Autisme, ADHD viden om, i disse accelererende tider

[phhmw]

https://www.dukh.dk/Selvhjælp/Viden-...sning?recid=97

Du kan her finde svar på en række af de spørgsmål, som vi i vores rådgivning ofte møder i forhold til sager om skole og specialundervisning af børn.
Inklusion i den almindelige folkeskole eller specialundervisning?

Kan forældre kræve en pædagogisk-psykologisk vurdering af barnet i skoleregi?

Kan vi som forældre få en anden psykolog i PPR?

Gælder frit skolevalg også specialskoler?

Gælder det frie skolevalg også til dagbehandlingskole?

Afgørelse om udmåling af støttetimer i folkeskolen og klagemuligheder

Bevares specialskole ved flytning?

Ret til at forblive på specialskole ved flytning og fortsat ret til transport

Hvem skal betale for transport til specialskole, når fællestransporten ikke kan anvendes?

Transport til skole i anden kommune

Hvor lang må transporttiden fra skole være?

Hvem har ansvar for at give mit barn medicin i skoletiden?

Erstatningsansvar i skolen

Hjemsendelse fra skole mod forældrenes vilje

Ret til 10. klasse og specialskole – også når eleven fylder 18 år

Læs mere

Ankestyrelsens forældrepjece om specialundervisning (nyt vindue)
Klagenævnet for specialundervisning (nyt vindue)

PPV = Pædagogisk Psykologisk Vurdering

PPR = Pædagogisk Psykologisk Rådgivning

Hilsen Peter

Bilag

Hvem kan hjælpe dig, hvis skole og kommune ikke er imødekommende og lytter til forældrene og giver den hjælp dit barn har brug for i skolen?

https://www.skole-foraeldre.dk/artik...rerådgivningen

Forældrerådgivningen

Forældrerådgivningen er Skole og Forældres uvildige rådgivning, hvor forældre, der oplever, at deres børn har problemer i skolen, kan få anonym rådgivning.
Telefonen er åben mandag-fredag kl. 10-16. Ring 70 25 24 68.

Forældre og andre pårørende kan have brug for at vende mange forskellige problemstillinger i relation til et barns skolegang. I Forældrerådgivningen lytter vi til forældrene og tager afsæt i forældrenes egne ressourcer og handlemuligheder i samarbejdet mellem skole og hjem for på den måde at finde den løsning, der er bedst for barnet.

[phhmw]

Svend Brinkmann: Nietzsche tog fejl. Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere og øger risikoen for en psykisk lidelse

Hvis vi skal psykiske lidelser til livs, er det ikke nok med bedre behandlingstilbud. Vi skal bekæmpe svære livsbetingelser, for det er modgang i livet, fattigdom, problemer i familien og så videre, der øger risikoen for at udvikle psykiske lidelser, skriver Svend Brinkmann.

https://www.altinget.dk/artikel/niet...rce=nyhedsbrev

Svend Brinkmann
Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som forsker har jeg fulgt udviklingen i psykiatriske diagnoser gennem mange år. Hver gang, der er kommet ny statistik på området, har jeg tænkt, at nu må toppen være nået. Men hver gang har det så efterfølgende vist sig, at antallet af diagnosticerede ifølge næste undersøgelse var blevet endnu højere.

Situationen for børn og unge ser særligt problematisk ud i Danmark.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien øget med 50 procent inden for de seneste ti år. Cirka 15 procent af alle børn og unge bliver i dag udredt og diagnosticeret med en psykisk lidelse, før de fylder 18 år. En undersøgelse fra Vive har vist, at 40 procent af de 19-årige piger og 20 procent af de 19-årige drenge selv svarer, at de har haft en psykisk lidelse på et tidspunkt.

Ikke alle disse lidelser er diagnosticeret af en læge, men det er ikke desto mindre tegn på, at det ikke kun er fra systemets side, at man ser udbredelsen af en psykiatrisk forståelse. Den er tilsyneladende også internaliseret hos børn og unge selv, når de i stigende grad opfatter ubehag og vanskeligheder som psykiske lidelser (andelen, der svarer bekræftende på, at de har haft en psykisk lidelse, er omtrent fordoblet på 12 år).

Nu har Psykiatrifonden så netop udgivet en undersøgelse af forældre til børn og unge i alderen 5-17 år med en eller flere psykiatriske diagnoser. Den viser klart, at det bestemt ikke kun er de enkelte børn og unge, som har det svært i forbindelse med en udredningsproces, for hele familien har en stærkt forøget risiko for mistrivsel i den situation.

84 procent af de adspurgte forældre fortæller, at barnets situation har haft negative konsekvenser for deres liv, hvilket eksempelvis kan resultere i skilsmisse, problemer på arbejdet eller i familiens økonomi. Næsten halvdelen af forældrene har udviklet belastningsreaktioner eller lignende psykiske problemer, og omtrent hver fjerde har været sygemeldt.

Hvis der var hurtigere adgang til hjælp og forståelse, ville disse tal formentlig være lavere, men der går i gennemsnit 9-10 måneder fra forældre ser, at barnet har brug for hjælp, og til de får den. For nogen går der meget længere tid, og cirka en tredjedel af forældrene får slet ikke nogen hjælp fra skole eller andre, når deres barn har det dårligt.

Psykiatrifonden anbefaler derfor, at der etableres et lettilgængeligt behandlingstilbud, hvor man som forælder kan få hurtig afklaring på, hvordan ens barn kan få den nødvendige hjælp. Et andet forslag er, at der indføres ret til behandling under udredning.

Det er svært at være uenig i disse ting, og de flugter også godt med de politiske ambitioner om at få kapaciteten op og ventelisterne ned i børne- og ungepsykiatrien og få indført et standardiseret tilbud til børn og unge med psykiske symptomer. Jeg mener dog, at de større linjer ofte glemmes, og det er betegnende, at et fokus på forebyggelse sjældent er en del af debatten om psykiatrien.

Derfor kan det være godt at konsultere en meget grundig oversigtsartikel, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift World Psychiatry. Her gør en stor gruppe forskere under ledelse af James Kirkbride fra University College London status over vores viden om bagvedliggende risikofaktorer for udvikling af psykiske lidelser, og hvad der kan gøres for at forebygge dem.

Forskerne understreger, at risikoen for udvikling af alle slags psykiske lidelser er relateret til menneskers livsomstændigheder. Børn, der vokser op i familier med socioøkonomiske udfordringer, har eksempelvis en risiko for at udvikle psykiske lidelser, der er 2-3 gange så høj som andre børns.

Generelt er der også mindre forekomster af psykiske problemer i lande med en høj grad af økonomisk lighed. Tidlig modgang i livet kan have alvorlige konsekvenser senere i livet, eksempelvis hvis man vokser op med forældre under stress. Problemer i familien som misbrug eller psykisk sygdom øger risikoen for depression, selvmord og misbrug hos børnene mellem 4 og 12 gange.

Man kan blive ved med at nævne sådanne epidemiologiske sammenhænge, som efterhånden er dokumenteret i hundredvis af undersøgelser. Hver gang finder man, at børn og unge, der udsættes for fattigdom, diskrimination, traumer og udelukkelse fra fællesskaber har en stærkt forøget risiko for at udvikle psykiske lidelser livet igennem.

Hvis man virkelig ønsker at mindske psykisk lidelse, vil det derfor være vigtigt at nedbringe ikke bare ventelisterne, men også de problematiske livsbetingelser, som forøger risikoen for, at man ender på en venteliste.

Nogle børn og unge udvikler angst og depression på grund af deres livsomstændigheder, og andre (som vi i dag kan omtale som neurodivergente) får diagnoser som adhd og autisme, der ikke er psykiske sygdomme, men som betegner en måde at være menneske på, som kan blive problematisk i et moderne samfund.

Sommetider rettes det kritiske blik mod de såkaldte ”curlingforældre”, for skaber det ikke bare skrøbelige børn og unge, når deres forældre gør en masse for at hjælpe dem på vej i livet? Nej, det er der ikke noget, der tyder på.

De videnskabelige undersøgelser peger i stedet på, at det er børn, der vokser op med modgang, få ressourcer, problemer i familien og lignende, der har den klart største risiko for at udvikle psykiske lidelser. Det er ikke sandt – som Nietzsche skrev – at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. I hvert fald ikke når det gælder børn og unge.

