Der findes en del børn, som ikke kommer i skole. HVORFOR?

[phhmw]

Næsten halvdelen af børn med autisme kommer ikke i skole, og 24 procent mister mindst et års skolegang

45 procent af børn med autisme kommer ikke i skole på grund af mistrivsel. Det kan tage år at få den nødvendige udredning og hjælp, og nogle af børnene anbringes. Samtidigt er der sket nedskæringer af lærertimer per barn, og antallet af uuddannede undervisere stiger.

https://arbejderen.dk/indland/naeste...Rcd8#gsc.tab=0

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.tv2east.dk/sjaelland-og-...ssSvZNQj-YGP94

Mange lærere er uden læreruddannelse. Et problem, mener lærerforening, der ønsker at se på inklusionsopgaven.

Andelen af lærere i folkeskolen, der har taget en læreruddannelse, svinder ind.

Årsagen til det er i høj grad den meget svære opgave med også at få inkluderet børn med diverse udfordringer i klasserne. Det mener Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening.

- Hvis vi skal ændre på det her, skal vi kunne løse inklusionsopgaven langt bedre end i dag. Det er hovedgrunden til, at mange lærere forlader folkeskolen, og at mange lærere med læreruddannelse lader være med at søge ind i folkeskolen.

- Den opgave er for voldsom, for stor og for kompliceret at stå med alene, siger han.

Kommentaren falder, efter at en analyse fra Danmarks Lærerforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at godt hver tredje nyansatte i skoleåret 2020/2021 ikke havde en læreruddannelse.

Analysen medtager også vikarer, som har arbejdet mindst 80 timer på en måned.

Stort problem i folkeskolen
Analysen er med til at understrege et billede gennem flere år af, at færre af de voksne foran tavlerne i klasselokalerne har taget en læreruddannelse.

Alligevel er der ikke umiddelbart for få uddannede lærere ifølge Gordon Ørskov Madsen.

- Vi har ikke lærermangel i Danmark, men vi har lærermangel i folkeskolen, siger han.

Ifølge ham er der 28.000 læreruddannede, som arbejder med andet end lærergerningen i folkeskolen.

Mange af dem har tidligere været lærere, men især opgaven med at inkludere børn med særlige behov i de almindelige klasser kan ifølge Gordon Ørskov Madsen være voldsomt svær og er den primære årsag til lærernes flugt fra faget.

Lærerformand: - Inklusionsopgaven skal løses først
Skal der hentes flere lærere til folkeskolen, skal der sættes ind på flere punkter, mener lærerformanden. Inklusionsopgaven skal ifølge ham løses først, og han ved, hvor han selv ville starte:

- Der skal være to lærere i klassen i hovedparten af undervisningstimerne.

- Der skal være lærere med specialpædagogisk viden på skolerne, så undervisningen bliver støttet, så lærerne ikke står alene med hele den kæmpestore opgave, det er at undervise 26 elever alene, hvor nogle elever har diagnoser, siger han.

Derudover mener han, at lærerne skal have bedre mulighed for efter- og videreuddannelse.

Da valget til Folketinget blev udskrevet, var der en analyse af inklusionsudfordringen i skolerne i gang. Den opgave fortsætter ifølge lærerformanden, når der er dannet en ny regering, og nye ordførere er udpeget.

Hilsen Peter

[phhmw]

https://skolemonitor.dk/nyheder/art9...ørtidspension«

16 familier har kontaktet Skolemonitor for at fortælle deres historie: »Min datter har ikke gået i skole i syv år. Jeg er bekymret for, om hun mon nogensinde får et liv, der ikke er afhængig af kontanthjælp eller førtidspension«

På få år er antallet af børn med autisme, der ikke går i skole på grund af mistrivsel, eksploderet. Ny undersøgelse viser, at 49 procent af børnene har ufrivilligt fravær. Det har store konsekvenser for både barnet og resten af familien, fortæller flere familier til Skolemonitor.

Når 11-årige Anna slår øjnene op om morgenen, står hun ikke op og går i skole, som hendes klassekammerater gør. I stedet bliver hun liggende under dynen det meste af dagen. Nogle dage står hun slet ikke op, og sådan har hendes hverdag nu set ud siden januar, hvor hun efter tre år med mistrivsel stoppede med at kunne gå i skole.

