Jeg frygter min erklæring fra psykiateren

[lillesine]

Jeg har gået sygemeldt siden januar 2008 med en depression, min far fik lungekræft og døde i september 2008, min sagsbehandler og kommunens lægekonsulent har nu sendt mig videre til en psykiater der skal lave en erklæring på mig om jeg er syg eller om jeg bare spiller syg. Jeg frygter at denne psykiater laver en erklæring som passer min umenneskelige sagsbehandler der så gerne vil have mig raskmeldt for jeg kan jo kun gå sygemeldt i 1 år siger hun, min fagforening ville ikke blande sig min sag for de siger det ikke komer dem ved når jeg går sygemeldt, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre har det så dårligt og har også min sorg at kæmpe med, tænk nu hvis jeg skal ud i noget jeg ikke har lyst til for jeg har ikke et ord at skulle have sagt jeg må bare gøre som de siger. Hvis jeg skal ud i noget villle jeg gerne selv være med til at bestemme men det vil min sagsbehandler ikke hun vil have hendes vilje, jeg har haft min søster med som bisidder og da var min sagsbehandler pludselig lidt mere menneske jeg føler mig så presset det var sku nemmere at være rask også finde sig et job men jeg kan ikke klare 37timer om ugen sammen med mine 3 børn og jeg har ikke råd til kun at have et deltidsjob der skal jo stadig betales regninger

[Jessica]

Først vil jeg sige, at det gør mig ondt med din far.

Så vil jeg fortælle,at jeg også går og venter på indkaldelse hos en psykiater, det skal stille en diagnose på mig. Jeg lider også af depression og har gjort i flere år. Den 1. gang min sagsbehandler snakkede om det, blev jeg også bange og nervøst.
Men efter at vendt og drejet i mit hovedet i uges tid, kunne jeg godt se en fordel i komme til en psykiater.

Nr.1 psykiateren, er en af dem, der kan og må stille en diagnose.
Nr 2 Hvis man får stillet en diagnose, er man stillet bedre overfor kommunen.

Det er den måde, jeg har valgt at se det på.

Håber at du også vil kunne se på den måde med tiden.

[Ninja]

Får du medicin mod din depression?

Hvis du ikke gør, så vil lægekonsulent/sagsbehandler nok sikre sig, at du får det.

Hvis du får det, evt via egen læge, så vil de nok bare sikre sig at du får det rigtige i de rigtige doser....

Depression kan efterhånden være så mange stemninger (depression, major depression osv osv), så de vil nok bare have psykiateren på banen så han kan stille den helt rigtige diagnose - faktisk er det en håndsrækning til dig, for nu kan du jo få en fagmand til at fortælle dem, at du virkelig ér deprimeret...
Der er også mange der efterhånden bare slynger om sig med 'diagnosen' hver gang de er lidt triste og/eller livet er dem lidt imod. Og som selv mener de er deprimeret, selvom der aldrig er nogen der har stillet diagnosen...

Som Jessica også skriver, prøv om du kan se det fra den positive side.

Må jeg spørge hvorfor du frygter speciallægeerklæringen??
Er det fordi du er 'bange' for at du ikke ér deprimeret, eller om du er bange for om du ér??

[Odenseaneren]

Undskyld hvis jeg svovler og råber op, men hvad f...... er det for en holdning fra din fagforening

min fagforening ville ikke blande sig min sag for de siger det ikke komer dem ved når jeg går sygemeldt

Hvad er det for en fagforening?

Hvis du vil have det, vil jeg meeeeeeget gerne skrive til dem og spørge om en begrundelse for det, samt hvad de så egentlig skal lave for dit kontingent!!!!!

[LUM]

Jeg ved ikke om du tænker på det du har hørt bla her inde med Eva Black (er det ik det hun hedder?) og et par stykker andre?
3 skræk historier, men 3 ud af hvor mange??? 100 200?? risikoen for at komme til en af den type er heldigvis MEGET meget lille.

