Ligegyldighed.

[Stella]

Syntes lige denne artikel skal med !

Fra ugebrevet A4 3 sep. 07.

De fattige ser vi på tv


Ligegyldighed er det ord, der bedst karakteriserer vores blik på de udsatte, de udstødte og utilpassede. I landet, der svælger i ferier og friværdi, kan chefen for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, konstatere, at socialpolitik er afløst af beskæftigelsespolitik. Og omsorgen for de mennesker, der økonomisk, socialt og kulturelt er hægtet af festen, er begrænset til et godt gys på tv eller en omgang gadefodbold for hjemløse.
DØGNFLUER Fodbolden er for længst sparket væk. Rusen dampet af, og aviserne bringer ikke flere billeder fra de hjemløses superliga, der i august måned for en kort stund satte hjemløshed på dagordenen.

»De hjemløse – dem kommer vi ikke til at høre mere positivt om foreløbig,« mener Bjarne Lenau Henriksen, leder af Kirkens Korshær og sognepræst på Nørrebro i København.

Et verdensmesterskab i gadefodbold gør i hans optik ikke den store forskel for verdens hjemløse. Og med al respekt for deltagerne og deres liv med tragedier og håbløshed, så er det billede, medierne ved den lejlighed fremviste af hjemløses liv og vilkår, langt fra dækkende. For eksempel fangede tv-kameraerne ikke mange glimt af de hjemløse, der på Vesterbro i København jages af både politiet og stenbroens nye beboere – pæne familier med pæne børn – der ikke just synes, at storbyens hjemløse og al deres elendighed pynter. Hverken i gadebilledet eller i deres bevidsthed.

De fleste af de hjemløse, Bjarne Lenau Henriksen kender, befinder sig heller ikke med en fodbold mellem fødderne, men derimod ret stabilt på den plads på samfundets bund, hvor det kræver uanede psykiske ressourcer, mange penge og et stort personligt mod at titte op fra.

Her er de bestemt ikke alene. Her lever også de enlige mødre på bistandshjælp, familierne, hvor både far og mor er sat uden for arbejdsmarkedet og deres børn uden for børnefællesskabets dør. De enlige mænd, de psykisk syge, misbrugerne og de etniske familier, der i sandhed er velintegrerede på det danske samfunds absolutte bund. Kort sagt den sjettedel af Danmarks befolkning, der økonomisk, socialt og kulturelt står uden de muligheder, som en stadig rigere middelklasse i disse år forbruger lige så heftigt som deres friværdi.

De svage kalder samfundet dem gerne. Det ordvalg bryder Bjarne Lenau Henriksen sig ikke om, for ordet sender masser af de signaler, som sætter mennesker i bås. Selv betegner han dem gerne som de udsatte. Eller, når det handler om de mennesker, der allerede er røget langt ud over kanten, de udstødte.

I de hjemløses superliga

»I min terminologi er de alle sammen menne-sker, der er ringere stillet end gennemsnittet af den danske befolkning. Det er mennesker med en økonomisk og social virkelighed, der forhindrer dem i at leve et normaliseret, dansk standardliv. Deres økonomiske fattigdom går hånd i hånd med en social og kulturel fattigdom, som snævrer deres muligheder ind. De er skubbet ud,« siger Bjarne Lenau Henriksen.

Til daglig er de mest gemt af vejen. I finansloven er de stort set usynlige. De optræder sjældent i ministrenes skåltaler, og når de indimellem er på gæstevisit i avisernes spalter, vækker billederne af dem større vrede end deres vilkår. For ligger der ikke en pakke Cecil på sofabordet ved siden af Billed-Bladet? Behøver de fattige ryge så meget? Og læse kulørte blade? De siger jo, de ikke har nogen penge! Der er en stadig voksende moraliseren over for de udsatte på spil i disse år, mener korshærschefen, der med undren iagttog, hvordan de hjemløse pludselig og for en kort bemærkning fik lov til at spille både fodbold og en rolle i middelklassens bevidsthed, da Danmark var vært for VM i gadefodbold for hjemløse.

»VM i gadefodbold var farverigt og spektakulært. »De hjemløse kan noget«, sagde statsministeren. »De er ikke kun sølle stakler, der kan bestemt godt være en fremtid i de hjemløse«, sagde socialborgmesteren. Sagen er jo, at nu er både rusen og interessen dampet af, og de hjemløse kan igen indtage deres plads i samfundets gader som dem, ingen vil have med at gøre. Og da slet ikke i deres egen baghave,« siger Bjarne Lenau Henriksen.

Deltagerne i hjemløse-VM tilhører de hjemløses superliga – dem uden løse hunde og øller. Det er ikke de samme hjemløse, som tumler rundt i Nordvest-kvarteret eller inde i København, og Bjarne Lenau Henriksen anskuer verdensmesterskabet på linje med alle andre medieskabte begivenheder, hvor middelklasse-danmark med en pirrende blanding af gys og fascination, og helst på sikker afstand i tv, iagttager, hvordan de andre lever.

