der klart burde dækkes af finansloven. Dermed er der sket et skred i forhold til de oprindelige planer med satspuljen. Endelig ophober der sig efterhånden rigtig mange økonomiske midler, mens mennesker på overførselsindkomst sakker bagud den almindelige økonomiske udvikling i samfundet.

Problemet i forhold til den nye førtidspension er, at mange af de tidligere ydelser i andre lovgivninger, fx lov om boligstøtte, er fjernet. Konkret har DSI eksempler på, at borgere ikke har råd til at bo i de botilbud, myndighederne tilbyder. Der er med andre ord nogle alvorlige samspilsproblemer. Dertil kommer, at huslejeniveauet er stærkt stigende gennem de senere år.

Endnu engang vil DSI fremhæve problemet med den særlige servicebetaling, som DSI betragter som en særskat. Personer med mellemste eller højeste førtidspension (efter de gamle regler) betaler pr. definition en særlig servicebetaling for at bo i et botilbud, som de er visiteret til - uanset, hvilken service de modtager. Konsekvensen er, at to borgere, der bor i samme tilbud, betaler forskelligt for det, afhængig af om de modtager førtidspension efter de gamle eller nye regler. Det er helt urimeligt.

DSI mener, det er uacceptabelt, at førtidspensionen reguleres, hvis man er gift eller samlevende. Hverken sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge reguleres med udgangspunkt heri. Førtidspensionen er skruet sammen med udgangspunkt i et dagpengeniveau, endda selvom førtidspension ikke er en midlertidig ydelse. Derfor virker det endnu mere både urimeligt og forældet, at man skal straffes økonomisk for at være enten gift eller samlevende.

DSI mener:

*

at satspuljekonstruktionen skal ændres, så driftsudgifter og udviklingsmidler ikke betales af personer på overførselsindkomst.
*

at førtidspensionister skal have den fulde regulering.
*

at udviklingen i de økonomiske vilkår for førtidspensionister skal analyseres.
*

at den særlige servicebetaling skal afskaffes.
*

at ægtefælle/samlever-afhængighed skal ophæves.

Supplerende pensionsopsparing

I forbindelse med førtidspensionsreformen blev der lavet en frivillig pensionsopsparingsordning for førtidspensionister - benævnt den supplerende arbejdsmarkedspension (SUPP). Formålet er at sikre førtidspensionister bedre vilkår ved overgang til alderspension.

Imidlertid er der bekymrende få, der er tilmeldt ordningen. Ordningen administreres af ATP. Af deres årsrapporter fremgår det, at ca. 20% af førtidspensionisterne i 2005 var tilmeldt SUPP og ca. 25% i 2006. I løbet af de første to år af ordningen tilmeldte ca. 52.000 personer sig svarende til ca. 20%.

Der er altså god grund til at mene, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad informerer om denne ordning. Ifølge ATP dækker tilslutningen til ordningen yderligere over det faktum, at der er en betydelig variation mellem kommunerne. ATP gør derfor gentagne gange opmærksom på, at der skal ske en indsats for at øge tilslutningen til ordningen og mindske variationen mellem kommunerne. Der er intet, der tyder på et initiativ i Socialministeriet på dette område har haft en mærkbar effekt.

DSI mener:

*

at kommunerne skal forpligtes til at foretage en obligatorisk informationsindsats i forbindelse med tilkendelse af pension for at sikre, at alle førtidspensionister er bekendt med den supplerende arbejdsmarkedspension.

Visitation og sagsbehandling

DSI erfarer, at der både er positive og negative erfaringer med arbejdsevnemetoden. Grundlæggende er der i handicaporganisationerne en opfattelse af, at sagsbehandlernes viden om konkrete funktionsnedsættelser er for lille, hvilket påvirker brugen af arbejdsevnemetoden. I nogle tilfælde har sagsbehandlerne meget faste forestillinger om de forskellige handicap.

