Xenia-Anni hvem er hun?

[XeniaAnni]

Hejsa,

Min den "gamle" snakkede om dette sted, (lillespir) derfor er jeg nu her.

Jeg er en ung kvinde der fylder 30 i september, der blev tilkendt førtidspension i sommeren sidste år. Fra det blev nævnt første gang at jeg ville søge pension til jeg fik den tilkendt, gik der 8 år.

Nå men for at tage det hele fra starten, da jeg som en lille unge - så at sige, kom til skade første gang med mine knæ til nu, har jeg været en del igennem.

Jeg bliver opereret i knæerne pga det som de fleste unge kvinder får, kan ikke huske diagnosen for det, men det gør at knæerne ikke opføre sig ordenligt så at sige.

Dertil kommer, at jeg da jeg er omkring 13 år falder og river alle ledbånd og sener over i min højre arm, jeg bliver tilbudt en ny form for operation og tager den. Efter et år bliver jeg kaldt in til en opfølgende samtale da det jo var en ny operation - finder lægen ud af at det ikke havde hjulpet synderligt. Endnu en operation følger, og endnu en og endnu en. Og i det forløb hen over 4 år bliver jeg opereret 5 gange, hvoraf den ene gang er fysioterapeutens skyld. Min arm er "blevet stoppet" i at kunne flexe ud mere end 90 grade fra kroppen, hvilket han ikke havde taget højde for, således han presser armen videre ud og så lyder der et Ups fra ham da jeg hyler højt i smerte og grådkvalt fortæller ham at hvis han læste jurnalen ville finde ud af at armen var låst.

Nå men jeg bliver ældre og bliver gravid - under den graviditet får jeg bækkenløsning - jeg får krykker og trocanter bælter og bliver ellers bedt om at holde mig i ro. Jeg forsøger mit bedste - men bliver sendt til aflastning på sygehuset flere gange, men sygeplejerskene holder strejke den sommer og jeg ryger ud og ind flere gange. Den gamle sørger for at jeg holder mig så meget i ro som muligt og er en rigtig god støtte.

Jeg føder og har stadig svære mén efter fødslen og føler stadig "bækkenet rasler fra hinanden". Jeg bliver undersøgt på kryds og tværs men får af vide at jeg er hybermobil - hvilket jeg jo godt vidste i forvejen - men smerterne bliver jo ikke mindre af den grund.

Jeg bliver i denne periode sendt til revalidering og får en HG uddannelse men er meget plaget af rygsmerter nederst i lænden og min skulder volder mig mange problemer. Det skal lige siges at jeg har mange problemer med hø. skulder samt hø. arm. Jeg har ingen følelse i lillefinger samt ringfinger. Det er grundet alle de operationer i hø. skulder, hvor der er sket nerveskader, igen grundet operationerne.

Jeg bliver gravid - selv om jeg får de famøse p-piller (det viser sig senere at jeg ikke optager det hormon i dem som alle andre gør) denne gang bryder bækkenløsningen frem igen dog mere intens så at sige. Jeg kan næsten ikke gå fra 2. graviditets måned og igen får jeg krykker og trocanter bælte. Ryger ind og ud af sygehuset til aflastning - men som de sagde - det er jo lige i ferie tiden så vi har ikke mandskab nok til at støtte dig.

Nå men den lille bliver født og ryggen bliver endnu mere smertefuld - igen holder de sig til at det nok er hybermobiliteten.
Jeg bliver undersøgt fra top til tå - der er nogle nerve skader fra ryggen der nok giver smerterne.

Men jeg bliver sendt på smerte klinik, hvilket ikke hjælper noget som helst da den læge og jeg har vidt forskellige syn på mine smerter.

En længere periode kommer med arbejds prøvning, hvilket viser at jeg ville kunne klare 15 min. arbejde om dagen, hvoraf de 10 minutter ville være hvile. Jeg bliver flere gange sendt hjem fra arbejdsprøvningen af ledelsen - med deres bil. Men som jeg altid har lært - mød op, vis dem du vil det her, og tag den derfra. Det resulterede MANGE gange i at jeg mødte op stemplede ind, blev bedt om at stemple ud med det samme og de rekvirerede en bil til mig og kørte mig hjem, hjalp mig i seng og ringede til familien.

