Usædvanlig langtrukken sagsbehandling - visitation til fleksjob

[Hustru]

Hej

Jeg skriver for at høre om der er andre i dette forum der har været igennem uendeligt lange sagsbehandlingsforløb i Københavns kommune. Og om der er nogen der har gode råd til hvordan vi kommer videre i sagen på en konstruktiv måde - evt henvisning til paragrafer, der kan være i vores favør i forbindelse med en klage over forløbet, vil også være en stor hjælp.

Helt konkret vil det være rart at vide om man som borger har krav på skriftlige spørgsmål rettet til kommunen i forbindelse med en afgørelse?

Hvem man henvender sig til når en sagsbhandling Københavns Kommunen vurderer vil tage 6 måneder ender med at tage over 5 år?

Vi har kontakt med Politiken, der gerne vil skrive om forløbet. De er interesserede i at vide om den langtrukne sagsbehandling er reglen snarere end undtagelsen. Er der nogen der ved om sagsbehandlingstider bliver affentliggjort - eller om der findes en statestik over dem et eller andet sted?

Her er sagen meget kort:

Min mand har de seneste 5 år været i visitation til fleksjob. Visitationen er endnu ikke endeligt afgjort og sagsbehandlingen har været spækket med fejl fra diverse sagsbehandlere. Jeg har de seneste tre år måttet forsørge min mand og vores to børn, da han mistede retten til sygedagpenge efter 2 år.

Min mand lider af ADHD og depression og tumler derudover med et piskesmæld med ledskred i nakken som han erhvervede sig i en bilulykke i 1994. Han træner dagligt for at holde en invaliderende hovedpine for døren. Hvis han ikke træner kan han ikke meget andet end at ligge på en sofa, men med træning og medicinering mod depr. og ADHD er han så velfungerende som han kan blive.

Da han ikke selv har en jordisk chance for at overskue sagsakterne står jeg for størstedelen af sagsbehandlingen - han bliver vred og meget ked af det hver gang vi taler om sagen. Vi har endvidere det seneste år haft en sagsbehandler vi kender som partsrepræsentant, da også jeg har mistet overblikket over paragraffer, deadlines, rettigheder, retsidig omhu etc.....

Hvordan klarer man sig igennem et sagsbehandlingsforløb, når man har psykiske problemer og ikke har nær familie eller venner til at hjælpe sig??

Tre arbejdsprøvninger har vist at han højst kan arbejde 15 - 17,5 timer om ugen. Alle lægeudtalelser pånær en psykiatrisk speciallægeerklæring viser éntydigt at han ikke kan arbejde mere end nogle timer om dagen. Speciallægen er usikker på hans diagnose og henviser til neuropsyk, der klart tilkendegiver at han ikke kan arbejde fuld tid og at han har en kronisk anlægsbetinget hjerneorganisk dysfunktion.

Første afgørelse i sagen faldt efter 2 år. Af ressourceprofilen fremgik at hans arbejdsevne var varigt og væsentligt nedsat og at der ikke var muligheder for bedring. Med henvisning til speciallægeudtalelsen valgte visitationsteamet alligevel at give afslag. Da vi klagede til beskæftigelsesankenævnet blev sagen hjemvist til kommunen, da den ikke var dokumenteret i et omfang, der gjorde det muligt at træffe en afgørelse.

Sagen skulle nu tages op påny. Efter endnu to arbejdsprøvninger af hver tre måneders varighed og endnu flere lægeudtalelser i min mands favør, blev han i januar indstillet til fleksjob igen - nu med en endnu bedre dokumenteret sag. Kort tid efter fik han afslag - begrundelsen var at de havde googlet hans navn og kunne se at han deltog i træningsaktiviteter og i den forbindelse også deltog i konkurrencer. Et faktum der fremstod klart af sagakterne og en del af min mands behandling. De henviste endvidere til at han arbejder en time om ugen som træner - en omstændighed, der vel næppe indikerer at han kan varetage et fuldtidsarbejde. Igen henviser de til den meget misvisende speciallægeudtalelse og ignorerer neuropsykologens udtalelse. Der var endvidere fire deciderede fejl i afgørelsen.

Disse rettede vi i klagen, og mener at de i sig selv burde danne grundlag for en omgørelse i sagen. Samtidig stillede vi fire spørgsmål til afgørelsen.

Vi har nu efter 13 ugers venten fået kommunens svar på klagen. De fastholder deres afgørelse og svarer hverken på sprøgsmål eller forholder sig til de faktuelle fejl omkring medicinering, min mands erhvervserfaring m.m.

Vi har nu skrevet til borgmesteren og direktøren og klaget over sagsforløbet. Klagen over afgørelsen er af kommunen sendt videre til Bekæftigelsesankenævnet.

Vi kan se af kommunens egne papirer at 25% af alle sager der ankes blev omstødt af nævnet - det er da mange!! Vi krydser fingre for at vi er en af de 25% og ser frem til at høre om jeres erfaringer.

Hustruen