Denne oplevelse er samstemmende med Ankestyrelsens undersøgelse fra 2005, der bl.a. viser, at sagsbehandlerne ikke mener, de har muligheder for at tilegne sig viden med særlig relevans for vurdering af borgerens ressourcer i forhold til visitation til revalidering, fleksjob eller førtidspension.

Helbred er fortsat det delelement i ressourceprofilen, der lægges størst vægt på. I forhold til sager om førtidspension gjorde det sig gældende i 97% af de sager, der endte med tilkendelse af førtidspension i 2005. Ikke særligt overraskende for DSI, da de helbredsmæssige forhold er en meget væsentlig faktor for arbejdsevnen for mennesker med handicap.

Arbejdsevnemetoden var et af de redskaber, der blev etableret for at styrke borgernes retssikkerhed. Ankestyrelsens undersøgelser konkluderer, at borgernes retssikkerhed er blevet styrket både i forhold til bedre inddragelse af borgerne, bedre sagsbehandling og et mere gennemskueligt system. Det er selvfølgelig positivt. Men når det kommer til de, der får afslag på revalidering, fleksjob eller førtidspension, føler 4 ud af 5 borgere ikke, de har været inddraget. Derudover mener kun ca. 45% af de borgere, der har skiftet sagsbehandler, at de er blevet inddraget, mens 72% af de borgere, der ikke har skiftet sagsbehandler, føler sig inddraget. Med eller uden sagsbehandlerskift, mener DSI fortsat der er for mange, som ikke føler sig inddraget i sagsbehandlingen.

Et andet element i sagsbehandlingen og visitationen til ydelser er sagsbehandlingstiden. Der er eksempler på meget lange sagsforløb med ufrugtbare arbejdsprøvninger. Spørgsmålet er, om grænsen for, hvornår det er "åbenbart formålsløst" at forbedre den enkeltes arbejdsevne, og dermed skride direkte til bevilling af førtidspension, er for skarp. Ankestyrelsen vurderer, at ca. 20% af alle førtidspensionssager er glatsager.

Nedgangen i antallet af personer på revalidering bekymrer DSI. Antallet er faldet med knap 10.000 personer i perioden 2001-2005. Selvom en del af faldet kan forklares med fx nye SU-regler, kan det næppe forklare det samlede store fald i antallet af personer på revalidering.

DSI mener:

*

at sagsbehandlerne skal tilføres viden om handicapområdet, herunder hvor bredt handicapområdet er, og hvor mange handicaptyper begrebet omfatter.
*

at der skal indføres tidsfrister for sagsbehandlingen i forhold til fx fastholdelse på arbejdspladsen, vurdering af arbejdsevnen, tilkendelse af fleksjob, opfølgning i forhold til ledighedsydelse, stillingtagen til førtidspensions, jobtilskud til førtidspensionister m.v.
*

at der indføres pligt til løbende at informere om, hvad der sker i sagen fx hver 2. eller 3. måned.
*

at flere borgere skal inddrages i sagsbehandlingen.

En pensionslovgivning uden forsørgelseshuller?

Forudsætningen om, at den nye reform og arbejdsevnemetoden med ressourceprofilen ville guide borgeren sikkert fra A til B, og at der ikke ville forekomme forsørgelsesmæssige huller, holder desværre ikke vand i virkeligheden.

Nogle eksempler herpå er:

Person, der bliver arbejdsprøvet, men arbejdsevnen vurderes ikke at kunne forbedres ved revalidering. Ligeledes vurderes det, at personen ikke står til rådighed for et fleksjob. Omvendt vil kommunen ikke afvise, at situationen kan ændres på et senere tidspunkt. Personen henvises til kontanthjælp.

Person, der er visiteret til fleksjob, og er på ledighedsydelse. Efter længere tids ophold her uden aktiv indsats, gen-arbejdsprøves personen og kommunen finder ikke, at vedkommende længere står til rådighed for fleksjob pga. for nedsat arbejdsevne og sygdom. Personen henvises ikke til sygedagpenge med mulighed for aktiv opfølgning eller til førtidspension, men til kontanthjælp (der er ægtefælleafhængig indtægt).

