K10 - Flexjob & Førtidspension

K10 - Flexjob & Førtidspension (https://www.k10.dk/index.php)
-   Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 (https://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=28)
-   -   Førtidspension med Revision efter 5 år (https://www.k10.dk/showthread.php?t=35321)

Stine1985 01-06-2017 11:02

Førtidspension med Revision efter 5 år
 
Hej Alle

Jeg er netop blevet indstillet til førtidspension med revision efter 5 år.
Jeg lider af Skizotypisk Sindslidelse med kronisk depression/stress og selvmordstanker.

Jeg faldt dog over et par indlæg herinde, bl.a et med et link til Ankestyrelsens principafgørelse 119-13 om førtidspension - revision - psykisk lidelse.

https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=160609

Ud fra det der står der kan jeg ikke forstå at jeg bliver indstillet til pension med revision om 5 år.
Der står blandt andet:

"Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække.
En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb.
Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter."


Grunden til at jeg er blevet indstillet til en førtidspension er lige netop at alle behandlingsmuligheder er udtømte og at jeg har et varig nedsat funktionsniveau og en kronisk sindslidelse.

Så vidt jeg kan forstå indtil videre er grunden til Revisionen at jeg er så ung (32 år) men jeg vil meget gerne finde noget skriftligt der kan bevise at de har ret til dette.

Jeg prøver nu at finde ud af hvor i lovgivningen der står noget om reglerne for revision, men kan simpelthen ikke finde noget konkret, så håber der måske er nogen herinde der kan hjælpe mig med om jeg er helt gal på den, når jeg mener at de ikke kan "tillade" sig at sætte revison på min FP?

På forhånd mange tak for hjælpen.

Mvh Stine

masterling 01-06-2017 13:09

Hej Stine

jeg sad i en lignende situation for nogle år siden og undrede mig ligesom dig De har nemlig IKKE ret til at sige det skal være med revision hvis din tilstand er varig, netop derfor ankede jeg sagen til ankestyrelsen og det gav netop den principafgørelse du henfører til :-) og jeg var også ung (37) på det tidspunkt.

Spørgsmålet er blot om sagen er værd at kæmpe ? for har endnu ikke hørt eller læst om en sag hvor man fik førtidspension med revision , hvorefter man fik frataget sin førtidspension ved revisionens udløb.

Jeg valgte dog kampen da det at skulle gå igennem en revisionsperiode ville helt sikkert gøre mig nervøs og sikkert meget syg igen, men man skal blot vide man sætter sin pension på spil for ankeinstansen kan jo komme frem til en anden konklusion end kommunen, mht. førtidspensionen så syntes du skal gøre op med dig selv om det er det værd også fordi i dag er det væsentligt svære at få tilkendt førtidspension end da jeg søgte.

konklusionen er at jeg forstår dig udmærket og de kan ikke bruge din alder som undskyldning for at sætte revision på din førtidspension og revision må udelukkende forekomme hvis den sygdom der er årsag til førtidspensionen er uforudsigelig i din lægepapir.

Håber dig det bedste

MVH Masterling

phhmw 01-06-2017 13:20

Velkommen til....
 
Kære Stine1985

Fremover bliver du på din tråd, så vi andre ikke mister overblikket i din sag.

Du oplyser at du er blevet indstillet til førtidspension, med revision efter 5 år.

Jeg går ud fra at det er Rehabiliteringsteamets indstilling og du har endnu ikke modtaget afgørelsen fra kommunen, der som den eneste kan afgøre en social sag.

Du har ret i den henviste Principafgørelse 119-13 og dennes formulering, at du med din diagnose ikke skal bevilges førtidspension med revision.

Hvad gør du:

http://www.dukh.dk/viden-selvhjaelp/...iliteringsteam


Principafgørelse 26-14: "Borgeren kan ikke klage over rehabiliteringsteamets indstilling, men borgeren kan derimod klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over kommunens afgørelse."

Mit råd:

Du sender et kopi af Principafgørelse 119-13 og fremhæver teksten:

"Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække.
En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb.
Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter."

... til din sagsbehandler og Rehabiliterigsteamet, fordi du endnu ikke har fået afgørelsen fra kommunen.

