Hvor lang tid kan det tage for læge konsulenten.

[Ninja]

Jeg ryger stadig kun 3-4 smøger om dagen, mod de 40 smøger dagligt før. Jeg kan ikke gøre det meget bedre så længe jeg også kæmper med kostomlægningen, det er for svært med det hele på en gang....

I mit tilfælde, så har kommunen jo sådan set bare ladet mig være. Det var jo billigere på kontanthjælp end på førtidspension, og jeg anede heller ikke noget om førtidspension og blev heller ikke tilbudt muligheden, selvom de naturligvis kunne se at jeg - rent ud sagt, ikke kunne en skid!

Efterfølgende sagde sagsbehandleren jo også til mig, at jeg kunne have fået min førtidspensionssag direkte igennem på en §17 på det foreliggende dokumentationsgrundlag - de havde lægepapirer, lægeerklæringer, sygemeldinger, statusrapporter fra både psykiatrisk skadestue, min egen læge, psykologer, fobiskole osv osv....helt tilbage fra 1992!!! Plus de havde dokumentationer på, at jeg var syg allerede i 70'erne og op gennem 80'erne....tror jeg fik 60 sider lægepapir med sammen med ressourceprofielen, da jeg havde den til partshøring. Jeg anede slet ikke de lå inde med alle de papir, for det er aldig blevet sendt med når jeg har søgt aktindsigt.

Mit problem har mere været, at de ikke greb mig, eller bremsede mig, når jeg kastede mig ud i alt muligt - de vidste jo at jeg ikke kunne klare det, men lod mig bare prøve (det var somregl mig selv der ville alt muligt). Der kunne jeg godt have ønsket at der var én der sagde ,,hør, det går ikke det her''. Det var først i år 2002 at en sagsbehandler hviskede mig i øret, at jeg skulle søge førtidspension, og love hende at jeg ALDRIG igen ville udsætte mig for farer og ALTID takke nej til aktivering/arbejdsprøvning. Den opsang hjalp mig meget, der havde jeg jo lige haft psykosen efter en arbejdsprøvning mht fleksjob...

Forvirret blev jeg så, da næste sagsbehandler hævdede at jeg aldrig ville kunne få førtidspension, og at jeg nok måtte se i øjnene at jeg skulle fortsætte på kontanthjælp altid evt med løbende sygemeldinger....hehe.

Typisk sagsbehandlere, den ene ved ikke hvad den anden laver og viseversa...

Men det gik jo adskillige år efter....

[Enteneller]

Nå det er da også fint nok med smøgerne, lidt "fest" skal der vel være.

Jeg er eller har været meget den samme type, med bare at flå mig selv afsted og klare alt muligt. Set i bakspejlet skulle jeg nok have været skilt på 10 år siden og ændret arbejdsmoral nogenlunde samtidig. Jeg kunne alt og gjorde alt, aldrig noget med at sige nej eller sætte grænser.

I min barndom var jeg en stor skrige ballon, der blev ikke lyttet til mig eller sat grænser og jeg knoklede i skolen, men fik aldrig ris eller ros. Det var ikke mig der fik at vide hvornår jeg skulle komme hjem fra en fest, min forældre var sådan set "ligeglade". Jeg følte mig ikke elsket af mine forældre, jeg følte ikke noget, jeg ikke kunne "mærke" følelser overhovedet. Jeg var anderledes, meget temperaments fuld og udfarende, på den måde fik jeg da lidt reaktioner fra dem derhjemme..

Da jeg begyndte jobs i ungdommen, blev der bare knoklet løs på tankstationer, burger bar og i kiosker og lign. Det var altid mig der farede rundt og ryddede op gjorde rent, fyldte op. Eller ekspederede 3 - 4 kunder ad gangen. Ikke at de andre ikke kunne, men jeg var totalt over aktiv. Dette fortsatte i mit voksne arbejdsliv, "desværre" var jeg de første 8 år hos en psykopat, der havde en virksomhed, der havde ren optur. Jeg og en anden elev, blev hurtigt en del af ledelsen og fik elever under os. Det var sindssygt, vi knoklede og kørte biksen. Psykopaten /ejeren var så humørsyg og skræmmende, at man knoklede endnu mere, dog aldrig med ros eller for meget i løn. Jeg elskede, at arbejde for der kunne jeg vise hvad jeg duede til og kunderne roste os for at køre biksen, dog var jeg sindssyg bange for min arbejdsgiver, men jeg tænkte overhovede ikke på at komme videre. Det var bare med at "holde ud".

