Konsekvenser ved fravalg af distriktspsykiatrien?

[lotchen]

Hej,

Prøver mig lige med min første tråd ovenpå noget af en dag.. Beklager at den er så utrolig lang, men jeg er ikke et sted lige nu hvor jeg kan fatte mig i korthed, så håber at i kan bære over med mig. For at gøre det lidt mere overskueligt starter jeg og slutter med de enkelte spørgsmål det egentlig drejer sig om .. resten er en detaljeret udredning af hvad der gør at jeg stiller disse sprgm.. Takker på forhånd..

Her kommer lige først lidt sprgm:

Hvilke konsekvenser kan det få i forhold til kommunen, at jeg vælger distriktpsykiatrien fra til fordel for privat psykiater (der så evt. kan rapportere til kommunen) samt egenbetalt psykolog, akupunktur, plus andre alternativer til den medicin jeg ikke kan tage pga. graviditet?

(Rollen som kommende forælder, tager jeg selvfølgelig meget seriøst og er også, som udgangspunkt, positivt indstillet overfor de steder dpc, kan henvise til i forb. med sårbarhed og forældrerolleforberedelse, men jeg vil selv have mulighed for at researche på tilbud og om muligt selv træffe valg ud fra hvad der virker bedst i denne individuelle situation, hvilket dpc's psykiater slet ikke havde forståelse for)

- Hvad siger kommunen i forhold til (udelukkende) privat terapi under arbejdsprøvning.

- er der nogen, der kan anbefale en god psykiater, som kommunen lytter til, gerne en med erfaringer om overgreb eller ptsd,( men alle forslag tages imod med kyshånd)?
Nogen erfaringer med psykiater Peder Terpager Rasmussen ?


---------------------------
Jeg har været syg længe (selvmordstanker allerede som 7-årig), men indtil for 5-6 år siden alligevel klaret arbejde og også det meste af en uddannelse til jeg brød sammen da jeg i nogle år havde kæmpet med specialeskrivningen.

Min diagnose er skizotypisk sindslidelse, men enkelte psykologer har ment at det burde være komplex post traumatic stress disorder (diagnose der så vidt jeg ved ikke bruges i dk endnu og som nærmest er designet til incest-ofre) .. Symptomerne jeg har haft er angst, depression, social fobi, hypersensitiviet og de passer sådan set på begge.

Først for et par år siden fandt jeg (ved egen resarch) et middel, der hjalp på depressionen trods bivirkninger (som man kan læse om mange steder herinde) - efexor.
Var så glad for at slippe for depression, at jeg valgte at leve med bivirkninger og det gik fremad.. havde været på andet medicin, der gjorde mig til zombie og pludselig kunne jeg igen tale!!!
Så fik jeg kommunen i snak i forhold til evt. fleksjob, men da jeg følte, at jeg stadig havde for meget angst til at træde ud i en beskæftigelse med løn, var de så søde at henvise mig til et sted der hedder Wattar hvor jeg kom i mirakel-behandling i deres angst- og fobiskole.. (det var ikke bare mig der skete mirakler med .. det skete for de andre på mine hold også). Samtidig var jeg hos en genial psykolog, der gjorde meget i forhold til at styrke mit selvværd. En del af det der gør at stedet virker (efter samtaler med de andre patienter der) er den menneskelige indstilling man blir mødt med det øjeblik man træder ind ad døren)

Jeg fik det utrolig meget bedre og det blev igen en nydelse at være sammen med andre (selvom det stadig kræver rigtig meget energi
Fik genoptaget sunde kontakter med folk jeg ikke havde kunnet magte fordi jeg havde overbevist mig selv om at deres fantastiske karrierer (især folk fra studie/kollegie) gjorde at de ikke ville ha noget med mig at gøre, men har oplevet en hel del rummelighed og den de ser mig som er en anden end det forængede billede jeg havde fået af mig selv.

