Blive forældre med psykisk lidelse - er det ok?

[Bitsch]

Jeg fik i nov 2011 diagnosen ADD, og med en arvelighedsprocent på 80 %, besluttede jeg mig for jeg ikke ville have børn da jeg ikke kunne se hvorfor jeg skulle give mit handicap videre.

Men min kæreste, familie og venner overbeviste mig om at når vi nu vidste jeg ville kunne give det videre, havde vi en bedre chance for at være forberedte plus have hjælpe midler som mine forældre ikke havde.

For 3 måneders tid siden stillede min psykiater så en ny diagnose, En let grad af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type, og stemningssvingningerne er muligvis af bipolær type, således at der er mistanke om kortvarige hypomane perioder.

I starten af denne måned skulle en anden psykiater lave en vurdering på mig til kommunen og hun sagde jeg har svært ADD (som jeg vidste) men at hun var meget uenig med min psykiater omkring borderlinen. Hun mente i stedet at jeg har Bipolær lidelse med såvel hypomane som depressive faser.

Jeg har en mentor/støtte/kontaktperson som er bevilget til mig 8 timer om ugen. Hvor hun hjælper mig med at strukturere og give mig andre redskaber til at få hverdagen til at fungere bedre.

Derudover snakker vi meget om følelser, hvad der er normalt og hvad der ellers fylder oppe i knolden.

Vi har så også snakket om det at blive forældre, og vi har snakket om kæresten og jeg kun skulle have et barn, da det er hvad overskuet er til.

Kæresten er klar over han kommer til at træde mere til end vores venners mænd er omkring deres børn, men det er han kun glad for.

I sidste uge sad min mentor og jeg så og snakkede, snakken kom ind på børn i forbindelse med noget andet. Men mentor sagde så at hun mente at jeg ville få et bedre liv hvis jeg valgt børn fra, at hun godt kunne forstille mig have et godt liv uden børn. Så kunne jeg rigtig nusse om min nevø, gudbarn og evt venners børn. Dem kan man jo aflevere tilbage igen.

Det har virkelig sat mine tanker i gang og kan nu ikke slippe det igen.
Jeg ønsker brændende en dag at blive mor, og få min egen lille familie. Men nu er jeg begynd og tvivle om jeg overhoved kan blive en god mor for et barn. Det er ikke i min verden en menneske ret at få børn og vil vælge det fra, hvis jeg vidste jeg ikke magtede opgaven.

Min kæreste er ikke i tvivl om at jeg skulle blive en god mor, hvis jeg bare får mine små pusterum. Han mener også at hvis man får et barn sammen, så har man et fælles ansvar, altså må han tage over når jeg ik kan.

Jeg er i sindssyg vildrede om det her emne. Har ellers aldrig været i tvivl som sådan om jeg ville have børn.

Derfor vil jeg virkelig gerne høre jeres mening.
Er det okay at få børn selv om man har en psykisk sygdom?
Hvad skal der til for at finde ud af om man kan klare forældre rollen?

Puha det var hård at få sat ord på det.