Er det bare mig eller ?

[Enteneller]

Eksmænd!!!....

Det er jo nogle gange man høre om dem i nyhederne, der er jeg så slet ikke med min, men jeg fatter slet ikke at det er så hårdt for dem at give slip ???

Jeg har endda overdraget hoved ansvaret for vores børn til min tidligere mand, han er pt. godt nok arbejdsløs, men han har stadig tid og "lyst" til at ringe DAGLIGT op til flere gange om dagen. Jeg hader at tale i tlf. og specielt med ham, til trods for at vi var sammen i 15 år og har fået de 2 verdens bedste børn sammen.

Hvis jeg kunne få det som jeg ville, skulle han ALDRIG ringe til mig, kun sms eller maile. Han er så ikke god til at skrive.. og jeg kan så bare lade være med at tage tlf. men det FYLDER......

Jeg blander mig af og til i hans liv ved at hjælpe, tale med ansvarshavende i Netto om jobs (typisk mig fremme i skoene). Og så skriver jeg ansøgninger for ham for det er jeg jo god til Jeg vil jo gerne hjælpe, men jeg ORKER IKKE MERE og han fatter det ikke, selvfølgelig gør han ikke det for selvom jeg siger tingene direkte, så ryger det lige lukt tilbage hvor det kom fra.

Overlever jeg det her, jeg håber jeg gør, for vi elsker ikke hinanden, vi skal bare give slip, hvorfor gør han ikke det ?

[annagw]

Det kan godt være, at du har givet slip følelsesmæssigt, MEN du siger det selv: Du blander dig i hans liv.
Du tager ansvar for hans liv, og hans liv er IKKE dit ansvar.
Dermed har du ikke sluppet ham.

Jeg tror, at du bliver nødt til at sætte foden ned.
I skal naturligvis bevare jeres venskabelige relation og samarbejde om børnene, men du må give HELT slip på ham.
Det nytter simpelthen ikke noget at du siger fra, men giver efter. Fuldstændig lige som med børnene.

Det vil sige: Han må selv skrive sine ansøgninger (så kan du læse korrektur på dem hvis han ønsker det og DU orker det) og han må selv opsøge jobs. Har han brug for hjælp i hverdagen der ikke vedrører børnene som i fortsat skal samarbejde om, skal du sige fra hvis du ikke kan overskue det.

Du må sige til ham en gang for alle at du bliver stresset af at han ringer i tide og utide, og sige, at han skal lade være med at ringe med mindre der rent faktisk er noget at ringe for.
For JA, det er da stressende bare det at telefonen ringer, for man skal forholde sig til det selvom man ikke tager den.

Og så må du være "strid" hvis det er nødvendigt. Jeg kan forestille mig at der bliver en periode hvor han ikke kan lade være, og så må du tage telefonen, sige hej og spørge hvad han har på hjerte, og vil han bare sludre og spørge hvordan det går, så må du sige at du som sagt ikke kan overskue at tale i telefon, og at du har bedt ham om at lade være med at ringe når ikke det er vigtigt, men at han meget gerne må skrive en mail eller en sms. Uden at svare på hans spørgsmål om hvad du laver / hvordan du har det osv. Slut, færdig og basta.

Det kan godt være, at han ikke er god til at skrive, men I har været sammen i 15 år, og du er god til at skrive, så mon ikke du godt kan forstå hvad han skriver...?

I kan jo eventuelt lave en aftale om at drikke en kop kaffe en gang eller to om ugen hvor I kan snakke om stort og småt.

Uha; et var nok ikke lige det svar du havde satset på at få

[Enteneller]

Hej annagw,

Det var godt det du skrev, men kaffe - nada, det er nemlig også en af hurdlerne.

Det værste af det hele er jo at jeg jo kender manden, jeg har jo kendt ham i hele 15 år, men har aldrig haft en anelse om hvordan han ville blive "bagefter".

En dag da han kom til "kaffe", som jo er helt naturligt for ham, sagde jeg, vi skal lige have en snak...... Jeg er, som du ved ikke til snak og kaffe, det er du måske, men ellers må du forstå at det er jeg ikke, ligesom jeg heller ikke er til at du ringer KONSTANT, dagligt. Han siger så at han har det nemmere ved at ringe, tjaaaaaaa, men det har jeg så ikke.

Ejjjjj, hvordan kan man leve sammen i 15 år sådan. Jeg skulle til træning idag, fik så smag for rødvin og ringede lige til min søn, hans far skulle "lige" tale med mig, han havde "endnu" en gave i forbindelse med min hjælp....

Jeg har så prøvet at ligge på sofaen i 2 timer, men det nytter ikke, jeger på K10 og rødvin, han er for meget, ikke forelsket, men for meget for mig. Jeg er for tabt her. også i forhold til børnene.

[LUM]

Har du forsøgt at lave en aftale med ham om at ringerriet langsomt trappes ned.

