HJÆLP!!

[Tullepigen90]

Hej K10'er

Jeg har virkelig brug for noget hjælp og gode råd! Kort fortalt er jeg en ung pige på 20 år (21 om et par måneder). Jeg kom ud for en ulykke da jeg var 12 år. Jeg beskadigede min hypofyse og nakke meget alvorligt. Jeg er meget syg og har rigtig mange symptomer og problemer samtidig fungerer jeg overhovedet ikke det man ville kunne sige var "acceptabelt". Jeg skal have hjælp til stort set alt da jeg er lammet fra hoften og ned sammen med min voldsomme funktionsnedsættelse har jeg så voldsomme smerter og besvimmelsesanfald og andre grimme symptomer at jeg er sengeliggende 24/7. Jeg kan ikke fungerer normalt på nogen områder. Jeg er på førtidspension og bor stadig hjemme ved mine forældre som passer, plejer og støtter mig. Mit problem er at da min ulykke skete og 6,5 år frem blev jeg fejlbehandlet af læger, specialister og sygehusene etc.
Der var én læge som havde skrevet at min sygdom var psykisk. I hans øjne var jeg psykisk syg og han skrev i min journal, at jeg fejlede: depression, PTSD, anoreksi, Teenageproblemer, psykiske problemer, hypokonder og at det var mine forældre som var skyld i at jeg havde det som jeg havde det osv..
Jeg fik det kun værre og værre. Efter 6,5 år var jeg så syg at det var et spørgsmål om uger før jeg ville dø, det var de fleste klar over inklusiv mig selv! Lidt held i uheld opstod der nogle nye problematiker som gjorde at jeg blev akut indlagt. For første gang i 6,5 år blev jeg taget alvorligt og de fandt ud af hvad der var sket af skader og jeg kom i rette behandling. Jeg har også fået det meget bedre og lægerne har indrømmet og erkendt at de har fejlbehandlet mig. Problemet er at jeg KUN var 12 år, da min ulykke skete og fra starten af efter min ulykke har alle - både læger, sygeplejersker, specialister samt nogle familie og venner osv. været ubeskrivelig ondskabsfulde og konstant kørt psykisk vold og hetz imod mig. Siden min ulykke er jeg blevet nedgjordt, mobbet, råbt og skreget af, ignoreret, tvunget og presset, en masse har ikke vist forståelse, lyttet og vist mig respekt. Jeg er virkelig blevet "banket" oven i hovedet med hvor sær, dum, anderledes, uduelig og "gak" jeg var.. Det var hverdag for mig i 6,5 år!! Inden jeg blev syg som 12-årige var jeg en sund og rask pige som var meget livsglad. Jeg var altid i vildt godt humør - altid smilende og snakkende. Jeg elskede at være sammen med andre og var meget udadvendt. Jeg blev altid af andre betegnet som pigen med det store omsorgsfulde og kærlige hjerte som altid hjalp andre og havde meget empati med folk der havde det dårligt eller blev uretfærdigt behandlet.
Efter 6,5 år hvor jeg af stortset ALLE er blevet behandlet meget værre end hvis jeg havde været en morder er min psyke fuldstændig smadret!! Ja, jeg ved faktisk slet ikke om jeg har en psyke længere
Jeg græder rigtig meget (dagligt). Jeg er angst og bange for alt, der findes ikke det jeg ikke er bange og angst for! Min værste angst er mennesker og alt socialt. Jeg er skrækslagen for læger og alt med sygehus at gøre. Jeg er angst for at være alene, mørke, edderkopper, slanger, døden, at miste - ALT simpelthen!
Jeg føler mig ikke deprimeret bare ulykkelig, trist og dyb sorg over alt i mit liv. Jeg har svært ved at overskue livet og føler ikke jeg har noget at leve for. Det eneste der holder mig i live er min familie.. Jeg har det frygtelig med mig selv jeg føler mig i vejen, til besvær, anderledes, ikke god nok og alt det selvtillid og selvværd jeg havde før min sygdom er pist væk! Jeg er så anspændt og tør ikke bare være mig selv. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal opfører mig. Jeg er så psykisk dårlig efter alt det jeg har oplevet og været udsat for at jeg gemmer mig for alt og alle og jeg er svær at fører en samtale med. Jeg vil rigtig gerne snakke og være social, men min angst og psykiske tilstand er bare så slem! Jeg har frygtelig meget angst og har også mange af symptomerne på angst. Jeg kan ikke glemme alt det traumatiske jeg har været udsat for. Jeg havde stor tillid til alle og alt inden jeg blev syg, men efter en masse svigt er jeg blevet utrolig mistroisk og paranoid. Jeg føler tit at der kun findes onde mennesker og at alle på den her jord kun vil mig noget ondt. Jeg har tit svært ved at tage imod andres støtte, hjælp og omsorg, da jeg nok lidt har sat en skjold op for at beskytte mig selv. Jeg er også begyndt at have et til tider meget voldsom temperament hvor jeg bliver meget agressiv. Det er svært for mine omgivelser at forstå da jeg aldrig før har været sådan. Den psykiske smerte er bare så voldsom nu og for hver år der går bliver det psykiske kun værre og værre.. Jeg har prøvet stortset alt!
Jeg har været tilknyttet børne og ungdomspsyk og gik hos en psykiatrisk overlæge og sygeplejeske samt flere forskellige psykiatere. Jeg har også prøvet flere forskellige psykologer og psykoterapeuter, men det jeg oplever hver gang er at de ikke har forståelse og kompetance til at hjælpe mig. Jeg får hver gang følelsen af at de er én gang amatør og at de bare ikke forstår hvad det handler om etc.
Jeg trænger virkelig til noget hjælp sådan at jeg kan få det bedre psykisk inden det slår mig ihjel! Hver dag er en kamp og jeg føler at det er håbløst da jeg ikke får hjælp og forståelse når jeg opsøger hjælp
Oftest har alle travlt med at udskrive anti-dep og anti-psykotisk medicin, men jeg har bogstavelig talt prøvet 20-30 forskellige slags UDEN effekt. Jeg føler faktisk kun at jeg bliver mere skør af medicin og at jeg får det værre psykisk. Det jeg har brug for er en der er kompetent til at snakke med mig om mine følelser, tanker og problemer, men jeg har bare været i kontakt med så mange uden jeg fik noget hjælp. Faktisk har jeg kun fået det værre efter jeg har været i kontakt med så mange..