Her gælder det snarere, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig svagere. Ved at mindske fattigdom, undgå at den økonomiske ulighed løber løbsk, modvirke diskrimination og marginalisering og skabe åbne, inkluderende institutioner og fællesskaber for børn og unge, vil man med stor sandsynlighed kunne undgå, at stadig flere i mistrivsel udvikler deciderede psykiske lidelser, der kun bliver værre, når man står i kø på de lange ventelister.

Endelig skal vi huske, at ikke al ubehag, lidelse og modgang kan fjernes. Uanset hvor gode livsomstændigheder, mennesker har, er frygt, pres, tristhed og tab en del af livet, og vi skal passe på, at vi ikke sygeliggør almindelige reaktioner på tilværelsens begivenheder.

Ofte blandes disse diskussioner sammen, så man enten kaster et bredt net ud og behandler alskens problemer som psykiatriske symptomer (med risiko for sygeliggørelse), eller også helt forkaster ideen om, at der findes psykiske lidelser, som kalder på diagnostik og behandling (med risiko for at folk ikke får den nødvendige

Hilsen Peter

[phhmw]

https://psykiatrifonden.dk/viden/tem...HeE2hEyyR-0WgE

Det har store konsekvenser at have et barn med en psykiatrisk diagnose. 84 procent af forældre til børn med psykiatriske diagnoser siger i en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden, at barnets situation har haft negative konsekvenser for deres liv i form af fx brud, skilsmisse, problemer med arbejde og økonomi.

Det har store konsekvenser, både menneskeligt og økonomisk, at have et barn med en psykiatrisk diagnose.

84 procent af de adspurgte forældre til børn med psykiatriske diagnoser siger i en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden, at barnets situation har haft negative konsekvenser for deres liv i form af fx brud, skilsmisse, problemer med arbejde og økonomi.

Samtidig fortæller størsteparten af dem, at de ikke får hjælp fra hverken regional psykiatri eller kommune til at navigere i situationen. 45 procent har fået psykiske belastningsreaktioner, og i 41 procent af tilfældene har situationen også haft negativ afsmitning på søskendes trivsel.

Forældrene og deres børn er i høj grad overladt til sig selv. Og hver fjerde af forældrene bliver sygemeldt på grund af situationen, viser undersøgelsen.

Det viser undersøgelsen

45 procent af forældrene er påvirket psykisk af situationen og har fx fået en belastningsreaktion.

24 procent af forældrene har været sygemeldt som konsekvens af barnets situation. 33 procent af forældrene oplever, at det har påvirket dem økonomisk.

Næsten hver tredje forælder får ingen hjælp fra hverken skole eller andre i forbindelse med barnets mistrivsel. En del forældre oplever endda en stor afstandtagen fra skolen i forbindelse med barnets situation.

75 procent af forældrene får ingen hjælp fra hverken regional psykiatri eller kommune til at navigere i sundhedssystemet.

Børn med psykisk mistrivsel har i gennemsnit skolefravær i 6-7 måneder. 15 procent i op til 1-2 år.

Det går i gennemsnit 9-10 måneder fra forældre formoder, at deres barn har behov for hjælp, til de får den.

Hent undersøgelsen som PDF eller se uddybning af resultater herunder:

Undersøgelsens resultater
Negative konsekvenser i forbindelse med barnets psykiatriske diagnose

84 procent af de adspurgte forældre siger, at barnets situation har haft negative konsekvenser for deres liv i form af fx brud, skilsmisse, problemer med arbejde og økonomi. Kun 16 procent procent svarer, at det ikke har haft negative konsekvenser.

45 procent af forældrene er påvirket psykisk af situationen og har fx fået en belastningsreaktion. 24 procent af forældrene har været sygemeldt som konsekvens af barnets situation, og 33 procent af forældrene oplever, at det har påvirket dem økonomisk.

Støtte til forældre omkring livet med barnets psykiatriske diagnoser

Kun 46 procent af forældrene synes, at de blevet klædt på af fagpersoner til livet med deres barns psykiatriske diagnose.

75 procent svarer, at de ikke har fået hjælp til at navigere i sundhedssystemet, kommunen og andet i forbindelse med deres barns situation.

Andre parters forståelse for bekymringer for barnet

9 procent har oplevet, at skolen har mødt deres bekymring med afstandtagen eller stor afstandtagen.

Tid fra mistanke om behov for hjælp til faktisk modtagelse af hjælp hos barnet

Det går i gennemsnit 9-10 måneder fra forældre formoder, at deres barn har behov for hjælp, til de får den.

Barnets skolefravær

Børn med psykisk mistrivsel har i gennemsnit skolefravær i 6-7 måneder. 10 procent i op til 3-4 år.

Næsten hver tredje får ingen hjælp fra hverken skole eller andre i forbindelse med barnets mistrivsel.

Tegn på psykiatrisk diagnose

47 procent af børnene var i alderen 5-10 år, de forældrene så de første tegn på psykisk mistrivsel.

De tre tegn på mistrivsel, som flest forældre nævner, er humørændringer (52 procent), social isolation (45 procent) og søvnbesvær (41 procent).

Effekt af hjælp

56 procent af forældrene angiver, at den tilbudte hjælp havde en positiv eller meget positiv effekt for barnets velbefindende. Kun 4 procent oplevede en negativ eller meget negativ effekt.

Barnets psykiatriske diagnose/-r

ADHD og autismespektrumsforstyrrelse er de to hyppigste diagnoser blandt de adspurgtes børn. Henholdsvis 44 procent og 42 procent har de nævnte diagnoser.

Type af behandling

38 procent af børnene har modtaget medicinsk behandling i psykiatrien. 28 procent har ikke modtaget nogen behandling.

Egenbetaling til barnets behandling

43 procent har oplevet, at der har været egenbetaling forbundet med barnets behandling. Af dem har 69 procent angivet, at de selv og deres partner har stået for betalingen. 14 procent angiver, at forsikringen har betalt.

Se flere resultater fra undersøgelsen

Hilsen Peter

[phhmw]

Min søn har infantil autisme. Negligerer man den diagnose, er det ikke til hans bedste

https://www.information.dk/debat/202...A9796FvK3ZBLYQ

Man forklæder svigt som omsorg, når man insisterer på ikke at fokusere på diagnosen hos de børn, der har brug for specialiseret hjælp. For disse børn er omsorg, at man ser diagnosen som væsentlig for den pædagogiske tilgang
Lone Boldt Maagaard
Gymnasielærer og mor til en 4-årig med infantil autisme

Min fireårige nonverbale dreng har infantil autisme og i øvrigt markant forsinket udvikling. Han er heldigvis også en glad og kærlig dreng, der i udtalt grad trives i sin højtspecialiserede autismebørnehave. Jeg skriver om ham, fordi der i øjeblikket foregår så meget på specialområdet, som vi som samfund er nødt til at have en samtale om. For eksempel er det sigende, at vi forældre ofte mødes af en offentlig debat og sågar fagpersoners bekymring for, om vi kommer til at se diagnosen før barnet, når vi tidligt i samtalen – eller i kronikken her – nævner barnets diagnose og behovet for en specialiseret tilgang til barnet.

Det er især svært, når det er en holdning, der kommer til udtryk hos pædagogisk personale omkring barnet, der visse steder vægter egen hverdagsviden højere end forskningen på området og hævder, at det er det rigtige, fordi de ser barnet før diagnosen. Det sidste er jeg heldigvis, indtil videre, forskånet for, da min søn er så heldig at gå i en højtspecialiseret børnehave med fagligheden i orden, nemlig Enghaveskolens Børnehave i Odense.

I min søns børnehave arbejder man metodisk med at understøtte udviklingen hos børnene gennem træning og øvelser, der er tilrettelagt af specialpædagoger i samarbejde med psykolog, logopæd, ergo- og fysioterapeut. Man benytter sig af visuelle kommunikationssystemer, der understøtter børnenes mulighed for at forstå og udtrykke sig. Begge dele fundamentalt vigtige for målgruppens udvikling, men dog langtfra noget, der konsekvent arbejdes med på tværs af de forskelligartede tilbud, der har børn som min søn.

Det fremgår tydeligt af de forældrenetværk for forældre til børn som min søn, jeg er en del af, at det ofte er særdeles svært at få sit barn visiteret til et reelt behandlingstilbud som Enghaven, hvor der er fast tilknyttede specialiserede fagfolk. Det fremgår også af publikationen ’Vidensafdækning om børn og unge med autisme og samtidig udviklingshæmning’, som Social- og Boligstyrelsen lavede i 2023, at der er reel mangel på relevante tilbud og faglighed mange steder.

