|
|
|||||||
| Dit og Dat Her kan du skrive det du bare gerne vil ud med dog ikke politiske emner. |
 |
|
|
Emne Værktøjer | Visningsmetode |
|
|
22-10-2011, 19:44
|
#1 |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 14-11 2010
Indlæg: 71
Styrke: 14  |
Depression.. Gør den jer også "syg" ved press mm??
Jeg lider jo af den her dumme Depression der har overtaget mit liv og
ændret min krop og mig selv alt for meget på det snart 1½ år jeg har haft den konstateret.. Jeg HADER den.. Jeg føler det er en anden del af mig... Jeg har stadig rigtig rigtig svært ved at forholde mig til at jeg ikke kan det jeg førhen har kunne.. At jeg ikke kan alt det mit hjerte og hoved gerne vil, men som kroppen ikke acceptere... De sidste par uger har jeg været røget langt ned og stoppet med noget medicin for at prøve at få det bedre, det har virket... MEN jeg kan bare ikke lade være at havne i de dumme perioder her hvor.. ja jeg ved ikke engang hvordan det kan beskrives.. Det bare så ulideligt... Min søn har haft efterårs ferie og jeg har haft lavet aftaler med at han har været på besøg hos min bedste , en af mine veninder og en af hans lege kammerater så jeg har haft noget luft, hvor jeg ikke skal leve op til at være på og være den søde mor jeg ikke altid kan være selvom jeg gerne vil og jeg PLEJER at være... Før depressionen kom  Jeg brugte 2 af dagene på bare at sove og sove og sove og slappe af... og troede jeg havde det helt fint.. Fredag tog jeg så min søn med i næstved storcenter for at give ham en hygge oplevelse.. VI skulle shoppe lidt hobbyting i panduro og han fik den der børne billet hvor han skulle rundt og have ting i butikkerne.. Der var vi et par timer og så besøgte vi en veninde bagefter for at aflevere fødselsdagsgaver. Allerede her var mit hoved ved at explodere.. Min krop klager også pga de fysiske problemer jeg desværre også har.. så havde ret så ondt.. Men min søn skal jo have nogle gode oplevelser også ude af huset når det ferie.... Så kørte vi hjemad hvor vi skulle have besøg af min mor,søster og bror.. Min søster er ikke så tit i byen da hun bor på en ø...  Heldigvis er de MEGET forstående og obs på at hjælpe mig og være der for mig.. Så jeg lagde mig en time på sofaen mens de lavede mad og tog opvasken i køkkenet- Fantastisk familie  Men jeg kunne bare ikke hvile mig.. Mit hoved føltes virkelig som en bombe.. Det føles som om der blev stukket en nål ned igennem hoved på mig hver gang jeg trak vejret ud og ind og tankerne var bare flere steder på `en gang....Men jeg fik hvilet øjnene.. Da jeg kom op igen sagde min mor at hun godt kunne se jeg var ved at explodere nu (som det føles) jeg var KNALD rød i hovedet og brændte bare... Men kan intet gøre ved det.. kun beskytte mig selv for så meget larm som muligt.. Så når de lavede noget i køkkenet måtte de lukke køkkendøren så det ikke larmede for meget i mit hoved... Da vi havde spist havde jeg det lidt bedre igen.. Ikke meget men lidt.. Bortset fra at jeg skal ligge HELT stille i en times tid for ikke at maden ryger op igen da jeg har problemer med for meget mavesyre formentligt... Men vi satte os så til at se en stille sød komedie film jeg lige havde lånt og hyggede roligt med den.. Da jeg kørte dem hjem til midnat der havde jeg det okey... Men..... Så kom jeg hjem.. tog mine piller som jeg skal osv og satte mig lige og lurede på nettet imens.. lagde mig i seng kl 01.30 ca og øv... jeg lå bare derinde og kunne ikke på nogen måde holde noget ud.. Jeg høre ellers meditations musik når jeg skal sove for at komme lidt væk fra alle mylder tankerne.. Men det virkede mere irriterende end afslappende.. Jeg blev frustreret over hundens og kærestens snorken.. som ellers var lavt.. Jeg prøvede på at tælle for slippe de andre tanker men selv mens jeg lå og talte så tænkte jeg på