At melde sig ud af systemet
 

Jeg er simpelthen så bekymret over alt, hvad jeg hører om sygedagpenge, ressourceforløb, kommuner osv. Jeg har gjort alt hvad jeg kan for ikke at havne i det system, men har desværre ikke så meget andet valg længere. Faktisk har jeg kun et, hvis jeg meldte mig ud af systemet og vi levede af min mands løn. Det ville være Ca. 2 * dagpenge, hvis vi delte den i to. Lige nu har vi 10500 kroner mere på grund af min overførselsindkomst indkomst. Vi har en del gæld fra vores studietid og jeg har et barn, hvilket motiverer mig til at drømme om deltidsjob og indtægt og hvilket gør, at jeg i et omfang er afhængig af den ydelse jeg får. Men jeg gruer for det her forløb med sygemelding, ressourceforløb, arbejdsprøvninger osv så meget, at jeg får panik angst og ligger vågen om natten.
Jeg vil vildt gerne høre fra mennesker, der står i det. Er det der kræves af én pengene værd? Altså kunne man holde ud at være fattig, hvis man blev fritaget fra alle de krav jobcentret vil stille til én?
Når jeg spørger er det fordi min eksmand og jeg faktisk i flere år levede for 15000 kroner (udbetalt) om måneden og var ganske lykkelige.

Ja, der er en del der har dårlige oplevelser med systemet.
Men vi er også nogen, der har bedre oplevelser med systemet.
Jeg vil klart anbefale dig at vente med at tage stilling til udmelding af systemet. Lige nu ved du jo ikke om du er en af de heldige, der får et godt (eller måske bare rimeligt) forløb. Det kunne jo være. Og så ville det jo være synd at have smidt chancen for at være bedre stillet økonomisk, væk.

Og husk: Hvis du kommer ud for noget skidt i systemet, så har du jo dette forum, hvor der sidder en masse kompetente personer, der med stor glæde vil hjælpe. Så du står ikke alene :)

Jeg har før hjulpet med at skrive klager over afgørelser (godt nok ved økonomiske ansøgninger, ikke beskæftigelsesdelen), hvor borgeren endte med at få medhold. Det ER muligt at vinde. At opgive kampen før den er begyndt, synes jeg ville være synd :)

(Personligt har jeg forhåbentligt udsigt til at blive visiteret til fleksjob sidst i august. Det har været ikke været nemt at være i systemet, men bestemt det værd, med udsigten til fleksjob!)

Der er ikke noget at sige til, at du er bekymret. Det er normalt; men heldigvis går det tit bedre end vi frygter. Jeg har også haft mine sorte stunder med tvivl og håbløshed.
Det viste sig ( selvfølgelig ) at være uden grund, for efter lidt over 1 år, blev jeg tilkendt fleksjob. Det synes jeg var hurtigt, i forhold til de skrækscenarier man læser om i medierne.
Så giv dig selv lidt ro, der er heldigvis nogle " væsener" i systemet, som prøver at hjælpe.

Ja, tanken er fristende.:))

Men prøv at overveje hvad der så vil ske hvis der sker noget med din mand.

Hvis din mand dør, eller i bliver skilt, så skal du til at bokse med systemet, for at få din arbejdsevne afklaret, sideløbende med den anden situation du pludselig er kommet i.:eek:

Helt enig.

Jeg kan have en mistanke om, at mange af dem, der har kørt rundt i systemet i mange år, ikke selv har været på forkant med tingene.

Min egen sag tog ca. 15 år, men den startede jo også længe før jeg kom på internettet og blev bevidst om lovgivning o.l..
Da først jeg fandt K10, og blev stiv i, at bede om aktindsigt, kvittering for modtagelse o.l., så begyndte tingene faktisk at glide lidt lettere, sandsynligvis også fordi, at jeg så blev i stand til, at forstå hvad der skete i min sag.

Et eller andet sted, her på K10, er der skrevet nogle begynder-råd, måske er der en, der lige ved hvor de er.:confused:

Når du når til, at skal i en arb.prøvning kan du have gavn af denne tråd: http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog

Fra forsiden, øverst højre hjørne.....
 

Gode råd til nye på k10

http://www.k10.dk/showthread.php?t=28928

Hilsen Peter (y)

Jeg kender godt dine frustrationer om et kommende sygdomsforløb i offentligt regi.

Jeg var selv sygemeldt i et lille års tid for 5 år siden og besluttede mig en dag for at en fremtid i systemet ikke lige var det som passede mig bedst. Løsningen blev at jeg opsagde min lejlighed, meldte mig rask og flyttede til udlandet uden anden sikkerhed og indkomst end min opsparing. Jeg havde troen på, at jeg kunne skabe mig en fremtid men jeg blev desværre allerede kort efter min flytning ramt af (mere) sygdom og det var derfor kun et spørgsmål om tid inden jeg måtte vende tilbage til Danmark og en tilværelse på sygedagpenge.

