Støjen af DJØFiseringen i DK forsætter derudad

[gunvor]

Fandt flg. artikel eft. henvinsing til af fra en god ven, hvoraf der fremgår flg.:

Københavns Kommune har ansat hele 20 jurister til at sørge for, at man i kommunen får behandlet og forstået en syndflod af love og bekendtgørelser, som i en rivende strøm og kontinuerligt udsendes fra Beskæftigelsesministeriet til kommunerne. Der var efter udtalelser fra embedsmænd i Københavns Kommune tale om gennemsnitlig 1½ ny lov pr. uge fra dette ministerium.
...

Jeg vil vove den påstand, at hvis ministeriet gjorde sit arbejde ordentligt og sørgede for at redigere og luge i tidligere love og bekendtgørelser på området, og hvis man sørgede for at have tilstrækkeligt kvalificeret personale ansat, som var i stand til at udforme og redigere en fornuftig og sammenhængende samling af love og bekendtgørelser – og i tilgift sørgede for ordentlig vejledning til kommunerne ved udsendelse af forarbejder, bemærkninger og vejledninger –  så ville regelkomplekset umiddelbart være til at forstå og anvende.

Der må være noget helt galt med udformningen og sammenhængen i bestemmelserne, når Københavns Kommune må bruge 20 jurister til at ’knække’ ministeriets lovudgivelser for overhovedet at gøre stoffet tilgængeligt og anvendeligt for brugerne i kommunen, altså for diverse afdelinger og sagsbehandlere.
....

Når et enkelt ministeriums affattelse af regler kan forårsage sådanne virkninger, er ministeriernes udsendelser af lovstof løbet løbsk.

Kilde: http://ekstrabladet.dk/nationen/article1561197.ece

Min fremhævning.

For at tage den fra den humoristisk side, ja, så kan DK ved selvsyn, se at selv mininsteren på Støjborgen, har tabt sig, der skal jo løbes for at sprøjte 1 ½ lovforslag ud om ugen. El. gud ved om vores sundhedsmininster får den "geniale" ide (eft. princippet om 2 fluer med et smæk), at overvægtige jurister har en jobmulighed istedet for en fedmeoperation.

Men for alligevel, at få lidt alvor ind, så kan flg. artiklel trods dens alder måske belyse, hvad humlen drejer sig om:

Djøfisering er ikke noget at stræbe efter. Det er blevet betegnelsen for en række tendenser – især blandt ledere og administratorer – i det moderne danske samfund. Tendenserne kan måske samles i tre hovedgrupper:

• En markedsgørelse af tidligere offentlige eller alment menneskelige institutioner.

• En dyrkelse af økonomisk effektivitet.

• En tendens til at ville styre, måle og kontrollere.

Der er ingen tvivl om, at alle tre tendenser har haft problematiske udmøntninger, men det er ikke, fordi der er noget galt med de økonomiske teorier. Det er, fordi de i hænderne på ledere, konsulenter og politikere med et overfladisk kendskab til management og planlægning er blevet brugt til fagligt klamphuggeri og ufuldstændige analyser.

Artiklen har flere gode eks. på ovenstående, læs dem via link nedenfor!

DJØF’ERNE har ingen tillid til, at folk er effektive, medmindre de bliver tvunget til det. Derfor er evaluering og kontrol blevet udbygget i en uhørt målestok i den offentlige sektor – fra hjemmehjælpere til universitetsforskere.
...

Der er således mange eksempler på djøfiseringens uheldige virkninger, men denne uheldige form for djøfisering er ikke noget, der ligger i økonomisk teori...

Det har også vist sig, at markedsøkonomierne trods deres fejl normalt har klaret sig godt i konkurrence med andre samfundssystemer. Men det er netop hovedregler, der gælder under specifikke forudsætninger, og disse forudsætninger gælder ikke altid i virkeligheden. Derfor er det langtfra altid hensigtsmæssigt at overlade alt til markedet. Og det ved de kvalificerede økonomer godt.

Det første problem er, at markedsmekanismen intet har med indkomstfordelingen at gøre. Markedet kan skabe ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Men en sådan ligevægt kan godt indebære, at nogen har det meget bedre end andre.

Når man ’stemmer’ om, hvorvidt majsen skal bruges til føde for sultne mexicanere eller til bioethanol til rige amerikaneres firhjulstrækkere, så stemmer begge med den købekraft, de har. Derfor er det almindeligt og ofte hensigtsmæssigt at omfordele samfundets ressourcer ved hjælp af skatte- og socialpolitik, inden markedsmekanismen slippes løs.