hvordan det ender med mine sygedagpenge snart og på om jeg overhoved slår til som mor og kæreste, søster, datter, veninde osv.. For det føler jeg ikke... Da jeg havde lagt inde i sengen i 3 timer måtte jeg give op.. Jeg kunne ikke holde det ud mere.. tårene pressede på selvom jeg ikke kan græde... En dum ting jeg kæmper med pga min barndom... Jeg gik i stuen, tændte for tvét og så lidt på det men blev irriteret over alt det skiftende lys.. Tændte computeren for at blive træt.. Men først da kl var halv seks i morges faldt jeg i søvn.... Jeg havde en frokost aftale med min Bedste, mor og søster.. Jeg skulle hente dem kvart over eleve og så skulle vi på resturant hvor vi havde bestilt bord da min bedste havde inviteret os ud på tøse hygge.. Noget vi ikke har gjort i flere år nu desværre... Kl 9 vågnede min søn og var ked af jeg ikke stod op sammen med ham, men jeg kunne simpelthen ikke.. Jeg kunne ikke vågne op.. var bare stadig sløv.. Tager 100 mg seruquel til natten og de gør mig sløv og virker 7-8 timer hvor jeg helst skal sove jo.. Men det skete bare ikke i nat (som andre gange før også selvfølgelig.. ) Hans far stod så op kort efter heldigvis og hyggede med morgenmad med ham.... Jeg kæmpede mig op 10.45 for at få vand i hovedet, morgenpiller og ud af døren... Jeg var så lysfølsom at jeg måtte kører med solbriller og tårene pressede bare på.. Jeg havde bare ikke lyst til noget som helst.. Men kunne ikke svigte min bedste jo.. Nu hun endelig havde arrangeret vi skulle i byen sammen... Fortalte min mor og søster jeg havde sovet 3 timer ca rigtigt og lidt hvilet osv så de var obs på mig... Vi spiste lækker frokost buffet og da jeg havde spist min mad fik jeg de vildeste mavekramper og kogte over.. Så jeg endte med at sidde nede på et toilet i en halv time..!! Min mor kom ned efter lidt tid for lige at sikre sig jeg var okey nu hun vidste jeg manglede søvn  Så sødt af hende....Da vi var færdige og jeg kom hjem måtte jeg bare gå ind i seng med det samme og gemme mig under dynen.. Min søn ville bare så gerne have nærkontakt men jeg magtede det ikke.. og lå bare og fik så dårlig samvittighed over at ikke være der for ham.. For jeg mener det vigtigt for børn med nærkontant med deres forældre, specielt når de selv søger det også.... Vi skulle hjem og spise hos kærestens mor til aften da hun fylder 50 men jeg måtte simpelthen acceptere at jeg var for syg.. og de andre tog afsted uden mig.. Jeg fik sovet 3 timer og vågnede bare og var så kogene varm i mit hoved og så træt men også bare så enorm sulten at jeg måtte komme op... Har spist lidt mad men ligger bare nu og faktisk bare frygter for hvornår de kommer hjem.. Fordi jeg har behov for den her fuldkommen stilhed der er når jeg er alene.... Det er så skræmmende at depressionen har fået mig til at være sådan... Jeg har altid været en meget kærlig mor og kæreste.. En veninde, datter,søster, barnebarn osv der altid har haft et kæmpe overskud, tålmodighed og nydt at være sammen med andre hver dag.... En person der førhen hver sommer gerne inviterede nogen hjem at spise næsten hver dag fordi jeg nød at have besøg... og nød at hygge om at lave mad og kager osv.. Nu jeg bare en sur kælling der ikke kan ret meget.. Jeg kan ikke altid være der for min søn.. Jeg kan ikke altid være en kærlig kæreste... Jeg kan ofte ikke besøge min bedste som jeg plejer.. Men er nød til at handle for hende et par gange om måneden da jeg er den eneste der har bil og kan det for hende... Jeg kan slet ikke være sammen med veninder som jeg plejer... Når jeg har været sammen med en veninde en hygge dag er jeg helt ødelagt... og må bare ligge på sofaen bagefter og ikke magte familien herhjemme... Jeg kan ikke længere handle som jeg plejer.. For er der for mange mennesker bliver jeg psykisk påvirket af det og