Kender I det når man er "syg".

[Antoniette]

Sikke dog en strid mokke, det var godt at du gav hende svar tilbage

Nøj det er lang tid siden, at jeg har været på K10, hvor har der dog været mange gode emner.

Tilbage til sagen, jo jeg kender det desværre godt. Jeg har dælme også fået mange ubehagelige kommentarer fordi jeg er FP´er. Her er nogle eksempler:

Da jeg fortalte min guitar-lærer at jeg var på førtidspension, var hans svar, at "Nøj det kunne jeg også godt tænke mig, så ville jeg kunne lave lige hvad jeg havde lyst til!" (Hm, nej, for du ville være SYG og ikke have energi til at lave det du gerne ville)..

Da kommunen er over et år om at afgøre, om jeg kan få tilskud til en invalidebil, blev jeg tvunget til, at låne penge og værst af alt, selv skulle finde en ny brugt billig bil (jeg kan ikke klare mig uden en bil). Jeg har ingen forstand på biler og måtte kæmpe mig igennem junglen af løgn-agtige bil-sælgere. Jeg var alene om det og i løbet af 2 måneders søgen, var min PTSD brudt ud og rigtig slem. Jeg fik så omsider overtalt en gammel bekendt (som er mekaniker) til at hjælpe mig, og mens vi står der og kigger på en bil og jeg takker ham fordi at han vil hjælpe, forklarer kort at jeg havde fået fuldstændig stress over dette bil-projekt, så griner han højt og siger sætningen, som jeg har hørt en million gange før: " JAMEN DU HAR JO IKKE ANDET AT LAVE?!"

Han ved også udmærket godt at jeg er FB, men som mange andre, troede han (og det gør han stadig) at jeg har ligeså meget energi som normale raske mennesker og kan være aktiv fra 6 morgen til 24 aften... Øh nej, jeg syg, der er en grund til at jeg er FB! Men de fatter det ikke...

[lola44]

Ja man skal godt nok høre for mange ting når man er syg.

Jeg er så heldigt stillet, at min mor valgte at forsøge at sætte sig ind i, hvordan jeg har det. Hun accepterer når jeg siger fra og ligner aldrig et stort spørgsmålstegn i hovedet, når jeg siger jeg er træt (det må jeg huske at takke hende for).
Men det er desværre en af de eneste steder, jeg ikke behøver at komme med en lang forklaring, på hvorfor jeg ikke kan dit og dat.

Til daglig bor jeg i odense som er langt fra min familie i viborg, så jeg må trives med min svigerfamilie og fællesvenner.
Svigerfamilien som burde være de første til at forstå og acceptere ens sygdom, da jeg aldrig har mødt en familie med så meget sygdom og er de værste til at kritiserer.

Min svigerfar er handikappet, han har gigt og har sidet i kørestol i snart 35 år, han har næsten alle de følgesygdomme man kan få. Han har været ved at "stå af toget" et par gange, sidst her i foråret, for et par år tilbage, var han i gennem en stor hjerteoperation, hvor han fik en ny hjerteklap. Inden operationen havde han fået et år at leve i, da han blev åbnet viste det sig at han også havde forsnævring på hjertesækken, hvis de ikke havde opereret, havde han kun haft 3-4 mdr. Han har haft et utal af blodpropper, har deraf taget lidt ekstra skade, i foråret fik han tre hjerneblødninger og svævede mellem liv og død i tre uger, der efter er han blevet endnu bere bevægelseshæmmet og kræver nu 24 timers vagt, oven i det har han fået en angstneurose, hans "tal" hopper op og ned, da de ca 20 forskellige slags piller går ind og påvirker hinanden.

Min svigermor får en gang imellem en virus på balancenerven, har brækket det samme knæ 2 gange på 1 1/2 år og hendes genoptræning går langsomt, da hun ikke høre til blandt de slanke modeller.
Deres ælste søn har fået fjernet hypofysen (ved ikke hvordan det staves), nægter at tage sin medicin, så han bliver "tosset" deraf og vi må ikke sige ham imod "for han kan jo ikke gøre for det", han er deprimeret hver anden dag og så skal vi være søde mod ham. Men svine os andre til, det må han gerne!!!.

Min kæreste fik type 1 diabetes da han var 5 år gammel, han har fået følgevirkninger i hans øjne, har fået laserbehandlig i flere år og er blevet opreret i begge to.

Vi har snart været sammen i 10 år, men forstå og accepterer min sygdom vil de ikke.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået stukket den bemærkning i hovedet, hvorfor kan du ikke det, du går jo hjemme hele dagen. Det er da din pligt at klare alt det huslige og varte min lille søn op i hoved og røv, så han bare kan sove på sofaen når han kommer hjem.
Eller: du er jo ung, du skal ikke have en fp og bare gå og lave ingenting, du skal have en uddannelse og et arbejde, for min søn skal ikke forsørge dig, vi lever jo ikke i 30érne mere, så der skal to indkomster på bordet. Men jeg skal også lige klare alt det huslige, så hendes søn ikke behøver at røre en finger.

Min kæreste prøver at forstå og støtte mig, men hans mors holdninger ligger og lurer i baghovedet og hun har frygtelig magt over familien. Men ikke over for mig, jeg er holdt op med at prøve at forklare mig fra det, jeg siger bare at det kan jeg ikke og svarer: nå!, når de kommer med spydige kommentarer.

Det har været lidt nemmere med vennerne, på nær en veninde.
På et tidspunkt, blev hun også sygemeldt med en ødelagt skulder og kunne ingenting, jeg blev næsten glad, for så burde hun jo kunne forstå, hvordan jeg havde det. Det kunne hun også i starten, men lige pludselig havde hun det meget værre end mig. Det var lige pludselig ikke så slemt fom mig, for jeg var jo vandt til smerterne, hun kan ikke forstå hvorfor jeg ikke har overskud til at støvsuge og ryde op, jeg har jo ikke smerter i kroppen på samme måde, jeg har jo kun hovedpine!. Da jeg mistede mine sygedagpenge og kæresten blev fyret, var det da synd for os, men da hun mistede hendes, var der et ramaskrig uden lige, hun brokkede sig og tudede konstant og vi skulle bare ikke komme og sige at vi også havde det svært, for vi har jo ikke barn og hus, så det har vi ikke forstand på. Nu er hun så i arbejdsprøvning på vej i flex, i hendes drømmejob og de har beholdt huset, men nu forstår de igen ikke, hvorfor vi ikke har råd til det ene og andet.

Forståelse skal man lede længe efter.

[Antoniette]

Ja, det må du nok sige. Når de selv har prøvet så meget, så burde man jo gå ud fra at de havde en smule forståelse, men det kan man ikke regne med.

Jeg har slet ikke nogen kontakt med min familie mere. De fattede simpelthen ikke at jeg var blevet invalid (efter jeg blev kørt ned i år 2000) både fysisk og psykisk, der var absolut ingen støtte eller opbakning fra deres side af. Kun brokkeri og nedgørelse af mig. Jeg fejlede sgu ikke noget i deres øjne!

Det samme med kæresterne og "vennerne", der heller ikke fattede en brik (hvorfor går du ikke bare ud og finder dig et arbejde?!)

Jeg har været alene, HELT alene. Kæmpet mod sygdom, advokater og kommunen alene. Ingen forstod hvorfor at jeg gik ned med flaget. I min familie eksisterer psykiske ting som depression og PTSD slet ikke, næ nej, det var bare noget som jeg fandt på!!!

Nu er jeg ved at forsøge at bygge et lille netværk op, men det er svært.

[Enteneller]

Hej Antoniette,

Det er da for vildt, at alt er cuttet mellem dig og din familie og tidligere netværk. Der er dog nok ingen tvivl om at det også har gjort dig stærk !!??, men også ubehageligt, at du skal stå alene, håber, at du har enkelte du kan ty til hvis det er helt galt ??!

Kh. EE

[Antoniette]

Ja man bliver nok stærkt på en eller anden måde, efter at have været igennem så meget .

Nu her i løbet af det sidste 1½ år er jeg flyttet til en anden by og har heldigvis mødt nogle rigtige søde mennesker.

[Enteneller]

Det var godt

Det er også for sindssygt når ens tidligere "venner & hjælpere" får berøringsangst". Lad os håbe at vi selv kan råde bod på det senere hen