Ja lige som til et barm... vi aftaler at du de næste 14 dage må ringe en gang dagligt, de næste 14 igen en gang hver 2. dag og så frem deles til i er nede på et rimeligt nivau (naturligvis med undtagelse af alvorlige ting, som at en af ungerne er kommet på skadestuen ell
Ikke haste tingene, men de alvorlige, der er nemlig en væsentlig forskæld, de der haste, så længe i er så tær som du faktisk beskriver vil der næsten dagligt opstå behov for haste ringninger (om ikke andet for at have en dårlig undskyldning)

Og så som Anna siger, ud til højre med hans ting, ikke at du ikke gerne må hjælpe manden, men at tage en kold tyrker 6-12 måneder (eller mere måske??) vil så absolut være en god ide.
Sig at du ikke vil hjæpe med flere ansøgninger de næste fx 6 måneder (han kan jo se på dem du allerede har lavet, og bruge dem) og lad være med at se på jobs for ham (det bliver sikkert svært, tør jeg godt gætte på) Få afsluttet de ting du har gang i for ham, og lad være med at pårtage dig nye.

Når jeres forhold GENSIDIGT er blevet mere naturligt venne baseret uafhæningt, kan du igen så smådt begynde at stikke en hånd og hjælpe lidt her og der.

Og husk den skal gå den anden vej, bed ikke ham hjælpe dig, med hvad du nu bruger ham til, selv den helt lille med lige at tage skraldeposen med ud... drop det, fordi de der små hjælpende hænder netop er med til at bevare følelsen af gensidig afhænighed (eller måske endda et lille bitte håb om at i finder sammen igen en gang om 100 år)

Som anna er inde på tror jeg altså også at du skal slippe, det aller aller sidste, det hander ikke om en tro eller et håb om at i finder sammen, men om at tage det sidste spring væk fra den tryghed der trods alt ligger i at vide at han altid vil være lige der (hvilket han jo er i kraft af jeres dejlige unger) hvis nu der skulle opstå et behov for hans evner.

En klog mand sagde en gang til mig: Hvis man vil ændre noget, skal man starte med at ændre sig selv, og jeg er fuld ud overbevist om at manden har helt ret. (at det så tit er mega svært end og umuligt at ændre sig, er så en anden side af sagen... ønsker man en ændring stærkt nok *ss*)

I kan jo godt bevare jeres gode samarbejde, selv om at i ligger en plan for at slippe det aller aller sidste som minder om et parforhold.

En anden mulighed, TROR jeg måske vil kunne være en kæreste, som så også tager telefonen, men med børn er det jo ikke noget man sådan liiige sætter ind i ens hjem fra dag til dag, så med mindre du er så langt, har det nok lidt lange udsigter.

[c.l.e.o.]

Enteneller.

som jeg engang fik afvide,dit svar står nederst i dit indlæg.

Hvis man ikke kan gøre hvad men vil må man gøre hvad man kan

Det er utroligt svært at lave om på forholds måde at fungere på,det kender jeg alt for godt,ikke fra et parforhold men fra et af mine børn.

Men det er altid memmer at råde andre-og jeg tror enlig at i to har rigtigt meget brug for hinanden,der er bare en af jer der ikke rigtig vil indrømme det-måske tager jeg fejl men jeg for nemmer at i på en måde er gode for hinanden,men at i perioder hvor du helst vil være fri for ham og måske hans" indblaning"og helst vil være dig selv,så har han måske aller mest brug for at vide at du er der.

At du ikke kan stå til rådighed evig og altid,det forstår jeg,for det kan være hårdt når man ikke selv altid er helt på toppen,men det er kun dig selv der kan sætte granser.

Når børnene bor hos deres far er det svært at give slip,og så kunne det væe en løsning at sætte faste regler for hvordan i skal have kontakten,når du har det som du har det lige nu,for det er mit indtryk at i ind imellem har det godt med den måde i har valgt at leve på.
Jeg kan jo også have skudt helt forbi.

Men jeg åber at i en dag finder en tålig måde at være sammen på,også i dårlige perioder,børnene bliver jo ikke i al evighed jeres undskyldning for at være sammen som i er i er nu

Men det er nok dig selv der skal skabe den største forandring.

[Enteneller]

Puhhh, kæreste det kan jeg slet ikke overskue, men det ville da være dejligt ikke mindst for ham. Han har selv fokus på det og beklager sig over at der ikke er nogle der vil have ham.

Jeg syntes det er svært når eksen fylder så meget og ikke selv kan se det. Måske er det også fordi man selv er syg ? Min krop går i mega spænd når han er der og jeg prøver jo bare at beskytte mig selv.

Vi ses så lidt som overhovedet muligt og heldigvis er det kommet der til at konfirmationen af vores søn splitter vi op så vi ikke bare skal sidde der, tvungen sammen. Dog skal vi f.eks i morgen til sportskamp for min datter og jeg kunne egentlig godt køre over og hente dem så vi kunne følges, men jeg hader at følges med ham. Han skal altid køre bagved, og jeg føler mig fuldstændig overbegloet bagfra. Jeg har så sagt at vi bare kan mødes derovre, men føler så lidt at min datter syntes jeg er "mærkelig" når jeg "tænker" sådan. Som hun sagde igår da hun kørte, jeg skal huske at hilse storebror, deres hund og en lille, lille bitte smule far. Det var jo ikke så rart at få stukket i hovedet, men det er jo sådan jeg tænker og det ved de.