opbruger al min energi og alt det mit hoved kan rumme for en dag... Jeg har også problemer med at huske ord til at forklare mig... og glemmer alle aftaler der ikke er skrevet i min kalender- og glemmer dem hvis jeg glemmer at kikke i min kalender morgen og aften... Jeg er 26 år og synes bare det her er helt uvirkeligt... Den 30 november har jeg været på sygedagpenge et år!!! og risikere at miste dem Jeg synes det så uretfærdigt det her skal overtage mit liv og gøre mig så syg... og jeg forstår det bare ikke. Min psykolog mener jeg skal lade være at dømme mig selv så meget osv.. Men det altså svært når man ikke føler man lever op til noget længere.. Bliver i andre også "syge" ved overbelastning af alt muligt?? som førhen ikke var et problem for jer?? Hvor længe har jer der har depressioner måtte gå med det og ikke kunne klare hverdagen rigtigt og ikke kunne arbejde?? Føler i jer også magtesløse og føler at man ikke slår til hvor man bør??? Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her indlæg.. Jeg måtte bare ud med mine bekymringer, frustrationer og triste føelser jeg går med... og finde ud af om det virkelig skal være sådan... Bogle gange føler jeg når man taler med læger, psykolog osv at det min egen skyld jeg har en depression og at det helt forkert at stadig være så syg efter et år at jeg ikke kan fungere optimalt i hverdagen... At folk synes man er underlig når man fortæller at man kan sove 6 timer om natten, få sin søn i skole.. sove igen til han kommer hjem- mange dage, hvis man ikke skal noget og lader kroppen få den søvn den higer efter.... Ved godt mit indlæg er langt.. Forventer faktisk ikke engang flere har læst det hele for det meget.. Men jeg kan ikke forklare det kortere hvordan jeg har det..... Tak til dem der kunne læse det og har mod på og overskud til at skrive lidt tilbage på det med egne erfaringer.... Håber i får en meget bedre weekend end jeg har pt
|
|
|
|
22-10-2011, 21:02
|
#2 |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 12-01 2011
Alder: 39
Indlæg: 55
Styrke: 14 |
Hej denuheldige85
Jeg er ligesom dig født i 85, så jeg er osse 26 år er mor til en pige på 3 år og en dreng på 2 år og er gift på 3. år. Jeg har diagnoserne GUA (Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse, Anden), ADHD, Aspergers Syndrom, Periodisk Depression (har haft depressioner siden 6 års alderen) og Skizotypi (skizotypisk Sindslidelse). Jeg kan kun nikke ja til hele din fortælling og dine spørgsmål for det er min hverdag du lige har fortalt om. Jeg har på nøjagtig samme måde som dig. |
|
|
|
|
22-10-2011, 21:13
|
#3 | |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 14-11 2010
Indlæg: 71
Styrke: 14 |
Citat:
Min søn er "heldigvis" 8 år.. så han kan en del selv.. Men det hårdt at ikke være den mor man gerne vil og forventer at være.. og at fortælle ham ofte at han skal være stille, ikke må snakke uafbrudt hele tiden osv... Det gør ondt... Hvordan klare du dig med arbejde?? har du det eller hvordan ser din fremtid ud med job?? Tak for dit svar
|
|
|
|
|
|
22-10-2011, 23:37
|
#4 | |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 12-01 2011
Alder: 39
Indlæg: 55
Styrke: 14 |
Citat:
Ja det er nemlig rigtig hårdt for det giver mig konstant dårlig samvittighed at jeg ikke kan være den mor og kone jeg gerne vil og ikke kan slå til. jeg har osse en rigtig stor angst for børnenes fremtid da tankerne hele tiden kører i ring om at ved at jeg har det så dårligt, gør at jeg "forsømmer" dem så meget ved mit manglende overskud at det kommer til at skade/ødelægge dem psykisk. Jeg klarer arbejde meget dårligt og har sammenlagt kun arbejdet i 2 år, jeg har intet arbejde og er nu sygemeldt for 2. gang af min a-kasse. Hvordan min fremtid med arbejde kommer til at se ud så vil jeg tro at udfra det min egen læge, min psykiater og sagsbehandler på jobcenteret siger og det er fleksjob eller førtidspension. |
