K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Politik og Samfundsdebat > Politik og Samfund

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Politik og Samfund Her er det tilladt at diskutere politik , nyheder og andre samfundsproblemer. Hvis du har problemer med at andre udtrykker deres uforbeholden mening om vores samfund, så er dette nok ikke stedet for dig.

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 04-03-2022, 21:59   #1
phhmw
Jeg bor her på K10
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 10.919
Styrke: 30
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
39 organisationer i opråb : Ret op på fejlagtig reform med nye regler

39 ORGANISATIONER I OPRÅB I ALTINGET: RET OP PÅ FEJLAGTIG REFORM MED NYE REGLER FOR FLEKSJOB OG FØRTIDSPENSION

https://danskhandicapforbund.dk/da/n...ion/#gsc.tab=0

Siden lovgivningen for fleksjob og førtidspension trådte i kraft i 2013 er samfundets svageste blevet fanget i meningsløse og effektløse forløb. Nu er det på tide, at politikerne lytter til evalueringerne og skrider til handling med en ny værdig reform, skriver 39 faglige og sociale organisationer fra alliancen VærdigReform, heriblandt Dansk Handicap Forbund, i Altinget.

04. mar. 2022

Beskæftigelsesministeriets nylige evaluering af forløb henimod førtidspension og fleksjob dokumenterer et behov for ændringer af regler og praksis. Det er tid til handling, så sårbare borgere får hjælp i stedet for at blive trukket rundt i opslidende forløb.

Da vi i 2013 fik en ny lovgivning om reglerne for fleksjob og førtidspension var en del af aftaleteksten, at der senest i 2017 skulle udarbejdes en større evaluering. Evalueringen blev gennemført og offentliggjort i marts 2018, men har endnu ikke kastet reelle ændringer af sig, og borgerne venter derfor stadig på handling i kølvandet på evalueringen.

Vi håber på snarlige politiske handlinger, der vil rydde op i de mange skavanker i reformen, som evalueringen peger på, og de mange ting i lovgivningen, som så tydeligt ikke fungerer.

Vi er sammenslutningen Værdig Reform. Vi er 65 organisationer, som tilbage i 2017 gik sammen om at få et opgør med de mange uhensigtsmæssigheder og uretfærdigheder, vores medlemmer oplever som følge af reformen fra 2013. Alene de fagforeninger, som er med blandt de 65 organisationer, repræsenterer mere end 1,5 millioner medlemmer. Det er på vegne af medlemmerne af de 65 organisationer og de mange borgere, der er i klemme i reglerne i dag, at vi kalder på handling.

Her fire år efter at Værdig Reform blev født af nødvendighed, er der stadig brug for handling. Stort set intet er sket, men behovet for politisk handling er ikke forsvundet. Derfor kalder vi på fjerde år på rimelighed i reglerne for mennesker, der skal afprøves i forhold til deres arbejdsevne eller en eventuel visitering til fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension.

Da vi dannede Værdig Reform, var det ikke vanskeligt at sætte fingeren på problemerne, og det var ikke vanskeligt at blive enige om de vigtigste ønsker til ændringer på trods af, at de 65 organisationer dækker mangeartede organisationer som fagforeninger, patientorganisationer, handicaporganisationer, pårørendeorganisationer og interesseorganisationer – der har vidt forskellige medlemsgrupper. Det, som vi har tilfælles, er nemlig, at vi alle har medlemmer, som ind imellem bliver fanget i for lange, for meningsløse eller effektløse forløb.

Langt majoriteten af de borgere, som gennemfører et ressourceforløb ender med en førtidspension. Det er ingen overraskelse for os. For de der kommer i forløb er mennesker, der har så alvorlige sygdomme eller lever med så alvorlige handicap, at bare det, at få dagen til at fungere, er udfordrende. Det ved deres læger, deres sagsbehandlere og deres professionelle bisiddere godt. De ved også, at flertallet ikke vil kunne udvikle deres ressourcer til, at de kan blive selvforsøgende på det ordinære arbejdsmarked.

Så hvorfor disse lange forløb?

Fordi loven kræver det. Ikke altid fordi det gavner. Hvis intentionen er at få flere med begrænsninger i arbejdsevne ud på arbejdsmarkedet, så skal man i gang med en indsats langt hurtigere end i dag. Og vi skal være hurtigere til at vurdere folk i forhold til at komme videre i arbejdslivet via en visitation til fleksjob, så vi undgår at tiden bruges dårligt i ressourceforløb, i stedet for positivt i et job på fleksjobvilkår.

Vi har i dag en lovgivning som ikke fungerer. Hele forligskredsen bag reformen (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) er nødt til at tage ansvar og handle. De borgere, som er i målgruppen for reformen, er blandt vores samfunds svageste, og det kan godt være, at det er en gammel sandhed, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svage. Men sand er den, og køn er den ikke altid i dag.

