Det kræver et godt helbred

[sniffeline]

Efter at ha' surfet rundt herinde et stykke tid, er jeg nu klar til at dele min historie med jer. Som jeg læser det, er jeg desværre ikke den eneste, der er havnet i denne ulykkelige situation. Kommunen har nemlig sat en stopper for den eneste økonomiske indtægtsmulighed jeg har lige nu.

Min historie begynder i 2002, hvor jeg får konstateret en diskos prolaps i lænden. Jeg har i årene forinden, som resultat af monotone arbejdsstillinger, været sygemeldt meget pga. ondt i ryggen. Vinteren 2002 blev jeg opereret med godt resultat. Foråret 2008 var den så gal igen. Jeg blev sygemeldt og lægen gav mig stærkt smertestillende medicin, dog uden resultat. Sommeren 2008 blev jeg akut indlagt, hvor en scanning viser en prolaps samme sted i lænden....."Usædvanligt", var lægens kommentar.
Jeg blev opereret 2. gang vinteren 2008. I starten med godt resultat, og forventningens glæde, om at jeg snart kunne genoptage mit aktive liv, voksede. Men så sprang ballonen. Smerterne vente tilbage, kraftigere end før.
Et aktivt liv med busture rundt i Europa, cykelture, svømmeture, vilde fester eller bare noget så simpelt, som at vaske gulvene i mit hjem blev stillet i bero.

En ny scanning i foråret 2009 afslørede arvævdannelse på operationsstedet, som trykkede på nerverne. Ortopædkirurgen håbede at arvævet ville formindske sig efter et stykke tid, og hvis det ikke gjorde kunne en stivgørende rygoperation komme på tale.

Herefter begyndte den langsommelige behandling i det kommunale system. Foråret 2009 efterlyste jeg selv en handlingsplan. Først efteråret 2009 kom jeg i arbejdsprøvning. Det blev et kort og meget smerteplaget forløb. Jeg lagde ud med at skulle møde fra kl 9-14, hvilket allerede den 1. dag stod klart var urealistisk. Jeg gik hjem kl.13 med mange smerter, der resulterede i at jeg måtte melde mig syg dagen efter.
Heldigvis var jeg et sted med mange proffesionelle ansatte, og de gjorde hurtigt kommunen opmærksomme på, at jeg ikke kunne holde til så mange timer. Alligevel tog det kommunen 2 uger at godkende den nedsatte tid. I 2 uger tog jeg tidligere hjem end jeg skulle, med en følelse af ikke at levere det aftalte.
Helbredet gik hurtigt ned af bakke. Jeg fik flere og flere voldsomme smerter, og havde ikke energi til at holde mit hjem rent eller besøge familie og venner. Hverdagene gik med at sove når jeg kom hjem, og weekenderne gik med at lagre energidepoterne op til en ny uge med jobtræning.
Starten af november 2009 kom jeg til en socialmedicinsk undersøgelse ved kommunens lægekonsulent. Hendes konklusion var, at jeg ikke kunne arbejdsprøves på nuværende tidspunkt, da jeg var for smerteplaget. Derudover mente hun at jeg kunne få gavn af et intensivt genoptræningsforløb. I øvrigt fortalte hun mig, at jeg ikke skulle regne med førtidspension, da jeg kun var 33 år.

Henvisningen til genoptræningsforløbet skulle ske gennem min egen læge. Det gjorde hun gladeligt for mig, men hun undrede sig over, hvilken virkning kommunen regnede med, at jeg ville få af forløbet. Hun mente ikke at det ville flytte meget ved mit helbred. Desuden troede hun, at jeg ville få afslag på opholdet, fordi det mest var forbeholdt reumatologiske (gigt) patienter, og den kategori stod jeg ikke i.

Jeg blev visiteret til et ophold, men først i starten af april 2010. Og da jeg havde fået min sygedagpengeperiode forlænget en gang (§27 stk.1 nr.2), kunne den ikke forlænges yderligere. Min sagsbehandlers begrundelsen lød: "I det der ikke kan siges noget om hvad du får ud af behandlingen på Center for sundhed og træning og heller ikke hvor lang tid du skal være tilknyttet, vurderes du umiddelbart som værende helbredsmæssigt uafklaret, og kan ikke forlænges.
Så december 2009 gav det et højlydt brag da kommune smækkede kassen i.

Der stod jeg med tommelfingeren i munden, som et skræmt barn. Jeg jonglerede i forvejen dagligt med en masse tunge bolde.
Et meget dårligt helbred.
Hverdage med mange, tiltider kraftige smerter.
Søvnløse nætter.
En usikker, måske meget smerteplaget fremtid.
Ufrivillige negative tanker.
Mine rettigheder, som dansk statsborger.
Følelsen af at være ubrugelig.
Og så måske det værste af det hele....Muligheden for at jeg aldrig får børn, da kroppen ikke ville kunne bære dem. Både indeni og udenpå.

Den nye bold jeg skulle til at jonglere med, var meget tungere end de andre. Denne bold indeholdt ikke kun økonomisk ruin. Den indeholdt også en ekstra portion skyldfølelse i forhold til min mand, som jeg i forvejen skylder alt. Skulle jeg også til at være skyld i, at han måtte sælge vores hjem, og at han måtte lukke sin lille enmandsvirksomhed? Alternativet er at vi hæver friværdien i huset. Men da mine fremtidsudsigter i erhvervslivet er meget slørede, vil jeg ikke stifte en gæld, som jeg ikke har mulighed for at betale tilbage.

Jeg forsøgte at finde min indre jurist frem, men det gik ikke til held. Jeg misfortolkede §'erne, stk.'erne og nr.'erne. Så det endte med et besøg hos en rigtig jurist. Så fik jeg da udskiftet en tung bold med en mindre tung bold. Han mener ikke at kommunen kan tillade sig at vente på genoptræningsopholdet, når opholdet statistisk set ikke har gode helbredsmuligheder. Opholdet kan måske lindre mine smerter, men ikke fjerne dem. Flere fagfolk har desuden fortalt mig, at hvis opholdet har en positiv virkning på mig, kommer det alligevel til at tage lang tid, før jeg er klar til arbejdsprøvning. Hvad har kommunen tænkt sig at gøre ved mig? Skal jeg gå i måneder, måske år, og genoptræne mig selv? Uden nogen form for indtægt? Når jeg er for smerteplaget til at blive arbejdsprøvet, mon jeg så ikke også er for smerteplaget til at ha' et arbejde? Og helt ærligt...hvis jeg var rask nok,til at kunne ha' et arbejde, hvorfor så nøjes med en årlig overførselsindkomst på ca. 170.000,- når jeg kunne tjene over det dobbelte i det private erhverv?

I sidste uge blev jeg scannet igen, og jeg får resultatet i næste uge. Men ortopædkirurgen har allerede meldt ud, at hun ikke på nuværende tidspunkt vil stivgøre min ryg. Jeg er for fysisk og psykisk smerteplaget til, at hun tror det vil gavne. Hvor havner jeg så i det kommunale system? Skal jeg så vente på at komme igennem det psykiatiske system, for så at vende tilbage til ortopædkirurgen, vente på operation og den efterfølgende lange genoptræning der følger, før kommunen kan "helbredsmæssigt" afklare mig?

Til tonerne af Limahl's "Never ending story" i mit hoved, vil jeg takke dig for at læst min terapeutiske beretning, om mit foreløbige sygdomsforløb og kamp med systemet.

Jeg kan kun opfordre dig til at bidrage med en underskrift, så der er en mulighed for at ingen andre havner i samme situation.

http://onlineunderskrift.dk/Vis/Skri...edagpengeloven