|
|
|
|
|
22-10-2011, 23:47
|
#5 | |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 14-11 2010
Indlæg: 71
Styrke: 14 |
Citat:
 æv din stakkel dog... Jeg kan ikke græde.. Det har jeg ikke kunne rigtig længe.. Jeg græder indeni men det kan ikke komme ud.. Kan ikke vise mine føelser ej heller alene... Så min søn kan ikke se på mig at jeg er ked af det.. Jeg reagere ofte ved at blive sur og råbe eller sige tingene surt og sådan var jeg aldrig førhen.. Der råbte jeg aldrig overhoved.. Er meget imod det da det ikke hjælper at råbe.. men pt kan jeg ikke altid styre det Jeg har det som dig også at jeg frygter for hvordan han vil mindes sin barndom og om det vil påvirke ham på længere sigt at han har en ustabil mor... Har arbejdet med omsorgssvigtet børn og pyha.. det hårdt.. og nu står jeg som nogle af de forældre der ikke kunne magte deres børn føler jeg.. Selvom andre synes jeg er en god mor.. så lever jeg ikke op til mine egne forventninger til det.. |
|
|
|
|
|
23-10-2011, 00:00
|
#6 | |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 12-01 2011
Alder: 39
Indlæg: 55
Styrke: 14 |
Citat:
det varmede rigtig meget til dig for jeg reagere på nøjagtig samme måde som dig men det ender altid ud i at jeg bryder sammen i gråd og mine reaktioner kan jeg heller ikke styre overhovedet.Nemlig Søde Det kan jeg kun nikke genkendende til. Jeg har selv haft en meget traumatisk barndom med forsømmelse, manglende overskud, har været overladt rigtig meget til mig selv osv.... men det er en længere historie Det er skønt at snakke med dig da jeg føler at vi er meget ens
|
|
|
|
|
|
23-10-2011, 03:24
|
#7 |
|
Lever på K10
Tilmeldingsdato: 08-09 2010
Indlæg: 1.553
Styrke: 17 |
Kære den ulykkelige85:
Nu ved du, at vi herinde skriver for at støtte og hjælpe, og kommer med forslag der bunder i regulære erfaringer - enten egne, eller fra folk vi har været helt tæt på, som venner, pårørende eller behandlere af en eller anden art. Flere ting springer mig i øjnene, ved at læse dine indlæg, de kommer her lidt listeagtigt: - overeksponering - du har alt alt for meget (socialt) om ørerne, siger ja til for mange ting, og får hældt for megen stimulans på et i forvejen overbelastet nervesystem (På trods af at du er den syge, er det dig der henter/bringer folk i bil, og 'du er den eneste' der kan handle for din bedstemor...) - manglende grænser/ overudviklet ansvarlighedsfølelse - giver sig udslag i ovenstående/manglende evne til at sige fra/nej (er ofte et resultat af tidlige overgreb) - manglende evne til at 'åbne op' (også i terapeutisk sammenhæng) for den iboende smerte og f.eks græde (en hyperudviklet beskyttelsemekanisme, for ikke at falde helt fra hinanden - som du så alligevel er ved at gøre nu...) - manglende 'lunte', omsat i surhed og råberi - fysiske smerter (gigtrelaterede?) - ingen motion - for megen mavesyre - tankemylder - selvregulering? af medicin en gennemgående oplevelse af at dit hoved 'koger', 'det er ved at eksplodere', du er meget varm, 'føles som der stikkes nåle i hovedet ved åndedræt'. I mine ører lyder disse symptomer som stress, udbrændthed, og deraf følgende depression. Der er ingen tvivl om, at du gerne vil være en god mor, kæreste, datter osv. Og da du udmærket ved, at ingen bil kører uden benzin og jævnlige olieskift, så ved du også inderst inde, at du må til at tage dig ordentligt af dig selv nu. Ellers bliver du ikke i stand til igen at blive denne person. Start med at skære ned på de sociale aftaler, og få skabt lovlig alenetid, arranger at sove alene i en periode, hvis det er muligt. Helst I et helt mørkelagt rum. Meget regelmæssige rutiner, fast sengetid/stå-op-tid hjælper gevaldigt, og sund kost er en nødvendighed. Din