»Hun blev mere og mere trist. I starten var det kun store arrangementer som idrætsdag eller juleafslutning på skolen, hun ikke ville deltage i, men til sidst kunne hun heller ikke overskue normale skoledage. Hun havde det virkelig dårligt psykisk, blev udredt med autisme, og nu har hun ikke været i skole i 10 måneder.«

Sådan fortæller Annas mor, Lisbeth, der i samarbejde med sin mand har passet deres datter hjemmefra, og de har derfor begge haft svært ved at passe fuldtidsarbejde som henholdsvis jurist og salgschef i en større virksomhed. I dag er Lisbeth sygemeldt med en belastningsreaktion grundet en forværring af hendes datters psykiske sygdom.

I 10 måneder har familiens liv været »sat på pause«, og hendes datter har reelt ikke haft socialt samvær med andre end sin tætte familie. Og selv om hun savner sine venner, føler sig ensom og bliver mere indadvendt og trist for hver dag, der går, kan hun ikke komme tilbage i skole - i hvert fald ikke den skole, Københavns Kommune har tilbudt hende en plads på.

For i stedet for at tilbyde hende en plads på det dagbehandlingstilbud, som eksterne fageksperter har anbefalet - Søstjerneskolen på Østerbro, hvor de er specialiseret i piger med høj intelligens og autisme - har Københavns Kommune tilbudt hende en plads på et dagbehandlingstilbud, Fyrtårnet, hvor der er støj i klassen, og hvor hun som elev i 5. klasse skulle gå sammen med elever fra 2. klasse.

»Det er jo helt forrykt og reelt ikke et brugbart tilbud til en pige, der er indadvendt, støjsensitiv og mistrives, når der er larm omkring hende,« sukker Lisbeth.

I fire forskellige ekspertvurderinger fra henholdsvis psykolog og ekspert i børn med høj IQ, Ole Kyed, en PPV psykologvurdering fra kommunen selv, en psykologvurdering fra Bispebjerg Børnepsykiatrisk afdeling samt en psykologvurdering fra Psykologisk Ressourcecenter, som Skolemonitor har set, står der desuden, at det er vigtigt for Annas trivsel, at hun bliver fagligt udfordret.

»Når kommunens egne eksperter påpeger det, duer det jo ikke at sætte hende i klasse med elever, der er tre år yngre end hende selv,« siger Lisbeth, der efterfølgende klagede til kommunen, som fandt en ny plads til Anna.

Men denne gang var tilbuddet en plads på dagbehandlingstilbuddet Polaris, som er en skole for unge, der har psykiske lidelser som angst, skizofreni, personlighedsforstyrrelser, OCD eller depression, og altså ikke arbejder med autismepædagogik.

»Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor kommunen ikke tilbyder en skole, som passer til Annas behov, så hun kan komme tilbage i skole. Det virker helt absurd, at vi skal igennem det her endnu engang som familie.«







Vis mere
Halvdelen af børn med autisme har ufrivilligt fravær
Det er nemlig ikke første gang, at Lisbeths familie er i kamp med kommunen, der fastholder deres barn på en skole, hvor barnet ikke trives. Annas storebror ligger også indenfor autismespektret, og efter et mislykket forsøg på inklusion i en almindelig folkeskoleklasse, blev han visiteret til en specialskole.

Men heller ikke dengang lykkedes det Københavns Kommune at finde et skoletilbud, der passede til hans behov, og Lisbeths søn blev placeret i en klasse med voldsomt udadreagerende børn, som han var bange for.

»Det er surrealistisk at tænke tilbage på, men vi stod til sidst og fysisk tvang ham ud i bilen og kørte mod skolen, hvor lærerne stod klar til at tage imod ham og trak ham med ind i klassen. Det foregik på kommunens og skolens anbefaling, indtil en psykolog sagde til os, at vi var nødt til at lytte til ham – at når han sagde fra, var det, fordi det ikke var et godt sted at være for ham.«

Derefter sygemeldte familien deres søn, og Lisbeth måtte gå hjemme på fuldtid med sin søn i halvandet år, hvor kommunen i mellemtiden skulle godtgøre hendes tabte arbejdsfortjeneste.

