Min historie / FTP / Psykiater spørgsmål. Hjælp :-( - Side 2 - K10

S_Phoenix · 25-04-2010, 19:17

LEDUCE:

Altid "noget" at høre nogen kan støtte sig rimelig godt op af hvad jeg "lider under".

Jeg HÅBER på at få smidt en diagnose i hovedet på onsdag som først og fremmest kan hjælpe mig til at forstå lidt flere ting omkring mig selv, for jeg ved ikke hvad jeg skal tro/tænke/forstå omkring mig selv udover jeg uden tvivl fejler nogle ting der ikke er LIGE til at genoprette.
Støtter mig til nu op ad min psykolog som mener det er kronisk svær depression, hvilket også er mest logisk i mine ører.

Jeg BURDE have været indlagt, desværre så kan jeg ikke få mig selv til det af flere årsager - og tvangsindlæggelse som et par stk fra min familie meget gerne vil have kan ikke lade sig gøre (thanks god), så i bund og grund er vi vel samme sted et godt stykke af vejen?

Mht. at huske hvem jeg er, så rammer den MEGET plet på mig, jeg ved mindre og mindre hvem jeg er, jeg er her bare egentligt.
Jeg kan ikke genkende mig selv meget længere som person, og hader mig selv mere og mere som den person jeg er pt. og som kun forstærkes dag for dag.

Den angst du lider under hvor du ikke kunne mærke din egen krop, er 100% hvad jeg oplever de gange jeg HAR "straffet" mig selv, samt de gange jeg har overvejet det meget! - Jeg mærker ikke den fysiske smerte, men allligevel så fjerner den mine tanker i noget ala 3-5-10 min og det er "nok" til at jeg kan holde tingene kørende lidt længere tid

Den tanke der reddede dig er på ingen måde desværre i stand til at redde mig - jeg kan ikke leve med det her, og betyder det en evighed i *******- SO BE IT ! .. Det her er ikke værd for evigt at holde ud, det sorteste hul vises i skrivende stund flere gange dagligt, det har uden tvivl stor indflydelse mht. den psykiatriske vurdering da jeg VED hun kan gøre rigtigt meget - eller forlænge mit *******, og fra eget synspunkt gøre tingene SÅ meget værre, hvilket jeg ikke tror på jeg vil være i stand til at forsvare overfor hende, det hendes vilje, hendes udtalelse... Jeg frygter kort og godt blot for min egen tilstedeværelse hvis ikke jeg får ET ELLER ANDET jeg kan bruge til noget den dag. ** dybt suk **

Hmm, mener jeg skrev det, men jeg HAR været igennem et sandt medicin ******* som KUN tilførte meget dumme ting og forværrede ALT, inkl. ting jeg stadig kæmper med nu, et år efter jeg er trappet ud af medicin.

Jeg KAN ikke opleve de bivirkninger igen, det ikke den "normale" form jeg har oplevet det tvivler jeg ikke et sekund på, også efter at have talt med mange andre omkring det og hvad de oplevede.

Jeg har INGEN selvtillid - eller troede jeg, jeg havde lidt og den blev blot endnu mere knækket efter dette her, jeg er skræmt fra vid og sans hvad angår medicin, og ryger jeg på det må jeg smutte fra de gamle hvor jeg er halvt bosat pt. af sikkerhedsmæssige årsager - og går jeg herfra tør jeg ikke tænke på hvad jeg gør... Derfor... medicin? dum dum ide.

Jeg har ikke nægtet medicin - jeg gik ind til medicinen i bedste forhåbninger, men jeg skulle blive klogere... Er klar over det er at "nægte behandligtmuligheder", men er jo ikke tilfældet for mig ??

( Skal IKKE tages som et surt opstød, jeg er bare ude af mig selv, så det kan måske lyde hårdt, og er ikke meningen )

Der er ingen kognetiv terapi inde i billedet nej...

Jep, er "desværre" klar over det er en del af sygdommen i sig selv, en del jeg ikke kan kontrollere selvom jeg gerne ville, hvad du siger omkring at man først forstår hjernen i den led her når man har været psykisk alvorligt nede giver jeg dig 100% ret i... Det er om ikke andet noget der har ændret ALT for mig, og mit syn til voldsomt mange ting

på godt og ondt...

Og gå i stykker ? det kan man vidst roligt sige ...

Hvis jeg kunne vende tilbage gjorde jeg det, men der SÅ mange barrikader der stopper mig, jeg har ikke mulighed for at vende tilbage.

Læge og psykolog fraråder på det kraftigste arbejdsprøvning for at det ikke skal forværre min situation hvilket VIL ske hvis jeg bliver "tvunget" ud i det.
Jeg lider under ret heftige sociale problemer der er direkte invaliderende...

Jeg siger inderligt TUSIND tak for dine ord, har læst dem i formiddags, men først "kunne" skrive noget nu

Jeg er virkelig glad for at høre medicinen hjælper dig, selvom du på en del
De folk der oplevede mig under min medicin "periode" vil klart sige nej, de ønsker heller ikke at se mig under det igen, de så hvilken virkning det havde på mig

Tro mig - kunne jeg fungere normalt og føre et "normalt" liv (definer normal anyone?), ja så gjorde jeg det godt nok da!

Jeg giver INTET for psykiatere, har haft 2, og begge har kun været unødigt fyld, og ord og piller jeg intet har kunne bruge til noget, jeg kan ikke bruge dem til noget, jeg er ubeskriveligt skuffet - men igen.. jeg er blandt de få som ikke kan "tåle" medicin, og det er jo deres primære område. (der andre årsager til at jeg ikke kan lide psykiatere samtidigt skal lige siges)

Min læge derimod, og specielt min psykolog skylder jeg ALT, jeg vil aldrig glemme min psykolog og hvad han har gjort, jeg tror godt jeg tør sige at han er grunden til at jeg sidder her nu, han lytter og giver mig en form for "modspil" jeg har brug for.
Mht. venner/bekendte der lytter så det MEGET(!) begrænset hvilket måske også gør tingene det sværere, min mor støttede mig meget.. rigtigt meget, men kan også mærke det ved at gå hende mere og mere på, så nu har jeg lukket lidt af, og indelukker meget af det i mig selv nu - blot for at "beskytte" mine nærmeste

Mine tanker er ekstreme - og de kan ikke fjernes uden videre.
De kan fjernes MEGET kortvarigt ( noget mellem 10 min til 1 dag ), og så de tilbage i mild/svær grad, og medicin tilføjer kun til disse tanker blandt andre ting... Puh, du må være træt af at læse omkring mig og mit forhold til medicin - sorry

Jeg kan sagtens følge dig i hvad du siger om værste tanker, samt når du har det "ok", jeg har det på samme måde egentligt - og kan ikke forstå jeg har gjort de ting jeg har gjort, men jeg kan ikke ændre på ting der er sket selvom jeg gerne ville.
Jeg føler jeg har skadet nogle folk i en grad jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv 100% for igen, og har kun en at give skylden for det

Jeg har MEGET MEGET svært ved at se at jeg kan få det godt igen, men... noget i mig.. en EKSTREMT lille del kan godt se det, jeg ved godt hvad løsningen er, men som bliver en kamp (måske????) at få... det er at få en FTP så jeg kan få fred til at arbejde med mig selv, få løst mine problemer i mig selv over en årrække, og derefter MÅSKE kunne vende tilbage som mit største ønske er... Jeg er ikke egoist og ser det sådan at jeg bare SKAL HA HA HA, men jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde mere og har brug for FRED.

