Fanget og forvirret

[RockDitten]

Hej alle K10'ere!
Nu har jeg luret på denne side et par år, og kan efterhånden godt mærke en trang til at få sat min situation lidt i perspektiv, og at blive hørt.. og forstået.

Jeg er en 27 årig ung kvinde fra Nordsjælland. Jeg bor i lejet hus (kærestens bedsteforældres) sammen med min kæreste igennem 2 år og vores 2 skønne hunde.
Jeg er på kontanthjælp på 7. år, men har været det on/off siden den dag jeg fyldte 18.
Min kontakt med systemet har været næsten konstant siden jeg var barn.

Hvad jeg efterhånden har skrabet sammen af diagnoser:
Angst
Socialfobi
Periodiske depressioner af svær grad
Stress
Tendens til psykoser og selvskadende adfærd
Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse - af både impulsiv og borderline type
ADHD - Overvejende tænkende type
Hypermobilitet
Fibromyalgi
Og pt. er jeg under udredning for Aspergers syndrom

Jeg har besluttet mig for at prøve at sætte hele min historie op i en form for tidslinje da jeg selv vil have nemmere ved at overskue det.



1992: Skolestart. Har fra start svært ved at skabe og fastholde relationer, og bliver drillet en del gennem det meste af mit folkeskoleforløb.

1993: Starter til skolepsykolog for at få konstateret hvorvidt jeg forstår min lidt specielle familiesituation.

1994: Min mor gik til kommunen for at få hjælp. Hun fik skæld ud for at påstå at der var noget i vejen med hendes barn, og fik besked på at hvis hun opdragede mig ordentligt, ville jeg nok ikke skabe mig sådan.
Jeg blev i den sammenhæng erklæret "besværlig" og præ-teenager.

1997: Må stoppe til springgymnastik da jeg får smerter, og lægen i bund og grund forbyder mig at fortsætte.

1998: Første gang jeg tydeligt husker at gøre skade på mig selv og overveje selvmord.

2000: Flytter på egen anmodning ned til min biologiske far, da min mor og jeg slet ikke kan sammen.

2001: Bliver så at sige smidt ud af min far og storebror, og må flytte hjem til min mor igen på grund af en misforståelse og gensidig stædighed.

2003: Bliver gentagne gange smidt ud hjemmefra af min mor, da det stadig ikke går.
Jeg har igennem en årrække nu haft det rigtig skidt, skader mig selv og magter ikke meget. Har ofte "huller" i min dag, hvor tid er gået uden jeg har nogen fornemmelse af det.
Stopper til badminton på baggrund af smerter og lægeligt råd.

2004: Fylder 18 år. Stikker af hjemmefra og lever hid og did på sofaer og madrasser i et halvt års tid. Kommer hjem igen, begynder at opleve blackouts og mangel på tidsfornemmelse.
Bliver nægtet hjælp på skadestuen da de mener jeg godt ved hvad der foregår og ikke er til fare for mig selv eller andre. Bliver talt fra flere tilfælde af selvmordstanker af en enkelt god ven.
Får sent på året hjælp af mor til at få en lejlighed. Får en voldsom depression og mit første rigtige psykotiske anfald der ender i en smadret lejlighed og en smadret arm.
Bliver kørt på psykiatrisk, men nægter i panik at lade mig indlægge. De kan ikke tvangsindlægge mig da jeg ikke har brugt kniv til selvskaden.
Bliver startet i Ungdomspsykiatrien, og får stillet en svær depressionsdiagnose, og kort efter ADHD diagnosen efter grundige samtaler og besøg hos en fysioterapeut. Bliver opstartet på medicin, og oplever en langsom fremgang.

2005: Må starte hos fysioterapeut 2 gange ugentligt for at forsøge udbedring af mine ledsmerter, men stopper kort tid efter da jeg hverken kan gå derfra eller tilbage igen senere på ugen på grund af smerter.

2006: Starter job i en Jem&Fix på 8 timer ugentligt á 2 dage. Kan ikke være til for smerter i leddene efter hver arbejdsdag.

2007: Bliver tilknyttet en mentor, der er guld værd for mig. Da jeg flytter kommune, bliver jeg tildelt en anden der også fungerer ret godt.
Oplever langsom fremgang. Får diagnosen borderline hos psykiater.