I mailen til din sagsbehandler gør du opmærksom på, at teksten fra Principafgørelse 119-13 ønsker du ilagt din journal, som et aktstykke, som du ønsker kommunens Pensionsnævn har kendskab til inden de afgøre hvad du skal bevilget. ( for at spare tid for dig, ellers skal du gennem en ankesag ved Ankestyrelsen på mange måneder)

Hvis Pensionsnævnet ikke følger Rehabiliteringsteamets indstilling skal sagen påny for Rehabiliteringsteamet, men medlemmerne har muligvis ikke den fornødne viden om Principafgørelse 119-13, men det får de så nu ved din henvendelse.

Hvis kommunens Pensionsnævn, som du har mulighed for at møde, inden de træffer deres afgørelse, her kan du påny aflevere Principafgørelse 119-13.

Hvis du bliver negligeret og du får afgjort din sag med førtidspension med revision, skal du anke til kommunen med henvisning til Principafgørelse 119-13 endnu engang.

Det gør du inden 28 dage efter modtagelsen af afgørelsen ellers mister du din ankeret.

Her har kommunen 4 uger til at genvurdere og hvis de fastholder sin oprindelige afgørelse, SKAL de sende din anke til Ankestyrelsen, som desværre har ventetider på flere måneder.

Har du spørgsmål vender du bare tilbage.

Hilsen Peter (y)

Bilag

http://www.sociale-rettigheder.dk/fo...&t=1544&p=2713

Stine1985 04-06-2017 12:17

Tusinde tak
 
Mange tak for uddybende svar, jeg har talt med min kontaktperson og sagsbehandler (der dog allerede har sendt min sag videre til pensionsnævnet) og venter nu på at høre hvilke muligheder jeg har for at få vedlagt et notat ang Principafgørelse 119-13.
Dog var min sagsbehandlers svar dette:

"Hej Stine – igen.


Som svar på dit spørgsmål fra i sidste uge, kan jeg anbefale dig, at du læser lidt nærmere på denne hjemmeside:

https://www.sundhed.dk/sundhedsfagli...ertidspension/

hvor reglerne om førtidspension står godt beskrevet.

Du skal især lægge mærke til flg.:
Kan kommunen tilkende en midlertidig førtidspension?

Der er ikke nogen lovgivningsmæssig mulighed for at anvende begrebet en midlertidig pension. Begrebet førtidspension med kontrol eksisterer heller ikke. Men reglerne om at en kommune i særlige situationer kan tilkende førtidspension efter pensionslovens § 20, stk. 1 og samtidig beslutte, at sagen genoptages til vurdering på et senere tidspunkt, er fortsat gældende i den nye førtidspensionslovgivning fra 2013.

Vurderingen af, hvorvidt nedsættelsen af arbejdsevnen er varig, er helt central og et udtryk for, at førtidspension er en varig ydelse til forsørgelse.

Kommunen kan i helt særlige tilfælde tilkende førtidspension, selv om det ikke helt kan udelukkes, at der på længere sigt kan opnås en vis forbedring af arbejdsevnen ved yderligere forsøg på behandling. Der skal dog være tale om patienter med en alvorlig lidelse, der på afgørelsestidspunktet vurderes at være ude af stand til at kunne blive selvforsørgende ved hjælp af arbejde, som udgangspunkt inden for en længere periode på omkring 5 år.

Sådanne sager skal tages op til fornyet vurdering på det tidspunkt, hvor det forventes, at der kan gennemføres yderligere behandling, eller hvor tilstanden kunne have ændret sig. Der kan eksempelvis være tale om patienter med sygdomme, der erfaringsmæssigt har et uforudsigeligt forløb. Der kan således i praksis blive tale om en form for undtagelse fra varighedskriteriet."


Hvilket jeg jo ikke rigtigt kan bruge til noget, så det kræver desværre nok lidt "overtalelse" at få hende med på sagen...

Mvh Stine

gunvor 05-06-2017 01:24

Hej Stine1985

Jeg kan kun bakke stærkt op om Peters meget udførlige og grundige svar nedenfor.

Du skriver:
Citat:

..jeg har talt med
. Hvorfor jeg går ud fra du ikke, som Peter skrev har sendt/mailet, som anvist af Peter.

