Min sygdom fylder :-(

[HeidiAnd]

Jeg har holdt en kort pause, synes der har været så meget at se til, men desværre er der intet nyt i min sag

pr. 31 marts 2011 stoppede kommunen mine sygedagpenge, efter at have fået dem forlænget en gang, fra dec. 2010 til marts 2011.
Jeg har anket afgørelsen 2 gange, begge gange er den blevet afvist, så nu ligger den hos BAN og har gjort det siden starten af maj måned.
Min anke handler ikke kun om stop af sygedagpenge, men om hele den måde min sag er blevet behandlet af min sagsbehandler, om de utallige sjuskefejl der er i min sag, samt at jeg har modtaget aktindsigt i min sag, og det viser sig der ligger dokumenter, som ikke hører min sag til.
Hvad der kommer til at ske ved jeg ikke - og det er dybt forvirrende

Jeg ved at flere har sagt, at når nu der er x antal behandlingstid, så kunne jeg bare slappe af. Men det formår jeg ikke
Jeg føler det som om jeg er tilskuer til mit eget liv, jeg er ikke længere herre over det. Jeg kan blot stå og se på, at andre træffer afgørelser for mig.

Når det så er sagt, så har jeg i den grad stor gavn af min psykolog, har været der en del. Man mente at grunden til jeg havde behov for en psykolog var pga ulykken dengang, og at det var den der måtte have sat sine spor (kommunens/sagsbehandlerens udlæg)
Men det viser sig ikke at være sandt. Årsagen er navnlig usikkerheden, den situation jeg står i, sygemeldt som snart 29 årig, ingen fremtidsudsigter eller lign.

Jeg er blevet mere syg med tiden, og har udhvilklet en panik angst uden lige.
Jeg har aldrig prøvet noget lignende, men ofte når jeg er sammen med mange mennesker, (fester og så videre) så oplever jeg at mine håndflader sveder, mit hjerte løber løbsk, min hals snører sig sammen og mit hovede er ved at eksplodere pga støjen, pga stemmer forfra, bagfra etc. Det er ikke til at holde ud, men jeg er heldigvis blevet bedre til at håndtere min situation, og lytte til de signaler min krop sender. Det er måske også det eneste plus ved denne sitation?

Det seneste stykke tid har jeg både fysisk og psykisk fået det værre. Psykisk således at jeg har det svært ved at være den jeg er, at jeg skal stå i denne situation og ikke være herre over mit eget liv.
Fysisk får jeg langt flere smerter. Jeg oplever en frygtelig hovedpine (som jeg jo lider kronisk af i forvejen) men som jeg ikke kan gøre noget ved længere. Det er ikke migræne, eller mine maxalt virker i hvertfald slet ikke.
Jeg har det som om mit hovede når som helst kan eksplodere, det trykker hele tiden.
Jeg får kvalme af den hovedpine og ofte kaster jeg op. Jeg har langt flere synsforstyrrelser og nakkesmerter.
Min midterryg volder mig store problemer, selv min fysioterapeut er kommet på stort arbejde
Jeg sover utroligt dårligt om natten, ca 3 timers søvn bliver det til, og det kan jeg jo under ingen omstændigheder holde til i længden


Og så er der konsekvenserne af denne situation jeg står i, min mand har valgt at forade mig. Nu kunne han ikke længere og jeg forstår ham godt. Selvfølgelig er der også andre ting, men den store grund er nok den jeg er blevet... og jeg ved stadig ikke hvem jeg er, til trods for jeg nu har været sygemeldt siden okt. 2009.....
Det er frygtelig hårdt, at stå som enlig mor til 2 og så med den sygdomshistorie - det kræver virkelig nogle store stærke skuldre.... Jeg KÆMPER hver dag - der er dage hvor det går nogenlunde, og så er der dage, hvor jeg slet intet magter... Hvor jeg knap nok kan komme ud af sengen, hvor min krop står af, den er tung og usamarbejdsvillig og har bare ondt alle vegne.

Ja livet skal åbenbart ikke være nemt

dem som har lyst, kan her se mine tidligere indlæg, som nok bedre beskriver hele min situation

http://www.k10.dk/showthread.php?t=14927

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16941

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16709

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16164

http://www.k10.dk/showthread.php?t=17488