Hvor gør det bare ondt.... - K10

CHNEVIDE · 12-08-2009, 13:57

Sidder her og tudbrøler....
Livet gør rigtig ondt indimellem.
Jeg har netop fået tilsendt status rapport fra min psykolog og hun understreger at de psykiske problemer jeg idag har er kroniske og at jeg aldrig ville kunne passe et job på ordinære vilkår.
Ja jeg ved med mig selv at sådan er det bare men at se det nok engang på skrift er sgi hårdt

Jeg venter p.t på en afgørelse om flexjob da det er det jeg helst vil (15 timer pr. uge) så det at læse hvor ring man egentlig er er bare så hårdt.

Spørgsmålet er nu hvor meget kommunen lægger vægt på en psykolog vurdering??
Jeg har tilbage i 2007 fået anden uvildig psykolog vurdering som desværre dengang sagde det samme.

Nå jeg sidder her med forgrædte øjne og næseklud og håber at alt går vel alligevel

Nu fik jeg luft så tak til dem der gad læse med:-)

Knus Chnevide

12-08-2009, 14:16

Tror det er meget normalt at man reagerer sådan, når sådan noget bliver slået fast med syvtommersøm som en evt. FP eller fleksjob... man skal nok lige have lov til at "græde oplevelsen ud af hovedet".

Når man så har (så meget som muligt) samling på sig selv igen, skal man nok begynde at PRØVE og tænke over hvad man KAN, og hvad man HAR, samt hvilke positive ting der er ved situationen... der er også fordele, selv om de måske kan være svære at få øje på lige med det samme... begynde langsomt at acceptere sine begrænsninger, men også hilse de nye fordele velkommen.

Husk, at vi er noget i form af den vi er, og ikke det vi laver...

Ved godt, at det ikke er nemt at tænke sådan... at ryge på FP, eller fleks er for nogen lige så svært som at holde op med at drikke eller ryge... en "vane" der skal vendes til noget andet mere positivt... og som med rygning og alkoholisme, så kræver det altid, at man har accepteret situationen, og føler sig klar og motiveret til at komme videre.

Selv JEG har ikke helt vænnet mig til FP'en endnu... men det hjælper på det

Ninja · 12-08-2009, 15:43

Jeg havde det på samme måde første gang jeg fik aktindsigt og kunne læse om mit liv fra 1988 og frem til 2008 - jeg var fuldstændig opløst af at vræle af at læse om 'denne her pige' der løb fuldstændig forvildet rundt mellem siderne, og som på timer gik fra at være 18 år til at være 38 år....og stadig sad i lort til halsen.
20 år på skrift er noget der tager kegler!!! Jeg har gemt den til mine børn, så de kan få et godt billede af deres unge Mor....

Ressourceprofilen, var ikke nær så slem og indeholdt mere lægepapire der ikke gik så meget i følelserne, men som mere konkretiserede.

12-08-2009, 15:58

Det er nok lidt som om at ens "ankerpunkt" eller livs ID bliver revet væk når realiteterne først slår sig fast på papiret og i virkeligheden... lidt som at man mister en del af sin identitet... man er bare nødt til at fylde det "hul" ud med noget af alt det andet nye der sker, ellers bliver man ved med at gå og glo bedrøvet "ned i hullet" til evig tid...

Se det som en sommerfuglelarve der har forpuppet sig, og klækker ud og skal begynde et "nyt liv"... alt det negative sider indeni, og kommer ikke udefra... og kommer der noget udefra, så "flyv udenom"

CHNEVIDE · 12-08-2009, 16:32

Hejsa.

Tak for alle jeres søde ord.

Jeg kan kun nikke genkendede til alle de ord I sætter på men ihhh ha det er sgi svært.
Som skrevet vidste jeg godt hvordan det stod/står til med mig noget andet er blot selv og erkende det.
Jeg har haft utrolig svært ved at erkende min sygdom og specielt de psykiske problemer der er kommet med i kølvandet.

Man går jo altid og håber på at det skal blive bedre og forsøger da også bare at finde det positive og kigge fremad. Synes måske bare det engang i mellem kan være svært især når man samtidig slåsser for sin egen ekstistens med kommunen:-) Fik man blot "ro på" og kunne pleje sig selv så ville alting måske være bedre.

Jeg har været sygemeldt i 5 år så jeg har gentagne gang været føelsesregistret igennem:-)

Synes nu det er skønt med denne side da ligestillede nemmere kan forstå det man skriver, ikke de lange forklaringer:-)

Knus Chnevide

Tanja · 12-08-2009, 19:18

Jeg håber altid på, at min helbredsmæssige situation bliver bedre,
selvom der nok skal mirakler til, når jeg får lidt selvmedlidenhed, så
tænker jeg altid på, at det er godt jeg kan gå, at jeg ikke sidder i en
kørestol, og ikke kan skifte stilling selv, eller har behov for personlig
pleje, jeg har arbejdet i et fleksjob, det kan jeg ikke mere, og for
et par måneder siden blev jeg førtidspensionist, jeg var ledig fleksjobber
et stykke tid, jeg har ingen problemer med at få tiden til at gå, men jeg
kan også bruge lang tid på lidt, og så har jeg en del behandling, som jeg
går til på sygehuset og så jævnlige kirupraktorbesøg, og heldigvis har jeg
en familie som holder af mig.