Jeg tror dog, at det allerede var der for ca. 19 år siden at min angst og spændinger satte sig, men jeg var ikke i stand til at sige fra og sætte grænser. Jeg følte jo at jeg var god og var totalt andrealin kicker og pisse bange for min arbejdsgiver. Jeg gik også på arbejde når jeg var syg, enddog blev jeg engang hentet i en taxa da min chef lige skulle have lavet en opgave "kun" jeg kunne lave !!! Den kunne faktisk godt have ventet, men for ham var det penge, og jeg kom jo troligt ind med halstør klæde og det hele.

Min krop prøvede aller nådigst, at sige fra da jeg på et tidspunkt fik mega rygsmerter over lænden, senere blev jeg indlagt med en kraftig blærebetændelse. Efterflg. havde jeg mere eller mindre kronisk blærebetændelser i 16 år... Helt klart et stress symptom. Jeg har ikke haft nogle antydninger af det de sidste 3 år, 7, 9, 13, for det har været et smerte helvede uden lige, men nyrebækken betændelser oveni hatten lige så.

Samtidig hjemme i familien med 2 børn i kbh. skulle det bare fungere. Jeg ordnede alt de huslige, ingen kunne jo finde ud af lægge tøj sammen som mig og min børns far var for sløv til at komme igang overhovedet. For mig gjaldt det om at overleve så jeg kunne komme på arbejde igen. Stod det op til mig var jeg der i døgndrift, jeg elskede at arbejde, jeg blev aldrig færdig. Efter min anden barsel var jeg hos en anden psyko, nu i form af en k......, dog heldigvis kun 1 år. De sidste 7 år af mit arbejdsliv kom jeg ud et godt sted, men med over meget at lave og der skulle der virkelig sættes grænser, men det gjorde jeg bare ikke og en stor del af min ansættelse mærkede jeg angst situationerne komme. Jeg har altid stress svedt og måtte ofte have ekstra t-shirts med på arbejde så jeg kunne skifte og få sprøjtet mig eller stank jeg af kattep.. Jeg glemte aldrig en gang en kollega sagde det luftede sådan og om de kom fra reolerne, det var så pinligt, jeg tror dog ikke at han ænsede at det var mig og alligevel vidste jeg jo godt at jeg lugtede når jeg "arbejdede".

Jeg kørte mig simpelt hen bare stille og roligt ned med en damptromle og ikke mærket efter eller stoppet op. Min mor døde i 1998, men det var ikke med megen "tid" til sorg, vi måtte jo ikke føle noget i vores famili, der skulle arbejdes, sådan var jeg også flasket op.

I 2002 ringede jeg 112 med hjertet op i halsen og alene hjemme med 2 små børn. Jeg fik konstateret ekstra systoler på mit hjerte, det er ikke farligt, det skal bare motioneres væk og det kunne de nok have ret i, men det var klart også et stress symptom, for jeg husker at jeg var bange for at være alene hjemme med børnene i den tid og min mand havde mange weekend vagter, så det var hårdt, men jeg fandt ud af ved at løbe den tur, med to små unger åå deres små cykler hjalp det lidt.

Fra ca. 2003- 2004 eskalerede mine blærebetændelser og spændinger og smerter. Jeg fik på et tidspunkt konstateret nyresten og blev rædselsslagen.
Jeg måtte trække mig afsted på arbejde og gik samtidig til fysioterapeut for spændinger i ryggen, alt dette viste sig så senere at være psykisk betinget.

Det kan godt være at det er tidligt for mig at søge ftp. men jeg er simpelt hen udbrændt tror aldrig at jeg kommer i arbejde igen. For mig handler det om at komme ovenpå så jeg kan være der for mine børn nogle timer adgangen. Det hjælper når vi laver noget sammen, men jeg kan ikke tage ansvaret for dem en hel dag og nat og det vil jeg heller ikke presse mig selv ud i. Det har det godt hos deres far. De sidste par aftner har jeg været over at "passe" dem da faren skulle på arbejde og det er gået godt, jeg ved jo at jeg kan køre hjem igen og at de har det godt med hvor de er. Heldigvis samarbejder jeg og deres far også om dem og deres trivsel og han er en fantastisk mand, jeg hjælper ham der hvor jeg kan.

Ja så fik du lige lidt mere at min historie, nu sveder jeg også og spænder op så nu er det lige til en kop kaffe og afslapning inden jeg skal ud på cyklen og ned og se på løbe short. :-)

Lkén skrev i øvrigt under sine bemærkninger:

"Der findes ingen beskrivelse af angsfremkaldende faktorer og hvorfor lidelsen er udviklet i 2006, hun havde indtil da været veltipasset. Både privat og arbejdslivet er gået skævt".

Mon ikke han skal have beskrevet min fortid ? Og hvem skal gøre det, er det mig i samarbejde med min psykolog eller den nye sagsbehandler. Jeg vil helst med min psykolog.

Tak for ørerne, hav en dejlig fredag..

Kh. EE