I de sidste ca 3 år har jeg været hos distriktpsykiatrien i kbh og har været meget godt tilfreds med min psykiater, der heldigvis også godtog mit forslag om at prøve med efexor og som jeg egentlig synes har været god til at lytte.
Til gengæld har jeg brudt mig mindre om den del, der hedder samtaler med kontaktperson. Her har jeg mange gange oplevet at ha det godt når jeg kommer - tro på at indtræden tilbage på jobmarked er lige rundt om hjørnet osv.. og når jeg så er gået derfra, så har jeg følt mig mere syg og langt væk fra tanken om at kunne have et mere eller mindre normalt liv med beskæftigelse osv..
Det var først efter mine oplevelser i Wattar, jeg kunne se, at det muligvis var kontaktperson-samtalerne der var noget galt med og ikke mig. Kan dog kun huske enkelte konkrete eksempler fra sådanne samtaler som (nu hvor jeg ser mig selv med "Wattar-øjne") helt tydeligt har været nedbrydende. (selvfølgelig har der også været gode ting ved det forløb, men omkostningerne har været alt for store)

Mens jeg var i mit forløb hos wattar havde jeg ikke samtaler med kontaktpersonen.

Undervejs er jeg blevet fulgt af en rigtig sød sagsbehandler, som jeg har været dybt taknemmelig for, og vi når frem til at jeg i samarbejde med incita skal forsøge at finde et sted til arbejdsprøvning (nu praktik) til omkring 1. oktober. Men fik inden da noget tid til at implemetere (fedt sagsbehandler - tak!) de redskaber jeg havde fået hos wattar med enkelte samtaler hos min wattar-psykolog. Havde længe villet forsøge mig med noget medicin i samme gruppe som efexor i håbet om at finde noget med samme positive virkning, men med færre bivirkninger og tænkte det ville være genialt at få på plads inden arbejdsprøvning.
Skulle gå fra efexor til zymbalsa, men fik det rigtig skidt..
Prøvede at komme i kontakt med psykiater hos distriktpsykiatrien og sige at jeg ikke kunne bære det mere (troede det var zymbalsaen).
Kunne ikke umiddelbart få en hurtig aftale, men valgte at stoppe alligevel. Psykologen fra wattar havde oplevet mig "på zymbalsa" (finder senere ud af at det var de slemme ophørssymptomer, man kan få når man stopper med at tage efexor) og synes det var det rigtige valg.
Får lagt en recept på efexor op på serveren og henter efter enkelte dage ny efexor på apotek og der går ikke lang tid før jeg begynder at få det bedre igen, selvom jeg langt fra er tilbage hvor jeg var før "medicinforsøget". Har en aftale dagen efter både med kontaktperson og psykiater.
Psykiateren er desværre syg så jeg får kun talt med kontaktpersonen . Da jeg fortæller hende om symptomerne ved medicnskiftet siger hun på en ikke særlig behagelig måde at det nok bare er mig uden medicin (trods det at hun oplevede mig tidligere 6-8 mdr uden medicin, hvor jeg ikke havde de slemme symptomer, der sendte mig lige tilbage i armene på efexor).
Det skræmte livet af mig at det måske var der jeg var nået til - at jeg var SÅ langt fra mig selv uden medicin.
Andre ting ved denne samtale var også ubehagelige og igen endte jeg med at være mere nedbrudt da jeg gik. Heldigvis var der igen hjælp at hente hos wattar, der igen fik rettet op på mit selvbillede..

Så sker der noget der ændrer rigtig meget. Jeg bliver gravid og både mig og min fantastiske kæreste har drømt om dette hele livet, men jeg var holdt op med at tro det ville blive en virkelighed for mig og ham.
Det er ikke den bedste timing, men vi har ingen tanker om abort. Vi er lykkelige, men også pressede, da der er meget, der skal styr på og da det vækker mange svære stillingtagender hos mig.
At jeg skal kvitte medicinen er psykiater helt enig i, hvis jeg på nogen måde kan undvære. Og så starter de slemme symptomer igen som jeg oplevede da jeg skiftende til zymbalsa.. Men fra det øjeblik jeg får at vide at jeg er gravid sker der det, at jeg forholder mig helt anderledes undersøgende og kritisk til det meste..
Finder ud af, at der ikke er mange alternativer til psykofarmaka, da det meste naturmedicin frarådes gravide, men sætter forskellige gode alternativer i søen og noget af det jeg får undersøgt mig til er side op side ned om de frygtelige ophørssymptomer (omtalt som abstinenser de fleste steder) man kan få når man stopper med efexor. Så gir det hele pludselig mening - det var ikke zymbalsaen og selvom det er hårdt er det en lettelse at vide at det drejer sig om at bide tænderne sammen og vente giften ud af kroppen og så sku man gerne blive mere normal.
Men jeg var ikke blevet advaret om disse ophørssymptomer..!

