Ung og BANGE for at flytte for sig selv :-/ - K10

S_Phoenix · 14-09-2011, 01:04

Hold da op med svar - Super skønt.

#Pip:

Er dejligt og høre andre sige det langt væk, for eneste jeg normalt hører er at det ikke er så langt væk igen jo, men det betyder alt for mig desværre - og som du er inde på så nej har ingen bil, og har ikke kunne tage offentlige transportmidler i 5 år... Er så småt ved at nærme mig et sted hvor jeg snart tør prøve igen....

Når jeg skal søge igen er det med henblik på at få noget tæt på min familie, og er tilmeldt den nærmeste boligforening nu for et par måneder siden.

Det tætteste jeg formentligt vil kunne komme til at bo på mine forældre er ca. 7 km væk... Det vil jeg formentligt kunne klare tror jeg, men meget længere væk er jeg bange for ikke er realistisk, og indskrænker mulighederne en del :-/ ... De bor desværre ude på landet, deraf at den nærmeste by ligger 7 km væk, ellers var ideen 100% optimal !

Bofællesskaberne er desværre(?) længere væk af hvad jeg ved af, men har møde med psykiatrisk samt en fra kommunen for at snakke om mulighederne for at komme væk, men ud fra hvad jeg lige har kunne google selv så er de længere væk end jeg tror er smart, og bil kan jeg ikke finde pengene til desværre, hvilket så betyder min scooter på nuværende tidspunkt, eller når jeg får lært at tage bus igen...

Ellers havde du ret i det ville klart være en styrke alene der...

#MTVRV1

Det er nederlag i den forstand for mig at jeg personligt ser det sådan, at når jeg har det bedst så føler jeg mig ikke "syg", men at benægte jeg fejler noget relativt alvorligt kan jeg ikke løbe fra heller... Har en ide om det er min måde at ikke knække helt sammen på, og føler jeg er nød til at holde de små ting tilbage jeg ser som nederlag væk fra mig kun i kraft for ikke at gå mere ned da det bogstavelig talt er farligt for mig :-/

Og så den del at jeg har MEGET begrænset omgangskreds tilbage, og ikke alle vil kunne forstå den del er jeg bange for - så kan man begynde og diskutere om de venner eller ej, summa summarum er at jeg har brug for dem

#Pip ( igen ) =)

Jeg har egentligt en kat, og har holdt kat i min tidligere lejlighed i knapt 5 år selvom jeg ikke måtte så det tager jeg lidt som det kommer, det er ikke mange boligforeninger jeg har set brokke sig over det hvis der ikke er noget at komme efter...

Men ellers har du absolut ret, det vil formentligt hjælpe når jeg engang rent faktisk kan komme videre ( hvis det sker ? - lige nu tror jeg ikke på det, og skræmmer mig langt ind i ******* ).

#Experimental

Jeg ved ikke om jeg er modig - jeg føler mig egentligt desperat ? - Jeg er bange for mit eget liv, jeg frygter jeg vil komme dertil hvor at tage billetten vil virke som det ultimative valg, jeg kan ikke leve sådan her, det er så skamfuldt, og på sigt vil jeg komme til at skade så mange om mig, samtidigt med at jeg ser mit liv går stille og roligt forbi mig, og det SÅ tomt så det halve kunne være nok

Så jo, jeg føler mig mere end noget andet desperat, og et nervevrag

Det løser intet, det indså jeg blot for sent (eller levede i endnu en løgn - no idea), men jeg TROEDE på at det kunne give mig en ro til at kunne komme ovenpå stille og roligt, jeg har igen fejlvurderet min egen situation og liv... Og eneste jeg ser i mig selv er en stor fiasko der ikke fortjener det her liv... Jeg kan OFTE kigge på en dræbt soldat, en uskyldig dræbt og tænke "hvorfor ikke mig i stedet for".

Bar det du siger jeg "KAN" lære at leve med den er ikke noget jeg tror ret meget på mere, den har virkelig fat i mig, og den styrer mig 110% når den tager fat i mig for alvor... Jeg er komplet magtesløs. :-/ (og her sidder jeg på det nærmeste ved at bryde sammen for at skrive hvad der en realitet

) suk !!!