Nogle børn kræver en særlig faglighed
I min søns børnehave er vi dog også bekymrede, idet der indtil videre er blevet lukket ned for en tredjedel af pladserne, fordi kommunen har vurderet, at andre, mindre specialiserede tilbud kan varetage opgaven. En tendens, der går igen på tværs af kommunegrænserne i store dele af landet. En tendens, jeg i den grad ønsker at problematisere, netop fordi jeg har set, hvor markant en forskel det gør for min søn, at han mødes med den rette tilgang og for eksempel nu er blevet i stand til noget så centralt som at udtrykke egne behov.

Det giver mening at se børn og unge før deres diagnose, når vi taler om et funktionsniveau, hvor det at indgå på nogenlunde lige fod med andre er en mulighed. Det er dog helt misforstået, når vi taler børn som min søn, der hverken har sprog eller kognitive forudsætninger for at være en del af det almene fællesskab.

Hvis vi fastholder, at børn med diagnoser som min søn skal mødes som andre børn, fordi man helst skal se barnet før diagnosen, så gør man barnet en massiv bjørnetjeneste. Det gør man, fordi dets helt atypiske udvikling i sig selv fordrer andre pædagogiske metoder. Her virker den medfødte mavefornemmelse, som både vi forældre og pædagoger kan have, ikke.

I rapporten ’Signalement af specialpædagogisk faglighed’, som BUPL har lavet i samarbejde med UC Syd i 2017, kan man for eksempel læse en pædagog fra en specialgruppe udtale: »Så menneskesynet synes jeg faktisk er meget sigende for den specialpædagogiske tilgang i arbejdet med børn og familierne. Det der med at se barnet før diagnosen og alt muligt andet, bare kig på det, det er et lille menneske, hvad har det brug for.«

Ideen er sympatisk. Det giver mening ikke at stemple nogen på baggrund af deres diagnose, men det er slet ikke relevant, når vi taler om denne målgruppe. Hvis de her børn ikke imødekommes med den rette faglighed, ryger de i mistrivsel og holder op med at udvikle sig, og så kan jeg love for, at det negative stigma kommer i spil.

Omsorg er at handle efter barnets diagnose
I Social- og Boligstyrelsens vidensafdækning fra 2023 kommer man frem til ni hovedfund, der angår tilgangen til målgruppen i Danmark. Et helt centralt fund drejer sig om behovet for dækkende diagnosticeringer og funktionsbeskrivelser med henblik på at kunne tilrettelægge en socialpædagogisk indsats rettet mod barnet. Det nævnes i det hele taget gentagne gange i publikationen, at det kræver høj faglig viden at imødekomme disse børns behov, men også at der på tværs af fagprofessionelle synes at være en udfordring med at tilbyde »relevante tilbud og indsatser til målgruppen samt udfordringer med, at den rette viden og de rette kompetencer er repræsenteret hos de fagprofessionelle, som arbejder med målgruppen«. Det tydeliggøres endvidere, at tværfaglige perspektiver er hensigtsmæssige i forhold til at kvalificere den samlede indsats for barnet.

Publikationen argumenterer altså for, at disse børns diagnoser og funktionsniveau tilstrækkeligt afdækkes, så de kan danne baggrund for den socialpædagogiske indsats rettet mod barnet, der i øvrigt skal ydes af højtspecialiseret fagpersonale. Intet sted i publikationen nævnes det, at man skal passe på med at have sit fokus rettet mod diagnosen. Intet sted lægges der op til at begrænse specialisering.

Min pointe er, at man forklæder svigt som omsorg, når man insisterer på ikke at fokusere på diagnosen. For disse børn er omsorg, at man ser barnets diagnose som en væsentlig baggrund for den specialpædagogiske tilgang, man vælger.

Diagnoseforskrækkelse som bro til besparelser
I mine øjne er ordet diagnose blevet så gennemtygget af mediemaskinen, at ordets oprindelige betydning, der kommer af græsk og er noget i retning af skelne og erkende, er gået tabt. Det har udviklet sig til et stærkt polemisk ord, som man kan være for eller imod. Ligesom det afledte ’diagnosesamfund’ har spredt sig og henviser til, at der i højere grad end tidligere gives psykiske diagnoser som angst, ADHD eller autisme.

Mange tager afstand fra stigningen i psykiske diagnoser og ser den som udtryk for en sygeliggørelse af børn og unge, hvis forældre eller omkringliggende samfund ikke magter at rumme dem. Man ser det at diagnosticere eller selve diagnosen som noget, der står i modsætning til det naturlige og hele menneske. Og skulle det hænde, at man får en diagnose, ligger det vel så også i kortene, at den helst ikke skal fylde for meget.

Mit ærinde er ikke at afvise, at vi skal tænke i hele mennesker, men det er at understrege, at indimellem er det at tænke med diagnosen også at hjælpe mennesker med at leve et fuldt og autentisk liv, hvor børn som min søn kan komme til at udfolde deres fulde potentiale.

Vi risikerer, at diagnoseforskrækkelsen fortsætter med at skabe en diskurs, hvor den dominerende holdning bliver, at der diagnosticeres alt for mange, og at beslutningstagere derfor igen og igen kan lykkes med at indføre besparelser på et specialområde, der i forvejen bløder. Det er, når vi begrænser fagligheden og specialtilbuddene, at de børn, der har allermest behov for samfundets hjælp og generøsitet, bliver de store tabere.

Det er rigtigt, at du ikke skal se diagnosen før mennesket, men indimellem skal du se mennesket med diagnosen.

Lone Boldt Maagaard er gymnasielærer og mor til en fireårig dreng med infantil autisme

Hilsen Peter

[phhmw]

BØR LÆSES og FORSTÅS.

Skoleledere: Vi løser ikke problemerne med inklusion ved at rulle snuptagsløsninger ud over hele landet

Selv om mellemformer ofte bruges i forsøget på at få udfordrede elever til at trives inden for almenområdet, er de ikke nødvendigvis svaret - for ingen ved, om de virker, skriver to skoleledere.

https://www.folkeskolen.dk/inklusion...landet/4753473

Mandag 05. februar 2024

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Idéen om mellemformer breder sig. Det er der en god grund til. Udgifterne til specialtilbud stiger, mistrivslen stiger og lærere og pædagoger har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere børn og unge med grænseoverskridende adfærd.

Noget skal der ske. Der skal findes løsninger. Men man skal passe meget på, at man ikke træffer beslutninger i desperation for at få de kommunale budgetter til at hænge sammen.

Senest har Faaborg-Midtfyns Kommune besluttet, at 75 procent af alle segregerede børn skal gå i den almene folkeskole. Det skal ske ved, at der skal etableres mellemformer på skolerne.

Der er dog et problem: Der er ingen der ved, om mellemformer virker. Det har VIVE bl.a. slået fast i deres rapport om mellemformer.

Den rapport har de nok læst i Faaborg-Midtfyns Kommune. Derfor har kommunen iværksat et pilotprojekt på én skole, som åbenbart har været en succes, og som derfor nu skal bredes ud til resten af kommunen.

Problemet er, at man ikke nødvendigvis kan overføre et pilotprojekt én til én til en anden skole. Der er så mange faktorer, der har indflydelse på, om inklusionen bliver en succes på den lokale skole.

Det allerførste er selvfølgelig de børn, skolerne modtager fra specialtilbuddene. De er måske lidt svagere eller med andre og differentierede udfordringer end eleverne fra pilotprojektet.

Dernæst skal der være hænder nok, og kompetencer skal være på plads. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med personale og viden, går det ud over både børn og ansatte med store ar på sjælen til følge. Det er der alt for mange eksempler på hvert eneste år.

Den sidste del er de fysiske rammer. Det er en udfordring på mange skoler, hvor alle lokaler er i brug det meste af skoledagen. Man kan ikke henvise en gruppe udfordrede børn til undervisning i et rengøringsdepot.

Budgetkontrol-ekstase
Hvad skal der til for at få inklusionen til at fungere, før vi i budgetkontrol-ekstase ruller Faaborg-Midtfyns mellemformsprojekt ud over hele landet?
Der skal forskes mere: Hvornår lykkes inklusionen, og hvornår lykkes den ikke?

Der er ikke brug for statistiske sammenligninger, eller højtravende konsulenttanker om det helt rigtige børnesyn, men helt konkrete eksempler på, hvordan lærere, der underviser 27 lektioner om ugen, får inklusionen til at fungere uden at slide klassekammerater og sig selv ned.

Forskningen skal omsættes til kompetenceudvikling på skolerne. Derudover skal der også ansættes medarbejdere fra specialområdet ind på almenområdet.