Midt i symptomerne erklærer den mor jeg er opvokset hos, at vil jeg komme i mit barndomshjem så må jeg finde mig i at min incest-krænker er der og der går ikke længe før min biologiske mor, i en brandert lægger en besked på min telefonsvarer, om at jeg er skyld i at hun drikker og føler så stor sjælesorg fordi jeg fortalte hende om overgrebene i 2005.
Hun vil ikke ses mere.
På den ene side er det en lettelse, for det tager en svær beslutningsproces fra mig - med det lille liv i maven er det ngt nemmere at prioritere hvilke mennesker der skal være i vores liv, men alligevel vækkede det også noget traumatisk... nogle meget store ting at skulle håndtere samtidig med det pres medicinstoppet forårsagede (også svært ved at sove uden sovemedicin)

Midt i alt det, er der en ydmygende oplevelse i distriktpsykiatrien, i hvilken min nye kontaktperson kommer og rækker mig hånden (den anden havde sagt stop) og introducerer sig selv.
Havde kontaktet en ekspert i forb med noget behandling og gjort opmærksom på at mine behov var anderledes end det de tilbød. Her burde jeg ha lært allerede, at man ikke kritiserer dem. Omstændighederne fik mig presset et sted hen kom med yderligere kritik gennem min ros af et alternativ udenfor deres system. Dumt,ja.

Skriver efterfølgende til hende, at jeg vil udsætte vores første samtale til jeg er ude på den anden side af ophørssymptomerne, da det ikke er en tilstand jeg skal introduceres for nye mennesker i.
Det jeg har brug for er rigtig meget ikke-stress i form af god mad og god underholdning og kærlige mennesker - har heldigvis en fantastisk svigerfamilie og en dejlig biofar og gode venner.

Hører ikke ngt fra hende før et par dage før jeg skal til samtale hos psykiateren og så skriver hun, at hun gerne vil med til psykiatersamtalen. Jeg skriver, at jeg stadig ikke er interesseret i at skulle lukke nye mennesker ind før jeg er på den anden side af ophørssymptomer, og at jeg nu har det sådan, at jeg gerne vil have at fokus skal være på eksperter indenfor mine problemområder, og at jeg i den forbindelse har fået en aftale med Center mod incest - øst (efter slut-ophørssymptomer også)
(det skal lige siges at kontaktpersonerne ikke har terapeutuddannelser men er feks sygeplejersker, socialbehandlere, fysiot.)..
jeg slutter med at spørge hvorfor hun gerne vil med til mødet.
Hun svarer mig på noget angående tidspunkt for psykiatersamtale men undgår at kommentere på andet eller svare på mit direkte sprgm.
Jeg siger tak for info og spørger igen hvorfor det er hun vil med til mødet.. igen får jeg ikke noget svar, men tænker at jeg har sagt klart nej tak, så den er vel på plads selvom det hele gør mig lidt urolig..
Møder op i dpc og min psykiater henter mig i venterummet - vi smiler og siger goddag og jeg går med og lidt nede ad gangen står kontaktpesonen.
Vi stopper hos hende og jeg siger jamen jeg havde jo sagt nej.
Får at vide at hun skal med, sådan er det, og jeg svarer, at de i det mindste ku ha advaret mig og sagt at mit ønske ikke ville blive efterfulgt, så jeg havde haft mulighed for at få bisidder med.
Det blir der grinet af og de vil berolige mig og sige at det ikke er noget alvorligt der er på dagsordenen, men det er sådan set irrelevant for mig (siger jeg ikke) da det, at ha en fremmed med til denne samtale selvom jeg har frabedt mig det er alvorligt nok for mig.
Jeg havde forberedt mig og printet en liste over de behandlingsmæssige tiltag, jeg enten allerede var igang med, eller som jeg skulle til samtale omkring, for at kunne træffe de rigtige valg.
Jeg havde regnet med at skulle tale om, hvor jeg står nu uden medicinen næsten på den anden side af ophørssymptomer.

Det blev en samtale der skulle gå ud på at de sad og ville overbevise mig om at jeg skulle holde mig til, hvad de kunne tilbyde eller henvise mig til, og at det ikke var godt for mig at komme forskellige steder (til eksperter).
Så i stedet, er det samtale med en sygeplejerske, et sted der kan forberede psykisk sårbare mødre i forhold til at blive forældre og så en enhed på rigsholspitalet, der følger en ekstra nøje under graviditeten, som også er for psykisk sårbare mødre.
De sidste 2 er gode ting, som jeg i en eller anden form skal have, men her er også alternativer til det dpc snakker om og jeg vil først undersøge de muligheder der er, før jeg træffer et valg - og det skal ikke være et sted hvor jeg oplever endnu mere umyndiggørelse, for det er ikke det der forbereder mig på at blive den gode mor som alle, der kender mig er sikre på, jeg blir (har arbejdet en del med børn i forskellige aldre og mine veninder har også skønne poder).
MEN først og fremmest ser jeg det som uansvarligt ikke at sætte ind med bl.a. dygtig terapeut med mere, som alternativ behandling til den medicin jeg ikke længere tager.
Der er stadig 7 måneder til guldklumpen kommer til verden.
Men de omstændigheder idag tog pusten fra mig..
prøvede at holde mig til mit program så godt jeg kunne, men det var utrolig svært og alt jeg sagde mødte modstand.
Igen kom jeg flere gange til at kritisere dpc på en måde, der helt sikkert kunne have være gjort mere elegant, men jeg følte mig presset op i et hjørne.
Det skal lige tilføjes, at mennesker, der har været udsat for incest i situationer, hvor de gøres magtesløse af personer med magt, ofte får deres overgrebstraumer genvakt. følelsen af at være i en andens vold og magt (selvom alle jeg har talt med siger at det ville have været stærkt krænkende for dem også).
Men det gavnede ikke og de blev selvfølgelig meget oprørte, over at blive kritiseret på den måde. Hvilket er naturligt nok, men synes også det burde være indlysende nok for dem, at det ambush ikke ville gavne mig. Psykiateren tog det som kritik af hende også selvom jeg intet havde sagt om hende andet end, at jeg havde det fint med hende (sagde ikke noget om min skuffelse over ikke at blive advaret om ophørssymptomer) og at jeg bare ønskede, at nøjes med at komme hos hende og så erstatte kontaktpersonsamtalen med terapi fra en, der er uddannet til det (fik igen sagt ekspert og dermed antydet at hun ikke var det -dumt).
Endte med at jeg sagde, at jeg så ønskede at finde en psykiater selv sammen med den anden terapi jeg havde linet op.
Det var meget tydeligt, at de fandt det uansvarligt.
Jeg endte med at aftale at komme hos kontaktpersonen, til jeg kunne tages ind hos en anden psykiater, mod at jeg så havde adgang til psykiateren jeg har snakket om til nu.
Når nakkefoldsskanning og doubletjek blodprøve med mere, er overstået kan jeg så også se på hvilke muligheder der er, for forberedelse til det at blive mor (og selvfølgelig far, for jeg håber da han har muligheden for at være med, men har bevidst koncentreret dettte om mig).