Det du skriver med at lære at leve med den og det er mange små skridt er hvad jeg hører så ofte, men... jeg har en overbevisning om at alle ikke kan hjælpes, og er en af dem der ikke kan hjælpes... er det naivt? måske... Men ikke desto mindre hvad jeg tror mere og mere på... Jeg kender ikke til andet end nederlag i mit knapt 27 årig "lange" liv... Nederlag ER mit liv og gør ondt.

Ja - har lært jeg STADIG ikke kan klare mig selv, eller er klar til det, men det giver stadig et hvis pres når jeg føler jeg er en STOR byrde for dem omkring mig, og samtidigt de eneste mennesker jeg rent faktisk HAR i den her stupide verden, og samtidigt ved jeg at jeg har stor chance for at skade dem mere end jeg kan forestille mig pludseligt i form af skilsmisse...

Hvad mener du med "måske bliver det aldrig det" ... håber ikke du mener jeg aldrig vil blive klar til det - er lidt sådan jeg læser det :-/

Eneste jeg jo har lært er at jeg ikke kan klare mig selv - og det jo et nederlag i sig selv?
Jeg kan ikke anerkende mine egne begrænsninger, og er en af mine største indre dæmoner jeg ikke kan klare... Det er at ACCEPTERE min situation som jeg pt. bliver banket i hovedet af mine 2 psykologer samtidigt.

Jeg føler jeg kæmper en krig... en krig jeg ikke er i stand (eller vil blive) i stand til at klare, det er virkelig så stærk en kraft angsten har i mig - Jeg KAN ikke se hvordan jeg kan få mit liv til at hænge sammen selvom jeg virkelig virkelig gerne vil

De glædelige oplevelser mangler jeg stadig at se, men tak for troen på det om ikke andet...

Jeg vil (og gør) tænke over det med bofællesskab, jeg er bare ikke sikker på hvordan det skal kunne fungere rigtigt - men godt være jeg skal se det som en overgangsfase måske...

Mit problem er at jeg er i en falsk tryghed, jeg KAN ikke være alene i mit eget ( hos mine forældre kan jeg godt være alene - DYBT problematisk et eller andet sted ).
Jeg prøvede at søge lejlighed (og fik lejlighed) i den by der ligger 7 km fra de gamle, jeg nåede end ikke at få lejekontrakten og skrevet under før at min angst havde taget DYBT fat i mig, og måtte droppe det igen... Så jeg har reelt 2 kæmpe nederlag hvad angår bolig - men... dertil skal det siges at jeg søgte med det samme næsten efter at jeg havde opsagt den gamle, og måske DET var for tidligt eftersom at det virkelig havde taget fat i mig der, og var på beroligede piller i kort tid kun for det.

Jeg ville VIRKELIG ønske jeg kunne lade være og se mig selv som en fiasko, det er bare det eneste jeg kan se mig selv som, og det er bare ikke sjovt i længden

Jeg prøver ting af forskellige arter, men hver gang jeg fejler tilføjer jeg det kun som ENDNU et nederlag overfor mig selv, og er træt af at se det sådan... Jeg kan ikke se de ting jeg burde lære, selvom jeg sagtens kan se "logikken" i det du siger

Hvordan jeg skal håndtere min angst i de pågældende situationer er mig en komplet gåde på alle mulige måder !

Jeg prøver og tage et skridt af gangen, men det virker (igen) som en umulig opgave... Jeg kan ikke acceptere at jeg er her IGEN, for jeg var egentligt kommet rimeligt ovenpå, og frygter jeg nu står overfor et 1-5 årigt langt behandlingsforløb igen, specielt hvis jeg er "fanget" hos mine forældre i den tid, hvis det en realitet så vil jeg kun se min mor som alene, og har kun mig selv at bebrejde for den del, og vil jeg ikke kunne bære..

Du skal have tusind tak for dit lange svar - og hvis min tone lyder sur, så er det ikke meningen ! - Jeg er bare virkelig virkelig der hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre, og er..... bange

#Solnedgang

Hejsa !