Det peger VIVE også på i deres rapport, og de erfaringer, som nogle af vores medarbejdere har fra specialområdet, er guld værd hos os.

Vi kan se, at vi kan inkludere flere udfordrede elever, end vi kunne for 10-15 år siden. Simpelthen fordi vi i dag har nogle mere specialiserede medarbejdere, end de almindeligt uddannede fagligt dygtige lærere og pædagoger.

Kritik af PPR skal tages alvorligt
Dernæst bliver man nødt til at tage den kritik af PPR, der har været landet over, alvorligt. Der er ofte stor udskiftning af psykologer, og ikke alle er i stand til at hjælpe lærerne tilstrækkeligt. Psykologerne ved noget om psykologi, men oftest ikke så meget om pædagogik og didaktik. Vi skal efteruddanne lærere, så de får en psykologoverbygning. Vi har brug for PPR-psykologer, som rent faktisk har stået i et klasselokale, og ved hvad der er på spil.

Vi kan ikke løse problemet alene i skolen. Vi skal have en styrkelse af forældrerådgivningen, så forældrene og skolen kan styrke arbejdet sammen.

Vi skal på den enkelte skole blive dygtigere til at få lidt flere udfordrede elever til at trives inden for almenområdet, men vilde segregeringsmåltal og snuptagsløsninger er sjældent holdbare. Inklusion må aldrig blive for enhver pris.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til [email protected]

RAPPORT om "MELLEMFORMER"
https://www.vive.dk/da/udgivelser/ko...rmer-2z1k1nxj/

Hovedparten af de danske kommuner arbejder med kombinationer af special- og almenundervisning i folkeskolen – mellemformer, men der er forskel på, hvor udbredt arbejdet med mellemformer er blandt skoler internt i kommunerne.

Der har i en årrække været fokus på at udvikle undervisningstilbud for elever med behov for specialundervisning, der i så høj grad som muligt kan indfri den lovgivningsmæssige målsætning om, at støtte som udgangspunkt skal gives inden for rammerne af almenskolen. Disse former for undervisningstilbud benævnes i tiltagende grad som mellemformer.

Begrebet mellemformer har inden for de seneste 10 år i stigende grad vundet udbredelse blandt ministerier, i kommuner og på skoler som en term, der dækker over forskellige måder at kombinere kompetencer, støtte, specialundervisning og almenundervisning med henblik på at sikre, at flere elever får tilgodeset deres undervisningsmæssige behov inden for almenskolens rammer samt forebygge behov for specialundervisning.

Mellemformer er ikke et defineret begreb i lovgivningen, men folkeskoleloven fastlægger, hvordan kommuner og skoler kan tilrettelægge almen- og specialundervisning til elever med særlige behov og giver derfor en ramme for, hvordan der kan arbejdes med forskellige mellemformer. Der foreligger endvidere en vejledning om mellemformer (Børne- og Undervisningsministeriet, 2021).
Denne undersøgelse indeholder VIVEs forslag til en definition og afgrænsning af begrebet mellemformer, som danner afsæt for en litteraturkortlægning og en praksiskortlægning blandt danske kommuner af deres anvendelse af mellemformer.

Resultater
Undersøgelsen indeholder tre dele:

Et forslag til en definition og afgrænsning af begrebet mellemformer

En systematisk litteraturkortlægning af eksisterende danske og internationale undersøgelser og forskning

En praksiskortlægning af de forskellige typer af kombinationer af special- og almenundervisning, som danske kommuner arbejder med.

Definition af mellemformer
Vi identificerer i kortlægningen to hovedtyper i arbejdet med mellemformer:
Hovedtype

1: Mellemformer, hvor elevens samlede undervisningstilbud er tilrettelagt sådan, at eleven modtager undervisning både i en almenklasse og i et segregeret specialundervisningstilbud eller modtager specialundervisning på et særligt hold.

Hovedtype 2: Mellemformer, hvor almenundervisningen tilpasses med henblik på at imødekomme særlige undervisningsmæssige behov inden for almenklassens rammer, idet der tilføres specialpædagogiske kompetencer samt eventuelle øvrige ressourcer.

Udbredt arbejde med mellemformer i danske kommuner

Praksiskortlægningen viser, at hovedparten af de danske kommuner arbejder med mellemformer, som defineret i kortlægningen, idet 81 af de 82 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, angiver, at de arbejder med en eller flere mellemformer. Der er et stort sammenfald mellem de overordnede typer af kombinationer af special- og almenundervisning, der identificeres i litteraturkortlægningen, og de typer af mellemformer, kommunerne arbejder med.

Praksiskortlægningen viser også, at der er forskel på, hvor udbredt arbejdet med mellemformer er blandt skoler internt i kommunerne.

Virkningsfulde indsatser
Fælles for de to overordnede typer af mellemformer er, at indsatser, der netop indgår i definitionen af mellemformer, beskrives som virkningsfulde i ét eller flere af de inkluderede studier i litteraturkortlægningen. Det drejer sig om:
Fagprofessionelle med særlige kompetencer i forhold til elevernes støttebehov, der varetager undervisningen

Mere lærerstøtte til de berørte elever sammenlignet med støtten i det almene undervisningsmiljø
Specialundervisning af elever med støttebehov i almenmiljø sammen med elever uden ekstra støttebehov.

Yderligere beskriver et eller flere af de behandlede studier på tværs af de to overordnede typer af mellemformer det som virkningsfuldt med:
Samarbejde mellem almenlærer og lærer med specialpædagogiske kompetencer, herunder delt ansvar for den samlede undervisning

Færre elever i læringsmiljøet end i det almene undervisningsmiljø i hele eller dele af undervisningstiden

Løbende vurdering af elevernes faglige og sociale udvikling og trivsel samt tilpasning af undervisning, støtte, pensum og faglige mål.

Metode

Litteraturkortlægning
Idet der ikke på undersøgelsestidspunktet forelå litteratur, der beskriver og undersøger begrebet mellemformer, er litteraturkortlægningen gennemført som en analytisk indkredsning af begrebet mellemformer i litteraturen med afsæt i et forslag til afgrænsning af begrebet.

Litteraturkortlægningen er baseret på en systematisk gennemført søgning med afsæt i på forhånd definerede søgeord. Der indgår kun studier, der er empirisk baseret i kortlægningen. Således er rent teoretiske studier ekskluderet. Det er sket med henblik på at sikre, at den viden, der tilvejebringes, er funderet i en konkret udmøntet praksis, der allerede er høstet erfaringer med. Den gennemførte litteratursøgning inkluderede i alt 2.291 studier. Efter to screeningsrunder er i alt 51 studier vurderet som relevante. Afrapporteringen er baseret på disse studier.

Praksiskortlægning
Praksiskortlægningen er gennemført med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse blandt skolechefer i landets kommuner. Dataindsamlingen har fundet sted i perioden februar til april 2021. 82 skolechefer har besvaret spørgeskemaet. Undersøgelsen har dermed opnået en svarprocent på 84.

Om mellemformer, inklusion og inkluderende læringsmiljøer

VIVE har udført en kortlægning af mellemformer og casestudier af mellemformer på to skoler.

Kortlægning af mellemformer – Litteratur- og praksiskortlægning af kombinationer af special- og almenundervisning
Mellemformer – en kombination af almen- og specialundervisning. Casestudier af mellemformer på to skoler.

Parallelt med kortlægning og casestudier af mellemformer har VIVE foretaget en evaluering af inklusion og inkluderende læringsmiljøer. Evalueringen er afrapporteret i fem delrapporter:
Støtte, støttebehov og elevresultater. Delrapport 1. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand

Styring, organisering og faglig praksis. Delrapport 2. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand

Casestudier af kapacitetsopbygning gennem specialpædagogisk sparring og samarbejde på almenskoler. Delrapport 3. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand

Ramme for opgørelse og sammenligning af udgifter til specialundervisning og inklusionsunderstøttende indsatser. Delrapport 4. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand

Kortlægning af læreres kompetenceudvikling vedrørende arbejdet med børn med særlige behov. Delrapport 5. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand.

Hvad mener KL Kommunernes Landsforening om "Mellemformer"?

https://www.kl.dk/boern-og-unge/stae...a-mellemformer

KL har samlet en række kommunale eksempler, som viser den mangfoldighed, der er i arbejdet med mellemformer.



Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.folkeskolen.dk/inklusion...hPQ08INBu_GJgg

Klagenævnet for Specialundervisning ser en tendens til, at kommuner etablerer særlige undervisningstilbud tæt på det almene miljø, men uden for egentlig specialundervisning. Det sker på trods af, at tilbuddene har karakter af at være en specialklasse.