Hvorfor jeg personligt straks ville maile el. snarere skrive som anvist, gå ned på Jobcentret og få kopi af dette med påstemplet modtagelses dato med hjem. Så har du dokumentation for dit partsindlæg til sagen. Og i dette brev også tilføjer, at du har været i telefonisk kontakt med SB ang. at få dette med som til din sag til Pensionsnævn.

Altså brevhoved med Jobcenter xx
Att. SB xx
adr.

Ang.: partsindlæg til pensionsnævnet vedr. behandling af sag med cpr.nr.

Jeg har d. xx.xx.xx. talt med såvel kontaktperson xx som SB xx om nedenstående, og skal derfor skriftligt gøre opmærksom på jeg forud for behandling af min sag i pensionsnævnet, ønsker at gøre opmærksom på

Ankestyrelsens principafgørelse 119-13, hvoraf det bl.a. fremgår:

"Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække.
En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb.
Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter."

Med venlig hilsen

xx


Mange hilsner

Gunvor

phhmw 05-06-2017 09:21

Hvad er en Principafgørelse?
 
Kære Stine1985 & Gunvor

Jeg ser først nu udviklingen i Stines sag, fordi jeg har fået barnebarn # 2 som har taget min opmærksomhed.

Det er rystende udvikling og udstilling af manglende viden og vilje til at vejlede dig Stine, så følg vores råd.

En Principafgørelse er den øverste myndighed, som alle skal rette sig efter.

https://ast.dk/for-borgere-med-en-kl...sag-principiel

Kun 2 ting kan omstøde en Principafgørelse:

Folketinget reviderer lovgivningen.

& eller

Ankestyrelsen taber ved de civilretslige domstole, over en Principafgørelse. Som Ankestyrelsen desværre gør i for stor udstrækning, men nu holder vi fokus på din sag.

At bruge sundhed.dk som lovgrundlag for en skærpet vejledningspligt er utilgiveligt.

Tag det roligt Stine1985 og følg vores råd.

Kan du huske om dit møde med Rehabiliteringsteamet, om formanden for kommunens Pensionsnævn også var til stede? Hvilket er lovligt men betænkeligt.

Lad os høre fra dig om, hvad der sker i sagen så vi andre også kan blive dygtigere, hvis muligt.(:)

Hilsen Peter (y)

Stine1985 12-06-2017 19:05

Opdatering herfra er at min egen sagsbehandler ikke kunne svare mig på noget som helst så i stedet har jeg haft mail-korrespondance med lederen fra jobcentret.

Han fortæller, at det IKKE fremgår af indstillingen, at min førtidspension skal være med revision og at der derfor er der meget lille risiko for, at pensionsnævnet selv kommer med forslag om revision.
Han mener også, at de kender til den principafgørelse som jeg har fundet og at det derfor slet ikke burde blive et problem og mener derfor ikke at jeg behøver at få vedlagt en kopi af principafgørelsen.

Jeg er dog meget frustreret over at de siger at de vil indstille til FP med revision på mødet og at der så står noget andet i min indstilling, men nu må jeg vente og se.

Er dog i tvivl om det vil være bedst at få vedlagt en kopi af principafgørelsen eller ej?

Han mener det i stedet vil henlede deres opmærksomhed på muligheden for at få førtidspension med revision, og det er jo ikke hvad jeg ønsker.

Webmaster 12-06-2017 20:45

Nej jeg ville lade være med at sige noget....

Du kan jo evt bare klage efterfølgende i tilfælde af at de skulle sætte endnu en revurdering på...

Men det er jeg næsten 100 på at de ikke gør...jeg har aldrig hørt eller set det før..

Stine1985 29-06-2017 09:46

Jeg har fået tilkendt førtidspension :)
 
Tusind tak for alle jeres svar, det hjalp at blive beroliget af nogle der vidste mere end jeg selv gjorde :)
I går modtog jeg svar fra pensionsnævnet om at jeg er blevet tilkendt førtidspension! og der står ikke noget om revison i afgørelsen :)
Hvorfor de så nævnte det til mødet ved jeg ikke.