Når jeg har det værst (som er ofte) giver jeg dig ret - jeg KAN ikke se noget godt, og det er der jeg bliver måske farlig for mig selv, for det ligger i mig, men tror der er en anelse større kraft der går imod at gøre "det" (desværre?)

Jeg er ret ligeglad, eller er jeg ikke... kunne jeg få NOGET positivt NOGET der kunne få mine øjne op som jeg kunne se støttede min sag så ville NOGLE af disse tanker også komme lidt på afstand i noget tid - dertil sagt ikke langt til at knække igen.

Det er både fysisk og psykisk ja, dog naturligvist mest psykisk *SURPRISE*
Alt den snak med seriton osv kender jeg alt for godt til, desværre er det ikke "bare" løsningen for mig.

LUM:

Tak for velkomsten alligevel =)
Det er meget langt, ved jeg godt, men jeg har MEGET svært ved at forholde mig kort på skrift og haft i mange år, og så igen synes jeg ikke jeg kan gøre det kort hvad dette her angår. (egentligt udelukket en del ting tror jeg hmm)

Ærgrer mig en DEL hvis du har slettet en lang tekst der var til mig eller ???
ALT kan bruges lige nu for mig... også selvom det kan virke rodet.

Hehe, tak for et lille smil.

Suk .. ja... stadig noget jeg har meget svært ved at acceptere helt.
Jeg er KUN 25, jeg havde så mange ting jeg gerne ville, og som det er nu er der MEGET der tyder på det stopper her i X antal tid.
Jeg VAR en "fighter" hvad disse ting angik, og se nu ?

Det er BESTEMT ikke noget man bare gør. Jeg vil egentligt godt lige sige TUSIND TAK, du har lige sat ord på nogle ting jeg i de seneste uger ikke har kunne sætte ord på selv der sker i mig... specielt i øjeblikket sker en DEL jeg ikke kan forstå ved mig selv, der noget i mig der ændrer sig (til det værre kan jeg mærke) og kan ikke sætte ord på hvad, noget af det ramte du dog med

"et er hele ens identitet, man skal finde en ny"

Men JA!, det er virkelig noget jeg har svært ved, som sagt tidligere jeg har svært ved at finde ud af mig selv, og hvem jeg er, mister mere og mere den person jeg er/var for hver dag

Det meget rart at du skriver det ok, men alligevel er der en del i mig der går ind og siger " det ikke deres problem", samme del af mig som overvejede at slette dette indlæg fra starten af da jeg havde skrevet min historie.
Jeg håber jeg en dag finder ud af hvem jeg egentligt er, og hvordan jeg skal forholde mig til alt det her, for pt. kan jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst

Du rammer meget godt plet, med " en ny omgang teenager ", det føles et langt stykke af vejen som det, og nej, min alder synes jeg bestemt ikke er med mig, ved ikke om jeg rammes hårdere end en på 40-45 år, men det er på INGEN måde nemt og forholde sig til, sådan ca. en umulig kamp for mig pt.

Tusind tak for dit indlæg. Gav lidt at tænke over.

NABOKONE:

Som sagt så der ingen kognitiv terapi inde i billedet, og lige nu er jeg "ligeglad" vil bare have fred og ha min gamle sagsbehandler tilbage ... og når det kommer til stykket sker intet af det vel

Ved ikke hvor svært det er kontra andres, men svært nok til at den anden side virker indbydende nok.
Er bosat på vestsjælland, ikke inde ved KBH dog...

Fobiskolen har været oppe og vende før, men der var et par ting som gjorde det faldt til jorden igen fra min læge og psykolog.

Mine sociale problemer er SÅ ufatteligt svingende og at det svingende gør det egentligt blot så meget mere frustrerende i det lange løb, jeg kan virke til at have det ok i noget tid, og kort efter så skal jeg bar VÆK VÆK VÆK og kan kun gå for langsomt... Går helt i sort over det.

Vil tage et nærmere kig på den femina artikel, selvom det nok "bar" er noget der ryger ind og ud igen

Ville være rart at kunne kontakte dig privat, men som sagt desværre ikke bosat derinde.

Jeg har søgt på nettet da jeg fik brevet med hendes navn, og hvad der skræmmer mig SÅ meget er at jeg KUN kan finde positivt om hende ud fra de få sager folk har omtalt hende i.
Det skræmmer mig på den led, at med mit led så skal det nok passe at hun ikke kan/vil hjælpe mig i den forstand som jeg har BRUG for.

Min psykolog "griner" af mig over det, fordi jeg er en frygtelig sortseer, han kender lidt til hende også, og hvad han kender til hende så siger han at jeg intet har at frygte umiddelbart, og eftersom der ikke er nogen jeg stoler mere på end ham så er jeg virkelig i tvivl og blevet endnu mere bange ... og kan ikke sætte ord på hvorfor

Mht. dit råd så HAR jeg gjort det, gjorde jeg det ikke så ville jeg kun straffe mig selv, og en masse ting ville ikke komme med som skal med.
Indtil nu skrevet 6 sider i meget detaljeret form, håber bar hun vil læse det til vores møde, men JO jeg er meget svær at læse, det kan der ikke stilles tvivl til. - ikke desto mindre tusind tak alligevel !

Min "styrke" ligger klart i det skriftlige, jeg lukker meget af som person når jeg skal snakke med folk så det mit eneste håb hun kan få nok ud af det ved de papirer jeg har skrevet til nu.

ZANIA:

Jamen det kommet SÅ "pludseligt", først efter jeg knækkede selv fandt jeg ud af at der ER heftig depression i min familie, hvoraf 2 ER kommet på FTP.

Jeg havde så mange planer, og gør BAR ondt at tænke over

Du lider under noget ala det samme kan jeg høre som mig selv... hmm...
Frygter arbejdsprøvning, håber ikke det bliver en realitet, men må tiden vise...
Krydser fingre for dig !

Hvad angår arbejdsprøvning så skal det klart være noget realistisk for mig også hvis ikke jeg skal knækkes mere...håber bar ikke de ignorerer det.

Alle sammen - TUSIND tak!
Var sku rart at læse jeres svar, og ser frem til hvis der kommer flere.

Puh ... Den var hård at komme igennem :O

Leduce · 25-04-2010, 20:47

Hej igen ..
Jeg kan godt forstå dig i meget du skriver ...
Men jeg er også uenig i meget ..

Nu har du ikke været indlagt ...meeen er du klar over hvor dejligt det er ??ja folk der læser dette tænker jeg er mærkelig men jeg havde da også mine skræmme tanker om det og filmen "gøgereden " kom da i tankerne (det gjore det så på alle der var indlagt der sammen med mig )fik jeg af vide af dem senere hen .

Jeg ser på stedet som et sted hvor du kan få den eneste ro som du ikke finder ude i samfundet ...man har ikke nogle mennesker omkring sig man skal tænke på ...
Det eneste man skal tænke på er en selv ...KUN en selv ...(ja og er man længst ude kan man ikke engang overskue det ...