Mit udlandsophold sluttede efter omkring et års tid, mere præcist et år minus 5-6 timer. Det var vigtigt at vende hjem inden 1 år da det ellers kunne få betydning for min pensionsordning og tilhørende forsikring for tab af erhvervsevne som stoppede da jeg flyttede til udlandet. Jeg vendte som nævnt hjem og meldte mig så syg som noget af det første. Mine sygedagpenge blev genoptaget uden de store problemer og mit forsikringssikringsselskab genoptog desuden den stoppede tab af erhvervsevne udbetaling, dog måtte jeg lige slå i bordet for at få udbetaling fra dag 1 og ikke først efter de normale 3 måneder.

Mit forsikringsselskab var egentlig meget samarbejdsvillig og stillede (igen) en socialrådgiver til rådighed så jeg kunne få hjælp til at navigere i et kommunalt system - og stor tak for det :) Jeg havde, modsat det tidligere sygdomsforløb, nu (mere) energi til at håndtere 'systemet' og sagde allerede fra første dag at jeg havde prøvet alt og at de ligeså godt kunne give mig en førtidspension ... og sådan blev det efter omkring 2 års 'kamp'. Jeg tvivler på, at udfaldet ville have været det samme hvis jeg var blevet i systemet for 5 år siden.

Det var så lidt af min historie :)

Jeg synes som andre, at du skal tænke dig grundigt om inden du melder dig ud af systemet. Jeg kan godt anbefale en 'udmelding af systemet' for en kortere periode hvis det vel og mærke kan give dig det fornødne overskud til en senere tilværelse på sygedagpenge og tilhørende 'kamp'. Hvis ikke, er det vel bare spild af penge.

Efter 4 år i sygesystemet, det sidste år som visiteret til fleksjob (5 timer/uge) og nogle private jobkonsulenter der vist kun var interesseret i selv at have et job end at finde et fleksjob til mig som overholder mine skånebehov.

I maj måned var jeg nået frem til at jeg ikke kunne holde det ud mere og ville søge pensions på det foreliggende grundlag, hvilet jeg formentlig ikke ville få, så jeg var klar til at sælge min lejlighed og leve af pengene for den og de løbende udbetalinger jeg har for nedsat arbejdsevne.

Den dag jeg skal til møde med min sagsbehandler og vil fortælle hende at jeg vil søge pension og bede om at få kopier af mine sagsakter mm, er der en af de andre jobkonsulenter der henvender sig til mig mens jeg sidder og venter. Hun var blevet kontaktet af en håndværker i kommunen som manglede en fleksjobber 5 timer/uge til administrative opgaver.

Det var det job med de arbejdsopgaver jeg havde drømt om, men ikke længere troede jeg kunne få.

Så i dag har jeg mit drømmejob og er lykkelig over, at jeg ikke nåede at gå videre med planerne om at trække stikket.

Så måske kan du også være heldig at det ender som du gerne vil have.

Tak for jeres søde og meget forskellige svar. Jeg har det desværre ikke så godt lige nu, er meget ked af det og bekymret. Jeg skriver lige tilbage til jer, når jeg kommer i mere overskud.

Noget man også skal være obs på, hvis man melder sig ud af systemet:
Hvis man ombestemmer sig kan det blive problematisk, hvis man til den tid kun har mulighed for kontanthjælp.
For at få kontanthjælp, skal man nemlig have været ude for en social begivenhed (sygdom, arbejdsløshed osv).
Hvis du bliver forsørget af din mand i flere år, og pludselig bestemmer dig for, at du vil søge kh, for at komme ind i systemet, er det ikke en social begivenhed.

(Der er en principafgørelse om emnet her https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=153611
En borger havde ikke ret til hjælp til forsørgelsen, fordi hun og ægtefællen havde indrettet sig på at leve af mandens pension.

Borgeren og ægtefællen havde i flere år levet af ægtefællens pension, da hun ansøgte kommunen om hjælp til forsørgelsen. På ansøgningstidspunktet havde borgeren således ikke været ude for ændringer i sine forhold der bevirkede, at hun ikke havde mulighed for at skaffe sig det nødvendige til forsørgelsen. )

Så det er også en faktor du skal have med i dine overvejelser.

At melde sig ud er vist mere en panikløsning end noget andet... hvem ville ikke gerne slippe for jobcenteret?
Men da de fleste også ønsker at komme videre frem for at gå i stå, så må man nogle gange bide i det sure æble.
Du bliver også nødt til at tænke på din mand, selvom han nu kan forsørge dig, bliver han så også ved med at synes det er en god idé, frem for at du en gang for alle bliver afklaret ?