Problemet er at mit forhold til min stedfar kunne være bedre, og han har for nyligt sagt det til mig ( i en halvbrandert ) at det ikke kan vare for evigt med henblik på at de bliver sammen - ( han er typen der ikke forstår NOGET psykisk ).
Derfor har jeg min store kæmpe frygt der kun blev større da jeg fik det af vide, og føler mig i tidspres

Havde du nogen grund til at frygte dine forældre gik fra hinanden?
Ved det er sagen uvedkommende, og så alligevel ikke - men er du selv forholdsvis ung ?

Hehe, og der plantede du så blot en tvivl i mig omkring bofællesskab, for det er jo lidt de samme tanker jeg gør mig, selvom jeg prøver at finde de gode ting der MÅSKE kunne være ved det

Vil tænkte over de ting du sagde med dyne osv ( siger lidt om hvor desperat jeg føler mig

) - Men som sagt har jeg dog en kat i det mindste.

Når det bliver en realitet vil jeg som beskrevet tidligere i denne post klart prøve at få en lejlighed så tæt på mine forældre som muligt da jeg selv tror det har afgørende betydning for MANGE ting for mig...

Det du nævner med at være der lidt af gangen er allerede noget jeg har snakket med min mor om når det bliver en realitet, så det vil komme til at ske til den tid (såfremt det sker, som jeg stadig skal overbevises om suk, jeg tror efterhånden det her vil tage livet af mig, og ja ved det - TYPISK angsttanke når det kommer tæt nok på... men...stadig)

Jeg får ikke medicin (desværre) da jeg ganske enkelt ikke kan tåle det, jeg oplever bivirkningerne x10 af hvad andre gør, og har kun modsat effekt på mig, samt oplever unormale bivirkninger - selvom jeg virkelig ville ønske de virkede.

#NPH

Hej !

Hvor gammel er din datter hvis jeg må spørge ?

Hun lider under andre former for angst end mig, men ikke desto mindre kan jeg NEMT sætte mig ind i hvordan det må være for hende, og har absolut den dybeste sympati for hende

Vi deler den med at der skal ske noget med forældre - jeg har kun min biologiske mor tilbage af min "rigtige" familie, og det betyder et eller andet sted en DEL for mig, og er samtidigt den eneste der hjælper mig i ALT... Dør hun dør jeg bogstavelig talt... Mit problem er at faktisk indtil i dag var jeg overbevist om det var en stor realitet det kunne ske da hun lider under leddegigt som jeg troede stadig var meget agressiv, og jeg gjorde mig MANGE forestillinger om at det ville ramme hjertet på hende... Først idag hører jeg (som hun har fortalt mig åbenbart), at den ikke er agressiv mere (har gjort stort indtryk på mig de sidste dage, da hun har haft MEGET ondt, så har berørt mig meget).

Så når jeg lige får det ind i hovedet tror jeg måske jeg kan dæmpe den bekymring en smule hvad det angår, men er kun et ud af mange store angstprovokerende ting desværre...

Jeg er egentligt MEGET glad for at læse det du skriver, jeg håber jeg når dertil idag, på nogle punkter er jeg næsten villig til at sige din datter har det værre end mig, andre punkter det samme eller værre...

Som sagt i dette indlæg så har jeg også været bange for at tage kollektiv trafik, først nu tror jeg lidt på jeg måske tør igen...

Hehe - lidt måneder til hun har været der et år, men ja forstår dig, og din historie er virkelig virkelig dejlig at læse, jeg kan kun drømme om at jeg kan gøre det samme, selvom det virker som noget ganske umuligt som jeg kun har sagt 5000 gange i dette indlæg

Desværre vil jeg ikke have den mulighed at de gamle bare kan komme (vil jeg tro), men superforældre i er for hende ! Respekt for det...

Kan se der fremgang i det, jeg ville være glad for bar at kunne klare EN nat alene, lykkelig? hvis jeg ligefrem kunne sige jeg havde haft det godt med det .. Men det har lange udsigter såfremt det kan lade sig gøre engang...

(af samme årsag jeg ikke forstår psykiatrisk vil prøve at få mig videre når de har sagt selv det virker urealistisk at flytte for mig selv nu)

Tror det godt for hende at hun kommer lidt ud - det er en ud af mange ting jeg mangler i mit liv igen også...