Men jeg er bange for hvilke konsekvenser det kommer til at få for mig, det her med distriktpsykiatrien.
For det er helt sikkert ikke nogen man skal blive uvenner med og jeg er nervøs for hvad de kan finde på at skrive til kommunen..?!
Heldigvis er der journaler også fra wattar, som helt sikkert vil sætte mig i et andet billede. Holdningen der er, at det har været tegn på sundt ansvar i forhold til forældrerollen og at jeg nu går så meget op i, hvordan jeg bliver behandlet og gør hvad jeg kan for, at sammensætte den behandling der passer bedst muligt til mig som individ.
Er selv ved at komponere et brev til min sagsbehandler, som jeg har været igang med noget tid, hvor jeg informerer hende om min nye situation. Men nu skal der så også på en elegant måde, forklares hvorfor jeg mener, at en række alternativer til distriktpsykiatrien vil være bedre for ikke alene min moderrolle, med også mit arbejdsmarkedsperspektiv.

Nej nu skal jeg nok stoppe med at skrive..

Tilbage til de indledende spørgsmål:

Hvilke konsekvenser kan det få i forhold til kommunen, at jeg vælger distriktpsykiatrien fra, til fordel for privat psykiater (der så kan rapportere til kommunen) samt egenbetalt psykolog, akupunktur, plus andre alternativer til den medicin jeg ikke kan tage (samt forældrerolleforberedelse?

- f.eks. i forhold til arbejdsprøvning.

- er der nogen, der kan anbefale en god psykiater, som kommunen lytter til, gerne en med erfaringer indenfor overgreb eller ptsd,( men alle forslag tages imod med kyshånd)?
Nogen erfaringer med Peder Terpager Rasmussen ?

Er ved at færdiggøre brev til sagsbehandleren hos kommunen, der informerer om graviditet og de tiltag jeg planlægger samt forhåbentlig en gelinde måde at forklare hvorfor alternativer til dpc vil være bedre for mig. Men som dette laange indlæg tydeligt viser er det at fatte mig i korthed ikke en evne jeg har lige pt.. (der er heldigvis en kærlig kæreste der står klar til at hjælpe og flere hvis der er brug for det, men har brug for input fra mennesker der kender systemet og dets faldgruber!!) og jeg håber ikke jeg lyder paranoid, når jeg siger, at jeg håber, jeg når at få det sendt, så de ikke har deres brev fra dpc for lang tid før mit (nu aner jeg ikke om der blir skrevet andet end at jeg er gravid, men lige meget hvad så ser det bedst ud at den oplysning kommer fra mig selv).

Siger så hjertens mange tak til dig der har læst dig helt hertil
Ps - går selvfølgelig ind på relevante tråde og anbefaler de behandlingsformer jeg har haft rigtig god erfaring med, når dette lige er overstået..

Kærlige tanker til jer derude - har nydt at læse indlæg fra alle de hjælpende, seje, kæmpende mennesker herinde..

[Pip]

Tænker ikke det er noget du behøver at bekymre dig om foreløbigt, når du nu er gravid..

Nu skriver du ikke hvilken ydelse du er på, men hvis du er på kontanthjælp, er kravet at du skal være arbejdssøgende hvis du er arbejdsmarkedsparat.. eller hvis du er sygemeldt skal du deltage i de tiltag kommunen kommer med i det omfang du kan - og der er det din læge der er stopklods.

Du skal deltage i evt udredning samt tiltag der kan bedre din arbejdssituation.. her der det igen lægen der vurderer.

Eller dvs kommunen sender dig ud i noget og så er det din læge der kan hjælpe dig hvis det er noget du ikke kan klare.

Jeg tvivler på at de vil begynde at arbejdsprøve dig når du er gravid, for hele din situation kan ændre sig når du får barn... så det bliver nok først efter din barselsorlov.

Der er således ikke et entydigt let svar på dit spørgsmål.

For da du skal deltage i det der vil bedre dine arbejdsmuligheder incl evt behandling, så kommer det lidt an på hvad kommunens lægekonsulent foreslår.. eller når de bliver afskaffet indhenter de sikkert det et andet sted fra.