Mange af landets kommuner jagter fleksible løsninger til elever med særlige behov, og begrebet mellemformer griber om sig.
Men i visse tilfælde bevæger skoler og kommuner sig på et knivsæg i forhold til lovgivningen, konstaterer Klagenævnet for Specialundervisning i sin årsrapport for 2021.
Her er fleksible tilbud et af de områder, klagenævnet sætter særligt fokus på.
”Klagenævnet for Specialundervisning har i 2021 set en tendens til, at flere kommuner på forskellig vis arbejder på at finde mere fleksible løsninger, som giver mulighed for at etablere et særligt undervisningstilbud tæt på det almene miljø, men uden for den kategorisering af specialundervisningstilbud, som er beskrevet i folkeskoleloven”, lyder det i årsrapporten.

Støtte veksles til undervisning på små hold

Klagenævnet har set eksempler på, at eleven er visiteret til specialundervisning i form af støtte i mindst ni timer i almenklassen, men undervisningen foregår uden for almenklassen i et tilbud, som har mere karakter af en specialklasse.

Det går ikke.

”Efter folkeskoleloven skal elever, der gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, være knyttet til enten en almindelig klasse eller en specialklasse, som kan være placeret på en almindelig folkeskole eller på en specialskole”, skriver klagenævnet.

Det fremgår også af loven, at elever undervises i en klasse, og at det skal tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin.

”Undervisning af elever på et lille hold – på fuld tid eller i den overvejende del af tiden – er ikke i overensstemmelse med principperne om klassedannelse og efter omstændighederne også i strid med reglerne om holddannelse, med mindre tilbuddet er kategoriseret som en specialklasse”, sammenfatter klagenævnet.

Elev stort set afskåret fra sin almenklasse

I årsrapporten giver klagenævnet et eksempel med en elev i 8. klasse med generelle indlæringsvanskeligheder og ordblindhed. Eleven havde store faglige problemer i alle fag og havde vanskeligt ved at modtage beskeder, huske tidligere indlært viden og arbejde selvstændigt. Eleven havde behov for tæt støtte i alle indlæringssituationer og guidning i sociale sammenhænge.

Eleven havde stort set alle sine timer på et lille hold afskåret fra almenklassen og var kun tilknyttet sin almenklasse i ganske få timer om ugen. På det lille hold var undervisningen og skoledagen tilrettelagt med en høj grad af struktur, forudsigelighed, brug af visualisering og mulighed for tæt voksenkontakt. Undervisningsmaterialet var individuelt tilrettelagt, og der blev arbejdet indgående med elevernes sociale og personlige færdigheder.

Skolen havde tildelt eleven specialundervisning i form af støtte i 28 undervisningstimer ugentligt og begrundede afgørelsen med, at eleven fortsat ville modtage størstedelen af sin undervisning på det lille hold.
Elev havde brug for 'rigtig' specialundervisning

Forældrene klagede, da de ønskede, at deres barn blev visiteret til et mere specialiseret tilbud.

Klagenævnet gav dem medhold.

Nævnet vurderede, at eleven havde behov for at være i et specialundervisningstilbud, hvor undervisningen kunne tilrettelægges individuelt i forhold til at imødekomme elevens vanskeligheder og behov, og hvor eleven kunne modtage kontinuerlig støtte gennem hele skoledagen.

”Nævnet tog ved afgørelsen stilling til, hvorvidt eleven kunne tilgodeses med den tildelte støtte i almenklassen under forudsætning af, at reglerne om holddannelse blev overholdt. Det var ikke tilfældet, da elevens undervisningsbehov tydeligt fordrede specialundervisning svarende til specialklasse i hele undervisningstiden”, skriver klagenævnet.

At tilbuddet til eleven mindede om en specialklasse, fik ikke klagenævnet til at stadfæste skolens afgørelse.

”Eleverne i en klasse undervises samlet, når klassens elever arbejder under fælles ledelse frem mod fælles undervisningsmål”, skriver klagenævnet.

Holdundervisning kan være en farbar vej

Klagenævnet tager stilling fra sag til sag, og et eksempel med en anden elev viser, at det er muligt at organisere undervisningen i hold under visse betingelser. Men det er vigtigt, at eleverne oplever stamklassen som det sociale og faglige fundament, og at der er sammenhæng med undervisningen i stamklassen.

Årsrapportens eksempel handler om en elev i 0. klasse. Eleven havde gået i almindelig børnehave og var inden for det sidste år blevet diagnosticeret med autisme. I det sidste halve år af sin børnehavetid var eleven blevet tildelt 15 timers støtte. Eleven ville gerne deltage i aktiviteter og leg med de andre børn, men havde vanskeligheder i forhold til sprog og kommunikation og havde brug for støtte til at indgå i det sociale samspil.

Eleven var meget interesseret i førskoleaktiviteter og kunne koncentrere sig og blive i en aktivitet ved konkrete opgaver. Kommunen besluttede derfor at tildele eleven specialundervisning i form af støtte i almenklassen i 25 undervisningstimer om ugen.

Eleven fik undervisning til sit behov

Det konkrete tilbud til eleven var undervisning på et lille hold med fem andre elever i samtlige timer. Undervisningen skulle foregå parallelt med undervisningen i stamklassen, og hvis det med tiden blev vurderet relevant, kunne eleven deltage i stamklassen i udvalgte sammenhænge.
Forældrene klagede, da de ønskede, at deres barn blev visiteret til en specialskole.

Klagenævnet ændrede dog ikke afgørelsen, da nævnet vurderede, at elevens undervisningsbehov kunne imødekommes med den tildelte støtte i almenklassen.

”Nævnet vurderede, at der med de tildelte støttetimer var mulighed for at arbejde målrettet med elevens sproglige og sociale udvikling samt faglige læring i den lille gruppe og i stamklassen med støtte (…) Det var således nævnets vurdering, at elevens undervisningsbehov kunne tilgodeses med den tildelte støtte i almenklassen - også når reglerne om holddannelse med videre blev overholdt”, uddyber årsrapporten.

Klagenævnet gør samtidig opmærksom på, at der ikke er selvstændig klageadgang til klagenævnet for så vidt angår en skoleleders beslutninger om holddannelse.

Ændret afgørelse
En elev i 3. klasse med autisme var følsom over for sanseindtryk og havde svært ved uforberedte situationer og ændringer. Eleven kunne få kraftige følelsesudbrud ved frustration med udadreagerende adfærd.

Eleven havde i en længere periode ikke været i trivsel, haft svært ved at deltage i undervisningen i sin klasse og haft højt fravær. Eleven havde derfor været i et lille undervisningstilbud på skolen i det forgangne år.

Efter en kort periode med positiv udvikling var eleven igen kommet i mistrivsel i det lille undervisningstilbud, selv om skolen i vid udstrækning havde forsøgt at imødekomme elevens behov for autismepædagogik.

Da klagenævnet behandlede sagen, havde eleven det seneste halve år fulgt et markant reduceret skema og modtaget en-til-en undervisning, når eleven var i skole. Eleven følte sig ensom og var nederlagspræget. Eleven ønskede at gå i skole, men gav samtidig udtryk for, at der var alt for svært at være sammen med så mange andre børn.

Skolen besluttede at tildele eleven specialundervisning i form af støtte i samtlige undervisningstimer. Eleven blev tilbudt undervisning på et lille hold bestående af tre børn i et mindre lokale i tilknytning til det lille undervisningstilbud, som eleven havde gået på. Det var hensigten, at børnene på det lille hold med tiden kunne indgå med de andre børn i det lille undervisningstilbud og på sigt kunne inkluderes i almenklassen.

Forældrene klagede, da de ønskede deres barn visiteret til en specialklasse målrettet børn med en autisme.

Nævnet ændrede skolens afgørelse. Nævnet vurderede, at det ikke i tilstrækkelig grad ville være muligt at sikre, at rammerne og den pædagogiske indsats ville være kontinuerlig og tilstrækkelig i forhold til elevens vanskeligheder og behov med tildeling af støttetimer og skiftende undervisning på det lille hold, i det lille undervisningstilbud og i almenklassen.

Eleven havde behov for et specialundervisningstilbud med særlig viden, kompetencer og erfaring i forhold til elever med autisme, hvor elevens behov for et mindre og trygt læringsmiljø med høj grad af struktur, særligt tilrettelagt undervisning og tæt guidning i faglige og sociale sammenhænge kunne imødekommes.