Jeg håber lige så meget som dig, men jeg har nok lidt opgivet efterhånden tror jeg... Tror om ikke andet meget minimalt på det, og er indskrænkende dag for dag

Ved min post blev meget lang for jer alle sammen, håber der måske kommer lidt mere, det alt sammen brugbart på en eller anden måde tror jeg...

NPH · 14-09-2011, 08:03

Hej

Min datter blev 20 år i søndags

Hun har været syg siden hun var 7-8 år

Hun ser ting - mennesker og dyr som ikke er

Og samtidig er der så angsten og utrykheden

Også for os forældre
Især mig ,har en hjerneskade eftter en arbejdsulykke , har fået ledgigt og slidgigt og bøvl med ryggen

Det tror hun, som du med din mor, at jeg vil dø af det
Men det er jo ikke tilfældet
Det bliver besværligt og det gør ondt, men dø af det det gør man ikke

Jeg ved godt at det ikke er som dig

Det Jeg vil sige til dig
Kæmp med din sygdom, og glæd dig over de små sejre, der vil være tilbageslag ind i mellem,men så må du bare til den igen

Fik selv Fp da jeg var 32 år havde da været syg i mange år
men man bliver ikke rask af at få FP så jeg kæmper stadig med følgerne af den forgiftning jeg fik da jeg var 25 år

Du siger du ikke tror at dine forældre bare kan komme
Spørg dem- fortæl dem hvordan du har det
Det er lettere for både dig og dem hvis de ved hvordan du har det
Måske kan i sammen finde et model der kan bruges hos dig

Du bor hjemme, men du er et voksent menneske
I skal udvikle voksne relationer til hinanden

Hvis de ikke har overskud eller kræfter kan i måske sammen finde en anden måde du kan få hjælp på
Ellers må du prøve dine behandlere, om i sammen kan finde et måde der kan hjælpe dig

Skriv herinde og tal med nogen når du er ked af det , eller bare har brug for at vende nogen tanker

Ønsker dig alt godt

Hilsen
NPH

14-09-2011, 08:03	#2
NPH Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 10-02 2011 Lokation: Sønderjylland Alder: 71 Indlæg: 280 Styrke: 14	Ung og bange Hej Min datter blev 20 år i søndags Hun har været syg siden hun var 7-8 år Hun ser ting - mennesker og dyr som ikke er Og samtidig er der så angsten og utrykheden Også for os forældre Især mig ,har en hjerneskade eftter en arbejdsulykke , har fået ledgigt og slidgigt og bøvl med ryggen Det tror hun, som du med din mor, at jeg vil dø af det Men det er jo ikke tilfældet Det bliver besværligt og det gør ondt, men dø af det det gør man ikke Jeg ved godt at det ikke er som dig Det Jeg vil sige til dig Kæmp med din sygdom, og glæd dig over de små sejre, der vil være tilbageslag ind i mellem,men så må du bare til den igen Fik selv Fp da jeg var 32 år havde da været syg i mange år men man bliver ikke rask af at få FP så jeg kæmper stadig med følgerne af den forgiftning jeg fik da jeg var 25 år Du siger du ikke tror at dine forældre bare kan komme Spørg dem- fortæl dem hvordan du har det Det er lettere for både dig og dem hvis de ved hvordan du har det Måske kan i sammen finde et model der kan bruges hos dig Du bor hjemme, men du er et voksent menneske I skal udvikle voksne relationer til hinanden Hvis de ikke har overskud eller kræfter kan i måske sammen finde en anden måde du kan få hjælp på Ellers må du prøve dine behandlere, om i sammen kan finde et måde der kan hjælpe dig Skriv herinde og tal med nogen når du er ked af det , eller bare har brug for at vende nogen tanker Ønsker dig alt godt Hilsen NPH

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
Bange for reformen	nensypigen	Politik og Samfund	35	02-03-2012 07:31
Bange	Ditten	De Unge	28	05-07-2011 18:27
F*** - jeg er bange...	Mella	Alt det andet	14	29-03-2011 22:13
SÅ bange	Lund	Dit og Dat	37	26-10-2008 12:41

