Hjælp til rette psykiatriske behandling!

[Tutteren]

Hej alle

Jeg håber virkelig der er nogle her som kan hjælpe mig. Sagen kort fortalt er at jeg faktisk er indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Svendborg sygehus siden 4. marts pga. selvmordsrisiko ved en alvorlig depression. Det skal så lige nævnes at jeg også har ADHD som jeg har fået diagnostiseret for to år siden.

Ud over de her selvmordstanker som både er impulser og et reelt ønske om at få fred, har jeg en række andre mærkelige symptomer, som når jeg læser på nettet om det, godt kunne være tegn på en psykose. Yderligere har jeg efter eget skøn mistet mange konjuktive færdigheder. Jeg kan ikke huske, tænke og til tider kan jeg næsten ikke tale, må lede efter ordene som stammende kommer ud. Endelig har jeg nogle virkelig sære bevægelser, som heller ikke er konstante. Det drejer sig om forskellige spjæt, grimasser, blinken, øjenrullen og strækken af især fingrene. Bevægelser jeg godt kan holde tilbage, men ikke særligt lang tid af gangen.

Nå men til en start, kunne personalet på afdelingen inkl. 3 forskellige læger, godt se jeg havde det dårligt og jeg har egentlig ikke fået det bedre, det går bare op og ned. Så nu går det f.eks. rimeligt med at tale, til gengæld føles det som om jeg er ombord på en båd med temmelig meget gyng/gang, det er virkelig syret...

Men så i dag skulle jeg for første gang tale med overlæge Jens Peter Faurschou og han mente jeg havde en personlighedsforstyrrelse og fordi jeg har gået så meget hjemme de sidste par år, er jeg nået en sådan nærmet vegetativ tilstand?
Så efter en halv time kunne han også sige, at jeg var heller ikke deprimeret, det hele skyltes den her særlige personlighed, som han mente var af typen dependent, dvs. at man er meget afhængig af andre mennekser.

Så altså i sidste uge, hvor jeg gerne ville hjem, blev jeg truet med tvangsindlæggelse, hvis jeg var vedholden i mit udskrivelsesønske. Nu er jeg så hjemme på weekend med tilbagekomst på søndag, med henblik på udskrivelse en gang i næste uge.

Overlægen mente at det bedste for mig ville være en pension eller måske 10-15 timers job og lige der var jeg enig med ham, men kan virkelig også se det håbløse i det projekt.

Hvad filan gør jeg nu. Er der måske andre der kender den her overlæge? Jeg har det lidt sådan at var jeg ikke skør før, ja så er jeg det da nu.

[Tutteren]

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16624

[annagw]

Hejsa
Har ikke tid til så megen filosoferen og at læse din anden tråd, men jeg vil bare lige spørge, om du er begyndt på noget ny medicin efter du blev indlagt?
Mange af de fysiske symptomer du beskriver har jeg haft som bivirkning ved medicin...

[MTVRV1]

desværre når de ikke kan gøre mere for en, bliver man udskrevet
så det skal du ikke tage så tungt
Men jeg var også indlagt med selvmordstanker
men har absolut ingen depression, så det kan overlægen godt have ret i
det er meget min personlighedsforstyrrelse der har en del af skylden for det
i det jeg også isolere mig og har svært ved lange samtaler og tilknytning til andre
synes det bedste ved det hele det sidste halve år og hvor man fået diagonser
på ens psykiske sygdom.
så ved man hvorfor man handler som man gøre

Men det medicinsk behandling har virkelig hjulpet
nu er jeg så heldig at seroquel er opfundet
det virker nemlig på mig

udfra det du skriver er du under medicinsk behandling og hvor længe har du været det?

Men du skriver dette
Så altså i sidste uge, hvor jeg gerne ville hjem, blev jeg truet med tvangsindlæggelse, hvis jeg var vedholden i mit udskrivelsesønske. Nu er jeg så hjemme på weekend med tilbagekomst på søndag, med henblik på udskrivelse en gang i næste uge.

hvad er der sket siden du kan sendes hjem nu og ikke i sidste uge, hvor du blev truet med tvangsindlæggelse

[Chas]

Kender ikke lægen, men umiddelbart hvad jeg kender til personlighedsforstyrrelser lyder det ikke helt ved siden af - sorry (har selv haft min 6årige gang i det psykiatriske system)
Personlighedsforstyrrelser bev også tidligere kaldt grænsepsykoser, så det er måske forklaringen på dine symptomer???
Hvorfor synes du det er håbløst med fleks eller pension? (har ikke læst din anden tråd - undskyld)

