se det er et anderledes samfundssyn

[østerbro]

Information 03.03.2011

Af: Niels Korfits Møller, afdelingsleder på Ydelsescenter, Århus
2. marts 2011 | Om denne artikel
Lagt på information.dk 2. marts 2011 kl. 22:13. Bragt i den trykte udgave 3. marts 2011 på side 15 i 1. sektion. Senest opdateret 3. marts 2011 kl. 15:19.
Opslag til denne artikel
Emneord: forældre, kontanthjælp, socialpolitik
Steder: Danmark

Der er længe blevet fiflet med sociale ydelser. Men i stedet for hele tiden at øge kontrolindsatsen, burde politikkerne overveje at ændre socialpolitikken, så folk på lav indkomst får et incitament til at bo sammen.

Alle kender historierne om, hvor svært det var for år tilbage for enlige forsørgere at klare dagen og vejen med en børneflok. Kvinderne i familien måtte til tider finde sig i meget for at undgå at blive ramt af social deroute for sig selv og børnene.

Socialpolitisk er der siden kommet mange forskellige gode ordninger, som børnetilskud og boligsikring, som kan sikre den enlige forsørger både en rimelig bolig og et vist minimum af forsørgelsesniveau.

Samtidig er det blevet socialt acceptabelt at smutte, hvis der er lidt knas i forholdet. Ansvaret er afregnet med, at der betales børnebidrag. At udgiften pr. barn er større end to gange børnebidrag vil alle forældre nok skrive under på, men samfundet er via de sociale ordninger med til at finansiere regningen.

Der er bare en slange i paradiset, som rammer enlige på overførselsindkomst hårdt, hvis de finder en person, som de vil dele deres liv med. De sociale ordninger i form af kontanthjælp og sociale pensioner straffer nemlig samliv med nedsættelse af forsørgelsesydelsen, bortfald af børnetilskud og boligsikring. Den økonomiske fordel ved fælles husholdning, deling af husleje og andre faste udgifter er forskellig og helt galt er det, hvis begge parter modtager kontanthjælp eller social pension.
Forkert incitament

Hvor personer med almindelig indtægt har fordel af at flytte sammen og dele fælles udgifter, så fungerer kontanthjælp og social pension sådan, at det offentlige inddrager gevinsten, hvis man gør som man skal. På den måde er det økonomiske incitament fra lovgivningen, at man skal opretholde sin status som enlig forsørger. Er det i virkeligheden det danskerne ønsker?

Og hvornår er det, at vennen skifter status fra en ven af huset til at være samlever, hvornår er det, at der skal oplyses til de offentlige myndigheder, at man ikke er reelt enlig mere. Når beslutningen om at opgive status som enlig koster mange tusinde kroner er det svært at fastholde det rationelle overblik. Og i virkelighedens verden er der mange gråzone situationer.

Fra min udsigtspost i systemet er opretholdelsen af de nuværende ordninger en garanti for udbredt snyd med offentlige ydelser. Kreativiteten vil altid være større for at undgå bortfald af sociale ydelser, end det offentliges kreativitet vil være for at undgå socialt bedrag, med mindre det offentliges indtrængen i privatsfæren løftes til højder, som ingen i dag vil finde acceptabelt.

[jomfruen]

Ja det er noget man kan forstå

Lægger lige et link til avisen

http://www.information.dk/261154

[logikeren]

Så jeg skal gå ned i pensionsudbetaling for at tilgodese folk der har truffet et VALG om at få børn? For at have truffet et VALG om at bo sammen? For at have truffet et VALG om at stifte en underklassefamilie?

Nej!

Jeg har valgt ikke at stifte familie. Det gør jeg dels fordi jeg ved, at en sådan familie vil komme til at ligge samfundet til last.

Skal jeg virkelig straffes for det?