Hvis det var jer, hvad ville i så gøre?? Alle råd og idéer tages imod med kyshånd!
På forhånd tak!

[Mølgaard]

Søde Nanna, du skal have hjælp

Tag imod den hjælp du kan få også selv om det er medicin. Nogen gange hjælper det altså. Du kan ikke blive ved med at leve på dem måde.

Vil du ikke nok love mig, at du søger hjælp

Mange tanker og fra Maj-Brit

[gøjneren]

Oprindeligt indsendt af Tullepigen90

Hej K10'er

Jeg har virkelig brug for noget hjælp og gode råd! Kort fortalt er jeg en ung pige på 20 år (21 om et par måneder). Jeg kom ud for en ulykke da jeg var 12 år. Jeg beskadigede min hypofyse og nakke meget alvorligt.

Jeg er meget syg og har rigtig mange symptomer og problemer samtidig fungerer jeg overhovedet ikke det man ville kunne sige var "acceptabelt". Jeg skal have hjælp til stort set alt da jeg er lammet fra hoften og ned sammen med min voldsomme funktionsnedsættelse har jeg så voldsomme smerter og besvimmelsesanfald og andre grimme symptomer at jeg er sengeliggende 24/7.

Jeg kan ikke fungerer normalt på nogen områder. Jeg er på førtidspension og bor stadig hjemme ved mine forældre som passer, plejer og støtter mig. Mit problem er at da min ulykke skete og 6,5 år frem blev jeg fejlbehandlet af læger, specialister og sygehusene etc.

Der var én læge som havde skrevet at min sygdom var psykisk. I hans øjne var jeg psykisk syg og han skrev i min journal, at jeg fejlede: depression, PTSD, anoreksi, Teenageproblemer, psykiske problemer, hypokonder og at det var mine forældre som var skyld i at jeg havde det som jeg havde det osv..

Jeg fik det kun værre og værre. Efter 6,5 år var jeg så syg at det var et spørgsmål om uger før jeg ville dø, det var de fleste klar over inklusiv mig selv! Lidt held i uheld opstod der nogle nye problematiker som gjorde at jeg blev akut indlagt. For første gang i 6,5 år blev jeg taget alvorligt og de fandt ud af hvad der var sket af skader og jeg kom i rette behandling. Jeg har også fået det meget bedre og lægerne har indrømmet og erkendt at de har fejlbehandlet mig.

Problemet er at jeg KUN var 12 år, da min ulykke skete og fra starten af efter min ulykke har alle - både læger, sygeplejersker, specialister samt nogle familie og venner osv. været ubeskrivelig ondskabsfulde og konstant kørt psykisk vold og hetz imod mig. Siden min ulykke er jeg blevet nedgjordt, mobbet, råbt og skreget af, ignoreret, tvunget og presset, en masse har ikke vist forståelse, lyttet og vist mig respekt. Jeg er virkelig blevet "banket" oven i hovedet med hvor sær, dum, anderledes, uduelig og "gak" jeg var..

Det var hverdag for mig i 6,5 år!! Inden jeg blev syg som 12-årige var jeg en sund og rask pige som var meget livsglad. Jeg var altid i vildt godt humør - altid smilende og snakkende. Jeg elskede at være sammen med andre og var meget udadvendt. Jeg blev altid af andre betegnet som pigen med det store omsorgsfulde og kærlige hjerte som altid hjalp andre og havde meget empati med folk der havde det dårligt eller blev uretfærdigt behandlet.

Efter 6,5 år hvor jeg af stortset ALLE er blevet behandlet meget værre end hvis jeg havde været en morder er min psyke fuldstændig smadret!! Ja, jeg ved faktisk slet ikke om jeg har en psyke længere
Jeg græder rigtig meget (dagligt). Jeg er angst og bange for alt, der findes ikke det jeg ikke er bange og angst for! Min værste angst er mennesker og alt socialt. Jeg er skrækslagen for læger og alt med sygehus at gøre. Jeg er angst for at være alene, mørke, edderkopper, slanger, døden, at miste - ALT simpelthen!

Jeg føler mig ikke deprimeret bare ulykkelig, trist og dyb sorg over alt i mit liv. Jeg har svært ved at overskue livet og føler ikke jeg har noget at leve for. Det eneste der holder mig i live er min familie.. Jeg har det frygtelig med mig selv jeg føler mig i vejen, til besvær, anderledes, ikke god nok og alt det selvtillid og selvværd jeg havde før min sygdom er pist væk! Jeg er så anspændt og tør ikke bare være mig selv. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal opfører mig.

Jeg er så psykisk dårlig efter alt det jeg har oplevet og været udsat for at jeg gemmer mig for alt og alle og jeg er svær at fører en samtale med. Jeg vil rigtig gerne snakke og være social, men min angst og psykiske tilstand er bare så slem! Jeg har frygtelig meget angst og har også mange af symptomerne på angst. Jeg kan ikke glemme alt det traumatiske jeg har været udsat for. Jeg havde stor tillid til alle og alt inden jeg blev syg, men efter en masse svigt er jeg blevet utrolig mistroisk og paranoid.

Jeg føler tit at der kun findes onde mennesker og at alle på den her jord kun vil mig noget ondt. Jeg har tit svært ved at tage imod andres støtte, hjælp og omsorg, da jeg nok lidt har sat en skjold op for at beskytte mig selv. Jeg er også begyndt at have et til tider meget voldsom temperament hvor jeg bliver meget agressiv. Det er svært for mine omgivelser at forstå da jeg aldrig før har været sådan.

Den psykiske smerte er bare så voldsom nu og for hver år der går bliver det psykiske kun værre og værre.. Jeg har prøvet stortset alt!
Jeg har været tilknyttet børne og ungdomspsyk og gik hos en psykiatrisk overlæge og sygeplejeske samt flere forskellige psykiatere. Jeg har også prøvet flere forskellige psykologer og psykoterapeuter, men det jeg oplever hver gang er at de ikke har forståelse og kompetance til at hjælpe mig. Jeg får hver gang følelsen af at de er én gang amatør og at de bare ikke forstår hvad det handler om etc.

Jeg trænger virkelig til noget hjælp sådan at jeg kan få det bedre psykisk inden det slår mig ihjel! Hver dag er en kamp og jeg føler at det er håbløst da jeg ikke får hjælp og forståelse når jeg opsøger hjælp
Oftest har alle travlt med at udskrive anti-dep og anti-psykotisk medicin, men jeg har bogstavelig talt prøvet 20-30 forskellige slags UDEN effekt. Jeg føler faktisk kun at jeg bliver mere skør af medicin og at jeg får det værre psykisk. Det jeg har brug for er en der er kompetent til at snakke med mig om mine følelser, tanker og problemer, men jeg har bare været i kontakt med så mange uden jeg fik noget hjælp. Faktisk har jeg kun fået det værre efter jeg har været i kontakt med så mange..

Hvis det var jer, hvad ville i så gøre?? Alle råd og idéer tages imod med kyshånd!
På forhånd tak!

Kære du først og fremmest, vil jeg lige sige til dig at jeg ha delt dit meget lange og gribende indlæg op i nogle mindre afsnit, rent læseteknisk gør det, det hele mere overskueligt.

jeg vil rigtig gerne skrive lidt mere til dig, men er på vej i seng, når jeg får lidt flere kræfter vender jeg tilbage til dig.

men du får lige denne med på vejen, du lyder som en fighter

[popiae]

Måske du skal lære lidt mere tålmodighed.
Lyder absurt, fordi du har været/fået denne dårlig/manglende behandling i så mange år.
Men netop derfor.

Det kan tage rigtig mange år for dig at få dit selvværd tilbage, meget er blevet ødelagt, som nu skal bygges op.
desværre er det også dig, der skal gøre det største arbejde.

Men du lyder som en figter, så selv om modet/viljen indimellem knækker, så hold fast i, at du får kæmpet dig op igen.
Du skal behandle dig selv som det fineste menneske du er, er giv dig selv dyb respekt, for det du har været igennem, og trods alt stadig har vilje til at blive bedre/raskere.

Tag imod den hjælp du kan få, måske en god psykolog. Det er vigtigt at du kan føle tillid til vedkomne, og kan li mennesket bag ved.

Hvordan med din fysik? Efter at de har fundet rette behandling til dig, hvad er så dine fremtidsudsigter?
Får du træning?

VH Popiae

[Pip]

Prøv at vende det hele på hovedet....

Når du har overlevet alt det du har været igennem, så har du nu bevist at du kan klare hvad som helst....

Du er også meget velformuleret...

Men hvis du har levet i din seng - og stort set kun talt med dine forældre, dine læger og psykiatre.... så er der en del af livet du mangler at opleve.

Du har dine begrænsninger... men der er også et helt liv fuld af muligheder..

Du lyder til at trænge til at komme ud blandt jævnaldrene der har været igennem noget tilsvarende.

Der er ferielejre og alt muligt for unge handicappede, hvor du kan få vendt alle dine tanker, med andre unge mennesker - der også har været trukket gennem systemet som du har..

Der er netsider hvor man kan mødes og skrive sammen - og du behøver jo ikke begrænse dig til danske sider.

Der er en hel verden af mennesker derude, og netsider på engelsk, hvor du kan skrive sammen med andre.

Nogen gange kan det give input når du ser og hører hvad de får tiden til at gå med... ideer du måske ikke lige selv har tænkt på... eller nogen andre omkring dig.

Du vil kunne støtte og hjælpe andre der først lige er kommet til skade, og står foran den lange vej du har taget...

Selv om du er førtidspensionist, er der ingen grund til kun at omgive sig med mennesker der er langt ældre end dig selv...

Grib dagen, du har et langt liv foran dig, som du skal lære at få det bedste ud af...

Og der er tusinde måder...

Her er et par link - men der er mange andre muligheder også..

http://www.familienet.dk/pdf/2011/bo...01-UGEPLAN.pdf

http://www.familienet.dk/oversigt-ov...-ungdomslejre/

Det er op til 22 år... og mange af hjælperne er også unge.

Har selv været på centret, og det kan varmt anbefales, der bliver taget hensyn til alle...

[Karo]

Det som vil hjælpe dig, er kontakt med omverden, med unge mennesker på din egen alder. Prøv at finde noget som du kan interessere dig for. Du kan bruge dine hænder og det er meget, måske kan du noget med dem som du ikke ved, at du kan.
Det som du må lære er, at glemme, fortrænge… at ikke spile tiden på at pinde dig selv, gå videre med dit liv. Glem dem som gjorde dig fortræd, …de har glemt det allerede.
Det er du nød til at gøre, fordi der kommer jo en dag hvor du blive nød til mere eller mindre at klare dig selv og det er vigtigt at huske.
Prøv interessere dig for et sundt livsstil og du kan live sund på trods din handikap.

Du beskriver dine følelser meget visuelt så det fyldes på sin egen krop. Du beskrive også meget visuelt og klart dine ønsker og du helt bestemt ved, hvad du vil. Det er et godt tegn.

Ved du hvad…, livet er nu indrettet sådan, at man er nød til at finde styrke i sig selv, og jeg er ikke i tvivl at du er i stand til at gøre det.
Allerede det, at du skriver om dig selv er et skridt frem. Et skridt af gangen…..

Mange hilsner til dig Tullepigen

[Persille]

Hej Nanna

Jeg har læst din gribende historie, du gemmer på en meget stærk og viljefast personlighed, brug den til at komme videre på.

Det at være blive kronisk syg/handicappet er en psykisk belastning i sig selv, man kommer igennem mange faser følelsesmæssigt, før end man lander igen på sine egne ben. Det er den fase du er i gang med nu. Tror næsten du er i mål.

At du har været udsat for svigt fra mennesker i din nærmeste familie og omgangskreds, kan desværre ikke undgåes, du er igennem en fase i dit liv de ikke forstår og ikke kan sætte sig ind i. Bær ikke nag til dem, da de ikke ved bedre.

Det kan så være lidt svært at have tillid til de mennesker du vil møde fremover, jeg må så her sige, det er faktisk også en del af at blive voksen.

Et godt råd : mød andre mennesker med et åbent sind, du behøver ikke slæbe dem alle med i din fremtid, behold kun dem du har brug for ( tillid, venskab,uden bagtanker) alle andre behandler du med venlighed.

Du vil opleve hele dit liv at nogle falder fra, det er måske dig selv der falder fra, vi har alle forskellige ønsker og veje i livet, vi vil udforske. Der vil altid komme nye til, så længe dit sind er åben.

Du virker på mig som om du har en kæmpe vilje til livet, har du prøvet at læse dit eget indslag igennem efterfølgende eller nogle dage efter. Prøv at tage de positive-briller på, så vil du blive overrasket over hvor mange kvaliteter du faktisk er i besiddelse af.

Mange og tanker til dig.

[MTVRV1]

synes du kunne spørger din kommune om et botilbud ikke var noget for dig

har selv levet hos mine forældre i nogle år, på grund af sygdom
er lige kommet på botilbud, har kun været der i en uge
men det er super godt og 3 af de andre er nogenlunde på min alder
de er super søde alle sammen og gælder bestemt også personalet
det er et afklaringsforløb, hvor de netop vurdere om man kan klare sig selv i egen bolig

[buster]

tullepigen, jeg savner ord -men i stedet kan jeg give dig en masse som du frit må benytte dig af.

Kan sagtens forstå dig og ja, livet ER svært og uretfærdigt! -men ikke umuligt og nødvendigvis ulykkeligt!

Nu blir du sikkert sur, for det er præcis sådan jeg nogen gange, kærligt men ærligt sir til vores datter på 20 år, når det hele ser aller sortest ud -så tro mig, derfor jeg tillader mig at mene at jeg ved bare lidt om hvordan det er at have det som dig(sagt af en mor)

Du SKAL og MÅ søge græsgange der vil dig det bedste OG jeg savner i din beskrivelse en FORTROLIG ven/veninde eller lign som netop kan være, hvad jeg kalder det: Et vidne til dit liv!

Det er jo vidunderligt at du stadig har dine forældre til at støtte og bakke dig op men det er ikke nok(var det bare så vel)

Og hvordan får du så lige "fat i" en sådan fortrolig ja, se det er jo så der hvor DU skal forsøge at strække armene ud og tage imod og ja, véd det godt, det kræver tillid til menneskeheden.
Tillid til, at ALLE mennesker vil dig det bedste -uanset hvordan du vender og drejer tingenes tilstand i DIT hoved.

Er jeg barsk, syns du? -det håber jeg ikke for jeg vil dig netop kun det bedste, tro mig

At leve med et barn som ikke syns at livet er værd at leve er nok én af de største sorger i livet en forælder kan ha -for barnet er jo skabt i kærlighed og inderlig ønsket.

Dét ska du forsøge at huske -ALTID -lov mig det

Håber du har overskud og mod til at kontakte nogle af alle de gode links mv du allerede nu har fået og hvorfor ikke forsøge at gå på fx Vestsjællands gruppen -der har jeg netop set at en anden ung pige søger kontakt -måske i to kunne finde sammen og give hinanden en masse?

OG som popiea så smukt sir: Husk, DU er et UNIKT og smukt menneske som fortjener det bedste

Ps: det direkte link til Vestsjællands gruppen herinde: http://www.k10.dk/group.php

[Tullepigen90]

Mange tak til jer alle, det varmer