Specielt om klager over afgørelser om rådgivning og vejledning

[gunvor]

42. Rådgivning og vejledning betragtes som ydelser efter den sociale lovgivning, og afgørelser om sådanne ydelser kan påklages efter de almindelige klageregler.

Ankestyrelsen har som svar på en forespørgsel fra et nævn udtalt, at nævnet havde kompetence til at behandle en klage over, at en kommune havde afslået at indhente en lægeerklæring til brug for den vejledning, kommunen ydede en borger, som overvejede at søge førtidspension.

Der henvises også til SM O-105-96 om betaling for fysioterapeutisk rådgivning og vejledning til et spastisk lammet barn , samt SM O-109-93 om ergoterapeutisk behandling, råd og vejledning til en 5-årig dreng med svær spastisk lidelse.

Der kan derimod ikke klages over en myndigheds tilkendegivelse i en vejledende udtalelse.

Selv om der ikke er truffet en afgørelse om rådgivning eller vejledning, vil klageinstanserne dog i særlige tilfælde kunne tage stilling til, om der er ydet tilstrækkelig rådgivning og vejledning.

I SM B-1-89 pålagde Ankestyrelsen således en kommune at yde børnetilskud for en periode forud for den formelle ansøgning om børnetilskud, fordi kommunen ansås for at have forsømt sin vejledningspligt over for barnets mor med hensyn til indgivelse af ansøgning.

Ankestyrelsen fandt i SM O-2-97, at kommunen i en periode havde tilsidesat sin vejledningspligt overfor en familie med et handicappet MBD-barn til at give oplysning om den praktiske og økonomiske hjælp, som en handicappet og en handicappets familien efter loven kunne få.

Link: https://www.retsinformation.dk/Forms...px?id=18893#K8

min fremhævning

[Webmaster]

Hmm det er historiske dokumenter du henviser til...disse kan ikke bruges til noget som helst...da de er IKKE gældende...

[gunvor]

Hmm, der står såvel gældende som historisk yderst til højre ved udvidelse af feltet, men her kommer så anden version fra socialjura.dk:

Kapitel 24 – De almindelige klageregler

187. Retssikkerhedslovens kapitel 10 indeholder en række regler om behandling af klager over afgørelser truffet af kommunerne eller staten i jobcentrene og af klager over afgørelser truffet af de sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnene.

Klage over afgørelser

188. Afgørelser truffet af en kommune eller af staten i jobcentret kan indbringes for det sociale nævn eller for beskæftigelsesankenævnet. Klageadgangen omfatter kun egentlige afgørelser. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed (kommunen, staten i jobcentret, nævnet eller Ankestyrelsen) i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have retsvirkning efter sit indhold. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller kommunens rettigheder og pligter i sagen. Der er også tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, fx ved et afslag på genoptagelse og afvisning af en sag.

Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten) og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten). Ved realiteten forstås afgørelsens resultat, fx om en ansøger er berettiget til pension, og i givet fald, hvilken pensionstype. Ved en formalitetsklage forstås en klage over myndighedens tilsidesættelse af regler om behandlingen af sagen. Der kan klages over formaliteten i forbindelse med en afgørelse, selv om realiteten ikke påklages.

Klage over processuelle beslutninger

189. Beslutninger i forbindelse med sagsbehandlingen, som ikke afslutter sagen – de såkaldte processuelle beslutninger – er ikke afgørelser og kan derfor ikke indbringes for klageorganerne. Det er fx beslutninger om at indhente oplysninger, om at udsætte sagen eller om at genoptage sagen eller Ankestyrelsens beslutning om at optage en sag til principiel behandling. Da processuelle beslutninger ikke er afgørelser, er der ikke adgang til at klage over beslutninger. Retssikkerhedsloven giver ikke borgerne klageadgang i forhold til processuelle beslutninger. Dog er der efter § 13, stk. 2, i serviceloven adgang til at klage over en kommunes afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), da kommunens afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation betragtes som en afgørelse.


Rådgivning og vejledning betragtes som ydelser efter den sociale lovgivning.

Klager over kommunernes afslag på anmodninger om rådgivning og vejledning kan derfor behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven. Klagen vil også være omfattet af klagereglerne, selv om kommunen ikke træffer en egentlig formel skriftlig afgørelse om afslag på rådgivning og vejledning. (Der henvises endvidere til punkt 45)

45. At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også - hvis det er nødvendigt - skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også i § 7 i aktivloven og § 10 i serviceloven. Rådgivning og vejledning er en social ydelse, som kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp. Afslag på rådgivning og vejledning kan indbringes for de sociale klageinstanser.

46. Rådgivningsforpligtelsen varierer i forhold til det enkelte område. Fra praksis kan nævnes:

SM B-2-02: En kvinde henvendte sig i forbindelse med en forestående skilsmisse til en kommunes straksekspedition og fik udleveret skemaer til brug for ansøgning om økonomisk friplads i daginstitution. Kvinden indgav ca. 2 år senere ansøgning om ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Hun mente, at hun ved den oprindelige henvendelse burde have været vejledt om muligheden for børnetilskud som enlig forsørger. Børnetilskud skulle derfor udbetales med tilbagevirkende kraft. Kommunen fandtes ikke at have tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for kvinden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ikke forud for ansøgningen om børnetilskud havde haft kontakt til kommunen om sine økonomiske forhold, og at bevilling af hel eller delvis økonomisk friplads i daginstitution ikke var betinget af, at ansøger var enlig forsørger. Der blev også lagt vægt på, at kommunen ved annoncering i lokale dagblade løbende havde vejledt om muligheden for at søge børnetilskud og om betingelserne for at modtage ydelserne.