Men igen, tusind tusind tak! Det er dejligt at der er mennesker som jer der vil hjælpe :)

Vovse 29-06-2017 10:09

Citat:

Oprindeligt indsendt af Stine1985 (Send 355427)
I går modtog jeg svar fra pensionsnævnet om at jeg er blevet tilkendt førtidspension! og der står ikke noget om revison i afgørelsen :)
Hvorfor de så nævnte det til mødet ved jeg ikke.

Men igen, tusind tusind tak! Det er dejligt at der er mennesker som jer der vil hjælpe :)

Der er meget i det sociale system man ikke forstår.:eek:

Tillykke med din varige tilkendelse af førtidspension.:kram:

Nørd 29-06-2017 10:29

Tillykke :D

Webmaster 29-06-2017 18:38

Ja,det er sg forfærdeligt at folk skal gå rundt totalt uviden om hvad der skal ske med dem...og hvordan sådan en sag skal køres...

Godt du har fået en god afslutning...og håber du hurtigt kan lægge alt bag dig og kun se fremad...

Stine1985 04-07-2017 08:50

Tusinde tak alle sammen :)

phhmw 13-02-2020 23:30

Kommunal modbydelig KASSETÆNKNING, som viser vores manglende politiske lederskab.
 
Når mennesker, professionelle ikke bliver mødt af konsekvenser, vil ulovligheder naturligvis fortsætte, udført af de samme professionelle.

Førtidspension, med revision for unge mennesker, som bør bevilges førtidspension samme dag de fylder 18 år

Socialrådgiveren 2/2020 Side 21:40


https://issuu.com/socialrdg/docs/202...ialraadgiveren

“"Nicolais arbejdsevne på grund af hans infantile autisme og paranoid ski-zofreni. Alt var sådan set gjort klar til, at Nicolai kunne overgå til førtidspension, så snart han fyldte 18 år.

Herefter indstillede rehabiliteringsteamet til, at Nicolai skulle tilkendes førtidspension fra maj 2019, men at sagen skulle revurderes e er fem år.

– Jeg var selvfølgelig taknemmelig for, at Nicolai nu kunne få ro i fem år. Men overlægen havde lige siddet og forklaret dem, at når man får skizofreni så tidligt, og det ovenikøbet er kombineret med infantil autisme, så er prognoserne meget dårlige, så han burde få en varig pension, siger Martin Dam Hansen.

Han klagede derfor straks til Ankestyrelsen, der tre måneder efter gav ham medhold. Halvandet år efter, den første socialrådgiver var påbegyndt arbejdet med at indstille Nicolai til førtidspension. Nu blev det slået fast, at Nicolai skal have en varig førtidspension, og han skal have den med tilbagevirkende kraft fra måneden , han fyldte 18 år.

– Hvis jeg ikke havde klaget, så havde kommunen sparet de omkring 165.000 kroner, de nu skal tilbagebetale Nicolai, men hvad var der sket med Nicolai, spørger Martin Dam Hansen, der til dagligt er sagsbehandler i et jobcenter i en anden kommune.”
"



Dette bevidste lovbrud får lov til at foregå helt uden konsekvenser for både de professionelle, kommunen og rehabiliteringsteamet.

Fordi Ankestyrelsen har udsendt en Principafgørelse 119-13 “Gældende” som er øverste myndighed, som alle skal rette sig efter.


https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=160609

""Kommunen kan dog undtagelsesvis beslutte, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere fastsat tidspunkt (førtidspension med revision).
Behovet for en afgørelse om ny vurdering kan især forekomme, når der er tale om pension til unge, og ved visse sygdomme, der erfaringsmæssigt har et uforudsigeligt forløb.

Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække.

En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb.

Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter.""



Læs en ligende historie her, hvor “kassetænkning" har 1ste prioritet

https://www.k10.dk/showthread.php?t=35321

Med venlig hilsen :evil:

phhmw 15-06-2020 20:46

Information om sagsbehandling vs psykisk syge
 
Indsamlet for at have relevante Principafgørelse samme sted:


Bitten Vivi Jensen
·
Frederikssund.
Skam jer ulovligt at stoppe ressourceforløbsydelse overfor borger, der lider af svær skizofreni og ignorere hendes ansøgning om førtidspensionpå det foreliggende.
Kender I ikke principafgørelser 88-14 og 42-17?
I kvaksalvere, læs den psykiatriske speciallægeerklæring og forstå, at borger er for syg til at møde op.