familie lyder sød og opbakkende, og der er helt sikkert en anden der vil handle ind for din bedste, til du kommer på dupperne igen. Motion er til gengæld en meget vigtig ting at komme i bedring af, og gåture er fint nok. Jo længere jo bedre. Du er for ung til at gå i stå rent fysisk, så medmindre du sidder i rullestol, må du simpelthen op af sengen og ud i luften; 20-30 minutter om dagen ER overkommeligt, og har du gigt, får du det værre ved at være passiv - leddene skal 'smøres' så at sige. (Fiskeoliekapslerne/omega 3(+6+9) er lige præcis gode for både nervesystem og ledbrusk.) Og gåturene vil være med til at lette det tryk du af og til føler er ved at få dit hoved/dig til at eksplodere. Lån en hund eller bed folk om at gå med dig. Jeg LOVER dig det vil gøre en stor forskel. Mavesyren, kramperne og at du blive knaldrød i hovedet, lyder som en klart resultat af for syreholdig føde og ingen motion - har du fået målt dit blodtryk? Forhøjet blodtryk kan også give søvnproblemer. Husk, at du har alle muligheder for lige præcis at blive den person du ønsker at blive igen - hvis du tager imod hjælpen du får tilbudt og åbner op, så du kan komme af med det smertefulde, ubærlige, og komme ud på den anden side, som en glad mor, kæreste osv. Udover en sød og støttende familie og omgangskreds, har du nu også alle os på k10. og gode tanker til dig - du skal NOK komme ud på den anden side!
|
|
|
|
|
25-10-2011, 22:19
|
#8 |
|
Føler sig hjemme på K10
Tilmeldingsdato: 25-10 2011
Lokation: djursland
Indlæg: 31
Styrke: 13 |
Hvad depressionen gør.
Kære denuheldige
Mit hjerte bløder for dig. Jeg kan nikke genkendene til det hele, det er som at læse hele mit forløb. Jeg har været syg af depresion i 3 år og venter lige nu på afgørelse om jeg kan få flexjob. Du stresser din krop ALT ALT formeget, du er nød til at stanse op og tage dig af dig selv, du skal reelt blive egoistisk med din tid i ex. 4 uger, ellers kommer du aldrig igennem. DIN KROP TALER TIL DIG MED ALLE DE FYSISKE SYMPTOMER DU HAR. Den råber STOP, og det skal du tage alvorligt. Læser du er tilknyttet en psykiater, for mig var det god at jeg efter henvendelse på psykiatrisk skadestue, blev henvist til distrikt psykiatrien, her går jeg til 14 dags samtaler endnu og skal det langtid endnu. Jeg måtte lære på den hårde måde, for jeg nåede at afvise mine børn (2½ og 4 år). Har dog nu fået et bedre forhold og bedre samvittighed også. Men det var en hård lektie at lære. Du skal lave et skoleskema til dig selv: kl.8 stå op eller spis morgen piller kl.12 spis eller gå en tur rund om huset kl.15 vær sammen med børn kl. 18 aftensmad kl. 19 spis dine seroquel kl. 22 gå i seng Tal evt. med din psykiater om at øge dig i seroquel, det kan godt bruges som pn medicin, for at fremme en bedre døgnrytme. Jeg blev også henvist til fysioterapeuten i distriktpsykiatrien, som lavede nogle grounding øvelser med mig, det virkede. Hun lånte mig også en kugledyne, som er en alm. stor dyne med 5 cm store kugler i, og så vejer den ca 7 kg. Den første nat med den, sov jeg 9 timer i streg. Har siden fået sådan en bevilget som et hjælpemiddel, da jeg ikke selv havde penge til den, 7000 kr. Jeg kan næsten ikke undvære den dyne om natten, og når jeg skal have "ro" i hovedet skal jeg under den og ligge helt fladt på ryggen. Det er ikke sikkert du kan bruge den en hel nat med dine smerter med du vil nok kunne få gavn af den til hvilene i løbet af dagen. Jeg startede også i et gruppe forløb med 5 andre også med depression, det var en befrielse at føle sig så forstået, uden mange ord. Hjælp til selvhjælp det er godt. Jeg har også været i et forløb med distriktspsykiatriens sagsbehandler/miljøterapeut, om at arbejde hen mod fuld raskmelding/revalidering eller flexjob eller pension, det måtte vi se hvorlangt vi kunne