Der har da været mange gange siden jeg har tænkt at jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage ..bare sådan 14 dage ..ja det ville være skønt

Du har altid en der lytter på få meters afstand ..har du brug for en snak er personalet der for dig ..samt har du

fysioterapeuter der træner med dig ..laver afstressning øvelser og hvad du ellers har brug for ...
psykologer der er nogle af de bedste her i landet ..
samt psykiater/overlæger der finder frem til hvad ..Ja medicin

der passer til dig ..(havde en overlæge/psykiater)ja der nærmest var synsk han vidste lige hvordan han skulle hjælpe mig ) Ham takker jeg for mit liv idag

og ja der er andre syge ..men jeg så dem som faktisk rimelig normale mennesker der "bare " var kede af det som mig ...man fik et kæmpe sammen hold med disse menesker fordi de alle vidste hvordan det var at være syg ....men jeg kunne stadig holde mig til min egen sygdom og mine problemmer ..de smittede ikke af på mig på den måde ...

Det jeg har været igennem er faktisk OGSÅ at jeg ikke ville tage noget medicin for mine lidelser ...men jeg er så uenig i hvad du skriver mht medicin ..jeg nægtede og hvad hjalp det mig ..da jeg endelig fik fat i en psykolog var det for sent ..for får du ikke hjælp mht din angst og deprission ..ja så er jeg rimlig sikker på at du kan komme til at komme helt derud hvor du kommer i en slags psykose ..det kom jeg ud i lige de dage før jeg blev indlagt ..og den var slem!!!
Jeg kunne ikke føre en normal samtale og dagene før jeg blev indlagt og var til en psykolog for første gang kunne hun godt se at hun slet ikke kunne komme ind til mig ..hun ringede hurtigt til en psykiater der prøvede at hjælpe men jeg var kommet helt derud hvor jeg ikke kunne bunde ..og jeg blev indlagt ...
Og ja jeg var 25 år ..lille tynd og blondine ....(var nede på 45 kg)

Jeg må være ærlig når jeg skriver at jeg kan godt nævne nogle antidepressive piller(et par mærker ) som jeg er sikker på du evt ikke har prøvet ...
jeg blev også først smidt på nogle som slet ikke var stærke nok til mig ...som slet ikke virkede nok ..men man var nød til at prøve sig frem .....
jeg var fuldstændig ligeglad med hvad der skulle prøves bare jeg fik de bedre!!!

S_Phoenix · 25-04-2010, 21:03

Desværre glemmer du den vigtigste faktor...

Det er blevet bekræftet at som jeg beskriver mine bivirkninger overfor læge/psykiater og psykolog så er de så VÆSENTLIGT stærkere end hvad langt de fleste oplever som bivirkninger.

Når jeg ligefrem stadig kæmper med ting NU jeg oplevede dengang for et år siden så det næppe noget helt "lige meget".

Det er ikke vejen til hjælp for mig, jeg har svært nok ved at fungere i forvejen, skal jeg så risikere at smides på noget som har meget stor chance for at gøre tingene dårligere for mig?

Hvad der virker for en/størstedelen betyder ikke alle, så den del bliver vi ikke enige om :-/

Som jeg også skrev, så nej jeg har ikke været indlagt, og har intet sagt imod det vidst så ved ikke hvorfra det der kommer :S
Og nej synes ikke du mærkelig fordi du synes det har været godt, jeg har noget at forholde mig til LIGE NU, og er nok den største grund til at jeg ikke bliver indlagt.

Du kan ikke sammenligne vores situationer 100% som du lidt gør, det er IKKE for sent for mig hvad angår psykolog, og har været i forhold til en psykolog i lang tid - det var ikke din oplevelse som du skriver, så ergo kan du jo ikke helt sammenligne det

Du taler lidt som om at jeg ikke har været på medicin jo :S - jeg HAR været igennem flere preparater, så vær lige sød ikke at tale som om jeg intet har været igennem hvad det angår, og nej ikke bar et PAR stykker...
Jeg knækkede endnu mere end nogensinde før efter og have været på det.

Der MEGET stærke grunde til at jeg er blevet så BANGE for medicin som jeg er - det IKKE fordi jeg bar ikke vil. Jeg vil meget gerne prøve ting / eller ville. Jeg gider ikke mere - dør jeg i morgen er jeg ligeglad. Men af samme grund gik jeg jo ligesom ind til medicin, havde jeg synes det var hul i hovedet havde jeg jo afvist det fra starten af, hvilket ikke er tilfældet, så står rimelig meget af desværre hvad du skriver der :S

Men slutter af med at sige at som sagt så vi forskellige, samt vi reagerer forskelligt på behandling og hvad der godt for os, bryder mig bare ikke om at du siger det sådan, og ignorerer ting der er skrevet, men lige meget, er ikke her for at diskutere og sammenligne på den måde sorry.

Leduce · 25-04-2010, 21:21

Det bedre !!

Jeg har altid stolet på læger /personale/ og psykiatere ... i hele mit forløb ..et menneske der har arbejdet med syge mennesker feks 10 år kan godt se et mønster i alle deres arbejdstimer ...de har erfaring hvad der kan hjælpe osv ..så forstod aldrig dem der ikke ville gøre som der blev sagt for de snød kun dem selv ..og de mennesker fik aldrig den hjælp der skulle til for de Ville ikke tage imod den ...de mennesker fare stadig frem og tilbage i systemmet /på afdelinger .sørgeligt men sandt hvor mange der ikke sagde de skred bare for at vende tilbage et par måneder efter ...

At du ikke har haft kognetiv terapi fatter jeg ikke ....sig til din psykolog at du gerne vil arbejde med det ..hun skal have nogle papire med forskellige "diagrammer" på ...Det er guld værd!!!...efter et par måneder hvor jeg var indlagt (og kom dertil hvor jeg kunne tænke lidt igen) fik jeg en psykolog og jeg lærte at se hvordan jeg var med til at køre angsten rundt til en stor cirkel der bare kørte rundt(tanker)
Den dag fik jeg jeg et ...nååååå ja det kan jeg da godt se!! (fordi i sammen sætter det ned på papir ) Siden den dag har jeg ikke haft et panik anfald siden

Hvad er mennesket mest bange for ??? det Ukendte !!
vi er allesammen bange for noget vi ikke kender ..når vi kender det er det jo tit bare "det" ..
så er det jo klart at når der sker noget inde i dig (angst/tanker) og du kan ikke se det går din krop/hjerne i en slags panik ..for det er ukendt du kan ikke tage det og sætte det væk ..
men med kognetiv terapi kan du sætte tankerne ned på papir (der er tegnet en slags diagrammer /mønstre hvor du skal skrive hvad du tænker først og sidst og hvad der sker med din krop når feks angsten kommer ) du finder ud af dit tanke mønster ..når det er på papir så næste gang du får angst tanker har du nu nogle billeder i hovedet du kan realitere til ...der er ikke mere uvidenhed /tomt i tankerne omkring angst ...så angsten får ikke lov til at "leve" meget længe for du kan dræbe den med dine billeder i hovedet ..
det var svært at forklare ::

det er noget man skal træne og træne men en dag sidder det bare i dig ..hjernen er trænet til at kunne "slå det væk"

Kan ikke se jeg sammenligner os?? jeg skriver rimlig tydeligt at JEG har brug for min medicin hvis jeg ikke havde den kunne jeg ikke sidde her med min bærbar og skrive i et forum

du skriver at du er lettet over du ikke kan indlægges ??
derfor forstår jeg det på den måde du ikke vil ..??
Hvis du ikke kan få medicin forstår jeg ikke electrochock ik er nævnt overfor dig ( har set folk der har haft den mest posetive virkning af det )
du virker meget negativ over man prøver at hjælpe derfor slutter jeg af ...

