Hvad skal man vælge....

Jeg har været til speciallæge i dag og han fandt en koloenorm stor, flere år gammel polyp øverst i endetarmen.... der øjensynligt er blevet overset af den forrige speciallæge for 3 år siden og som i mellemtiden er gået på pension (speciallægen, ikke polyppen ...)

Så er det, at der blev taget vævprøver og sent til laboratoriet sammen med en indlæggelsesrekvisition. Jeg burde kunne forvente en indkaldelse inden der er gået 14 dage. Hmm... der skal foretages yderligere undersøgelser bl.a. om der er kommet flere polypper også i tyktarmen og når det er på plads - skulle de gerne skære senior-polyppen ud. Speciallægen sagde, at den type indgreb der er nødvendig, kan han ikke udføre i sin konsultation.

Han vidste ikke rigtigt hvor lang tid alt dette kan tage, men siger at der kan gå fra et par dage til ca. 10 dage på hospitalet - det sidste, hvis det skulle ende med en stomi. Og sådan som jeg havde det med min tarmfunktion de sidste par år - er en stomi en tanke jeg selv havde adskillige gange - så træt var/er jeg af disse evindelige toiletture og utæt endetarm (min forrige speciallæge ikke havde bekymret sig om.

Noget andet er at jeg er ikke særligt forhippet i at komme i fuld narkose. Dengang jeg skulle opereres i skjoldbruskkirtelen - skulle jeg i betablokker-behandling i et stykke tid forinden.... Det betyder at et eller andet er ustabilt og at fuld narkose er ikke det jeg allermest ønsker mig. Men når man nu kan udføre en hel kejsersnit med epidural - så mon det ikke skulle kunne lade sig at gøre at blive bedøvet lokalt alligevel....

Hmm... men måske vil de (lægerne) ikke have at man ligger der og lytter til alle deres kommentarer, i tilfælde af at hele min tarm er til at skrotte... og derfor vil de helst fuldbedøve. Det er jeg ikke meget for og specielt ikke fordi jeg både ikke er for ung OG ryger.... det kan ikke være alt for fedt at få currarae for muskelslaphed og åndrætsvækkelse som følge af almindelig narkose.... Jeg må lige se hvad de har at sige om det hele når jeg bliver indkaldt....

Så nu skal jeg til at snakke med min søn om en afløsning på mine jobs. Han har en del ferie tilgode endnu, han ikke rigtig ved hvad han skal stille op med - så måske en midlertidig overtagelse af mine tjanser kunne komme på tale.... Jeg ved ikke hvor meget jeg skal fortælle ham eller om jeg skal finde en anden person til at tage sig af det for mig.... for uanset hvad - agter jeg ikke at risikere at miste min beskæftigelse medmindre situationen skulle vise sig terminal. Basta.

Jeg har nu aldrig levet som om jeg var udødelig.... men på den anden side - havde jeg altid masser af planer for fremtiden. Men i dag ser jeg at også nærmest døende folk sendes i arbejdsprøvninger og alt det andet, at det er svært at sige om det hele er værd at udsætte sig for, for det ser ud til at kun de færreste får lov til at komme sig i fred og ro.

De fleste piskes rundt i manegen også selv om de er alvorligt syge og ydermere ser det ud til, at diverse lægeudtalelser/attester er dårligt det papir værd de er skrevet på.... så der venter mig vist nok en større tur med diverse overvejelser, afhængigt af hvad der sker de næste par uger eller tre....

I lyset af hvad jeg allerede ved om, hvor skævt og umenneskeligt tingene kan udarte sig for alvorligt syge her i landet - er jeg altså slet ikke sikker på at jeg vil anse det hele som ovenud umagen værd at kæmpe for....

Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne fastholde lyspunkterne "for enden af tunnelen" samtidigt med at man kæmper for at genvinde helbredet.... når adskillige sagsbehandlere, konsulenter, aktørerne, Klaus Hjort Frederiksen og Den Hellige Foghs drøm om minimalstaten samt ikke at forglemme - Pia Kjærsgård, der har ydet den afgørende politiske støtte til at det jævne menneskets liv er blevet en Golgotta-vandring lige så snart kræfterne slipper op eller man bliver syg - alt og alle hviler tungt stablet op på skuldrene af den ene syge - ja, så er det at jeg spørger mig selv om det er noget som helst værd - at kæmpe for at genvinde helbredet og bevare livet når prisen er så høj....

Jeg har nu i årevis indrettet mig udenom ALLE samfundssystemer, der kaldes "velfærd", hvilket de sidste år har lydt mere og mere hult og meningsløst.... Jeg har været selvstændig på fuldtid siden 1986 og indrettet mig meget praktisk og uafhængigt trods min sygdom... Jeg har ikke bedt om noget, jeg har ikke ansøgt om noget og jeg har heller ikke fået noget. Jeg er ikke sikker på, at jeg skal lade alle disse år fyldt med slid og selvovervindelse - nu gå til spilde og at jeg skal underkaste mig de mere og mere umenneskelige systemer, der vil med sikkerhed gøre mit liv uværdigt og sværere end det nogensinde har været før....

For man skal jo have noget at se frem til, hvis en overlevelseskamp skal nytte og have reelle, positive udsigter.... men når jeg læser om en mand der falder død om, genoplives hvorefter han sendes til arbejdsprøvninger i all uendelighed - ja, så kommer tvivlen om jeg overhovedet skal begynde på dette projekt eller - om jeg skal bare få det bedste af det jeg KAN regne med og resten må Guderne om....

Egentlig ret så mystisk, at en ældgammel tarmpolyp og speciallægens hastværk kan i den grad vække nogle helt andre tanker til live.... man bliver helt filosofisk og selv om man var i forvejen eftertænskom nok - ser det ud til at der ikke er en øvre grænse for eftertænksomhed...

Jeg tænker også på, om der er flere der tænker som jeg eller....? For kan det "kun" være vores haltende sundhedsvæsen der er årsagen til Danmarks Vestlig-verdensrekord i kræftdødelighed - eller er der flere som jeg, der gør sig tanker om, om det overhovedet er værd at kæmpe for overlevelse i Foghs Danmark? Alt imens man hører den barnlige og idiotiske plapren fra Thor Petersen & Slænget om, hvor rige vi er og hvor meget vi hver måned sparer op af skatteindbetalinger der får lov til at samle støv, men de syge dør som fluer - enten fordi de ikke kan få hjælp rettidigt og/eller - måske gør sig tanker lignende mine - alt sammen udspringende af DET SAMME PROBLEM skabt af umenneskelige politikere og en sovende opposition.

Sikken en redelighed.... siger jeg bare. At jeg skulle sidde her og tænke disse tanker efter 35-års flittigt og arbejdsomt liv - det regnede jeg altså ikke med... Gud bevare os.