»Ligesom Anna fik han det utroligt dårligt psykisk, både fordi han mistede sit sociale liv, men også fordi al faglig udvikling gik i stå. Han gik glip af hele fjerde klasse og halvdelen af femte, som jo er en stor del af en barndom, og jeg kan huske, at han beskrev det som en barndom på en øde ø,« fortæller Lisbeth, der med egne ord efterhånden »har meget erfaring med et system, der på ingen måde fungerer.«

Skolemonitor har fremlagt kritikken for socialforvaltningen i Københavns Kommune, der ikke ønsker at stille op til et interview. Forvaltningen svarer i stedet på mail, at:

»Vi forsøger i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen altid at pege på et egnet tilbud, som vi vurderer kan løse opgaven. Det gør vi ud fra vores oplysninger i sagen samt vores erfaring med de enkelte tilbud. I den proces møder og inddrager vi barnet, og vi er i dialog med forældrene, fagprofessionelle og andre om barnet. Vores vigtigste opgave er, at børn i mistrivsel hurtigst muligt kommer tilbage i trivsel.«

Lisbeth og hendes familie har dog ikke haft oplevelsen af, at kommunen kæmper for at få deres børn hurtigt tilbage i trivsel.

»Det er frygteligt. Nu har jeg ad to omgange gået hjemme på ubestemt tid med et barn, hvis liv bare forsvinder mellem hænderne på dem. Deres hverdag består af ingenting, de bliver triste, og jeg ser dem bare visne, mens vi venter på, at kommunen kan finde en løsning. Det føles som at stå og kigge på sit barn drukne, og man råber og skriger, men ingen hjælper. Man står bare helt alene.«

Men Lisbeths familie er langt fra alene. I en ny inklusionsundersøgelse fra Landsforeningen Austisme svarer 49 procent af de 1.018 adspurgte forældre til autistiske børn, at deres barn på nuværende tidspunkt har ufrivilligt skolefravær. Det er en voldsom stigning på få år. I 2016 lå tallet fra en tilsvarende undersøgelse på 28 procent.

Samtidig viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at det samlede fravær for alle elever i grundskolen ligger på otte procent, og hver fjerde elev i grundskolen har over 10 procents fravær. Det skyldes ikke udelukkende skolevægring (hvor barnet har 100 procent fravær, red.), men en rundspørge blandt 354 skoleledere foretaget af Institut for Menneskerettigheder viser, at 85 procent af skolelederne har haft kendskab til en eller flere elever med skolevægring inden for de seneste seks måneder.

»Børn i mistrivsel bliver taget som gidsler«
Når børn helt stopper med at gå i skole, skyldes det ofte fejlslagen inklusion af børn med diagnoser, der ikke føler sig trygge nok til at møde op i skolen og derfor hellere vil blive hjemme.

Det fortæller 16 forskellige familier fra hele landet, som Skolemonitor har været i kontakt med. De har ønsket at fortælle om deres situation, fordi de føler sig efterladt af politikerne, overladt til sig selv og »desperat« har brug for at få mere opmærksomhed på skolevægring som et samfundsproblem.

Samtlige familier har børn indenfor autismespektret, som har lidt under fejlslagen inklusion og derfor ikke kan gå i skole, så længe det er i almenskolen, et specialskoletilbud eller et dagbehandlingstilbud, der ikke tilbyder de rammer, som passer til barnets behov.

Men når familierne henvender sig til kommunen med ønske om en anden skole, føler mange sig afvist af en »uforstående« kommune.

En mor beskriver, at hun er blevet mødt af et skolesystem, der »trækker udredningen af børn i langdrag, fordi det er dyrere at sætte et barn i specialtilbud end i en almindelig klasse,« og at hun er blevet anklaget for at være skyld i hendes barns mistrivsel på grund af omsorgssvigt. Hendes datter blev senere udredt med autisme.

En anden mor beskriver det som »magtkampe, hvor børn i mistrivsel bliver taget som gidsler, fordi skolerne forsøger at få børn og forældre til at makke ret.«

I mellemtiden går børnene hjemme - nogle i årevis - uden undervisning eller socialt samvær.

Katrines datter får aldrig en afgangseksamen
En af dem er Katrines datter, der også ligger indenfor autismespektret. Hun er 16 år, men har reelt ikke gået i skole i syv år, fordi hun i første omgang skulle vente lang tid på en udredning og begyndte at mistrives og udvikle angst i ventetiden.

»Til sidst græd hun hver morgen og begyndte at tale om, at hun ikke havde lyst til at leve mere. Det var så hjerteskærende at høre som mor, men vi kunne ikke gøre noget, fordi skolen ikke ville udrede hende,« fortæller Katrine.