Der er også en række ofte forekomne ’markedsfejl’, som gør, at markedet ikke giver en hensigtsmæssig løsning på samfundets problemer. Hvis markedet skal fungere effektivt, så skal alle gevinster og omkostninger afspejle sig i priserne. Men det gør de ofte ikke. Biavl giver indtægter i form af honningsalg, men samtidig udfører bierne et stort samfundsnyttigt arbejde med at bestøve vilde og dyrkede planter, og det bliver de sjældent betalt for. Biavl bliver derfor for lidt lønsomt, idet der er en samfundsmæssig gevinst, som markedet ikke aflønner.

Modsat udleder en fabrik måske spildevand og røg uden at betale for det; den får betaling for de varer, den producerer, og betaler råstoffer og arbejdsløn, men betaler ikke automatisk for at udlede røg og spildevand. Denne vareproduktion kommer derved til at se for billig ud, og der bliver produceret for meget af disse varer.

Et ureguleret marked giver altså for meget vareproduktion og for lidt biavl. Derfor må biavl støttes og vareproduktionen pålægges ’grønne’ skatter, hvis markedet skal fungere hensigtsmæssigt.

Der er også problemer med såkaldt offentlige goder. Når radiosignaler er udsendt, så kan man ikke kontrollere, hvem der udnytter signalerne, og det generer ingen, at radiosignalerne udnyttes. Hvis en almindelig vare forbruges, så kan naboen ikke spise samme vare. Men sådan er det ikke med radiosignaler, vejanlæg (uden trængsel), parker osv. Da adgangen til den slags goder er svær at kontrollere, kan de ikke uden videre omsættes på et marked, og det er ofte rationelt, at det offentlige varetager produktionen og stiller produktet til rådighed for hele befolkningen.

Der er også ’naturlige’ monopoler, dvs. produktion med permanente stordriftsfordele. Jo flere der benytter en banelinje, jo lavere bliver omkostningerne for den enkelte. Det er derfor rationelt kun at bygge én jernbane, der altså får monopol, og ikke flere konkurrerende baner ved siden af hinanden. Derfor er det almindeligt, at sådanne naturlige monopoler er offentlige, eller at det offentlige giver en enkelt udbyder licens på produktionen. Postvæsenet, banesystemet og specialiserede uddannelsesinstitutioner er ofte ’naturlige’ monopoler og derfor uegnet til konkurrence.

Endelig er samarbejde, tillid og netværk ofte bedre end konkurrence og kappestrid. Det er påvist i mange dele af moderne økonomisk teori. Hæmningsløs kappestrid er langtfra altid nogen gevinst. Tillid og samarbejde giver ofte bedre økonomiske resultater. Hvis f.eks. fiskere kan blive enige om en passende udnyttelse af havets ressourcer, så giver det et bedre resultat end fri konkurrence om fiskene, idet det let resulterer i overfiskning.

Det er det grundlæggende udgangspunkt for faget økonomi, at alt, hvad der vedrører udnyttelse af knappe ressourcer, er emne for faget, uafhængigt af om det handles på markeder eller ej. Naturværdier, biodiversitet, samfundsmæssige institutioner, gaveudveksling, pardannelse har alt sammen været emne for økonomiske analyser. Bogholdere og vulgærøkonomer har det med at indskrænke økonomi til det, der omsættes, og som står i regnskaberne, men sådan tænker ingen kompetent økonom. Arbejdsklima, tilfredshed, tillid, lykke, nedslidning og helbred er også dele af en fuldstændig økonomisk analyse.
...

Meget af det, djøfiseringen forbindes med, er altså ikke ordentlig økonomisk analyse. Det er nogle hovedregler, der anvendes mere eller mindre bevidstløst uden tanke for de mange vigtige undtagelser. Der er nogle bogholderibetragtninger, der glemmer, at mange af de mest centrale økonomiske størrelser ikke indgår i de almindelige virksomheds- og nationalregnskaber. Det er irrationel kassetænkning.

Djøfisering er fuldt berettiget blevet et skældsord – men det er ikke de kvalificerede økonomers skyld. I hvert fald ikke alene. For nok har økonomerne dyrket markedet, rationaliteten og indikatorberegninger, men de har hele tiden understreget, at det kun er en del af virkeligheden, og at der er mange forbehold. Først når teorierne falder i hænderne på klamphuggere, bliver de til skadelig djøfisering.

Kilde: http://politiken.dk/debat/kroniker/E...eg-en-djoefer/

Mine fremhævninger pga. der åbenlyst er for mange "klamhuggere" i DK, måske mest af alt hos Beskæftigelseministeriet, hvor Støjen sidder øverst og hugger nedad.