Så hvis der er en læge undervejs, der mener at de tiltag du selv har strikket sammen, ikke er dækkende, så vil de kunne kræve at du deltager i det de foreslår - medmindre din læge fraråder det pga helbredsmæssig risiko.

Men som sagt tror jeg ikke de presser dig benhårdt lige nu hvor du er gravid.. de venter sikkert til efter barselsorloven.

Du skal så være opmærksom på at der bliver indført samleverforsørgelse fra 2014.. så hør lige hvordan og hvornår det kommer til at påvirke dig.

Du når jo måske at komme på delvis partnerforsørgelse inden du går på barselsorlov.

[Webmaster]

Jamen jeg vil da lige give dig et klap på skulderen...

Det skal lige siges at jeg ikke har kendskab til ptsd, have været udsat for incest eller i det hele taget psykiske sygdomme...

Når det er sagt...så tror jeg at selv raske mennesker ville have det og reagere som du har gjort....personligt ville jeg blive rasende, trodsig....ja ligefrem ond i sulet....hvis de havde behandlet mig sådan...

Det er sgu da en lusede måde at gøre det på....

Desværre er dette latterlige system bygget op på den måde...at den borger det drejer sig om....ja det er dem der bliver hørt til sidst....for alle de andre tumper....ja de ved meget bedre end man selv gør...

I min egen sag...ja der spurgte de alle mulige læger, speciallæger....ja og en psykolog til sidst....om hvordan jeg havde det....hvordan de så end skulle vide det...da smerter og diverse ting opleves forskelligt fra person til person...

Der var ikke en der spurgte mig...før til sidst i mit forløb med kommunen....og det var nok mest pga den sagsbehandler jeg fik i slutningen inden jeg blev tilkendt førtidspension...hun så hvordan jeg så ud efter et møde der havde varet en halv time....hun kunne tydeligt se at jeg ikke havde det godt...derfor spurgte hun....men det er desværre de færreste der spørger den borger det drejer sig om....de vil meget hellere have svar på det fra alle andre...som mener at de kan vide hvordan du har det...

Det gode ved din sag er at du åbenbart har en god sagsbehandler....og det er guld værd i disse tider...

Det lyder som en rigtig god ide at du selv kommer med din udlægning af dit møde....hvor du fortæller....ja det som du har fortalt her...altså at det og det er sket og du reagerede på den og den måde...

Bed om at få det lagt i din journal...

Tænker på om ikke det måske kunne være en rigtig god ide for dig at fører en dagbog....hvor du skriver alle ting ned i....

Det er altid rart at kunne gå tilbage og finde ud af hvordan man havde det eller reagerede på et givent tidspunkt....

Den kunne også komme til gavn hvis du senere skulle blive spurgt om noget som du måske ikke lige kan huske...

Det er meget normalt at ens hukommelse måske ikke er den bedste når man kæmper med en masse ting...

Du lyder absolut ikke paranoid....men som en der faktisk kan tænke lidt videre....hvilket er en god ting...

Du lyder også virkelig som om at du tager det alvorligt og tænker meget over det at i skal være forældre....absolut en rigtig god ting...

Du lyder også som om at du har fundet ud af at man ikke skal komme med for meget kritik af dem....dette gælder ikke kun læger men også på kommunen...

En ting man altid skal huske...hvis man har med en kommune at gøre....det er at man aldrig må sige nej til ting de siger man skal....

Der må man finde andre veje....så hjælp fra sin psykolog/læge osv...forlang en handlingsplan osv...

Ang det at du finder andre tiltag...tja det er forskelligt fra kommune til kommune....nogle vil ikke høre tale om at man selv finder på andre tiltag....andre har ikke noget imod det...

Her må du finde ud af hvad din kommune siger....

Sålænge du ikke afslår behandling...ja så får de svært ved at kunne gøre så meget...

Først i det øjeblik man siger klart nej til behandling...ja så kan de "kommer efter dig"....altså selvfølgelig ikke fysisk...men de kan feks sige nej til fleksjob eller andre ting...i værste fald stoppe din ydelse....forudsat at du får sådan en fra dem...