Efter et år var Katrine træt af at vente på kommunen, og hun opsøgte i stedet børnepsykiatrisk afdeling på det nærmeste hospital på eget initiativ. Den børnepsykiatriske afdeling udredte hendes datter med autisme, og derefter skulle hun vente næsten tre måneder, før kommunen påbegyndte en PPV.

Men da kommunen kontaktede familien igen med en plads på et specialskoletilbud, passede skolens rammer ikke til de behov, Katrines datter ifølge familien selv havde brug for.

»I starten gik det fint, hvor der var fire børn og to voksne i klassen. Men efter kort tid kom der flere børn uden at antallet af voksne fulgte med, og det førte til mere larm,« fortæller Katrine, hvis datter igen var utryg ved at møde i skole.

Kommunen delte ikke den overbevisning, og det har derfor ikke været muligt at få hendes datter visiteret til en anden skole med færre elever i klassen.

I dag har Katrines 16-årige datter ikke gået rigtigt i skole, siden hun var ni år gammel. Hun har haft så meget fravær, at hun ikke kan få en afgangseksamen til sommer, som andre unge mennesker på hendes alder.

Hun kommer højst sandsynligt heller aldrig på en ungdomsuddannelse eller kommer til at være i stand til at få et arbejde, siger hendes mor, som er bekymret for »om hun mon nogensinde får et liv, der ikke er afhængig af kontanthjælp eller førtidspension.«

Men udover desperation og kamp for at hænge sammen har flere af familierne også det til fælles, at en forælder er nødt til at gå hjemme for at passe deres barn, som ikke går i skole. I nogle tilfælde har det stået på i flere år, hvor forældrene går hjemme uden at arbejde, som både har psykiske konsekvenser for forælder og barn, men også kan have økonomiske konsekvenser.

I Katrines tilfælde har det ramt familien økonomisk, at hun har været nødt til at gå hjemme med sin datter, og derfor ikke har kunne passe sit arbejde som social- og sundhedsassistent. Hun har derfor forsørget familien med tre børn på skiftevis sygedagpenge og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

En anden familie er blevet ramt økonomisk, fordi skolen registrerede barnets fravær som ulovligt. Datteren mistrivedes i den almindelige folkeskole og ville ikke stå op om morgenen, og mens familien håbede at få deres barn visiteret til et specialtilbud, afviste PPR visitering til specialtilbud, da barnet »smilede« i klassen.

Barnets fravær kunne derfor ikke godkendes, hvorfor familien blev ramt af den såkaldte ’fraværsstraf’, som fratager familierne deres børnecheck. Deres datter blev efterfølgende udredt med autisme.

Og så er der Lisbeths familie fra Østerbro, der i kampen mod kommunen har fået brug for at tegne en ekstra sundhedsforsikring, gået til selvbetalt psykolog og betalt advokatregninger:

»Nu er vi en relativt ressourcestærk familie, men vi er efterhånden fuldstændig drænet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mere udfordrede familier skal klare den. Vi har kunne betale os til psykologhjælp og advokatregninger, men hvem skal hjælpe en økonomisk udfordret familie, der ikke har råd til advokatregninger og som måske ikke har overskud til at sætte sig ind i reglerne og råbe højt? Hvem skal hjælpe dem? Det er i hvert fald ikke kommunen.«

Advokat: Mange af sagerne minder desværre om hinanden
Tager man problemerne ét ad gangen, peger Lisbeth og flere af de andre forældre på, at den første udfordring i systemet er, at få deres barn udredt med en diagnose. I to år måtte Lisbeth kæmpe med Københavns Kommune, der ikke ville udrede hendes datter med autisme, fordi datteren virkede til at fungere socialt med de andre børn i klassen.

»Men min datter viste jo ikke nødvendigvis sin tristhed i skolen, til gengæld viste hun det, når hun kom hjem. Hun er intelligent og kan godt aflæse forventninger fra en lærer om, at man skal opføre sig godt. Til gengæld var hun helt knust, når hun kom hjem. Men de stolede ikke på vores vurdering,« fortæller hun.