[undertegnede]

Oprindeligt indsendt af østerbro

Information 03.03.2011

Af: Niels Korfits Møller, afdelingsleder på Ydelsescenter, Århus
2. marts 2011 | Om denne artikel
Lagt på information.dk 2. marts 2011 kl. 22:13. Bragt i den trykte udgave 3. marts 2011 på side 15 i 1. sektion. Senest opdateret 3. marts 2011 kl. 15:19.
Opslag til denne artikel
Emneord: forældre, kontanthjælp, socialpolitik
Steder: Danmark

Der er længe blevet fiflet med sociale ydelser. Men i stedet for hele tiden at øge kontrolindsatsen, burde politikkerne overveje at ændre socialpolitikken, så folk på lav indkomst får et incitament til at bo sammen.

Alle kender historierne om, hvor svært det var for år tilbage for enlige forsørgere at klare dagen og vejen med en børneflok. Kvinderne i familien måtte til tider finde sig i meget for at undgå at blive ramt af social deroute for sig selv og børnene.

Socialpolitisk er der siden kommet mange forskellige gode ordninger, som børnetilskud og boligsikring, som kan sikre den enlige forsørger både en rimelig bolig og et vist minimum af forsørgelsesniveau.

Samtidig er det blevet socialt acceptabelt at smutte, hvis der er lidt knas i forholdet. Ansvaret er afregnet med, at der betales børnebidrag. At udgiften pr. barn er større end to gange børnebidrag vil alle forældre nok skrive under på, men samfundet er via de sociale ordninger med til at finansiere regningen.

Der er bare en slange i paradiset, som rammer enlige på overførselsindkomst hårdt, hvis de finder en person, som de vil dele deres liv med. De sociale ordninger i form af kontanthjælp og sociale pensioner straffer nemlig samliv med nedsættelse af forsørgelsesydelsen, bortfald af børnetilskud og boligsikring. Den økonomiske fordel ved fælles husholdning, deling af husleje og andre faste udgifter er forskellig og helt galt er det, hvis begge parter modtager kontanthjælp eller social pension.
Forkert incitament

Hvor personer med almindelig indtægt har fordel af at flytte sammen og dele fælles udgifter, så fungerer kontanthjælp og social pension sådan, at det offentlige inddrager gevinsten, hvis man gør som man skal. På den måde er det økonomiske incitament fra lovgivningen, at man skal opretholde sin status som enlig forsørger. Er det i virkeligheden det danskerne ønsker?

Og hvornår er det, at vennen skifter status fra en ven af huset til at være samlever, hvornår er det, at der skal oplyses til de offentlige myndigheder, at man ikke er reelt enlig mere. Når beslutningen om at opgive status som enlig koster mange tusinde kroner er det svært at fastholde det rationelle overblik. Og i virkelighedens verden er der mange gråzone situationer.

Fra min udsigtspost i systemet er opretholdelsen af de nuværende ordninger en garanti for udbredt snyd med offentlige ydelser. Kreativiteten vil altid være større for at undgå bortfald af sociale ydelser, end det offentliges kreativitet vil være for at undgå socialt bedrag, med mindre det offentliges indtrængen i privatsfæren løftes til højder, som ingen i dag vil finde acceptabelt.

Jeg synes det lyder forvrøvlet.

Det svarer til at sige at vi gør sort arbejde lovligt fordi det er meget udbredt, meget lukrativt for borgeren og meget svært for samfundet at sikre sig imod.

Som borger i samfundet må man acceptere at samfundets pligt til at hjælpe kun udstrækker sig til hjælp i det omfang som borgerne ikke er i stand til selv at klare sig.

Det vil sige at hvis husstanden får en ekstra indtægt skal den hjælp man tidligere har fået selvfølgelig sættes ned.

Argumentet med at "systemet fører til omfattende snyd" er ikke et argument for at vi skal acceptere at folk malker systemet, men må derimod føre til at samfundet sætter større fokus på dem der udnytter systemet i strid med lovgivningen - ligesom på alle andre områder i et retssamfund.