[LUM]

Dine ufrivillige trækninger kaldes tiks, og er enlig slet ikke så unormale for ADHD´ere, dog ses de oftere hos asbergere (og meget tydeligt hos autister... det er jo samme linje ) Men tiksne kan faktisk godt trikkes af ADHD medicinen, forstået at man er disponibel fordi man ligger på autismelinjem, måske man ikke har døjet, og får så medicin, og vupti, lige som angst og mange andre psykiske belastninger kan udløse dem (og sikkert også andre typer medicinering)

Fejlmedicinering af en ADHD´er kan nemt føre til en psykose, så det undrer mig faktisk heller ikke at lægen beskriver, lige som en personlighedsforstyrelse oven i ADHD´en faktisk også er ret normalt. Ikke at jeg ved noget om det, men jeg kan sagtens se for mig at du er blevet behandlet for dep, og det så har været helt forkert og derfor udløst psykosen, dog skal det siges at ADHD medicin til en ADHD´ere, med flere ting end bare, også kan udløse psykose.

personlighedsforstyrelser er tilkommere, af udefra kommende ting. Som ADHD´er er du mere følsom på psykken og samler nemmere ting op, end ikke ADHD´ere, og derfor er vi tilbøjlige til med tiden at få skrabt sammen til alt mulig andet pangel, så det er altså ikke spor urealistisk at du har både det ene og det andet og det 10.-ende.
Når man så rander ind i en psyk, har de gerne et-3/4 områder hvor de virkelig har erfaring, og de ser naturligvis alle symptomer som KAN hører til, høre til netop det, ofte glemmer de at symptomerne krydser hinanden, fx med ADHD´en hukommelselsbesvær er et symptom, men det er også et symptom for 100 vis af andre diagnoser, bla ligger symptomerne på en alm ADHD´er med angst (oftest piger) meget meget tæt op af borderliner diagnosen (det hedder det ikke ustabil et eller andet personlighed.. en personlighedsforstyrelse) der skal et meget erfarent øje til at skældne, undersøgelser har vist at op imod 45% af borderlinerne faktisk slet ikke er bordere med ADHD´ere med en eller flere sekundære diagnoser... det er altså mange, men viser jo netop tydeligt problematikken, jeg har forstand på personlighedforstyrelser og aner knap hvad ADHD er, så det klart jeg ser personlighedsforstyrelse og ikke ADHD, endnu værre er den naturligvis der hvor personen er bække dele, for hvad er personlighedsforstyrelsen og hvad er ADHD´en??

Når det så er sagt, så er det altså super vigtigt at du holder stædigt fast i at den der kender dig bedst er dig, slut, på alle områder især medicinering, om end den kun gælder i det du ikke bare tør være ærlig over for dig selv, men virkelig ER det, at du måske hader A (fx at du er voldelig, eller hvad det nu er) men sådan er det så, sådan er du.

Jeg har lidt for tit nu netop oplevet det gide ved styrken i... jeg kender mig, altså jeg afvser ikke at afprøve det ene eller det andet, for jeg kan jo ikke vide det uden at stikke snuden i det, men har det ikke føltes rigtigt (efter jeg har set på fisken... det er nøglen) jamen så er det fordi det ER forkert.

[Tutteren]

Ja jeg får en del medicin, bla. Setraline mod depression og Strattera mod ADHD. Mens jeg har været indlagt har jeg så fået Truxal, men det er jeg så stoppet med i håb om at det hjælper på den her gyngende fornemmelse jeg har i kroppen. Har så heller ikke sovet mere end 3-4 timer både i nat og natten til i går, så måske trætheden også kan være skyld i det?

Jammen jeg ved ikke hvad der er sket på bare et par dage fra at de var meget bekymret for mig til at nu kan jeg da bare tage hjem. :dunno:

Men jeg har mand og to børn og de gør jo virkelig at jeg gør hvad jeg kan for at holde fast på virkeligheden. Har ikke et stort netværk, men jeg har to gode veninder jeg har haft i henholdsvis 5-10 år så jeg kan godt knytte mig til folk, jeg er nok bare lidt kræsen og socialt samværd kræver bare så meget energi af mig...

Jeg kan også godt SE og FORSTÅ hvordan han dog kan komme til en sådan slutning, hvis man går i gang med at overfortolke og hvad ved jeg, men det passer bare ikke. Har muligvis noget autisme, men nej, kan altså ikke se jeg har en personlighedsforstyrrelse. Jeg har tidligere gået mindst 20 gange til psykolog og omk. 10 gange til psykiater (ham der udredte mig med ADHD) og ingen er kommet frem til at der skulle være noget unormalt i min personlighedsstruktur...