»Københavns Kommune og PPR nægtede, og i mellem tiden fik hun det dårligere psykisk.«

(phhmw OBS! her, at bores børn i denne forbindelse IKKE er underlagt Retssikkerhedslovens § 3 stk. 2)

Først da familiens egen læge skar igennem og henviste Anna direkte, blev hun udredt med autisme, og efter seks måneder blev hun visiteret til et dagbehandlingstilbud. Men lige som familien troede, det ville blive bedre, gik det galt igen. Anna, der på daværende tidspunkt gik i femte klasse, blev visiteret til et dagbehandlingstilbud, hvor de andre elever var flere år yngre end hende.

»Vi prøvede at efterspørge en plads på Søstjerneskolen, som eksterne eksperter anbefaler, men det er endnu ikke lykkedes,« siger Lisbeth.

Det er kommunens afgørelse, hvilket behandlingstilbud et barn skal gå på, og da Københavns Kommune endnu ikke har anerkendt familiens vurdering, går Lisbeths datter, Anna, stadig hjemme på ubestemt tid.

Lisbeths oplevelse er et typeeksempel på rigtig mange andre lignende sager i Danmark, hvor kommunen stoler mere på sin egen vurdering end på forældrenes. Det fortæller Thomas Taguchi, som er en af Danmarks førende advokater indenfor skolesager med et særligt fokus på specialundervisning og dagbehandlingsskoler i alle landets kommuner.

Han fører hvert år et højt antal skolesager, og sagerne minder »desværre« alle om hinanden, fortæller han.

»Mange af mine klienter har børn, der ikke har været i skole i årevis. Normalvis ville man jo se det som et tegn på, at den skole, som barnet er visiteret til, ikke er det rette tilbud. Men i rigtig mange tilfælde fastholder kommunen barnet i den samme skole alligevel, og det kan man jo finde en smule bizart. Det er det, der er sket for Lisbeth, og det sker for rigtig rigtig mange andre familier i alle landets kommuner.«

Thomas Taguchi fortæller, at det ofte skyldes, at kommunens sagsbehandlere har en anden opfattelse af barnets evner end familiernes og fageksperternes vurdering. Og så »kan man jo kun undre sig over, hvorfor kommunen ikke bare visiterer barnet til den skole, som eksperterne anbefaler,« siger han.

»Sagsbehandleren fra kommunen er et menneske, der ofte aldrig har mødt barnet. Personen læser nogle dokumenter og ud fra det, drager han eller hun en konklusion om, hvilke behov barnet har. Men hvad så med den psykolog, der har kendt barnet i årevis? Hvad med forældrene, der bor sammen med barnet og ser barnet reagere hver dag? Hvad med barnets egne udtalelser? Det vægter åbenbart mindre end sagsbehandlerens papirvurdering fra et skrivebord,« siger Thomas Taguchi.

Hvordan kan du være sikker på, at familierne har ret i, at barnet har brug for et andet skoletilbud end det, kommunen har besluttet?

»Jeg kan love dig for, at du ikke finder én familie, hvis hedeste drøm er at holde deres barn hjemme, mens de kæmper sig selv ihjel for at få barnet i skole. Deres børn får det psykisk dårligt, og hele familien lider så mange konsekvenser af at gå hjemme. Hvis barnet kunne gå i den skole, kommunen tilbyder, havde de allerede gjort det. Forældrene mister jo også selv muligheden for at arbejde, fordi de skal gå hjemme og passe barnet. Der er absolut intet for familierne at vinde ved at gå hjemme.«

Thomas Taguchi mener, at mange af familierne har krav på en anden skole, end den kommunerne i første omgang tilbyder eller fastholder. Han vil dog ikke gå så langt som at kalde kommunernes ageren for ’ulovlig’, men siger:

»Ofte er kommunernes håndtering af sagerne efter min opfattelse i bedste fald udtryk for ekstremt dårlig sagsbehandling.«

De sager, som Thomas Taguchi har arbejdet med de seneste år, har i de fleste tilfælde ført til, at kommunen på baggrund af de oplysninger og indlæg, advokatkontoret er kommet med, har afsøgt andre skoler eller behandlingsmuligheder for barnet.