14-09-2011, 01:04	#1
S_Phoenix Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 23-04 2010 Indlæg: 178 Styrke: 15	Hold da op med svar - Super skønt. #Pip: Er dejligt og høre andre sige det langt væk, for eneste jeg normalt hører er at det ikke er så langt væk igen jo, men det betyder alt for mig desværre - og som du er inde på så nej har ingen bil, og har ikke kunne tage offentlige transportmidler i 5 år... Er så småt ved at nærme mig et sted hvor jeg snart tør prøve igen.... Når jeg skal søge igen er det med henblik på at få noget tæt på min familie, og er tilmeldt den nærmeste boligforening nu for et par måneder siden. Det tætteste jeg formentligt vil kunne komme til at bo på mine forældre er ca. 7 km væk... Det vil jeg formentligt kunne klare tror jeg, men meget længere væk er jeg bange for ikke er realistisk, og indskrænker mulighederne en del :-/ ... De bor desværre ude på landet, deraf at den nærmeste by ligger 7 km væk, ellers var ideen 100% optimal ! Bofællesskaberne er desværre(?) længere væk af hvad jeg ved af, men har møde med psykiatrisk samt en fra kommunen for at snakke om mulighederne for at komme væk, men ud fra hvad jeg lige har kunne google selv så er de længere væk end jeg tror er smart, og bil kan jeg ikke finde pengene til desværre, hvilket så betyder min scooter på nuværende tidspunkt, eller når jeg får lært at tage bus igen... Ellers havde du ret i det ville klart være en styrke alene der... #MTVRV1 Det er nederlag i den forstand for mig at jeg personligt ser det sådan, at når jeg har det bedst så føler jeg mig ikke "syg", men at benægte jeg fejler noget relativt alvorligt kan jeg ikke løbe fra heller... Har en ide om det er min måde at ikke knække helt sammen på, og føler jeg er nød til at holde de små ting tilbage jeg ser som nederlag væk fra mig kun i kraft for ikke at gå mere ned da det bogstavelig talt er farligt for mig :-/ Og så den del at jeg har MEGET begrænset omgangskreds tilbage, og ikke alle vil kunne forstå den del er jeg bange for - så kan man begynde og diskutere om de venner eller ej, summa summarum er at jeg har brug for dem #Pip ( igen ) =) Jeg har egentligt en kat, og har holdt kat i min tidligere lejlighed i knapt 5 år selvom jeg ikke måtte så det tager jeg lidt som det kommer, det er ikke mange boligforeninger jeg har set brokke sig over det hvis der ikke er noget at komme efter... Men ellers har du absolut ret, det vil formentligt hjælpe når jeg engang rent faktisk kan komme videre ( hvis det sker ? - lige nu tror jeg ikke på det, og skræmmer mig langt ind i ******* ). #Experimental Jeg ved ikke om jeg er modig - jeg føler mig egentligt desperat ? - Jeg er bange for mit eget liv, jeg frygter jeg vil komme dertil hvor at tage billetten vil virke som det ultimative valg, jeg kan ikke leve sådan her, det er så skamfuldt, og på sigt vil jeg komme til at skade så mange om mig, samtidigt med at jeg ser mit liv går stille og roligt forbi mig, og det SÅ tomt så det halve kunne være nok Så jo, jeg føler mig mere end noget andet desperat, og et nervevrag Det løser intet, det indså jeg blot for sent (eller levede i endnu en løgn - no idea), men jeg TROEDE på at det kunne give mig en ro til at kunne komme ovenpå stille og roligt, jeg har igen fejlvurderet min egen situation og liv... Og eneste jeg ser i mig selv er en stor fiasko der ikke fortjener det her liv... Jeg kan OFTE kigge på en dræbt soldat, en uskyldig dræbt og tænke "hvorfor ikke mig i stedet for". Bar det du siger jeg "KAN" lære at leve med den er ikke noget jeg tror ret meget på mere, den har virkelig fat i mig, og den styrer mig 110% når den tager fat i mig for alvor... Jeg er komplet magtesløs. :-/ (og her sidder jeg på det nærmeste ved at bryde sammen for at skrive hvad der en realitet ) suk !!! Det du skriver med at lære at leve med den og det er mange små skridt er hvad jeg hører så