Det er meget muligt jeg ikke har eller har haft en depression, men noget er der sket og det er noget jeg ikke altid formår at styre. Føler mig efterhånden totalt desperat og meget modløs. For hvis vi ikke engang kan finde frem til den rette diagnose, så kan det være lige meget, om så jeg får serveret en pension eller et flexjob på et sølvfald i næste uge det er sku' ligemeget, sådan som jeg har det.

[Tutteren]

Vil godt lige understrege at der jo ikke er noget galt med de mennesker der har en personlighedsforstyrelse.

Jeg ved også godt det er en hyppig tillæg til ADHD og selv hvis jeg har det, syntes jeg slet ikke det kan forklare sådan jeg har det. Men hvad gør man for at gøre det forståeligt, det er jo næsten en bekræftelse at man protestere mod en sådan diagnose...

Kender mig selv godt nok til at jeg sikkert finde på noget rigtig dumt i ren desperation.

[annagw]

Hej Tutteren.

Hvis du ikke føler dig klar til at blive udskrevet, skal du sige, at du har behov for fortsat at være indlagt; evt. på en åben afdeling.

Når du ikke kan forstå hvorfor psykiateren mener du kan fejle dit og dat, skal du tydeligt sige, at du ikke kan genkende de lidelser i dig selv, og få ham/hende til at forklare dig hvorfor han/hun drager den konklusion. Altså: Få en dialog i gang.

På den ene side er det virker det ligegyldigt hvilken diagnose man har. På den anden side, er et meget vigtigt at have den rigtige.
Det virker ligegyldigt, fordi man nu en gang har de problemer man har, uanset hvilken kasse man bliver puttet i, og "bare" skal have hjælp til at mildne og håndtere disse.
Men det er vigtigt fordi det giver behandlerne et langt bedre udgangspunkt for at sætte ind med den rette behandling - og kan hjælpe os patienter til større sygdomsindsigt.

Jeg fik selv i sin tid diagnosen personlighedsforstyrrelse (emotionel ustabil). Jeg blev medicineret med noget der kunne løfte mine depressive tendenser og noget der kunne lægge låg på mine humørsvingninger i opadgående retning.
Men jeg var stadig hamrende ustabil. I årevis.
Jeg fik ny psykiater for 15 måneder siden, som straks gik igang med diagnostisk udredning. Hun lagde ud med at jeg dagligt førte stemningsregistrering i et skema. Det blev hurtigt tydeligt, at jeg var meget stemningssvingende, og derfor fik jeg diagnosen bipolar rapid cykling (en form for maniodepressiv lidelse hvor man har mange svingninger uden at ryge ud i dyb depression og svær mani).
Jeg trappede ud af det antidepressive medicin jeg fik, fordi det paradoksalt nok er kendt for at udløse stemningssvingninger hos bipolare. I stedet trappede jeg ind i et stemningsstabiliserende, og i vinter fik jeg et andet antidepressiv (sertralin) som er kendt for at fungere for bipolare.
Jeg er nu mere stabil end jeg har været alle de år jeg har været i behandling.

Med det vil jeg sige, at det er vigtigt at have den rette diagnose, så man kan få den rette medicin.

Jeg syntes helt bestemt at du skal være kritisk overfor behandlernes konklusioner i og med at du kender dig selv bedre end de gør. Men det nytter ikke noget at du bare siger at du ikke mener du fejler det de siger. Måske har de ret, måske har de ikke; men det kan I kun finde ud af ved at føre en konstruktiv dialog.

Hvilken behandling fik du før du blev indlagt?

Er den medicin du får nu noget du er begyndt på efter du blev indlagt?
I så fald vil jeg tro at de fleste af dine fysiske symptomer er bivirkninger. De går heldigvis som regel over igen.

Inden du bliver udskrevet vil jeg foreslå dig at få en henvisning til udredning og/eller behandling i ambulant hospitalsregi.
Der er behandlingsgaranti på psykiatrisk behandling i hospitalsgaranti; hvilket vil sige, at man har frit sygehusvalg (inkl. privathospitaler) hvis ventetiden er over 8 uger.
Privatpraktiserende psykiatere har ofte langt længere ventetid.

[Tutteren]

Oprindeligt indsendt af annagw

Hej Tutteren.

Hvis du ikke føler dig klar til at blive udskrevet, skal du sige, at du har behov for fortsat at være indlagt; evt. på en åben afdeling.