12-08-2009, 13:57	#1
CHNEVIDE Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 17-06 2009 Indlæg: 211 Styrke: 15	Hvor gør det bare ondt.... Sidder her og tudbrøler.... Livet gør rigtig ondt indimellem. Jeg har netop fået tilsendt status rapport fra min psykolog og hun understreger at de psykiske problemer jeg idag har er kroniske og at jeg aldrig ville kunne passe et job på ordinære vilkår. Ja jeg ved med mig selv at sådan er det bare men at se det nok engang på skrift er sgi hårdt Jeg venter p.t på en afgørelse om flexjob da det er det jeg helst vil (15 timer pr. uge) så det at læse hvor ring man egentlig er er bare så hårdt. Spørgsmålet er nu hvor meget kommunen lægger vægt på en psykolog vurdering?? Jeg har tilbage i 2007 fået anden uvildig psykolog vurdering som desværre dengang sagde det samme. Nå jeg sidder her med forgrædte øjne og næseklud og håber at alt går vel alligevel Nu fik jeg luft så tak til dem der gad læse med:-) Knus Chnevide

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
Jeg har ondt af dem	logikeren	Politik og Samfund	13	04-12-2010 04:24
hvor ondt har man	Fodfolket	Din historie	18	26-12-2009 02:15
Psysisk betinget at man har ondt?	kakaoko24	Alt det andet	23	03-10-2009 22:57
Diskrimination gør ondt	Stella	Accept fra vores omgivelser	0	17-12-2007 17:03
Ondt i ryggen.	Stella	Den nyttige viden vi alle har	1	07-07-2007 17:24

12-08-2009, 14:16	#2
Razmo Gæst Indlæg: n/a	Tror det er meget normalt at man reagerer sådan, når sådan noget bliver slået fast med syvtommersøm som en evt. FP eller fleksjob... man skal nok lige have lov til at "græde oplevelsen ud af hovedet". Når man så har (så meget som muligt) samling på sig selv igen, skal man nok begynde at PRØVE og tænke over hvad man KAN, og hvad man HAR, samt hvilke positive ting der er ved situationen... der er også fordele, selv om de måske kan være svære at få øje på lige med det samme... begynde langsomt at acceptere sine begrænsninger, men også hilse de nye fordele velkommen. Husk, at vi er noget i form af den vi er, og ikke det vi laver... Ved godt, at det ikke er nemt at tænke sådan... at ryge på FP, eller fleks er for nogen lige så svært som at holde op med at drikke eller ryge... en "vane" der skal vendes til noget andet mere positivt... og som med rygning og alkoholisme, så kræver det altid, at man har accepteret situationen, og føler sig klar og motiveret til at komme videre. Selv JEG har ikke helt vænnet mig til FP'en endnu... men det hjælper på det

12-08-2009, 15:43	#3
Ninja Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 10-01 2008 Indlæg: 13.654 Styrke: 33	Jeg havde det på samme måde første gang jeg fik aktindsigt og kunne læse om mit liv fra 1988 og frem til 2008 - jeg var fuldstændig opløst af at vræle af at læse om 'denne her pige' der løb fuldstændig forvildet rundt mellem siderne, og som på timer gik fra at være 18 år til at være 38 år....og stadig sad i lort til halsen. 20 år på skrift er noget der tager kegler!!! Jeg har gemt den til mine børn, så de kan få et godt billede af deres unge Mor.... Ressourceprofilen, var ikke nær så slem og indeholdt mere lægepapire der ikke gik så meget i følelserne, men som mere konkretiserede.

12-08-2009, 15:58	#4
Razmo Gæst Indlæg: n/a	Det er nok lidt som om at ens "ankerpunkt" eller livs ID bliver revet væk når realiteterne først slår sig fast på papiret og i virkeligheden... lidt som at man mister en del af sin identitet... man er bare nødt til at fylde det "hul" ud med noget af alt det andet nye der sker, ellers bliver man ved med at gå og glo bedrøvet "ned i hullet" til evig tid... Se det som en sommerfuglelarve der har forpuppet sig, og klækker ud og skal begynde et "nyt liv"... alt det negative sider indeni, og kommer ikke udefra... og kommer der noget udefra, så "flyv udenom"

12-08-2009, 16:32	#5
CHNEVIDE Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 17-06 2009 Indlæg: 211 Styrke: 15	Hejsa. Tak for alle jeres søde ord. Jeg kan kun nikke genkendede til alle de ord I sætter på men ihhh ha det er sgi svært. Som skrevet vidste jeg godt hvordan det stod/står til med mig noget andet er blot selv og erkende det. Jeg har haft utrolig svært ved at erkende min sygdom og specielt de psykiske problemer der er kommet med i kølvandet. Man går jo altid og håber på at det skal blive bedre og forsøger da også bare at finde det positive og kigge fremad. Synes måske bare det engang i mellem kan være svært især når man samtidig slåsser for sin egen ekstistens med kommunen:-) Fik man blot "ro på" og kunne pleje sig selv så ville alting måske være bedre. Jeg har været sygemeldt i 5 år så jeg har gentagne gang været føelsesregistret igennem:-) Synes nu det er skønt med denne side da ligestillede nemmere kan forstå det man skriver, ikke de lange forklaringer:-) Knus Chnevide

12-08-2009, 19:18	#6
Tanja Skal snart betale husleje på K10 Tilmeldingsdato: 27-01 2009 Indlæg: 816 Styrke: 16	Jeg håber altid på, at min helbredsmæssige situation bliver bedre, selvom der nok skal mirakler til, når jeg får lidt selvmedlidenhed, så tænker jeg altid på, at det er godt jeg kan gå, at jeg ikke sidder i en kørestol, og ikke kan skifte stilling selv, eller har behov for personlig pleje, jeg har arbejdet i et fleksjob, det kan jeg ikke mere, og for et par måneder siden blev jeg førtidspensionist, jeg var ledig fleksjobber et stykke tid, jeg har ingen problemer med at få tiden til at gå, men jeg kan også bruge lang tid på lidt, og så har jeg en del behandling, som jeg går til på sygehuset og så jævnlige kirupraktorbesøg, og heldigvis har jeg en familie som holder af mig.