At skolens tilbud i flere henseender kunne minde om en specialklasse, førte ikke til en stadfæstelse af tilbuddet, da der var truffet afgørelse om tildeling af støttetimer i almenklassen, samtidig med, at eleven modtog al sin undervisning på et lille hold, hvilket ikke stemte overens med reglerne om holddannelse og princippet om klassedannelse.

Regler om holddeling
Elever fra 0. til 3. klassetrin skal undervises i deres klasse i mindst halvdelen af undervisningstiden i folkeskolens fag og obligatoriske emner.
Elever på 4. til 10. klassetrin skal i væsentligt omfang undervises i fag og emner med udgangspunkt i klassen.

Holddannelse i børnehaveklassen og på 1. til 6. klassetrin, som foretages på baggrund af en løbende evaluering, kan tidligst ske efter skoleårets begyndelse og kun omfatte dele af det enkelte fags stofområder samt kun ske for kortere kurser.

Holddannelse på 7. til 10. klassetrin, som foretages på baggrund af en løbende evaluering, kan ikke fastlægges på forhånd for et helt skoleår ad gangen.

Årsrapport 2022 Klagenævnet for Specialundervisning
https://ast.dk/publikationer/arsrapp...alundervisning

MODTAGNE KLAGER
Klagenævnet for Specialundervisning har i 2022 modtaget 358 klager. Det er på niveau med 2021, hvor klagenævnet modtog 355 klager.

Hilsen Peter som erkender, at forældre med skolesøgende børn, med funktionsnedsættelser, autisme, ADHD med fordel kan uddanne sig til jurist for at navigerer i dette område, af den sociale Verden:evil:

[phhmw]

Ja, det kan jo ikke undre at denne 100% private interesseforening KL Kommunernes Landsforening mener om overskriften.

KL har jo opfundet "Mellemformer" med de Hellige Besparelsers hovedformål, efter min mening phhmw

https://www.folkeskolen.dk/dlf-inklu...skolen/4753989

I 2012 vedtog politikerne, at 96 procent af eleverne skulle inkluderes i folkeskolens almindelige klasser. I 2016 skrottede de målsætningen igen. Siden er antallet af elever i specialtilbud steget. Nu skal flere børn tilbage til normalundervisningen, lyder det fra KL, som i dag holder Børn- & Unge Topmøde om 'fællesskaber'.

PUBLICERET Torsdag 01. februar 2024 - 04:30 SENEST OPDATERET Torsdag 01. februar 2024 - 10:27

”Først den ene vej og så den anden vej”. Sådan lyder det i en kendt børnesang, og samme sætning kan bruges om politikernes ønsker til at inkludere elever i almindelige skoleklasser.

I 2012 var 94,1 procent inkluderet i den almindelige undervisning i folkeskolen.

Men dengang ville politikerne gerne have, at det var flere.

Derfor blev der besluttet en målsætning om, at 96 procent af eleverne blev undervist i den almindelige undervisning. Men mange mistrivedes, og i 2016 skrottede politikerne målet. Siden er inklusionsgraden dalet. Sidste skoleår var den 93,4, altså lavere end da inklusion blev sat på dagsordenen i 2012.
Nu skal flere inkluderes i normalklasser igen, lyder det fra KL på dagen, hvor det årlige Børn & Unge Topmøde bliver skudt i gang. Temaet for årets topmøde er ’Fællesskab som fundament’.

Op til topmødet har KL’s analysemagasin Momentum via Danmarks Statistik trukket tal, der viser, at knap halvdelen af de børn, der er i specialtilbud, er på offentlig forsørgelse 10 år efter, de går ud af 9. klasse. 22 procent er på førtidspension, 15 procent er på kontanthjælp, 8 procent er i fleksjob og 5 procent er på dagpenge.

”Det bekræfter, at vi lige nu taber en gruppe børn og unge, hvoraf mange ville kunne få andre liv, hvis vi var dygtigere til at understøtte dem undervejs”, lyder det i Momentum fra formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg og borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen. ”Selvfølgelig har en gruppe elever brug for specialtilbud, men for mange andre betyder det, vi skal have dem til at gå i den almene klasse. For det er altså den bedste ramme for at få flere muligheder”.

Inklusionsgraden toppede i 2015/2016 og 2016/2017 med 95,5 procent.

Skab nye rammer, før I flytter elever
Men selv om repræsentanter for både forældre og lærere er enige om, at nogle elever har bedre af at være i almindelige klasse, så maner de også til besindighed.
Formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg advarer om, at man begynder at flytte børn for hurtigt.
”Det er bare vigtigt, at vi sørger for at få undervisningsmiljøer, der passer til dem, specialpædagogikken og tilliden fra forældrene på plads, inden de bliver flyttet ind i en almindelig klasse”, siger han til Momentum og peger på, hvordan det gik, da politikerne i 2012 besluttede, at 96 procent af eleverne skulle inkluderes i normalklasser.
”I flere år var ordet inklusion jo nærmest et skældsord, fordi de netop satte børnene i almenklasserne, før pengene og støtten var på plads. Mange mistrivedes, og både børnene og deres klassekammerater betalte prisen. Det har ført til en kulturel gæld, som vi skal arbejde med, hvis folkeskolen igen skal have plads til forskellighed”, lyder advarslen fra Rasmus Edelberg.
DLF: Almenklasser skal styrkes

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen er ikke nervøs for, at KL's budskab om øget inklusion er en spareøvelse. Han mener, at KL har et andet budskab, end det som styrede den politiske inklusionsdagsorden i 2012.

”Jeg hører det noget anderledes denne gang. Vi har en fælles dagsorden, som er en bestræbelse på at styrke almenklassen. Det handler ikke om at presse eller flytte elever fra specialundervisning til almenklasse – det handler om, at vi skal kunne noget mere i almenklasserne. For lige nu bliver der flyttet rigtig meget økonomi ud af almenskolen til specialområdet.

Det betyder, at vi hele tiden svækker den almindelige undervisning”, siger han til folkeskolen.dk.

Han forstår dog godt, hvis nogle lærere er nervøse for KL’s budskab om at flere skal inkluderes i normalundervisningen.

”Når man lytter til KL, kan det lyde som om de vil nedlægge specialområdet. Men det er ikke det, jeg hører i partnerskabet Sammen om skolen, der taler vi om, at det er nødvendigt med investeringer i almenundervisningen”.

Gordon Ørskov Madsen er enig med Rasmus Edelberg i, at der skal ske en kæmpe omstilling, hvor man investerer i den almindelige folkeskole, hvis en større inklusionsgrad skal være en succes.

Formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen understreger, at folkeskolen skal skrues anderledes sammen, have de rette kompetencer og tilstrækkeligt mange af dem, for at det kan lykkes.

”Det er vigtigt for mig at slå fast. For svaret ligger jo ikke bare i at bede skolerne om at løse en større opgave og rumme flere børn med særlige behov. Vi er nødt til at stille nogle rammer til rådighed, som gør, at vi kan lykkes med det”, siger han til Momentum.

KL’s Børn- & Unge Topmøde afholdes i dag og i morgen i Aalborg Kongres & Kultur Center med deltagelse af repræsentanter fra kommuner landet og en lang række interesseorganisationer.

Hilsen Peter

[phhmw]

https://skolemonitor.dk/debat/art974...EAPtRoqUBDgQac

Folkeskolen er ikke kun almenskolen, som man kan få indtryk af, når man læser regeringens skoleudspil, men også specialklasser og specialskoler. Det er vigtigt, at vi sætter de samme ambitioner for trivsel og læring for elever med særlige behov, lyder det fra foreninger og videnscentre i Inklusionsalliancen.

Hvor er det glædeligt og tiltrængt, at vi endelig retter et kvalitetsblik på folkeskolen. Derfor sender vi fra Inklusionsalliancen også en velment tak til regeringen for at sætte det på forhandlingsdagsordenen.

Samtidig føler vi et ansvar for at pege på, at udspillets manglende fokus på inklusion og børn og unge med særlige behov understreger behovet for en dybere dialog.

I inklusionsalliancens optik handler inklusion præcis om kvalitet. Inklusion skal ikke behandles i særskilte kommissioner og forhandlingsforløb. Det skal være en central del af alle ønsker og ambitioner for folkeskolen.

Inklusionsbegrebet er kommet til at beskrive en besparende omplaceringsøvelse de seneste årtier, men grundlæggende handler det om, at alle børn ønsker og har ret til at være en bidragende del af et meningsfuldt fællesskab i både det almene og på specialområdet.