komme.I starten var jeg til samtale hver uge. Hun hjalp mig med at finde et praktik sted og også med opfølgningerne med kommunen, samt når der skulle status attests afsted. "Hun er min engel". Jeg har været i jobtræning det samme sted siden april 2010 og er der stadig, det er min livsnerve og jeg vil gøre alt for at jeg måske kan blive ansat i flexjob, hvis det går igennem. Har siden nytår indset at helt rask bliver jeg ikke, og det er min store sorg, for det er jo det det er. Jeg har mistet en del af min arbejdsidentitet. Men skal redifinere mig selv nu. DET ER SKIDE SVÆRT. Men meget små skridt kommer jeg da frem. Så nu håber jeg på 15 timer flex. Kan læse at du tæller i forsøg på at få ro. Hvis du ikke får ro ved at tælle, så prøv at tælle baglæns fra et eller andet tal, du skal fange dín opmærksomhed. Jeg bruger at tømme ungernes LEGO ud på gulvet og sortere i farver og eller størelser, det giver en ufattelig god ro. Jeg bruger også vasketøjet, hænge op og lægge sammen. Simpelt er kodeordet for mig. Lav en uge plan for hvad du skal, så du skaber dig et overblik. Lav aldrig aftaler 2 dage i træk og KUN én social ting i max 1-2 timer, for du kan ikke tåle mere lige nu. PUHA, det blev alligevel langt. Håber du finder tid til at læse dette og gøre noget godt for dig selv. missemøge |
|
|
|
|
22-10-2011, 21:23
|
#9 |
|
Hvor skulle jeg ellers være
Tilmeldingsdato: 09-03 2009
Indlæg: 117
Styrke: 16 |
Jeg har skam læst hele dit - godt skrevene - indlæg
Og jeg føler SÅ meget med dig.Jeg kender (kendte) til store dele af det,- din lys og støj-følsomhed - dit ubændige trang til at være alene med dig selv, dit behov for alligevel at være noget for andre, dit behov for at overkomme det samme som før, din manglende evne til at falde i søvn, din gode evne til, at se at du bør opretholde det sociale liv trods trængsler og besværet med at finde grænsen OG være den tro når du finder den i tide, dine bekymringer for fremtiden - for hvad den i det hele taget vil bringe dig - også på den økonomiske front Du står midt i skidtet - men der kan sagtens være lys for enden!! Jeg ved ikke hvad der udløst din sygdom, men jeg ønsker for dig, at du er af dem som kommer helskindet igennem sygdommen, styrket, med formentligt også med en øget sårbarhed på enkelte punkter - som du skal lære at håndtere så de ikke invaliderer på nogen måde.. Jeg kan se du går ved psykolog og har samtaler ved egen læge. Men hvad med psykiater? Ohhh jeg var SÅ glad for min - ja jeg har hende såmænd endnu altid i baghånden. Undervejs har jeg arbejdet meget kognitivt, deltaget i psykodynamisk gruppe og dyrket motion...er du gal hvor har jeg grædt mine modige tårer, når jeg endnu en gang skulle afsted til spinning....gået daglige lange ture. Jeg har også ugentligt i et år arbejdet med mig selv via en psykoterapeut for egen regning (fik en erstatning så det gav en økonomisk mulighed for dette) Jeg har også haft dage hvor jeg måtte kapitulere og ikke kom ud af sengen. I de tilfælde var min psykiske udefinerlige smerte en stor helkropslig fysisk smerte...har føler mig ganske forrykket i min krop...som når man ser et rystet foto..sådan har jeg følt  Er helt ude på den anden side af depression og PTSD nu,- men dog ikke mere,- end at jeg nu har fleksjob i en lille niche indenfor mit fag. Flekset går kun på timer - og så er det job på en måde er tilpasset - og langt langt fra hvad jeg ellers synets er spændende og udfordrende for mig. Men man sige at det er der min sårbarhed fortsat resterer...ikke 37 timer og ikke lederstilling, ikke store projekter og ikke hvor der er udadreagerende mennesker (devalueringer, vold etc etc) Knus og varme tanker til dig |
|
|
|
|
22-10-2011, 21:52
|
#10 |
|
Elsker at være her på K10
Tilmeldingsdato: 14-11 2010
Indlæg: 71
Styrke: 14 |
Tak Hannepanne..