2010: Flytter tilbage til oprindelig kommune og starter igen med oprindelige mentor. Tingene ser lysere ud, selvom smerterne fylder mere og mere i min hverdag.
Mentor lærer mig stille og roligt at sætte ord på mine følelser, og kommunikationen med andre mennesker går en smule bedre.

2011: Starter i et selvudviklingsforløb der viser sig at være noget af det bedste der nogensinde er sket for mig. Jeg ændrer min holdning til mange ting, får en tilknytning til et par andre unge mennesker, møder min nuværende kæreste og finder ud af at kommunen faktisk ignorerer mig.
De gør og siger -intet-. Jeg føler mig ligegyldig og uværdig, og begynder ganske langsomt at tage kampen op.

2012: Jeg runder mit 26. år, og bliver derfor afsluttet hos mentor. Bliver sendt til et andet støtte-kontakt tilbud, men det fungerer slet ikke for mig, og jeg afslutter selv efter at have oplevet en utrolig stor tilbagegang i livskvalitet og motivation.
Mine smerter er invaliderende når de tager over, og jeg tager kontakt til min læge som henviser til en reumatolog. Reumatologen giver mig diagnosen fibromyalgi.

2013: Modtager for første gang i flere år et brev fra Jobcenteret. Nu skal jeg til møde og diskutere mine muligheder for at komme på det ordinære arbejdsmarked. Wow.
Har på nuværende tidspunkt svært ved at komme ud ad sengen om morgenen grundet voldsomme smerter i leddene.
Bliver startet i hvad min jobkonsulent kalder en "test", for at se om det er nødvendigt at sende mig i arbejdsprøvning. Jeg skal være der 4 dage om ugen á 2 timer per gang som udgangspunkt. Han mener at alle er i stand til at komme op på 37 timer.
Jeg har ikke fået noget på skrift ang denne "praktik", ej heller sat min autograf på noget i forbindelse hermed.
Jeg har været igang i 3 uger, og har været der sammenlagt 4 ud af 12 dage.
Jeg er utroligt stresset, er konstant træt og udmattet, mit forhold er blevet anspændt, og jeg kan ikke overskue noget så simpelt som almindelig husholdning (der forøvrigt var svært at overkomme før), eller gåture med mine snart meget overenergiske hunde.


Jeg synes det er positivt og dejligt at der endelig sker noget i min sag, men samtidig ønsker jeg bare at de ville vende tilbage til at lade mig være i fred.
Jeg har været nødt til at starte op på antidepressiver igen, igen, igen og endda også trappe op for nyligt.
Jeg lever af klorzoxazoner, lange lure og min kærestes tålmodighed.

I forhold til kommunen ved jeg jo godt at jeg skal få alt på skrift, og ikke finde mig i noget, men jeg vil så gerne videre. Jeg vil så gerne finde ud af hvad jeg kan og ikke kan, hvad det er meningen jeg skal bruge mit liv på. Jeg vil ikke sidde og trille tommelfingre mere, men samtidig ved jeg heller ikke hvordan jeg skal gribe det hele an.

Jeg er medlem af en Syg I ... gruppe, hvor vi har en "paragrafrytter" der hjælper rigtig meget med brevskrivning, bisidderassistance og lignende. Hun bad mig søge aktindsigt sidste år.
Hun tager nu min matchhistorik og hele aktindsigten med ind til Borgen, da det er det værste "copy+paste" makværk hun nogensinde har set. Har aldrig set hende så rasende.
Der findes desuden ingen ressourceprofil på mig. Den har aldrig eksisteret.
Efter skriftligt krav om at få rettet dette lovbrud med det samme, fik jeg tilsendt en liste over mine udbetalinger fra kommunen over de sidste 2 år.
Det er ligesom om de sidder og klasker sig på lårene af grin over mig. Jeg er en stående joke, en skæg kommentar over kaffen.

Jeg vil bare gerne afklares. Jeg vil bare gerne have ro. Jeg vil bare gerne vide hvad jeg kan bruges til, om noget som helst.

Jeg beklager det lange indlæg, men nu skulle det altså ud.
Puh..

[FibroMcs]

Håber hende der kan hjælpe dig..

Sidder selv fast, og ligesom dig var det fint i et lang stykke tid men så pludselig begyndte de også med mig at nu er det ordinært arbejde osv selvom alle papirer siger det modsatte....