ofte, men... jeg har en overbevisning om at alle ikke kan hjælpes, og er en af dem der ikke kan hjælpes... er det naivt? måske... Men ikke desto mindre hvad jeg tror mere og mere på... Jeg kender ikke til andet end nederlag i mit knapt 27 årig "lange" liv... Nederlag ER mit liv og gør ondt. Ja - har lært jeg STADIG ikke kan klare mig selv, eller er klar til det, men det giver stadig et hvis pres når jeg føler jeg er en STOR byrde for dem omkring mig, og samtidigt de eneste mennesker jeg rent faktisk HAR i den her stupide verden, og samtidigt ved jeg at jeg har stor chance for at skade dem mere end jeg kan forestille mig pludseligt i form af skilsmisse... Hvad mener du med "måske bliver det aldrig det" ... håber ikke du mener jeg aldrig vil blive klar til det - er lidt sådan jeg læser det :-/ Eneste jeg jo har lært er at jeg ikke kan klare mig selv - og det jo et nederlag i sig selv? Jeg kan ikke anerkende mine egne begrænsninger, og er en af mine største indre dæmoner jeg ikke kan klare... Det er at ACCEPTERE min situation som jeg pt. bliver banket i hovedet af mine 2 psykologer samtidigt. Jeg føler jeg kæmper en krig... en krig jeg ikke er i stand (eller vil blive) i stand til at klare, det er virkelig så stærk en kraft angsten har i mig - Jeg KAN ikke se hvordan jeg kan få mit liv til at hænge sammen selvom jeg virkelig virkelig gerne vil De glædelige oplevelser mangler jeg stadig at se, men tak for troen på det om ikke andet... Jeg vil (og gør) tænke over det med bofællesskab, jeg er bare ikke sikker på hvordan det skal kunne fungere rigtigt - men godt være jeg skal se det som en overgangsfase måske... Mit problem er at jeg er i en falsk tryghed, jeg KAN ikke være alene i mit eget ( hos mine forældre kan jeg godt være alene - DYBT problematisk et eller andet sted ). Jeg prøvede at søge lejlighed (og fik lejlighed) i den by der ligger 7 km fra de gamle, jeg nåede end ikke at få lejekontrakten og skrevet under før at min angst havde taget DYBT fat i mig, og måtte droppe det igen... Så jeg har reelt 2 kæmpe nederlag hvad angår bolig - men... dertil skal det siges at jeg søgte med det samme næsten efter at jeg havde opsagt den gamle, og måske DET var for tidligt eftersom at det virkelig havde taget fat i mig der, og var på beroligede piller i kort tid kun for det. Jeg ville VIRKELIG ønske jeg kunne lade være og se mig selv som en fiasko, det er bare det eneste jeg kan se mig selv som, og det er bare ikke sjovt i længden Jeg prøver ting af forskellige arter, men hver gang jeg fejler tilføjer jeg det kun som ENDNU et nederlag overfor mig selv, og er træt af at se det sådan... Jeg kan ikke se de ting jeg burde lære, selvom jeg sagtens kan se "logikken" i det du siger Hvordan jeg skal håndtere min angst i de pågældende situationer er mig en komplet gåde på alle mulige måder ! Jeg prøver og tage et skridt af gangen, men det virker (igen) som en umulig opgave... Jeg kan ikke acceptere at jeg er her IGEN, for jeg var egentligt kommet rimeligt ovenpå, og frygter jeg nu står overfor et 1-5 årigt langt behandlingsforløb igen, specielt hvis jeg er "fanget" hos mine forældre i den tid, hvis det en realitet så vil jeg kun se min mor som alene, og har kun mig selv at bebrejde for den del, og vil jeg ikke kunne bære.. Du skal have tusind tak for dit lange svar - og hvis min tone lyder sur, så er det ikke meningen ! - Jeg er bare virkelig virkelig der hvor jeg ikke aner hvad jeg skal gøre, og er..... bange #Solnedgang Hejsa ! Problemet er at mit forhold til min stedfar kunne være bedre, og han har for nyligt sagt det til mig ( i en halvbrandert ) at det ikke kan vare for evigt med henblik på at de bliver sammen - ( han er typen der ikke forstår NOGET psykisk ). Derfor har jeg min store kæmpe frygt der kun blev større da jeg fik det af vide, og føler mig i tidspres Havde du nogen grund til at frygte dine