Når de unge mødre i tv-serien af samme navn på Kanal 4 serverer cola og ikke grøntsager for ungerne, gibber det i os. Lige som vi frastødes og fascineres, når det elendige liv blandt prostituerede på Vesterbro ruller over skærmen.

»De udsatte og udstødte vil vi kun have noget at gøre med, når det er spektakulært. Og helst vil vi se dem på tv. Så vi kan bruge dem som skrækeksempler og sige til vores børn, at »se, så galt kan det gå«! Den sociale elendighed kan være farverig på tv, men til daglig eksisterer de her mennesker ikke i vores bevidsthed. Politisk er initiativerne for disse mennesker punktnedslag, og overordnet set er socialpolitikken afløst af en beskæftigelsespolitik. Den eneste overordnede strategi er at få folk i arbejde, koste hvad det koste vil. Og så skal de have en fast hånd. En fast hånd løser både flygtningenes traumer og den hjemløses mangel på en bolig.«

Vær solidarisk med dig selv

Bjarne Lenau Henriksen er sådan set ikke ret meget uenig med socialminister Eva Kjer Hansen i, at de fleste mennesker gerne vil forsørge sig selv. Vejen til normalitet kan godt gå gennem et job, men ikke et hvilket som helst et af slagsen. Og slet ikke, når arbejdet som i dag påtvinges mennesker, der bruger det meste af deres fysiske og mentale energi på bare at holde sig i live. Man piner de sidste par procenter ud af de allerdårligst stillede, og det job, der skulle være med til at give dem en identitet, bliver i stedet det slag, der kaster dem endnu længere mod bunden.

»Al respekt for mennesker, der gør rent og går med aviser. Det er job, hvor man skal løbe en næsten daglig maraton, og det kræver en god fysik. Hele spørgsmålet om identitet bliver meget forenklet, hvis man har lønarbejde som eneste pejlemærke. Der er mennesker i det her samfund, for hvem et job ikke er det eneste saliggørende,« siger Bjarne Lenau Henriksen, der kan konstatere, at såvel regering som fagbevægelse og socialdemokrati i dag har blikket stift rettet mod middelklassen og stemmerne derfra, når de diskuterer velfærdspolitik.

Vær solidarisk med dig selv, lød sloganet i fagforbundets HK’s kampagne for nogle år siden. Selv velmenende socialdemokrater nærmest kløjes i ordet solidaritet, og medlemmer af velfærdsdanmark er stort set forenede i interessen for én ting, nemlig sig selv.

»Socialpolitik i dag handler i høj grad om de velstilledes interesse for sig selv. Hvis man diskuterer stofmisbrugere, handler diskussionen om, hvordan man skal beskytte normalbefolkningen imod dem, og kun i de udsattes højsæson, julen, skriver journalisterne om deres vilkår. Så får de enlige mødre en julekurv med en pose grødris – hvad hvis de nu ikke kan lide risengrød? Og journalisterne er ved at gå bagover, når man fortæller dem, hvor mange, der ringer til Sct. Nicolai Tjenesten for at tale med et andet menneske,« siger Bjarne Lenau Henriksen.

Han blev engang ringet op af en journalist fra et formiddagsblad, der ville vide, om det ikke også var meget bedre, hvis mennesker i Danmark hver for sig bare gav lidt af deres rigdom til de nødlidende? I stedet for at gøre det til et samfundsproblem. Journalisten var nemlig stødt ind i en enlig mor, der egentlig havde henvendt sig til avisen for at klage over sine børns institution, men nu var hun ophøjet til eksemplet på enlige mødres elendige vilkår – og forsynet med så meget mad fra velmenende mennesker, at hendes største problem, i hvert fald i medierne, fremstod som manglen på en kummefryser!

Det er svært at vide, om man skal le eller græde, men Bjarne Lenau Henriksen hæfter sig i hvert fald ved den medieskabte interesse for den enkelte og den stålsatte politiske modvilje mod at se de udsatte i en større sammenhæng og sætte deres vilkår på den politiske dagorden.

»Det ord, der bedst karakteriserer vores blik på dem i dag er ligegyldighed. De udsatte, og i hvert fald de udstødte, er i dag henvist til de frivillige organisationer, som for eksempel Kirkens Korshær, der har en ideologisk betinget solidaritet med dem. Toppen i samfundet har altid lagt afstand til dem på bunden, men flertallet i Danmark i dag har det ekstremt godt, og man kunne måske mene, at den rigdom ville give et overskud til at tage sig af andre menneskers elendighed,« siger Bjarne Lenau Henriksen, der tror på dialogen og samværet – og en bedre økonomi – som bedste vej til en dybere forståelse af, at udsatte mennesker også drømmer og nærer lige så mange håb og længsler som alle os andre.

Måske vil medarbejderne i den virksomhed, der lige har doneret en dag og nogle hundrede timers arbejde til Korshæren opleve dette.

»Jeg håber, det udvider deres horisont og får dem til at se med andre øjne på udsatte mennesker. Forhåbentlig fornemmer de, at der er en dyb mening i det.«

Af Kirsten Weiss