Når du ikke kan forstå hvorfor psykiateren mener du kan fejle dit og dat, skal du tydeligt sige, at du ikke kan genkende de lidelser i dig selv, og få ham/hende til at forklare dig hvorfor han/hun drager den konklusion. Altså: Få en dialog i gang.

På den ene side er det virker det ligegyldigt hvilken diagnose man har. På den anden side, er et meget vigtigt at have den rigtige.
Det virker ligegyldigt, fordi man nu en gang har de problemer man har, uanset hvilken kasse man bliver puttet i, og "bare" skal have hjælp til at mildne og håndtere disse.
Men det er vigtigt fordi det giver behandlerne et langt bedre udgangspunkt for at sætte ind med den rette behandling - og kan hjælpe os patienter til større sygdomsindsigt.

Jeg fik selv i sin tid diagnosen personlighedsforstyrrelse (emotionel ustabil). Jeg blev medicineret med noget der kunne løfte mine depressive tendenser og noget der kunne lægge låg på mine humørsvingninger i opadgående retning.
Men jeg var stadig hamrende ustabil. I årevis.
Jeg fik ny psykiater for 15 måneder siden, som straks gik igang med diagnostisk udredning. Hun lagde ud med at jeg dagligt førte stemningsregistrering i et skema. Det blev hurtigt tydeligt, at jeg var meget stemningssvingende, og derfor fik jeg diagnosen bipolar rapid cykling (en form for maniodepressiv lidelse hvor man har mange svingninger uden at ryge ud i dyb depression og svær mani).
Jeg trappede ud af det antidepressive medicin jeg fik, fordi det paradoksalt nok er kendt for at udløse stemningssvingninger hos bipolare. I stedet trappede jeg ind i et stemningsstabiliserende, og i vinter fik jeg et andet antidepressiv (sertralin) som er kendt for at fungere for bipolare.
Jeg er nu mere stabil end jeg har været alle de år jeg har været i behandling.

Med det vil jeg sige, at det er vigtigt at have den rette diagnose, så man kan få den rette medicin.

Jeg syntes helt bestemt at du skal være kritisk overfor behandlernes konklusioner i og med at du kender dig selv bedre end de gør. Men det nytter ikke noget at du bare siger at du ikke mener du fejler det de siger. Måske har de ret, måske har de ikke; men det kan I kun finde ud af ved at føre en konstruktiv dialog.

Hvilken behandling fik du før du blev indlagt?

Er den medicin du får nu noget du er begyndt på efter du blev indlagt?
I så fald vil jeg tro at de fleste af dine fysiske symptomer er bivirkninger. De går heldigvis som regel over igen.

Inden du bliver udskrevet vil jeg foreslå dig at få en henvisning til udredning og/eller behandling i ambulant hospitalsregi.
Der er behandlingsgaranti på psykiatrisk behandling i hospitalsgaranti; hvilket vil sige, at man har frit sygehusvalg (inkl. privathospitaler) hvis ventetiden er over 8 uger.
Privatpraktiserende psykiatere har ofte langt længere ventetid.

Tak for at dele din historie, den er virkelig lærerig. Det var vel nok heldigt at du fik dig en ny psykiater. Jeg er glad for at du nu får en god behandling.

De råd du giver mig er faktisk stort set det som jeg har gjort. Jeg sagde stille og roligt at det kunne jeg slet ikke forstå, at det ikke gav en mening for mig. Men altså han var jo dygtig til at pille mig ned igen.

De har slet ikke ændret på min medicin, kun givet ekstra Truxal (anti-psykotisk) fordi jeg havde det så dårligt... Jeg har så ikke taget Truxalen i to dage, fordi jeg håber det holder op med at gynge, det er ikke holdt endnu.

En løsning kunne også være at bede ham lave den der uopfordret lægeerklæring, som han er så sikker på kan give mig en god behandling i jobcentret. Sagen er nemlig den at jeg ikke stoler på at han laver en som jeg kan bruge til noget, hvis du forstår.

Jeg spurte også til om jeg ikke kunne få testet mine konjuktive evner, hvilket kunne være godt i forhold til jobcenter. Men det syntes han ikke var nødvendig, mente at de var bedre end hans?

Han mente så jeg havde forstyrelsen dependent personlighedsforstyrelse, fordi jeg har et godt ægteskab med min mand og vi generelt ikke skændes så tit.

Mest af alt er jeg bare vred og ked af det. For da jeg blev indlagt, sagde de at man altså ikke skulle blive så ked af at kæmpe mod systemet at man havde lyst til at tage sit eget liv...og lige nu er det det eneste jeg har lyst til, hvis bare jeg ikke havde to små børn.