Hvordan klarer du dig?

Stella skrev:
Flere og flere rammes af langvarig fattigdom i Verdens rige land Danmark...

Man kan undre sig over at i et land med 8o milliarder i overskud og et folk der overforbruger og lider af fedme epidemi, gør syge førtidspensionister og andre til fattige borgere ?

Nå men det er faktum !

http://politiken.dk/indland/article251367.ece

:|

Det er trist læsning.

Hmm... først rejste mine nakkehår sig ved synet af et par avisoverskrifter og senere faldt jeg over Stellas gamle indlæg om det stigende fattigdom i landet, trods "fremgang og prosperity" for Thor Pedersen & Co.

Nogle af de gamle minder er dukket op fra glemslen oo tankene vandrer tilbage til halvfjerdserne - da jeg var en nybagt enke og mor, med deltidsjob og under uddannelse og den første og sidste gang jeg benyttede mig af en velfærdsordning i form af en barselsorlov jeg kun kunne udholde i 3 måneder (ansøgninger, "afhøringer", personlig frihed under indskrænkning m.m.).... og så gik turen tilbage til jobbet og friheden for at skulle stå til regnskab for tilfældige mennesker, der var sat til at foretage skøn over mine/vores daglige behov....

For mig som nybagt og ung mor bestod tilværelsen af at tjene penge, betale skat, bekymre mig om penge og om der var nok til os næste måned, hvis mit barn skulle komme til at behøve noget jeg ikke i tide havde forudset og lagt til side til.... Jeg tænkte på penge når jeg slog øjnene op om morgenen og penge var det sidste jeg tænkte på inden jeg faldt i søvn.... i disse tider og mange år frem sov jeg højst i fire timer hver nat + 1/2 time hængende i stroppen i S-toget om morgenen og ellers gik min tid med at arbejde, læse (skole), lege med og sørge for mit barn, sy-strikke-hækle tøj, tilberede maden og bagværk i "økonomi-portioner" dvs. til flere dage ad gangen....

Det krævede en del at få pengene til at række fra løn til løn og èt af midlerne til at bevare ligevægten var en beslutning om kun at åbne rudekuverterne månedens sidste hverdag. Når regningerne var betalt - var der ikke særlig meget tilbage til at leve for og jeg indførte en husholdningsregime som det var drift af en forretning.... først planlagte jeg minitiøst hvad der skulle handles ind af madvarer og småartikler til hele måned.... Så gik turen til et af de første store supermarkeder og der blev handlet ind for ..... hele 1800 kroner.... Bordet fangede og havde jeg glemt noget - skulle jeg vente med det til næste måned.

Efter hjemkomsten blev varene lagt på plads og en "stor-drifts-slagplan" til madlavningen var lagt. Der skulle laves varm mad til hele måneden og "investeringen" (en mandshøj fryser) blev, efter 2-3 dage fyldt op med færdige og halvfærdige måltider delt op i tomands portioner. Det var den eneste måde at sikre os mod at mangle mad sidst på måneden.... tilberedningen af enkelte måltider hver dag var simpelt hen for dyr + med barn, arbejde, skole og hjemmeproduktion af tøj til os to - var tiden konstant en mangelvare...

Der var også en lille papkasse fyldt med konvolutter i et antal der svarede til antallet af dage i den pågældende måned. I hver konvolut lå 15 kroner til frisk mælk, kartofler og evt. lidt frugt/grønt.... ikke meget kunne man få af supplerende råvarer for 15 kroner så en gang imellem smuttede der en ekstra femmer eller tier med alligevel, men så var det det mindre i konvolutten dagen efter - så det var ikke ofte at jeg flottede mig med "impulskøb"... B)

Til uforudsete udgifter og medicin havde jeg en anden konvolut og der gemte jeg det børnetilskud der kom automatisk. Alt andet der først skulle søges om - klarede vi os uden. Jeg havde ingen lommepenge til mig selv og at drikke en kop kaffe og få et stykke kringle ude i det fri var helt uhørt. Ferierejse var en by i Russland og udflugter foregik kun i gåafstand hjemmefra. Sådan gik det i 19 år. Jeg opfattede mig ikke som fattig, men reelt var jeg jo netop det....