Derfor opfordrer vi beskæftigelsesministeren og hele forligskredsen til at tage ansvaret på sig. Der har været talt om evalueringer og ændringer og justeringer. Kald det hvad I vil, men tag ansvar og handling på det, så lovgivningen hjælper og støtter mennesker, og ikke sender dem ud i utopiske forsøg med at udvikle på en arbejdsevne, der ikke er der. Ofte bliver skylden for latterlige forløb, hvor man gennem flere år afprøver et menneske til blot et par timers arbejde om ugen, lagt på kommuner og sagsbehandlere. Men fejlen starter og slutter ved lovgivningen. Det er jeres ansvar at lave en lovgivning, hvor borgerne får rettigheder og ikke kun pligter.

Vi har ikke mistet troen på jer, så vi ser frem til, at der er snart kommer breaking news om, at I har sat jer sammen ved forhandlingsbordet. I kan godt – det tror vi på.

Giv os nu en Værdig Reform!

Underskrivere:

Bedre Psykiatri
BUPL
Forbundet Kultur og Information
Danmarks Lærerforening
Dansk El-forbund
Fibromyalgi- og smerteforeningen
Dansk Handicap Forbund
DM Dansk Musiker Forbund
Dansk Psykolog Forening
Dansk Selskab for Almen Medicin DSAM
Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Sygeplejeråd
Danske Elitesportsudøveres
Forening Den Boligsociale Fond
Håndbold Spiller Foreningen
Spillerforeningen
Danske Handicaporganisationer
Den Sociale Retshjælps Fond
Fagligt Fælles Forbund, 3F
FOA
Gigtforeningen
Gymnasieskolernes Lærerforening
Hjernerystelsesforeningen
HK
Hærens Konstabel- og Korporalforening HKKF
Jordbrugs Akademikerne JA
Landsforeningen Fleksjob
LEV
Malerforbundet i Danmark
Pharma Danmark
Prosa
Præsteforeningen
Serviceforbundet
SIND
Tandlægeforeningen
Teknisk Landsforbund
Muskelsvindfonden
Dansk Socialrådgiverforening

Læs mere om Værdig Reform via hjemmesiden: www.vaerdigreform.dk/

Mette Frederiksen er ked af det:

https://www.bt.dk/politik/mette-f.-o...rigtigt-ked-af

23. sep. 2018 - 8:13
Mette F. om konsekvenser af sin egen reform: Det er jeg oprigtigt ked af.

En del mennesker, der burde få en førtidspension, får det ikke i dag, og alt for mange ender i opslidende og udsigtsløse arbejdsprøvninger, erkender formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen om den reform af førtidspension, som hun selv stod i spidsen for, da hun var beskæftigelsesminister i 2012.

»Nogle bliver ramt, selvom de har tjent det her samfund i årtier og har haft et hårdt, nedslidende job, hvor ryggen eller nakken siger stop, og så ender de med at blive kegler i et spil,« siger hun i et interview med B.T. og understreger.

»Og det er jeg sgu oprigtigt ked af, for det var ikke det, der var meningen, og jeg synes heller ikke, vi kan være det bekendt.«


Opgøret med den del af hendes egen reform, der vedrører endeløse forløb med arbejdsprøvninger af alt for syge mennesker, er også et af Mette Frederiksens hovedbudskaber på Socialdemokratiets kongres i Aalborg i weekenden.

»Der er simpelthen nogle i dag, der burde få en førtidspension, som ikke får det. Men jeg vil ikke sætte antal på, for jeg vil ikke opgive mennesker.«

Reformen af førtidspension betød blandt andet, at der blev indført såkaldte ressourceforløb, hvor borgeren skulle arbejdsprøves for at se, om arbejdsevnen kunne udvikles, før de kunne få tilkendt førtidspension. Dette for at sikre, at folk ikke blev parkeret på permanent offentlig forsørgelse, hvis der var udsigt til, at de kunne komme til at arbejde. Og Mette Frederiksen holder fast i intentionen bag reformen.

»Der var rigtig mange, der blev førtidspensioneret i Danmark, og stadig flere af dem var helt unge kvinder med psykisk sårbarhed. Det går ikke, og sådan har jeg det stadig, når vi førtidspensionerer en kvinde på 19 år, der i stedet skal lære at mestre sit liv, selv om hun bliver ved med at være lidt syg, men måske kan arbejde i fleksjob nogle timer,« siger hun og tilføjer:

»Som socialdemokrat har jeg det sådan, at det er bedst for alle mennesker at være en del af fællesskabet, have en funktion og en tilknytning til arbejdsmarkedet og noget at stå op til om morgnen. Men selvfølgelig ikke, hvis man er for syg.«

Men siden reformen blev vedtaget, er kritikken taget til, og flere og flere absurde eksempler på årelange forløb med udsigtsløs arbejdsprøvning er kommet frem - også blandt mennesker, som er oppe i årene.

