Pludselig blev mit liv så anderledes end forventet - K10

Blomsterglad · 10-08-2010, 14:40

Hej,

Jeg er spritny som bruger her på sitet, men har været "med på en kigger" over en længere periode. Her til morgen tænkte jeg, at nu måtte jeg oprettes som bruger, så jeg kan få det fulde udbytte af siden. Noget teknisk geni er jeg bestemt ikke, så det er meget muligt, at jeg her i starten (og måske al den tid jeg er her

vil lave nogle fejl... håber på lidt overbærenhed i den forbindelse.

Jeg har læst hvor mange der har store vanskeligheder med sagsbehandlingen i deres respektive kommuner. Set i det lys kan mit indlæg her nok synes som en bagatel - måske endda provokerende - for de af Jer, som har alle disse vanskeligheder. Men for mig er det et helt reel problem.

Indtil for 1 år siden arbejdede jeg som socialrådgiver i et jobcenter. Forinden dette job som souschef i en privat virksomhed. Jeg har har altid været en meget engageret medarbejder og har altid arbejdet i rigtig mange timer (opgørelse til Arbejdsskadestyrelsen viste et gennemsnit på 65 timer). Efter 10 år på arbejdsmarkedet blev jeg sygemeldt med en alvorlig depression i efteråret 2008! Pludselig vendte det hele, og jeg søgte - og fik - job. Tju hej hvor det gik derudaf. Jeg kunne bare det hele følte jeg.

Sådan har det været hele mit liv - kæmpe svingninger, men mit meget store kontrolgen og evne til at opretholde en perfekt facade har gjort, at kun ganske få har bemærket mine udsving. Mine forældre har tit sagt til mig, at jeg kunne være svær "at nå ind til".

Sidst i juni sidste år var den så gal igen. Fornyet depression og kom - efter lidt modvilje fra min side - i kontakt med psykiatrien. August stilles diagnosen bipolar sindslidelse. CHOK!! Den kunne stilles så hurtigt, fordi jeg åbenbart er en meget udpræget en af slagsen! Medicinen ændres og de efterfølgende måneder svinger jeg mellem svære depression og manier. Virksomhedspraktik opstartes februar 2010 og afsluttes efter 3 måneder (hvor jeg reelt ikke har været der så meget pga. mani og operation). Både arbejdsplads og psykiatrisk afdeling ikke vil tage ansvaret for yderligere afprøvning. Jeg er selv rystet over hvor dårlig arbejdskraft jeg er blevet! Er meget meget langt fra fordums styrke, men under hele virksomhedspraktikken tror jeg på, at det nok skal blive bedre. Et godt liv indebærer et arbejde for mig så jeg tror på det bedste.

Chokket over, at arbejdsgiver og psyk. ikke vil forsætte forløbet, er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg synes selv, det går bedre - men det er jeg åbenbart den eneste der synes.

Min sagsbehandler (som hele vejen igennem har været meget hurtig og sober i sagsbehandlingen af mig) ringer først i juli og fortæller, at hun inden hendes ferie vil give mig en god besked... "Du er tilkendt pension". Jeg begriber det ikke. Tænk sig, at jeg pludselig er vurderet til at have en varigt nedsat arbejdsevne... ikke bare lidt... men til en ubetydelighed! Jeg føler mig så kasseret som menneske og arbejdstager. Føler jeg har mistet min identitet. Hvad skal jeg nu stille op med mit liv? Hvad jeg skal udfylde mit liv med? Jeg føler andre gør mig dårligere end jeg er - og når jeg siger det, får jeg at vide, at det er fordi jeg ikke har selvindsigt.

Hvad søren skete der? Hvordan kommer jeg nu videre i mit liv?

Hvad tænker I? Er jeg i virkeligheden et utaknemligt rad, der ikke værdsætter pensionen, når I andre nu kæmper sådan?

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Er fuldstændig rådvild. Distriktssygeplejersken og andre forsøger at forklare mig, at det er godt for mig, at jeg nu kan få det godt. Men sådan føles det ikke indeni.

Håber ikke, at jeg træder andre over tæerne, når jeg nu ved - både fra sitet her, men også fra mine år som socialrådgiver - hvor svært det nogle gange kan være at få pension! Men for mig føles det som et reelt problem, og jeg græder lige så meget over at have fået pensionen som andre måske gør, fordi de ikke kan få den.

Tja.. hvad vil jeg egentlig med dette indlæg? Ved det ikke helt præcist, men håber måske nok, at der bare er en enkelt der føler lidt det samme som jeg - for at jeg føler mig meget alene med mine følelser omkring det. Måske skal jeg bare have et gevaldigt los bagi og ikke være så selvmedlidende?!.. Hjælp

Med ønsket om en god dag til alle.

Vh
Blomsterglad

Smidt · 10-08-2010, 14:58

Citat:

Oprindeligt indsendt af Blomsterglad

Hej,

Jeg er spritny som bruger her på sitet, men har været "med på en kigger" over en længere periode. Her til morgen tænkte jeg, at nu måtte jeg oprettes som bruger, så jeg kan få det fulde udbytte af siden. Noget teknisk geni er jeg bestemt ikke, så det er meget muligt, at jeg her i starten (og måske al den tid jeg er her

vil lave nogle fejl... håber på lidt overbærenhed i den forbindelse.

Jeg har læst hvor mange der har store vanskeligheder med sagsbehandlingen i deres respektive kommuner. Set i det lys kan mit indlæg her nok synes som en bagatel - måske endda provokerende - for de af Jer, som har alle disse vanskeligheder. Men for mig er det et helt reel problem.

Indtil for 1 år siden arbejdede jeg som socialrådgiver i et jobcenter. Forinden dette job som souschef i en privat virksomhed. Jeg har har altid været en meget engageret medarbejder og har altid arbejdet i rigtig mange timer (opgørelse til Arbejdsskadestyrelsen viste et gennemsnit på 65 timer). Efter 10 år på arbejdsmarkedet blev jeg sygemeldt med en alvorlig depression i efteråret 2008! Pludselig vendte det hele, og jeg søgte - og fik - job. Tju hej hvor det gik derudaf. Jeg kunne bare det hele følte jeg.

Sådan har det været hele mit liv - kæmpe svingninger, men mit meget store kontrolgen og evne til at opretholde en perfekt facade har gjort, at kun ganske få har bemærket mine udsving. Mine forældre har tit sagt til mig, at jeg kunne være svær "at nå ind til".

Sidst i juni sidste år var den så gal igen. Fornyet depression og kom - efter lidt modvilje fra min side - i kontakt med psykiatrien. August stilles diagnosen bipolar sindslidelse. CHOK!! Den kunne stilles så hurtigt, fordi jeg åbenbart er en meget udpræget en af slagsen! Medicinen ændres og de efterfølgende måneder svinger jeg mellem svære depression og manier. Virksomhedspraktik opstartes februar 2010 og afsluttes efter 3 måneder (hvor jeg reelt ikke har været der så meget pga. mani og operation). Både arbejdsplads og psykiatrisk afdeling ikke vil tage ansvaret for yderligere afprøvning. Jeg er selv rystet over hvor dårlig arbejdskraft jeg er blevet! Er meget meget langt fra fordums styrke, men under hele virksomhedspraktikken tror jeg på, at det nok skal blive bedre. Et godt liv indebærer et arbejde for mig så jeg tror på det bedste.

Chokket over, at arbejdsgiver og psyk. ikke vil forsætte forløbet, er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg synes selv, det går bedre - men det er jeg åbenbart den eneste der synes.

Min sagsbehandler (som hele vejen igennem har været meget hurtig og sober i sagsbehandlingen af mig) ringer først i juli og fortæller, at hun inden hendes ferie vil give mig en god besked... "Du er tilkendt pension". Jeg begriber det ikke. Tænk sig, at jeg pludselig er vurderet til at have en varigt nedsat arbejdsevne... ikke bare lidt... men til en ubetydelighed! Jeg føler mig så kasseret som menneske og arbejdstager. Føler jeg har mistet min identitet. Hvad skal jeg nu stille op med mit liv? Hvad jeg skal udfylde mit liv med? Jeg føler andre gør mig dårligere end jeg er - og når jeg siger det, får jeg at vide, at det er fordi jeg ikke har selvindsigt.

Hvad søren skete der? Hvordan kommer jeg nu videre i mit liv?

Hvad tænker I? Er jeg i virkeligheden et utaknemligt rad, der ikke værdsætter pensionen, når I andre nu kæmper sådan?

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Er fuldstændig rådvild. Distriktssygeplejersken og andre forsøger at forklare mig, at det er godt for mig, at jeg nu kan få det godt. Men sådan føles det ikke indeni.

Håber ikke, at jeg træder andre over tæerne, når jeg nu ved - både fra sitet her, men også fra mine år som socialrådgiver - hvor svært det nogle gange kan være at få pension! Men for mig føles det som et reelt problem, og jeg græder lige så meget over at have fået pensionen som andre måske gør, fordi de ikke kan få den.

Tja.. hvad vil jeg egentlig med dette indlæg? Ved det ikke helt præcist, men håber måske nok, at der bare er en enkelt der føler lidt det samme som jeg - for at jeg føler mig meget alene med mine følelser omkring det. Måske skal jeg bare have et gevaldigt los bagi og ikke være så selvmedlidende?!.. Hjælp

Med ønsket om en god dag til alle.

Vh
Blomsterglad

Kære Blomsterglad

Først velkommen til kl 10

Jeg kan godt følge dig i den tanke gang, og jeg tror ikke at der nogle der drømmer om at få en førtidspension........

Jeg blev meget syg fra den ene dag til den anden for næsten 2 år siden, og lige da jeg kom hjem fra hospitalet trode jeg fuld og fast på at jeg da bare skulle tilbage til mit pædagogjob.....men det gik slet ikke så var i et par arbejdsprøvninger og er nu vudret til at ingen arbejdsevne have venter på svar om jeg får ftp i mint af sep. men tro mig det var en KÆMPE svær nød at knække at erkende at det skulle var en ftp jeg skulle fremover......Så dine tanker er meget normale.

Agnes XXX · 10-08-2010, 15:14

Velkommen til fra en anden bipolar. :-) Håber at du kan bruge siden!

Dog, bare en mindre rettelse, det hedder ikke bipolar sindslidelse (selvom det er det).
Det virker heller ikke til at du har fået en "hurtig" diagnose, du skriver trods alt at du har haft kæmpe svingninger gennem din opvækst, hvilket er meget typisk og karakteristisk for bipolare (inklusiv mig selv).
Fra jeg fik min første mani til jeg fik en diagnose gik der syv år.

Jørgine · 10-08-2010, 15:23

Hej Blomsterglad.

Jo, jeg forstår dig godt.

Søgte flexjob - blev fundet for dårlig - og tilkendt pension.

Arbejder stadigt få timer om ugen i mit tidligere job. For mig er det en god måde at leve mit liv på. Er lykkelig for at kunne bibeholde lidt tilknytning til arbejdsmarkedet. Der blev også - fra kommunens side - lagt meget vægt på i min sag, at jeg skulle bibeholde de få timer, jeg havde - og stadigt har - overskud til at arbejde.

Men igen - det er ikke sjovt at se sort på hvidt - hvor dårlig man egentlig er.

Håber, du med tiden finder dig til rette i dit nye liv.

Jørgine

nille60 · 10-08-2010, 15:25

hejsa alle har sagt til mig hele livet tror jeg eller ihvertifald fra konfirmations alderen at det var pension til mig men det ville jeg ikke høre tale om, jeg kunne da klare hele verden og det skulle folk da aldeles ikke bestemme men sidder den dag idag 28 år gammel og kan se tilbage på at det kun var for at hjælpe mig så jeg ikke kom ud i alle de nederlad som jeg har fået psysisk med henblik på job og uddannelse og er selv kommet til den erkendelsen, tog mig meget lang tid flere år men at det er en pension jeg skal have, hvis jeg skal have det godt og uden psykiske nederlag såsom depression.

MTVRV1 · 10-08-2010, 15:25

Jeg vil da forslå du snakker om et skånejob
nogle få timer om ugen
det kan man nemlig godt få ved siden af sin pension.
så du kan komme lidt ud

nille60 · 10-08-2010, 15:36

ja skånejob er det ikke noget med max 10 timer pr uge ?

Lunasdatter · 10-08-2010, 15:38

Hej Blomsterglad...
Jeg kan godt forstå at du fik et chok over at blive tilkendt en førtidspension... - det er jo gået så hurtigt at du ikke selv har "deltaget" i det...

Nu skal du finde dig selv i dit nye billede - lære at lytte til hvordan du har det.. og dernæst så skal du se din nye fritid som et gode.. enten med nye eller gamle interesser..
Du vil nok også være et stort plus at få ind i foreningen Sind.. men husk kun et par timer om ugen evt som skånejob....

Der er ihvertfald nogle helt nye døre der vil åbne sig for dig... altså hvis du kigger dig omkring

Kh
Lone

ace dk · 10-08-2010, 15:53

velkommen til.......

jeg føler du ligesom jeg "var" indbegrebet af dit job.

altså dette var hele din (næsten) indentitet.... har jeg ret.????....

jeg har det i hvert fald sådan..... jeg tænker og spekulerer osv osv stadig TAXA...

kan lyde lidt naivt da det jo ikke ligefrem kan kaldes et højprofileret job .... men det var det for mig......

der var spillet i jobbet, da det var 100 % provision,
der var 12 kolleger, samt et utal af kunder (mange stam).... jeg behøvede ikke og få lokalsprøjten......

jeg havde the news før nogen journalist...

jeg havde meget præcist 0 sygedage på 2190 dage...

jeg arbejdede fra 07 til 18 man-fre........

se det jeg skriver her kan heller ikke bruges til en hujende fis... MEN MEN MEN....

det har været vores liv DIT og MIT...... og vi har været så engagerede, at når vi nu triller over på en pension, så gør det først og fremmest nas økonomisk, og derefter følelsesmæssigt.....

troede sku da ikke man kunne være jobafhængig....

no kidding ..... det kan man virkeligt......

og jeg tror nu du kan føje den samme smøre til din sygdom/e...
arbejdsmangel,kollega,kontakt/syndrom.....

og jeg ved ikke hvor længe der er bivirkninger af dette fænomen.... jeg fik ftp 1-9-2009 .... og de er ikke formindsket OVERHOVEDET.... snare tværtom....

håber du kan bruge dette som lidt positiv læsning...ala peptalk... bare så du kan se du ikke er alene på molen..... vi er mange måger på dette rækværk...... vi står blot der på et enkelt rødligt ben og venter på bedre vinde skal blæse ind over os.......

mvh eders ace dk...

Blomsterglad · 10-08-2010, 16:33

Kære alle,

Tak for den pæne modtagelse! Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal besvare Jer - så nu gør jeg det sådan, men skal det være anderledes håber jeg I lige giver et hint til mig.

Det er faktisk en meget stor lettelse at jeg ikke er alene om disse følelser. Tak, fordi I ville dele Jeres tanker og følelser med mig!

Enkelte venner har faktisk sagt, at de er misundelige, fordi jeg nu får masser af tid til at gøre lige præcis det jeg vil. Hmm... de har vist ikke forstået, at der er forskel på at have ferie og være på fp. De glemmer, at jeg i modsætning til dem, har begrænsninger som gør, at jeg netop ikke kan gøre lige præcis alt det jeg vil. Det er træls at skulle redegøre for dette hver gang.... al den forklaring om hvorfor jeg er på fp.

. Jeg forstår det jo næsten ikke engang selv! Men nå, det er sikkert en helt anden tråd.

Straks jeg får "grønt lys" fra psyk. vil jeg forsøge at finde mig et skånejob (som i dag hedder "løntilskud til førtidspensionister"). Jeg skal bare lige have fundet mig et arbejdsområde som kunne være realistisk for mig.

Også lige til Agnes Marie... Jubiii.... der er en som mig! Kan godt føle mig noget alene med denne mærkelige, uforståelige og helt forudsigelige sygdom. Den er svær at forstå - både for mig - men i særlig grad for mine omgivelser.

Ace dk - det kunne ikke skrives mere præcist. Jeg tænker ved mig selv: "gisp... det er mig han skriver om!"... Socialrådgiverfaget er vel heller ikke som sådan noget særligt, men jeg brændte/brænder for det, og vidste allerede som helt ung, at det var den vej jeg skulle.

Men, som Lunasdatter skriver, så må jeg altså forsøge at finde/søge de åbne døre-og nye muligheder mit nye liv giver mig.. Men helt nemt bliver det ikke.

Tak for støtte og opmuntring... jeg skal nok blive rigtig glad for dette forum! Også håber jeg bare på, at jeg vil kunne bidrage med lidt tilbage igen.

10-08-2010, 14:40	#1
Blomsterglad På vej til at lære K10 Tilmeldingsdato: 10-08 2010 Indlæg: 7 Styrke: 0	Pludselig blev mit liv så anderledes end forventet Hej, Jeg er spritny som bruger her på sitet, men har været "med på en kigger" over en længere periode. Her til morgen tænkte jeg, at nu måtte jeg oprettes som bruger, så jeg kan få det fulde udbytte af siden. Noget teknisk geni er jeg bestemt ikke, så det er meget muligt, at jeg her i starten (og måske al den tid jeg er her vil lave nogle fejl... håber på lidt overbærenhed i den forbindelse. Jeg har læst hvor mange der har store vanskeligheder med sagsbehandlingen i deres respektive kommuner. Set i det lys kan mit indlæg her nok synes som en bagatel - måske endda provokerende - for de af Jer, som har alle disse vanskeligheder. Men for mig er det et helt reel problem. Indtil for 1 år siden arbejdede jeg som socialrådgiver i et jobcenter. Forinden dette job som souschef i en privat virksomhed. Jeg har har altid været en meget engageret medarbejder og har altid arbejdet i rigtig mange timer (opgørelse til Arbejdsskadestyrelsen viste et gennemsnit på 65 timer). Efter 10 år på arbejdsmarkedet blev jeg sygemeldt med en alvorlig depression i efteråret 2008! Pludselig vendte det hele, og jeg søgte - og fik - job. Tju hej hvor det gik derudaf. Jeg kunne bare det hele følte jeg. Sådan har det været hele mit liv - kæmpe svingninger, men mit meget store kontrolgen og evne til at opretholde en perfekt facade har gjort, at kun ganske få har bemærket mine udsving. Mine forældre har tit sagt til mig, at jeg kunne være svær "at nå ind til". Sidst i juni sidste år var den så gal igen. Fornyet depression og kom - efter lidt modvilje fra min side - i kontakt med psykiatrien. August stilles diagnosen bipolar sindslidelse. CHOK!! Den kunne stilles så hurtigt, fordi jeg åbenbart er en meget udpræget en af slagsen! Medicinen ændres og de efterfølgende måneder svinger jeg mellem svære depression og manier. Virksomhedspraktik opstartes februar 2010 og afsluttes efter 3 måneder (hvor jeg reelt ikke har været der så meget pga. mani og operation). Både arbejdsplads og psykiatrisk afdeling ikke vil tage ansvaret for yderligere afprøvning. Jeg er selv rystet over hvor dårlig arbejdskraft jeg er blevet! Er meget meget langt fra fordums styrke, men under hele virksomhedspraktikken tror jeg på, at det nok skal blive bedre. Et godt liv indebærer et arbejde for mig så jeg tror på det bedste. Chokket over, at arbejdsgiver og psyk. ikke vil forsætte forløbet, er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg synes selv, det går bedre - men det er jeg åbenbart den eneste der synes. Min sagsbehandler (som hele vejen igennem har været meget hurtig og sober i sagsbehandlingen af mig) ringer først i juli og fortæller, at hun inden hendes ferie vil give mig en god besked... "Du er tilkendt pension". Jeg begriber det ikke. Tænk sig, at jeg pludselig er vurderet til at have en varigt nedsat arbejdsevne... ikke bare lidt... men til en ubetydelighed! Jeg føler mig så kasseret som menneske og arbejdstager. Føler jeg har mistet min identitet. Hvad skal jeg nu stille op med mit liv? Hvad jeg skal udfylde mit liv med? Jeg føler andre gør mig dårligere end jeg er - og når jeg siger det, får jeg at vide, at det er fordi jeg ikke har selvindsigt. Hvad søren skete der? Hvordan kommer jeg nu videre i mit liv? Hvad tænker I? Er jeg i virkeligheden et utaknemligt rad, der ikke værdsætter pensionen, når I andre nu kæmper sådan? Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Er fuldstændig rådvild. Distriktssygeplejersken og andre forsøger at forklare mig, at det er godt for mig, at jeg nu kan få det godt. Men sådan føles det ikke indeni. Håber ikke, at jeg træder andre over tæerne, når jeg nu ved - både fra sitet her, men også fra mine år som socialrådgiver - hvor svært det nogle gange kan være at få pension! Men for mig føles det som et reelt problem, og jeg græder lige så meget over at have fået pensionen som andre måske gør, fordi de ikke kan få den. Tja.. hvad vil jeg egentlig med dette indlæg? Ved det ikke helt præcist, men håber måske nok, at der bare er en enkelt der føler lidt det samme som jeg - for at jeg føler mig meget alene med mine følelser omkring det. Måske skal jeg bare have et gevaldigt los bagi og ikke være så selvmedlidende?!.. Hjælp Med ønsket om en god dag til alle. Vh Blomsterglad

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
se det er et anderledes samfundssyn	østerbro	Politik og Samfund	3	04-03-2011 21:15
forventet afslag på fp §17	slavteren	Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003	7	05-02-2011 12:29
Hvem ved...om det pludselig blev lovforslag?	Lizzy	Politik og Samfund	11	15-06-2010 10:29

10-08-2010, 15:14	#3
Agnes XXX Slettet Medlem Tilmeldingsdato: 13-12 2007 Indlæg: 453 Styrke: 17	Velkommen til fra en anden bipolar. :-) Håber at du kan bruge siden! Dog, bare en mindre rettelse, det hedder ikke bipolar sindslidelse (selvom det er det). Det virker heller ikke til at du har fået en "hurtig" diagnose, du skriver trods alt at du har haft kæmpe svingninger gennem din opvækst, hvilket er meget typisk og karakteristisk for bipolare (inklusiv mig selv). Fra jeg fik min første mani til jeg fik en diagnose gik der syv år.

10-08-2010, 15:23	#4
Jørgine Klart Afhængig af K10 Tilmeldingsdato: 20-01 2009 Indlæg: 491 Styrke: 16	Hej Blomsterglad. Jo, jeg forstår dig godt. Søgte flexjob - blev fundet for dårlig - og tilkendt pension. Arbejder stadigt få timer om ugen i mit tidligere job. For mig er det en god måde at leve mit liv på. Er lykkelig for at kunne bibeholde lidt tilknytning til arbejdsmarkedet. Der blev også - fra kommunens side - lagt meget vægt på i min sag, at jeg skulle bibeholde de få timer, jeg havde - og stadigt har - overskud til at arbejde. Men igen - det er ikke sjovt at se sort på hvidt - hvor dårlig man egentlig er. Håber, du med tiden finder dig til rette i dit nye liv. Jørgine

10-08-2010, 15:25	#5
nille60 Mit andet hjem K10 Tilmeldingsdato: 28-09 2009 Lokation: Aalborg Alder: 42 Indlæg: 649 Styrke: 15	hejsa alle har sagt til mig hele livet tror jeg eller ihvertifald fra konfirmations alderen at det var pension til mig men det ville jeg ikke høre tale om, jeg kunne da klare hele verden og det skulle folk da aldeles ikke bestemme men sidder den dag idag 28 år gammel og kan se tilbage på at det kun var for at hjælpe mig så jeg ikke kom ud i alle de nederlad som jeg har fået psysisk med henblik på job og uddannelse og er selv kommet til den erkendelsen, tog mig meget lang tid flere år men at det er en pension jeg skal have, hvis jeg skal have det godt og uden psykiske nederlag såsom depression.

10-08-2010, 15:25	#6
MTVRV1 Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 22-07 2009 Indlæg: 6.197 Styrke: 21	Jeg vil da forslå du snakker om et skånejob nogle få timer om ugen det kan man nemlig godt få ved siden af sin pension. så du kan komme lidt ud

10-08-2010, 15:36	#7
nille60 Mit andet hjem K10 Tilmeldingsdato: 28-09 2009 Lokation: Aalborg Alder: 42 Indlæg: 649 Styrke: 15	ja skånejob er det ikke noget med max 10 timer pr uge ?

10-08-2010, 15:38	#8
Lunasdatter Lever på K10 Tilmeldingsdato: 04-04 2010 Alder: 72 Indlæg: 1.669 Styrke: 16	Hej Blomsterglad... Jeg kan godt forstå at du fik et chok over at blive tilkendt en førtidspension... - det er jo gået så hurtigt at du ikke selv har "deltaget" i det... Nu skal du finde dig selv i dit nye billede - lære at lytte til hvordan du har det.. og dernæst så skal du se din nye fritid som et gode.. enten med nye eller gamle interesser.. Du vil nok også være et stort plus at få ind i foreningen Sind.. men husk kun et par timer om ugen evt som skånejob.... Der er ihvertfald nogle helt nye døre der vil åbne sig for dig... altså hvis du kigger dig omkring Kh Lone

10-08-2010, 15:53	#9
ace dk Skal snart betale husleje på K10 Tilmeldingsdato: 08-06 2009 Lokation: et sted i dk. Indlæg: 712 Styrke: 15	velkommen til....... jeg føler du ligesom jeg "var" indbegrebet af dit job. altså dette var hele din (næsten) indentitet.... har jeg ret.????.... jeg har det i hvert fald sådan..... jeg tænker og spekulerer osv osv stadig TAXA... kan lyde lidt naivt da det jo ikke ligefrem kan kaldes et højprofileret job .... men det var det for mig...... der var spillet i jobbet, da det var 100 % provision, der var 12 kolleger, samt et utal af kunder (mange stam).... jeg behøvede ikke og få lokalsprøjten...... jeg havde the news før nogen journalist... jeg havde meget præcist 0 sygedage på 2190 dage... jeg arbejdede fra 07 til 18 man-fre........ se det jeg skriver her kan heller ikke bruges til en hujende fis... MEN MEN MEN.... det har været vores liv DIT og MIT...... og vi har været så engagerede, at når vi nu triller over på en pension, så gør det først og fremmest nas økonomisk, og derefter følelsesmæssigt..... troede sku da ikke man kunne være jobafhængig.... no kidding ..... det kan man virkeligt...... og jeg tror nu du kan føje den samme smøre til din sygdom/e... arbejdsmangel,kollega,kontakt/syndrom..... og jeg ved ikke hvor længe der er bivirkninger af dette fænomen.... jeg fik ftp 1-9-2009 .... og de er ikke formindsket OVERHOVEDET.... snare tværtom.... håber du kan bruge dette som lidt positiv læsning...ala peptalk... bare så du kan se du ikke er alene på molen..... vi er mange måger på dette rækværk...... vi står blot der på et enkelt rødligt ben og venter på bedre vinde skal blæse ind over os....... mvh eders ace dk...

10-08-2010, 16:33	#10
Blomsterglad På vej til at lære K10 Tilmeldingsdato: 10-08 2010 Indlæg: 7 Styrke: 0	Kære alle, Tak for den pæne modtagelse! Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal besvare Jer - så nu gør jeg det sådan, men skal det være anderledes håber jeg I lige giver et hint til mig. Det er faktisk en meget stor lettelse at jeg ikke er alene om disse følelser. Tak, fordi I ville dele Jeres tanker og følelser med mig! Enkelte venner har faktisk sagt, at de er misundelige, fordi jeg nu får masser af tid til at gøre lige præcis det jeg vil. Hmm... de har vist ikke forstået, at der er forskel på at have ferie og være på fp. De glemmer, at jeg i modsætning til dem, har begrænsninger som gør, at jeg netop ikke kan gøre lige præcis alt det jeg vil. Det er træls at skulle redegøre for dette hver gang.... al den forklaring om hvorfor jeg er på fp. . Jeg forstår det jo næsten ikke engang selv! Men nå, det er sikkert en helt anden tråd. Straks jeg får "grønt lys" fra psyk. vil jeg forsøge at finde mig et skånejob (som i dag hedder "løntilskud til førtidspensionister"). Jeg skal bare lige have fundet mig et arbejdsområde som kunne være realistisk for mig. Også lige til Agnes Marie... Jubiii.... der er en som mig! Kan godt føle mig noget alene med denne mærkelige, uforståelige og helt forudsigelige sygdom. Den er svær at forstå - både for mig - men i særlig grad for mine omgivelser. Ace dk - det kunne ikke skrives mere præcist. Jeg tænker ved mig selv: "gisp... det er mig han skriver om!"... Socialrådgiverfaget er vel heller ikke som sådan noget særligt, men jeg brændte/brænder for det, og vidste allerede som helt ung, at det var den vej jeg skulle. Men, som Lunasdatter skriver, så må jeg altså forsøge at finde/søge de åbne døre-og nye muligheder mit nye liv giver mig.. Men helt nemt bliver det ikke. Tak for støtte og opmuntring... jeg skal nok blive rigtig glad for dette forum! Også håber jeg bare på, at jeg vil kunne bidrage med lidt tilbage igen.