Et andet område, der er forbundet med store forsørgelsesmæssige problemer for syge og handicappede, er sygedagpengelovgivningens manglende forlængelsesmuligheder. Der er fra DSI's side gjort opmærksom på dette utallige gange, ligesom der er givet helt konkrete eksempler herpå til Folketingets ansvarlige udvalg.

Konsekvensen for syge og handicappede, der ikke kan få forlængelse f.eks. pga. udsigten til tilbagevenden til arbejdsmarkedet i fleksjob, er visitation til kontanthjælp. For nogle mennesker med handicap betyder dette helt manglende forsørgelse pga. ægtefællens indkomst.

DSI mener:

*

at mennesker med handicap og nedsat arbejdsevne ikke skal placeres på kontanthjælp, som er en midlertidig ydelse. Er alle arbejdsmarkedsmulighederne udtømte, er førtidspensionen, som en varig forsørgelsesydelse, det eneste rigtige.
*

at det er nødvendigt at indføre yderligere forlængelsesmuligheder i sygedagpengelovgivningen for personer, hvis helbredssituation og arbejdsevne er uafklaret efter varighedsbegrænsningens indtræden.

Job og pension

Førtidspensionsreformen sikrede, at der kom et jobfokus ind i billedet for alle mennesker næsten uansat handicap. Netop i forhold til at udnytte sin restarbejdsevne, er der i lovgivningen mange muligheder.

DSI mener:

*

at der er gode lovgivningsmæssige muligheder for at kombinere førtidspension med job.
*

at arbejdsgiverne allerede i dag kan rekruttere arbejdskraft blandt førtidspensionister fx via www.ijobnu.dk.
*

at der er gode muligheder for at yde en aktiv indsats ved at bevilge de aktive arbejdsmarkedspolitiske redskaber til førtidspensionister fx. løntilskudsjob, en personlig assistent, en mentor, arbejdspladsindretning mv.
*

at jobcentrene i langt højere grad skal prioritere denne indsats og benytte lovgivningens muligheder.

Revalidering

DSI finder det dybt bekymrende, at antallet af revalidender har været konstant faldende i reformens virkeår. Førtidspensionsre*formens intention var at fremme en mere aktiv indsats, men DSI oplever, at kommunerne har været meget restriktive med at visitere til revalidering. DSI er bange for, at der tænkes for kortsigtet, når mennesker med handicap ikke revalideres - også i evt. længere uddannelsesforløb. Der er evidens for, at længerevarende revalidering giver bedre fastholdelse på arbejdsmarkedet. Revalidering er en investering i et menneskes mulighed for at forsørge sig selv og må derfor ikke være et spørgsmål om refusionstakster.

DSI mener:

*

at revalideringsområdet skal analyseres.
*

at det er nødvendigt at fremme anvendelsen af revalidering.
*

at revalidering også skal anvendes som aktivt redskab til de personer, der i dag modtager førtidspension.
*

at revalidering også skal anvendes til længerevarende uddannelsesforløb

Fleksjob

Fleksjobordningen er en rigtig god ordning. Den er med til at sikre, at mennesker med handicap kan opnå og fastholde job.

Intentionen med fleksjobordningen var at sikre, "at personer ansat i støttet beskæftigelse - fx fleksjob - har vilkår og rettigheder, der så vidt muligt svarer til andre personer på arbejdsmarkedet" (citat lovbemærkningerne). Politikerne har ikke levet op til disse intentioner. DSI har gentagne gange gjort opmærksom på, hvorledes ny lovgivning har stillet mennesker i fleksjob ringere. Eksempelvis begrænsning på ledighedsydelse for personer, der er fyldt 60 år, manglende mulighed for at optjene skattefri gevinst ved at blive længere på arbejdsmarkedet (efter 60 år).