Grete Kristiansen
Grete Kristiansen Lovbrud. Kriminel handling. Snyd og bedrag med refusioner. De jo fanme kriminelle

Susanne Malmborg Forråelsen fortsætter og hvad gør Peter Hummelggaard - taler i fine vendinger om værdighed for syge borgere i landets jobcentre!

Konni Rasmussen ����������

Helle Gottschalk Jeg synes virkelig også de skulle skamme sig.

Bodil Neujahr For få år siden, fandtes der tre forskellige trin for førtidspen. Diagnosen Skizofreni alene betød automatisk vedkommende fik den højeste pension. Intet bøvl. Blot en psykiaters diagnose. Jeg var med til at omstøde mange diagnoser, som kontaktperson, h…Se mere

Ulla Allua De er sgu kvaksalvere!

Jimmy Blixt-Pedersen Hej Bitten - hvis muligt hører jeg gerne om det videre forløb i denne sag - herunder om du kommer igennem
Mvh

Peter Hansen Ved samme lejlighed skal Frederikssund kommune og mange andre kommuner også udfylde deres pligt til at kende til Principafgørelse 119-13 "Gældende" hvor svært syge psykiskepatienter aldrig må bevilges førtidspension, med revision. https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2013/9782 Det er så Folketinget som har lovgivet derom. Samtidig skal Frederikssund kommunalbestyrelse overholde Retssikkerhedslovens § 3 stk.2 hvilket I ikke gør pr nuværende. Kom i gang, Folketinget har talt. Med venlig hilsen �� Bilag.: Bør læses: https://www.k10.dk/showthread.php?t=35321 Kvaksalvere! ��������

Peter Hansen Principafgørelse 88-14 "Gældende" Øverste sociale myndighed: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20141034725 Med venlig hilsen

Peter Hansen Principafgørelse 42-17 "Gældende" Øverste sociale myndighed: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20170959925 Med venlig hilsen


Hilsen Peter :evil:

phhmw 26-05-2021 21:08

Unge under 40 skal også bevilges førtidspension, uden revision
 
TAK, til Elene Nielsen for hendes kamp, som andre unge får glæde af.:kram:

https://sn.dk/Naestved/Jobcenterchef...artikel/809349

Jobcenterchef: Vi har begået fejl i Elenes sag

Arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune Torben Bahn Petersen erkender nederlaget. Der er begået fejl i sagen, fortæller han.

Han tager afgørelsen til efterretning, og Elene Nielsen er nu officielt førtidspensionist uden restriktioner. (uden revision)
Afgørelsen kommer lidt bag på arbejdsmarkedschefen, da det typisk er meget svært at få førtidspension, når man er under 40 år, og han vil nu se på kommunens procedurer i fremtidige sager.

- Jeg er lidt overrasket, siger han.
Han må bare konstatere, at Ankestyrelsen mener, at Elene Nielsen opfylder de kriterier, der er præciseret i loven.

Torben Bahn Petersen erkender, at der er begået fejl. Han holder fast i, at de på jobcentret troede, man var på sikker grund, men at man nok har fejllæst de nye politiske vinde (det skal være lettere at få førtidspension. red.), der blæser og en principafgørelse fra Ankestrelse fra november 2013, hvor styrelsen slår fast, at man ikke kan få førtidspension med revision, hvis man ikke lider af en alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb - for eksempel kræft. Elene Nielsens tilstand er stationær.

Torben Bahn Petersen henholder sig til, at der står i samme afgørelse, at man kan gøre som jobcentret gjorde, når det handler om unge mennesker, men det er en fejllæsning, mener altså Ankestyrelsen.
- Det må vi se på, siger han og slår fast, at man naturligvis vil følge Ankestyrelsens afgørelse - også fremover.

Torben Bahn Petersen anser stadig hele situationen som ulykkelig.
Han er ked af, at jobcentret ikke var i stand til at hjælpe Elene Nielsen, som han kalder meget ung set i forhold til en permanent førtidspension.
Nu ender sagen her, men han mener stadig, at det man har foretaget sig på jobcentret har været for at hjælpe Elene Nielsen.