»Men det er jo kun ressourcestærke familier, der kan hyre en advokat. Der er mange familier, der slet ikke kan tage kampen op, fordi det er for ressourcekrævende. Man kan jo være bekymret for, hvor mange år deres børn bliver siddende hjemme.«

Skolemonitor har fremlagt kritikken for Kommunernes Landsforening, som ikke ønsker at stille op til interview. I stedet svarer KL’s Børn- og Skolechef, Peter Pannula Toft i en mail:

»Forældre er dem, der kender deres barn bedst. Det er der ingen tvivl om. Men sagsbehandlere i kommunen er dem, der kender tilbuddene bedst. Derfor skal det være fagpersonaler, som vurderer, om et barn får det rigtige skoletilbud. Men det skal selvfølgelig altid ske i tæt dialog med barnet selv og forældrene.«

Peter Pannula Toft tilføjer desuden, at KL er optagede af, at der er et stigende antal elever, der har et højt fravær fra skolen, og at skolen og kommunen har et stort ansvar for at se på, hvad det er i læringsmiljøet, som gør, at barnet ikke ønsker at møde op.

»Derfor er vi blandt andet nysgerrige på lokale kommunale indsatser, som f.eks. i Køge, hvor man med projektet, ’Er du på vej’, bl.a. arbejder med elevinddragelse for at skabe mere tilhør, tillid og trivsel, så skolen bliver noget, eleverne ikke har lyst til at blive væk fra.«

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.facebook.com/groups/2198...user/644086189

Kære alle bosiddende i Københavns kommune - mangel på korrekt skoletilbud til børn med diagnose

Har I oplevet, at der ikke har været et korrekt skoletilbud til jeres barn med autisme, adhd eller lignende diagnose?

Har det ramt jer økonomisk og psykisk?

Og har kommunen ikke hjulpet jer?

Så send gerne en privatbesked eller sms på 60464069.
Det er til et indslag om emnet på Reporterne, 24syv.
Mange gode hilsner
Anna Heydorn
24syv

phhmw

Hvornår blev skolereformen vedtaget af Folketinget


Folkeskolereformen 2014 var en reform af den danske grundskole, folkeskolen, der blev gennemført i 2014, og erstattede den tidligere folkeskolelov fra 2009. Reformen havde til formål at styrke faglighed og trivsel i folkeskolen og samtidig understøtte en nedbrydning af den sociale arv.

Og,..... der er GudHjælpeMig stadig børn som ikke bliver udredt endsige går i skole

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.facebook.com/photo/?fbid...a.456484948985

Af Maja Halberg

Min glædelig 1.decemberhilsen går til alle de børn i Danmark, der sidder derhjemme.

I skolevægring eller uden skoletilbud. Fordi skolen eller institutionen er for svær at være i.

Fordi det er blevet normalt, at børn ikke får hjælp med sine udfordringer men i stedet overlades til en hverdag på værelset derhjemme. Uden et tilhørsforhold, uden en plan. Uden et håb.

Uden en lærer, der hilser godmorgen, væk fra børnefællesskab og kammerater at lege med. Uden at tilbydes den undervisning, som ellers er en menneskerettighed for alle børn.

Kære barn derhjemme, rigtig glædelig december. Selvom det er svært at tro, så er du værdifuld og du har en plads i verden.

En dag skinner solen igen og du kommer ud i verden og vokser og flyver på stærke vinger.

Vid, at det ikke er dig, der er forkert. Det er ikke en skam ikke at kunne klare sig i det, som vores samfund er blevet til.

Det er samfundet, der er forkert, og ikke dig!

DEL GERNE, hvis du kender et barn, der sidder derhjemme i stedet for at gå i skole.

Hilsen Peter

[phhmw]

Ny behandling af autisme: Nu træner psykologen med far og mor i stedet for Sophus

Efter at have været med et forsøg lever Sophus ikke længere i sin egen boble.

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/...-stedet-sophus

Når syvårige Sophus kommer hjem fra skole, er humøret er højt, og hverken mund eller krop står stille.
Derfor står der små piktogrammer på et lille bord, som skal hjælpe Sophus til at forstå, hvad der skal ske resten af dagen.

Sophus er en af de to procent af danske børn, der har en autismediagnose. Og det gør, at han har sværere ved at kommunikere og skabe social kontakt end andre børn.
- Han kunne sidde og zoome fuldstændig ud, og vi havde virkelig svært ved at komme i kontakt med ham. Han levede i sin egen boble.
Det fortæller Martin Winther-Gaasveg om tiden op til, at sønnen Sophus fik diagnosen som femårig. Samtidig havde Sophus næsten intet sprog, og meget af det, han sagde, var volapyk.
En hård hverdag
Som barn med autisme har Sophus svært ved det sociale, svært ved at kommunikere, og han reagerer i det hele taget anderledes end mange andre børn. Og når tingene ikke går som planlagt, bliver han ekstremt frustreret.