Når mit barn blev voksen og flyttede hjemmefra for at læse videre - fortsatte mine udgifter, for tanken om at studietiden skulle forlænges p.g.a. pengenød huede mig ikke. Det måtte være nok, at alle ferier gik med et feriejob. Først når mit barn var færdig med sin uddannelse og var i arbejde et par år, købte sig en bolig og indrettede sig - kunne jeg slippe tanken og den lille gnavende frygt for ikke at have nok til daglige fornødenheder. I alle årene har jeg betalt min skat og dette i en størrelsesorden der var en del mere end jeg reelt havde råd til. Men her var jo som bekendt ingen kære mor - betales skulle man. "Man" var jo ikke en af de store virksomheder der aldrig havde råd til at betale selskabsskat... det måtte vi små gøre i stedet....

.... til staten, til folketingets medlemmer, til kongehuset, til politikernes statsmændsdrømme, til aktionærernes dividender fra de samme selskaber der ikke havde råd til at betale skat.... og jow... selvfølgelig... også til os selv - præcist som i dag.... selv de fattigste bistandsklienter betaler skat.... og folkepensionister.... og syge på sygedagpenge.... og arbejdsløse - vi betaler skat - hele bundtet. Mens andre bruger pengene som de selv vil....

Som f.eks. store drømme om at skaffe De Olympiske Lege til København en gang om 15-20 år.... eller til ministerpensioner, eller til... øh... det var jo ikke det indlægget skulle handle om

Mit indlæg her handler faktisk om min interesse for hvordan mine medmennesker klarer sig økonomisk i dag.... Ikke dem i store jobs og med masser af friværdi i fast ejendom eller dem, der altid selv valgte at klare sig på en sten - men alle I der har en god grund til at frekventere denne side her på K10.dk .

Jeg VED at det er nærmest et fuldtids job i sig selv, at sørge for at de økonomiske ender kan mødes hver eneste måned.... at selv de helt raske og sunde i almindelige jobs - kan af og til fortvivle når de pludselig skal fremtrylle et ekstra beløb til skoleudflugt eller for at erstatte tabte vanter.... eller købe en dyr medicin.... almindelige mennesker med almindelige jobs og almindelige liv uden ekstravagance eller ublu krav til livet....

Men her på K10.dk kommer jo alle I andre, der mod alle odds - ud over at skulle have hverdagen til at hænge sammen - også lever med en sygdom eller handicap, med en uvis fremtid og for manges vedkommende - også uden håb om at nogensinde kunne give det en ekstra skalle og tjene noget mere så en rejse eller anden drøm måske kunne realiseres..... hvordan klarer I jer?

Rækker pengene?
Rækker pengene ikke?
Hvordan får du pengene til at strække eller mangler du alt månedens sidste dage?
Hvad kunne du beholde og hvad skulle du opgive indtil videre eller for altid?

Hvordan går det, i det hele taget?

Metro skrev:
..... hvordan klarer I jer?

Rækker pengene?
Rækker pengene ikke?
Hvordan får du pengene til at strække eller mangler du alt månedens sidste dage?
Hvad kunne du beholde og hvad skulle du opgive indtil videre eller for altid?

Hvordan går det, i det hele taget?

Ser du.... det er ikke en simpel nysgerrighed der driver mig til at stille disse spørgsmål. Dertil husker jeg kun alt for godt alle de mange af mine år med bekymringer, angsten for at den sidste krone ikke rækker, utrygheden og frygten for ikke at kunne sørge for mit barns fornødenheder i overensstemmelse med mit barns almindelige og slet ikke overdrevne behov.... Alt dette husker jeg fortsat levende og derfor spørger jeg nu dig om hvordan klarer DU dig i denne svære livssituation du befinder dig i nu....? Og jeg spørger ud fra en beundring JEG VED, hver enkel her fortjener!

Fordi at overleve på disse betingelser du gør og overleve uden at kunne tillade sig at drømme om en sikker fremtid.... At overleve på trods af alle forhindringer en hel hær af mennesker er ansat til at skabe for dig - ser du - DET er en bedrift af de helt store!

Og dette siger jeg UDEN at kende dine svar endnu.... for DETTE ved jeg bare allerede på forhånd og uanset hvad du svarer - vil det kun kunne bekræfte min respekt for DIG !

For en ting ved jeg og er fuldstændig sikker på: skulle Maersk, Aamund, Fogh, Aller, Frede, Kjærsgård og hvem som helst anden fra den grønne gren - leve et liv på DINE livsbetingelser - havde de èn efter èn bukket under for det samme - som DU lever med og overvinder hver eneste dag!