SM C-8-03: Ankestyrelsen fandt, at et forældrepar efter en konkret vurdering ikke havde fortabt retten til merudgiftsydelse, selvom der forløb en længere periode mellem udløbet af den tidligere bevilling og indtil forældrene fremlagde dokumentation for merudgifterne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at fortsat ret til hjælp ikke var betinget af ny ansøgning.

Forældrene havde gennem flere år modtaget merudgiftsydelse til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af deres multihandicappede barn i hjemmet. Det fandtes efter oplysningerne i sagen godtgjort, at forældrene havde haft væsentlige merudgifter ved forsørgelsen af barnet, og det måtte være klart for kommunen, at der fortsat ville være ret til merudgiftsydelse efter udløbet af den tidligere bevilling.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens handle- og oplysningspligt efter serviceloven vejede tungere end forældrenes eventuelle passivitet.

Folketingets Ombudsmand har i FOB 2003.449 udtalt, at § 5 må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Sagen drejede sig om en kvinde, som med få dages mellemrum modtog to afgørelser fra en kommune om henholdsvis førtidspension og sygedagpenge. Kvinden – der på grund af ordblindhed havde svært ved at læse kommunens afgørelser m.v. – fik hjælp af kommunen til at udforme en klage. Denne klage vedrørte imidlertid kun sygedagpengesagen. Da kvinden senere klagede over afgørelsen i førtidspensionssagen, afviste det sociale nævn at behandle sagen som følge af, at klagefristen var overskredet. Ombudsmanden udtalte, at retssikkerhedslovens § 5 indebærer, at myndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Kommunens vejledningspligt i sagen var yderligere skærpet som følge af kvindens kommunikationsproblem. Ombudsmanden mente herefter, at kommunen på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om, hvorvidt kvinden ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension. Ombudsmanden mente, at der som følge af sagens omstændigheder var grundlag for at dispensere fra klagefristen, og henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen.

Forkert rådgivning

47. Det kan ske, at der gives forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Ankestyrelsens praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Fra praksis kan eksempelvis nævnes sagen SM P-7-02.

SM P-7-02: En pensionist, der modtog medicinhjælp, flyttede til en anden kommune. Først efter 9 måneder søgte hun om medicintilskud i tilflytningskommunen, men anmodede om hjælpen med tilbagevirkende kraft for medicin, hun havde modtaget siden flytningen til kommunen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det faste forvaltningsretlige grundprincip om, at der skal søges om hjælp, før behandlingen/udgiften iværksættes, også gælder ved en pensionists flytning til en ny kommune. Der er herved lagt vægt på, at personligt tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering i bopælskommunen og ikke ydes på samme måde som sociale sikringsydelser efter generelle kriterier, der er fastlagt i loven.

Det må afhænge af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der har foreligget en vejledningspligt, der har været tilsidesat. Der må bl.a. tages hensyn til, i hvilket omfang ansøger allerede har modtaget vejledning i fraflytningskommunen.

Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde, at tilflytningskommunen burde have vejledt ansøgeren om nødvendigheden af at indgive ny ansøgning. Der er lagt vægt på, at det fremgik af pensionssagen, at ansøgeren modtog medicinhjælp, at kommunen ved udbetaling af de øvrige beløb måtte kunne påregne, at ansøgeren ikke fandt anledning til at henvende sig til kommunen, at der ikke forelå oplysning om, at fraflytningskommunen havde orienteret ansøgeren om, at medicinkort kun var bevilget under ansøgerens bopæl i den pågældende kommune, at der ikke var oplysning om ændringer i ansøgerens situation udover flytningen, og at kommunen umiddelbart på det foreliggende grundlag fandt ansøgeren berettiget til medicinkort.

Afgørelsen medførte, at borgeren på grund af den manglende vejledning blev stillet, som om der var givet korrekt rådgivning og ansøgt om tilskud i forlængelse heraf.

SM C-13-04: En mor ønskede forlængelse af sin ansættelsesperiode efter servicelovens § 103 a, stk. 3 (Nu § 118), til at passe sin syge datter. Kommunen gav afslag på ansøgningen, da en ansættelse af denne karakter kun kan bevilges én gang. Ankestyrelsen fandt, at kommunen skulle foretage en ny behandling og træffe en ny afgørelse på ansøgningen om yderligere ansættelse. Ankestyrelsen lagde i afgørelsen vægt på, at kommunen ikke kunne dokumentere, at lovbestemmelsen i § 103 a var sendt til ansøgeren forud for kommunens bevilling af ansættelsen. Ankestyrelsen fandt således ikke at en mundtlig orientering om dette ved et forudgående hjemmebesøg var tilstrækkelig. Ved denne vurdering lagde ankestyrelsen vægt på den belastende situation, som ansøgeren befandt sig i som følge af datterens alvorlige sygdom. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunens mangelfulde vejledning i forbindelse med den første ansøgning skulle medføre, at ansøgeren stilledes, som om der fra begyndelsen var givet fyldestgørende vejledning, således at ansøger havde mulighed for at søge om den længst mulige ansættelse i den første ansøgning. Ankestyrelsen fandt endvidere, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis kommunens afgørelse om ansættelsen efter § 103 a havde været skriftlig.

Et eksempel fra Ombudsmandens praksis (FOB 1989.168) drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Først senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter Ombudsmandens opfattelse, berettiget til børnetilskud allerede fra den første henvendelse. Ombudsmanden udtalte, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Borgeren skal altså stilles, som om pågældende havde fået korrekt vejledning og havde indgivet ansøgningen i overensstemmelse hermed,....

48. Myndigheden eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa). Det vil sige, at sagsbehandleren og myndigheden skal kunne bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af domspraksis. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

Link: http://www.socialjura.dk/content-sto...0-2006/#c55583

Mine fremhævninger.