Familien bruger små piktogrammer, som skal hjælpe Sophus til at forstå, hvad der skal ske. (Foto: © Niels Baldus)
- Det kan for eksempel være, hvis han får våde handsker - så bryder hans verden fuldstændig sammen, fortæller Martin Winther-Gaasveg.
Derfor stod Martin Winther-Gaasveg og hans hustru også rådvilde og magtesløse i hverdagen med deres søn.
- Vi kørte jo rundt i et alarmberedskab, hvor vi hele tiden skulle slukke ildebrande, siger han.

Ny metode

Det er cirka et år siden, familien fra Tommerup på Fyn fik mulighed for at komme med i et pilotprojekt, hvor man, forud for et større landsdækkende forskningsprojekt, skulle afprøve en ny behandlingsmetode til familier og børn med autisme.
Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Niels Bilenberg fra Syddansk Universitet.
- Det, der er det effektive ved den her metode, er, at man træner forældrene i stedet for barnet.

Og det er netop det, at man fokuserer på forældrene i stedet for barnet, der har betydet, at man har opnået så gode resultater i England, hvor metoden allerede er afprøvet i stor skala, mener Niels Bilenberg.
- De børn, hvor forældrene havde fået den her træning, fungerede langt bedre end kontrolgruppen. Men det revolutionerende var, at børnene bibeholdt den gode udvikling, selv efter seks år, da man målte igen, siger han.
Hjemmevideo fra familiens hverdag

Metoden tager udgangspunkt i små videoer fra familiens hverdag, hvor den behandlende psykolog kan få et sjældent ærligt indblik i familiens mønstre.
Forløbet består af 18 sessioner fordelt på et år, hvor forældrene det første halve år mødes med en psykolog hver anden uge. Her får de feedback og små opgaver i forhold til samværet med deres barn.

Sonja Ziegler er psykolog og var den ansvarlige behandler i Sophus' familie.
- Jeg oplever, at jeg bliver en bedre psykolog af at arbejde på den her måde, hvor jeg arbejder sammen med forældrene. For de er eksperterne i deres barn, siger hun.

Fra vred og indelukket til opsøgende
Sonja Ziegler oplevede også en meget vred og frustreret Sophus, da hun første gang så videoer af familien.
- I begyndelsen blev Sophus ofte meget frustreret. Familien ville gerne nå ind til ham, men han blev frustreret, når de forsøgte at komme i kontakt med ham.

Og det er nogle meget konkrete råd, forældrene har fået med sig fra sessionerne med psykologen. Noget af det, som forældrene blandt andet har trænet, er at gå meget mere grundigt til værks, når de skal i kontakt med Sophus, fortæller Martin Winther-Gaasveg.
- Det handler om at få øjenkontakt med ham, og hvis han zoomer ud, må vi lige røre ved ham og dermed give ham et fysisk tegn. Og så er det også vigtigt, at vi bevæger os helt fysisk ned i hans niveau.
Og forløbet hos psykologen har gjort en stor forskel. Sonja Ziegler er imponeret over, hvor langt Sophus er kommet.
- Nu kan han spontant komme op til Martin og Tinne og udtrykke sine følelser og sine ideer. Og selv henvende sig til dem.
Ny virkelighed
Og for familien, der foruden Sophus også rummer Felix på 10 og Nova på 12 år, har forløbet betydet en hel ny virkelighed.

Familien sørger for at være i øjenhøjde med Sophus, når de kommunikere med ham. (Foto: © Niels Baldus)

- Tidligere havde han ikke nogen udvikling. Men nu, hvor han ikke har de der nedsmeltninger, kan vi jo se, at han udvikler sig sprogligt.
Men det har også gavnet hele familien.

- Nu hvor vi har været igennem det her forløb, kan vi meget bedre komme i kontakt med ham og reducere hans stressniveau. Så han har det bedre. Og når han har det bedre, så har vi det jo bedre i hele familien, siger Martin Winter-Gaasveg.