Det er bare ikke den opfattelse, hun har. Hun har flere gange i Sjællandske fortalt, at det ville ende med at tage livet af hende. Det vidner flere selvmordsforsøg også om, mener hun.
- Jeg er ked af, at vi gik galt af hinanden. Det gør mig trist, siger Torben Bahn Petersen.

Men Elene Nielsen er ikke trist. Hun er jublende lykkelig, efter at der er sat en tyk streng under den sidste afgørelse i hendes kamp for at få førtidspension uden nogle former for restriktioner.

Det er hermed bevist at Elene Nielsen ingen erhvervsevne har, men hun håber at hendes livsevne nu bliver forbedret.

- Man kan altså også tilbyde samfundet noget, selv om man ikke kan arbejde.

Man er ikke kun en byrde, siger hun.

Formand for Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Anette Brix (K) mener at der blæser nye vinde fra Ankestyrelsen, men tager sagen til efterretning.
Hun mener, at man nu må tage bestik at denne sag og af de kommende.
Anette Brix kalder det ærgerligt, at man har begået fejl i sagen om Elene Nielsen.


phhmw

Principafgørelse 119-13 "Gældende" som alle skal følge
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2013/9782

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Førtidspension med revision

Ved tilkendelse af førtidspension, har kommunen vurderet, at der er tale om en varig lidelse. Førtidspensionen kan derfor som udgangspunkt ikke frakendes.

Når kommunen tilkender førtidspension, skal kommunen således som hovedregel ikke træffe beslutning om, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere tidspunkt.

Kommunen kan dog undtagelsesvist beslutte, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere fastsat tidspunkt (førtidspension med revision).

Behovet for en afgørelse om ny vurdering kan især forekomme, når der er tale om pension til unge, og ved visse sygdomme, der erfaringsmæssigt har et uforudsigeligt forløb.

Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække.

En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb.

Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter.


Hilsen Peter (y)

Engang hed jeg Mette, som bør læses med omhu.
https://www.facebook.com/enganghedje...eric&ref=notif

Itvivlom 16-08-2021 12:33

Hej.

Jeg håber det er iorden at jeg skriver her. Principafgørelsen 119-13 er umiddelbart kun for dem med psykisk lidelse eller tager jeg fejl?

Jeg går ud fra at det ikke kun gælder dem med psykisk lidelse men også dem med fysisk lidelse? Er der nogen der kan henvise til en paragraf eller lignende der beviser at det er de regler der gælder? Min sagsbehandler ved 3F har kun hørt om unge der får førtidspension med revision også selvom lidelsen er varig og alle behandlingsmuligheder er udtømte.

Bodrum 17-08-2021 11:15

Citat:

Oprindeligt indsendt af Itvivlom (Send 373480)
Hej.

Jeg håber det er iorden at jeg skriver her. Principafgørelsen 119-13 er umiddelbart kun for dem med psykisk lidelse eller tager jeg fejl?

Jeg går ud fra at det ikke kun gælder dem med psykisk lidelse men også dem med fysisk lidelse? Er der nogen der kan henvise til en paragraf eller lignende der beviser at det er de regler der gælder? Min sagsbehandler ved 3F har kun hørt om unge der får førtidspension med revision også selvom lidelsen er varig og alle behandlingsmuligheder er udtømte.

Sidstnævnte med revision hænger sammen med reformen i 14'
Mette Frederiksens berømte sætnimg "Ingen skal overlades til sig selv" tror jeg det var. Alle under 40 får midlertidig fleks/førtidspension med revizion hver 5. År. Bevillingen kan gøres hvilende når man rammer alderen/,finder et job nr 2 som flekser

Bodrum 17-08-2021 11:16

Citat:

Oprindeligt indsendt af Itvivlom (Send 373480)
Hej.

Jeg håber det er iorden at jeg skriver her. Principafgørelsen 119-13 er umiddelbart kun for dem med psykisk lidelse eller tager jeg fejl?