Så er der sagen på kommunen.
(undskyld det er så langt allerede - og at der nok mangler en del, men min hukommelse er rigtig ringe)

I de 8 år min sag har kørt har jeg mødt ca. 65 nye ansigter, jeg kunne forstå at det havde været 4 eller sådan, fordi der skal jo taget højde for at der er nogen der skal pensioneres og så videre. Efter nr 10 begyndte jeg at give dem et nummer, ligeledes fik de forklaringen på hvorfor.
Det værste ved det hele var næsten at man skulle fortælle sin "historie" ved hver nyt ansigt. Det var jo ikke kun på kommunen, men også alle de læger og så videre man kom til. Så hvis jeg også skal tage speciallæger og så videre med er det over 100 forskellige personer der har været ind over min sag.

jeg fandt ud af at det vigtigste i tiden var at jeg ikke stolede på disse mennesker. (Hysterisk jeg ved det) Men grunden hertil var at de sagde et, gjorde noget andet og skrev noget helt 3'de.

Jeg har oven på alt dette fået en svær deprision og har haft den at bøvle med oven på alle smerterne i dagligdagen. Jeg kan på dårlige dage ikke selv gøre de basale dagligdags ting, som at stå op og gå på toilet/blive vasket/løfte en kop kaffe og så videre. Det værste var at jeg ikke kunne løfte ungerne op og trøste dem da de var små.

Jeg lærte et nyt ord igennem min tid i systemet, "Systemstress" - hvilket vil sige at man får stress af at være i systemet. Du bliver stresset over de ikke giver lyd fra sig, de ikke overholder aftaler - men forventer at du overholder dine aftaler. Ellers giver det jo konsekvenser. "Trusler" fra systemet - du får ikke det og det hvis du ikke gør det og det.

Nå men det er blevet en lang smørre - jeg vil slutte af med et digt jeg har skrevet igennem min tid i system danmark.

De ønsker at vide alt
De ønsker det hele
De forventer det hele
De forventer alt.

Hvad med mig?
Hvad med mine ønsker?
Hvorfor denne uvished?
Hvorfor alt dette?

Mange ukendte ansiger.
Jeg tæller til 20
Jeg tæller til 50
Jeg tæller mere end 60
Jeg husker ikke navne
Jeg giver dem numre
Mange bliver sure
Jeg bliver fustreret
Frustrationen sætter sig
Udvilker sig til despreation
Desperationen gør jeg klamre mig
Klamre mig fast til den sidste livsnerve

De jeg husker, har givet mig håb
Håbet blev brutalt væk
Jeg tør ikke stole på folk mere
Jeg tør ikke håbe mere

De forstår det ikke
De forstår ikke det er mit liv
Det er mit liv de har i hænderne
Det er mit liv der er deres arbejdsplads
De forstår ikke hvad de gør
De forstår ikke ventetiden bliver til depression
De forstår ikke hvorfor
De forstår ikke hvad
De lukker øjnene


Tak fordi du gad at læse med.

VH.
X-A

[phhmw]

Kære XeniaAnni.
Velkommen til.

Dit digt fortælle faktisk alt. Flot!

Dine smerter skal du ikke finde dig i!. Hvor bor du? Jyde...fynbo eller måske kjøvenhavner? Hilsen Peter

[Louise]

Velkommen til.
Flot digt!!
Louise

[XeniaAnni]

Ohh ja, glemte det med hvor jeg er fra..
Jeg er jyde.

Takker for rosen på digtet.

VH.
XA.

[Phönix]

Hej.

En værre omgang du har måtte gennemgå glad for du har fået din ftp.

Dit digt har rørt mig dybt og er ikke bleg for at indrømme jeg fældede en tåre. Håber dit liv bedres fremover på trods af dine smerter.

Phönix