Nu håber jeg bare, at du vil fortælle - hvordan du bærer dig ad med det?

[Stella]

ja Metro ...

Det er en længere historie ..men jeg vil fatte mig i korthed...jeg har lært at spare ...det er blevet "normalt" for mig ...jeg bruger ikke penge på tøj eller dyre ting ...køber tilbud og lever i en billig lille 2 værelses...vi er to her og har vænnet os til at leve på et frimærke.
for man er stresset og deprimeret til tider..men også gode tider er der da en gang i mellem... heldigvis da !!!!

Vi sætter en ære I at spise gode råvarer ...så nogle varer er lidt dyre men til gengæld er der ikke noget der hedder biograf og restaurant eller koncerter, cafeer men det sidste gør ikke så meget fordi jeg kan ikke lide cafeer mere.

jeg har i det hele taget lært at være en "defekt forbruger" som de fleste med lidt penge.

...ja jeg bruger næsten intet.

Det værste ved at være flekser uden fleksjob er at man ikke er fri til at tage væk ! man skal være her og til rådighed hele året selvom man går hjemme...man har 5 ugers ferie, selvom man går hjemme hele året.

Jeg kunne godt tænke mig at tage et sted hen hvor det er varmt om vinteren fordi det er godt for mine smerter ( det lindrer) i Leddene og åndenman giver op med at tænke på det...men man har det altid i baghovedet !:|.

Så er der alle de bekymringer hele tiden om hvordan det vil gå en i fremtiden.det er det værste. og så tidsånden hvor man føler sig lidt som om man tigger...eller får skyldfølelse...

....det er en trist tilværelse...::| ikke så dejlig...ikke så fri...og ikke tryg.

tak for din respekt...og I lige måde...

B)

[inger]

Jeg har kun været på førtidspension siden november sidste år men der før var jeg kontanthjælpsmodtager i næsten 5 år.
I perioder har jeg følt mig fattig men ikke hele tiden, da jeg ser mange andre værdier her i livet end lige netop dem der koster penge.

I hele 2003 og første halvdel af 2004 var det meget hårdt økonomisk. I første halvdel af 2003 sparede jeg op af kontanhjælpen så vi kune flytte til en billigere lejlighed. Derefter sparede jeg i et år op til min søns konfirmation. I forbindelse med flytningen lånte vi også lidt penge i banken men hele konfirmationen betalte jeg selv.
Det lykkedes mig også at ryge i RKI i den periode.

Vi har aldrig haft råd til at rejse på ferie udenfor landets grænser men hvert andet år har vi været på ferie herhjemme i Danmark.
Vores foretrukne ferieform er cykelferie, hvor vi overnatter på primitive overnatningspladser til ca. 15 kr. pr. person, maden laver på over bål eller et lille kogeapparat. Andre gange har vi besøgt familien på Fyn.

Efter at jeg kom på førtidspension føler jeg mig rig. Nu har vi råd til frisk frugt hver dag og om 14 dage når jeg bliver 40, så skal vi ind at se en musical.
Nu har jeg endelig råd til at give min søn nogle af de ting som han har givet afkald på i de år på kontanthjælp. Jeg har lige købt en ny reol til mit badeværelse.

Jeg vil indrømme at jeg stadig jagter tilbudsvarer og fylder i køkkenskabe og frysere. I min mikroskopiske køkkenhave vil der også blive dyrket grønsager så længe at ryggen kan holde til det.

Det mest positive for mig er at til september er jeg 100% gældsfri. Min gæld til RKI blev indfriet i december sidste år. Jeg glæder mig til at have de 1000 kr. mere om måneden, så kommer jeg da til at føle mig endnu mere rig på penge.

Mit held er nok at jeg har en familie, hvor halvdelen af os ikke kender til at have de store indtægter - resten af familien regner os ikke for noget, da vi ikke er på arbejdsmarkedet. Til gengæld har den del af familien som ikke er økonomisk velstillet et enormt tæt sammenhold, hvilket virkelig er guld værd for mig.

Vi bor midt i et turistområde hvor der altid sker en masse forskellige ting i sommerhalvåret. Vi har en pragtfuld skov og strand i gå afstand fra vores hjem.
Vi får mad hver dag, nyt tøj engang imellem og hver måned bliver der lagt 200 kr. til side - så vi lever godt efter min mening.