Jeg går ud fra at det ikke kun gælder dem med psykisk lidelse men også dem med fysisk lidelse? Er der nogen der kan henvise til en paragraf eller lignende der beviser at det er de regler der gælder? Min sagsbehandler ved 3F har kun hørt om unge der får førtidspension med revision også selvom lidelsen er varig og alle behandlingsmuligheder er udtømte.

Sidstnævnte med revision hænger sammen med reformen i 14'
Mette Frederiksens berømte sætnimg "Ingen skal overlades til sig selv" tror jeg det var. Alle under 40 får midlertidig fleks/førtidspension med revizion hver 2.5/5. År. Bevillingen kan gøres hvilende når man rammer alderen/,finder et job nr 2 som flekser

phhmw 06-02-2024 18:28

Principmeddelelse 5-23 om tilkendelse af førtidspension med revision
 
https://ast.dk/afgorelser/principafg...d-5be4953fb2de

Ankestyrelsens principmeddelelse 5-23 om tilkendelse af førtidspension med revision #Gældende"

Principmeddelelsen fastslår



Det er en betingelse for at få tilkendt førtidspension, at borgeren har en varigt nedsat arbejdsevne. Den varigt nedsatte arbejdsevne skal være af et omfang, at borgeren, selv med støtte, ikke kan blive selvforsøgende ved indtægtsgivende arbejde.



Førtidspension er som udgangspunkt en varig forsørgelsesydelse i modsætning til eksempelvis sygedagpenge og kontanthjælp. Det betyder, at kommunen som hovedregel ikke kan tidsbegrænse en tilkendt førtidspension.



Kommunen kan dog i ganske særlige tilfælde tilkende borgeren førtidspension med revision. Det betyder, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere tidspunkt.



Hvis det er dokumenteret, at alle behandlingsmuligheder for borgerens lidelse(r) er udtømte, og borgerens arbejdsevne er afklaret i det nødvendige omfang, skal kommunen tilkende borgeren førtidspension uden revision, når den varigt nedsatte arbejdsevne er af et omfang, at borgeren hverken aktuelt eller i fremtiden kan blive selvforsørgende.



Kommunen kan i de tilfælde ikke tilkende borgeren førtidspension med revision med henblik på en løbende opfølgning af en eventuel udvikling i borgerens funktionsevne, da det er dokumenteret, at borgerens arbejdsevne er varigt nedsat i et sådan omfang, at borgeren ikke kan blive selvforsørgende.



I ganske særlige tilfælde, hvor det af konkrete årsager ikke helt kan udelukkes, at der kan ske en vis forbedring af borgerens arbejdsevne, kan kommunen tilkende borgeren førtidspension med revision. Det kræver, at borgeren på afgørelsestidspunktet er ude at stand til at kunne blive selvforsørgende inden for en længere periode.



Behovet for at tilkende førtidspension med revision kan især forekomme, når der er tale om pension til unge, og ved visse sygdomme, der erfaringsmæssigt har et uforudsigeligt forløb. Der kan også være tale om, at arbejdsevnen på længere sigt kan forbedres fx ved yderligere forsøg på behandling.



Beslutningen om, at førtidspensionen skal tilkendes med revision, skal meddeles borgeren sammen med afgørelsen om tilkendelse af førtidspension. Kommunen skal i afgørelsen redegøre for baggrunden for, at førtidspensionen undtagelsesvist tilkendes med revision. Kommunen skal også oplyse i afgørelsen, hvornår sagen skal tages op til ny vurdering.



De konkrete sager

I sag nr. 1 var der tale om en borger på 46 år, som bl.a. led af PTSD og angst. Borgeren havde som følge heraf en aktuel betydelig nedsat funktionsevne. Klinisk Funktion vurderede, at den psykiske tilstand muligvis kunne bedres gennem yderligere behandling, når og hvis borgerens aktuelle alvorlige belastninger ophørte. På baggrund af oplysningerne om, at der ikke helt kunne udelukkes en bedring, tilkendte kommunen førtidspension med revision til borgeren.



Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning om at tilkende borgeren førtidspension med revision. Udvalget lagde vægt på de lægelige oplysninger om, at der var udestående behandlingsmuligheder for den psykiske tilstand, som borgeren på grund af aktuelle belastninger ikke var i stand til at modtage og profitere af. Udvalget stadfæstede derfor kommunens afgørelse.