forældre gik fra hinanden? Ved det er sagen uvedkommende, og så alligevel ikke - men er du selv forholdsvis ung ? Hehe, og der plantede du så blot en tvivl i mig omkring bofællesskab, for det er jo lidt de samme tanker jeg gør mig, selvom jeg prøver at finde de gode ting der MÅSKE kunne være ved det Vil tænkte over de ting du sagde med dyne osv ( siger lidt om hvor desperat jeg føler mig ) - Men som sagt har jeg dog en kat i det mindste. Når det bliver en realitet vil jeg som beskrevet tidligere i denne post klart prøve at få en lejlighed så tæt på mine forældre som muligt da jeg selv tror det har afgørende betydning for MANGE ting for mig... Det du nævner med at være der lidt af gangen er allerede noget jeg har snakket med min mor om når det bliver en realitet, så det vil komme til at ske til den tid (såfremt det sker, som jeg stadig skal overbevises om suk, jeg tror efterhånden det her vil tage livet af mig, og ja ved det - TYPISK angsttanke når det kommer tæt nok på... men...stadig) Jeg får ikke medicin (desværre) da jeg ganske enkelt ikke kan tåle det, jeg oplever bivirkningerne x10 af hvad andre gør, og har kun modsat effekt på mig, samt oplever unormale bivirkninger - selvom jeg virkelig ville ønske de virkede. #NPH Hej ! Hvor gammel er din datter hvis jeg må spørge ? Hun lider under andre former for angst end mig, men ikke desto mindre kan jeg NEMT sætte mig ind i hvordan det må være for hende, og har absolut den dybeste sympati for hende Vi deler den med at der skal ske noget med forældre - jeg har kun min biologiske mor tilbage af min "rigtige" familie, og det betyder et eller andet sted en DEL for mig, og er samtidigt den eneste der hjælper mig i ALT... Dør hun dør jeg bogstavelig talt... Mit problem er at faktisk indtil i dag var jeg overbevist om det var en stor realitet det kunne ske da hun lider under leddegigt som jeg troede stadig var meget agressiv, og jeg gjorde mig MANGE forestillinger om at det ville ramme hjertet på hende... Først idag hører jeg (som hun har fortalt mig åbenbart), at den ikke er agressiv mere (har gjort stort indtryk på mig de sidste dage, da hun har haft MEGET ondt, så har berørt mig meget). Så når jeg lige får det ind i hovedet tror jeg måske jeg kan dæmpe den bekymring en smule hvad det angår, men er kun et ud af mange store angstprovokerende ting desværre... Jeg er egentligt MEGET glad for at læse det du skriver, jeg håber jeg når dertil idag, på nogle punkter er jeg næsten villig til at sige din datter har det værre end mig, andre punkter det samme eller værre... Som sagt i dette indlæg så har jeg også været bange for at tage kollektiv trafik, først nu tror jeg lidt på jeg måske tør igen... Hehe - lidt måneder til hun har været der et år, men ja forstår dig, og din historie er virkelig virkelig dejlig at læse, jeg kan kun drømme om at jeg kan gøre det samme, selvom det virker som noget ganske umuligt som jeg kun har sagt 5000 gange i dette indlæg Desværre vil jeg ikke have den mulighed at de gamle bare kan komme (vil jeg tro), men superforældre i er for hende ! Respekt for det... Kan se der fremgang i det, jeg ville være glad for bar at kunne klare EN nat alene, lykkelig? hvis jeg ligefrem kunne sige jeg havde haft det godt med det .. Men det har lange udsigter såfremt det kan lade sig gøre engang... (af samme årsag jeg ikke forstår psykiatrisk vil prøve at få mig videre når de har sagt selv det virker urealistisk at flytte for mig selv nu) Tror det godt for hende at hun kommer lidt ud - det er en ud af mange ting jeg mangler i mit liv igen også... Jeg håber lige så meget som dig, men jeg har nok lidt opgivet efterhånden tror jeg... Tror om ikke andet meget minimalt på det, og er indskrænkende dag for dag Ved min post blev meget lang for jer alle sammen, håber der måske kommer lidt mere, det alt sammen brugbart på en eller anden måde tror jeg...