En sidste ting som altid er et godt råd...uanset i hvilken situation man står i....når man har med kommunerne at gøre....det er at huske at alt skal på skrift....så du altid selv har dokumentation på alt....

Det er desværre set alt for tit at "ting" bliver "væk" for kommunerne...

Du skal også vide at du kan søge aktindsigt både ved kommunen og ved sundhedsvæsnet....så du kan se hvad de har liggende på dig....eller om dig....

Der ligger nogle formularer til dette under "Nyttige Links" her på siden....linket finder du i min signatur eller i toppen af siden...

Men umiddelbart lyder det som om at du har godt styr på det....så klap dig selv på skulderen...

[Bruno]

Hej med dig
Jeg vil bare komme med et skulderklap til dig og ønske at du med din fremtidige rolle som mor, vil finde et andet fundament i livet. Jeg har oplevet at sårbare kvinder, efter at de er blevet mødre, har fået en helt anden tilgang til at leve. Det, at du pludselig SKAL varetage og magte ansvaret for en lille ny, kan meget meget vel flytte mange af dine bekymringer og erstattes af "urkvindens" helt basale trang til at beskytte og forberede sit afkom på sit fremtidige liv på kloden. Håber alt det bedste for dig!
MVH

[lotchen]

Hvor er i skønne - 1000 tak for opbakning, delte erfaringer og opmuntring!!

Havde lige skrevet et længere indlæg, men fik det ikke gemt og var logget ud da jeg trykkede send.

Får barndomsveninde på besøg og skal lige rydde lidt op inden, så det må jeg prøve at rekonstruere på senere tidspunkt..

Lyse tanker til jer og super gode fredagsoplevelser!

[Webmaster]

Et forslag kan være...med hensyn til at man når at logge ud inden man får trykket på send knappen.....det er at skrive indlægget i word, notepad eller wordpad på sin egen computer....

Når man så er klar til at sætte det ind...ja så er det bare at kopiere det hele og sætte det ind i skrivefeltet og så trykke på send knappen...

[lotchen]

Tak for tip webmaster .. der står jo også kopier evt. inden du trykker send det gik bare lige lidt hurtigt fordi vi skulle have besøg.

Kan i øvrigt sige at med hensyn til psykiateren jeg spørger til så fik jeg af psykologen i dag at vide at hun kun havde hørt godt om ham, så nu prøver jeg at skrive til ham - han bruger både kognitiv adfærdsterapi og medicin.

Regner ikke med at blive ramt af partnerforsørgelse, da min kæreste er på ledighedsydelse lige pt og skal til at læse, hvis han kommer ind på studiet, da den håndværkeruddannelse han har nu er indenfor en branche hvor der er meget stort pres. Forestiller mig ikke at hverken su eller ledighedsydelse ses som basis for forsørgelse af en partner?

Har spurgt min svigermor om hende og svigerfar vil tage med mig og min kæreste ind i dpc næste gang jeg (ak ak) skal derind, men vil som sagt prøve at slippe ud af dpc så gelinde som muligt. Jeg skal ikke udsættes for noget lignende igen og tænker det er godt at de ved, at jeg ikke står alene. Både så de ved, at der er grænser for hvordan de kan behandle mig og sådan er det jo desværre mange steder - også på plejehjem og sygehuse og så for at de kan se, at der er et godt og sikkert netværk omkring vores lille guldklump - at jeg ikke står alene..

Men er der så nogen der ved om det er min rettighed at have bisidder med til kontaktperson hos dpc og er der nogen regel, der siger det ikke må være 3 personer?
Hvis nogen kan henvise til specifik paragraf jeg kan snuse til så er det virkelig fantastisk.