Jeg har prøvet at lære at acceptere at sådan er det, han har rent ud flere gange fået at vide at jeg ikke ønsker at han ringer så tit, og det er blevet bedre, vi har dog nu fået lavet "familie ordning" så vi kan ringe gratis sammen, men så kan jeg da i det mindste lade være med at tage den når det er ham, for det koster så alligevel ikke noget.

Jeg bliver nødt til at lære at være kold i al fald mht. telefonerne og at vi kører seperat til sports begivenhederne, så jeg ikke hidser mig op undervejs. Det er jo heller ikke meningen at man som skilt par følges. Som jeg hørte fra start af skilsmissen fra andre, så gælder det at ses så lidt som muligt, der siger han bare "Ejjj du hører så meget på alle de andre".

Det tager lang tid at blive i stand til at "leve" et seperat liv, så jeg må lære at hælde vand ud af ørerne og hjælpe noget mindre. Jeg har talt med "veninder" også skilte om det. De kan godt se, at det er mega irriterende og det har været værre, men psykisk er de jo stærkere end mig.

Nå men tak for jeres støtte og forslag, det er dejligt med andre øjne på og råd man kan tage til sig, for man er jo nødt til at tage det til sig, da det er et dagligt problem, som jeg bare ønskede ikke var der.

God weekend.

[c.l.e.o.]

Også god weekend til dig.

Husk at komme ud og nyde solen---siger jeg hendslængt i sofaen.

Jeg må vist lige tage mig samme og selv komme ud af sofaen måske jeg også kunne have godt af at komme lidt UD

[Enteneller]

Hej Cleo,

Så ikke lige dit indlæg før jeg skrev, havde fået så mange K10 mails omkring andre indlæg og gik derfor igang med mit eget først.

Det er rigtigt at man kan ikke bare lægge låg på når man har været sammen i 15 år og man kan åbenbart ikke få det 100 % som man vil have det, jeg havde dog aldrig forventet at det skulle blive "sådan". Dog er det blevet langt, langt bedre og jeg arbejder selv henimod at have det endnu bedre med børnene (dvs. med mig selv psykisk også), så han kan komme mere i baggrunden også og leve sit eget liv noget mere.

Det skal åbenbart være lidt svært og så må man tage det oppe fra og ned og acceptere at sådan er det. Man kan jo ikke opfinde den dybe tallerken på et par år og helt "normalt" bliver det nok aldrig.

Nu må vi nyde solen og foråret der kommer.

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Jeg har så sagt at vi bare kan mødes derovre, men føler så lidt at min datter syntes jeg er "mærkelig" når jeg "tænker" sådan. Som hun sagde igår da hun kørte, jeg skal huske at hilse storebror, deres hund og en lille, lille bitte smule far. Det var jo ikke så rart at få stukket i hovedet, men det er jo sådan jeg tænker og det ved de.

Mon ikke du skal tage en snak med din datter, hvor I simpelthen sætter jer ned, og du fortæller hende, at du har brug for, at du og hendes far lærer at leve hver jeres liv, og den modvilje mod ham du nogengange kommer til at give udtryk for bunder i frustration over, at I har svært ved at bryde den meget nære kontakt som ikke hører sig til længere.
Fortæl hende, at du har levet sammen med hendes far i 15 år, og han er en dejlig mand, men at I simpelthen bare ikke længere passede sammen.
Sig, at du er ked af, at hun "adopterer" dine følelser, og du ikke ønsker det, men tværtimod ønsker, at hun fortsat er glad for jer begge.

Jeg tror at det er vigtigt at der bliver sat ord på under rolige omstændigheder.

[Enteneller]

Det gjorde jeg så lige i dag, talte med hende, hun havde ikke været opmærksom på hendes bemærkning, den anden dag. Jeg tog den op, fordi pludselig skulle de lige låne noget printer papir, jamen igen, far har ikke fået det købt. Fint nok...

Så ringer han lige her for lidt siden, 3 gang i dag, hvilket var nogenlunde og jeg kunne "holde" til det. Men ikke her 3 gang, han startede med" VI.... har fået en regning fra tdc på 1200 kr.", bare det han siger VI, og så 1200 kr, han og jeg ved udemærket godt at største delen relatere til hans tv pakke og internet, hvorfor så nævne det VI og kr. 1200, kom dog til sagen.....

Han syntes jeg lyder stresset, jeg har da også mit og så vil jeg for den dælmes skyld af med ham i tlf. Jeg ender med at sige at det er tredie gang idag at han ringer og det er for meget. Godt så, jamen så er det jo det og han ligger røret på.

Han lærer det sgu aldrig, så jeg skal "bare" lære at være kold. Sikke en masse tid at bruge på ingenting. Jeg br..... mig.

Som min psykolog fandt frem til for bare 1 år siden -du har ikke "engang" lyst til at være venner med ham ? Nej....