Men husk det med det kognetiv terapi ...det er et rigtig godt redskab ...
Håber du finder frem til noget der virkelig hjælper på dig .

adbib · 25-04-2010, 21:46

Udfra hvad du har skevet herinde, så tror jeg selv du muligvis har en diagnose, som du ikke har fået endnu. Det er en diagnose du ville kunne få en førtidspension på.

Leduce · 25-04-2010, 22:15

adbib: jeg har selv dianogsen (og ja det kan man godt (frygtede selv at komme på den )MEN hvis alle behandlinger er gennemprøvet og udtømt ..en kronisk sygdom som jeg har er ikke med til at give en ftp ..

og ja jeg vil da også gerne have fred når jeg er syg men det er ikke nok til at de giver en ftp sådan ..kommer lige fra en arbejdsprøvning med folk der ikke kunne sidde ned pga smerter og gigt ...folk der havde lægepapir på at de IKKE måtte arbejde men de blev åbenbart smidt op i en kantine alligvellet ...man skal desværre være lidt forpasselig med at regne med "systemmet"det går ikke altid som man vil og det er meget uretfærdigt men hvis det hele var så enkelt ville der ikke være så mange i dette forum

LUM · 26-04-2010, 14:51

Citat:

Oprindeligt indsendt af S_Phoenix

LUM:

Tak for velkomsten alligevel =)
Det er meget langt, ved jeg godt, men jeg har MEGET svært ved at forholde mig kort på skrift og haft i mange år, og så igen synes jeg ikke jeg kan gøre det kort hvad dette her angår. (egentligt udelukket en del ting tror jeg hmm)

Ærgrer mig en DEL hvis du har slettet en lang tekst der var til mig eller ???
ALT kan bruges lige nu for mig... også selvom det kan virke rodet.

Hehe, tak for et lille smil.

Suk .. ja... stadig noget jeg har meget svært ved at acceptere helt.
Jeg er KUN 25, jeg havde så mange ting jeg gerne ville, og som det er nu er der MEGET der tyder på det stopper her i X antal tid.
Jeg VAR en "fighter" hvad disse ting angik, og se nu ?

Det er BESTEMT ikke noget man bare gør. Jeg vil egentligt godt lige sige TUSIND TAK, du har lige sat ord på nogle ting jeg i de seneste uger ikke har kunne sætte ord på selv der sker i mig... specielt i øjeblikket sker en DEL jeg ikke kan forstå ved mig selv, der noget i mig der ændrer sig (til det værre kan jeg mærke) og kan ikke sætte ord på hvad, noget af det ramte du dog med

"et er hele ens identitet, man skal finde en ny"

Men JA!, det er virkelig noget jeg har svært ved, som sagt tidligere jeg har svært ved at finde ud af mig selv, og hvem jeg er, mister mere og mere den person jeg er/var for hver dag

Det meget rart at du skriver det ok, men alligevel er der en del i mig der går ind og siger " det ikke deres problem", samme del af mig som overvejede at slette dette indlæg fra starten af da jeg havde skrevet min historie.
Jeg håber jeg en dag finder ud af hvem jeg egentligt er, og hvordan jeg skal forholde mig til alt det her, for pt. kan jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst

Du rammer meget godt plet, med " en ny omgang teenager ", det føles et langt stykke af vejen som det, og nej, min alder synes jeg bestemt ikke er med mig, ved ikke om jeg rammes hårdere end en på 40-45 år, men det er på INGEN måde nemt og forholde sig til, sådan ca. en umulig kamp for mig pt.

Tusind tak for dit indlæg. Gav lidt at tænke over.

At du skriver laaange tekster genere ikke mig (eller mit hoved) det kan jeg ikke rigtigt tillade mig, for jeg er selv super slemt il det, der har jeg det nøjagtigt som du *ss*

Ja jeg slettede, for din skyld, både pga længden, men også fordi jeg flere steder havde bevæget mig ud hvor kragerne har vendt for længe siden, og jeg kunne ikke rigtigt samle mig om at få mig formuleret ordentligt, og så vil jeg hellere bare lade være, jeg hader at se et stykke jeg har skrevet som er skrevet mens hovedet ikke vil.

Jeg ved ikke om man nogen sinde lærer at leve med at tingene/livet ikke bliver som man gerne ville, som man havde planlagt efter. Jeg har stadig perioder hvor det irritere mig, fx vil jeg super gerne have en funktions udd som brandmand, men det bliver jeg ALDRIG mit hoved vil ikke kunne hitte rundt i alle de tal keniske stoffer osv osv man skal kunne, lige så vil min krop ikke kunne holde til den fysiske del, lille bitte svækling til mig på 50 kg slæbe en stor mand på 90 kg ud af et brændende hus, samtidig med at jeg slæber på en iltflaske på omkring 15-20 kg... nej vel *gg* Det irritere mig for jeg er da DYBT misundelig på bla gemalen. at han kan og gør det, det er ikke sjovt at stå tilbage med tanken; det kunne havde været mig hvis ikke.

Det jeg mente med ældre, var nu noget ældre end 40

jeg tænkte på den alder hvor det er mere naturligt at miste partner venner osv, for det at miste en livslang partner er faktisk meget = at skulle ligge hele ens identitet om, ind til tabet har man været en og samme bare i 2 kroppe, pludselig skal man finde ud af at være alene, men der er det jo en mere naturlig del af livet, det er det altså ikke når man er 25.

Mht dit psyk besøg. Selv lider jeg af angst for kommunen, jeg kan ikke møde personligt det giver angstanfald, jeg kan ikke tale i tlf med dem, det giver angst, og breve fungere jeg hamrende dårlig med, så snart de har noget med det at gøre står min hjerne altså bare af. De ville også have special læge (fordi jeg nægedet at gøre mig dårligere end jeg er ved generel helbreds undersøgelse ved egen læge... de vil have mig på FP, det vil jeg ikke, jeg mener det er spild, det mener lægerne nu også) Psykken var ikke under sygesikringen, hvilket naturligvis ikke hjalp (fordi det betyder at det er næsten umuligt at klage over dårlig behandling, og urigtige oplysninger)
Så det var bestemt IKKE med ro i kroppen jeg tog til den undersøgelse, jeg slap for angstanfald, heldigvis *ss* Jeg var aller mest bange for udfaldet, for det han sendte til kommunen, man hører jo desværre om psykker som nærmest er betalt til at lave rapporter så kommunen kan få deres vilje.