Det mest negative er at jeg savner evnen til at kunne arbejde. Jeg havde verdens bedste job - pædagogmedhjælper. Ikke den store løn men et spændende job.

inger skrev:
Vi får mad hver dag, nyt tøj engang imellem og hver måned bliver der lagt 200 kr. til side - så vi lever godt efter min mening.

Hmm.... det siger det hele - Ingerpige

Må sunde mig før jeg kan kommentere yderligere....

Godt klaret

[majs]

Tænker tilbge til min super aktive tid, som alenemor til tre. Det var ikke altid nemt, men børnene oplevede ofte nogle andre værider end deres kammarater og har ikke haft oplevelse af at være mindre-værdige. Det er en dejlig trøst i dag.
Nu er de voksne og har hver deres dejlig liv. Jeg er umådelig glad for at min sygdom først slog til nu, hvor det (næsten)"kun" rammer min mand og jeg.


Rækker pengene?
""Rækker pengene ikke?
Hvordan får du pengene til at strække eller mangler du alt månedens sidste dage?
Hvad kunne du beholde og hvad skulle du opgive indtil videre eller for altid?

Hvordan går det, i det hele taget?""

Jo, såmænd, jeg kan da sige at på de indre personlige planer har jeg nu fået hjælp til at klare de største personlige fornødenheder, som bad og lidt søvn *SS*

Og økonomisk?

Har lige holdt 50års fødselsdag, men havde ikke penge til noget og kan intet lave selv. Købte mig til brød og kage for 800kr. og med stor hjælp fra min mand, havde vi alt på bordet da familien kom.
og havde brugt vores sidste energier for flere måneder frem.
Jeg havde frygtet denne dag og vil altid mindes den som en dyb smerte i mit indre.
Alle kom og det var en hyggelig eftermiddag, men jeg vil ikke ret gerne opleve en sådan økonomisk, fysisk og psykisk nedtur igen.
Den psykiske nedtur var mest månederne før og den fysiske smerte for os begge er endnu ikke over, nu en måned efter. Men de 800kr. var dem som jeg skulle have fodnegle for og dem som vi skulle have brugt på 3 gange fødselsdagsgaver til børnebørn i denne måned og ekstra kørselsudgifter i forbindelse med komunalt betingede møder (hver af 60km) samt kontingent til min eneste vedholdenhed i foreningsregi: hospis-sagen.

Men, det går jo alligevel, når blot vi holder sammen:
To måneders overtræk på kontoen opvejes langsomt af projekt 0 luksus! stegt ever i stedet for hakkekød, ingen bil-besøg til børn/børnebørn udenbys, ingen klipning (skal jo alligevel kun se på os selv og sagsbehandlerne) og en påske i stilhed, hvor børnene heldigvis har fundet andre ideer til fridagene.

Fremtiden?
Det er det værste!
For pga. vore handicaps kan vi ikke længere forsvare at blive i vort hus. Hvor skal vi hen? hvad kan vi få med? Hvad bliver der i stedet for vor altelskede have? Hvordan skal vi få råd til handicap bolig, når vi kanp kan betale vort hus? (bor i den billige del af landet) Og kan vi fortsat tillade os at bruge 370kr. om måneden til smertestillende medicin? Eller er alternativet at vi skal sælge vores bil, som endnu ikke er betalt?
En isnende kold usikkerhed, som jeg før kunne mestre ved ekstra arbejde, når der i enkelte perioder var trange kår.

Andre snakker om ferie, jeg drømmer mig tilbage til tiden (sidst for 3 år siden), hvor vi, i luksus, nød en uges-tur i bagenden af bilen, eller sidst med telt, lejet ind på en bondemands dejlige eng. Langt væk fra alt og alle og i dyb enhed med naturen og dyrene omkring os. Det var luksus *SS*

Nu er den bedste luksus, at hjemmeplejen har fordret en elevationsseng til mig, det giver dem retmæssige arbejdsvilkår, men det vil give mig mulighed for en nattesøvn uden hjælp/indblanding fra andre. Det bliver en hel ferie i sig selv *SS*

Og så får jeg nok overskud til igen at bringe lys ind i vort liv, for det fortjener min mand, oven på alt det, som han nu har måttet gå igennem sammen med mig!

Dybt nede er det svært at se, men erfaringen viser jo at solen ikke for evigt forsvinder.