- og tak Bruno - er faktisk også begyndt at tænke temmelig meget på at det er en mulighed, for allerede nu kan jeg jo mærke hvor meget lettere det er at prioritere sundt og fornuftigt, når der skal tages beslutninger. Kan godt være det har taget mig lang tid at tro på mine egne rettigheder, men det kommer helt narturligt for mig at tænke på barnets rettigheder.. og jeg synes vi har rigtig meget at tilbyde selv, men også et rigtigt godt netværk som jeg også lige snakkede med min barndomsveninde om her til aften. Har 3 veninder i en venindegruppe, der har holdt sammen siden de små klasser. Det er resursestærke mennesker. Den ene er verdensmester i børn og jeg glæder mig så meget til at se det forhold hende og vores lille kommer til at udvikle. 3 af os bør heldigvis meget tæt på. Den anden har selv den kæreste lille dreng. Faktisk er de fleste af vennerne og veninderne geniale for et lille væsen på hver deres måde.
Med hensyn til den lilles bedsteforældre, så ku jeg ikke ha ønsket mig bedre farmor og farfar. De bakker op og støtter på en måde jeg aldrig har set før i nogen familie, og det vil også være mig en ære at præsentere ham eller hende for min biologiske far og hans kæreste, der kommer til at være mormor og morfar og så har jeg en stedfar som er et helt fantastisk menneske også.

På en eller anden måde er det lykkedes mig at komme videre fra den harme, der har truet med at kamme over, når jeg tænker på dpc og istedet fokusere på konkrete gode ting. For selvom jeg har været ude for meget, så er jeg jo faktisk på mange måder virkelig priviligeret idag og har rigtig meget at være taknemmelig for, og for at det ikke skal være løgn er en af dem kommunen, fordi de har givet mig wattar og endda 2 forlængelser. Forlængelserne fik jeg fordi 2 forskellige sagsbehandlere tog sig tid til at lytte på mine argumenter og på respektfuld vis traf deres afgørelser på det grundlag - så de findes rent faktisk (og jeg sørgede også for at fortælle dem hvor meget positivt deres måde at varetage jobbet gjorde for mig).

Hårdt er det til gengæld, at jeg lige da jeg er blevet gravid får en udmelding fra den mor, jeg er vokset op hos om, at hvis jeg vil besøge mit barndomshjem, så må jeg finde mig i at overgrebsmanden er der(hvorefter der har der været tavshed fra hendes side, hvor der ellers plejede at være opkald et par gange om ugen.). Og tilfældigvis en uge senere får en besked på svareren fra en snaldret biologisk mor, der mere eller mindre fortæller mig, at jeg er skyld i al hendes elendighed, fordi jeg fortalte hende om de ting jeg var udsat for som barn, og at hun ikke har lyst til at ses. Meeen har faktisk været i stand til at se det sådan, at de har gjort os en tjeneste, for nu er vi ikke nødt til at tage stilling til hva vi stiller op med den del af familien i forhold til den lille.

Lyder måske som forceret positiv tænkning, men det føles ikke sådan.

Smukke drømme til jer derude

[Nøgne tær]

Det er altid en ret at have en anden person med til en aftale, men nogen kan måske synes at det ikke er hensigtsmæssigt at have andre med til alle samtaler, eller terapeutiske samtaler... i terapisituationen er det jo individet der behandles.

[Webmaster]

Jamen man kan altid lade sig bistå af andre...det er ens ret...se paragraf 8 her https://www.retsinformation.dk/Forms...id=142955#Kap3

[Pip]

Du skal beregne hvordan jeres økonomi kommer til at se ud.. det er altid rart at være på forkant, så man kan indrette sig efter det.

Partnerforsørgelse beregnes ud fra kontanthjælpssatsen.

Hvis I f.eks er to voksne uden børn - endnu - er satsen I ville kunne få maks 2x10.500 brutto som husstandsindkomst. Altså 21.000.

Det betyder at det du ville kunne få brutto i kontanthjælp er 21.000 minus din kærestes bruttoindtægt.

Der bliver ændret meget på satserne fra 2014, der bliver en overgangsperiode og reglerne er indviklede.

Så prøv at se om du kan hitte nogen der kan lave en beregning, så I ved hvad I får at gøre godt med.

I vil begynde at få børnepenge, men de forsvinder som dug for solen til udgifter til barnet.

http://www.altinget.dk/artikel/her-e...jaelpsreformen