Men jeg havde slet ikke behøvet være så bange, han gav dem akkurat det samme som de havde i forvejen + han bankede dem oven i hovedet for ikke at sørge for ordentlig behandling (ifb med ADHD´en) og for ikke at have behandlet mig ordentligt som menneske (eller med andre ord for at have givet mig angst) Ikke at det har hjulpet meget i forhold til behandling, eller den måde de behandler mig på, min sag står akkurat lige så stille som den har gjort længe, menj det har da slået fast med 7-tommer søm, at de bør få fingeren ud og se af at komme i gang med at arbejde mod fleks (hvilket er grunden til at sagen står stille for det vil de ikke under de hensyn jeg har brug for at de tager)
Selve Psykken var en flink og rar mand, som tydeligvis vise det han skulle om ADHD, og som sørgede for at holde sig opdateret med det nyeste af det nyeste (også fra udlandet) Det ved jeg fordi jeg på det tidspunkt fulgte MEGET med ved ADHD tingene. Så det var slet ikke så slemt som jeg frygtede, han bed mig ikke eller nowet

xlars38 · 26-04-2010, 17:38

Britta B. Winther frygte ? nej slet slet ikke.. kan nu heller ikke se man skal frygte en psykiater....

de er jo ikke ansat til at drille i modsætning til socialrådgiver hehe men held og lykke med det.

PS: hun gør gerne en Xtra indsats for folk der er kommet i klemme med kommunen...

CtrlAltDelete · 26-04-2010, 23:25

Citat:

Oprindeligt indsendt af Leduce

Man kan jo ikke gå til en psykiater uden at tage imod medicin ...??
så ved ikke rigtigt hvad de har skrevet om mht dig (da ikke at tage medicin er at ikke tage imod de behanlings muligheder der er )

Jeg må altså lige rette dig her. Man kan sagtens gå til en psykiater uden at tage imod medicin. Jeg bliver behandlet af psykiatere og terapeuter i distrikt psykiatrien i Roskilde da jeg lider af depression og personlighedsforstyrrelse, men jeg har selv valgt ikke at tage medicin. Min praktiserende læge støtter mig ikke i at jeg ikke er medicineret, men det gør min psykiater heldigvis - og det er hvad der tæller eftersom psykiatrien står for min behandling.

Forskellen på en psykiater og en psykolog er jo ikke at man skal være medicineret for at gå hos psykiater. Forskellen er at psykiateren KAN udskrive medicin hvilket ikke psykolog ikke kan.

Til trådstarter:
Held og lykke med samtalen på onsdag...Jeg kan godt forstå at det virker skræmmende, men jeg håber virkelig for dig at du får en positiv oplevelse

Leduce · 27-04-2010, 00:00

ja jeg ved godt en psykiater kan medicinere ...mens en psykolog ikke kan ...

har aldrig hørt om det .. at gå til en psykiater uden at medicineres ..hvorfor så gå til en psykiater løbene?? han kan stille dianogsen men at gå til ham løbene kan jeg ikke forstå .

Jeg tænker på psykiatrisk afdeling

kender mange der "blev smidt hjem" for psykiateren skønnede at de skulle på medicin men de takkede nej og derfor tages det som at de ikke vil bruge behandlings mulighederne ...

25-04-2010, 19:17	#11
S_Phoenix Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 23-04 2010 Indlæg: 178 Styrke: 15	LEDUCE: Altid "noget" at høre nogen kan støtte sig rimelig godt op af hvad jeg "lider under". Jeg HÅBER på at få smidt en diagnose i hovedet på onsdag som først og fremmest kan hjælpe mig til at forstå lidt flere ting omkring mig selv, for jeg ved ikke hvad jeg skal tro/tænke/forstå omkring mig selv udover jeg uden tvivl fejler nogle ting der ikke er LIGE til at genoprette. Støtter mig til nu op ad min psykolog som mener det er kronisk svær depression, hvilket også er mest logisk i mine ører. Jeg BURDE have været indlagt, desværre så kan jeg ikke få mig selv til det af flere årsager - og tvangsindlæggelse som et par stk fra min familie meget gerne vil have kan ikke lade sig gøre (thanks god), så i bund og grund er vi vel samme sted et godt stykke af vejen? Mht. at huske hvem jeg er, så rammer den MEGET plet på mig, jeg ved mindre og mindre hvem jeg er, jeg er her bare egentligt. Jeg kan ikke genkende mig selv meget længere som person, og hader mig selv mere og mere som den person jeg er pt. og som kun forstærkes dag for dag. Den angst du lider under hvor du ikke kunne mærke din egen krop, er 100% hvad jeg oplever de gange jeg HAR "straffet" mig selv, samt de gange jeg har overvejet det meget! - Jeg mærker ikke den fysiske smerte, men allligevel så fjerner den mine tanker i noget ala 3-5-10 min og det er "nok" til at jeg kan holde tingene kørende lidt længere tid Den tanke der reddede dig er på ingen måde desværre i stand til at redde mig - jeg kan ikke leve med det her, og betyder det en evighed i *****- SO BE IT ! .. Det her er ikke værd for evigt at holde ud, det sorteste hul vises i skrivende stund flere gange dagligt, det har uden tvivl stor indflydelse mht. den psykiatriske vurdering da jeg VED hun kan gøre rigtigt meget - eller forlænge mit ***, og fra eget synspunkt gøre tingene SÅ meget værre, hvilket jeg ikke tror på jeg vil være i stand til at forsvare overfor hende, det hendes vilje, hendes udtalelse... Jeg frygter kort og godt blot for min egen tilstedeværelse hvis ikke jeg får ET ELLER ANDET jeg kan bruge til noget den dag. dybt suk Hmm, mener jeg skrev det, men jeg HAR været igennem et sandt medicin ***** som KUN tilførte meget dumme ting og forværrede ALT, inkl. ting jeg stadig kæmper med nu, et år efter jeg er trappet ud af medicin. Jeg KAN ikke opleve de bivirkninger igen, det ikke den "normale" form jeg har oplevet det tvivler jeg ikke et sekund på, også efter at have talt med mange andre omkring det og hvad de oplevede. Jeg har INGEN selvtillid - eller troede jeg, jeg havde lidt og den blev blot endnu mere knækket efter dette her, jeg er skræmt fra vid og sans hvad angår medicin, og ryger jeg på det må jeg smutte fra de gamle hvor jeg er halvt bosat pt. af sikkerhedsmæssige årsager - og går jeg herfra tør jeg ikke tænke på hvad jeg gør... Derfor... medicin? dum dum ide. Jeg har ikke nægtet medicin - jeg gik ind til medicinen i bedste forhåbninger, men jeg skulle blive klogere... Er klar over det er at "nægte behandligtmuligheder", men er jo ikke tilfældet for mig ?? ( Skal IKKE tages som et surt opstød, jeg er bare ude af mig selv, så det kan måske lyde hårdt, og er ikke meningen ) Der er ingen kognetiv terapi inde i billedet nej... Jep, er "desværre" klar over det er en del af sygdommen i sig selv, en del jeg ikke kan kontrollere selvom jeg gerne ville, hvad du siger omkring at man først forstår hjernen i den led her når man har været psykisk alvorligt nede giver jeg dig 100% ret i... Det er om ikke andet noget der har ændret ALT for mig, og mit syn til voldsomt mange ting på godt og ondt... Og gå i stykker ? det kan man vidst roligt sige ... Hvis jeg kunne vende tilbage gjorde jeg det, men der SÅ mange barrikader der stopper mig, jeg har ikke mulighed for at vende tilbage. Læge og psykolog fraråder på det kraftigste arbejdsprøvning for at det ikke skal forværre min situation hvilket VIL ske hvis jeg bliver "tvunget" ud i det. Jeg lider under ret heftige sociale problemer der er direkte invaliderende... Jeg siger inderligt TUSIND tak for dine ord, har læst dem i formiddags, men først "kunne" skrive noget nu Jeg er virkelig glad for at høre medicinen hjælper dig, selvom du på en del De folk der oplevede mig under min medicin "periode" vil klart sige nej, de ønsker heller ikke at se mig under det igen, de så hvilken virkning det havde på mig Tro mig - kunne jeg fungere normalt og føre et "normalt" liv (definer normal anyone?), ja så gjorde jeg det godt nok da! Jeg giver INTET for psykiatere, har haft 2, og begge har kun været unødigt fyld, og ord og piller jeg intet har kunne bruge til noget, jeg kan ikke bruge dem til noget, jeg er ubeskriveligt skuffet - men igen.. jeg er blandt de få som ikke kan "tåle" medicin, og det er jo deres primære område. (der andre årsager til at jeg ikke kan lide psykiatere samtidigt skal lige siges) Min læge derimod, og specielt min psykolog skylder jeg ALT, jeg vil aldrig glemme min psykolog og hvad han har gjort, jeg tror godt jeg tør sige at han er grunden til at jeg sidder her nu, han lytter og giver mig en form for "modspil" jeg har brug for. Mht. venner/bekendte der lytter så det MEGET(!) begrænset hvilket måske også gør tingene det sværere, min mor støttede mig meget.. rigtigt meget, men kan også mærke det ved at gå hende mere og mere på, så nu har jeg lukket lidt af, og indelukker meget af det i mig selv nu - blot for at "beskytte" mine nærmeste Mine tanker er ekstreme - og de kan ikke fjernes uden videre. De kan fjernes MEGET kortvarigt ( noget mellem 10 min til 1 dag ), og så de tilbage i mild/svær grad, og medicin tilføjer kun til disse tanker blandt andre ting... Puh, du må være træt af at læse omkring mig og mit forhold til medicin - sorry Jeg kan sagtens følge dig i hvad du siger om værste tanker, samt når du har det "ok", jeg har det på samme måde egentligt - og kan ikke forstå jeg har gjort de ting jeg har gjort, men jeg kan ikke ændre på ting der er sket selvom jeg gerne ville. Jeg føler jeg har skadet nogle folk i en grad jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv 100% for igen, og har kun en at give skylden for det Jeg har MEGET MEGET svært ved at se at jeg kan få det godt igen, men... noget i mig.. en EKSTREMT lille del kan godt se det, jeg ved godt hvad løsningen er, men som bliver en kamp (måske????) at få... det er at få en FTP så jeg kan få fred til at arbejde med mig selv, få løst mine problemer i mig selv over en årrække, og derefter MÅSKE kunne vende tilbage som mit største ønske er... Jeg er ikke egoist og ser det sådan at jeg bare SKAL HA HA HA, men jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde mere og har brug for FRED. Når jeg har det værst (som er ofte) giver jeg dig ret - jeg KAN ikke se noget godt, og det er der jeg bliver måske farlig for mig selv, for det ligger i mig, men tror der er en anelse større kraft der går imod at gøre "det" (desværre?) Jeg er ret ligeglad, eller er jeg ikke... kunne jeg få NOGET positivt NOGET der kunne få mine øjne op som jeg kunne se støttede min sag så ville NOGLE af disse tanker også komme lidt på afstand i noget tid - dertil sagt ikke langt til at knække igen. Det er både fysisk og psykisk ja, dog naturligvist mest psykisk SURPRISE Alt den snak med seriton osv kender jeg alt for godt til, desværre er det ikke "bare" løsningen for mig. LUM: Tak for velkomsten alligevel =) Det er meget langt, ved jeg godt, men jeg har MEGET svært ved at forholde mig kort på skrift og haft i mange år, og så igen synes jeg ikke jeg kan gøre det kort hvad dette her angår. (egentligt udelukket en del ting tror jeg hmm) Ærgrer mig en DEL hvis du har slettet en lang tekst der var til mig eller ??? ALT kan bruges lige nu for mig... også selvom det kan virke rodet. Hehe, tak for et lille smil. Suk .. ja... stadig noget jeg har meget svært ved at acceptere helt. Jeg er KUN 25, jeg havde så mange ting jeg gerne ville, og som det er nu er der MEGET der tyder på det stopper her i X antal tid. Jeg VAR en "fighter" hvad disse ting angik, og se nu ? Det er BESTEMT ikke noget man bare gør. Jeg vil egentligt godt lige sige TUSIND TAK, du har lige sat ord på nogle ting jeg i de seneste uger ikke har kunne sætte ord på selv der sker i mig... specielt i øjeblikket sker en DEL jeg ikke kan forstå ved mig selv, der noget i mig der ændrer sig (til det værre kan jeg mærke) og kan ikke sætte ord på hvad, noget af det ramte du dog med "et er hele ens identitet, man skal finde en ny" Men JA!, det er virkelig noget jeg har svært ved, som sagt tidligere jeg har svært ved at finde ud af mig selv, og hvem jeg er, mister mere og mere den person jeg er/var for hver dag Det meget rart at du skriver det ok, men alligevel er der en del i mig der går ind og siger " det ikke deres problem", samme del af mig som overvejede at slette dette indlæg fra starten af da jeg havde skrevet min historie. Jeg håber jeg en dag finder ud af hvem jeg egentligt er, og hvordan jeg skal forholde mig til alt det her, for pt. kan jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst Du rammer meget godt plet, med " en ny omgang teenager ", det føles et langt stykke af vejen som det, og nej, min alder synes jeg bestemt ikke er med mig, ved ikke om jeg rammes hårdere end en på 40-45 år, men det er på INGEN måde nemt og forholde sig til, sådan ca. en umulig kamp for mig pt. Tusind tak for dit indlæg. Gav lidt at tænke over. NABOKONE: Som sagt så der ingen kognitiv terapi inde i billedet, og lige nu er jeg "ligeglad" vil bare have fred og ha min gamle sagsbehandler tilbage ... og når det kommer til stykket sker intet af det vel Ved ikke hvor svært det er kontra andres, men svært nok til at den anden side virker indbydende nok. Er bosat på vestsjælland, ikke inde ved KBH dog... Fobiskolen har været oppe og vende før, men der var et par ting som gjorde det faldt til jorden igen fra min læge og psykolog. Mine sociale problemer er SÅ ufatteligt svingende og at det svingende gør det egentligt blot så meget mere frustrerende i det lange løb, jeg kan virke til at have det ok i noget tid, og kort efter så skal jeg bar VÆK VÆK VÆK og kan kun gå for langsomt... Går helt i sort over det. Vil tage et nærmere kig på den femina artikel, selvom det nok "bar" er noget der ryger ind og ud igen Ville være rart at kunne kontakte dig privat, men som sagt desværre ikke bosat derinde. Jeg har søgt på nettet da jeg fik brevet med hendes navn, og hvad der skræmmer mig SÅ meget er at jeg KUN kan finde positivt om hende ud fra de få sager folk har omtalt hende i. Det skræmmer mig på den led, at med mit led så skal det nok passe at hun ikke kan/vil hjælpe mig i den forstand som jeg har BRUG for. Min psykolog "griner" af mig over det, fordi jeg er en frygtelig sortseer, han kender lidt til hende også, og hvad han kender til hende så siger han at jeg intet har at frygte umiddelbart, og eftersom der ikke er nogen jeg stoler mere på end ham så er jeg virkelig i tvivl og blevet endnu mere bange ... og kan ikke sætte ord på hvorfor Mht. dit råd så HAR jeg gjort det, gjorde jeg det ikke så ville jeg kun straffe mig selv, og en masse ting ville ikke komme med som skal med. Indtil nu skrevet 6 sider i meget detaljeret form, håber bar hun vil læse det til vores møde, men JO jeg er meget svær at læse, det kan der ikke stilles tvivl til. - ikke desto mindre tusind tak alligevel ! Min "styrke" ligger klart i det skriftlige, jeg lukker meget af som person når jeg skal snakke med folk så det mit eneste håb hun kan få nok ud af det ved de papirer jeg har skrevet til nu. ZANIA: Jamen det kommet SÅ "pludseligt", først efter jeg knækkede selv fandt jeg ud af at der ER heftig depression i min familie, hvoraf 2 ER kommet på FTP. Jeg havde så mange planer, og gør BAR ondt at tænke over Du lider under noget ala det samme kan jeg høre som mig selv... hmm... Frygter arbejdsprøvning, håber ikke det bliver en realitet, men må tiden vise... Krydser fingre for dig ! Hvad angår arbejdsprøvning så skal det klart være noget realistisk for mig også hvis ikke jeg skal knækkes mere...håber bar ikke de ignorerer det. Alle sammen - TUSIND tak! Var sku rart at læse jeres svar, og ser frem til hvis der kommer flere. Puh ... Den var hård at komme igennem :O Sidst redigeret af Stezu; 25-04-2010 kl. 21:17. Årsag: indlæg lagt sammen - skriv venligst til flere i samme indlæg og brug rediger-funktion ved tilføjelser

25-04-2010, 21:21	#14
Leduce Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 18-04 2010 Lokation: gladsaxe Alder: 45 Indlæg: 233 Styrke: 15	Det bedre !! Jeg har altid stolet på læger /personale/ og psykiatere ... i hele mit forløb ..et menneske der har arbejdet med syge mennesker feks 10 år kan godt se et mønster i alle deres arbejdstimer ...de har erfaring hvad der kan hjælpe osv ..så forstod aldrig dem der ikke ville gøre som der blev sagt for de snød kun dem selv ..og de mennesker fik aldrig den hjælp der skulle til for de Ville ikke tage imod den ...de mennesker fare stadig frem og tilbage i systemmet /på afdelinger .sørgeligt men sandt hvor mange der ikke sagde de skred bare for at vende tilbage et par måneder efter ... At du ikke har haft kognetiv terapi fatter jeg ikke ....sig til din psykolog at du gerne vil arbejde med det ..hun skal have nogle papire med forskellige "diagrammer" på ...Det er guld værd!!!...efter et par måneder hvor jeg var indlagt (og kom dertil hvor jeg kunne tænke lidt igen) fik jeg en psykolog og jeg lærte at se hvordan jeg var med til at køre angsten rundt til en stor cirkel der bare kørte rundt(tanker) Den dag fik jeg jeg et ...nååååå ja det kan jeg da godt se!! (fordi i sammen sætter det ned på papir ) Siden den dag har jeg ikke haft et panik anfald siden Hvad er mennesket mest bange for ??? det Ukendte !! vi er allesammen bange for noget vi ikke kender ..når vi kender det er det jo tit bare "det" .. så er det jo klart at når der sker noget inde i dig (angst/tanker) og du kan ikke se det går din krop/hjerne i en slags panik ..for det er ukendt du kan ikke tage det og sætte det væk .. men med kognetiv terapi kan du sætte tankerne ned på papir (der er tegnet en slags diagrammer /mønstre hvor du skal skrive hvad du tænker først og sidst og hvad der sker med din krop når feks angsten kommer ) du finder ud af dit tanke mønster ..når det er på papir så næste gang du får angst tanker har du nu nogle billeder i hovedet du kan realitere til ...der er ikke mere uvidenhed /tomt i tankerne omkring angst ...så angsten får ikke lov til at "leve" meget længe for du kan dræbe den med dine billeder i hovedet .. det var svært at forklare :: det er noget man skal træne og træne men en dag sidder det bare i dig ..hjernen er trænet til at kunne "slå det væk" Kan ikke se jeg sammenligner os?? jeg skriver rimlig tydeligt at JEG har brug for min medicin hvis jeg ikke havde den kunne jeg ikke sidde her med min bærbar og skrive i et forum du skriver at du er lettet over du ikke kan indlægges ?? derfor forstår jeg det på den måde du ikke vil ..?? Hvis du ikke kan få medicin forstår jeg ikke electrochock ik er nævnt overfor dig ( har set folk der har haft den mest posetive virkning af det ) du virker meget negativ over man prøver at hjælpe derfor slutter jeg af ... Men husk det med det kognetiv terapi ...det er et rigtig godt redskab ... Håber du finder frem til noget der virkelig hjælper på dig . Sidst redigeret af Stezu; 25-04-2010 kl. 22:17. Årsag: indlæg lagt sammen - skriv venligst til flere i samme indlæg og brug rediger-funktion ved tilføjelser

26-04-2010, 17:38	#18
xlars38 Banned Tilmeldingsdato: 17-08 2009 Indlæg: 102 Styrke: 0	Britta B. Winther Britta B. Winther frygte ? nej slet slet ikke.. kan nu heller ikke se man skal frygte en psykiater.... de er jo ikke ansat til at drille i modsætning til socialrådgiver hehe men held og lykke med det. PS: hun gør gerne en Xtra indsats for folk der er kommet i klemme med kommunen...

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
Spørgsmål ang. FTP HJÆLP	Mette 75	Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003	6	26-07-2011 11:07
Hjælp psykiater ???	sprillen	Alt det andet	2	20-03-2010 15:38
Hjælp God Psykiater i Århus søges!	Sunnydob	Alt det andet	1	26-10-2009 18:26

25-04-2010, 20:47	#12
Leduce Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 18-04 2010 Lokation: gladsaxe Alder: 45 Indlæg: 233 Styrke: 15	Hej igen .. Jeg kan godt forstå dig i meget du skriver ... Men jeg er også uenig i meget .. Nu har du ikke været indlagt ...meeen er du klar over hvor dejligt det er ??ja folk der læser dette tænker jeg er mærkelig men jeg havde da også mine skræmme tanker om det og filmen "gøgereden " kom da i tankerne (det gjore det så på alle der var indlagt der sammen med mig )fik jeg af vide af dem senere hen . Jeg ser på stedet som et sted hvor du kan få den eneste ro som du ikke finder ude i samfundet ...man har ikke nogle mennesker omkring sig man skal tænke på ... Det eneste man skal tænke på er en selv ...KUN en selv ...(ja og er man længst ude kan man ikke engang overskue det ... Der har da været mange gange siden jeg har tænkt at jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage ..bare sådan 14 dage ..ja det ville være skønt Du har altid en der lytter på få meters afstand ..har du brug for en snak er personalet der for dig ..samt har du fysioterapeuter der træner med dig ..laver afstressning øvelser og hvad du ellers har brug for ... psykologer der er nogle af de bedste her i landet .. samt psykiater/overlæger der finder frem til hvad ..Ja medicin der passer til dig ..(havde en overlæge/psykiater)ja der nærmest var synsk han vidste lige hvordan han skulle hjælpe mig ) Ham takker jeg for mit liv idag og ja der er andre syge ..men jeg så dem som faktisk rimelig normale mennesker der "bare " var kede af det som mig ...man fik et kæmpe sammen hold med disse menesker fordi de alle vidste hvordan det var at være syg ....men jeg kunne stadig holde mig til min egen sygdom og mine problemmer ..de smittede ikke af på mig på den måde ... Det jeg har været igennem er faktisk OGSÅ at jeg ikke ville tage noget medicin for mine lidelser ...men jeg er så uenig i hvad du skriver mht medicin ..jeg nægtede og hvad hjalp det mig ..da jeg endelig fik fat i en psykolog var det for sent ..for får du ikke hjælp mht din angst og deprission ..ja så er jeg rimlig sikker på at du kan komme til at komme helt derud hvor du kommer i en slags psykose ..det kom jeg ud i lige de dage før jeg blev indlagt ..og den var slem!!! Jeg kunne ikke føre en normal samtale og dagene før jeg blev indlagt og var til en psykolog for første gang kunne hun godt se at hun slet ikke kunne komme ind til mig ..hun ringede hurtigt til en psykiater der prøvede at hjælpe men jeg var kommet helt derud hvor jeg ikke kunne bunde ..og jeg blev indlagt ... Og ja jeg var 25 år ..lille tynd og blondine ....(var nede på 45 kg) Jeg må være ærlig når jeg skriver at jeg kan godt nævne nogle antidepressive piller(et par mærker ) som jeg er sikker på du evt ikke har prøvet ... jeg blev også først smidt på nogle som slet ikke var stærke nok til mig ...som slet ikke virkede nok ..men man var nød til at prøve sig frem ..... jeg var fuldstændig ligeglad med hvad der skulle prøves bare jeg fik de bedre!!!

25-04-2010, 21:03	#13
S_Phoenix Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 23-04 2010 Indlæg: 178 Styrke: 15	Desværre glemmer du den vigtigste faktor... Det er blevet bekræftet at som jeg beskriver mine bivirkninger overfor læge/psykiater og psykolog så er de så VÆSENTLIGT stærkere end hvad langt de fleste oplever som bivirkninger. Når jeg ligefrem stadig kæmper med ting NU jeg oplevede dengang for et år siden så det næppe noget helt "lige meget". Det er ikke vejen til hjælp for mig, jeg har svært nok ved at fungere i forvejen, skal jeg så risikere at smides på noget som har meget stor chance for at gøre tingene dårligere for mig? Hvad der virker for en/størstedelen betyder ikke alle, så den del bliver vi ikke enige om :-/ Som jeg også skrev, så nej jeg har ikke været indlagt, og har intet sagt imod det vidst så ved ikke hvorfra det der kommer :S Og nej synes ikke du mærkelig fordi du synes det har været godt, jeg har noget at forholde mig til LIGE NU, og er nok den største grund til at jeg ikke bliver indlagt. Du kan ikke sammenligne vores situationer 100% som du lidt gør, det er IKKE for sent for mig hvad angår psykolog, og har været i forhold til en psykolog i lang tid - det var ikke din oplevelse som du skriver, så ergo kan du jo ikke helt sammenligne det Du taler lidt som om at jeg ikke har været på medicin jo :S - jeg HAR været igennem flere preparater, så vær lige sød ikke at tale som om jeg intet har været igennem hvad det angår, og nej ikke bar et PAR stykker... Jeg knækkede endnu mere end nogensinde før efter og have været på det. Der MEGET stærke grunde til at jeg er blevet så BANGE for medicin som jeg er - det IKKE fordi jeg bar ikke vil. Jeg vil meget gerne prøve ting / eller ville. Jeg gider ikke mere - dør jeg i morgen er jeg ligeglad. Men af samme grund gik jeg jo ligesom ind til medicin, havde jeg synes det var hul i hovedet havde jeg jo afvist det fra starten af, hvilket ikke er tilfældet, så står rimelig meget af desværre hvad du skriver der :S Men slutter af med at sige at som sagt så vi forskellige, samt vi reagerer forskelligt på behandling og hvad der godt for os, bryder mig bare ikke om at du siger det sådan, og ignorerer ting der er skrevet, men lige meget, er ikke her for at diskutere og sammenligne på den måde sorry.

25-04-2010, 21:46	#15
adbib Slettet Bruger Tilmeldingsdato: 22-04 2010 Indlæg: 496 Styrke: 15	Udfra hvad du har skevet herinde, så tror jeg selv du muligvis har en diagnose, som du ikke har fået endnu. Det er en diagnose du ville kunne få en førtidspension på.

25-04-2010, 22:15	#16
Leduce Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 18-04 2010 Lokation: gladsaxe Alder: 45 Indlæg: 233 Styrke: 15	adbib: jeg har selv dianogsen (og ja det kan man godt (frygtede selv at komme på den )MEN hvis alle behandlinger er gennemprøvet og udtømt ..en kronisk sygdom som jeg har er ikke med til at give en ftp .. og ja jeg vil da også gerne have fred når jeg er syg men det er ikke nok til at de giver en ftp sådan ..kommer lige fra en arbejdsprøvning med folk der ikke kunne sidde ned pga smerter og gigt ...folk der havde lægepapir på at de IKKE måtte arbejde men de blev åbenbart smidt op i en kantine alligvellet ...man skal desværre være lidt forpasselig med at regne med "systemmet"det går ikke altid som man vil og det er meget uretfærdigt men hvis det hele var så enkelt ville der ikke være så mange i dette forum

27-04-2010, 00:00	#20
Leduce Hjemmevant på K10 Tilmeldingsdato: 18-04 2010 Lokation: gladsaxe Alder: 45 Indlæg: 233 Styrke: 15	ja jeg ved godt en psykiater kan medicinere ...mens en psykolog ikke kan ... har aldrig hørt om det .. at gå til en psykiater uden at medicineres ..hvorfor så gå til en psykiater løbene?? han kan stille dianogsen men at gå til ham løbene kan jeg ikke forstå . Jeg tænker på psykiatrisk afdeling kender mange der "blev smidt hjem" for psykiateren skønnede at de skulle på medicin men de takkede nej og derfor tages det som at de ikke vil bruge behandlings mulighederne ...