Der er god grund til løbende at vurdere sagsbehandlingen, der ligger til grund for tilkendelse af et fleksjob. Ikke mindst er der god grund til at have fokus på, om der er realistiske jobmuligheder, og om der tilbydes og igangsættes en aktiv indsats for, at mennesker, visiteret til ledighedsydelse, kan beklæde de ledige jobs.

I relation til selvstændige skal der skabes fleksible muligheder for arbejdsprøvning da krav om arbejdsprøvning uden for eget firma kan betyde lukning af firma. Samtidig skal der gives mulighed for at man kan etablere sig som selvstændig på fleksjob.

Antallet af mennesker, der får lov til at "parkeres" på ledighedsydelse uden en løbende opfølgning uden tilbud om revalidering og efteruddannelse er skræmmende. Mennesker, der ikke har realistiske muligheder for at komme i job og være delvis selvforsørgende, skal tilbydes en førtidspension. De skal ikke i årevis stå på en midlertidig ydelse som ledighedsydelsen.

DSI mener:

*

at mennesker visiteret til fleksjob skal ligestilles med andre på arbejdsmarkedet i det omfang, det overhovedet er muligt.
*

at mennesker med handicap, der er visiteret til fleksjob, skal have ledighedsydelse og ikke kontanthjælp.
*

at jobcentrene bør gøre en langt mere aktiv indsats for at sikre, at mennesker på ledighedsydelse kan varetage et job.

Handicapkompensation

DSI ser forskellige problemstillinger i forhold til at få dækket merudgifter i de to pensionssystemer.

Førtidspensionsreformens sigte var, at alle, der overhovedet kan blive selvforsørgende, skal være det - med eller uden støtte. I den sammenhæng er det et problem, hvis man mister muligheden for at få dækket merudgifter, når man bliver aktiv på arbejdsmarkedet. DSI's erfaringer viser fx, at der er store vanskeligheder med at få tilkendt IY, hvis man går fra pension til fleksjob, fra uddannelse til fleksjob eller fra ordninær beskæftigelse til fleksjob.

Det er problematisk, at der er uligheder de to forskellige pensionssystemer imellem på flere områder. Grundlægende er den store forskel, at det ene pensionssystem opererer med flere satser, mens det andet har en sats. Derudover betaler personer med pension efter de gamle regler en særlig servicebetaling, når de bor i botilbud. Dertil kommer, at man ikke er berettiget til at få dækket merudgifter efter servicelovens § 100, hvis man modtager pension efter de gamle regler. På de områder, hvor man er dårligere stillet i det ene pensionssystem frem for det andet, er der behov for justeringer.

Samtidig er der problemer med, at nogle handicapgrupper ikke kan få dækket merudgifter, selvom de er tilkendt pension efter de nye regler, fordi målgruppen defineres for snævert. DSI vurderer desuden, at myndighederne ikke i tilstrækkeligt omfang informerer om muligheden for at få dækket merudgifter efter servicelovens § 100. Det kan ikke være rigtigt, at det er op til handicaporganisationerne selv at informere herom. Denne erfaring understøttes af, at statens faktiske udgifter til merudgifter har været langt under det forventede i perioden fra førtidspensionsreformens begyndelse til nu.

Endelig er det dybt problematisk, at der ikke kan ydes merudgifter efter overgang til folkepensionsalderen. Bistands- og plejetillægget, der i et vist omfang anvendes til at dække forskellige former for merudgifter, kan bevares efter overgang til folkepension. Men det kan merudgifter efter § 100 ikke. Men handicappet forsvinder ikke med alderen.

DSI mener:

*

at målgruppen til servicelovens § 100 skal justeres.
*

at fleksjob ikke skal blokere for invaliditetsydelse.
*

at bagatelgrænsen i servicelovens § 100 skal afskaffes.
*

at alle - uanset efter hvilke regler de modtager pension - skal være omfattet af målgruppen for merudgifter efter servicelovens § 100.
*

at aldersgrænsen i § 100 skal afskaffes.
*

at kommunerne skal pålægges at tilvejebringe viden om mulighederne for merudgifter efter servicelovens § 100 og informere om disse muligheder.

8