Hilsen Peter

[phhmw]

Debat
Bedre Psykiatri: Fuldstændig uacceptabelt med mange afviste henvisninger i psykiatrien

Problemet med afviste henvisninger risikerer at fremstå som et teknisk eller strukturelt problem. Bag graferne og tabellerne er der imidlertid mennesker i konstant kamp mod sygdom, skriver generalsekretær Jane Alrø Sørensen.

https://www.altinget.dk/sundhed/arti...6XHK101skApYow

Hvor må det være opslidende. Efter uendelige opkald, møder og armlægninger med lærere, pædagoger og sagsbehandlere har lægen endelig givet din datter en henvisning til udredning på en psykiatrisk afdeling. Nu skal eksperterne endelig finde ud, hvad hun fejler og hjælpe hende og dig videre. Men nej, desværre – farvel og tak og bedre held næste gang.

Sådan lyder beskeden alt for ofte til børn og voksne med psykisk sygdom, som bliver henvist fra deres praktiserende læge til udredning i psykiatrien. Mennesker med psykisk sygdom er uden sammenligning dem, som oftest bliver afvist på trods af henvisning.

Næsten 90 procent af alle læger svarede sidste år i en PLO-undersøgelse, at de ”jævnligt oplever problemer med afviste henvisninger” til psykiatrien. Det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt.

Først og fremmest fordi, der bag hver eneste afvisning ligger en lille tragedie. En syg, bange og udmattet patient, og en familie med skuffede forventninger, som må tage endnu tur i manegen med frustrationer, sorg og frygt. Men selvfølgelig også fordi det er et gigantisk tids- og ressourcespild.

Fire områder skal fungere bedre
Som i sundhedsvæsenets mange andre sammenhængsproblemer er det indlysende, at der ikke findes simple løsninger. Men her er ikke desto mindre fire konkrete problemområder, som skal fungere bedre, hvis mennesker med psykisk sygdom skal undgå at blive tabt imellem deres praktiserende læge og sygehuset.

Blandt de mest oplagte, men også sværeste, løsninger er at give flere patienter mulighed for en indledende afklaring hos en praktiserende psykiater, i stedet for eller inden de bliver henvist til sygehuset. Der er ekstremt lang ventetid i dag, og der er desværre ikke andre veje til markant kortere ventetid, end at uddanne flere psykiatere. Det tager tid og har store udfordringer, men det er ikke desto mindre vigtigt.

Pårørendevejledere i kommunen eller i sundhedshusene kan også være en del af løsningen. Når syge bliver afvist og skal vente eller er ved at fare vild i systemet, ender koordineringsopgaven nemlig gerne hos de pårørende.

Men mange pårørende ender med at bruge så meget tid på opgaven, at det går ud over deres arbejde, familieliv og helbred. De har derfor brug for hjælp, og her er en kommunalt ansat pårørendevejleder det, som står øverst på de fleste pårørendes ønskeliste.

Praktiserende læger mangler psykiatrimuskler
Noget af problemet i dag kan være, at lægerne indimellem henviser til psykiatrien som en sidste udvej, når alt andet er prøvet. Men mon ikke der er nogle af de mange fejlslagne henvisninger, som kunne undgås, hvis kommunerne havde flere og bedre tilbud til mennesker med psykisk sygdom, som lægerne kunne samarbejde med og henvise til?

En del af løsningen må være at give de praktiserende læger bedre muligheder for at forstå og hjælpe patienter med mistrivsel eller psykisk sygdom. Det ville øge chancen for at ramme plet med henvisningerne og i nogle tilfælde gøre, at henvisningerne helt kunne undgås.

Det er indlysende, at dem som har brug for decideret psykiatrisk behandling, stadig skal have det på sygehuset. Men sygdom i den mildere ende skal nogle gange kunne håndteres i almen praksis.

Problemet med henviste patienter, som bliver afvist, risikerer at fremstå som et teknisk eller strukturelt problem. Det er det måske på overfladen, men bag graferne og tabellerne er det mennesker og familier i konstant kamp mod sygdom og et liv på kanten af samfundet.

Langt de fleste kan få et almindeligt liv med familie, arbejde og fællesskab. Men ikke hvis vi svigter dem og lader deres sygdom blive værre, mens de bliver kastet rundt mellem henvisninger, afvisninger og ventekøer. Lad os gøre det til en topprioritet at hjælpe dem bedre.

Tak, til Jane Alrø Sørensen, generalsekretær, Bedre Psykiatri

Hilsen Peter