Derfor er Mette Frederiksen nu villig til at gå sin egen lovgivning efter i sømmene, for eksemplerne på konsekvenserne af hendes egen lovgivning har gjort indtryk.

»En kvinde i 50'erne kom hen til mig ved Bilka i Ishøj, og hun havde tårer i øjnene, da vi stod og snakkede sammen. Hun var ramt af alvorlig diabetes, men havde arbejdet i årevis som hjemmehjælper og buschauffør. Hun skulle i ressourceforløb og var enormt ked af at være syg og ville faktisk allerhelst arbejde. Det berører mig dybt.«

»Hun havde en oplevelse af, at nogle af de reformer, som jeg har været med til at lave, har placeret hende i et ingenmandsland. Det har mange konfronteret mig med, og det var ikke idéen med reformen, det var faktisk det modsatte. Kvinden sidder stadig i mig.«

Mette Frederiksen forklarer, at ressourceforløbene skulle have sikret borgerne, at de fik en samlet indsats, så de ikke skulle løbe spidsrod mellem myndigheder, som i stedet satte sig sammen i et team og så på helheden og de individuelle behov hos den enkelte borger. Den idé står hun stadig ved, og hun mener, at ressourceforløb har hjulpet nogle, men lovgivningen har ikke virket helt efter hensigten alle steder, mener S-formanden.

For der er stor forskel på, hvor mange der får førtidspension afhængigt af, hvilken kommune de bor i. En kortlægning, som Avisen.dk foretog i 2017, viste for eksempel, at kun 14 procent af borgerne i Københavns Kommune fik tilkendt førtidspension efter endt ressourceforløb, mens det gjaldt i 73,5 procent af tilfældene i Kolding.

Men hvor er kæden hoppet af? Er det lovgivningen, der er noget galt med, eller er det gået galt ude i kommunerne?

»Jeg vil ikke sidde i dag og sige, at det ikke er lovgivningen, der er problemet, og at det bare er fortolkningen ude i kommunerne, den er gal med, fordi jeg har det sådan, at når jeg selv har sat noget i søen, så skal jeg også være den mest kritiske censor over for det,« siger hun.

Erkender du, at du også har et ansvar i det her?

»Ja, det har jeg, og det har alle omkring det politiske bord. Vi skal sørge for, at de store politiske forandringer bliver fulgt op, og det er fint, at forligskredsen har taget fat på det, men jeg mener ikke, vi er færdige, og det er især delen om førtidspension, der bekymrer mig,« siger hun og tilføjer;

»Men jeg føler også et særligt ansvar. Jeg var minister på det tidspunkt, vi vedtog førtidspensionsreformen, og derfor slipper jeg den heller ikke. Og derfor er det også noget, jeg kommer til at være optaget af som statsminister, hvis jeg skulle blive det. Det står højt på min dagsorden, for vi skal have det vil at virke.«

Er du så også villig til at se på, om selve loven skal ændres, så den bliver mere klar for kommunerne?

»Ja, selvfølgelig. Det er jo en kæmpemæssig reform, og en del har spurgt mig, hvorfor jeg ikke ser ud til at være i godt humør på det billede, hvor jeg bliver udpeget til at være justitsminister i stedet for beskæftigelsesminister. Det er faktisk på grund af det her. Jeg synes, jeg forlod mine reformer for tidligt, for det er blevet lidt sådan i dansk politik, at vi lovgiver en masse og reformerer en masse, men alt det med at få det vil at virke efterfølgende, det bruger vi ikke særligt meget energi på, og det var grunden til, at jeg var ked af det skifte.«

Hvad mener du om, at man som politiker går ud og siger, 'jeg er blevet klogere', når man selv er ophavsmand?

»Jeg vil gerne gøre en dyd ud af at være en af de politikere, der vedkender mig, når jeg begår fejl og siger, her er jeg blevet klogere. Og jeg forstår faktisk ikke, man får klø for det, for det er meget nemmere for mig at sige, at det for eksempel er kommunerne derude, der ikke har fået det til at fungere. Man begår fejl som politiker. Bliver man klogere – ja, heldigvis, og så skal man også have mandsmod nok til at stille sig frem og sige, at der er noget, der ikke fungerer efter hensigten.«

phhmw

Vi får præcis det vi stemmer på. Fortsætter vi, som vi plejer, får vi naturligvis mere af samme skuffe. Vælgerne har et medansvar for udviklingen.


Hilsen Peter
phhmw er ikke logget ind   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 11:42.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2022, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension