At fungere socialt

[Dafty]

Jeg er træt af, at jeg enten bliver valgt fra, eller slet ikke tør møde op til et arrangerement fordi jeg fungerer så dårligt socialt. Jeg har også social angst, hvilket gør at jeg kan føle mig enormt utilpas når jeg er sammen med andre mennesker. Min hjerne har et indbygget system, der gør at jeg automatisk undgår sociale situationer, og jeg kan virkelig gå til yderligheder for at slippe for at møde nogen. Jeg skal tvinge mig selv ind i sådanne situationer, for i virkeligheden vil jeg enormt gerne snakke med folk, og jeg ville ønske at jeg havde nogen at mødes med, istedet for at være alene vær eneste dag.
Men mine sociale kompetencer er på niveau med en 9-årig vil jeg tro, for udviklingen gik i stå. Jeg er ALDRIG nogensinde den der først tager kontakten, eller siger hej. Og Tit aner jeg ikke hvordan jeg skal reagere, eller hvad jeg skal sige når jeg snakker med nogen. Og det kan tit resultere i at jeg bilver kigget på som om jeg er sindsyg

Jeg har flere gange fået ad vide ad omveje, at når jeg snakker med nogen, så virker jeg meget afvisene og som om jeg ikke vil dem. Det er noget jeg ikke selv vidste. Jeg tror bare det er sådant et forsvar der automatisk kommer op, men jeg ved ikke hvordan jeg kommer af med det.
Hvad kan jeg gøre for at opbygge mine sociale evner og derved få et social liv?
Skal jeg bare udsætte mig selv for så mange ting som muligt der involvere at mødes med andre mennesker? Er der noget konkret jeg kan gøre?

Ejjj...der er så svært at skrive sådan et indlæg synes jeg. Det virker helt rodet. Håber man kan forstå det.

[amaranth]

Der er rigtig meget du kan gøre.
Mange kommuner har kurser specielt rettet mod at udvikle sociale kompetencer. Det er et problem rigtig mange sindslidende (og andre!) har.

Du kan f.eks. kigge efter kurser i "social færdighedstræning". Jeg gik til det hos Distriktspsykiatrien/Rehabiliteringsteamet.

Det er et spørgsmål om øvelse. Om at få nogle redskaber til at omgåes de negative tanker der bremser dig. Om helt konkret at lære hvordan man taler med andre. Og så lige lidt mere øvelse.

Men det kan absolut lade sig gøre. Jeg får da at vide at "Du virker helt normal!"

[sortepigen]

Kære Dafty
Velkommen til forum. Jeg er selv ny i denne forum verden, så jeg har ikke meget erfaring, men vil gerne sige et par ting til dig.

Allerførst, du har nu taget det allerførste skridt, i forhold til at få det bedre mht. at få et socalt liv som du er glad for. Dit indlæg er nemt at forstå, og du er god til at formulere dig,og at sætte ord på dine daglige udfordringer. så du skal ikke være bange for at skrive herinde, her er kun mennesker som vil dig det godt .

som Amaranth siger så er der flere ting du kan gøre. Udover de forslag der allerede er kommet, ville mit råd til dig være at kontakte din læge,( hvis du har en fornuftig en af slagsen), mht. at spørge om lægen kender en god coach, psykolog eller andre som lægen kan anbefale dig at kontakte.

Jeg er klar over at alene det kan være grænseoverskridende.så har du evt. en nærtstående pårørende, ven eller andre du har tillid til som evt. kan følges med dig?

Jeg håber du kan bruge hvad jeg har skrevet, du fortjener en krammer
fordi du har valgt at skrive om dine udfordringer her i forum, det er første skridt til at få det bedre, og jeg ønsker dig held og lykke.

bedste hilsner Sortepigen

[Ninja]

Og jeg vil bare sige, at jeg har haft det ekstremt i mange mange år, men er simpelthen blevet SÅ god til det sociale nu! Med dette vil jeg som blot sige, at man godt kan komme ud af det igen, og at du absolut har lys forude!!

Jeg har selv klaret det - simpelthen taget mig selv i nakken og gjort mindst én ting om dagen, som jeg enten følte jeg ikke kunne, ikke turde, eller ikke kunne magte.
Nogen dage, har jeg så gjort det flere gange.
Og ved at blive VED og ikke springe over, blev det bedre og bedre - og nu er jeg røget ind i det ''normale'' område, hvis man ellers kan sige noget er normalt.

Jeg startede med at henvende mig til folk i fx supermarked - spørge om de kendte det brød, den ost eller den kødudskæring, bare for at øve mig i at SPØRGE. Og folk var for det meste rare, og engang i mellem kom der lige frem en længere dialog. Kæmpe sejr/overvindelse.

Så testede jeg ''hej'', og begyndte at hilse på folk - altså dem fra lokalområdet som jeg jævnligt ser, men som jeg altid havde undgået ved at kigge ned, kigge på mobilen, se den anden vej osv - jeg begyndte i det små at se dem i øjnene og hilse. Senere blev jeg så god, at jeg lige frem kunne vinke fra den ene side af gaden til personen på den modsatte side. Monster skridt!!

Nu har jeg så børn, så forældremøderne blev også små projekter. Fra at sidde gemt væk bagerst, i håbet om at INGEN så mig (eller endnu værre!) skulle TALE til mig, begyndte jeg gradvist at rykke frem mod læreren. Indtil jeg var blevet så stærk, at jeg kunne gå videre til næste skridt, at stille spørgsmål i alles påhør.
Da jeg har 3 hjemmeboende børn, bliver det jo til 6 forældremøder og 6 skole/hjem samtaler om året, så der var rigeligt at øve sig på og med.
Også her er jeg blevet skide go' (hvis jeg skal sige det selv), hehe.
Og engang i mellem, sidder jeg med en følelse af, at jeg måske spørger FOR meget, men det er vigtigt for mig at holde mig i god gang og holde træningen ved lige.

Jeg har også mødtes med folk herinde fra, igen for at teste mig selv, og springe ud på dybt vand, for at mødes med vildt fremmede, er også ekstremt grænseoverskridende (for mig).
Men der sker noget fantastisk, når man bryder sine grænser og man finder ud af, at det faktisk kun er én selv der har fordomme (overfor sig selv). For der er også en tendens til at tro, at ALLE har det nemt og er frie, sociale og ubegrænsede. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Der er andre man spørger om noget i supermarked, som er mindst lige så usikre på en fremmed henvendelse, der er folk man hilser på, som også har svært ved at hilse, eller der sidder forældre mast sammen, som heller ikke kan stille spørgsmål og som helst heller ikke vil ses og høres.

Det hjælper lidt at vide, at man ikke er alene...

[BEH]

Hej

Det første skridt har du allerede taget ved at dele hvordan du har det lige nu og heldigvis er der en vej til bedring.

Jeg tænker, at et terapiforløb kunne være rigtig godt hvor du får arbejdet med dig selv, og får redskaber du kan bruge i hverdagen enten hos psykoterapeut eller psykolog. Hos din læge kan du måske få henvisning til psykolog, så det ikke bliver så dyrt. En anden mulighed er at Jobcentret - kommunen måske har tilbud der passer til dig og hvor du kan mødes med andre i samme situation.

Mulighederne er der så du kan få det godt igen.

[Dafty]

Tak allesammen. Men må indrømme at jeg ved ikke sådan rent konkret hvordan jeg kommer igang. Har ingen der kan hjælpe mig. Er helt alene

[Dafty]

Er ked af at meddele, at jeg ikke er kommet videre. Jeg kan simplethen ikke overskue det

[Wasaki]

Oprindeligt indsendt af Dafty

Jeg er træt af, at jeg enten bliver valgt fra, eller slet ikke tør møde op til et arrangerement fordi jeg fungerer så dårligt socialt. Jeg har også social angst, hvilket gør at jeg kan føle mig enormt utilpas når jeg er sammen med andre mennesker. Min hjerne har et indbygget system, der gør at jeg automatisk undgår sociale situationer, og jeg kan virkelig gå til yderligheder for at slippe for at møde nogen. Jeg skal tvinge mig selv ind i sådanne situationer, for i virkeligheden vil jeg enormt gerne snakke med folk, og jeg ville ønske at jeg havde nogen at mødes med, istedet for at være alene vær eneste dag.
Men mine sociale kompetencer er på niveau med en 9-årig vil jeg tro, for udviklingen gik i stå. Jeg er ALDRIG nogensinde den der først tager kontakten, eller siger hej. Og Tit aner jeg ikke hvordan jeg skal reagere, eller hvad jeg skal sige når jeg snakker med nogen. Og det kan tit resultere i at jeg bilver kigget på som om jeg er sindsyg

Jeg har flere gange fået ad vide ad omveje, at når jeg snakker med nogen, så virker jeg meget afvisene og som om jeg ikke vil dem. Det er noget jeg ikke selv vidste. Jeg tror bare det er sådant et forsvar der automatisk kommer op, men jeg ved ikke hvordan jeg kommer af med det.
Hvad kan jeg gøre for at opbygge mine sociale evner og derved få et social liv?
Skal jeg bare udsætte mig selv for så mange ting som muligt der involvere at mødes med andre mennesker? Er der noget konkret jeg kan gøre?

Ejjj...der er så svært at skrive sådan et indlæg synes jeg. Det virker helt rodet. Håber man kan forstå det.

Sådan er vi mange der har det, jeg må sige at jeg at leve med det, men der er tider hvor man bare må snakke med nogen og her er man tit nød til at gå ud over sine grænser og man finder sig "mærkelig" til mode og vil helst bare væk derfra, for mit vedkommen bruger jeg tiden med det sociale, med noget jeg har nogen kendskab til (computer/motorcykel o.s.v) så kan jeg på den måde føle mig mere ovenpå, altså jeg skræddersyr selv min hverdag med det sociale, en anden ting jeg har glæde af er min stædighed som gør mig istand til at gøre det mange bare taler om (holde op med at ryge/ tabe 10 kg/ løbe/træne o.s.v) dette bliver det set op til, men hold op hvor er det besværlig men det virker for mig og der er vi nok så forskellige allesammen, tror det gælder om at finde lige dit spor her i livet som gør at du trives selv med det handicap vi har, prøv måske at kaste dig over noget du er god til, jeg er sikker på vi alle har et heller andet...

[hejhejhej2]

Jeg kan genkende det 100%.

Jeg er social-handicappet, men som andre er inde på, er den eneste kur for fobier er at konfrontere dem.

Smil, få øjnkontakt, small talk...selvom det smerte inden i, under facaden.

Husk på det er dig der er/har problemet, angsten får dig til at frastøde nye mennesker (du virker måske arrogant,ligeglad osv. på dem)

Endenlig er der også medicin der kan hjælpe, jeg få fx. betablokkere (propranolol), de sænker andrenalin effekten. og lyrica pn som beroligene.
nogen har en mere hollistisk tilgang, faktum er bare at medicinen virker for mange, og det er spild af kostbart liv at bo som en erimit.