I sag nr. 2 tilkendte kommunen førtidspension med revision til en borger på 38 år, som led af en arvelig bindevævssygdom, Ehlers-Danlos syndrom. Kommunen begrundede revisionen med, at borgeren var ung, og at en vurdering af den samlede funktionsevne krævede, at borgeren var fritaget for pres og stresspåvirkning i nogle år.



Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke var tale om et ganske særligt tilfælde, hvor kommunen kunne tilkende førtidspension med revision. Udvalget lagde vægt på, at der var tale om en progredierende sygdom, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, og at arbejdsevnen var tilstrækkeligt afklaret gennem iværksatte beskæftigelsesrettede indsatser gennem årene. Udvalget lagde også vægt på, at der ikke var oplysninger i sagen, der understøttede vurderingen af, at nogle års fritagelse for pres kunne forbedre borgerens arbejdsevne. Udvalget ændrede derfor kommunens afgørelse og ophævede revisionen.



I sag nr. 3 var der tale om en borger på 26 år, som var diagnosticeret med Multiple personlighed, og som aktuelt var i en transformation i forbindelse med kønsskifte. Kommunen tilkendte borgeren førtidspension med revision med henvisning til den unge alder og til den samlede sociale situation.



Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der var tale om et ganske særligt tilfælde, hvor kommunen kunne tilkende borgeren førtidspension med revision. Udvalget lagde i lighed med kommunen vægt på borgerens meget unge alder og samlede sociale situation, men også på at borgeren var uddannet datatekniker, og at der kun havde været iværksat et enkelt mentorforløb som beskæftigelsesrettet indsats. Udvalget stadfæstede herefter kommunens afgørelse.



I sag nr. 4 tilkendte kommunen førtidspension med revision til en borger på 38 år, der led af PTSD og accentuerende personlighedstræk. Kommunen begrundede beslutningen om revision med, at der var diskrepans mellem borgerens funktionsniveau i arbejdsmæssig sammenhæng og den, som var beskrevet i hjemmet med tre mindreårige børn. Kommunen vurderede, at der derfor var behov for yderligere afklaring af arbejdsevnen. Det var dog lægeligt frarådet aktuelt at afklare borgerens arbejdsevne, da der var risiko for dekompensering og indlæggelse. Anbefalingen gik derfor på en længerevarende pause i forhold til afklaring af arbejdsevnen.



Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning om at tilkende borgeren førtidspension med revision. Udvalget lagde vægt på den beskrevne diskrepans i borgerens funktionsniveau, og at borgerens arbejdsevne således ikke var tilstrækkelig afklaret. Ved behandlingen af sagen lagde udvalget kommunens vurdering af, at borgeren opfyldte betingelserne for førtidspension, til grund. Udvalget tog alene stilling til, om der var grundlag for at sætte revision på den tilkendte førtidspension. Udvalget stadfæstede herefter kommunens afgørelse.


hvor

Principmeddelelsen 5-23 erstatter principmeddelelse 119-13. nu "Historisk"


Hilsen Peter (y)

phhmw 06-02-2024 18:33

Hvor mange gange med revision?
 
https://www.k10.dk/showthread.php?p=353049

Spørgsmål:

”Unge under 40 år kan undtagelsesvis bevilges førtidspension med revision, hvis de lider af uforudsigelige diagnoser.

Spørgsmål:

Hvor mange gange kan kommunen kræve at revisionen fortsætter udover første bevilling af førtidspension med revision?

Borger der får meddelelse om, at nu skal revisionen påbegyndes, skal kommunen vedtage og offentliggøre denne revision`s sagsbehandlingstid til afgørelse iht Retssikkerhedslovens § 3 stk.2, som andre kommunale afgørelser skal? ”

Svar:

Jeg har vendt din henvendelse med kollega på området og kan herefter svare, at der ingen regler er for, hvor mange gange kommunen kan kræve revision i forhold til førtidspension, men tidsbegrænset tilkendelse er en undtagelse, og afgørelse herom skal begrundes, ligesom der er klagemulighed.

Vi vil henvise til disse to svar fra vores hjemmeside: Læs videre i linket


Hilsen Peter (y)


Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 23:02.

Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension