Erfaringer søges.

[BSR]

jeg er spændt på i morgen og skal nok holde jer opdateret.

Jeg synes det er møg svært at stå ved "nu kan jeg ikke mere" jeg føler mig stolthed og ære er på spil.. jeg har kæmpet med smerter i mange år og alt det her er sat igang af min nye læge (min gl læge gav mig stærk gigt medicin uden at blike..) nu kan jeg ikke få smertestillende i de mængder længere.. men jeg ved det er det bedste i sidste ende.. vil bare helt kunne klare mig selv...
hvor langt går I før I tager hjem? græder I af smerte? eller siger I fra så I også har et liv derhjemme??

[BSR]

p.s. tak for jeres opbakning, det betyder rigtig meget. Tak. ved I forresten om det er rigtigt at jeg ikke må tage en weekendtur til England (for at besøge noget familie) mens min sag kører? ellers venter jeg naturligvis, men det var en af min bekedte der sagde det til mig..

[Enteneller]

Hej BSR,

Jeg kom på K10 i 2009, hvor jeg havde været igennem min første arbejdsprøvning på en arbejdsplads. Jeg røg ud af sdp. i 2007, da en psykiater skrev at jeg ikke måtte job prøves, jeg kunne ikke få kontant hjælp og efter afslag i BAN søgte jeg selv at gå videre med min afklaring.

Som nævnt var jeg i arbejdsprøvning og dette var sidste halvdel af 2008 og jeg var da sikker på at jeg skulle have et fleksjob, men det var bare op af bakke. Jeg havde smerter og mange af dem, jeg troede dog blot at jeg lige skulle vænne mig til det hele, for jeg kunne jo godt lide at arbejde. Mine smerter er så "kun" psykisk relateret, men de har kostet mange timer på sofaen og heldigvis at jeg kan ligge der og komme i ro.

Jeg har grædt meget i smerte, været ked af at jeg ikke kunne være der for mine børn eller bare håbede på at de ikke lige kom forbi eller skulle være hos mig. Tænk sig at man kan tro at man skal klare så meget andet.

Jeg kom frem til at ftp. måtte være mig sammen med mine mange sagsbehandlere og K10 naturligvis;-). Kommunen indstillede mig i foråret i år, desværre fik jeg afslag da pensionsnævnet gerne vil have yderligere en arbejdsprøvning på et center med speciale i sådan noget.

Jeg viste alt for meget i min første afprøvning. Allerede tirsdag glædede jeg mig til weekenden. De uger hvor jeg ikke havde børn, kunne jeg trække vejret ved siden af. Det var ren overlevelse, men jeg bildte mig at det jo var godt at gå på arbejde. Det er det bare ikke for mig og man skal passe på ikke at manipulere sig selv. Nu er jeg startet i afprøvning på det center og jeg er allerede ved at bakke ud, aner slet ikke hvordan det skal gå og det kan jeg takke min uovertrufne indsats i den første afprøvning i 2008 for.

BSR, det jeg vil sige, det er at du kun viser det du kan, det ser ud til at din arbejdsplads vil holde på dig, men det skal jo ikke være på bekostning af dit helbred og dit liv. Det er hammer svært at sætte skåne behov op og man vender sig jo til meget, men det er vigtigt at du ikke viser mere end du kan, det er kun ris til egen r..

[Ricky M.]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Den er mega svær at håndtere Ricky. Jeg startede i arbejdsprøvning i mandags, skulle have været der fra 9 -11, men måtte afbryde med pauser og tog hjem kl. 10. Det meste af resten af dagen lå jeg på sofaen i al fald indtil kl. 15. Kl. 16 tog jeg til træning og det vil jeg holde fast i. Min vejleder sagde til mig at det også er vigtigt at holde fast i noget man føler man kan og er god til + at jeg holder af det..

Jeg skal afsted til afprøvning igen i morgen 9 -11, jeg frygter det værste og håber på det bedste også for resten af dagen efter flg.. Stedet er fint, vejlederne også, men det dælme svært at finde ud af sine skåne behov og samtidig kunne (over)leve resten af dagen.

Man vender sig til meget, ligesom for dig BSR at ligge på sofaen 2 timer efter arbejde. Jeg gætter på at du herefter heller ikke har det forfærdeligt godt alligevel ! Vi vil jo gerne arbejde, men vel ikke for hver en pris.

Er enig i at det er en balancegang,. men det handler mest om at i ikke skal lade jer presse udover jeres grænser, for sagsbehandler/kommunen SKAL tage hensyn til det jeg nævnte tidligere...

[BSR]

Åh Enteneller, hvor jeg kender det du skriver om. Du har dog været igennem det her i en meget lægnere periode, håber virkelig der kommer en afklaring som passer til dit helbred.

Jeg prøver virkelig på at gøre alt hvad jeg kan, men ikke så meget at jeg ikke har noget liv udover mit arbejde. Men det er så svært at erkende at jeg ikke kan hvad jeg vil og ønsker.. måske er det meget godt sådan en sag kan tage år for så lærer jeg vel at sige fra i tide??

Inden jeg tager hjemmefra kan jeg love mig selv og min familie at jeg tager hjem når smerterne tager ovr således vi kan være familie om aften.. men tit bliver jeg lidt for længe og så er jeg kvæstet og kan intet med mine børn.

Jeg er jo bange for at jeg kommer til at virke for dårlig til fleks, vil det være ok hvis jeg kun kan arbejde 15 timer om ugen? eller vil de foreslå fp? vil kommunen helst jeg arbjeder det jeg kan? jeg har hørt at fleks ordningerne er dyre.

[Vovse]

Når man er i en arb.prøvning kan det være en rigtig god idé, at skrive en udførlig dagbog, for hele døgnet og hele ugen.

Se her hvordan det kan gøres: http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog

Dagbogen kan man så sende til sagsbehandler, jobkonsulent, anden aktør eller hvem der nu er inde over sagen, hver uge.
Så kan de ikke senere påstå, at have været uvidende om tingenes tilstand.

Det er svært at sige fra, men når man er i en arb.prøvning er det pokkers vigtigt, at man gør det, ellers kan resultatet meget nemt blive misvisende, så man f.eks. ikke lander på den rette hylde efterfølgende, og dermed skal kæmpe videre med systemet.

Så hvis du ikke er interesseret i, at skal kæmpe mere med kommunen end højest nødvendigt, så, siger du fra og går hjem når din grænse er nået.

Det kan så være svært, at vide hvor grænsen er, og der må man prøve sig frem, det er sådan set det, der er formålet med en arb.prøvning.

Hvis man ikke kan nå, at restituere sig derhjemme inden man skal afsted igen næste dag, så har man sandsynligvis været for længe om, at sige fra.

Der er skrevet usandsynligt meget om arbejdsprøvning og dagbog her på K10, brug evt. søgefunktionen øverst på siden.

Min konsulent fra anden aktør sagde en dag til mig:
"Husk, du skal ikke vise hvor meget smerte du kan klare, du skal kun vise hvor meget du kan arbejde".

[Enteneller]

Det har du ret i Ricky og man lærer jo bedst af erfaring.

Dog siges det også at det er bedst at blive på stedet så de kan se hvordan man har det. Min vejleder sagde dog at jeg jo ikke skal blive der hvis ikke jeg kan og der går jo max 30 min. så er jeg på vej ud.

Nu er det så lige startet og et nyt sted, heldigvis starter jeg kun med 2 dage x 2 timer om ugen i 14 dage så må vi se. Jeg håber jo så at konsulenterne der selv foreslår noget. Jeg syntes ofte at man løber ind i at man selv skal finde ud af sine behov og det kan være rigtigt svært.

BSR, jeg vil også sige til dig at du bør føre dagbog så I kan se hvordan det går, hvordan du har det. Tro mig, det er ikke normalt at man skal ligge så meget på sofaen når man kommer hjem, ved godt at det ikke er af træthed, men blot for at dulme smerterne.

Som det er pt. vil kommunerne klart se bedst på fleks og timerne er næsten omsonst. For en arbejdsgiver er det "bedst" hvis man er på omkring 15 timer, så de får lidt ud af den 2/3 kompensation af ens løn man kan få.

Mht. min første arbejdsprøvning, der kan jeg fortælle dig at den munede ud i at jeg ikke kunne have mine børn ved mig, de måtte være hos deres far i noget tid før jeg kunne have dem igen. Jeg turde ikke tage det ansvar at have dem, jeg havde overbebyrdet mig selv og kunne ikke overskue noget som helst. Efter en tur psyk. skadestue og en tilmelding på K10, fik jeg overbevist mig selvom at jeg ikke skal på arbejdsmarkedet. Det kommer jeg desværre ikke og det har jeg lært at acceptere, dog bliver jeg nødt til arbejde med min sag for at få et forsørgelses grundlag. Det bedste af det hele er dog at jeg med glæde kan se mine børn igen. Man er nødt til at spørge sig selv om det er det værd at gå på arbejde i smerte og hjem i smerte. Kan det lade sig gøre uden på et lavere time antal, så er det det man prøver, det er intet der er "normalt" i vores termer.

[Ricky M.]

Oprindeligt indsendt af BSR

Åh Enteneller, hvor jeg kender det du skriver om. Du har dog været igennem det her i en meget lægnere periode, håber virkelig der kommer en afklaring som passer til dit helbred.

Jeg prøver virkelig på at gøre alt hvad jeg kan, men ikke så meget at jeg ikke har noget liv udover mit arbejde. Men det er så svært at erkende at jeg ikke kan hvad jeg vil og ønsker.. måske er det meget godt sådan en sag kan tage år for så lærer jeg vel at sige fra i tide??

Inden jeg tager hjemmefra kan jeg love mig selv og min familie at jeg tager hjem når smerterne tager ovr således vi kan være familie om aften.. men tit bliver jeg lidt for længe og så er jeg kvæstet og kan intet med mine børn.

Jeg er jo bange for at jeg kommer til at virke for dårlig til fleks, vil det være ok hvis jeg kun kan arbejde 15 timer om ugen? eller vil de foreslå fp? vil kommunen helst jeg arbjeder det jeg kan? jeg har hørt at fleks ordningerne er dyre.

Kommunen, hvis de kan vælge, ser allerhelst at du er med i fleksordningen. Der betaler du f.eks. skat og afgifter som andre lønmodtagere, samt der er noget refusion til kommunen på deres udgifter. på førtidspension er du en ren udgift...

[BSR]

Oprindeligt indsendt af Ricky M.

Er enig i at det er en balancegang,. men det handler mest om at i ikke skal lade jer presse udover jeres grænser, for sagsbehandler/kommunen SKAL tage hensyn til det jeg nævnte tidligere...

Ja, Ricky, jeg vil også prøve at holde fast i det, det er bare lidt sværer når man står midt i sit arbjede og med kollegaer og elever som regner med en..

jeg har været syg i flere længere perioder, fx 6 uger sidste år hvor min hofte bare ikke kunne holde til mere (det kom efter flere ugers for meget arbejde) og nu er jeg på halvtid og jeg kan da mærke at der forventes at jeg ER der når jeg ER der..

ikke at mine kollegaer bliver sure men de forstår ikke hvorfor jeg ikke BARE kan blive. jeg er på arbejde 18 timer lige nu og jeg tænker ved mig selv det er for meget.

Min leder har jeg givet mine papir fra lægen, mest fordi jeg ikke magter at forklare hvordan tingene ser ud, han roser mig fordi jeg kommer. og han siger tit til mig at det kun er mig der kan mærke hvornår nok er nok.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Dog siges det også at det er bedst at blive på stedet så de kan se hvordan man har det.

Min mening er, at man undervejs i afprøvningen bør overskride sine grænser (det er vel næsten umuligt at lade være), netop for at de kan se hvad der sker når man gør det.

I min sidste afprøvning var aftalen, at jeg skulle være der 4 timer, 4 dage om ugen, onsdag fri.
Jeg lagde hårdt ud mandag, var der alle timerne (piece of cake), lige så tirsdag, havde så fri onsdag og mødte fro og frejdigt op om torsdagen i glad forventning om, at kunne klare de 4 timer.
Men efter en time knak filmen og jeg måtte gå hjem.
Fredag blev jeg hjemme, og ligeså hele den følgende uge.

Derpå startede jeg op igen, men sagde nu fra efter ca. et par timer, men selv dette var faktisk mere end jeg kunne klare, hvilket også fremgik af min dagbog, som konsulenten satte meget stor pris på.