Penge er ikke alt,
men hvor ville det dog være skønt og livsbekræftende, hvis man kunne bestride et arbejde og give det en ekstra skalle, når der er brug for det.

Mvh
majs

[majs]

Hi, nej jeg skulle ikke have fodnelge, men klippet fodnegle ;-)

[inger]

majs, hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne komme og hjælpe dig på en eller anden måde.

Og hvor har du dog ret i at uvisheden om fremtiden er det værste
Kunne det lade sig gøre så overlod jeg vores billige 85m2 lejlighed til jer - en nettohusleje på 3269kr. Der er nogle stykker lejligheder her i afdelingen der bliver brugt som handicapboliger.

At jeg har nemt ved at klare mig på førtidspensionen skyldes at jeg haft arbejdet indenfor lavtlønsområdet, er eneforsørger og modtager af §84 til dækning af merudgifter i forbindelse med nogle af mine sygdomme.

[Mariepigen]

Vil lige kommentere dette glimrende indlæg :-) Jeg lever på sygedagpenge (som vel er sådan cirka det samme som en førtidspension) gik fra et godt lønnet job, blev syg og har hængt i sygedagpenge systemet et år indtil videre. Det er ikke lang tid i forhold til mange der måske ender på kontanthjælp i årevis, men jeg frygter at det også vil ske for mig. Men jeg klarer mig.

For overhovedet at have penge til mad, medicin, vaskepulver osv. har jeg lavet en simpel økonomisk plan. Hver måned bliver der overført et beløb til min budgetkonto som skal dække de faste udgifter som husleje, telefon, varme osv. Så er der lidt tilbage. Det bliver delt ud på hver uge, så jeg faktisk hver uge hele året igennem har det samme beløb at handle for. Der er ikke noget der hedder først eller sidst på måneden her i hytten. Der er det samme beløb uge efter uge, og det skal jeg bare klare mig for, for der er ikke flere penge nogen steder. Jeg handler så stort ind en gang om ugen, og når ugen er gået så lægges evt. overskydende beløb (det er typisk 10-25 kr) i en bøtte, den kan jeg så tærre på hvis der skulle komme en uforudset udgift i fx. medicin.

Derudover lægger jeg hver måned 100 kr. i en kuvert, der skal sponsorere julegaver og fødselsdagsgaver i løbet af året . Gjorde jeg ikke det, så ville der simpelthen ikke være til julegaver eller juleguf i december.

Rejser, biografture, restaurantbesøg olign. findes ikke i min hverdag. Nyt tøj, frisørbesøg osv. sponsorerer min søde kæreste af og til. Og ellers ønsker jeg mig ofte gavekort til fødselsdag og jul, så kan jeg bruge det når der er tilbud rundt omkring.

Jeg føler virkelig jeg er gået fra ikke at have mange penge, men til at have lidt ekstra til at leve på en sten og vende hver en krone. Men men men det er mit eget valg, jeg kunne finde en billigere og mindre bolig, men så længe det overhovedet er muligt vil jeg ikke give slip på det sted jeg bor, jeg føler mig lykkelig her, jeg har min have jeg kan gå ud i, og det betyder stort set alt for mig.

Det var lidt om hvordan jeg klarer mig :-)

Mariepigen skrev:
Men men men det er mit eget valg, jeg kunne finde en billigere og mindre bolig, men så længe det overhovedet er muligt vil jeg ikke give slip på det sted jeg bor....

Kære Mariepigen

Medmindre du bor på et slot eller i en herskabsbolig med 10 stuer - kan jeg ikke rigtigt acceptere dit ordvalg ("men det er mit eget valg" ).... Ikke nok med at du er blevet syg og har været udsat for en livsomvæltning af de helt store.... hænger du nu også i limboen i sygedagpengesystemet - det manglede bare, at du også skulle trække dig selv op med rødderne fra et sted du i det mindste trives....midt i alt det andet. Jeg krydser fingrene for, at du kan beholde dit hjem længst muligt, helst forever. Hele humlen i det system vi havde bygget op engang var netop, at man ikke skulle grænseløst forarmes som følge af en sygdom eller skade.

Håber meget at de over 200.000 fattige eller næsten fattige letter dem fra sofaerne næste gang der skal vælges folk ind på Tinget og sætter deres kryds ved dem der ser staten som værende til for alle borgere og ikke omvendt.

Tak vor tilliden og ha`et lunt forår