Det nemlig korrekt beskrevet kort det du skriver .. Rigtig svært at leve i... Jeg går også til psykiater.. Han styrer min medicin.. Dog er jeg ikke god til at ringe til ham når jeg burde.. Har svært ved at tage kontakt til andre for at dække "mine behov" Psykologen er nu blevet til parterapi for nogle måneder siden, da jeg ingen vegne kom hos hende alene.. hun sagde at når jeg ikke opnåede bedring på de mange gange så var det bedre at inddrage min kæreste som jeg har været sammen med i 10 år .. For forholdet lider jo bestemt også overlast... og hun inddrager ham fordi det kan tænkes jeg vil få det bedre hvis vi som par sammen kan få det bedre.. Jeg føler dog ikke det virker.. men altså jeg har ingen valg.. Jeg prøver alt jeg tilbydes.. Jeg har også gået til smertelæge pga mine fysiske lidelser og det rigtig svært for mig at holde dem ud nogle dage når det hele bare er værst... - er henvist til reumatolog- for anden gang- den første konkluderede bare jeg måtte leve med mine smerter og intet kunne gøre.. nu skal jeg scannes ordentligt hos en anden reumatolog efter smertelægens anbefaling.. Håber det giver bare lidt hjælp... For det hårdt at leve BÅDE med smerter fysiske OG psykisk..... Jeg synes bare det så hårdt ikke at magte alt det vigtige jeg burde.. Det jeg bruger mest af min tid på når jeg har eller kæmper mig til overskud er at lave scrapbooking.. Det er min terapi.. Jeg har et par venner jeg kan mødes med og sidde og lave det sammen med, fordi jeg ved det vigtigt at bevare nogle sociale samværs timer og det gør jeg oftes på den måde... Det roligt og ikke noget der kræver jeg skal rende rundt.. kan tage det i mit eget tempo Jeg føler bare virkelig sådanne dage som idag, at jeg aldrig kommer ud på den anden side... For jeg aner ikke hvordan jeg skal komme det.. Jeg kan ikke dyrke motion og gå ture rigtigt.. har smerter ved blot få meter så skal stoppe mange gange og ligge på sofaen hjemme bagefter... Bare det at følge min søn til skolebussen om morgenen og være ude at handle er en fysiske belastning der plager mig.. Jeg er stædig og gør tingene fordi jeg ikke vil finde mig i at jeg ikke kan.. Men jeg betaler også prisen for det efter jo.. desværre.. Så for mig er det ingen mulighed med motion selvom det siges det hjælper på depression
|
|
|
|
|
|
|
Lignende emner
|
||||
| Emner | Emnet er startet af | Forum | Svar | Sidste indlæg |
| Flere pladser ledig for FP fra "hele" Århus på "Bydelsreporter" kursus. | SidselK | Nyttigt at vide for Førtidspensionister | 4 | 31-08-2012 15:16 |
| Bliver ledige flexjobber også "jagtet" | develler | Spørgsmål ang fleksjob | 22 | 26-11-2010 09:33 |
| Festival for "udstødte" -"halvstødte" - sagsbehandlere og andet "godtfolk" | klarkurs | Alt det andet | 24 | 18-03-2010 22:25 |
| Holbæk Kommune kan også "sylte" | buster | Det er da strengt ! | 0 | 25-09-2008 21:13 |
Hybrid visning