Regeringens udspil omhandler tilsyneladende udelukkende almenskolen – og dermed synes der altså ikke at være samme ambitioner om kvalitet for alle børnene i hele folkets skole.

Vi er nødt til at minde om, at folkeskolen ikke er almenskolen. Den er også specialklasser og specialskoler. Det kan være en fejl, når denne begrebsforvirring har sneget sig ind i regeringsudspillet.

Men vi kan frygte, at det er et udtryk for, at regeringen og de forhandlende partier ikke har de samme ambitioner om trivsel og læring for elever med særlige behov, som for alle andre elever.

Husk at sproget skaber virkelighed
Det må ligeledes også være en fejl, at der i udspillet bliver brugt et forældet sprog om, at børn skal ’rummes’, og at lærerne skal blive bedre til at ’håndtere’ børn med ADHD og autisme.

Nogle vil måske mene, at det er en anakronistisk ubetydelighed.

For mange af de børn, der er i mistrivsel – og deres forældre, opleves det ofte som en krænkende tingsliggørelse, forstærker den marginalisering, de næsten dagligt oplever.

Ingen børn skal blot rummes og håndteres. Børnene og deres adfærd er ikke problemet.

Adfærd, der stikker ud i skolen eller i hjemmet, er signaler om at barnet er i problemer, mistrivsel eller udsathed.

Det er skolens og de voksnes ansvar at hjælpe med at løse de problemer. Så børnene kan trives og lære.

Dyrt at gøre det, der ikke virker
Det hedder sig, at det specialiserede undervisningsområde er dyrt, og at det dræner almenskolen for ressourcer.

Vi anerkender, at der bruges flere og flere penge på området men den store udfordring er vel, at dette ikke hjælper de elever, der har behov. Flere og flere elever kommer i mistrivsel og må af nød vælge skolen fra.

Der er ingen tvivl om, at ressourcer spiller en rolle, hvis kvaliteten skal højnes. Men det er ikke et en-til-en forhold.

Der er mange dyre skoletilbud, som ikke har den fornødne kvalitet. Og omvendt er der gode og billige specialtilbud.

Det, der er dyrt, er, at vi i dag mangler systematik og et fælles mindset og derfor kommer til at gøre ting, der ikke virker. Hvis den rette støtte gives fra første færd, så er meget sparet både menneskeligt og økonomisk.

Viden mangler, men viden findes
Mange forældre oplever, at der mangler viden blandt skolens professionelle i forhold til at skabe og understøtte inkluderende læringsfællesskaber. Det, tror vi, er rigtigt.

Men det betyder ikke, at der ikke findes viden. Det er vores oplevelse, at der findes relevant og tilgængelig viden. Den bliver bare alt for sjældent og alt for usystematisk bragt i anvendelse.

Inklusion kræver et stærkt ledelsesmæssigt fokus, der altid er på børnenes side.

Det er en ledelsesopgave at bremse sprog og adfærd på skolerne, der risikerer at ekskludere eleverne. Det er en væsentlig ledelsesopgave, at skolen ser og er der for de børn, som har størst udfordring med skolen. Det er en ledelsesmæssig opgave at udfordre strukturer, aftaler og pædagogisk praksis, så skolen kommer til at passe til børnene og ikke omvendt.

Vi ved, at den nødvendige viden findes. Det, der er brug for, er, at vi handler på den.

Vi vil bidrage til løsningen
Inklusionsalliancen er et netværk med en lang række ret forskellige organisationer. Sammen rummer vi stor viden om både skole og børn med særlige behov.

Den fælles ambition for alliancen er at arbejde for bedre skoletrivsel for alle børn. Vores viden er bred, og vi vil gerne sætte den i spil.

Vi tænker, at den er meget relevant ind i den dagsorden, som regeringsudspillet sætter.

Vi lader os ikke slå ud af, at vi indtil videre ikke er blevet inddraget i kvalitetsarbejdet i folkeskolen. Vi står fortsat lige uden for døren. Vi vil gerne bruges!

Medunderskrivere

Anni Sørensen, formand, LEV
Anne Kjeld Pedersen, formand, LEV Aarhus
Camilla Ganzhorn, direktør, ADHD foreningen
Karina Bundgaard, formand, Autismeforeningen
Dorthe Nørregaard, Videncenter for Handicap
Esben Kullberg, direktør, Ligeværd
Julie Kyndesgaard, For Lige Vilkår
Marie Stegger Sørensen, Center for ADHD
Niels Christian Barkholt, Social Talks
Pernille Gry Petersen, generalsekretær, Børnesagens Fællesråd
Marlene Qvist Simoni, BHOV Aalborg
Thomas Krog, Muskelsvindfonden


Hilsen Peter

[phhmw]

Af, ja,... endnu en socialdemokrat fra KL.

THOMAS GYLDAL PETERSEN (S)
Formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg og borgmester i Herlev Kommune

https://skolemonitor.dk/debat/art973...-i-højere-grad

Gyldal: Vi skal se på mellemformer og tolærerordninger i højere grad
Flere og flere børn bliver sendt i specialtilbud og dermed ekskluderet fra folkeskolen. Det skal der ændres på, lyder det fra Thomas Gyldal Petersen forud for KL’s Børn og Unge Topmøde.

Et hus uden et stærkt fundament står usikkert. Måske endda vakkelvornt. Det samme gør vores folkeskole, hvis vi ikke formår at styrke fællesskaberne.

Fællesskabet er nemlig det bærende for vores børns trivsel, samfundets sammenhængskraft og fremtiden for vores velfærdssamfund.

Men fællesskabet i folkeskolen er ikke så stærkt, som det har været. Vi ekskluderer i dag flere og flere børn fra folkeskolen – hele 6,5 procent af eleverne gik i skoleåret 2022/23 i et specialtilbud, mens det i 2015/16 kun var 4,7 procent.

Et specialtilbud væk fra fællesskabet med de andre børn, de ser til hverdag på gaden, i nabolaget, i sportsklubben - og hvis det så bare sikrede, at de unge mennesker, som går i specialtilbud fik et godt liv og en god fremtid.

Men sådan er det ikke.

Vi får nemlig ikke hjulpet vores børn godt nok videre i livet lige nu. En ny undersøgelse fra analyse-magasinet Momentum viser, at 10 år efter 9. klasse er knap halvdelen af eleverne fra specialtilbud på offentlig forsørgelse.

Sammenligner man med elever fra almenklasser, er det kun ni procent, der er på offentlig forsørgelse.

Det er tal, vi skal have ændret nu.

At gå i en folkeskole handler om mere end blot at lære matematik og dansk; Det handler om social og personlig udvikling. Fællesskabet i folkeskolen er afgørende for vores børns udvikling og for sammenhængskraften i vores samfund.

Folkeskolen er nemlig ikke kun en uddannelsesinstitution – den er en del af vores demokratiske samfund, hvor børn møder den mangfoldighed og de perspektiver og livsanskuelser, der danner grundlag for vores samfund.

Folkeskolen samler os – på trods af forskelle i baggrund, økonomi, og kultur. Derfor er det en demokratisk ret at være en del af folkeskolen og møde den mangfoldighed af børn og unge, den repræsenterer.

Det almene skal kunne rumme flere forskellige børn
De fleste børn og unge trives bedst i det brede fællesskab, som folkeskolen tilbyder. Der er børn, for hvem specialtilbud er det eneste rigtige, men flere end i dag bør være en del af det almene fællesskab.

Og når vi tømmer folkeskolen for fællesskab, følger økonomi og faglige ressourcer med. Derfor bliver det sværere og sværere at give tilbud, som flere kan trives i. Det er en udvikling, vi skal have vendt, før problemet vokser sig endnu større.

Hvis vi skal lykkes med det, er det nødvendigt at se på, hvordan folkeskolen er indrettet. Vi skal skabe nogle rammer, der kan rumme flere børn og unge i den almene undervisning.

Det er i folkeskolens fællesskab og almenundervisningen, at vi skal lægge investeringer og arbejdet, så vi får indrettet skolen til at kunne rumme flere elever.

Vi skal sætte ind på mange fronter:

Vi skal arbejde på en mere praktisk tilgang til de boglige fag, så vi får motiveret flere elever.
Vi skal se på mellemformer og tolærerordninger i højere grad.
Vi skal sikre, at der er et tættere samarbejde med forældrene.
Vi skal klæde lærere og pædagoger bedre på til opgaven.
Og vi skal nytænke PPR, så de kompetencer bedre bliver bragt i spil i hverdagen.
Derfor er det tid til, at vi skal have en alvorlig, men konstruktiv samtale om folkeskolens fremtid. En samtale, der skal føre til handling.