Jeg gætter på at du måske er endnu mere bange for at psykiateren ikke vil tro på dig, her skal du huske på at det er en prof du sider over for, hvis de ikke tror på deres klienter, ville der slet ikke eksistere psyk´kere, det vil at være underminere deres eget fag. Den eneste måde de kan hjælpe dig på, er ved at tro på dig, de kan ikke åbne din hjerne op, læse på en lystavle, om det du sider og siger er det pure opspind, det er sådan set også ligegyldigt, for i den verden er det realiteter (akkurat lige som små børn, der ikke kan huske at det var dem selv der slog først) og det er din verden din sandhed en diagnose bliver stillet ud fra. Nu siger jeg ikke at du er det, men HVIS du var, lystløgner, jammen så vil psyk hurtigt kunne fange den, og der med sætte den diagnose på dig, og der ved sikre dig den rigtige behandling.
Det er gerne det der går galt, at klientens virkelighed ikke stemmer overens, med den virkelige virkelighed, det er det der skaber symptomerne/problemerne, men det ændrer ikke ved at klientens virkelighed, så for at kunne hjælpe dig er psyk død og pine tvunget til at tro på dig, men altså også stille skeptiske spørgsmål, det er ikke fordi de ikke tror, men for at pejle sig ind på hvor man passer ind i diagnosesystemerne. (I DK har vi 2 systemer, de kloge kan beuge, man "plotter" symptomerne ind i dem, det giver nogle bukstaver og et tal, som reelt betyder at men fejler det ene eller det andet, lidt lige som at ligge et puslespil, bare brikkerne er symptomer, når de så bliver lagt rigtigt, giver det, det samlede mesterværk)

Jeg har gået til psykiater og psykolog, og har intet negativt at sætte på det, nok fungerede jeg ikke med den psykolog jeg havde sidst, men en ting er dårlig kemi en anden er TERM, og det var der slet slet ikke tale om.

Det er sådan, at de alm praktiserende læger slet ikke burde have med psyk klienter at gøre, for de har SLET slet ikke den fornødne udd til det, kun meget få har taget ekstra kursuser omhandlende psyken, og på selve lægestudiet lærer de ikke ret meget om det, faktisk har jeg gennem en udd, undervisning i grund psyk, selv studium (i forb. med at jeg er ADHD´er) og 1.hjælp, lært ca lige så meget om psyken som de fleste praktiserende læger (faktisk ved jeg mere om det med min tidligere og min nuværende alm praktiserende læge) men mig ville du aldrig sætte din lid til, hvad angår en diagnose, og medicinering, vel? (det håber jeg sandlig ikke)

Kommunen kan ikke bruge en alm praktiserende læges udtalelse om dep til ret en pind, det er lige som med bækkenlæsning (en BL er ikke bare en BL, og er problemerne forsvundet inden barnet er blevet 6 måneder, hvilket de er i over halvdelen af tilfældeene hvor det er en alm praktiserende læge der har stillet diagnosen, så er der slat ikke tale om BL, men ledbåndsmerter, ledbåndsmerter, kan gøre uransynligt ondt, men måden de 2 ting skal takles på er MEGET forskellig) et område lægerne ikke ved ret meget om, en diagnose der bliver kastet rundt med, og noget folk bruger i flæng.

Hvem siger at det er en dep du har? Dep er et symptom, som ses ved langt de fleste psykiske tilstande, og ofte gør en dep det, at den usynliggør det men reelt fejler, hvilket kun fører til fejlbehandling og fejl medicinering, hvilket ikke tjener nogen, og SLET ikke dig. For at tage en "nem" en: chok; Man kan have været udsat for en traume der gør at man går i chok (det kan meget vel være at ens nærmeste dør) man går noget tid, og langsomt men sikkert bliver man depri, man går så til egen læge som siger dep, og 1 2 3 går man og tror at man har en dep, hvor realiteten faktisk er at man faktisk er i chok, chok er nemlig ikke bare lige den første tid efter traumet, chok kan man have i årevis, hvis det ikke blive behandlet korrekt, samtidig vil en fejlbehandling gerne føre til sekundere lidelser som fx en dep, angst ol og så har vi problemet med at deppen, angsten (eller hvad det nu er) overskygger hoved problemet, og så længe hovedproblemet ikke bliver behandlet, hjælper det ikke en dyt at forsøge at behandle de sekundære ting.

Der med er en psykiater også en hjælp til dig, for det vil betyde at du får en diagnose kommunen kan bruge til noget i forhold til din sag, men det vil også betyde at du kan få den rette behandling.

Det er slet ikke så farligt, de bider ikke *ss* Og ja det er fame (undskyld) nemt for mig at sige, du skal til noget ukendt, og det er svært, men det er faktisk lidt lige som at side og snakke med sin bedste veninde.