Vi må alle, fra politikere til praktikere, forældre til elever, sammen tage ansvar for at genoprette og styrke det fællesskab, som er så vitalt for vores børns og samfundets fremtid.

Lad os arbejde sammen for en folkeskole, hvor alle børn får muligheden for at blive en del af et fællesskab, der støtter dem i at blive mennesker med lyst og mod til at møde verden med åbne arme.

1 kommentar

Niels Christian Sauer01. feb

Hvis man anskuer folkeskolen som en organisme, kan man sige, at den er angrebet af en sygdom.

En sygdom kan - måske - kureres med medicin, eller den kan forebygges ved at eliminere de faktorer, der fremkalder den. Vores skolepolitikere er desværre mere optaget af det første end af det sidste.

De sidste ti års skolepolitik har gjort skolens smeltedigel til en trykkoger, og selv om Tesfaye og Mette Frederiksen synes at have har fornemmet, hvor tampen brænder, er Gyldal stadigvæk mere optaget af opsamling af de elever, der presses ud, end af at sænke trykket. - fx ved at gå tilbage til en skoledag af normal længde, fjerne de nationale test, sænke klassekvotienterne, sikre klasselærerfunktionen og give lærerne tid til forberedelse,

Statsministeren har erklæret New Public Management død i ældreplejen. Nu venter vi på, at erkendelsen breder sig til folkeskolen.

Hilsen Peter

Bilag til læsning.:

LÆS MERE:

Norsk kommune inkluderer 100 procent af eleverne: »Når vi slet ikke har oprettet specialtilbud, er man tvunget til at se på praksis«
NYHEDER

Ny inklusionsindsats: Kommune vil fremover indskrive alle 0.-klasseselever i almenskolen
NYHEDER

Undersøgelse blandt skoleledere: Skolestruktur er til politisk debat i knap halvdelen af kommunerne
NYHEDER

Gyldal: Skoleudspillet udstikker kursen - sammen når vi i mål
DEBAT

Tesfaye om nyt skoleudspil: Bøtten skal vendes, flere elever skal inkluderes i folkeskolen

[phhmw]

https://social.dk/boern-og-unge/autisme

Viden gør stærk

FOKUSOMRÅDE

Børn og unge med autisme

Autisme er en udviklingsforstyrrelse, som medfører en anderledes måde at forstå, sanse og opleve verden på. Autisme giver forskellige udfordringer i forhold til kommunikation, socialt samspil og adfærd, men kan også give særlige styrker, som fx sans for detaljer og stor viden på særlige områder.

Social- og Boligstyrelsens viden om børn og unge med autisme er fordelt i tre indgange: Viden og temaer, sociale indsatser samt oversigt over relevante udgivelser.

VIDSTE DU...

LÆS VIDERE og se tal:

Vil du se flere tal om børn og unge med autisme, så besøg vores data- og rapportbank:

Om børn og unge med autisme

Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der særligt påvirker de kommunikative og sociale færdigheder.

Autisme kan beskrives som en anderledes kognitiv stil, der influerer på måden, hvorpå personen forstår, sanser, oplever og er i verden. Det kan medføre både særlige styrker og særlige udfordringer.

Børn og unge med autisme spænder bredt: Nogle har udviklingshæmning, andre normal eller høj begavelse. En del har eller får øvrige diagnoser som fx ADHD eller angst. Nogle har også udfordringer, der relaterer sig til søvn eller spisning.

Autisme gives som diagnose ud fra de kliniske diagnosekriterier, som er beskrevet i WHO’s internationale klassifikationssystem. Autisme kan være arveligt betinget.

Personer med autisme er – uanset alder – typisk registreret med diagnoserne:

Infantil autisme

Aspergers Syndrom

Atypisk autisme

Anden gennemgribende udviklingsforstyrrelser (GUA).

I WHO’s nye diagnosesystem, ICD-11, ses autisme som et spektrum med forskellige grader.

Selvom alle med autisme har fællestræk, kommer diagnosen individuelt til udtryk og kan også både ændre sig gennem livet og vise sig forskelligt i forskellige situationer, fx ude og hjemme.

Alt afhængig af den enkeltes samlede udfordringer og livssituation i øvrigt kan der derfor være stor forskel på, hvilken støtte der er behov for – og i hvilke sammenhænge.

Planlægning og organisering mv.
Socialt samspil
Kommunikation
Gentagelsespræget adfærd og særinteresser
Sanser

Find data- og rapportbanken her


----------------------------§---------------------------



Anbefalinger for god kvalitet i indsatsen for børn og unge med ADHD og/eller autisme

https://social.dk/tvaergaaende/anbef...geller-autisme

Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet syv anbefalinger for god kvalitet i indsatsen for børn og unge med ADHD, autisme eller lignende vanskeligheder i alderen 0-18 år.

Formålet med anbefalingerne er at udbrede viden om god faglig praksis målrettet børnene, de unge og deres familier, samt at give fagprofessionelle og deres ledelse inspiration til at styrke deres indsats på området.

Anbefalingerne henvender sig til fagprofessionelle med direkte kontakt til børnene og de unge fx lærere, pædagoger, psykologer og socialrådgivere, samt deres ledere.

De seneste år er der sket en stigning i antallet af børn og unge, der har en diagnose inden for ADHD- eller autismespektret, hvilket har øget behovet for viden om målgrupperne. Samtidig er der sket en udvikling i forståelsen af ADHD og autisme med større fokus på kontekst, komorbiditet og forståelsen af ADHD og autisme som spektre.

Denne udvikling i forståelsen af ADHD og autisme medfører en opmærksomhed på, at ADHD og autisme kommer forskelligt og individuelt til udtryk hos den enkelte, og at børnene og de unge har forskellige ressourcer og behov. Dette gør, at der er behov for, at både metoder, indsatser og kontekster tilpasses den enkeltes behov, så det enkelte barn eller den enkelte unge kan trives og udvikle sig i dem.

Anbefalingerne tager afsæt i udviklingen i forståelsen af målgrupperne og giver viden og forslag til, hvordan der med udgangspunkt i den nyeste viden kan skabes trivsel og udvikling for børn og unge med ADHD og/eller autisme.

LÆS om de 7 anbefalinger!!!!!

--------------------§--------------------

Anbefalinger for god kvalitet i indsatsen for børn og unge med ADHD og/eller autisme

https://sbst.dk/udgivelser/2023/anbe...geller-autisme

Anbefalingerne har til hensigt at udbrede viden om god faglig praksis for børn og unge med ADHD og/eller autisme. De skal give fagprofessionelle og deres ledelse viden og forslag til, hvordan de – med afsæt i nyeste viden – kan skabe trivsel og udvikling for målgruppen.

Social- og Boligstyrelsens syv anbefalinger for god kvalitet i indsatsen for børn og unge med ADHD, autisme og lignende vanskeligheder i alderen 0-18 år har tilsammen fokus på at skabe trivsel og udvikling for børn og unge med ADHD og/eller autisme.

Udgivelsen indledes med en beskrivelse af ADHD og autisme hos børn og unge samt en beskrivelse af børn og unge med både ADHD og autisme.

Herefter følger de syv anbefalinger, der har hvert sit faglige fokus, men som hænger tæt sammen på tværs, med fokus på både organisation, kontekst og individuelt rettede indsatser.

Hver anbefaling indeholder følgende:

Hvad: Selve anbefalingen – det vil sige, hvad der konkret anbefales at arbejde med.
Hvorfor: Faglig begrundelse for, hvorfor anbefalingen er væsentlig at arbejde med.
Hvordan: Praksisbeskrivelse, inddelt i ledelses- og medarbejderniveau, som beskriver, hvordan det anbefales at arbejde ud fra anbefalingen.
Henvisning til relevante redskaber, tilgange og metoder i forhold til hver enkelt anbefaling.
Hent publikationen her
Om anbefalingerne

Anbefalingerne er udarbejdet med afsæt i en videnskortlægning fra 2023 med inddragelse af centrale aktører og videnshavere på ADHD- og autismeområdet.

De henvender sig til fagprofessionelle med direkte kontakt til børnene og de unge, fx lærere, pædagoger, psykologer og socialrådgivere samt deres ledere.

Hent videnskortlægningen "Virksomme indsatser til børn og unge med autisme og/eller ADHD"

https://sbst.dk/Media/63836887348981...Autisme_HT.pdf



Hilsen Peter